Videre til   
del 1    del 2   del 3   del 4                     del 6  

 

 
(Del 5)


FÆNGSELSKRØNIKEN




39+643
 

Krøniken om Jens Grands fangenskab.

Dens affattelsestid og værd som historisk kilde. 

Af 

M. Mackeprang.
 
Oprindeligt trykt i 
HISTORISK TIDSSKRIFT 
Sjette række, Tredje Bind, pp. 643 - 666.



Drabet i Finderup lade og Jens Grands fængsling i Lund står for den almindelige bevidsthed som de begivenheder, der har givet Danmarks historie i slutningen af det 13. århundrede sit særlige præg, sin grundfarve. Vor kundskab om dem er dog såre forskellig, thi medens det rige materiale[1], der fandtes til belysning af de fredløses færd, gik op i luer ved universitetsbibliothekets brand 1728, besidder vi endnu störstedelen af akterne i den langvarige proces mellem kongen og ærkebispen (S. r. D. VI, 275—372). Föjer man hertil de af P. A. Munch fremdragne aktstykker[2], kunde man måske synes, at det kildestof, der stod til vor rådighed, var stort nok til at tillade os at følge denne strid i alle dens enkeltheder. Dette er dog langtfra tilfældet. Akterne dvæler, som rimeligt er, særlig ved det, der ligger forud for Grands fængsling, og om den følgende tid indtil processens be-

[1]  Birket Smith: Universitetsbibliotheket för 1728. S. 106. 
[2]  Trykt i: "Diplomatiske Bidrag til Erkebiskop Jens Grands Levnetshistorie" (Ann. f. n. Oldk. og Hist. 1860. S. 62-191).


644

gyndelse 1296 har de så godt som ingen efterretninger. Det træffer sig imidlertid så heldigt, at vi har andre kilder, som netop for denne tids vedkommende giver os fyldige efterretninger, der således tjener til at fuldstændiggöre og afrunde billedet af den myndige ærkebisps sammenstød med den "strænge herre og store hersker" kong Erik. Den ene af disse er Grands versificerede biografi, der findes i den bremiske ærkebispekrønike[1]; den anden er den beretning, der her skal undersøges, og som vi for nemheds skyld kan kalde faengselskrøniken.

Begge disse kilder er da også stadig bleven benyttede, men medens den förste gentagne gange[2]  har gennemgået og bestået den kritiske ildprøve, hvorpå dens brugbarhed beror, forholder sagen sig anderledes med fængselskrøniken. Man har enten fulgt den blindt som Suhm, der giver et meget vidtløftigt referat af den (Hist. af Danmark XI, 157 f. f.), eller nøjedes med at udtale sin dom over den. Reuterdahl giver den følgende omtale: "Den är wisserligen ett encomium öfwer erkebiskopen, hwilken nästan framställas som martyr, men är dock tydligan grundadt på gamla underrättelser och har åtskilliga uppgifter, som synes trowärdiga och således fortjena uppmärksomhet" (Svenska kyrkons hist. II, 2, 330, a. 7). Mere reserveret er Helveg, der, efter at han har rost dens livlige fremstillingsmåde, tilföjer: "men som historisk Aktstykke maa den benyttes med Varsomhed" (Den danske Kirke før Reformationen. I, 683, anm.), hvorpå han giver nogle exempler på dens unøjagtighed. Den betydeligste forfatter, der i den nyeste tid har

[1]  S. r. D. VI, 266-73. Bedst i Lappenbergs "Geschichtsquellen d. Erzstiftes Bremen". 
[2]  Lorenz: Deutschlands Geschichtsquellen. 3. Ausg. II, 157- 58.



645

anvendt den, nemlig P. A. Munch, mener, at den i det hele taget er ret nöjagtig (Ann. f. n. O. og H. 1860. S. 127).

Der kunde fremføres endnu flere domme støttede på enkelte løsrevne efterretninger, en undersøgelse af og en dom over skriftet betragtet som helhed findes derimod ikke. Og dog er det klart, at först når vi ser de enkelte efterretninger i deres indbyrdes sammenhæng som led af et organisk hele, först da kan vor undersøgelse blive tilstrækkelig udtømmende og vor dom tilstrækkelig pålidelig.

Som indledning til en sådan undersøgelse turde det være rigtigt at give en kort oversigt over selve skriftets historie, ejendommelighed og karakter. Det blev förste gang udgivet af Hvitfeld 1599 med titlen "En historiske Beskriffuelse, Om en Erchebiscop udi Lund, som hede, Hrr. Jens Grand, som bleff fangen aff Konning Erich Menduedt, Oc siden erlediget aff samme sit Fengsel". 4°. Hvitfeld fortæller i sin indledning, at han har fået det af en "god ven", og det vilde naturligvis være af interesse for os at vide, hvem dette var. Tanken falder uvilkårlig först på Mogens Madsen (Magnus Mathiae), der jo, som Hvitfeldt siger i fortalen til bispekrøniken, "haver sammensanket Lunde ærkebisper deres historie". Man måtte da vente, at han havde benyttet den i sin Series episcoporum, hvilket imidlertid ikke er tilfældet; den gode ven må derfor rimeligvis søges andetsteds. Nogen bestemt person kan dog næppe angives, om der end, som senere skal vises, er en mulighed for, at det kan have været en anden af Hvitfelds kirkehistoriske medarbejdere, Kornelius Hamsfort.

Omtrent en menneskealder senere, 1635, optryktes krøniken af en Roskilde-boghandler Jens Sörensen Nör-






646

Nissum, der påny udgav den 1650, da det forrige oplag var "ganske distraherit og bortkommen". Som tillæg til sidste udgave, der ligesom hans tidligere var i oktav, fojede han et "catalogus eller register" over bisperne i Roskilde. Et par år efter blev skriftet på ny udgivet sammen med bispekrøniken i folioudgaven af Hvitfeld 1653. Afvigelsen mellem de forskællige udgaver er dog ubetydelig[1].

Håndskriftets skæbne er ukendt, det forekommer ikke mellem de af Hvitfelds efterladenskaber, der efter hans død indleveredes til universitetsbibliotheket, og er vel rimeligvis bleven tilintetgjort, efter at det var bleven trykt.

Skriftet selv er vidt forskælligt fra vore sædvanlige årbøger og krøniker. Fremstillingen er livlig, stundom næsten dramatisk og ofte af en meget realistisk natur, noget der særlig gælder om skildringen af de lidelser, Grand udstod under sin fængsling. Dets tendens er kirkelig, og forfatteren står bestemt på ærkebispens side; han er dog langtfra nogen fanatiker, og navnlig udmærker han sig ved en priselig sparsomhed i brugen af injurier; snarere hviler der et vist sørgmodigt, resigneret præg over hele hans fremstilling.

Det vil altid forhøje vanskeligheden ved en kritisk prøvelse, når genstanden ikke foreligger i sin originale skikkelse; de diplomatiske støttepunkter er forsvundne, og mulige randnoter eller senere tiders tilføjelser har indgået en så nöje forbindelse med den oprindelige text, at de kun med vanskelighed og ofte slet ikke kan ud-


[1]  Udgaven af 1635 er lagt til grund for denne undersøgelse; citaterne er gengivne med moderne bogstavering.





647

sondres. Endnu værre er man dog stillet, når der som i dette tilfælde kun foreligger en oversættelse. Noget kan, være glemt, andet tilföjet, for ikke at tale om, at oversætteren muligvis i kraft af sin indbildte bedre viden kan have forandret flere efterretninger.

At krøniken i sin nuværende skikkelse er oversat fra latin, må betragtes som hævet over al tvivl. Allerede Helveg har set dette (anf. skr. I, 683 anm.) og fremfører to beviser herpå, af hvilke rigtignok det ene er fejlagtigt[1]. Foruden det andet (køgemester = dapifer) kan nævnes en vending som: "da for han til Neapel til paven" (B 3 vers.), der tydelig er en oversættelse af "ad papam Neapolim". Endnu bestemtere taler dog følgende sætning, som forekommer i Jens Grands anklage mod kongen (C 7 vers.): "item, at han tog fra sin embedsmand 400 løde mk. af hans rente", hvor "sin" ikke kan være andet end en gengivelse af suus, thi ifølge sammenhængen må talen nødvendigvis være om et overgreb på en af ærkebispens embedsmænd. Oversætteren er rimeligvis Hvitfeld.

Fra hvilken tid stammer nu denne krønike? Der er her to muligheder, der kan komme i betragtning: Enten kan den så at sige være umiddelbar historie, optegnet af en samtidig med begivenhederne levende person, eller den kan være et videnskabeligt produkt, forfattet af en af det 16. århundredes lærde historikere. At den skulde skrive sig fra den mellemliggende tid, er i höj grad usandsynligt, når man ser hen til den tilstand, hvori den 


[1]  "Fredag för palmesöndag", der skulde være opstået ved en misforståelse af det latinske feria II ante palmas.





648
danske historieskrivning da befandt sig. Hvilken af disse to muligheder er da den rette?

De støttepunkter, som skrift, materiale o. l. vilde have ydet os til løsningen af dette spörgsmål, er forsvundne; vi er derfor nødt til at holde os til de indre bevismidler, til selve krønikens efterretninger. Opgaven vil altså foreløbig være at undersøge, hvorvidt der i skriftet findes oplysninger, om hvilke det med sikkerhed kan siges, at de kun kan skyldes en samtidig, ikke en langt senere levende forfatter, eller omvendt.

Allerede på den förste side møder vi en efterretning, der bringer vægtskålen til at synke til fordel for den "lærde" historiker, men sandelig ikke til fordel for hans lærdom. Grand, selve hovedpersonen, kaldes der provst i Lund. En sådan fejl havde en samtidig næppe begået, thi Grand var vitterlig provst i Roskilde, ikke i Lund, för han blev ærkebisp. Vi går imidlertid videre, og indtil vi når et stykke ind i skildringen af Grands fangeliv, er der intet, der særlig tiltrækker sig vor opmærksomhed. Alt hvad der fortælles, stemmer i det væsentligste overens med procesaktemes beretning, og da disse kendtes i det 16. århundrede[1], kan fremstillingen ligeså godt skrive sig fra denne tid som fra begyndelsen af det 14. århundrede. Vi læser derfor rolig om den stakkels ærkebisp, der ikke "kunde fange en tår at drikke hverken spiseøl eller kovent", men jo længere vi kommer frem, desto mere dukker den mistanke op i os, at alt dette dog umulig kan stamme fra det 16. årh. Vi støder på navne, datoer og en hel række „artikler", der aldeles ikke nævnes i andre for os kendte kilder, og gribe til


[1]  Birket Smith: Universitetsbibliotheket för 1738. S. 117 og 132.




649

den udvej at påberåbe en "tabt kilde", der som en deus ex machina skal løse gåden, vil vi ikke. Går vi lidt længere frem, nærmer vor mistanke sig stærkt til vished, thi kort efter de omtalte artikler, træffer vi en liste på 18 navngivne "riddere og gode mænd", der hjalp "hertug" Kristoffer med at fange ærkebispen (B 3), og af disse 18 findes kun to på den i akterne meddelte fortegnelse over Kristoffers hjælpere (S. r. D. VI, 280). Vi har her et holdepunkt, ved hvilket det måske vil være muligt at klare spörgsmålet om krønikens affattelsestid, lad os derfor undersøge ridderne og de gode mænd lidt nöjere. Det viser sig da, at af de tiloversblevne 16 kan 9 med större eller mindre sikkerhed påpeges som dalevende personer[1]. De øvrige kunde måske også opspores, men til vort formål er de 9 fuldkommen tilstrækkelige. Går man nemlig ud fra, at skriftet först er forfattet i det 16. årh., nødes man også til at antage, at forfatteren skulde have sammensat denne liste af personer, som han efter et langvarigt og besværligt gennem-


[1]   Tyge Rönnebæk og Ingemar Truelsen forekommer på begge listerne. Niels Mogensen træffes som medbesegler på et lejdebrev til Grand 1299 (S. T. D. VI, 342); Jens Mogensen sælger 1330 og oftere gods til Sorø kloster (S. r. D. IV, 497); Jens Erlandsen nævnes ikke selv, men ved fastelavnstid 1295 sælger hans enke Ingerd en del gods (S. r. D. VI. 449—50, 50-51. 87). Esbern Mogensen er tilstede i Odense 1302, da Erik Mændved udsteder et gældsbrev til Rostock (M.U.V, 88); Niels Skåning besegler Kristoffer II's og Valdemar Eriksens håndfæstninger 1320 og 1326 (G. A. II, 11, 15). Esbern Rake omtales som Næstved klosters velgörer (S. r. D. IV. 292, 306, 326), og Peder Vendelbo er sikkert den senere marsk og drost. Af de øvrige er Niels Rönnebæk vel en broder til Tyge, ligesom også Jakob Kalv kan være en slægtning af Erik Glippings marsk Joh. Kalv (Suhm X, 405, 600). Grunden til de to forskællige lister er vel den, at hver har sin hjemmelsmand, der kun medtog dem, som forekom ham betydeligst.






650

syn havde fundet i aktstykker fra tiden omkring 1300. Rent bortset fra, at den eneste, der kunde have foretaget et sådant arbejde, nemlig Hvitfeld, af gode grunde ikke kan have skrevet krøniken, må en sådan fremgangsmåde dog betragtes som höjst mærkværdig og lidet svarende til alle tiders måde at skrive historie på; ligesom den dag idag havde man sikkert også den gang ladet sig nöje med den i akterne givne liste. Navnene på disse 18 riddere og gode mænd må derfor skyldes en samtidig.

Men er dette så, da kan man også trygt henføre hele eller i det mindste den störste del af krøniken til en tid, da disse personer kendtes, altså til den förste menneskealder efter begivenhederne; thi at antage, at der i det 16. årh. skulde have foreligget en sådan liste over Kristoffers hjælpere, løsrevet, fra al øvrig sammenhæng, det vilde dog være for absurd. Gennemlæser vi den øvrige del af krøniken, findes der da heller intet, der strider mod denne antagelse, förend vi når det sidste afsnit, der indledes med: "Og legaten for strax herned". Her forandres derimod forholdet, thi der vrimler af fejl af en sådan natur, at ingen samtidig kunde have begået dem. Desuden viser der sig strax en iöjnefaldende forandring i fremstillingsmåden; denne, der för var bred og vidtløftig, er nu bleven kortfattet og sammentrængt og minder påfaldende om den almindelige middelalderlige årbogsstil. Det mærkeligste er dog, at Grand spiller en aldeles underordnet rolle i hele dette stykke; vi hører ikke andet om ham, end at han blev ærkebisp i Bremen, og ikke engang hans dødsår får man at vide.

Det vil være indlysende, at denne slutning ikke kan skrive sig fra den samme pen som den øvrige del af






651

krøniken, og i virkeligheden er det da hovedsagentlig heller ikke andet end en udskrift af den jyske krønike[1]. Følgende sammenstilling vil tilstrækkelig godtgøre dette.

     Og legaten for strax herned 
med kongens kansler og løste 
riget af band igen, og blev så 
Isarnus, pavens legat, selv ærke- 
bisp til Lunde domkirke, og 
hr. Jens Grand blev ærkebisp i 
Bremen og blev der sin livstid. 
Isarnus levede ikke uden et år, 
efter han blev ærkebisp, han 
blev begraven nedre i krypten 
under Lunde kor hos den söndre 
side. Kong Erik forbedrede siden 
Sællandsfarloven [med] nogle 
retterbøder. Han gjorde sin sön 
Valdemar til hertug i Jylland, og 
alligevel han havde mange börn, 
da blev der ingen levende af 
dennem efter hans død. Der 
han havde været konge 34 år. 
da döde han udi god velmag og 
ære, begraven udi Ringsted år 
1319, st. Birgitte dag.
Postea idem nuntius rediens 
regnum ab interdicto et regem 
absolvit ab excommunicatione. 
Postea factus archiepiscopus
Lundensis, Johanne Grand trans- 
lato ad sedem Bremensem. Hic 
Ericus fecit Ericum, filium 
Valdemari ducis, ducem Jucie. 
Hic etiam, quamvis multam pro- 
lem cum uxore sua habuerat, 
nullum post se reliquit. Mortuus 
est autem in magna gloria anno 
regni sui 34. sepultusque cum 
aliis regibus Ringstadh a. d. 1319 
die Brixii confessoris. (S. r. D. II, 
390-91.) 


Ligheden er, som man vil se, slående, og selv om mange efterretninger gengives i forvansket skikkelse, kan der ikke være tvivl om, at den jyske krønike er hovedkilden. Enkelte efterretninger må dog stamme andetsteds fra, nemlig notitserne om retterbødeme og Isarns dødsår og begravelsessted[2]. Om der ved retterbøderne skal forstås kongelige forordninger, udstedte af Erik


[1]  Jeg skylder hr. prof. Kr. Erslev dette nye navn på den såkaldte "Thomas Geysmer". 

[2]  Efterretningen stammer måske fra en falsk tradition blandt kanikerne i Lund, opstået ved, at der holdtes sjælemesser for Isarn i domkirken. (Lunde Domkapitels Gavebøger ved Weeke. S. 123.)







652

Mændved eller faderen, eller Eriks sællandske lov, kan næppe afgöres. Hvad Isarn angår, da haves et parallelsted i den af Kornelius Hamsfort 1599 nedskrevne ærkebispeliste, hvor han siger: Obiit [Isarnus] anno a nato Christo 1309 vel sequenti in aedis Laurentianae hypogaeo sepulturae traditus mense octobri (S. r. D. VI, 644).

At Hamsfort skulde have besiddet håndskriftet og forsynet det med denne uheldige afslutning, er dog tvivlsomt. Hele stilen ligner aldeles ikke hans stærke omskrivning af kilderne, og paterniteten kan med ligeså stor sikkerhed tilskrives Hvitfeld selv, der i sin fortale til udgaven optager og derved godkender den falske efterretning om Isarns dødsår, som Hamsfort vel at mærke ikke har[1]. Hvorledes det nu end forholder sig hermed, så meget er dog sikkert, at hele dette afsnit kun er senere tiders tilföjelser, hvis værd som historisk kilde er lig nul. Det er imidlertid ikke den eneste tilvæxt, krøniken i årenes løb har modtaget Også begyndelsen af skriftet indtil "år 1294 fredag næst för palmesöndag" (A l vers.) er uægte og må betragtes som Hvitfelds forsøg på at lave en passende indledning. Hele stykket er ikke andet end en gentagelse af, hvad der siges andetsteds i krøniken (A 7-A 8), en gentagelse, hvori der ovenikøbet har indsneget sig den tidligere (s. 648) omtalte fejl.

Skriftets hjemsted og forfatter må sikkert begge søges blandt kanikerne i Lund, for hvem denne begivenhed jo havde særlig interesse. Som et træk, der peger stærkt i denne retning, kan nævnes den vidtløftighed, hvormed kongens indbrud i Lunde domkirke beskrives (C 6-C 7).



[1]  Jvfr. også Hvitfelds omtale af Eriks sæl. lov. I, 385 (III, 216).





653

Sammenfatter vi nu det tidligere sagte, turde hovedresultatet være dette: Krøniken består i sin nuværende skikkelse af to dele: en yngre, mindre, der först er bleven tilföjet i det 16. århundrede, og en ældre, större, nedskrevet af en Lunde kanik i den förste menneskealder efter begivenhederne.

Krøniken er altså en samtidig kilde, men derfor behøver den jo ingenlunde at være nogen pålidelig kilde; utilstrækkelig kundskab eller partiskhed kan bevirke, at en nok så samtidig forfatter alligevel giver os et falsk billede af de begivenheder, han skildrer. Af den förste fejl kan vor forfatter næppe lide; han må med störste lethed have kunnet skaffe sig underretning om disse begivenheder, og til nogle af dem har han åbenbart selv været öjenvidne. Derimod er det mindre sandsynligt, at han skulde have undgået den anden faldgrube, partiskheden. Vi står her ved den anden del af vor opgave, nemlig at undersøge, hvorvidt den givne beretning stemmer overens med, hvad vi andetsteds fra ved om begivenhederne, og fjærne det subjektive element, der kun skyldes forfatterens politiske anskuelser. Da störstedelen af vore andre kilder, nemlig procesakteme, i følge hele deres natur selv er yderst subjektive, findes der dog punkter, hvor vi nødes til at slå af på de ideale krav og må nöjes med at påvise, at lignende ytringer eller klager fremsættes af ærkebispen under processen. Ligeledes kan selvfølgelig ordlyden af de indflettede taler og mange småtræk ikke kontrolleres, men må stå ved deres værd[1].


[1]  Anføres der i den følgende del af undersøgelsen kun sidetal, underforstås 6. bd. af Langebeks Scriptores.
Historisk Tidskrift 6. R. III. 42





654

Forfatteren begynder sin fortælling med en skildring af Jens Grands og domprovsten Jakob Langes fængsling og beretter derpå, hvorledes deres gårde plyndres, og de selv føres bundne til Søborg, hvor ærkebispen "særdeles fangen" bliver kastet i tårnet, medens provsten den næste morgen føres videre til Kalundborg (A l vers. - A 5). Skildringen er langt vidtløfligere end den tilsvarende i Grands indlæg, men hovedtrækkene er de samme. Sköndt det begge steder angives, at kongen personlig er tilstede i Lund (s. 305), lader han dog fængslingen foretage af Kristoffer på sine vegne[1]. Ligeledes omtales udplyndringerne, og Jens Grand sætter sit tab ved denne lejlighed til 1400 mk. sølv (s. 280), medens den mindre velhavende hr. Jakob nöjes med 100 mk. (s. 303). På enkelte punkter bliver ligheden slående, man sammenligne således beretningen om provstens fængsling (A3):    "Han gik da op i Lunde kor og greb provst Jakob der, som han da lå og læsede sine gudelige tider under gudstjenesten i sine korklæder," med den tilsvarende i Jakob Langes klage: "Rex ipsum praepositum, .... in ecclesiam Lundensem cathedralem ante summum altare in choro tunc hora prima ibidem tunc in habitu chorali existentem, capi fecit" (s. 302).

Fængslingen skete efter krøniken fredagen för palmesøndag o: 9. april 1294[2]; akterne, der gennemgående


[1]  Raptionem nomine suo factam per Christophorum (s. 379). At denne i krøniken kaldes hertug, er derimod en anakronisme; han fik först denne titel, da han 1303 forlenedes med Estland (Hvitfeld I, 321 (III. 60 )), og i akterne kaldes han da også junker (domicellus) eller blot frater regis.

[2]  Man vil i almindelighed finde mandag för palmesöndag angivet som fængslingsdagen. Således hos Reuterdahl (anf. skr. II, 2, 332 a. 8), der støttende sig til Petrus Olai erklærer vor krønikes fred. f. palmesönd. for en misforståelse af det latinske feria II. ante palmas. Derfra er det gået over i Helvegs fremstilling (I, 679), og hvad der er det mærkeligste, også Munch har det (anf. skr. s. 118). Han støtter sig dog ikke på Petrus Olai men på årb. til 1317. "Dagen, siger han, angives i Chron. af 1317 som feria II. ante palm., altsaa Mandag för Palmesöndag". Men årbogen har imidlertid feria VI.! Den lærde historiker må vel her have stolet for meget på sin udmærkede hukommelse.




Videre til   
del 1    del 2   del 3   del 4                     del 6