Richards site

Tilbage til forsiden

Filippo Nuvolonis tale (Oratio)

Forord

I året 1474 rejste Christiern den Første, Danmarks og Norges konge, ud på pilgrimsfærd. Målet var den vestlige kristenheds centrum, Rom, hvor han skulde besøge paven.

Rejsen begyndte i januar 1474; i april måned kom kongen til Rom, der blev han i tre uger, der mødte han paven, Sixtus den Fjerde, og kongens medarbejdere havde meget at tale med Curiens medarbejdere om. Da alt var aftalt og i orden var det tid at vende hjem. Men der var mange, der skulde besøges og hilses på undervejs, og den 9. maj gjorde han på hjemvejen et ophold i Mantova. Han var særlig knyttet til hoffet her, hans hustru, dronning Dorothea, var søster til markgrevinde Barbara, gift med Markgreve Ludovico Gonzaga. Kong Christiern blev nogle dage, og på fjerdedagen blev han fejret ved at en Italiener ved navn Filippo Nuvoloni holdt en blomstrende tale for ham. Det var der i og for sig ikke noget mærkeligt i, men talen blev trykt samme år, det var ikke så almindeligt, og denne trykte tale er bevaret til vore dage, og det gør den til noget ganske særligt. Den er det ældste Danicum på Det Kongelige Bibliotek - det vil sige det ældste bevarede trykte skrift, der har en væsentlig tilknytning til Danmark (og Norge) - ikke det første skrift, der blev trykt i Danmark, det var det jo ikke, men som sagt det ældste, der har en væsentlig forbindelse med Danmark. Det er dette tilfælde, der har vakt interesse omkring Filippo Nuvolonis Oratio og hans højstemte tale til Kongen, som han i øvrigt ikke vidste noget om. Selve talen fortæller os egentlig ikke noget om Kongen i øvrigt.

I Middelalderen skete det kun få gange, at en dansk konge rejste til Rom. Knud den Store gjorde det, og Erik Ejegod. Efter Reformationen var det utænkeligt, at den danske konge, øverste overhoved for den Evangelisk-Lutherske Kirke i Danmark og Norge, skulde sætte sine ben i Rom for at møde den mand, som protestanterne udskreg som Antikrist selv, paven. Først i vor tid er det blevet muligt for den danske konge (eller regerende dronning) at komme til Rom - og for paven at komme til Danmark.

Filippo Nuvoloni kommer ikke ind på, hvad Kong Christiern egentlig skulle i Rom, andet end at ære Paven og komme til ham i dybeste ydmyghed, som et fromt får. Men der har nok været andet at tale om. Pave Sixtus godkender, at kongen stifter et nyt selskab af riddere, Den Hellige Jomfrus Selskab. Medlemmer af dette selskab får en kæde, smykket blandt andet med en hvid elefant, og ordenen er forløberen for den senere Elefantorden. Selskabet får straks et tilholdssted, idet Kongen lader bygge et kapel ved Roskilde Domkirke, der skal være ordenens hjemsted. Det er de Hellige Tre Kongers kapel, der står den dag i dag - nu måske bedre kendt som Christiern den Førstes kapel. Flere konger og dronninger er gravsat her, blandt dem kong Christern selv og hans dronning Dorothea.

Har der mon også været talt om et universitet i København? Man ønskede i disse år at grundlægge et Dansk Universitet, men det krævede pavens godkendelse. Måske har det været diskuteret i 1474, men den endelige pavelige godkendelse gives først året efter. Det er dronning Dorothea, der dette år er i Rom, uden sin gemal, og som modtager pavens bekræftelse og anerkendelse: man kan godt gå i gang. Det gjorde man også, men man tog sig så god tid at svenskerne kom først med Uppsala Universitet, der blev grundlagt i 1477. København kom først med i 1479.

Denne rejse til Rom har altid været vel kendt og er ofte omtalt i dansk historieskrivning. Holger Drachmann har levet sig ind i begivenhederne og tegnet et livagtigt billede af mødet mellem barbaren fra Nord og den forfinede sydlænding:

   Lang er den Herre af Lemmer,
   Kæmpevoksen og bred.
   Det drøner i Gulvet da Kongen
   Falder for Paven ned.
   Han trykker med Andagt den hellige
   Tøffel til Læben sin.
   Paven forstaar ikke Plattysk,
   Og Kongen ikke Latin.

Selv på en afstand af firehundrede år tegner Holger Drachmann et rids af situationen, der sandsynligvis, efter alt hvad vi ved, er virkeligheden nærmere end Nuvolonis helt samtidige - men ganske tomme retorik. Drachmanns vers indgår i hans kantate i anledning af Københavns Universitets 400-års jubilæum i 1879.

Den latinske tale er i nærværende udgivelse delt i fem kapitler, og før hvert kapitel er den danske oversættelse forsynet med et kort sammendrag af, hvad kapitlet indeholder. Det er håbet, at denne disposition vil lette overblikket over talens indhold og hovedlinjer.

Nuvolonis tale blev genudgivet af Det Kongelige Bibliotek i 1984, i kommission hos Museum Tusculanums Forlag, af Vivian Etting, Rodolfo Signorini og Birgitte Werdelin. Der er tale om en særdeles smuk, ja forbilledlig udgave, hvor den korte tekst er suppleret med meget værdifulde kommentarer og særdeles velvalgte billeder. Teksten gengives dels fotografisk, efter 1474-trykket der opbevares i Henry E. Huntington Library i California i USA, dels i moderne typografi, der på det smukkeste gengiver originaludgaven - dog således, at abbreviaturerne er opløst, til glæde for den læser, der ikke er fortroligt med gammel skrift, og desuden ledsaget af et tekstkritisk apparat, der inddrager varianter fra to andre bevarede tidlige trykte udgaver. En egentlig oversættelse til Dansk bringes ikke, i stedet valgte man at optrykke en dansk tekst af Christiern Pedersen, der gør udstrakt brug af talen, stedvis citerer den, men, som det siges i den omtalte udgave fra 1984, ”det må understreges, at det er en meget fri gendigtning, hvor hele passager må tilskrives Christiern Pedersen selv.” (side 37).

Det kan nok siges at være et savn at der ikke findes en egentlig oversættelse. Hermed er der forsøgt at råde bod herpå.

Den 12. maj 1474 holdt den italienske soldat Filippo Nuvoloni en tale for Kong Christiern den 1. i Mantova. Talen gengives her, dels i sin oprindelige latinske skikkelse, dels i dansk oversættelse ved Richard Mott. Her kommer så talen:

Oratio Domini Philippi Nuvoloni ad Serenissimum Dominum Christiernum Daciae Norvegiae Sueciae Gothorum Slavorumque Regem.

Den Herre Filippo Nuvolonis Tale til den højt Ophøjede Herre Christiern, Konge af Danmark, Norge og Sverige, de Gothers og Venders.

1.
Cum ab incunabulis primordiisque, Rex
Serenissime! hanc mundi machinam natura
ipsa digerendo perficeret, nil aliud quo
clariorem illam pulchrioremque redderet
adinvenit quam varia rerum facie, colore
vario, varia volventium serie illustrandam
extollendamque firmaret - "Nec mirum, nam
nisi haec essent varietate referta quae
videmus, non ea utique qua quotidie capimur
voluptate caperemur. Existente ergo
varietate rerum, voluptas adest.

Quare ut Majestatem Tuam, cui ob
innumeras virtutes et miram comitatem
obnoxius sum, voluptate aliqua afficiam,
hanc orandi provinciam suscipere ausus
sum, ut hac varietate et novitate laetareris,
hominem scilicet videndo jam armis deditum,
militae traditum, has vestes penitus ab omni
gravitate semotas indutum, quotidieque atria
Principum incolentem orationem habuisse -
rem profecto tempestate nostra rarissimam
et insuetam.

1.
Forandring fryder. Og Filippo Nuvoloni ønsker at Kong Christiern må fryde sig, når han nu oplever en forandring i forhold til det sædvanlige - nemlig at den der skal tale for ham ikke er taler, men soldat.

Da Naturen selv, højt Ophøjede Konge! har fuldbragt denne indretning som Verden er, helt fra altings begyndelse, så fandt den ikke andet hvorved den kunde gøre Verden herligere og skønnere end ved at befæste den med tingenes forskellige udseende og forskellige farve, og belyse og ophøje den med omskiftelige tings vekslende følge. Intet under, thi hvis ikke det, vi så, var opfyldt af forskellighed, vilde vi ikke blive betaget med den lyst som vi nu daglig føler.
Når altså tingenes forskellighed er til, er der lyst til stede.

For at jeg derfor kan give Din Majestæt en oplevelse af lyst, og det skylder jeg Dine talløse dyder og Din forunderlige mildhed, så har jeg vovet at tage mod det hverv at holde denne tale, for at Du kunde fryde Dig over den forandring og nyhed det er at se et menneske, der hidtil var viet til våbnene og givet til krigen, nu klædt i denne dragt, der er ganske uden tynge, en mand som hver dag har tjent Fyrster i deres forgårde - holde en tale. Noget der visselig er såre sjældent og uvant i vor tid.

Quo fieri necesse est ut excusandus evadam, si pietatem Tuam, qua Italia illustrata est, et majorum Tuorum immanitatem, qua spoliata est, sicco pede, pingui Minerva, non ea qua oratores assolent arte perstrinxero. Nihil enim inter milites oratoresque distaret, si eandem orandi vim in utrisque comperias. Praeterea si exordiis, si arte illa, si coloribus uti voluero, haec fortasse Majestati Tuae taedio amaritudinique affutura non dubitavero. Quapropter ut rem expeditioni tradam atque commendem, militari ordine, non oratorio deambulabo.

2.
Legimus, Rex Serenissime, Patres Tuos, Gothorum Reges, Italiam quondam invasisse illamque exhaustam consumptamque funditus excidisse. Nam post multa gravia bella quae et Hispania sensit et Africa passa est, ad Theodoricum tandem rerum summa pervenit, qui penes Zenonem, Constantinopolitanum Caesarem, aliquot commoratus dies, deliciis captus, mulierum pellectus choris crebrisque spectaculis delectatus apud milites suos probro fuit. Quocirca illi in Regem acriter incensi commurmurando verborum volumina et vocum turbas fundere inceperunt, asserentes quod ignavi penitus et inertes otio dediti et segnitie contorpescerent, ipse autem in auro et purpura militiae et gloriae patrum suorum oblitus omnique voluptatis genere obrutus vitam duceret, cum jam desides eos et torpentes excitare fas esset pecuniamque quam olim militibus suis impertiendam duxerat, nunc fallaci illecebra sopitus et Veneri et soli Baccho elargiretur, nusquam homines honestius quam in castris hostium perituros quo vitam consequi mereantur immortalem, susurrantes et obstrepentes ni arma viriliter sumat novum se Regem confecturos.

Theodoricus, tumultuariis his verbis motus, urbem linquit, arma parat. Zeno autem, impetum timens barbarorum, ne hi quos hospitio susceperat agros depopularentur suos, Theodorico de invadenda Italia suadet auro opibusque referta. Qui Zenonis demulctus eloquio confestim Italiam aggressus est, in cujus faucibus Odeacrem obvium habet, quem bello superat, penes Veronam fundit.

Så må man da have mig undskyldt hvis jeg omtaler Din fromhed, der lyser ud over Italien, og Dine fædres grumhed, hvormed det engang blev udplyndret, med tør fod, og at min Minerva kun er plump, og at jeg ikke bruger den kunst som talere plejer at gøre brug af. Der vilde heller ikke være nogen forskel på soldater og talere, hvis den samme talekunst var hos begge. I øvrigt, hvis jeg vilde ty til indledende omsvøb og kunst og poesi, så tvivler ikke på at det vilde forekomme Din Majestæt kedeligt og trist. Derfor, når jeg nu begynder på dette, så vil jeg gøre det som en soldat, og ikke som en taler.

2.
Filippo Nuvoloni giver en malende beskrivelse af hvordan kong Christierns forfædre, gotiske herskere i den tidlige Middelalder, engang hærgede og plyndrede i Italien. Vist var de store og stærke, disse nordboer fra længst forvundne tider, men de forvoldte også megen ødelæggelse og sorg. Helt anderledes er det nu, da kong Christiern kommer med fred.

Vi har læst, Højt Ophøjede Konge! at Dine Fædre, Gothernes Konger, engang trængte ind i Italien og siden efterlod landet hærget og fuldstændig ødelagt. Thi efter mange hårde krige, som Spanien mærkede til og som Afrika led under, gik magten omsider over til Theoderik. Han opholdt sig i nogle dage hos Zeno, Den Konstantinopolitanske Kejser, optaget af fornøjelser og forlokket af kvindernes dans og hyppige skuespil; men derved blev han en skændsel for sine soldater. De rasende mod deres Konge, og skumlede indbyrdes og begyndte at protestere, idet de sagde at hér blev de holdt hen i fuldkommen sløvhed og uvirksomhed, i lediggang og i dorskhed, medens han førte sig frem i guld og purpur og helt glemte sine Fædres ære og førte et liv fuldt af fornøjelser, medens det dog var hans pligt at vække sine sløve og slappe folk. Og de penge, han engang havde fået for at give dem til sine soldater, dem ødslede han bort på Venus og Bacchus alene, døvet af forræderiske tillokkelser. Men Mennesker kunde aldrig dø mere ærerigt end i fjendernes lejr, dér skulde de gøre sig fortjent til et udødeligt liv! De skumlede og larmede op og sagde at hvis han ikke mandeligt greb til våben vilde de tage sig en ny Konge.

Theoderik blev opskræmt af disse oprørske ord og forlod byen og greb til våben. Men Zeno frygtede for barbarernes angreb og for at de, som han havde taget gæstfrit imod, skulde hærge hans jorder. Derfor overtalte han Theoderik til at gå ind i Italien, der var så fuld af guld og rigdomme. Og han lod sig overtale af Zeno og gav sig straks til at angribe Italien. Dér stødte han på Odoaker, som han besejrede i krig og slog på flugt, nær ved Verona.

Mox Ravennam tendit, hanc triennio obsidet. Foedus cum Odeacre injungit hac lege ut pariter imperio potirentur. Sed Theodoricus, cum Regni potestas impatiens consortis esset, Odeacrem dolo obtruncat. Hinc Romam proficiscitur, quae Regem audiens adventantem laeto suscipit vultu ingentique honore et permaximo apparatu illum splendide prosecuta est.

Post Theodoricum Athalaricus, post Athalaricum Theodatus. Adversus hunc bello armisque conflagrantem Justinianus Imperator Orientalis Belisarium Ducem invictissimum magna manu mittit in Italiam.

Qui cum acriter pugnaret et hostium agmina funderet, orta seditio in castris Gothorum est Vitigesque Rex eorum creatus est, qui multa vastando perdomuit. Mediolanum capitur a Gothis ibique ad internectionem usque cunctis occisis incenditur et aequatur solo, lapidumque moles effecta est quae antea clarissima civitas decore et pulchritudine emicabat.

Ex edicto Justiniani pax inter Belisarium et Vitigem utrimque celebratur. Gothi trans Padum loca teneant, citra Padum vero cuncta dimittant. Hoc autem factum est quod invidia et suspicio in virtutem Belisarii effervescebat, quam ob rem revocatur Belisarius ab Imperatore Constantinopolim supectus Regni Italiae potiundi.

Belli partaeque quasi victoriae anno quinto Belisarius et Vitigis una Constantinopolim transfretati sunt, cum Papiae Rex Gothorum Ildonatus crearetur.
Qui perfecto discessu Belisarii manum comparat, arma capit, victor evadit,multis confectis proeliis adversus quos Italiae praesides Belisarius bona fide reliquerat.

Interficitur Ildonatus a suis. Huic succedit Alaricus, post quem fit Totilas Rex, genere Gothus, natione Italus, qui tunc Trivisii imperabat centesimo anno post Athilam, Hunorum Regem, qui et una cum Gothis Italiam jam bello presserat.

Totilas, devictis cunctis gentibus Caesaris, quas tunc Italia continebat, Calabria Apuliaque potitus Neapolim invadit, hanc capit.

Remittitur Belisarius his se habentibus in Italiam. Totilas se piissime gerens sine bello Romam capit.
Capta Roma petit per legatos a Justiniano ut se Regem Romae sinat, non ad imperandum sed gubernandum. Si fecerit velle se amicum et filium Caesaris fieri. Quo negato Totilas inimico atque hostili animo progreditur, Romam funditus evertit, incendit, spoliat inflammatus scelere et furore, ardebant prae feritate et immanitate ejus oculi.

Toto ex ore cuncta Romanorum insignia abolenda crudelitas emanabat, quaeque jam et Mundi Domina et Regina ferebatur, miserabile dictu, mons saxorum et rupes facta est inhabitabilis et obscura. Quicquid enim est opere et manu factum labi et consumi aliquando posse Roma ipsa capta declarat. Nihil est humanis viribus laboratum quod non humanis aeque viribus destrui possit, quoniam mortalia sunt opera mortalium.

Snart kom han til Ravenna, og han belejrede byen i tre år. Han indgik så en pagt med Odoaker på det vilkår at de skulde have lige stor magt. Men da magten i Riget ikke tålte at blive delt, dræbte Theoderik Odoaker med svig. Siden drog han mod Rom. Da man dér hørte at Kongen kom, tog byen imod ham med glad mine og stor ære og hyldede ham på strålende vis med et prægtigt optog.

Efter Theoderik kom Atalarik, efter Atalarik Theodat. Denne brændte med krig og våben, men Justinian, Østens Kejser, sendte sin hærfører Belisarius til Italien for at kæmpe imod ham med en stor hær.

Medens han kæmpede hårdt og slog fjendernes skarer på flugt blev der oprør i Gothernes lejr, og Vitiges blev valgt til deres konge. Han hærgede mange steder og undertvang sine fjender. Mediolanum bliver indtaget af Gotherne og sættes i brand og jævnes med jorden, byen er nær sin undergang og alle bliver dræbt - og det der engang var en såre herlig stad som lyste af skønhed bliver nu en dynge sten.

Som følge af et edikt, udstedt af Justinian, blev der sluttet fred mellem Belisarius og Vitiges. Gotherne skjulde holde sig hinsides Po, men på denne side af Po skulde de opgive alt hvad de havde. Herved skete det at der opkom misundelse og mistanke mod Belisarius, og han blev kaldt tilbage til Konstantinopel af Kejseren. mistænkt for at vilde tage magten i Italien.

I krigens femte år, da sejren næsten var vundet, sejlede Belisarius og Vitigis sammen til Konstantinopel, medens Ildonatus blev valgt til Konge i Pavia. Da Belisarius var endelig borte greb han til våben og sejrede i mange slag mod de statholdere som Belisarius havde ladet tilbage i god tro.

Ildonatus bliver dræbt af sine egne. Han efterfølges af Alarik; og efter ham bliver Totila Konge. Han var Gother af herkomst, men tilhørte Italiens folk. Han herskede dengang i Trivisium i hundredåret efter Attila, Hunnernes Konge, som også sammen med Gotherne havde plaget Italien med krig.

Men da alle Kejserens folkeslag var besejret, dem som Italien dengang rummede, da bemægtigede Totila sig Calabria og Apulia og belejrede Neapolis og erobrede den.

Da forholdene nu var således, bliver Belisarius sendt tilbage til Italien. Totila fører sig frem som en overmåde from mand og indtager Rom uden krig.
Da Rom er indtaget beder han gennem udsendinge Justinianus om at gøre ham til Konge i Rom, ikke for at herske, men for at styre. Hvis han gjorde det, vilde han være Kejserens ven og søn. Men da det blev afvist rykkede Totila frem med uvenligt og fjendtligt sind. Han hærgede Rom til bunds og brændte og plyndrede, opflammet af sit forbryderiske sind og sit raseri, hans øjne brændte af vildskab og grumhed.

Ud fra hans ansigt vældede en grusomhed, der vilde afskaffe alle tegn på Romersk magt, og den by der før blev kaldt Verdens Herskerinde og Dronning blev, sørgeligt at sige, en hoben klippestykker og sten, ubeboelig og mørk. Thi menneskers værk og hvad der er skab ved menneskehånd kan også fortæres og forgå, det ses i det erobrede Rom. Intet er skabt med menneskelige kræfter som ikke kan ødelægges ved menneskelige kræfter, eftersom de dødeliges værker er dødelige.

Belisarius revertitur in Graeciam. Mittitur in Italiam Narxes. Hic mox Totilam fundit, sternit et occidit, cui illico Theias Rex succedit. Proelium committitur Nucerae. Theias a Narxete vincitur et obtruncatur. Gothi tunc se Italia egressuros sponte pollicentur, sed tardiuscule discessere. Italiam oppresserunt, depopulati sunt, spoliarunt, incenderunt Italiam viris, armis, moenibus, turribus, urbibus, pontibus, arcibus, aedificiis munitam, claram, insignitam et ornatam, vix ejus situm et fundum reliquerunt, quae duo hinc auferre non passus est Deus.

Sparsim me quidem et intercise, Rex Serenissime, haec perstringentem commeminisse juvat, ut quilibet audiat audiendo discat quam varie et multifariam Gothorum immanitatem, saevitiam, atrocitatem centum annos Italia perpessa est. Sed versate historias Gothorum: certe injurias, plagas, obsidiones, captivitates et caedes in hanc miseram Italiam deplorabitis. Evolvite annales: mirum fuerit si Vestalium deflorationes, virginum raptus, incendia et homicidia in Italos ab Gothis, de quibus jam dudum agimus, siccis oculis legere poteritis. Spectate et templorum picturas, quae apud imperitos vicem habent historiae: an quisquam est tam efferato pectore, cujus oculi in lacrimas non molliantur, qui non horreat et vehementer detestetur infelix Latium ab horum feritate rapinas, desolationes, ululatus et omnia cruciatuum genera passum? Sacerdotia, imagines, et preciosa templorum suppellex, omnia profanata, polluta, inquinata et deturpata sunt.

Parcius haec commemoranda fuerant, Inclite Rex! ne dum Gothorum, a quibus genus ducis, asperitatem recenseo splendorem Tuae denigrare velle videar. Sed non possunt res bellicae mitius agi, praesertim ubi magnis viribus decertandum est. Magnis quippe viribus ad domandum Italorum astum et robur opus fuit. Deinde hoc ago ego ut Te claris majoribus Tuis anteponam, nam lux post tenebras jucundior est, simulque ut Italiae nostrae tot malis fessae aliquando gratuler, quae jam Te mitiorem et majoribus vurtutibus praeditum nacta sit. Dulciora procul dubio sunt quae amaritudo praecessit.

Belisarius vender tilbage til Grækenland, Narses sendes til Italien. Han driver snart Totila på flugt og fælder og dræber ham. Totila efterfølges som Konge af Teja. Der står et slag ved Nuceria, Teja besejres af Narses og får hovedet hugget af. Gotherne lover nu af egen fri vilje at forlade Italien, men det varer længe før de drager bort. Da havde de undertrykt Italien, hærget, plyndret og stukket landet i brand, det land der var befæstet, herligt, enestående, så smukt prydet med mænd, våben, mure, tårne, byer , broer, buer, bygninger. Det var knap nok at de lod landets jord og beliggenhed bag sig, men det tillod Gud dem dog ikke at tage med sig.

Højt Ophøjede Konge! Jeg har med glæde, om end i spredt orden og noget tilfældigt, omtalt alt dette, for at enhver der hører det, ved at høre kan lære hvordan Italien måtte udholde Gothernes skiftende og mangfoldige vildskab og grusomhed og vold gennem hundrede år. Men vend bladene i Gothernes årbøger: I vil sikkert græde over al den uret og alle de slag, besættelser, fangenskaber og mord der skete i det ulykkelig Italien! Læs i årbøgerne: det vil være sært om I med tørre øjne vil kunne læse om Vestalindernes deflorering, voldtægt af jomfruer, brand og mord, begået mod Italerne af Gotherne, som vi allerede nu længe har talt om. Se også billederne i kirkerne, som indtager historiens plads blandt de ukyndige: er der mon nogen med et hjerte så hårdt at hans øjne ikke må vædes med tårer, som ikke må gyse eller føle vildt had når han ser det ulykkelige Latium, hvordan det på grund af disses vildskab måtte lide rov, fortvivlelse, gråd og alle slags pinsler? Præsteembeder, billeder og kirkernes dyrebare udstyr, alt blev skændet, besmudset, besmittet og fordærvet.

Alt dette skulde nok have været mere sparsomt omtalt for at jeg ikke skulde synes at fordunkle Din Majestæts stråleglans, medens jeg opregner Gothernes grumhed, dem som Du fører Din slægt tilbage til. Men krigeriske ting kan ikke omtales mere nænsomt, især ikke hvor der kæmpes med store styrker - og der var dengang brug for store styrker for at tæmme Italernes kløgt og styrke. Men dernæst har jeg gjort det for at fremhæve Dig frem for Dine forfædre; thi lys efter mørke er bedre. Og samtidig vil jeg lykønske vort Italien, der engang led så meget ondt, men som nu har tage imod Dig, der er mildere og begavet med større dyder. Det som kommer efter det bitre er jo uden tvivl sødere.

3.
Audisti, marchio Mantuae, <audistis> principes clari et cives ornatissimi, Theodoricum illum et Totilam ceterosque Gotos Italiam invasisse et spoliasse et ad delendam illam evertendamque venisse. Sed contra videtis hunc regem quanta cum humanitate, clementia, benignitate, modestia et mansuetudine Italiam adventarit.

3.
Kong Christiern er et sandt forbillede for de troende, for han er kommet som et lydigt og mildt lam. Derfor hyldes han nu af hele den Katholske Kirke i Rom med Paven i spidsen. De mest hædrende betegnelser som engang blev givet Oldtidens Kejsere gives nu til Christiern.

Du har hørt, Du Markgreve af Mantova, og I har hørt, I herlige Fyrster og prægtige Borgere, hvordan hin Theoderik og Totila og de øvrige Gother engang trængte ind i Italien og kom for at plyndre landet og ødelægge og omstyrte det. Men som noget helt andet ser I nu denne Konge, med hvor stor menneskelighed, mildhed, velvilje, beskedenhed og blidhed han er kommet til Italien.

Illi ad depraedandam, extorquendam, conflictandam, incendendam Italiam concessere, hic ad decorandam, illustrandam extollendamque pervenit. Illi non nisi furentes et ferro et sanguine ac trucidatione delectati, hic tamquam agnus obediens et mitis apparuit. Quis illorum fando cruentas manus, libidines et scelera explicet? Quis pietatem tuam, clarissimos mores, rex serenissime! vel oratione vel carmine consequatur? Si patrum tuorum irruptione ululatus et flebiles querelae Romae audiebantur, si religio lacerata, si templa eversa et dehonestata, si vasa mystica abrepta, si formidandae vastitatis facies illa terrori oculis hominum suberat, nonne nunc pontifex maximus, cuncti cardinales,tota romana curia te patrem patriae, te caesarem, te perpetuum dictatorem vocitarunt?

Nonne te in sinu suo sancta nunc suscepit ecclesia? Petrus et Paulus, Laurentius ceterique quos ecclesia nobis venerandos atque colendos excerpsit, si sua templa, si sacras aedes a patribus tuis diripi et profanari in vastatione illa senserunt, nonne credendum est et Petrum et Paulum, Laurentium ceterosque hujus adventu assurrexisse et majestatem tuam, si dicere fas est, fuisse veneratos?

Quis religione et sanctitate huic praeferendus, quinimmo quis aequiperandus? Sileant romani illi, sileant penitus! Non Fabricii, non Catones, non Scipiones, non Camilli, non Caesares sese hujus gloriae et lumini conferant, qui quanto magis Deum religionemque sanctam ignorarunt, tanto minus quid justitia et prudentia, quid fortitudo et temperantia, quid virtutis praemium esset agnoverunt.

Virtutem tuam, serenissime rex, non vana illa et inani gloria qua romani obsidebantur circumfusam, sed sanctam et vere vividam et veram extollendam mihi magnisque efferendam laudibus censui, ut veritate non adulatione rem geram nomenque tuum, gloria, decus et lumen cunctis italis innotescat. Multi quidem res gestas et proelia vitasque Caesarum illis alludendo penitus ab omni veritate sejuncti scriptitarunt, dumque vana pro veris constrepunt immortalitatemque scriptis suis fabulosa quadam nugacitate pollicentur, adeo aberrarunt ut et scriptores et hi de quibus scripserunt apud generosos animos ludificentur, et mortem sub specie fallicis vitae adipiscantur aeternam.

Hine kom for at plyndre og presse bytte ud af folket, og for at kæmpe og afbrænde landet, denne er kommet for at smykke landet og for at oplyse og ophøje det. Hine rasede og fandt glæde ved at svinge sværdet og udgyde blod og slå ihjel, denne er kommet som et lydigt og mildt lam. Hvad kan i ord fremstille hines blodige hænder og deres skændige lyster og forbrydelser? Og hvem kan i tale eller digt ret fortælle om Din fromhed og Dine lysende sæder, højt Ophøjede Konge? Hvis engang der hørtes hulken og grædende kalden i Rom da Dine forfædre trængte ind, hvis Troen blev sønderrevet og kirkerne omstødt og vanhelligede, hvis de hellige kar blev ført bort, hvis hin gyselige grumhed dengang trådte så tydelig frem for menneskenes øjne - hører vi så ikke nu Paven selv og alle Kardinalerne og hele den Romerske Kurie kalde Dig Fædrelandets Fader og Kejser og Evig Diktator?

Har den Hellige Kirke mon ikke taget Dig i sin favn? - Petrus og Paulus og Laurentius og alle de andre, som Kirken har udvalgt for at vi skulde ære og dyrke dem, hvis de engang så deres kirker og hellige huse omstyrtet og ødelagt af Dine forfædre under deres hærgen, må vi så ikke tro nu at Petrus og Paulus og Laurentius og de andre ved dennes ankomst er opstandne og har æret Din Majestæt, hvis vi tør tale således?

Hvem kan sættes før Dig i Tro og Hellighed, ja hvem kan sættes ved siden af Dig? Lad ikke Fabricierne, Catonerne, Scipionerne, Camillerne, Caesarerne sammenligne sig med dennes ære og dyd. Jo mere uvidende de var om Gud og den Hellige Tro, jo mindre forstod de hvad retfærdighed og visdom er, hvad tapperhed og mådehold og dydens belønning er.

Jeg har ment, højt Ophøjede Konge, at jeg burde ophøje Din dyd prise den storligt - ikke en dyd ombølget af forfængelig og tom ære som den Romerne var besat af, men en hellig og i sandhed levende og sand Dyd, således at jeg kan tale i sandhed og ikke smigrende, og således at Dit navn, Din ære , Din herlighed og Dit lys må blive kendt blandt alle Italiens folk. Mange har ganske vist skrevet om Kejsernes bedrifter, deres feltslag og deres liv, men helt uden forbindelse med sandheden, og når de udgiver forfængelige ord for at være sandhed, og lover udødelighed i deres skrifter, der er fyldt med forvrøvlede eventyr, er de faret i den grad vild at både forfatterne og dem de skriver om er blevet til latter blandt ædelt tænkende sjæle, og de har fået døden under et bedragerisk livs skin.

Illi porcum, serpentem, aquilam, corvum, a quibus aliquando agnomen acceperunt, pro insignibus deferebant. Tu, sanctissime rex, gloriosae imaginem virginis, tres Christi clavos, coronam Jesu atque haec centurionis illius verba fide plena : Vere Filius Dei Erat Iste pro monili et insigni tuo et ad tui tutelam es incunctanter et intrepide commolitus.

Haec sunt insignia viri hujus, haec fastus, haec pompa, haec vestium ornamenta. Jesum fatetur corde, Christum ostendit opere. Et ut verbis verba non onerem, quis umquam rex peregrinus Italiam adventavit, qui adeo a cuncto populo coleretur? Omnibus amori, cunctis venerationi, cuilibet videndo voluptati. Tantam regis comitatem, facilitatem, dulcedinem et jucunditatem admirantur, ut salva regia majestate non regem, sed patrem sibi videre videantur.

Quid dux ille invictissimus ligurum Sfortia, Italiae decus? Quid Mediolanum? Quid tota gens illa conclamat? Nonne te regem regum asserunt, humanorum humanissimum, bonorum optimum, Christianorum fidelium fidelissimum praedicant? Eja age, mi marchio praestantissime, haec est dies quam tibi fecit Dominus, exulta ac laeteris in ea. Ecce rex tuus ad te venit. Quis te beatior? Quis te felicior? Quem Italia te digniorem sustinet, quod talem tibi affinitate conjunctum habeas domi, quem tribus insignitum coronis aureis, tamquam tricorpor Geryon tria regna ministrantem, litaniis et canticis ingenti honore et permaximo cultu Italia tota et Roma veneretur.

4.
Quid agam incertus sum. Nisi enim, Serenissime Rex, ab hoc honestissimo coetu accusari metuam quod gloriam Tuam minus accurate percurram, bellicas res Tuas, quibus summum solium, Regia sceptra, sublime fastigium, immortalitatem denique Tibi comparasti, praetereundas esse censerem. Contra, si longior sim, censuram omnino Majestatis Tuae mihi subeundam putem. Sed virtus nimia, qua vere fulges adeo me premit et urget ut, etiam si me damnes, egregia facinora Tua quae caelum usque attingunt minime reticenda judicem.

De bar et svin, en slange, en ørn, en ravn frem for sig som deres felttegn, og fra dem tog de undertiden deres egne tilnavne. Du, Allerhelligste Konge, har ufortøvet og uforfærdet taget billedet af den Herlige Jomfru, Kristi tre nagler, Jesu Krone, og disse Høvedsmandens ord, fulde af tro: I sandhed, han var Guds søn som Dit mærke og tegn.

Disse er denne mands tegn, dette er hans pragt, denne hans herlighed, denne hans prægtige klædning: Han bekender Jesus i hjertet, han viser Kristus i gerning. Og for ikke at dynge ord på ord, hvilken fremmed Konge er da nogen sinde kommet til Italien, som således har vundet hele folkets hjerter? Alle elsker ham, alle ærer ham, alle glæder sig ved at se ham. De beundrer Kongens så store mildhed, hans ligefremhed, blidhed og munterhed, så det er som om de ser for sig, ikke en Konge, men en Fader - med al ærbødighed for Kongelig Majestæt.

Hvad gør hin uovervindelige Hertug over Ligurerne, Sforza, Italiens pryd? Hvad gør Milano? Hvad råber ikke hele folket? Kalder de Dig ikke Kongernes Konge, den mest menneskelige af alle menneskelige, den bedste af alle gode, den mest troende af alle troende kristne? Ja, min fortræffelige Markgreve, denne er dagen som Herren har gjort for Dig, glæd Dig og fryd Dig! Se Din Konge kommer til Dig! Hvem er lykkeligere end Dig? Hvem mere salig? Hvem vandrer på Italiens jord mere værdig end Dig, Du som hjemme har en slægtning til denne, hædret med Tre Kroner, som hersker over tre Riger ligesom Geryon med de tre kroppe, og som hele Italien ærer med litanier og salmer og med vældig ære og den største jubel.

4.
Christiern har ikke arvet sin Kongetitel, han er valgt til Konge, og det er også bedre. Som krigsherre er han uovervindelig, og han er grænseløst gavmild mod sine soldater. Han er ikke noget dødeligt menneske, ikke nogen jordisk skabning - han er guddommelig.

Jeg ved ikke hvad jeg nu skal gøre. Hvis jeg ikke, højt Ophøjede Konge, måtte frygte for at denne høje forsamling vilde bebrejde mig at jeg ikke fortalte nok om Din herlighed, så vilde jeg tro at jeg skulde forbigå Dine krigeriske gerninger, hvormed Du har erhvervet Dig det Højeste Sæde, de Kongelige Sceptre, den Øverste Trone, ja Udødeligheden Selv. Men på den anden side måtte jeg tro at Din Majestæt vilde dadle mig hvis jeg var mere vidtløftig. Men den store dyd, hvormed Du lyser, presser mig i den grad at, selv om Du så måtte fordømme mig, så må jeg mene at Dine herlige gerninger, som når til Himlen, ikke skal forties.

Nihil felicius et laude et gloria dignius sapientes attestati sunt quam hominem vel bello et armis vel scientia et rerum indagatione florere: his duobus et clari efficimur et insignes prae his quae vulgo appellamus bona, et pro quibus invicem homines temere digladiantur. Nam spectabiliora mihi profecto et majore laude prosequenda videntur quae nobis certamine, sudore, vi, labore, arte, industria, sapientia et ratione paramus quam priscae opes, facultates, bona, fortunae, praedia, status et imperia quae patres nostri nobis hereditario jure reliquerunt. Hinc non nisi segnities atque torpedo consurgit et stemmate ac longo sanguinis ordine insolescimus, inde partarum rerum gaudium, gestorum commemoratio et debellati hostis gloria emicat, rutilat et fulget.

Quae cum ita sint, quis Te, Rex Invictissime, major, quis Te dignior, quem omnes homines, etiam duri ac difficiles, non ament, foveant et toto pectore complectantur? Illud quoque in caelum efferendum est, quod sententia publica et communi consensu, cunctis annuentibus proceribus, ducibus et principibus ad illud culmen, splendorem amplitudinemque perveneris ut, post vetustam illam et antiquam Regum familiam tempore et aetate consumptam, Tu in Regem Daciae prae ceteris electus sis et Dux eorum, Auctor et Caesar Augustus appeleris, Tibique non solum Regnum large et magnifice contulerint, sed superstitem Reginam virtute clarissimam castissimamque Tibi conjugio jure optimo junxerint.

O celebre et memorabile factum! O expectatam Majestatem! O perennem gloriam! O nomen immortale! O aeternum decus! Non haec patres Tui, non has domus et aedes, lares, sedes et imperia reliquerunt, sed virtus haec omnia Tibi non aemulando cumulavit, qui non solum Regnum incolume benignitate et justitia conservasti, sed huic nova imperia militari, bellica et hostili manu viriliter adjecisti. Pugnando et debellando multas Europae gentes sub Septentrionali plaga silvestres, eferas et indomitas in potestatem redegisti Tuam nomenque Tuum usque ad sidera et ad Martem ipsum impulisti.

Quid de liberalitate et munificentia Tua erga milites Tuos praedicem, qui adeo cumulatim, ubere et affluenter cunctos dono prosequeris ut, nihil Tibi relinquens, eos ditissimos reddas et praedam, si qua evenit, universam illis laeto animo eroges? Mercedes, munera, honores, praemia, fructus et emolumenta unicuique adeo juste elargiris ut non solum Te Regem venerentur, sed magnificentia et humanitate Tua sibi consocium et consodalem optimum et fidum dijudicent, arbitrentur et putent. Ferre, pati, tolerare et sustinere nives et soles, imbres et pluvias, vigilias et fames, si quis Te posse minime existimet, Majestatem Tuam intueatur consideret et notet: Non mortalem hominem, non terrenum, sed quandam Divinae Majestatis imaginem et speciem conspexisse fatebitur.

De Viise har vidnet om, at intet er lykkeligere og intet mere ros og ære værd end et menneske der blomstrer, enten i krig og med våben eller ved videnskab og tingenes udforskning. Ved disse to bliver vi berømte og fremtrædende fremfor ved det som ellers plejer at kalde godt, og som mennesker ubesindigt strides om. Det synes mig visselig mere prægtigt og større ros værd, det som vi erhverver os ved kamp og sved, ved kraft og arbejde og kunst og flid og visdom og kløgt, end det som vore forfædre gav os med arvelig ret, gamle rigdomme og midler, godser, rigdomme, høj stilling og magt. Af dette sidste kommer ikke andet end sløvhed og træghed, og vi vænner os til alt det vi får i kraft af vor slægt og en lang række forfædre - men af hint glinser, lyser og stråler glæden ved erhvervede ting, erindringen om gjorte gerninger og æren ved at have besejret fjenden.

Da nu dette er så, Uovervindelige Konge! hvem er så mere værdig end Du, hvem alle mennesker, selv de hårde og vanskelige, ikke kan andet end elske og holde af og favne af hele hjertet? Det skal også råbes til Himlen, at Du ved Folkets afgørelse og ved fælles beslutning og med alle de bedste mænds samtykke er kommet til stråleglans og herlighed, således at Du, efter hin gamle og ældede Kongeslægt som tiden og alderen havde taget, blev valgt til Konge af Danmark og Folkets anfører, at Du kaldes Forøger og Ophøjet Kejser, og man har givet Dig, ikke kun et stort og herligt Rige, men også Rigets Enkedronning, herlig i dyd og såre kysk, i et ret ægteskab.

O Berømmelige og Mindeværdige Gerning! O Du ventede Majestæt! O Evige Ære! O Udødelige Navn! O Evige Pryd! Det var ikke Dine fædre der efterlod Dig dette, disse huse og kirker, disse Dine hjem, dine slotte og Riger, men det er Din dyd der har ophobet det til Dig, Du der ikke havde Din lige. Og Du har ikke kun bevaret Riget urokket ved mildhed og retfærdighed, men Du har dertil føjet ny Riger på mandig vis, ved soldaters krigeriske og fjendtlige magt. Ved at bekæmpe og besejre mange Europæiske folk i Norden har Du draget disse folk fra skovene, vilde og utæmmede, ind under Din magt, og hævet Dit eget navn til stjernerne og til Mars selv.

Hvad skal jeg sige om Din storsindethed og gavmildhed mod Dine soldater, Du som i sådan overflod, så rigeligt og overstrømmende, giver gaver til alle og derved gør dem overmåde rige og velstående, medens Du intet beholder for Dig selv? Sold, gaver, æresbevisninger, belønninger, rigdom og overflødighed giver Du alle i den grad at de ikke kun ærer Dig som deres Konge, men i kraft af Din storslåethed og milde menneskelighed anser, tror og mener at Du er deres bedste og mest trofaste fælle og ven. At bære, tåle, lide og udholde sne og sol, byger og regn, at våge og tørste - hvis nogen tror at det kan Du ikke, så lad ham betragte, syne og mærke sig Din Majestæt: Så må han må indrømme at han ser for sig, ikke et dødeligt menneske, ikke en jordisk skabning, men et billede og en afglans af Guddommelig Majestæt.

Quas omnes ob res cum infinita ac divina bona Tua finita et mortali oratione mea comprehendi nequeant, silentio cetera quae majorem eloquentiam desiderant involvere institui. Sed unum illud injungendum puto, quo nimirum ad dicendum impellor, ut Majestas Serenissima Tua Regali posito supercilio me excusatione dignum admittat, si ea quae dulci vocum modulamine et venustate et gratia de Te cantanda fuerant, aspere indecenter et indistincte perstrinxerim. Ex superioribus enim me non literis prorsus sed Principibus et militiae deditum cognovisti, neque id Tibi, Prudentissimo Regi, difficile fuerit - tecum enim reputabis hominem aulicum et militarem non posse ea dicendo consequi quae ne literatissimi quidem homines sperent.

5.
Reliquum est quod postremo et verecundius Majestatem Tuam exoratam velim, me ad equestrem ordinem evehat. Sic enim antiquam illam et laudatam consuetudinem imitatus fueris, qua hospites vicissim in benevolentiae pignus se donabant, et me summo honore decoraveris. Non infima certe laus est magno viro placuisse. Neque me quisquam tam ambitionis arguat quam propositum meum laudet, quod eum honorem quaeram qui mihi ad virtutem calcar sollicitum futurus sit, et ab eo illum maxime exequar, qui inter ceteros Reges, tamquam Sol inter stellas fulgendo, et virtute et prudentia principatum obtineat. Quamquam enim superioribus annis, Rex Serenissime, militiae studiosus fuerim decusque nonnullum ex ea mihi aliquando peperim, non ea equidem adeo decorabar ut inter armatae militiae milites, Rei Publicae et Principi juramento addictus annumerarer aliquoque insigni honore ceteros antestarem atque praecellerem. Quare Majestatem Tuam vehementer obsecro ut me vibranti ense et auro monilique religiosissimo Tuo clarum insignemque reddere non dedignetur, quod si genere et sanguine inter Italos nobiles adjudicer, auctoritate Majestatis Tuae, qua mihi et decus et gloria dignitasque statim emersit, inter primarios et summates viros et equites asscribi laudatissime queam. Hoc si feceris et me ipsum beaveris quem summo honore decoraveris, et te dignum facies. Nulla enim re quam erogandis maximis beneficiis viri praestantes et sibi hominis conciliant et Deo proximius accedunt.

Fyrstepaladset i Mantova, hvor Filippo Nuvoloni holdt sin tale for Kong Christiern.

På grund af alle disse ting, og da Dine uendelige og guddommelige gode gerninger ikke kan favnes i min begrænsede og dødelige tale, så har jeg besluttet at hylle resten i tavshed, alt det øvrige som kræver en større veltalenhed. Men en ting må jeg dog bede om, ja jeg ligefrem drives dertil, nemlig at Du i Din højt Ophøjede Majestæt, skulde det end være med et hævet øjenbryn, vil undskylde mig, hvis jeg har berørt ting angående Dig som skulde besynges med stemmernes søde melodi og skønhed og ynde - hvis jeg har berørt dem, siger jeg, hårdt,usømmeligt og uden kunst. Af det foregående har Du nemlig forstået at jeg ikke har hengivet mig til boglige sysler, men til fyrstetjeneste og krig. Det vil ejheller være vanskeligt for Dig, Du såre Viise Konge, thi Du vil forstå at en hofmand og krigsmand kan ikke med sine ord opnå det som end ikke de mest lærde mænd kunde håbe på.

5.
Filippo Nuvoloni slutter sin tale med at bede Kong Christiern om at slå ham til Ridder.

Det står tilbage at jeg til sidst og med ærbødighed vil bede Din Majestæt om at ophøje mig i ridderstanden. Således vilde Du nemlig efterligne hin gamle og rosværdige skik, hvorved gæster og værter gensidig gav hinanden et pant på deres velvilje, og Du vilde pryde mig med den højeste ære. Det er visselig ikke den ringeste ros at have behaget en stor mand. Ejheller vil nogen bebrejde mig min lyst til ære, men man vil prise mit forsæt, thi den ære jeg søger vil være mig en spore til dyd, og jeg skal få den af den der blandt alle Konger har førstepladsen i henseende til dyd og visdom, som Solen ved sit skin blandt stjernerne. Thi skønt jeg i tidligere år, højt Ophøjede Konge, hengav mig til krigstjeneste og erhvervede mig nogen ære derved, så blev jeg dog ikke således prydet at jeg blandt hærens soldater kunde regne mig for bundet ved ed til Staten og til Fyrsten, eller således at jeg ved en fremtrædende ære stod frem for andre og udmærkede mig særligt. Derfor trygler jeg Din majestæt med styrke om at Du ikke vil forsmå at gøre mig berømt og fremtrædende med Dit såre hellige skælvende sværd og med guld og en halskæde. Thi hvis jeg således må blive regnet blandt ædle Italere i kraft af Din Majestæts myndighed, hvorved der straks gives mig herlighed og ære og værdighed, så vil jeg regnes blandt de fremmeste og højeste mænd og riddere, på den berømmeligste vis.
Hvis Du gjorde dette vilde Du både lyksaliggøre mig, som Du derved vilde smykke med den højeste ære, og ophøje Dig selv. Thi der er intet som uddeling af de største velgerninger hvorved fremtrædende mænd vinder mennesker for sig og kommer nærmere Gud.

Denne tale blev holdt af den herre Filippo til den førnævnte Konge i Mantova, i den ædle Fyrstes palads, under Kejserens loggia, den tolvte maj år 1474. Da talen var holdt blev han slået til Ridder, under stort bifald fra alle.