Hardenberg og Eisenberg. 

Eiler Hardenberg og Elias Eisenberg levede i det sekstende århundrede; de tjente begge det dansk-norske dobbeltmonarki på høje poster, hver på sin måde, men de nævnes her sammen, fordi de begge - og næsten på samme tid - blev sendt på diplomatisk sendefærd til Tsar Ivan den Fjerde i Rusland.

Eiler Hardenberg (ca 1500  - 1565)

Hardenbergs fødselsår kendes ikke, men han menes at være født kort før år 1500. Fra 1559 til kort før sin død var han Rigshofmester og tjente dermed Kongen i Rigets fornemste embede. Han ejede store godser, og med sin hustru Karen Eriksdatter Rosenkrantz fik han gården Mattrup i Jylland, som han ved mageskifter gjorde til en stor ejendom.

I 1562 rejste han til Rusland som leder af en diplomatisk mission, der skulle forhandle med Tsar Ivan den Fjerde om et forbund, vendt imod de fælles fjender Sverige og Polen. I sendefærden deltog også Jacob Brockenhuus, Jens Truidsen Ulfstand og Zacharias Vheling. Danskerne ankom til Moskva den 6. juli. Forhandlingerne bar frugt. Man nåede frem til en aftale, og en traktat blev underskrevet den 7. august. I aftalen indgik, at Tsaren anerkendte, at Hertug Magnus, Kong Frederik den Andens yngre broder, besad sine ejendomme i Livland med rette. Enigheden på dette punkt varede nu ikke længe, men i den korte tid den bestod har den nok kastet glans over Hardenbergs karriere, der snart efter fik nogle slemme skrammer. Svækket og syg døde han i 1565. Han blev begravet i Gråbrødre Kirke i Horsens.

Elias Eisenberg (1534 - 1590)

Elias Eisenberg, sekretær i det Tyske Cancelli i København, blev i året 1571 sendt til Rusland for at forhandle med den Russiske Regering. Blandt hans forskellige hverv var at nå frem til en aftale om et planlagt ægteskab mellem Hertug Magnus, den Danske Konges broder, og prinsesse Maria Vladimirovna, datter af Fyrst Vladimir Andrejevitj. Aftalen blev indgået, og brylluppet fandt sted den 12. april 1573 i Novgorod.

I 1575 blev Eisenberg for anden gang sendt til Rusland, denne gang gjaldt det problemer, der var opstået i det høje Nord, i det Norske Lapland, der grænsede op til Rusland, og hvor Russiske embedsmænd, de såkaldte vojevoder, havde krænket lappernes rettigheder, i hvert fald i følge de klager, som lapperne havde fremsendt. 

Eisenberg kom til Narva den 19. maj, og den 24. var han i Novgorod, hvor han blev indtil den 20 juni, da der kom bud om, at den Russiske Storfyrste, Ivan den Fjerde, siden bedre kendt som Ivan den Grusomme, ville modtage ham i audiens den 24. juni i Torsjok, der lå 58 mil fra Novgorod.


Elias Eisenberg nåede frem til det fastsatte sted til den fastsatte tid, men da havde den lunefulde Storfyrste ombestemt sig; nu skulle Eisenberg møde ham den 25. juni i Tver, tolv mil fra Staritsa. Den 1. juli mødte et vældigt opbud på 200 ryttere frem for at modtage ham. Den 5. juli krævede den tilforordnede russiske officer, med titlen Pristav, at man gav ham en skriftlig fortegnelse over alle de gaver, som den danske delegation havde bragt med sig, og som var beregnet på det russiske hof.

Den 7. juli blev Eisenberg hentet til audiens, han blev ledsaget af tredive russiske ryttere. I audienshallen sad Storfyrsten med sin søn Ivan Ivanovitj ved sin side, og han modtag den danske gesandt meget nådigt.

Den 16. juli kom Eisenberg for anden gang til audiens. Denne gang gav Storfyrsten udtryk for at han fandt det krænkende, at Kongen af Danmark havde blandet sig i fredsforhandlingerne mellem Rusland og Sverige. Han sagde blandt andet, at han, Tsar Ivan, der nedstammede fra Kejser Augustus, ikke burde nedlade sig til at forhandle med Kongen af Sverige, der jo kun var en valgkonge, og desuden af ringe herkomst - og at hans fader, Gustav Vasa, kun var en fyrste, der ikke havde sin titel fra andre riger, og før kun havde kunnet kalde sig herre af Åbo, Viborg og nogle slotte, der ikke kunne kaldes rigtige fyrstendømmer. Det måtte derfor undre ham, at Kong Frederik kaldte ham sin broder og tillod sig så mange friheder. Og hvis han selv, Storfysten af Moskva, ville forhandle med en svensk gesandt, så måtte det ske gennem hans statholder i Novgorod.

Storfyrsten forlangte desuden, at slottene Padis, Hapsal, Lode og Leal skulle overgives til Hertug Magnus, som han elskede som sin egen søn. Denne skulle så betale en vis godtgørelse for disse slotte.

Men da Eisenberg ikke havde fået nogle instruktioner om denne sag, og derfor ikke turde indlede forhandlinger herom, så bad han om tilladelse til at rejse hjem. - Man tilstod ham en afskeds-audiens og gav ham fyrre zobelskind som gave. Derpå forlod han Rusland og kom den 25. juli tilbage til Narva.

Richard Mott