4.

Disse riddere og gode mænd var med Hertug Christoffer, da han greb Ærkebispen: Herr Niels Mogensøn, Herr Tønne Rønnebæk, Herr Jens Mogensøn, Herr Niels Rønnebæk, Herr Thule Hartvigsøn, Jens Erlandsøn, Aage Nielsøn, Ingemar Truelsøn, Peder Bondesøn, Josef Pedersøn, Esbern Mogensøn, Trued Quand, Esbern Raage, Peder Horn Vendelbo, Niels Skaaning, Peder Hvid, Jacob Kalv og Salomon Skytte.


Da Christoffer havde ført Ærkebispen fangen til Søborg, og Provsten med, som før nævnt, da drog han straks tilbage til Lund og gik ind i Domkirken og brød Sakristiet op med vold og magt, der hvor Helligdommen blev opbevaret. Siden huggede han den kiste op, hvori Kirkens breve, privilegier og dokumenter var opbevarede, og brød seglene fra de fleste af dem. Siden lod han tænde en stor ild i højkoret for alteret, og brændte disse breve derpå. Hvad han der fandt, både guld og penge og Kirkens skatte, som skulle bruges til byggeri og andet, det tog han med sig, sammen med andre af Kirkens klenodier. Siden lod han hente alle kannikerne op i koret for sig. De holdt interdiktet og ville ikke sige messe eller læse eller synge i Kirken, for deres Ærkebisp var så ynkelig fangen og bunden. Men han bød, under trussel om tab af liv og gods, dem og alle andre præster med dem at holde alle tiderne som de havde gjort før, og tvang dem til at gøre det straks. Han forbød dem på Kongens vegne at skrive, rejse eller sende noget bud til Rom eller noget andet sted, Ærkebispen eller Provsten til hjælp eller trøst. Var der nogen, som handlede herimod, skulle det koste ham liv og gods. Derfor turde ingen i Riget sende bud til Rom.

På den tid var der i Frankrig en kannik fra Lund. Han studerede i en by, der hedder Orléans, og han hed Mester Hans Sibrandtsøn. Da han fik at vide, at Ærkebispen var fanget, rejste han til Neapel, til Paven som hed Celestin, og som havde sit sæde der, som han ellers havde det i Rom. Der klagede han til ham over, at Kongen af Danmark havde taget Ærkebispen til fange. Da skrev Paven hertil med sin egen budbringer til Kong Erik, at han skulle løslade Bispen og Provsten af fængslet og overdrage dem alt deres gods og deres penge, som han havde taget fra dem. Straks buddet havde overbragt brevet, lod han ham hemmeligt myrde og dræbe, for at ingen skulle få at vide eller erfare, hvad der blev af ham. Men Mester Hans Sibrandtsøn turde aldrig komme til landet, medens Kongen levede.

Da Provst Jacob havde siddet i Kalundborg Tårn i syvogtyve uger, slap han ud en nat, ved Guds særlige hjælp, og kom siden i hemmelighed til Ribe. Der blev han i nogen tid, thi han ville rejse til Rom, når han havde fået det bedre. Da Kongen fik det at vide, sendte han straks bud derhen og ville have grebet ham påny, men han kom ud af Riget og fandt Paven i Frankrig. Han hed nu Bonifacius[6] og var i en by, der hed Avignon[7], dér havde han sit Pavesæde. Da Provsten havde sagt ham, hvorledes Kongen havde ladet ham og Bispen gribe - og Bispen holdt han endnu fængslet - sendte Pave Bonifacius sine Legater[8] hertil, til Kongen, med bud om, at han skulle sætte Ærkebiskoppen i frihed og sende ham til ham, tillige med sine egne sendemænd, der kunne anklage ham for retten. Han skrev også til alle Bisper i Riget, at de skulle give hans Legater bistand og hjælp, så de kunne få Ærkebispen med sig. Han befalede samme Legat, at hvis Kongen ikke ville løslade Ærkebispen af fængslet, skulle han lyse interdikt over Riget og sætte det i band, åbenlyst, før han rejste ud af Riget igen.


Paven skrev også til Degnen på Bornholm og til Herr Anders og Herr Jacob Nielsøn og Herr Peder, alle kanniker i Lund - de lå dengang på Hammershus i Slotsloven[9] og havde befaling fra Ærkebispen om at bevare det trofast - at de ikke skulle være bange for trusler, og ikke overgive det til Kongen eller hans fogeder, thi han havde erfaret, at det i sandhed tilhørte Ærkesædet i Lund. Han gav dem utallig aflad og tilgivelse for de synder, som de måtte begå daglig hos sig selv på slottet, så længe de lå i Slotsloven. Han gav dem også lov til at sige og synge og læse messer, selv om Riget var sat i band.


Medens Legaten var på vej fra Rom her til Riget, kom Ærkebispen løs af sit fængsel. Her følger nu, hvor forunderligt Bispen kom fra Søborg Tårn, med Guds særlige tilladelse.

Der var en kok på Søborg; han bad Slotsherren om sin frihed, for han havde tjent ham længe, og fik en lille ting for sin tjeneste. Da han bad om orlov, bad tårngemmeren ham om at blive en dag eller to, til han fik spurgt sig for om en anden tjeneste. Bispen lå på den tid oppe i tårnet, og to af tårngemmerne lå over ham, dog borte fra hans seng, thi det dryppede på ham. De to andre tårngemmere lå ved hans hovedgærde. Kokken drak bravt med disse tårngemmere og lod, som om han var fuld og gal, og sagde så til Bispen i det samme: "Hej Du arme fange, vil Du have bud til Rom eller til Verdens ende, så er jeg rede til at løbe for Dig!" - Tårngemmeren mente, han havde sagt det i fuldskab, og Bispen mente at han var sat ud på ham for at høre hans mening; derfor svarede han ikke.


Næste dag drak han igen med vægterne, så at nogle gik hen for at sove, og nogle gik et ærinde uden for døren. Da sagde han til Bispen: "Jeg vil gå bud for Eder, hvorhen I vil sende mig!" - Bispen svarede: "Er det Dit alvor?" - Kokken svarede: "Ja det er, på min sjæl og ære!" - Bispen sagde: "Da gå til Herr Hans, som kaldes Herr Hans Rodis, kannik i København, og bed ham sende mig pen og blæk, og en stige gjort af hampeliner."


Kokken tog afsted, og kom snart tilbage med det, som Bispen begærede. Denne skrev straks brev til sin foged og de andre kanniker, som var på Bornholms Slot, og bad dem sende ham en skude med det samme, og tage nok af forråd og kost med, og siden lade skuden løbe nær ind

        ”Og et stort tegn syntes på himlen, en kvinde med solen som klædebon og månen under sine fødder og 
          en krans af tolv stjerner på sit hoved. Hun er frugtsommelig og hun råbte i barnsnød og fødselsveer..”

25

under Søborg, med garn og kroge og lade, som om de var fiskere.


Medens kokken var borte med brevet, fra Sankt Lukas Evangelistens Dag og til Sankt Nikolai Dag, filede Bispen på bolten som han lå i, når de andre sov. Det var et stort under, at ingen hørte det, det hørtes jo ellers nok, når smeden filede uden for slottet. Jesper Mogensøn, kongens høvedsmand på slottet, plejede selv tidligere hver dag at bese bolten han lå i, eller hans underfoged gjorde det, og vægterne ligeså. Men siden han begyndte at file på den, hjalp Gud ham således, at ingen så efter.


Da Bispen fik bolten løs, lærte han sig at krybe på hænder og fødder, om natten, i sengen, lige som et barn. Men når han ville rejse sig eller stå op, faldt han straks omkuld igen, så afmægtig var han, og lemmerne var alle så døde på ham af frost og kuld og meget vand og sne, som dryppede på ham, og siden af kolde jern, som han havde ligget fangen i, at han hverken kunne gå eller stå, og ikke bruge andet end hænderne - og det kun med stort besvær.


Kokken kom siden igen og fortalte, at skuden lå ud for land. Da var Kongen selv på slottet, og derfor kunne han ikke komme til at hjælpe Bispen i hemmelighed eller tale med ham. Derfor frygtede de, som var på skuden for, at man skulle mistænke dem, så de sejlede ud på havet om dagen og lod, som om de fiskede. Om natten kom de tilbage, som kokken havde sagt dem.


Bønderne begyndte at tale på slottet om, at der hver dag sejlede en lille skude bort og tilbage igen, ind under land.




26

Da kokken hørte det - han, som havde bedt om brød til en pilgrimsrejse, som han havde sagt, før han ville drage ud på, dengang han gik til København og tog til Bornholm - da blev han bange for, at mere skulle røbes. Men Gud nedslog den snak, så at ingen talte eller tænkte mere derpå, og skød så Kongen i hjertet at han skulle ride fra slottet med sine folk. Derfor red han bort til Tikøb på jagt, og tog med sig alle sine folk. Han bad også dem komme med, som før tog vare på Bispen, på nær én, der var ret tårngemmer. Så lod han sine to søstersønner blive på slottet med nogle få karle. De drak bravt og gjorde sig glade, efter at Kongen var redet bort. Kokken drak også dygtigt med tårngemmeren og drak ham fuld, så han gik bort for at sove.


Da de lå på slottet og netop var faldet i søvn, bandt kokken stigen af hampeliner i jernet i vinduet. Han bandt også en anden snor om den drageknude, han havde bundet stigen med, så når han trak i den, ville stigen falde ned til ham. Så løftede han Bispen op i vinduet og bad ham agte på, hvorledes han bedst kunne holde sig fast, thi han vidste, at han var overmåde skrøbelig. Så gik kokken først ned ad stigen, og Bispen efter ham.


Da Bispen var næsten nede ved jorden, kunne han ikke længere holde fast, thi hans hænder og fødder var så svage, og muren var atten alen høj ved tårnet. Da kokken så det, tog han imod ham, så han ikke faldt for hårdt, skønt der var fem alen ned til jorden, der hvor han faldt. 


Han lå der en stund, før han kom til sig selv og fik vejret, så han kunne tale. Da han kom til sig selv, trak kokken i snoren, og stigen faldt ned. Så førte og bar han Bispen op i et skydeskår og kravlede så selv ned ad muren, og Bispen efter ham. Søen og graven var frosset til, så de kunne bære, derfor trak han stigen til sig og førte så Bispen over graven til stalden. Dette skete Sankt Lucie nat. Bispen kunne nu ikke gå længere, derfor bad han kokken gå ind i stalden og tage ham en hest, og han tog en lille ganger som stod der, og en anden hest til sig selv, som Bispen bad ham om, og det hørte hverken hundene eller de, som lå i staldene.

Flugten fra et fængsel. Middelalderlig engelsk bogillustration, her gengivet efter 
"Danmarks Riges Historie", Bind 2, 'Den Senere Middelalder', s. 152.

Videre til   del 1    del 2                      del 4    del 5    del 6