Den Polske Krønike

http://en.wikipedia.org/wiki/Gallus_Anonymus

http://www.ceupress.com/books/html/CEMTVol3ChroniclesAndDeeds.html

Gallus Anonymus (Polonized variant: Gall Anonim) is the name traditionally given to the anonymous author (fl. 11th–12th centuries)

of  Gesta principum Polonorum   (Deeds of the Princes of the Poles),   composed in Latin about 1115.

Gallus is generally regarded as the first historian to have described Poland. His Chronicles are an obligatory text for university courses in Poland's history. Very little is known of the author himself.

Kromer

Monument to Gall Anonim, Wrocław, Poland

The only source for Gallus' existence is a note made by Prince-Bishop of Warmia Marcin Kromer (1512–89) in the margin of folio 119 of the "Heilsberg manuscript."^[1] It reads: Gallus hanc historiam scripsit, monachus, opinor, aliquis, ut ex proemiis coniicere licet qui Boleslai tertii tempore vixit (Gallus wrote this history, some monk, in my opinion, who lived in the time of Bolesław III, as can be conjectured from the preface.') It is not known whether Kromer intended the word "Gallus" as a proper name or as a reference to the author's nationality (Gallus in this period normally means, "a Frenchman"), nor what he based his identification on.^[1]

The Heilsberg manuscript, one of three extant witnesses of the Gesta, was written between 1469 and 1471. From the mid-16th to 18th centuries, it was kept in the town of Heilsberg (today Lidzbark Warmiński, Poland). It was later published at the behest of Prince-Bishop of Warmia Adam Stanisław Grabowski (1698–1766).^[1]

Krøniken er opdelt i 3 dele

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her begynder fortællingen om polakkernes hertugers eller fyrsters bedrifter.

Forfatteren skriver til biskopperne:

    Til den Herre Martin, af Guds Nåde Ærkebiskop, og til Simon, Paul, Maurus, Zyroslaw, biskopper i Polens land, ærværdige og velbehagelige for Gud, såvel som til hans hjælper, den ærværdige kansler Michael, der først fik planen til dette skrift: Den der skriver dette beder Dig våge over den flok der er samlet på Zion, Herrens Hellige Bjerg, med årvågen nidkærhed, og idet Du kæmper fra strid til strid skue op mod Gudernes Gud, ansigt til ansigt. - Ærede Fædre: Hvis jeg ikke havde Jeres myndigheds styrke bag mig, og turde stole på Jeres hjælp, så ville det være ganske umuligt for mig at begynde på en gerning af en sådan vægt, og at vove mig ud i de farer der rummes på det vældige hav i en lille båd. Men en sømand ombord på en lille båd kan nok navigere ude på vandene i det vilde hav med en dygtig lods ved sin side, en der forstår at styre båden i sikkerhed når han iagttager vindene og stjernerne.

- Med sådanne farer omkring mig havde jeg aldrig undgå skibbrud, hvis ikke I, mine nådige Herrer, ikke havde grebet årerne for at hjælpe mig i min lille båd. Ejheller havde jeg, der jo ikke kendte ruten, nogen sinde fundet vejen ud af den tæt tilgroede skov jeg stod i, hvis ikke I i Jeres godhed  havde hjulpet mig ved at vise mig de rette mærkepæle der var. Så når sådanne hjælpere har æret mig med deres hjælp, er jeg sikker på at jeg vil komme i sikkerhed frem til havnen og undslippe de hylende hvirvelvinde, og jeg vil ikke tøve med at famle mig frem ad denne ukendte sti, selv med mit svage øjesyn, for jeg ved at mine vejledere der er forud for mig ser alting omkring os så klart som dagens lys. - Med sådanne talsmænd til at tale min sag vil jeg kun foragte alle mumlerier og al knurren som misundelige bagvaskere måtte komme med.

    Da jeg nu har haft det held at få hjælp fra Jer som jeg ønskede mig i dette værdige hverv, fandt jeg det passende at indføre Jer i denne Krønikes tekst, så at sige, for det var nu Jeres tid til at handle, og gennem Jeres dyrebare bønner at Gud ville bringe herlighed over Polen gennem Boleslaw den Tredjes berømmelige og mindeværdige gerninger. Selv om jeg undlader at nævne mangen en storladen dåd som I udførte i Jeres tid, så vil jeg dog ikke forholde eftertiden kendskab til i det mindste noget af hvad I gjorde; på de følgende blade i denne bog skal I læse derom. Men her og nu ønsker jeg at I må finde sammen om et fælles mål, at I må blive enige i tankerne, og enige med mig om at prise og hylde denne mand. Kærlighedens bånd, der aldrig brister, vil også binde os sammen, når vi hører hvilke store og gode gerninger mennesker har gjort. For det er kun passende at I, der tjener Kirken, også skal mindes ved Jeres dåd, I som den Guddommelige Godhed i kraft af Nådens Gaver sætter til fyrster over fyrsterne selv, i den grad at det er som om det er ved deres tilladelse at guddommelig styrke sendes til Jer for at deres trofaste undergivnes bønner måtte blive hørt, og således at mit ringe værk måtte nyde deres beskyttelse og begunstigelse. For de, som Gud har udvalgt til en stilling så ophøjet over andre, burde gøre rigtig meget for at lette den enkeltes møje og besvær. Derfor, for at det ikke skal se ud som om vi, der er ydmyge personer,  vil gøre vore bede-remme brede, har jeg besluttet at sætte Jeres navne forrest in denne lille bog, og ikke mit eget.
    
    Så lad da pris og ære for dette værk tilfalde fyrsterne i dette land, og vil man anerkende vort arbejde og belønne os derfor, så må I bestemme derom. Må den Hellige Ånds Nåde, der indsatte Jer som hyrder over Herrens flok, indgive Jer visdom til at råde vor fyrste, så at I sammen må give gaver til dem der fortjener det, og således ære Jer selv og ophøje dem der gav. Vær altid glade, og tænk godt om denne bog og dens forfatter.
    
                                  Her slutter brevet.

Epilog

De smelter guldet uden tøven
og hælder metallet i leret.
Hurtigt sendes det til Sankt Egidius i det håb, at de snart får en søn -
og de sender også andre gaver:
Guld, sølv, kapper, ikke så få
og hellige kjoler som præster må bære, og
En gylden kalk, fin og smuk.
Så snart budbringerne er draget bort
fortsætter de gennem ukendte lande.
De kommer igennem hele Frankrig
Indtil de endelig kommer til Provence.
De tager deres gaver frem fra deres sække,
og giver dem til de taknemmelige munke.
De fortæller hvorfor de er kommet
og priser det herlige håndværk.
Straks derpå begynder en tre-dages-faste,
og før den er slut,
medens den endnu holdes
har moderen undfanget en søn.

Budbringerne får nys om dette,
og rygtet er også ganske sandt.
Munkene får nu deres gaver,
budbringerne ønsker kun at komme af sted,
ud gennem det Burgundiske land,
og derfra tilbage til Polen.

Her møder de hertuginden,
det ses at hun er med barn.
Således fødes den ventede søn.
og Boleslaw skal han hedde,
en efterkommer af Hertug Wladislaw,
som Gud i al Evighed ville det os.
Og Judith var hans moders navn
(et tegn på hvad skæbnen skal bringe mon?) -
det samme navn som reddede Israel
med en kniv i Holofernes´ hals.
Judith fødte en søn, der skulle sejre
og nedslå alle vore fjender i krig.
Men nu er tiden kommet, ser jeg,
til at fortælle om hvad der skulle komme.

Indledning

"Mangen en konge, og mangen en hertug ud over den vide jord ....."

Siden verden er så vidstrakt, øves der af talrige konger og fyrster mangen en mindeværdig dåd, som filosofferne i vrangvillig forsømmelighed forbigår i tavshed - måske af mangel på underretninger. Derfor har vi, drevet af hengivenhed for den magtfulde og sejrsæle hersker Boleslaw, fundet det umagen værd at skildre nogle af de polske fyrsters bedrifter, skulde det end ske med ubehjælpsom pen, hellere end at fortie dem for efterslægten, så meget mere som han blev født af Guds Nåde og den hellige Egidius` forbøn; og vi tror endnu at lykken har stået ham bi i dette, og at han derfor stadig har vundet sejr. Men eftersom polakkernes land ligger langt fra de sædvanlige færdselsruter og kun er lidet kendte, undtagen af dem der drager igennem dem på vej til Rusland for at drive handel, vil det forhåbentlig ikke forekomme nogen meningsløst, hvis jeg giver en kortfattet redegørelse for det. Måtte heller ikke nogen finde det for besværligt, hvis jeg for at fortælle om de enkelte dele også omtaler helheden.

side 13, linje 3   

Idet vi begynder nordfra ser vi Polen for os som den nordligste del af det område der omfatter de vendiske lande. Det grænser op til Rusland i Øst, til Ungarn i Syd, til Mähren og Böhmen i Syd-Vest, og mod Vest til Danmark og Sachsen. - Op mod nord, eller Amphitryons Hav, har det som sine naboer tre vilde og barbariske lande, nemlig Selencia, Pommern , og Prøjsen, og Polakkernes hertuger er til stadighed i krig med disse lande og kæmper for at vinde dem for troen. Men forkyndelsens sværd har ikke formået at rive deres hjerter bort fra vantroen, og sværd af jern, presset mod deres strube, har ikke udslettet denne slægt af øgleunger fuldt ud. Ganske vist, deres anførere tog ofte deres tilflugt til dåben, når de blev trængt tilbage og deres fjender fik overtaget, men det var kun for at afsige sig den kristne tro når de kom til kræfter, og for så igen at gå i kamp mod de kristne.

Endnu længere borte, og inden for Amphitryons arme er der andre barbariske folkeslag og ubeboelige øer dækket af evig sne og is. Sådan er de landstrækninger, der beboes av Venderne delt mod Nord, og herfra strækker de sig fra Sarmaternes land - dem der også kaldes Geterne - til Danmark og Sachsen, og fra Thrakia videre ud gennem Ungarn, som i tidligere tider var besat af Hunnerne, og som også kaldes Ungarerne, og ned gennem Kärnten, hvor de til sidst ender i Bayern.

Mod Syd, begyndende i Epeiros ved Middelhavet, omfatter deres lande Dalmatien, Kroatien og Istrien, og de ender ved Adriaterhavets kyster. Der ligger Venezia og Aquileia, der skiller dem fra Italien. - Selv om landet er så opfyldt af tætte skove, så rummer det også rigelige forekomster af guld og sølv og brød og kød og fisk og honning. Men i een henseende har det forrang frem for alle andre, for selv om det ligger omgivet af alle de førnævnte folkeslag, både kristne og hedninger, og bliver angrebet dem alle sammen, så er det aldrig i sin helhed blevet fuldt ud undertrykt af nogle. Det er et land hvor luften er sund, markerne er frugtbare, skovene fulde af honning, og alle vande myldrer af fisk, hvor krigerne er sande og kraftige krigere, og bønderne tager hårdt fat, hvor hestene pruster ved arbejdet og okserne stønner under ploven, hvor køerne giver mælk i overflod og fårene giver rigelig uld! Men for ikke at komme for langt bort fra det vi talte om, så lad os vende tilbage til begyndelsen. Det er vor agt at fortælle om Polen, og især om hertug Boleslaw, og for hans skyld at genfortælle hvad vi har hørt om hans forfædres gerninger, dem der er værd at mindes. Og derfor vil vi indstille os på at gå fra træets rod og stige op til dets krone. Hvordan så dette hertugdømmes herlighed kom til at lyse ud over landene, det vi vi fortælle om i det næste afsnit.

Kapitel 1.  Om hertug Popiel, kaldet Choscisko. 

I byen Gniezno - hvis navn betyder "rede" på slavernes sprog - boede der en hertug ved navn Popiel, som havde to sønner. Da nu tiden var kommet til at de skulle klippes for første gang - det var en vane blandt hedningerne - forberedte han et stort festmåltid og indbød mange af sine rige venner og andre adelige. Men Gud havde en hemmelig plan med dette, og planen medførte at to fremmede kom dertil. Men det var ikke kun således, at de ikke var indbudt, men man behandlede dem krænkende og drev dem ud af byen

Oprørte over bymændenes grovheder gik de fremmede deres vej, ud i forstæderne, og der havde de held og lykke til at finde et hus, ikke ret stort, men det tilhørte en plovmand, der arbejdede for den nævnte Hertug, og plovmanden var netop ved at stille an til en frokost med sine sønner. Han var ganske vist kun fattig, men venlig. Han indbød de fremmede til at komme ind i hans hytte, og med megen varme tilbød ham dem, hvad han havde af beskedne midler.

De tog med glæde imod hans indbydelse, og da de trådte ind i hans hus sagde de: "Må du blive rigtig glad, fordi vi er kommet, og må vores ankomst bringe dig gode ting i rigt mål, sammen med ære og herlighed, som skal følge dit afkom!"

Kapitel 4.  Mieszko, søn af Hertug Siemomysl, født blind.
 
Siemomysl havde en søn, den store og mindeværdige Mieszko. den første der bar det navn. Mieszko havde været blind i sine syv første leveår. Men da han fyldte syv år indbød hans fader, som skik var, en samling af grever og andre fyrster for at højtideligholde dagen med et stort og glansfuldt festmåltid. Men som festen skred frem var der ingen der bemærkede at faderen sukkede af hjertets dyb. Det var hans søns blindhed der hvilede tungt på ham, det var som om han tænkte at den ville kaste sorg og skam over ham. Men medens gæsterne glædede sig og klappede i hænderne, som skik var, var det som om noget nyt kom over dem, en ny fryd fyldte dem, for det blev klart for dem, at den blinde dreng havde fået sit syn igen! Men hans fader ville ikke tro det, før hans moder forlod festen og gik ind i drengens værelse og skar igennem faderens tvivl, idet hun viste sin søn frem - og nu forstod alle at drengen kunne se alle dem, der sad omkring ham! Så var i sandhed alles fryd fuldkommen, nu da drengen kendte alle dem han aldrig før havde set, medens blindhed og skam vendtes til usigelig fryd.

Hertug Siemomysl spurgte da de ældste og klogeste der var til stede, om de troede at der var et varsel i det de havde set - at drengen havde været blind men nu kunne se. Deres forklaring var at ligesom han engang havde været blind, således havde Polen så at sige været blind før. Men i tiden der skulle komme, sådan profeterede de, ville Polen blive oplyst af lyset der var kommet over Mieszko, og Riget ville blive højt ophøjet over alle folkeslagene omkring dem.

Og det var virkelig hvad der kom til at ske. Men man kunne måske fortolke det der var sket på en anden måde. For Polen havde virkelig været blind tidligere, og kendte ikke til tilbedelsen af den sande Gud eller troens lærdomme; men da Mieszko så lyset, da kom lyset også over Polen, for da han kom til til troen blev Polens folk frelst fra vantroens død. For det sømmede sig at det skulle gå fremad som det gik, at Gud den Almægtige først gengav Mieszko han legemlige syn, og siden åbnede hans åndelige øjne, således at han kunne gå fra synlige ting og frem til at forstå det usynlige, og igennem viden om Guds gerninger kunne skimte Skaberens Almagt.

Men hvorfor lad hjulet trille foran vognen? Som det nu var gået, var Siemomysl blevet gammel og svag, og han hilste verden omkring sig med et sidste farvel.

Kapitel 5.  Hvordan Mieszko tog Dabrowka til hustru.

Men så snart han blev Hertug, begyndte han at sætte sine kræfter ind på sagen - sine hurtige og kloge tanker, og sine stærke legemlige kræfter, og mange gange gik han i krig mod folkeslagene omkring ham. Men han stak så dybt i hedenskabets forvildelse, at han holdt fast ved de syv koner, han var gift med. Men senere friede han til en såre kristen kvinde fra Böhmen, ved navn Dabrowka. Men hun ville ikke gifte sig med ham, før han havde opgivet denne onde vane og havde lovet at blive en kristen, så da han forsikrede hende, at han ville opgive hedenskaben og modtage den kristne tros sakramenter, kom denne dame til Polen med mange kristne i sit følge, både verdslige og kirkelige. Men hun ville ikke høre tale om ægteskab, før han havde tænkt grundigt over, hvad kristendommen krævede af ham, og før han havde givet afkald på sine hedenske vildfarelser, og siden havde søgt tilflugt i Moderkirkens favn. 

Kapitel 6

Takket være hans hengivne hustru blev Mieszko den første hertug af Polen, der modtog Dåbens Nåde. Og det er fuldt ud nok at sige til hans pris og ære, at i hans tid, og gennem ham, besøgte solopgangen fra det høje Polens Rige, thi den herlige Boleslaw blev født som hans søn og som barn af denne hellige kvinde, og efter hans død regerede Boleslaw Riget tappert. Og begunstiget af Gud voksede han således i mod og styrke, at hvis jeg må det det sådan, hans dyder forgyldte hele Polen. For hvem kunne gøre ham fuld retfærdighed, hvis han skulle tale om hans tapre gerninger eller hans kampe mod nabofolkene, for ikke at tale om hvad der krævedes for at skrive dem ned for at mindes dem?

Var det ikke ham der erobrede Mähren og Böhmen og vandt hertugdømmet Prag og udnævnte suffragan-biskopper på disse steder? Var det ikke ham der den ene gang efter den anden besejrede ungarerne i strid og gjorde sig til herre over alle deres lande så langt ud som til Donau? - De uovervindelige Sachsere kunne ikke stå ham imod. Derfor blev der midt i deres land rejst en grænsepæl af jern, i floden Saale, for at afmærke Polens grænser. Skulle der så være brug for at opregne, navn for navn, his sejre og triumfer over hedenske folkeslag, som han så at sige havde trådt under fode? For når Selencia og Pommern og Prøjsen holdt stand i deres troløshed, knuste han dem, ja ved Pavens hjælp byggede han mange kirker der, og indsatte mange biskopper - eller man kunne sige at Paven indsatte dem igennem ham.

Desuden, da Sankt Adalbert kom til ham på sine lange vandringer, efter at have tålt mange ydmygelser ved sit oprørske tjekkiske folk, så modtog Boleslaw ham med stor ærbødighed, og viste stor opmærksomhed under hans vejledninger og hans prædikener. Og da han så at troen havde begyndt at sætte blomst i Polen, og at den hellige kirke voksede, så gik den hellige martyr, opfyldt af kærlighedens ild og nidkærhed for sin prædiken, ind i Prøjsen, uden frygt. Men der døde han som martyr, og han bragte sin hellige kamp til fuldbyrdelse.

"Boleslaw I Chrobry" malet af Jan Matejko
Han herskede ca 992-1025

( http://en.wikipedia.org/wiki/Boles%C5%82aw_I_Chrobry  )

Siden skete det, at Boleslaw fik hans legeme udleveret af Prøjserne, betalt med en vægt af guld, og hans legeme blev lagt til hvile i metropolit-sædet i Gnieszno, med al den ære der tilkom ham.

Endnu en ting synes mig værd at bemærke. I hans tid kom Kejser Otto den Røde for at besøge Sankt Adalbert, han ville bede i hans nærværelse og søge forsoning. Ved samme lejlighed ville han gerne få mere at vide om Boleslaw den prægtige - denne fortælling er fortalt mere udførligt i hans Martyriums Bog - og Boleslaw modtog ham med ære og ceremonier, sådan som det sømmede sig at en så fornem gæst, en konge og Romersk Kejser, skulle modtages.

Da Kejseren ankom havde Boleslaw sørget for at prægtige og herlige opstillinger af soldater og våben mødte ham: Forrest i rækkerne sås alle ridderne, så forskellige som de var, og siden prinserne, i en opstilling på en rummelig plads, næsten som et kor - hvert enkelt afsnit for sig selv, og mærket med sit særlige felttegn. Man så ingen klæder af ringe stoffer, kun togaer af det mest dyrebare stor der overhovedet kunne opdrives. For på Boleslaws tid bar alle ridderne og alle damerne ved hoffet togaer i steden for tøj af linned eller uld, og i hans paladser viste de sig ikke frem i dyrebare pelse, hvor nye ellers de måtte være, uden prægtige kapper og juveler. For i de dage blev guld ikke regnet for mere end sølv, og sølv ikke regnet for mere end strå. Så da den Romerske Kejser så al den herlighed og magt og rigdom, udbrød han, ganske overvældet: Ved mit Kejserriges krone, det jeg ser her er mere end man før har fortalt mig! - Og efter at have rådført sig med sine ledende mænd tilføjede han, i alles påhør:  "En så stor mand fortjener ikke at kaldes hertug eller greve, som de andre prinser, men han burde hæves til en kongelig og smykkes med et herligheds diadem."  Og med disse ord tog han det kejserlige diadem fra sit eget hoved og lagde det på  Boleslaws hoved, som et løfte om hans venskab. Og som et triumfbanner gav han ham som en gave en nagle fra Vor Herres kors, med Sankt Mauritius´ lanse, og til gengæld gav Boleslaw ham en arm fra Sankt Alberts lig. Og de blev så forenede  den dag at Kejseren kaldte ham "Sin Broder og Fælle i Riget", og kaldte ham en ven og forbundsfælle for det romerske folk. Og hvad mere er, han gav ham og hans efterfølgeremyndighed over alle de kirkelige embeder, der hørte til Riget, i enhver del af Polen eller andre provinser, han havde erobret eller ville komme til at erobre fra barbarerne, og Pave Sylvester bekræftede denne bestemmelse i et privilegium der bar den Hellige Romerske Kirkes mærke.

Kroning af den første polske konge 1001 og malet af Jan Matejko

- Således blev Boleslaw i herlighed hævet til kongelig værdighed af Kejseren, og han viste et eksempel på den frihedstrang, der boede i ham, da han i fulde tre dage efter kroningen fejrede en fest, der sømmede sig for en konge eller en kejser. Hver dag, når bordet blev dækket på ny, var retterne nye, og skeerne var nye, og mange andre retter blev båret frem, stadig mere overvældende. Og ved festmåltidets slutning beordrede han tjenerne og mundskænkene at indsamle alt hvad der var spist og drukket af, af guld og sølv - for der var ikke noget, der der var af træ - alt sammen efter tre dages spisning, bægre og pokaler, og drikkehorn, og han gav dem til Kejseren som et ærestegn, og ikke kun som en tribut til en hersker. ,

Hans tjenere fik også bud om at indsamle de vægtæpper og servietter, de bordduge og anden bordpynt og tørklæder og alt, hvad der ellers var lagt frem, og som de skulle bruge, og tage dem med til Kejserens opholdsrum.  Og derudover viste han sine gæster mange andre bægre og tallerkener, af guld og sølv og forskelligt håndværk, og klæder i forskellige farver, og udsmykninger som man aldrig havde set før, ædle stene, og så mange andre forunderlige ting, at Kejseren syntes, det var et mirakel. Enhver af prinserne modtog så prægtige gaver, at fra at være gode venner blev de nu de næreste hjertevenner. Men hvem kunne tælle hvilke og hvor mange gaver, han gav til alle de ædle herrer, så at ingen tjener ud af alle de mange gik bort uden en gave? - Men Kejseren vendte hjem, overvældet af alle de storslåede gaver. Boleslaw vendte hjem til sin daglige gøremål i Riget, og han mærkede nu, hvordan hans gamle vrede mod hans fjender vendte tilbage.

Kapitel 8.  Boleslaw den prægtiges magt og herlighed.

De dådrige gerninger, som Boleslaw udførte, er større og mere talrige end jeg kan bekrive eller sige med ord. Ingen matematiker, end ikke den dygtigste, kunne med nogen sikkerhed sætte tal på hans mange jernklædte rækker soldater, ejheller nedskrive de mange sejre eller triumfer som denne vældige kæmpe vandt sig. Fra Poznan kom der 1300 brynjeklædte riddere og 4000 fodsoldater. Fra Griezno 1500 brynjeklædte riddere og 5000 fodsoldater. Fra fæstningen i Wloclawek 800 brynjeklædte riddere og 2000 fodsoldater. fra Giecz 300 brynjeklædte riddere og 2000 fodsoldater - disse var de styrker som Boleslaw kunne sætte ind. De var alle de tapreste af de tapre, fuldt krigstrænede. 

Hvor mange der kom fra andre byer og borge kan vi ikke opregne, det ville kun blive en endeløs række, og sikkert trættende for Jer at høre på. Men for ikke at kede Jer med talløse opregninger, skal jeg kun nævne at der var mange, uden at sige nøjagtig hvor mange - kun at Boleslaw havde flere riddere under sine faner end der nu er i hele Polen, der bærer skjold. I hans tid var der næsten lige så mange riddere i Polen som der var mennesker over hovedet in vor tid.

..

Kapitel 10.   

Men lad os vente med disse ting til senere og vende os til historien om et slag, mærket af usædvanlige begivenheder der gør det mindeværdigt. Det vil lære os at ydmyghed er bedre end hovmod. - Det skete at Kong Boleslaw og Ruthenernes Konge trængte ind i hinandens riger på en og samme tid, uden at vide det. De to hære slog lejr ved en og samme  flod, hver på sin side, med floden imellem dem. Men Ruthenernes Konge fik siden bud om at Boleslaw havde krydset floden og nu lå i lejr i hans land og var så enfoldig at han virkelig troede at han og hans store skare havde fanget ham i en fælde. - Man fortæller at Kongen sendte et budskab der var så hovmodigt at det "kom tilbage" og så at sige "dunkede ham selv oven i hovedet". - Det hed at "Boleslaw skal vide at mine jægere og hunde har fanget ham som hunden der vender sig om til sit eget spy". Men den Polske Konge sendte det svar at  "Et svin i sølet - godt sagt, i sandhed!  Mine hestes hove skal traske i blodet fra jægerne og hundene, fra dine høvedsmænd og soldater, og jeg skal hærge dit land og dine stæder som en vild bjørn!"  Sådan blev ordvekslingen mellem dem.

Den næste dag skulle der festes, og for at give plads til festen udsatte Kong Boleslaw kampen til tredjedagen. - Denne dag skulle et stort antal dyr slagtes, som det plejede at ske som forberedelse til Kongens bord den følgende helligdag, da han ville spise festmåltid med sine øverste. Alle hærens kokke, alle køkkenmedhjælpere og tjenere og andre der gik til hånde, samledes på flodbredden for at rense kadaverne og fjerne de døde dyrs indvolde. Men på den anden flodbred hylede Ruthernernes velbevæbnede mænd og deres ledsagere og råbte forhånelser for at udæske dem til at råbe og hyle tilbage. De svarede ikke på spottegloserne men betalte frækhederne tilbage ved at slynge affald og afføring fra de døde dyrs indvolde over i fjendernes øjne. Men da Ruthenerne blev mere og mere udæskende i deres forhånelser og hærgede værre blandt dem med deres pile, lod de resterne tilbage til hundene og fuglene. De lånte våben fra de soldater der sov i middagsheden, og svømmede så over floden, og de der fulgte Boleslaws hær nedkæmpede den store skare Ruthenere. Kampen  blev snart  voldsommere og vildere og vækkede resten af hæren, som underede sig over hvad der var på færde. Da de opdagede det, så de på hinanden og tænkte på, om mon det her var sket med vilje.  Så stod de op og gik frem i kampformation og jagtede fjenden som nu flygtede i alle retninger. På den måde gik det til, at sejrens glans ikke kun lyste over dem, der havde sluttet sig til lejren, og de var ikke de eneste der måtte bløde, men antallet af soldater der nu krydsede floden var så vældigt, at fra flodens nedre løb og længere ud var det som de de færdedes på tør jord og ikke i vand. Men lad denne lille begivenhed være nok til at vise  noget om Kong Boleslaws krige, så at fortællingen om hans liv må tjene som et forbillede en hjælp for dem der hører den.

Kapitel 14. Boleslaws overdådige bord og hans gæstfrihed.

Hans bord blev dækket overdådigt; selv på en almindelig hverdag blev der stillet fyrre hovedretter frem, og her medregner vi ikke de små retter. Alting blev købt ind på hans egen bekostning, og ikke betalt af andre. Han havde fuglefængere og jægere fra alle lande, som ved deres særlige evner kunne fange fugle og alle slags dyr, og ved hans bord blev der hver dag serveret en ret med ethvert dyr og enhver slags fugl. 

Kapitel 15.

Det hændte også at når den store Boleslaw, som ofte var optaget af at forsvare sit lands grænser imod sine fjender, blev spurgt af sine medarbejdere, af lavere eller højere rang, hvad man skulle stille op med de herlige klæder og med al den mad og drikke der var samlet sammen til de årlige fester, så sagde han gerne noget mindeværdigt som eftertiden tog til sig.  Han kunne for eksempel sige:" For mig er det bedre og smukkere at forsvare en enkelt kylling her fra fjendens angreb end at holde en fest i den ene eller anden by hvor mine fjender kunne volde mig skade. For jeg finder ikke at det at miste en kylling er et tab af en kylling, det er mere et tab af en borg eller en by." Og han samlede gerne dem af sine krigere som han stolede på  og sendte hver af  dem til en by eller en borg, og lod dem fejre festen, hver på sit sted, i hver sin by eller borg, og give sine trofaste mænd klæder og andre kongelige  gaver som kongen var vant til at forære bort.

Når de hørte eller så ham gøre den slags, brød de alle ud i beundrende tilråb fordi de nu selv så hans store  visdom og forstand. De råbte til  hinanden og sagde, Han er visselig vort lands fader, han er den der forsvarer os, vor mester - ikke en mand der øder andre menneskers penge bort, men en der vogter vort land vel. Hvis fjenden skader en af vore egne folk, så er det for ham som om han havde mistet en borg eller en by.

Hvorfor skulle jeg fortsætte med disse lovord? Hvis vi gerne ville nedskrive alle de mindeværdige gerninger eller ord som vi skyldte den store Boleslaw, så ville det være et uendeligt hverv, det ville være som at tømme havet dråbe for dråbe. Men mine læsere, som har så god tid - det tror jeg da -  skulle de ærgre sig over at høre dette - alt det som en historieskriver kun kunne finde frem til med besvær?

Kapitel 16.

Som allerede fortalt havde Kong Boleslaw megen rigdom og mange krigere, flere end nogen anden konge. Og alligevel klagede han altid over, at riddere var det eneste, han manglede. Hvis nogen hæderlig fremmed mand kom til hans hof for at vise, hvad han duede til i krig, ville kongen ikke kalde ham  "min kriger", men "Kongens egen søn". Og hvis Kongen hørte, at den fremmede havde været ude for en ulykke med sin hest, eller at der var overgået ham andet ondt, som det jo kan ske, så ville han give ham gaver i uendelighed og betro sig til dem, som var i nærheden: "Hvis jeg kunne redde denne mand fra døden med alt, hvad jeg ejer og har, lige så let som jeg kan mildne hans elendighed og fattigdom, så ville jeg tilfredsstille den grådige død med rigdom nok til at bevare ham i min tjeneste."

De der fulgte efter så stor en mand burde derfor stræbe efter at tilegne sig hans dyder, så de kunne hæve sig selv op til de højder af ære og magt, som han nåede. Enhver som søger at vinde sig et ry, som vil overleve ham selv, burde vinde en sådan sejrspalme for sine dyder, medens han endnu lever. Hvis nogen stræber efter at være lige med Boleslaw - at blive erindret lige så smukt og have det samme ry - lad ham så leve sit liv som denne mand i sit beundringsværdige liv. Tapperhed i krig vil blive prist som fortjent, når en mands liv bliver smykket med rosværdige dyder. Sådan var den store Boleslaws ære, vel værd at mindes. Fortæl om hans tapperhed, husk den, og lad dem, der kommer efter ham, efterligne ham; for det var ikke for ingenting, at Gud overøste ham med nåde over nåde. Ejheller var det uden grund, at Han satte ham frem for så mange hertuger og konger, men fordi han elskede Gud i alting og over alt, og fordi kærligheden til hans folk fyldte ham helt og holdent, som en faders kærlighed til sine (hans?) sønner.

Det var derfor at alle, men især ærkebiskopperne og biskopperne, abbederne, munkene og klerkene, dem han ærede, aldrig ophørte med at bære ham frem for Gud i deres bønner; medens hans hertuger, comites, og andre ædelbårne altid ønskede sig og bad om, at han måtte overleve dem - at han altid skulle sejre.

Således gik den herlige Boleslaws lykkelige liv til en priselig ende. For da han indså, at han skulle gå alt kødets gang, kaldte han alle sine fyrster og alle sine venner til sig fra alle verdenshjørner og gav hver enkelt fortrolige anvisninger på hvordan riget skulle styres og regeres. Og med profetisk røst råbte han ud, hvor mange trængsler de måtte vente sig, efter at han havde forladt dem.

"O mine brødre, sagde han, Jer som jeg har opfostret og givet i overflod, som en moder sine sønner - hvis blot den ulykke, som jeg ser komme i min store rædsel, kunne vende sig til det gode for Jer! Og hvis blot de,  der antænder oprørets ild, vil frygte Gud, og undse sig for mennesker! Ak, Ak, nu ser jeg vor række af Konger i udlændighed vandre langt borte herfra - jeg ser dem som i et spejl, i en gåde, jeg ser dem tigge ynkeligt hos de fjender, som jeg har trådt under fode. - Jeg ser også, at langt borte fra mine lænder kommer en glødende juvel, bundet til mit sværd, og det får hele Polen til at brænde med sit lys!" Så skete det, at sorg og smerte knugede hjerterne i dem, der stod rundt om og hørte disse ord, og deres smerte var så stor, at deres tanker stod stille.

Da de var kommet over deres sorg, spurgte de Boleslaw, hvor længe de skulle mindes hans bortgang og bære sørgedragt. Han sagde dem, sandfærdigt: "Jeg vil ikke sætte nogle grænser i måneder eller år for Jeres sorg; men lad alle der kendte mig, og følte min gode vilje, sukke hver dag til minde om mig. Og ikke kun de,    der kendte mig som en god ven, men også deres sønner og sønnesønner skal høre om mig fra andre og begræde Kong Boleslaws bortgang."

Således forlod Boleslaw denne verden og dens gyldne alder, der nu blev til en alder af bly. Polen, en gang dronning og kronet med strålende guld og juveler. sidder nu i støvet, lægger sløret og ifører sig sine enkeklæder. Hendes cithar er blevet til sorg, hendes fryd til tungsind, og hendes fløjte til hulkende gråd. For i hele det år blev der ikke fejret en fest for folket i Polen, ingen ædelbårne bar fine klæder, man hørte ingen klappe i deres hænder, der var ingen strengeleg i kroerne, ingen piger sang for gæsterne, og ingen stemmer lod deres ekko lyde i gaderne. Det sorgens år deltes af alle, men de ædelbårne, mænd og kvinder, holdt ikke op med at græde for Boleslaw før de selv gik bort. Så da Kong Boleslaw forlod menneskene på jorden, var det som om al fred og lykke og herlighed forsvandt fra Polen på samme tid. Men nu kan vi ophøre med at lovprise den store Boleslaw og sørge over hans død med nogle få triste vers. 

Kap 17.  Hvordan Mieszko den Anden fulgte efter den herlige Boleslaw.

Således forlod Boleslaw den Store denne verden, og hans søn Mieszko den Anden efterfulgte ham. Mieszko havde giftet sig med Kejser Otto den Tredjes søster; det var medens Kejser Otto endnu levede, og med hende havde han fået en søn Kasimir, også kaldet Karl, Polens Genopretter.

Denne Mieszko blev en storartet kriger, og ham skyldtes mange krigeriske bedrifter, som det ville vare for længe at fortælle om. Men han tiltrak sig også naboernes uvilje, det var det gamle had til hans fader, som sad i naboerne endnu, og han havde ikke noget i sig, der kunne stemme dem venligere - han levede som andre, var i det hele taget som andre, og han var ikke rig. Det fortælles også, at han engang på bedragerisk blev taget til fange af Tjekkerne, der havde indkaldt ham til en samtale, og disse hans fjender havde bundet stramme snore om hans kønsdele for at han aldrig mere skulle få afkom, for hans fader Kong Boleslaw havde gjort en lignende misgerning, dengang han stak øjnene ud på deres regerende hertug, som var hans onkel.

Det lykkedes ham til sidst at undslippe sine fjender, men han lå aldrig sammen med sin hustru igen. Men nok om Mieszko, lad os gå videre til Kasimir, Polens Genopretter.

Kapitel 18. Hvordan Kasimir efterfulgte sin fader men blev afsat.

Efter at Mieszko var død - han levede kun i kort tid efter Boleslaws død - blev Kasimir, en lille dreng, boende hos sin moder. Selv om hun gav sin søn en god og fri opdragelse, og styrede riget så hæderværdigt som en kvinde kunne, så blev hun dog drevet ud af riget af forrædere, som var hende ilde sindede. Men de beholdt hendes søn hjemme i Polen, som for at skjule deres egen troløshed.

Da drengen var vokset op og begyndte at gribe efter statens ror, blev hans fjender bange for at han ville tage hævn for den uret som hans moder havde lidt,  så de gjorde oprør og tvang ham til at forlade riget og rejse til Ungarn. - På denne tid blev Ungarn styret af den hellige Istvan, som på forskellige måder, med det gode og med det onde, drev landet ind i den kristne tro, for første gang. Han havde levet i fred og fordragelighed med tjekkerne, polakkernes bitreste fjender, og for deres skyld ville han ikke give Kasimir fri, så længe han levede. Men da Istvan gik bort modtog Peter Venetianeren Ungarns rige. - Det var den Peter som begyndte bygningen af kirken der fik navn efter Sankt Peter af Bozoarium. Og denne kirke har ingen anden konge indtil den dag i dag kunnet bygge færdig efter den oprindelige plan.

Da tjekkerne bad Peter om ikke at løslade Kasimir, hvis han da ville bevare venskabet med dem, som han havde arvet fra sine forgængere, siges det at Peter havde svaret i et tonefald der var en konge værdigt:
Ja, hvis love fra gammel tid havde bestemt at kongen af Ungarn skulle være fangevogter for hertugen af Böhmen, så ville jeg gøre som I siger!

Med dette oprørende svar til de tjekkiske udsendinge, og uden at bekymre sig om de ville forblive hans venner eller hans fjender, gav han Kasimir et hundrede heste, så vel som våben og klæder til de hundrede riddere der havde fulgt ham, og sendte ham hjem med al ære, og med tilladelse til at rejse hvorsomhelst han ville.

Kasimir drog af sted med stor glæde og ilede til Germanernes land, hvor han sluttede sig til sin moder og til Kejseren. Hvor længe han blev hos dem ved jeg ikke, men han viste sig nu som den dristigste af alle riddere, når det gjaldt duelighed i krig. Men lad os nu forlade Kasimir, lad ham finde hvile hos sin moder i nogen tid, og lad os vende tilbage til det hærgede og udpinte Polen.

Kapitel 19. Polen rejser sig af ruinerne. Kasimir kaldes "Genopretteren" - han som tidligere havde været munk.

I mellemtiden havde kongerne og hertugerne i de omliggende lande hærget den del af Polen der lå nærmest. De indtog byer og borge, der lå op til deres grænser og jævnede dem med jorden. Men på samme tid som Polen måtte tåle denne ødelæggelse og elendighed ved de fremmedes angreb, var der indbyggere i deres eget land der gjorde endnu værre, ja rent ud grufulde ting i deres eget rige. Trællene rejste sig mod deres herrer, og over trællene var frimændene der rejste sig mod adelen og tilrev sig magt, medens de undertrykte og dræbte andre og voldtog deres hustruer, og trængte andre ud af deres embeder på den mest modbydelige måde.  Desuden - og jeg kan kan næppe sige det uden at mærke gråd i mine ord - var der dem der opgav deres katolske tro og rejste sig mod deres biskopper og Guds præster. Nogle af disse undertrykkere syntes at biskopperne fortjente døden ved sværdet, andre at den endnu værre død ved stening måtte til. Til sidst havde fremmede sammen med landets egne indbyggere trykket Polen ned i så stor elendighed at landet næsten ikke havde nogle midler og ingen befolkning.

På samme tid plyndrede tjekkerne i Gniezno og Poznan, medens de bortførte den hellige Adalberts legeme. De der undslap fjendernes kløer eller deres oprørske landsmænd flygtede over floden Wisla ind i Mazovia. De nævnte byer blev liggende øde og tilgroede så længe at vilde dyr redte huler og reder i kirkerne, dels i den hellige Sankt Adalberts kirke, den hellige martyr, og dels i kirken for Sankt Peter, apostelen. Man troede at disse ulykker ramte landet på een gang fordi Gaudentius, Sankt Adalberts broder og efterfølger - af grunde jeg ikke kender - havde lyst forbandelse over landet. Men lad dette være nok om Polens fordærv, og må det stå som en advarsel til dem der opgav deres tro, dengang også deres herrer opgav troen.

Kasimir blev nogen tid hos Tyskerne og fik der et stort navn som en vældig kriger. Så bestemte han sig til at vende tilbage til Polen og betroede sin moder, at her ville han blive. Hun prøvede på at få ham på andre tanker. Folket var endnu ikke fuldt ud kristent, og man kunne ikke stole på alle; bedre end at komme tilbage til Polen var det blive blandt Tyskerne, hvor han kunne beholde sin mødrene arv i sikkerhed og fred. Den Tyske kejser var enig i dette, og bad ham om at blive, så ville han give ham et overdådigt udstyret hertugdømme. Men Kasimir var en klog mand og svarede med disse velvalgte ord: Ingen arv fra en morbroder eller en moder ejes så retfærdigt eller så egentligt som den, man har fra sin fader.

Derpå udvalgte han fem hundrede riddere, der skulle ledsage ham, og krydsede så grænsen til Polen. Alt som han rykkede frem, gav man ham rådighed over en borg, hvorfra han siden fortsatte med brug af sine overlegne evner og tapperhed, for at befri landet for pomeranernes og tjekkernes og andre nabofolks besættelse, og for selv at vinde magten der.

Siden tog han sig en russisk kvinde  -  af fornem familie, og meget velhavende - til hustru. Med hende fik han fire sønner foruden en datter, som siden skulle blive gift med kongen af Böhmen. Hans sønner fik navnene Boleslaw, Wladyslaw, Mieszko, og Otto. Men lad os først slutte vores fortælling om Kasimirs bedrifter; lidt senere vil vi så tale om hans sønner, hvem der regerede, og hvem der fulgte efter, alle in den rette rækkefølge.

Kapitel 20.

Kapitel 21

Efter sit mindeværdige held i denne kamp drog Kasimir og en lille gruppe af hans mænd ufortøvet af sted for at mødes med en klynge pomeranere, der vat på vej for at hjælpe Mieclaw. Han havde tidligere hørt om dette, så han vidste i forvejen, at de var på vej med hjælp til fjenden. Han bestemte sig derfor klogeligt for at tage tingene en af gangen; først ville han gøre op med mazowianerne, så kunne han senere nemmere klare pomeranerne. Pomeranerne havde på denne tid fire legioner under våben, mens Kasimir ikke en gang kunne stille med en halv. Men hvad gjorde det: da de nåede frem til slagpladsen, opildnede Kasimir, der var en erfaren mand og havde ordet i sin magt, sine tropper med disse ord:

      Nu kom den dag, vi vented på,
      Da der blev fred i slot og vrå.
      Og vore fjender slog du ned,
      I kampen, hidsig, hård og hed!
      I egen kraft de ikke vandt
      Men magten ovenfra dem bandt,
      Gud var med os, i ånden stærk
      velsigned os og alt vort værk.
                     
   
- Med disse ord og med Guds hjælp styrtede han sig ind i den tætte skare af kæmpende og vandt sejr. Det siges også, at han ærede den hellige kirke med sin store hengivenhed og fromhed, og at han især vandt mange for munkelivet og de hellige nonners forsamling. Det kom nok deraf, at hans forældre havde givet ham til et kloster, da han var barn, og der havde han fået en god opdragelse i skrifterne.

Kapitel 22.

Boleslaw den Anden, søn af Kasimir, kaldet den Gavmilde, efterfølger sin fader på tronen.

Efter Kasimirs mindeværdige gerninger, som vi har fortalt om, og mange andre,  som vi af mangel på tid må gå let hen over, gik hans liv mod sin slutning, og vor fortælling om hans liv slutter da også her.

Efter at Kasimir havde sagt verden sit sidste farvel blev det hans første-fødte søn Boleslaw der skulle styre Polen. Han blev med tiden stærk og krigerisk. Han fik fremgang i sin gerning, ikke mindre end sine forgængere, selv om også overdreven forfængelighed drev ham for langt ud. For selv om han begyndte sin tid som hersker over både polakker og pomeranere, og samlede dem i stort tal for at belejre fæstningen Hradec, så skete det at han i trods og uforsigtighed ikke kun tabte kampen om fæstningen, men også med nød og næppe undgik et baghold fra tjekkerne; og således tabte han magten over pomeranerne. Men det bør dog ikke overraske nogen at uvidenhed fører til fejl, hvis bare fejltagelsen kan genoprettes ved klogskab senere.

Kapitel 23

Så ville det ikke være passende at forbigå i stilhed de mange gode egenskaber og den gavmildhed som udmærkede Kong Boleslaw, og vi vil nævne nogle få eksempler blandt mange som forbilleder for dem der styrede i provinserne.

Kong Boleslaw den Anden var en dristig og kraftfuld ridder. Når der kom gæster til huse, modtog han dem gerne og med varm omsorg, og blandt alle gavmilde, var han den, der gav mest.  Og ligesom Boleslaw den Første, den Store, engang gjorde, gik han mod den store by Kiev, Rutenernes hovedstad, og stak sit sværd i byens Gyldne Port som et tegn, der skulle huskes.

Boleslaw !  erobrer Kiev

Han satte en Rutensk mand på den kongelige trone, en af hans egne slægtninge, som Riget tilhørte, og fjernede alle, som havde gjort oprør imod ham, fra deres tidligere magt. Hvilken verdslig pragt og ære; hvilken kækhed og selvtillid i krig! Hvilken kongelig magt og majestæt! 

Da kongen, som Boleslaw den Gavmilde havde indsat, spurgte, om han måtte komme til ham og give ham fredskysset,  for at vise ham ærbødighed mod hans folk, sagde Polakken ja hertil, og Ruteneren gav ham, hvad han forlangte. Thi da Boleslaw den Gavmilde havde redet vejen på sin hest fra sin bolig til mødestedet, så talte man hestens skridt op, og Ruteneren lagde det samme antal guldmønter, som der var spor af hestens hovslag. Han steg imidlertid ikke ned fra hesten, men trak ham i skægget med et smil og gav ham således det dyrt købte kys. 

[ [ Richard Mott's kommentar:    Der er to hovedfigurer i spil her i kapitel, nemlig Kong Boleslaw den Anden, som er regent i Polen, og regenten i Kiev, der hedder Iziaslav og er søn af Jaroslav den Vise.  

Iziaslav omtales mest som Konge. Boleslaw omtales undertiden (men ikke konsekvent) som konge.  Boleslaw var den førstefødte søn af Kasimir (kaldet "Genopretteren".) Kasimir er født 1016 og død 1058. Kasimir besteg den polske trone i 1034, og da han døde, blev han efterfulgt på tronen af sin førstefødte søn Boleslaw (den Anden). Begivenhederne, der omtales i kapitel 23, dateres til omkring den 2. maj 1069, hvilket er datoen for den symbolske handling at hugge sværdet i byporten i Kiev.

Iziaslav er på en eller anden måde i familie med ikke blot Boleslaw - men også med den rutenske kongefamilie, jvf  sætningen "cui pertinebat regnum" ="Hvem riget tilhørte". ] ]

Kapitel 24.

På samme tid skete det at hertugen af Böhmen drog ind i Polen med sine krigere i deres fulde styrke. Efter at han var trængt igennem de tætte skove, kom han ud på en slette, som egnede sig til at slås, og der slog han lejr. Da Boleslaw hørte nyheden herom, spildte han ikke tiden, men skyndte sig med at nå frem til fjenden, og da han var var kommet så langt, omringede han modstanderen, afskar den vej han var kommet ad og spærrede alle andre udveje.

Den største del af dagen var allerede forbi, og det hurtige fremstød havde gjort hans mænd udmattede, så han lod tjekkerne vide gennem sine sendemænd at han ville komme næste dag og slås, og tryglede dem om at blive hvor de var og ikke trætte ham mere. " Ellers kommer jeg nok til at se Jer komme styrtende ud af skoven som ulve, og sultne efter bytte vil I trænge videre ind i skovens skjulesteder, ustraffede, medens ulvenes hyrde var borte. Men nu er jægeren her, med sine jagtspyd i hænderne, og hundene har fået færten af Jer, og hvis det skal lykkes for Jer at slippe uden om de net der er sat op kan I ikke klare Jer bare ved at løbe eller hoppe og springe - kun ved at være modige!"  Men tjekkernes hertug var en snu ræv, han sendte følgende svar tilbage til Boleslaw: At det var ikke passende at så stor en konge skulle vige for en mindre, men næste dag ville han være at finde på det samme sted, til tjeneste for tjekkerne, så sandt han var en søn af Kasimir. Da Boleslaw meget gerne ville vise at han var en søn af Kasimir, opfyldte han tjekkernes bedrageriske bøn ved at blive der hvor de bad ham om at blive. Men næste dag, midt på dagen, blev der bragt bud til den polske lejr om at tjekkerne var undsluppet natten før, i steden for at stille op til kamp.

Boleslaw blev vred over at han var blevet narret, men satte så afsted med det samme i fuld fart efter tjekkerne, der nu var på flugt gennem Mähren. Selv om mange blev taget til fange, og mange blev dræbt, vendte Boleslaw tilbage, stadig vred på sig selv over at de havde haft held til at undslippe på denne måde. - Vi kan tilføje at udfaldet af denne kamp førte til at man næsten helt opgav at kæmpe i ringbrynjer blandt polakkerne, en skik som man havde holdt fast ved længe, siden den store kong Boleslaws hæres tid.   

Kapitel 25.

For det skete at pomeranerne pludselig gik til angreb på Polen, og Kong Boleslaw opholdt sig i en fjern egn, da han først hørte om det. Brændende af iver efter at befri sit land fra hedningernes hænder bestemte han sig til at haste af sted, alt for pludseligt, før hans hær endnu var samlet. Da hans folk nåede frem til floden, hvor de hedenske styrker havde slået lejr på den anden side, forsøgte hans tungt væbnede mænd i fuld udrustning at krydse vandløbet i steden for at lede efter en bro eller et vadested.  Mange af de brynjeklædte krigere,som var tåbelige nok til at prøve det, druknede, men deres fæller, der overlevede kastede deres rustning, og så snart de var kommet over floden var sejren deres, selv om de også havde haft tab.

Efter dette slag gik den slags våben af brug i Polen; og hver enkelt soldat kunne gå til angreb på sin modstående fjende, mindre tynget af sit harnisk, og hvis der kom en flod på deres vej, var det nu ikke mere så farligt at krydse den, når deres tunge jernbrynje ikke tyngede dem ned.

Kapitel 26

Der er også et mindeværdigt eksempel på Boleslaw den Andens usædvanlige gavmildhed, som jeg ikke kan udelade; jeg vil derfor bringe det her som et forbillede for hans efterfølgere.

En dag sad Boleslaw den Gavmilde ude foran sit slot i Krakow, mens han mønstrede de rigdomme der var sendt til ham fra Ruthenierne og andre skatskyldige, og som lå bredt ud over tæpperne på slotspladsen. Det skete da at en fattig klerk fra et fremmed land var til stede, og han han blev så overvældet ved synet af denne overflod at han ikke kunne tage øjnene bort. Men opfyldt ved tanken om sin egen fattigdom udstødte han en høj stønnen.

Boleslaw, der som vi ved var en ganske hidsig mand, hørte denne stønnen og troede at den kom af at en af hans kammerherrer havde puffet til nogen, og det blev han vred over. Han ville vide hvor disse suk og støn kom fra, hvem der havde vovet at slå nogen der. - Den stakkels klerk skælvede over det hele og ønskede i dette øjeblik at han aldrig havde set disse penge, i steden for som nu at blive kaldte frem for kongen af denne grund. Men stakkels lille klerk, hvorfor gemmer du dig? Hvorfor tøver du med at sige hvem det var der sukkede? Denne stønnen vil kun fordrive din tristhed, dette suk vil blive en kilde til stor lykke for dig! Og Gavmilde Konge, lad ikke din stakkels klerk stå og puste af rædsel, nej, læg hurtig din skat på hans skuldre! - Så da kongen spurgte ham om hvad han havde tænkt på da han stønnede under så mange tårer, svarede klerken, skælvende: "Min Herre og Konge, det var min fattigdom, min elendighed, og Eders herlighed og majestæt jeg tænkte på. Jeg sammenlignede lykke og ulykke, og da jeg så hvor forskellige de var, sukkede jeg over min egen sorgfuldhed."

Den gavmilde konge sagde da:" Hvis du sukkede fordi du lider nød, så har du i kong Boleslaw fundet trøst for din fattigdom. Gå hen til de penge du beundrer, og så meget som du kan bære på en gang skal være dit."

Så gik den fattige klerk og fyldte sin kappe med guld og sølv, så meget at det tunge guld og sølv rev hul i hans kappe, og det bemærkede kongen. Men så tog den gavmilde konge kappen fra sine egne skuldre og rakte den til den fattige klerk, at han kunne bruge den som en pengesæk, og hjalp ham så han kunne fylde den med bedre ting.For dern gavmilde konge dyngede så meget guld og sølv op på ham at klerken udbrød at han ville brække nakken hvis han lagde endnu mere på. Kongens ry lever endnu, men klerken gik bort med sine skatte.

Kapitel 27.  "Boleslaw den Gavmilde i landflygtighed i Ungarn".

Boleslaw drev altså Kong Salomon ud af Ungarn med sine tropper og satte Lajos på tronen. Det var en mand, man lagde mærke til, både fordi han indgød respekt med sin fromhed, og fordi han var høj af vækst. Lajos var blevet opdraget i Polen og var næsten blevet polak i sin levemåde.
  
        Ungarn havde aldrig haft så stor en konge, sagde man,
        Og landet frembragte aldrig siden så megen og så herlig frugt!

Hvordan kong Boleslaw blev drevet ud af Polen, er en lang historie, men man tør sige, at ingen, der er blevet salvet og har fået Guds velsignelse, må hævne sig på sin fjendes krop, eller på en anden salvet mand, af en hvilken som helst grund. Det harmede ham meget at se synd lagt til synd, da et forræderi blev hævnet med lemlæstelse af en biskop. Vi tilgiver ikke en biskop, der forråder os, men vi tilskynder heller ikke en konge til at hævne sig så skammeligt. Men lad dette spørgsmål stå åbent, og lad os fortælle om, hvordan han blev modtaget i Ungarn.  


[Kommentar: Med Kong Salomon sigtes i denne forbindelse til en søn af Kong Andras af Ungarn, der var konge af Ungarn fra 1063 til 1071.]

Kapitel 28

Da Lajos hørte, at Boleslaw nærmede sig, bød han ham velkommen, men i sit hjerte var han ikke glad. Vel var han som ven og broder tilfreds med at se ham igen, men det smertede ham, at Wladyslaw var blevet hans fjende.

Han bød ham velkommen, ikke som en fremmed eller en gæst, eller som man ville modtage en ligemand, men som det sømmede sig for en ridder, der modtog en fyrste, eller som en hertug, der modtog en konge, eller som en konge,  der modtog en kejser

Da han nævnte Lajos, kaldte Konge Boleslaw ham "sin Konge". Og Lajos indrømmede også, at det var Boleslaw, der havde ophøjet ham til Konge.

Der er dog en begivenhed, som må huskes, for at vi kan forstå, hvor forfængelig Boleslaw også kunne være - en ting, der trak noget fra hans øvrige godhed.

For når han kom - som en flygtning - til et rige, der ikke var hans, ville end ikke en fattig bonde adlyde ham.

Lajos skyndte sig i al ydmyghed at ride hurtigt hen til Boleslaw, og da han så ham på nogen afstand, stod han respektfuld af hesten, og ventede på ham. Men Boleslaw var ligeglad med den milde konges ydmyghed og løftede sit hjerte op på hovmodets bane. "Det var mig, der bevogtede denne mand i Polen", sagde han, "jeg opdrog ham, jeg indsatte ham som konge i Ungarn. Det var ikke passende at jeg skulle vise ham ære, som om han var min ligemand. Jeg kan kysse ham, sådan som jeg sidder på ryggen af min hest, ligesom alle de andre fyrster."

Da Lajos hørte dette, blev han noget krænket og trak ud i kanten af vejen - men han holdt fast ved, at han, Boleslaw, skulle vises fuld gæstfrihed i hele landet.

Senere blev de forsonede og var sammen i venskabelighed - som brødre. Men det gik Ungarerne på, og fra denne tid viste de ham fjendtlighed, så man sagde, at det var denne begivenhed, der fremskyndede hans død.

Kapitel 29.   Den samme Boleslaws søn, Mieszko den Tredje.

Nu havde kong Boleslaw en søn ved navn Mieszko, hvis fine menneskelige egenskaber sikkert ville have foldet sig ud på det smukkeste, og ingenlunde ringere end hans forfædres, hvis ikke Skæbnegudinderne i deres misundelse havde klippet hans livstråd over, før han var blevet fuldvoksen. For Kong Lajos af Ungarn havde taget sig af ham efter hans fars død, og for hans fars skyld havde han opdraget ham, som om han var hans egen søn. Ingen af hans polske eller ungarske venner på hans egen alder stod mål med ham, når man betænkte hans godhed og hans pæne udseende, og disse fine træk fik alle til at lægge mærke til ham og ønske ham alt godt i fremtiden.

Det var nok derfor, at hans onkel, hertug Wladyslaw, tog den skæbnesvangre beslutning at hente ham hjem til Polen og lade ham gifte sig med en pige fra Rutenien, på trods af skæbnens misundelse. Den unge mand blev altså gift, endnu inden hans skæg var vokset ud - en rigtig pæn ung mand ville man sige, så velopdragen og så forstandig og indstillet på at følge i sine fædres fodspor, at hele landet beundrede og elskede ham. Men Skæbnen, der altid truer de dødeliges lykke, vendte deres glæde til sorg, og knuste alles forventninger og alle hans ungdoms blomster.

Nogle sagde, at det var visse misundelige personer, der var bange for, at han ville tage hævn for alt det onde,  man havde gjort mod hans fader - det var disse misundelige personer, sagde man, der havde taget livet af denne løfterige unge mand og havde givet ham gift. Ja, man fortalte, at nogle af dem, der drak sammen med ham var lige ved at lide samme skæbne.
   
Og drengen Mieszkos død drev hele landet ud i en knugende sorg, som en moders sorg for hendes eneste søn. Ikke kun de, der kendte ham, græd over ham, men også de, der aldrig havde set ham, fulgte den døde drengs båre i sønderknuselse. Bønderne lod deres plove stå, hyrderne forlod deres fåreflokke, håndværkerne forsømte deres værksteder, og arbejderne gik fra deres arbejde i sorg over Mieszkos død. Unge piger og drenge, ja selv tjenere og tjenstepiger kom til Mieszkos begravelse med suk og gråd.

Til sidst satte hans moder sig ved hans kiste, medens hans afsjælede legeme blev lagt stille til ro. Hun blev hos ham i en time - det var, som om livet havde forladt hende, som om hun ikke åndede mere - og efter højtideligheden, da biskopperne gik hen til hende og hjalp hende til live med vifter og koldt vand, var det næsten, som om hun ikke ville med tilbage til livet. Man hviskede til hinanden, at ingen Konge, og ingen fyrste, selv ikke i barbariske folkeslag, havde været midtpunktet i så langvarig en sorg, ingen tidligere bisættelser af konger og høje tetrarker havde været omgivet af så stærke tegn på fortvivlelse, og aldrig var det sket, at en mindehøjtid for en kejser havde genlydt af så smertelige sange.

Men lad os ikke tale mere om sorg, og ikke tale mere om den dreng, vi nu har begravet, men lad os rette tankerne frem mod den lyse fremtid, der venter os, når den kommende unge dreng skal regere os.

 

Kapitel 30

Efter at Kong Boleslaw var død, og hans andre brødre var gået bort, regerede hertug Wladyslaw alene. Han giftede sig med en datter af Kong Vratislav af Böhmen, Judith, og hun fødte ham en søn, Boleslaw den Tredje, som skal være hovedemnet for det følgende, som det vil ses. Vi har så at sige bevæget os hastigt fra træets rod og opad, så lad mig nu rette min pen og mine tanker ind mod en anden syssel - at pode en frugtbar gren ind i vort værk.

Medens den søn som de ventede, endnu ikke var født, hengav de vordende forældre sig til faste og bøn, idet de gav rigelige almisser til de fattige. De håbede på Gud den Almægtige, der kan glæde ufrugtbare kvinder og give dem sønner, og som sendte Johannes den Døber til Zacharias og åbnede Sarahs moderliv, for at han kunne velsigne alle folk ved Abrahams sæd og give dem en arving som skulle frygte Gud, ophøje den hellige kirke, øve retfærdighed og holde Polands land fast i at ære Gud, så at folket måtte blive frelst.

Medens de udførte disse gode gerninger utrættelig kom der en Polsk biskop til dem, ved navn Franco. Han gav dem gode råd og sagde, Hvis I gør hvad jeg siger, i fuld hengivenhed, vi Jeres ønsker uden tvivl blive opfyldt. - De lyttede til Bispens ord med den største glæde, og lovede ham store ting i håbet om at få afkom og bad ham inderligt om at forklare hvad de skulle gøre.og gøre det hurtigt. Bispen svarede dem: " Der er en helgen i det sydlige Frankrig, nær ved Marseille, der hvor floden Rhone løber ud i havet, i et land der kaldes Provence. Hans navn  er den hellige Egidius, og Gud elsker ham højt at de der viser Ham hengivenhed og mindes ham vil uden tvivl opnå alt  hvad de søger fra ham. Derfor skal I danne Jer en lille figur af en dreng, overtrukket med guld, og komme med gaver der er en konge værdige, og sende dem i hast til den hellligeEgidius

Uden tøven formede de et billede af et barn og et bæger, der var skabt af det pureste guld. Og guld og sølv og fine klæder og hellige rober blev gjort rede, og trofaste budbringere skulle bringe dem til Provence, sammen med følgende brev:

"Wladyslaw af Guds Nåde hertug af Polen, og Judith, Hans lovlige hustru, til Odilo, den ærværdige abbed af Sankt Egidius og til alle brødrene: Vor lydighed og mest ydmyge hengivenhed. Da vi har hørt at den Hellige Egidius er over alle i fromhed, og altid er rede til at hjælpe, i kraft af den magt han har rfået af Gud, så giver vi Eder disse gaver til tegn på vor hengivenhed, i håb om afkom, og vi beder ydmygtom at I vil støtte os med Eders hellige bønner."

Slut på krønikens 1. del