l.

År 1294, fredagen før Palmesøndag, om morgenen, da klokken var mellem fem og seks, og da Bispen selv havde holdt messe, sendte Kong Erik, som da var i Lund, sin broder Hertug Christoffer til Bispen for at udspejde ham. - Hertugen gik ind til Bispen, hilste ham og sagde: "Herre Fader, jeg mærker at min broder Kong Erik ikke er Eder gunstig. Vil I bruge mig, så vil jeg søge at forlige Eder."


Ærkebispen svarede: "Jeg ved ikke af, at jeg på nogen måde har fortørnet Eders broder, min herre Kongen, i ord eller i gerning. Men hvis jeg er blevet bagtalt over for ham, vil jeg gerne bede om at I fører alting til det bedste!"


Dermed ville Hertugen gå; men Ærkebispen bad ham vente, han ville forære ham en lille gave, om han ikke vilde forsmå. Så gav han ham tre gaver: et forgyldt beslået bøffelhorn, en beslået gribbeklo, og en stor kostelig sølvskål. Hertugen tog det og takkede og bad ham vente i sin stue, så ville han straks give ham svar. Ærkebispen sagde ja, og bad ham sige til sin broder, at hvis man fandt, at han havde fortørnet ham, ville han altid være rede til at bøde til ham, som han måtte bestemme; men han vidste dog ikke, at han havde forbrudt sig i nogen måde.


Så gik han fra ham og til Kongen og kom straks tilbage med mange af sine svende, og spurgte så Ærkebispen, om han ville gå med ham ud til hans broder. Han svarede:

10
"Det gør jeg gerne, hvor er han?" - Hertug Christoffer svarede: "Han fulgte mig her til gården og står dernede og venter på Eder". - Ærkebispen svarede: "Det er ilde, at den gode herre gør sig så stor umage. Jeg var gerne gået ud til ham, hvis han blot havde sendt det mindste bud efter mig".


Så gik Ærkebispen straks ned fra salen med ham. Da han kom ned i gården uden for døren og ikke så Kongen, sagde han til Hertug Christoffer: "Hvor er min Herre Kongen?" - Han svarede: "Overgiv Dig, Du er fangen!" Bispen svarede: "Hvem har fanget mig?" - Christoffer sagde: "Min broder Kong Erik, og jeg på hans vegne". - I det samme tog han hans kniv fra ham og greb ham i halsen og førte ham således fangen ud af Bispegården og satte ham på en af tingstokkene på Landstinget, og satte nogle til at tage vare på ham, medens han selv gik op i Lunde kor og greb Provst Jakob[2], sådan som han lå og læste sine gudelige tider under gudstjenesten, i  sine korklæder, som var hans messeskjorte, korkåbe og ornamenter. Han ledte ham straks fangen ned på landstingsstokken til Ærkebispen. Så gik han bort til hans gård og slog hans kister op og tog alt det sølv, gods og penge som de kunne bære med sig. Siden gik han ned på Lundegård og røvede og tog alt det, Ærkebispen ejede.


Da han kom ud fra gården, ledte han Ærkebispen og Provsten hen over to kirkegårde, og siden over gaderne, i skarn og skidt, bort til Kongens herberg. Siden afførte han Ærkebispen den kåbe, han havde på, passende til hans stilling, og iførte ham en gammel frakke, som var udskåret neden for knæene, og gav ham siden en lille laset hætte på, til spot og spe. Den var åben oventil, 




11
over hovedet. Han satte ham på en elendig gammel hest, i en kløvsadel af træ og halm, og bandt så hans fødder under hestens bug med et stykke tømme af hår, thi lænkerne, som han før havde på,  kunne ikke nå under hestens bug. Han bandt også Provsten til en anden hest, meget hårdt, og førte ham og den anden barhovede i sne og regn så langt på en halv dag, som man plejede at færdes halvanden dag med lempe. De rendte mere på vejen end de travede, for at komme hastigt frem.

12

Ærkebiskop Jens Grands segl 

14

Der var mange dage om sommeren, han kunne ikke få en tår at drikke, hverken madøl eller tyndt øl. Han bød ofte sin trøje eller hætte i pant for at få en kande øl, men det kunne han ikke få. Han turde ikke drikke vand, for han havde den allerværste koldesyge hver dag. Men da han kom sig af den, drak han altid vand til maden.


Han var blevet næsten døv og blind, og ganske fordærvet i sit hoved af den tunge luft og stank, som der var inde hos ham, og fordi han ikke kunne se noget og ikke få frisk luft. Deraf fik han en svær byld i hovedet, så der løb siden mere end en spand vår ud af øret på ham, men det gav ham stor lettelse for hans svare hovedværk og døvhed.


Der fulgte utallige fluer og myg med i hans mad og drikke, og han kunne ikke se at fjerne dem. Han havde også utallige lopper på sig, fordi han aldrig fik andet linned eller uldent tøj end det, han havde på sig, da han kom ned i tårnkælderen. Han fik ikke skiftet fra den Palmesøndag, han kom derind, og til anden dagen efter Lucie Dag[3] året efter, da han slap ud af tårnet igen, selv om det både dryppede og regnede på ham. Der blev ofte spildt mad og øl på ham, når det skulle hejses ned til ham, men alt vådt, der kom på ham, måtte tørre af sig selv på hans krop, for han fik aldrig hverken ild eller varme hos sig, så længe han var fangen. Hvad han selv gav fra sig, både sit eget vand og andet på naturens vegne, det blev liggende under ham, for han kunne ikke vende eller rejse sig op for de svære jern, som han lå lænket i.

Klik på billederne!

Søborg Slot kendes fra 1100-tallet. I middelalderen lå borgen på en ø i en fjord  med forbindelse til Kattegat ved Gilleleje. I dag er der kun en ruin tilbage ca 3 km inde i landet. 

I midten af 1130'erne blev Eskild biskop i Roskilde og få år senere ærkebiskop i Lund. Eskild udbygger befæstningen af Søborg således, at han i stedet for det oprindelige tårn bygger en ringmur med to tårne og inden for muren, et beboelseshus af sten (et palatium), en rundkirke samt bygninger til sit hushold.

I 1161 vinder Kongen, nu Valdemar den Store, Søborg tilbage ved list. Søborg bliver middelalderen igennem bolig for flere konger - indtil Grevens Fejde i 1534–1535, hvor det formentligt blev ødelagt. Søborg Slot var Danmarks stærkeste borg og benyttedes også som fængsel.

15

Han blev siden alvorligt syg. Derfor bad han for Guds skyld, om han måtte få en læge, men det fik han ikke, for de havde helst set at han var død. Han måtte aldrig have sin alterbog hos sig, så han kunne læse sine tider deri. Der blev også sendt en psalter til ham, men den måtte han heller ikke få. Han kunne heller ikke bruge den til noget, for han fik aldrig lys medens han sad fanget.


Da han havde ligget i tårnet i seksogtredive uger, tog de ham op og lagde ham oppe i tårnet i en krog, lige ved tårngemmerens bolig. Men de lod alligevel de svære bolte og lænker ligge om hans ben.

3.

Da kom Kongen dertil og ville holde Jul. Anden Juledag, Sankt Stefans Dag, gik Kongens køgemester Aage[4] op til ham og spurgte, om han ville forlige sig med Kongen. Ærkebispen svarede: "Hvorfor skulle jeg forlige mig med ham - jeg har ikke forbrudt mig mod ham, efter hvad jeg kan vide eller tænke, ej heller har han rejst sag mod mig. Skal jeg forlige mig med ham, fordi han har kastet mig i fangetårnet, skønt jeg er uskyldig, og lagt mig i snævre bolte og jern, så min ryg og mine lår er næsten rådnet op, fordi jeg aldrig har kunnet stå op eller vende mig, siden jeg kom her til tårnet? Og al den urenlighed som er gået fra mig, både vand og andet, det er blevet under mig, for ingen var så barmhjertig at han ville løfte eller vende mig om en gang". -  Køgemesteren svarede: "Min herre bærer nag til Dig, fordi Din frænde var med til at slå hans fader Kong Erik ihjel. - Ærkebispen svarede: Jeg lagde klare beviser frem for ham og for Rigets Råd, da jeg var Provst i Roskilde, at jeg aldrig gav mit samtykke til den gerning i  mine dage, og at jeg ikke vidste noget om det, før det var sket. Dermed lod han sig nøje, og han gav mig sit venskab og sit åbne beseglede brev på, at han aldrig skulle lægge mig det til last. Og hans egen moder, Dronning Agnes, Markgrevinde af Brandenburg, og Rigets Råd hjalp med til, at jeg blev Ærkebiskop, og viste mig stor ære, før jeg drog til Rom og lod mig vie til Biskop af Paven. Siden har jeg gjort ham og Riget tro tjeneste, og det lægger jeg alt sammen i Guds hænder. - Hermed gik han bort.

Fjerde dagen derefter kom Biskoppen af Roskilde med nogle af Rigens Råd til ham, og de havde med sig en notar. Bispen, som var Kongens Kansler, sagde til ham:

Biskoppen af Aars, Biskoppen af Ribe og flere andre af Eders frænder råder alle indtrængende til, at I lader Eder forlige med Kongen! - Han svarede: "Jeg ved ikke af at have forbrudt mig imod ham i nogen måde, men jeg begærer at komme for retten sammen med ham, for Rigets Prælater og Råd. Findes jeg da skyldig i nogen måde, vil jeg gerne stande til rette.

Da gav Kongen ham nogle alvorlige stykker og artikler og lod ham sige, at ville han besegle dem alle og holde dem fuldt ud på tro og love, da ville han slippe ham ud af fængslet. Men hvis han ikke ville det, måtte han regne med, at han aldrig ville komme ud af fængslet, så længe han levede.

Den 1. artikel var, at han skulle aldrig rette beskyldninger mod Kongen og hans broder, Hertug Christoffer, og alle de andre, som var med til at gribe og fange ham, og aldrig mere kære eller klage over nogen af dem i sine dage.

Den 2. artikel var, at han skulle på egen bekostning løse ham og alle andre af Pavens band, som de da var i.

Den 3. artikel var, at han skulle aldrig begære eller kræve tilbage det gods eller de penge, som han mistede, da han blev fanget, og ej heller det guld og de penge, som han lånte Kongen tilforn, medens de var venner.



 

Ruinerne af Åhus-borgen