Den Polske Krønike

Krøniken er opdelt i 3 dele

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hertug Wladyslaw I Herman af Polen (1079-1102)

Kapitel 19.   Sejren over Cumanerne.

Boleslaw havde netop modtaget ridderslaget, da Gud åbenbarede for Cumanerne, hvilke store gerninger han, Boleslaw, skulle  udføre i fremtiden. Det kom som en åbenbarelse, straks efter at han havde fået ridderslaget, at et stort antal Cumaner samlede sig, og planlagde på deres vante måde at bestorme Polen. De delte sig i tre eller fire grupper og svømmede så om natten over Wisla på forskellige steder, og da det blev daggry, trak de ud i forskellige retninger. De kom hurtigt af sted og tilegnede sig en mængde bytte, og mod aften vendte de tilbage til den anden side af floden, belæssede med deres erobringer. Der rejste de deres små hytter, hvor de ville blive resten af natten, trætte men i sikkerhed. Men det blev alligevel ikke den sikre hvile, de var vant til. For, Gud, der beskytter de kristne, og som våger over deres ro, opvakte modet i nogle få trofaste kæmpers hjerter for at drive dem ind i en stor skare hedninger, og gav sine forkæmpere sejren.

Det blev et knusende nederlag for hedningerne, medens Guds eget folk sejrede på Herrens egen dags ære, og i Hans arms styrke. Fra den tid af holdt Cumanerne sig tilbage med ærefrygt og vovede ikke at se ind i Polen så længe Boleslaw herskede.


Kapitel 20.

Det skete også ved det store møde, hvor de polske krigere modtog deres ridderslag, at der blev sagt noget af en bestemt person, noget der fortjener at komme med i den bog, vi skriver her. "Min herre Hertug Wladyslaw", sagde denne bestemte person " Herren Vor Gud har besøgt Polens rige, og har ophøjet din høje alder og din svaghed og hele vort land ved dette ridderslag i dag. Velsignet den moder som opfostrede en sådan søn! Indtil nu er Polen trampet ned af sine fjender, men denne unge dreng vil gengive hende fortidens kraft og styrke!"

Alle der var til stede blev slået af forundring over disse ord, og denne ukendte mand mærkede, at forsamlingen ønskede, at han ikke sagde mere, men ville tie, af ærefrygt for hertugen. Men vi tror ikke, at disse ord var tomme ord, men at de var sendt i en profetisk ånd, for allerede hans barndoms bedrifter viste, at Polen en gang skulle blive genoprettet i sin tidligere stand.


Kapitel 21.   Hertug Wladyslaw dør.   

Men lad nu en stund drengen tage sig et hvil fra sine anstrengelser, medens vor pen bringer hertug Wladyslaw, denne gode og fromme mand, til sin grav i fred. Hertugen mindedes nok det tidligere oprør, da han bød at Siecech skulle forlade Polen, og derfor ville han ikke udnævne en ny pfalzgreve, eller vice-pfalzgreve, ved sit hof, selv om han nu var svækket af alder og svag helse. I stedet for gav han nøje bestemmelser angående alle ting, eller overlod det til sit råd, eller overgav omsorgen og ansvaret for hoffets sager til en comes, hvis provins han netop skulle besøge.

Således herskede han alene over sit land, uden hjælp af nogen pfalzgreve, indtil hans ånd blev sat fri fra sine legemlige byrder og taget op til den velfortjente himmelske hvile, for at dvæle der i evighed.

Således døde hertug Wladyslaw i alderens fylde, efter lang tids sygdom, og i fem dage højtideligholdt ærkebiskop Martin med sine kapellaner de foreskrevne begravelsesriter, i byen Plock. Han vovede ikke at begrave hertugen, fordi han ventede på, at hans sønner skulle komme. Men da de kom, var det nær ved, at der var opstået en bitter strid imellem dem, endnu inden deres fader var lagt i graven. De to brødre kunne ikke enes om delingen af den efterladte formue og riget. Men ved Guds Nåde, og ved den trofaste gamle ærkebiskops mægling lykkedes det at holde dem fast på de bestemmelser, som deres fader havde givet som det sidste, da han lå foran dem, død.

Hertug Wladyslaw blev da stedet til hvile med stor pragt og ære i kirken i Plock, og kongens skatte blev delt mellem hans sønner. Enhver modtog sin del af Polens rige, således som deres fader havde bestemt det, medens han endnu levede. Men Boleslaw, som var den legitime søn, beholdt de to vigtigste borge og den mest folkerige del af landet.

Nu, da den unge Boleslaw havde fået sin del af arvelodden og blev støttet af rådet og ridderne, satte han sig for, med Herrens hjælp, at gå fremad på den gode vej og at skærpe sit mod og sin styrke. Og for hvert år der gik, blev han mere og mere navnkundig, som en stadig mere elsket og beundret mand.


Kapitel 22.  Boleslaw stormer den kongelige by Alba.

Den nye magthaver begyndte at planlægge nye fremstød med sine tropper, og han tænkte, at nu skulle der kæmpes med endnu større kraft, og endnu mere, så han indkaldte et stort antal krigere, og ud af dem valgte han nogle særlig fremragende folk og trængte ind i hedningernes kerneland. Da han var kommet frem til deres kongelige by, Alba så hurtigt, at han endnu havde tredjedelen af sin hær bag sig, steg han ned fra hesten, og med herlig kraft og styrke stormede han denne velstående og folkerige by, den samme dag han kom. Nogle siger endda, at han var med helt fremme i den forreste front, og han var den første, der besteg voldene.

Ved denne bedrift blev han stærkt frygtet blandt pomeranerne, men hans egne folk priste ham, og alle kristne elskede ham. Han hentede utrolig meget krigsbytte der i byen og jævnede dens forsvarsværker med jorden.


Kapitel 23.  Boleslaw gifter sig.

Men lad nu andre ting ligge,  som jeg vil komme ind på senere, og lad os fortælle om kongens bryllup og alle de gaver han fik, gaver som kunne måle sig med dem, som kong Boleslaw den Store fik. Der var en vanskelighed i forbindelse med ægteskabet, nemlig at bruden og brudgommen var nærmere beslægtede end de egentlig måtte være. Problemet var ikke værre end at paven kunne dispensere fra forbudet, og pave Pascalis den Anden dispenserede gerne. Biskop Baldwin af Krakow, der var consekreret af den samme pave i Rom, gjorde gældende, at kristendommens dogmer endnu ikke var trængt trængt helt igennem blandt de troende, og man måtte være overbærende i denne overgangstid; og i hans hjemland var der også andre vigtige hensyn at tage. Man mente altså, at Det Apostolske Sæde med sin autoritet gav sin velsignelse til dette ægteskab som en undtagelse, og af medfølelse med det unge par, også selv om det var imod den Kanoniske ret og sædvanen.

Det tilkommer ikke os at tale mere om spørgsmålet om synd og retfærdighed, vi skal kun nævne dette bud som vi ser det ud fra vor egen udmyge stilling, idet vi blot nævner polens konger og hertuger og deres bedrifter. I et tidsrum af otte dage før brylluppet, og lige så mange dage efter, fortsatte den krigeriske Boleslaw med at give gaver - pelse og kapper med skindbræmmer og gyldenværk - og til rigets stormænd pallier og bægre af guld og sølv. Nogle af stormændene fik byer og borge at råde over, atter andre fik  landsbyer og herregårde.


Kapitel 24.  Om Zbigniews skjulte anslag.

Imidlertid havde hans broder Zbigniew sine egne planer. Han havde været indbudt til brylluppet, men havde sagt Nej Tak til at komme. I stedet for traf han en hemmelig aftale med pomeranerne og tjekkerne - man fortæller endda at han ansporede tjekkerne til at marchere ind i Polen, medens brylluppet blev fejret!

Tjekkerne erobrede provinsen Wroclaw, udplyndrede byen og brændte, hvad de kunne og tog fanger. Det blev altsammen til ulykker og store tab for den gamle provinsby, og det varede mange år før alting var rettet op igen.

Da Boleslaw hørte dette, kom hans heftige sind i oprør - det gjorde ham ganske vist ondt, at provinsen blev lagt øde, men endnu mere plagede det ham, at båndene mellem brødrene blev revet i stykker. Alligevel satte han sig i forbindelse med broderen og spurgte, hvorfor han nu var kommet med sine soldater, og om han, Boleslaw, havde krænket ham.

Zbigniew svarede ham og sagde, at han kendte ikke til noget af alt det, der blev fortalt om, og på en underlig forskruet måde forsikrede han, at han var uskyldig; han havde ikke gjort noget forkert sagde han. Men i virkeligheden var det sådan, at  Boleslaw havde fået  travlt med at holde stand mod angriberne, både tjekkerne og pomeranerne, han kæmpede tappert for at holde på sit land, så det ikke faldt i fjendernes hænder. Men Zbigniew rørte ikke en finger for at hjælpe sit hårdt pressede broder, selv ikke når han blev bedt om det. Han sluttede faktisk en hemmelig aftale om venskab med sin broders fjender, og sendte ham penge til  at betale sine soldater. Boleslaw, der ganske vist var den mest krigeriske, kom ofte med sendebud og tilbud om fred. Han sagde at hans broderlige hengivenhed drev ham til at få Zbigniew til at afstå fra forbindelser eller aftaler med dem, der havde været deres faders uvenner - i hemmelighed eller åbenlyst - den slags kunne fremkalde stor splid i det polske rige. Men broderen svarede med velvalgte og forsonlige ord, der blidgjorde hans broder og stormændenes uvilje. Men lad dette ligge, og lad og tale om det senere.  I mellemtiden kan vi fortælle om Boleslaws krigeriske bedrifter.


Kapitel 25.

Boleslaw, den krigeriske, han, der altid ville hævne sig på tjekkerne, fordi de havde krænket ham, sendte nu tre troppeenheder til Mähren. De marcherede ind netop i den uge, da man helligholdt Herrens Opstandelse. De hærgede og brændte, og det var nær ved, at polakkerne til gengæld fik hævn over dem for deres uhellige fremfart lige før denne Gud-befalede højtid, for hertugen af Mähren, Svatopluk, forfulgte dem med en gruppe hidsige krigere, da de måtte trække sig tilbage, og man sagde, at alt, hvad de havde fået ved plyndring, havde de måttet afgive igen, hvis ikke deres fodsoldater marcherede lige foran dem og værnede om det.


Kapitel 25.

Den krigeriske Boleslaw, der ville hævne alt det onde som Tjekkerne havde gjort, sendte tre troppe-enheder til Mæhren. Selve påskeugen marcherede han ind over grænsen i den stille uge, hærgende og brændende, netop da man skulle mindes Herrens genopstandelse, og det var nær ved, at hans vrede blev mødt med retfærdig gengældelse fra tjekkerne, fordi han jo selv krænkede den stille ærbødighed, som han skulle vise Gud i disse højtidelige dage. For Hertugen af Mæhren, Svatopluk, fulgte ham og hans hær med sine unge kristne krigere, da de var på vej tilbage, og Boleslaw sagde selv, at han ville have lagt sit plyndringsgods fra sig, hvis ikke fodsoldaterne gik lige foran ham. Men da mændene fra Mæhren trængte støt frem, rede til kamp, mente polakkerne ikke, at de ville få held med at flygte ud i en anden retning, men de ville klare sagen med deres egne våben.

Således blussede kampene op med stor vildskab fra begge sider, og de dæmpedes først, da man fra begge sider havde lidt de største tab. For i det første fremstød kæmpede Svatopluk som et rasende vildsvin, der blev forfulgt af mollossiske hunde, og som langede ud til alle sider med sine krogede stødtænder, som dræbte nogle og flænsede bugen op på andre, og fortsatte sin uimodståelige kamp og rasende myrderier, indtil de åndeløst jagede hunde fik hjælp af et andet kobbel, der kom dem til hjælp.


Straks efter det nye fremstød fik Swatopluk overtaget over de alt for tungt lastede polakker ved at bruge en krogvej. De lå skælvende på jorden. Det var nær ved, at han havde knust dem fuldstændig, hvis ikke deres krigere havde forenet sig i deres fulde styrke og modstået angriberens dristighed og raseri. Fra deres hjelme drønede voldsomme slag, der gav ekko ud gennem bjergpassene og de dybe skove, lynende gnister klirrede fra al slags metal, kasser med al slags rov blev brækket op, afhuggede arme og halse og hele kropsdele lå dirrende og skælvende på valen. Det var sandelig krigsgudens kampplads, skæbnegudindernes oprør!

Til sidst var begge parter så udmattede, og antallet af faldne nær det samme, at hverken kunne krigerne fra Mæhren fryde sig over deres sejr, ej heller kunne soldaterne fra Polen anklages for at have tabt i vanære. Under slaget skete det, at comes Zelislaw fik hugget sin ene hånd af, den han holdt sit skjold med, men han for straks løs på sin fjende og huggede ham ned, ham der havde lemlæstet ham. Til hans ære gav hertug Boleslaw ham en hånd af guld i stedet for den, han havde mistet.


Kapitel 26.

Så trængte Boleslaw selv ind i Mæhren. Men da de mæhriske bønder fik disse nyheder trak de sig tilbage bag deres fæstningsværker med deres kvæg.  Tjekkerne og Mæhrerne fik samlet deres styrker, mens Boleslaw trak sig tilbage uden kamp. Med den brændte jords taktik forvoldte han mere skade i fjendernes lejr end han ellers kunne have gjort.  Denne kampmåde var besværlig nok, men Boleslaw vandt alligevel anerkendelse blandt venner og fjender for den, ´for Mæhren er omgivet af så høje bjerge og så tætte skove ud til den polske side af grænsen at man regner vejene deromkring for farlige og meget vanskelige, selv for fredelige rejsende eller letbevæbnede fodsoldater. Men hæren fra Mæhren, som nok havde hørt i forvejen om hans komme, vovede ikke at gå i kamp mod ham ude i det fri - eller lægge baghold for ham ved de vanskelige veje, han måtte gå.


kapitel 27.

Således vendte Boleslaw tilbage fra Mæhren, ikke uden ære, men denne gang traf han en pavelig udsending ved navn Walo, biskop af Beauvais, der var kommet til Polen. Han gik ind for streng retfærdighed, og Boleslaw støttede ham i dette. Først og fremmest fulgte han kirkens ret - den kanoniske ret - og det så strengt, at han afsatte to biskopper uden at tillade nogen at træde frem til deres forsvar. Efter at have udvist skyldig respekt og ærbødighed over for den romerske udsending, og efter at et kanonisk concil var holdt, lyste Walo den Apostoliske Velsignelse over dem alle og vendte siden tilbage til Rom, medens Boleslaw vendte tilbage til forberedelserne til at møde fjenden.

Kapitel 28.  Angrebet på Kolberg

Han samlede derfor en hær omkring sig, i Glogow, men tog kun de bedste riddere med sig, med de bedste heste,  og ingen fodfolk, og i fem dage i træk gik de dag og nat gennem vildnisset uden at give efter for træthed eller sult. Til sidst, den sjette dag, som var en fredag, samledes de omkring den hellige nadver, og indtog også nogle jordiske forfriskninger og kom til Kolberg, idet de fulgte stjernerne på himlen. Natten før havde Boleslaw fejret messen, til ære for den hellige Maria, og dette holdt han sig til siden som sin faste vane, når det gjaldt gudstjenesten.

Om lørdagen, ved daggry, trak de ind mod Kolberg. For ikke at opskræmme hedningerne krydsede de den nærved liggende flod, selv om de så at det var temmelig farligt, og stillede deres tropper i angrebsorden, men lod to enheder blive tilbage som forstærkninger, for det tilfælde at pomeranerne skulle opdage dem og styrte dem med et overraskelsesangreb.

De var alle ivrige efter at storme frem mod denne rige og veludrustede by. Men da løb en greve frem fra fjendernes rækker og advarede Boleslaw med hånlige ord, om at han kunne lige så godt trække sig tilbage, og greven selv vendte sig bort. Men Boleslaw talte ganske kort til sine mænd og opildnede dem til at kæmpe tappert. "Mine krigere", sagde han, "hvis jeg ikke før havde erfaret, hvor modige I altid kæmper, og kendt jeres gå-på-mod, så ville jeg sandelig ikke have efterladt en så stor del af mine styrker bag mig, og jeg ville ikke være trængt ud til kysten her med så få mand. Men nu har vi ikke noget håb om forstærkning. Fjenden er lige bagved os, og hvis vi virkelig ville flygte, blev det en lang vej. Stol på Gud og på jeres våben, og vær ikke bange!"

Da han havde sagt det, var det ,som om de fløj mere end de løb ind mod byen. Nogle tænkte kun på at komme til at plyndre, andre var opsat på at erobre selve byen. Og hvis de alle sammen havde været enige om at angribe staden - lige så enige som de få, jeg før nævnte - ville de uden tvivl have erobret denne store og herlige by, pomeranernes vældige borg. Men uden om lå jo forstæderne, områder der lokkede med stor rigdom og meget bytte, hvilket vakte soldaternes begær, og al denne overflod reddede deres by fra polakkerne.

Slut på krønikens 2. del