|
Videre til del 1 del 2 del 3 del 4 del 5
(Del 6)
FÆNGSELSKRØNIKEN
656 omtrent samtidig kom kongen til Søborg. Han må vel efterhånden være bleven noget betænkelig ved at holde så mægtig en fugl i bur, thi under sit ophold forsøgte han to gange på at få mæglet forlig med ærkebispen; förste gang ved sin „køgemester", Åge, anden gang ved bispen af Roskilde[1]. Ingen af underhandlingerne førte dog til noget resultat, Grand var og blev lige uböjelig og fordrede "at komme i rette med hannem for rigens prælater og råd". De taler, forfatteren lader sine personer holde, er jo sikkert "for tillfållet" konstruerede af ham selv, men at de dog ingenlunde er grebne ud af luften, vil følgende samtale mellem Jens Grand og hr. Åge tilstrækkelig godtgöre. Ærkebispen beklagede sig hæftig over al den tort, der var tilföjet ham, hvortil drosten svarede: "Min herre haver avind til dig, for en din frænde var med at slå hans fader kong Erik ihjæl." Med denne motivering vilde Grand dog ikke lade sig nöje, thi, sagde han, „derfor gjorde jeg mine skællige årsage for hannem . . ., der jeg var provst udi Roskilde, at jeg aldrig gav mit samtykke til den gærning i mine dage . . . Dermed lod han sig nöje og gav mig sit åbne beseglede brev . . . derpå, at han aldrig skulde lægge mig det til det onde . . . Siden holdt han mig for sin ven og hjalp til med, at jeg blev ærkebisp"[2]. [1] Krøniken lilföjer her "for han var kongens kansler" (A 8 vers.). Dette er, som Helveg bemærker, urigtigt, men skyldes vist kun Hvitfeld, med hvis småindskud det har stor lighed. Senere (C 5 vers.) nævnes da også den rigtige kansler, mag. Martinus. [2] Som en af grundene til ærkebispens fængsling anfører kongens prokurator: Ac istorum nobilium (o: de sammensvorne) consanguineus et cognatus ..... est . . . iste archiepiscopus (s. 290). Ligeledes siges der fra kongens side: In ecclesia Roschildensi praesentibus ipso rege et matre sua ..... har Grand svoret at være kongen huld og tro og hade hans fjender. specialiter flagitiosos istos et proscriptos ..... Pro ejus confirmatione a sancta sede apostolica obtinenda efficaciter scripsisset (s. 291). 657 Kongens juleophold på Søborg og hans underhandlinger med sin mægtige fange kendes kun fra krøniken, men der er næppe nogen grund til at forkaste dem. Hans „køgemester" Åge er den Åge Jonsen, der så ofte nævnes i datidens aktstykker, og som ganske rigtig var drost 1294 (se f. ex. DipL Svec. II, 177). Rygtet om de to prælaters fængsling havde imidlertid bredt sig og nåede da også en Lunde kanik Hans Sibrandsen, "som gik til studium i en stad, hedder Orliens". Han ilede strax til Italien og meddelte sagen til pave Coelestin V., hvem han traf i Neapel. Denne sendte derpå bud og brev til Danmark, men kongen lod buddet "myrde og dræbe" (B 4). En Hans Sibrandsen forekommer i akterne mellem flere af Grands tilhængere, som kongen på en eller anden måde har forurettet (s. 361). Hvorvidt det er ham, der har underrettet Coelestin V. om sagernes stilling, kan ikke afgöres, men noget må der være foregået, thi også den bremiske ærkebispekrønike omtaler pavens indgriben[1]. Krønikens påstand, at kong Erik skulde have ladet hans sendemand dræbe, er derimod en overdrivelse; han havde jo derved kun kunnet opnå at föje en ny forbrydelse til sit i forvejen store synderegister. Det må dog være bleven mere og mere klart for Erik [1] Scriptum apostolicum ipsum non tuetur, Celestinus pontifex simplex non timetur. Rex inflatus animo deum non veretur. Lappenberg. S. 26. S. r. D. VI, 267. Om grunden til at dette scriptum apostolicum ikke omtales under processen se Munch. Anf. skr. s. 122. 658 Mændved, at der ikke var udsigt til at beholde Grand længe på Søborg. I september 1295 havde han fået sluttet en våbenstilstand med Norge (Hvitfeld I, 307 (III, 24)), og en månedstid senere gjorde han sit sidste forsøg på at udsone sig med ærkebispen eller rettere, han søgte at binde hans hænder så fast, at man uden fare kunde løslade ham. St. Lucas'dag o: 18. okt. blev der nemlig forelagt ham "otte svare stykker og artikler", hvis besegling blev stillet som betingelse for hans løsladelse. Akterne, der i det hele taget har yderst få efterretninger fra den tid Grand sad fangen, omtaler slet ikke disse artikler; vi har derfor kun den udvej tilbage at undersøge, om de passer med de givne forhold og kongens politik, som den kendes andetsteds fra. Först skulde han opgive al klage mod kongen og dennes tilhængere, på egen "kost og tæring" løse dem af bandet, samt aldrig göre noget krav på skadeserstatning eller de penge, kongen skyldte ham. Alt dette lyder meget troværdigt og trænger ikke til videre kommentar; at han havde lånt kongen en större sum, indrömmer denne selv (s. 281). Fremdeles skulde han afstå Hammershus og ikke holde sine mænd ved den skånske skrå eller bruge kirkens ret mod nogen uden kongens tilladelse, ligesom han heller ikke måtte tvinge nogen kanik til at residere; endelig skulde han betale kongen 10,000 lødemark. At Hammershus var kongen en tom i öjet, fremgår tilstrækkelig af striden med Esger Juel, men derimod er bestemmelsen om den skånske skrå temmelig uforståelig i sin nuværende skikkelse. Grand fordrer selv tilladelse til at dömme efter kanonisk ret[1], hvad [1] Item quod libere possit uti canonibus in judicando . . . nec constringuntur judicare secundum statuta juri et rationi contraria (s. 365—66). 659 kongen dog ikke vil gå ind på, og allerede Jakob Erlandsen klager over, at Kristoffer l. vil holde folket til den skånske skrå[1]. Det hele forklares imidlertid let, når man går ud fra, at "ikke" er kommen ind ved en afskrivers eller sætters fejltagelse. At kongen faktisk har stræbt efter at indskrænke brugen af kirkens ret, hvorved vel her skal forstås retten til at dömme i meneds- og ægteskabssager, fremgår af en klage, Grand retter mod kongen; klagens ordlyd er rigtignok tabt, da der mangler et par blade i manuskriptet, men kan tydelig læses ud af kongens svar[2]; om dette just har været ganske i overensstemmelse med sandheden, er vist lidt tvivlsomt. Ved forbudet mod at tvinge kanikeme til at residere har kongen rimeligvis villet støtte det parti indenfor disses rækker, der bekæmpede den strængt kirkelige regel, at et kanonikats fulde indtægter kun kunde nydes, hvis indehaveren forrettede sin tjeneste ved domkirken[3]. Den sidste artikel, at Grand skulde udbetale 10,000 mk., er yderst troværdig, summen er endog her forholdsvis moderat, thi i sit klageskrift fordrer kongen 36,000 mk. guld! (S. 371). Som man vil se, findes der i disse artikler intet, der strider mod det standpunkt, kongen indtager, og heller ikke kan de siges at være for overdrevne, hvad man snarest måtte være bange for. Selv om de derfor kun [1] Item conqueritur, quod vulgus et quidam homines vestri . . .redire contendunt ad statuta quaedam, quae dicuntur skra (S. r. D. V. 591). [2] Item quod non praestat impedimentum, sed volt, quod archiepiscopus exerceat jurisdictionem sibi competentem in laicos in casibus spectantibus ad eundem (s. 358 art. 2 jfr. art. l). [3] Denne forklaring er mig velvillig meddelt af hr. dr. phil. H. Olrik. 660 kendes fra dette ene sted, fortjener de nok så megen tiltro som flere af procesakternes ubeviste og ubeviselige påstande, der dog til dagligdags går og gælder for god historie. At Grand ikke gik ind på dem, behøver næppe at bemærkes; hellere, sagde han, måtte de "skære hvert lem fra den anden, som var på hans liv". Hans lidelser skulde dog snart være tilende. Provst Jakob var for lang tid siden af "synderlig guds hjælp" flygtet fra Kalundborg efter 27 ugers fængsel, havde lykkelig og vel undgået kongens forsøg på atter at fange ham og befandt sig nu hos paven, som han havde truffet i "Avenion"[1]. Paven, Bonifacius VIII., sendte strax en legat til kongen, som skulde bevirke ærkebispens frigivelse; tillige skrev han til hr. Anders, hr. Jakob Nielsen og hr. Peder, kaniker af Lund, "som da lå på Hammershus i slotsloven," og befalede dem, at de ikke måtte overgive kongen slottet (B 4 vers. - B 6). Provsten siger selv i sin klage, at han kom løs efter 27 ugers fængsel (s. 303), men rigtignok ikke hemmelig og af synderlig guds hjælp. Det var kongen selv, der frigav ham af frygt for, at han skulde dø i fængslet; såsnart hans helbred imidlertid blev bedre, søgte han påny at få ham sat under lås og lukke. Denne beretning må foretrækkes for krønikens, thi man kan være sikker på, at provsten ikke har forvansket sandheden til fordel for kongen. Hans fængselsted nævnes kun her, derimod bliver den oplysning, at det var ham, der bragte Bonifacius den mere officielle underretning om alle disse begivenheder, stadfæstet af et pavebrev (Munch. Anf. skr. s. 138). [1] Dette er, som Munch bemærker, kun en fejlskrift for Anagni (anf. skr. s. 122 a. 1). 661 De tre herrer på Hammershus er velbekendte[1], men forfatteren - eller oversætteren - har dog her begået en lille titulaturfejl, idet Jakob Nielsen ikke er nogen kanik, men en person, der havde forbrudt sig mod lands lov og ret og derfor søgt tilflugt på Hammershus (s. 285). Förend legaten (Isarn) kom til Danmark, havde Grand dog på anden måde fået sin længe savnede frihed tilbage. Beskrivelsen af flugten og de dermed forbundne omstændigheder (B 6-C 3) turde være så vel kendt fra Ingemanns "Kong Erik og de Fredløse", at vi ikke behøver at gå nærmere ind på enkelthederne, af hvilke en stor del heller ikke kan kontrolleres. Den foregik St. Lucie nat (C 2), og efter en vanskelig og langvarig sejlads nåede man i god behold Hammershus. Vore hjemlige kilder, saavel akterne som årbøgerne, giver os kun ringe oplysning om denne flugt; derimod fortæller den lybske årbog til 1324, at Grand blev befriet "auxilio unius famuli cujus custodiae erat deputatus" (M. G. XVI, 416). Vidtløfligere er den bremiske ærkebispekrønike, hvis beretning i hovedtrækkene stemmer overens med krønikens[2]. Der er altsaa ingen grund til at tvivle om den velnærede Morten madsvends existens[3]- navnet Morten skyldes dog vist Ingemann [1] Hr. Peder er rimeligvis den "Petrus canonicus Lundensis. decanus de Borghandæholm'', der dør 1309 (Lunde Domkapitels Gavebøger ved Weeke. S. 56), Hr. Anders er den Andreas cellerarius der ofte omtales i akterne (f. ex. s. 327). [2] Per amicos igitur funes transmittuntur Et limae, per quas dura. vincula roduntur, Custodesque preciis vinoque vincuntur, Sic evadit pontifex, hostes confunduntur. Lappenberg. S. 26. S. r. D. VI, 267. [3] En anden af Grands hjælpere kaniken Hans Rodis (B. 7) nævnes i akterne som Grands tilhænger (Joh. Herodis. S. 361). 662 - eller om hele denne episode, der på grund af sin vidtløftighed og de indflettede datoer gör et meget tilforladeligt indtryk. Hvad undvigelsesdagen angår, da angives den i årb. til 1317 som proxima nocte post diem St. Luciae (S. r. D. II, 175); det er et spörgsmål, om dette i virkeligheden ikke betyder det samme som krønikens St. Lucie nat[1], men selv om dette måske kan være tvivlsomt, er den ringe forskæl af en dag dog ganske betydningsløs[2]. Ved fastelavnstid 1296 kom Isarn til Danmark. Han begav sig strax til kongen, hvem han befalede at sende sagførere til Rom, og dernæst skrev han St. Peders dag o: 22. febr. fra Roskilde til Grand, som han under kongens lejde "strængelig" bød at komme til København. Grand kom også derover, og havde en samtale med ham 14 dage efter påske; derfra drog han til Lybæk, og da han havde ventet der i nogen tid, fik han brev fra Isarn, der opholdt sig hos kongen i Ribe, om at denne nu var rede til at sende sine sagførere til Rom. Grand begav sig derfor over Brügge til paven, som han traf i "Avenion"; sammen med ham rejste han derpå til Rom, hvor kongens prokurator, kansleren Martinus, snart efter indfandt sig, og processen tog sin begyndelse (C 3 vers. - C 5 vers.). Tiden for Isarns ankomst er sikkert rigtig; han [1] Die "Nacht wurde im Miltelaller meist zu dem vorangegangenen Tage gerechnet, Sonnenaufgang bildete die Grenze. Grotefend. Zeitrechnung d. deutschen Mittelalters. 1891. I. 131. Jfr. samme forfatters Handbuch d. hist. Chronologie. S. 42. :[2] Blad A 6 nævnes blandt andet, at Grand aldrig skiftede klæder fra den dag han kom ind i tårnet "og til anden dagen efter Lucie dag det andet år derefter at han slap ud". Denne dato refererer sig dog sikkert til det forud sagte og ikke til flugten; om dagen kunde denne da umulig udføres. 663 træffes som vidne på et brev fra Roskilde 15. marts[1]. Ligeledes er den indre kronologiske sammenhæng pålidelig. Påsken faldt i 1296 den 25. marts, sammenkomsten i København er altså i dagene fra den 8. til den 10. april, og den 5. maj udsteder kongen sit prokuratorium fra Ribe (s. 276). Også Grands rejserute er rigtig angivet, det var i Brügge, at han, i det mindste efter kongens sigende, holdt sin bekendte tale, hvori han ytrede, at det var ham ligemeget, hvem der var konge i Danmark, når det blot ikke var nogen af Kristoffer I.s æt (s. 324 jfr. 293). Krønikens skildring af processen i Rom (C 5 vers. - G 7) er den mindst interessante del af skriftet Den indeholder for størstedelen kun de samme klager som i Grands indlæg; men dog findes der også enkelte episoder, der er gengivet langt fyldigere end de tilsvarende i akterne. Særlig må man da fremhæve beretningen om, hvorledes kongen samlede kanikerne i kapitelshusel og tvang dem til at holde messe, sköndt pave Coelestin havde lyst riget i band, samt fortællingen om hans indbrud i Lunde sakristi, hvor han udtog flere breve af kapitlets brevkiste. Af disse begivenheder, der begge fortælles med et öjenvidnes vidtløftighed og en modstanders hadefuldhed, må den förste være foregået kort efter ærkebispens fængsling (s. 280 jfr. kongens svar s. 284—85); den anden falder derimod langt senere. Krøniken lader imidlertid ikke blot kongen, men også junker Kristoffer begå lignende voldsgærninger. Da denne nemlig havde fået Grand sat i god forvaring på Søborg, vendte han tilbage til Lund, trængte ind i dom- [1] Rigsarkivets diplomatarium. Tom. IX. 664 kirkens sakristi, opbrød brevkisten og brændte brevene; derpå tvang han de rædselsslagne kaniker til at holde messe, uanset at deres ærkebisp var "så ynkeligen fangen og bunden" (B 3 - B 4, jfr. C 5 vers.)[1]. Måske slår ærkebispen disse to hærtog sammen til et, thi i sin klage omtaler han kun kongens overgreb; at kapitlet imidlertid har mistet flere privilegier, er sikkert nok; kongen må selv senere love at udstede nye (Hvitfeld I, 320 (III, 55)). Af andre originale tilföjelser findes kun den lille foromtalte notits om embedsmanden, hvem kongen fratog 400 mk., samt en klage over den molest, han tilføjede en Lunde kanik Henrik Blomme. Forfatteren slutter derpå sit skrift med at fortælle, at kong Erik blev dömt til at betale ærkebispen 50 mk., et tal der sikkert er fremkommen af originalens |, som Hvitfeld har misforstået og stræbt at forbedre ved tilföjelsen „måske løde mark guld"[2]. Det har vist sig ved de foregående enkeltundersøgelser, at krøniken i det hele og store må betragtes som en meget agtværdig kilde, og selv om det billede, forfatteren har givet os, på enkelte punkter er fortegnet eller for stærkt farvet, er disse fejl dog af en sådan art, at de uden vanskelighed kan fjærnes. Vi må derfor [1] Dette genfindes i ærkebisp Niels' krønike, forf. c. 1370, hvor det fortælles omtrent ordret som i fængselskrøniken: Qui (Christ.) statim rediens Lundis sacristiam st. Lundensis ecclesiae fregit et inde sicut Nabogodonosor in Jerusalem omnia clenodia abduxit et omnia privilegia et litteras fregit, abcissis plumbetis et sigillis, ac omnia privilegia et litteras in medio chori .... comburi fecit. S. r. D. VI, 627. Man fristes stærkt til at antage vor krønike som kilde. [2] Jfr. Hvitfeld I, 498 (III, 491). 665
|