Richard Mott

 Hver af de 32 dele består af ca 5 sider latinsk grundtekst  +  dansk oversættelse ved Richard Mott. Se ovenfor.

 

Forsiden viser biskop Hans Albertsen og hans hustru Karine. Tegning i Resens Atlas efter forsvunden gravsten fra Vor Frue Kirke i København, stukket 1677. Hans Albertsen var nært knyttet til Niels Hemmingsen, der kreerede ham til dr. theol i 1563. Han døde i 1569. At Karine Albertsen er med, er interessant derved, at det menes at være den tidligste afbildning af en dansk bispinde.

[Kommentar:  Ordet 'kreere'?  - jo, det er skam godt nok, og du kan finde det i den nærmest forhåndenværende fremmedordbog. Det kommer af det latinske udsagnsord "creo", der betyder "jeg skaber".  Ordet "kreere" bruges på dansk også om at udnævne et menneske til doktor, ikke nødvendigvis doctor medicinae, men doktor af enhver slags, også doctor theologiae.  Richard Mott ] 

Indledning

Niels Hemmingsen var 1500-tallets betydeligste danske teolog. Han var født på Lolland i 1513, af bondeslægt, kom fra meget små kår men svang sig op til at blive professor ved Københavns Universitet og kongens og regeringens betroede medarbejder i en lang årrække.

'Niels Hemmingsen was the most prominent Danish theologian in the sixteenth century. He was born in 1513 into a peasant family on the island of Lolland#. Despite the humble and poor background he climbed to become a professor at the University of Copenhagen. He was also the trusted councillor of both king and government for man years.'

I 1553 blev Niels Hemmingsen professor ved det teologiske fakultet, efter at han først havde været lærer i græsk og dialektik. Og han var i en række år, frem til 1579, fakultetets førstemand og stærkeste kraft. Han var vældig aktiv, og som forfatter uhyre produktiv. Han skrev både på latin og dansk, og nogle af hans latinske bøger blev oversat til dansk endnu i hans levetid, medens nogle af hans danske bøger blev oversat til latin. Latin var jo tidens internationale, lærde sprog, det man skrev, når man ville nå ud over landets grænser.

After having taught Greek and Dialectics for a number of years, Niels Hemmingsen became a professor at the Faculty of Theology in Copenhagen in 1553 and for many years he was the faculty´s leading and most influential figure. He was a very industrious man and a prolific author and he wrote both in Latin and Danish. Some of his Latin books were translated into Danish and other languages in his own his lifetime by other scholars, and some of his Danish books were translated into Latin. Latin was, of course, the international language of the time and had a status as English has to-day. It was the language an author had to use if he wanted his books to be read outside the borders of his own country. 

Hemmingsen gav sig også i kast med andet end teologi, han syslede blandt andet med moralske juridiske, økonomiske spørgsmål. Stedet er ikke her til at gøre rede for hans store forfatterskab, eller for den indflydelse han kom til at øve gennem det. Kun skal det bemærkes, at han, der havde studeret i Wittenberg, følte sig stærkt knyttet til sin lærer Philipp Melanchthon, langt mere end til Luther. Og igennem Niels Hemmingsen blev Philipp Melanchthons åndsretning (den såkaldte „philippisme”) meget fremtrædende i Danmark i anden halvdel af det sekstende århundrede.

Der var andre reformatorer i tiden end tyskerne. I Frankrig og i Schweiz havde Jean Calvin stor indflydelse. Han huskes især for sin energiske hævdelse af Guds forudbestemmelse, prædistinationen: Gud har i forvejen bestemt hvilke mennesker, der efter deres død skal komme i Himlen og nyde evig salighed dér, og hvem der kommer i Helvede og skal pines i evighed. Denne lære bekæmpede Niels Hemmingsen voldsomt.

På et andet punkt, i spørgsmålet om nadveren, det hellige mindemåltid der er kernen i kirkens gudstjeneste, dér havde Niels Hemmingsen nok sympati for Calvins opfattelse (nemlig at man ikke bogstavelig talt æder Guden, men at nadveren er en handling, hvor kun den troende får en særlig nåde fra Gud). Og af den grund er Hemmingsen blevet kaldt krypto-calvinist, det vil sige calvinist i det skjulte. Men da han så kraftigt tager afstand fra Calvin i det langt vigtigere spørgsmål om prædestinationen, er betegnelsen krypto-calvinist i grunden misvisende.

I 1572 skrev Niels Hemmingsen to bøger om ægteskabet, én på dansk og én på latin. Den danske bog kom først, den hed slet og ret „Om Ægteskab”. Dens målgruppe var det dannede, læsende borgerskab, for så vidt en snæver kreds, kunne man sige, for kun få mestrede den svære kunst at læse. Men i videre forstand sigter Hemmingsen til alle i samfundet, i hvert fald til alle, der var gift, eller som kunne tænke sig at blive det.

Den latinske bog fulgte kort efter. Den kom til at hedde „Libellus de conjugio, repudio et divortio”, det vil sige „En lille bog om ægteskab, hævet forlovelse og skilsmisse”. Den blev trykt i Tyskland, i Leipzig, og havde bud til kirkemænd i hele det protestantiske Europa. Men særligt henvendte den sig til de præster, der sad som medlemmer af de særdomstole, der tog sig af ægteskabssager. Det er denne bog, der hermed fremlægges i oversættelse til dansk.

I hvert bispedømme, hvert stift i Danmark var der i tilslutning til bispestolen en gruppe præster,  der mødtes jævnlig for at tage stilling til sager om indgåelse og opløsning af ægteskab, og beslægtede sager (det vil især sige sexualforbrydelser). Denne præsteforsamling kalder Hemmingsen i sin bog Consistorium. Senere tider har talt om Tamperretten, det kommer af at domstolen skulde træde sammen på Tamperdagene (latin: Quattuor Tempora), det var fire dage, der lå spredt jævnt udover året. Vi kender især ordet fra Holbergs komedie „Mascarade”, hvor tjeneren Henrik opfører en drabelig scene for at vise Leander, hvor galt det kan gå, hvis han bryder sit ægteskabsløfte.

I Holbergs komedie er det Københavns Universitets ledelse, Universitetets Konsistorium, der er Tamperret. Det var en ordning, der var indført i 1681. Det år lagde man ægteskabssagerne fra Sjælland hen til Universitetet. Men på Niels Hemmingsens tid havde Tamperretten for Sjællands Stift hjemme i Roskilde, og Hemmingsen selv har antagelig været en af rettens dommere (se afsnit 136).

Den fuldstændige titel på Hemmingsens latinske ægteskabsbog er: "Libellus de conjugio, repudio et divortio, in gratiam fratrum, qui judices causarum matrimonialium in Regnis Dania et Norvegia constituti sunt, conscriptus a Nicolao Hemmingio Doctore". Altså: "En lille bog om ægteskab, hævet forlovelse og skilsmisse, skrevet af doktor Niels Hemmingsen til hjælp for de brødre, der er sat til dommere i ægteskabssager i Rigerne Danmark og Norge".

Havde Hemmingsen nu alene tænkt på sine brødre i Danmark og Norge, havde han ikke behøvet at gribe til latinen. Men det lå i den måde, bogen kom frem på, at sigtet var videre. I året 1572 var en vis Johann Stossel fra Sachsen kommet til København, hvor han førte lange og interessante samtaler med Hemmingsen. Dennes danske ægteskabsbog må være udkommet omtrent på dette tidspunkt, og Stossel og Hemmingsen har talt sammen om problemerne med at udforme en ny, protestantisk ægteskabsret, nu da man havde vendt ryggen til den kanoniske rets århundredgamle bestemmelser. Det skal være Stossel, der fik Hemmingsen til at skrive sin latinske ægteskabsbog, og Stossel fik manuskriptet med hjem og sørgede for, at det blev trykt.

Hemmingsens bog vakte interesse i Tyskland, og nogen har syntes, at den skulle læses også af folk der ikke kunne latin. Så en tysk oversættelse blev trykt endnu før århundredet var omme. (i) Men mærkeligt nok kender man ikke nogen oversættelse til dansk. - Det skal her siges, at der er stor forskel på Hemmingsens to ægteskabsbøger, den danske „Om Ægteskab” og den latinske „Libellus”. Den, der vil kende indholdet af „Libellus” kan ikke nøjes med at læse „Om Ægteskab”, de to bøger dækker slet ikke hinanden. Og da næsten ingen læser latin i vore dage, er det yderst småt med kendskabet til „Libellus” - og til Hemmingsens latinske forfatterskab i det hele taget.

Der er også det mærkelige, at Niels Hemmingsens bøger ikke er optrykt eller udkommet i Danmark i over tre hundrede år! Skal man holde sig til Det Kongelige Bibliotek i København og dets katalog, så er den seneste danske udgivelse af et værk af Hemmingsen fra året 1653 (og interessant nok er det en genudgivelse af hans danske ægteskabsbog). Niels Hemmingsen bliver nok berømmet som en betydelig forfatter i leksika og tidsskriftartikler, men hans bøger er ikke let tilgængelige, og man har i århundreder ikke kunnet købe hans bøger hos boghandlerne! Man læser ikke Hemmingsen, og man kender ham kun på anden hånd. Med denne udgivelse skulle der være gjort en begyndelse på at rette op på dette forhold.

Hemmingsens latinske ægteskabsbog kan nok siges at være noget ujævn, i den forstand at noget er let læst og interessant, medens andet er tungt og omstændeligt. Den læser, der ikke er meget specielt interesseret i beregning af slægtskabsgrader og deres betydning for ægteskabs indgåelse, rådes til at springe afsnittene 94 - 171 over. De er så at sige af rent teknisk natur.

Det mærkes sine steder, at Hemmingsen står på skuldrene af middelalderens filosoffer, de såkaldte skolastikere. Hans begrebsapparat er i nogen grad hentet hos dem. Det gælder for eksempel begrebsparret form-indhold, på latin forma-materia. Dette begrebspar har sin gode mening på moderne dansk, men Hemmingsen bruger det i en særlig betydning - den betydning, det har hos skolastikerne, der igen har det fra Aristoteles. Og det er ikke let at sige, hvad Aristoteles mener.

Form-indhold kan have en helt håndgribelig betydning. Hvis vi tænker på en snebold, så er en kugle dens form, og sne er dens indhold. Det er ligetil. Men når Hemmingsen og hans forgængere taler om ægteskabets form og indhold, hvad betyder så det? Her kan vi ikke tage så håndfast på det som i tilfældet med snebolden. Men noget må det jo betyde.

Vi kommer måske det Aristotelisk-skolastiske begrebspar form-indhold nærmest, hvis vi siger, at formen betegner det abstrakte begreb om tingen, og indholdet betegner formens virkeliggørelse. På den måde bliver Aristoteles’ form noget i retning af Platons begreb idéen -  idéen om en ting. Idéen er immateriel og fuldkommen, dens virkeliggørelse er materiel og derfor ufuldkommen. Alligevel, det er ikke helt det samme.

Vi finder begrebsparret i afsnit 378 i denne bog. Her fremstiller Hemmingsen kanonisternes synspunkter - Kanonisterne er den romersk-katolske kirkes retslærde, de der forstår sig på kanonisk ret, den katolske kirkes ret. Kanonisterne deler ægteskabets væsen i to, nemlig i form og indhold. (Ægteskabets væsen er altså ikke det samme som ægteskabets indhold, som man kunne tro, men dets væsen omfatter både form og indhold). Formen bestemmes da som „selve ægteskabets fuldbyrdede forpligtelse” - det vil vel sige den samlede sum af juridiske og moralske pligter (og vel også rettigheder), som man har, når man er gift. Indholdet bestemmes som „de personer der indgår ægteskab”. Det ligner godt nok det Aristoteliske begrebspar. Men bidrager anvendelsen af begrebsparret til en dybere forståelse af hvad ægteskabet er? Læseren kan studere afsnittene 378 og 379 og selv dømme. - I øvrigt er denne skelnen mellem ægteskabets form og indhold jo ikke indført af Hemmingsen, men af hans forgængere i Kirkeretten, og dem polemiserer han faktisk imod.

Andet arvegods fra skolastikken er syllogismen. Den bruger Hemmingsen blandt andet i afsnittene 22 - 30. Herved forudsætter han, at læserne kender begreberne oversætning og undersætning (i en syllogisme). Det er nu let forklaret: En syllogisme består af tre sætninger, lad os kalde dem Sætning 1, Sætning 2, Sætning 3. Idet nu Sætning 1 og Sætning 2 påstås at gælde, så følger heraf at Sætning 3 også gælder. Sætning 1 kaldes oversætningen, Sætning 2 er undersætningen. Sætning 3 er konklusionen.

Desuden er en syllogisme gerne støbt i en bestemt logisk form. Det vil vi ikke komme nærmere ind på her. Men lad os som eksempel tage følgende syllogisme:

   Alle, hvis pligt det er at ofre og bede uden ophør, skal altid holde sig fra deres ægtefæller (Sætning 1).

   Det er præsternes pligt at ofre og bede uden ophør (Sætning 2).

   Følgelig:    Præster bør ikke være gift. (Sætning 3).

Denne syllogisme præsenterer Hemmingsen i afsnit 26. Han er ikke enig i konklusionen, men da den følger logisk af Sætning 1 (oversætningen) og Sætning 2 (undersætningen), når de begge antages at gælde, må Hemmingsen erklære sig uenig i mindst en af de to første sætninger. Han erklærer sig uenig i dem begge: Både oversætningen og undersætningen er forkert. - Syllogismen er et ganske simpelt slutningsskema, og det er helt med urette at den har stået i et lidt mystisk lys, som noget særligt. Det er med den som med det Aristoteliske begrebspar form-materie, den er et stykke forældet tankegods, der nu kun har historisk interesse.

Undertiden taler Niels Hemmingsen om „De kejserlige love” og om „kejserretten” (for eksempel afsnit 185), og læseren vil naturligt nok spørge efter, hvad der ligger i det begreb. Kejserlige love er givet af en kejser, det er klart nok, men hvilken kejser, eller hvilke kejsere? Tanken går i retning af de romerske kejsere, og det er også den rigtige retning, men der kræves dog en præcisering af begrebet. Der er nemlig ikke tale om de romerske kejsere, vi først tænker på, Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius og så videre, de tidligste kejsere. Kejserret er heller ikke uden videre synonym med den østromerske kejser Justinians samling af lovbøger, det berømte "Corpus Juris Civilis" fra omkring 530 - 535. Dette Corpus er en del af Kejserretten, men Kejserretten omfatter meget mere end det.

Det var i senmiddelalderen, og endnu på Niels Hemmingsens tid, den almindelige opfattelse at oldtidens Imperium Romanum havde fortsat sin eksistens op igennem århundrederne, og at der endnu på Niels Hemmingsens tid fandtes et romerrige under ledelse af en kejser, en Imperator eller Cæsar. Rigets tyngdepunkt var i 1500-tallet ikke mere Rom eller Italien. Det var snarere at finde et sted nord for Alperne, og riget selv var en konføderation af fortrinsvis tyske stater. Hvert land styredes af sin fyrste (der kunne være en konge), og til at varetage helhedens, konføderationens, interesser valgtes en kejser. Denne kejser hævede sig over de andre fyrster. Med et udtryk fra oldtidens Persien kunne man sige, at han var „kongernes konge” (Shahinshah på persisk). Men det skal understreges, at man i middelalderen sjældent brugte denne vending om kejseren, så hvis der i en middelalderlig tekst tales om kongernes konge, Rex Regum, er det gerne Gud, der menes.)

Denne konføderation var altså langt mere tysk end romersk. Så man kunne godt spørge, med hvilken ret kejseren førte titlen Imperator Romanus? - Det er selvfølgelig, når man ser nærmere til, et stykke politisk propaganda. Der klæbede en så overvældende prestige til titlen, at der var en realpolitisk gevinst at hente for den, der turde gøre krav på den, og som fik sit krav så nogenlunde respekteret. Begrebet romersk kejser stod med en stråleglans, der næsten hævede sig over fornuftig kritik.

I 1500-tallet var det Habsburgerne, det habsburgske fyrstehus, der udnyttede denne kejsermyte. Og statsforbundet, som kejseren præsiderede over, kaldtes med et lyrisk udtryk „Det Hellige Romerske Rige af den Tyske Nation”. Så havde den romerske myte og den tyske realitet fået hver sit.

I senmiddelalderen havde kejserligsindede propagandister fyret godt op under myten. Den berømteste af disse „imperiale” eller „imperialistiske” forfattere var Dante Alighieri, med sit skrift "De Monarchia”. En anden, der sang med i koret, var en vis Abbed Engelbert, fra Østrig. Hans skrift „De ortu, progressu et fine Romani Imperii” (Om Romerrigets opståen, udvikling og endeligt) udviser en tankegang, der må slå en senere tid med forbløffelse, så naiv den er: Ligesom der blandt alle dyr er ét, der er dyrenes konge - og det er løven! - og ligesom der blandt luftens vingede væsener er én der er fuglenes konge - og det er ørnen! - således må der også blandt menneskene være én, der er sat til at herske over alle de andre. Og denne ene er den romerske kejser!

Så enfoldig argumentationen end er, synes den dog at have fundet sangbund. Selv i Danmark, der ikke hørte til kejserens magtssfære, har Niels Hemmingsen alligevel ærbødighed for kejseren. Og de love, kejseren gav, vejede ligesom tungere end andre fyrsters love. De havde vel ikke umiddelbart gyldighed i Danmark, men var der en ufuldstændighed i dansk lovgivning, tyede man naturligt til kejserens ret, som subsidiær ret. - Det var næsten, som om der var en forestilling om, at bagved eller ovenover den nationale ret fandtes en international ret, og det var kejserens ret. Ligesom i vore dage, hvis man ikke kan få sit synspunkt drevet igennem ved landets domstole, så appelerer man undertiden til en overnational domstol, Domstolen for menneskerettigheder for eksempel - sådan var der sine steder den gang en forestilling om, at man kunde henskyde sin sag til kejseren. Fra Norge er der bevidnet folkelige forestillinger så sent som fra 1800-tallet om, at man kunne appelere sin sag „til Spiret”. „Spiret” er en forvanskning af navnet Speyer, den by hvor den kejserlige domstol engang havde sit sæde.

Hvad er så „kejserretten”? Ja, i videste forstand er det alle love, der er givet af en magthaver, der af sin samtid eller eftertid blev anerkendt som romersk kejser.

Men her kommer nu straks nogle indskrænkninger til. For det første var megen lovgivning gået tabt igennem århundrederne, håndskrifter med lovteksterne var gået tabt. For det andet, på Niels Hemmingsens tid var endnu langt fra alle bevarede love blevet trykt (og dermed let tilgængelige). Meget henlå i enkelte håndskrifter, til dels upåagtet, i diverse biblioteker og arkiver, i praksis altså ukendt. Kun en lille brøkdel af den kejserlige lovgivning gennem tiderne kan have været kendt for Niels Hemmingsen. De love han har kendt - måske endda kun delvis og i uddrag - synes at være "Codex Theodosianus" (fra år 438), det omtalte "Corpus Juris Civilis" fra 500-tallet, og lovgivning fra hans egen tid.

Forøvrigt må man være opmærksom på, at det på den tid vrimlede med forfalskninger. Niels Hemmingsen og hans samtid har taget mange tekster for gode varer, som en senere tid har afsløret som svindel - det vil sige tekster, der ikke går tilbage til den, de selv hævder, de går tilbage til - eller som ikke er fra den tid, de foregiver at være fra. Det er altså et ganske broget billede, der tegner sig, når „Kejserretten” skal nærmere bestemmes.

For at gøre den foreliggende bog mere overskuelig har oversætteren delt den i 447 afsnit. Til nogle af afsnittene er der en kommentar sidst i bogen. Hvis der til et afsnit er knyttet en kommentar, er det markeret med en stjerne *  efter afsnittet.

Niels Hemmingsen har en del græske citater og enkelte græske ord i sin ellers latinske tekst. Disse citater og enkelte ord er blevet stående på græsk i oversættelsen, men ordene er sat med sædvanlige latinske bogstaver men i kursiv. Som regel vil det græske være oversat i en note bag i bogen.

Den Johann Stossel, der havde sørget for trykningen af „Libellus”, kom snart i hård modvind hjemme i Sachsen. Han blev fængslet af magthaverne fordi hans meninger ikke var orthodox Lutherske. Stossel og hans meningsfæller (der også kom i fængsel) kunne ikke forlige sig med den kurfyrstelig autoriserede tro på Jesu ubikvitet (allestedsnærværelse). Specielt kunne de ikke tro på Jesu bogstavelige, fysiske nærvær i nadver­elementerne, brødet og vinen. Da de forsvarede sig med, at som de mente, sådan mente også den berømte Hemmingsen i Danmark, kom turen til ham. Efter flere års trakasserier endte sagen med at Frederik 2. af kongelig magtfuldkommenhed bestemte, at Niels Hemmingsen „på en tid lang” skulle være afsat fra sit professorembede. Situationen var grotesk: Den højtbegavede, højt kultiverede mand overfor drukkenbolten, og magten i drukkenboltens hænder! Hemmingsen måtte efter sin suspension opgive sin professorbolig i København og drage til Roskilde, hvor han i mange år havde haft et præbende (et stykke jord, der gav ham indtægter). 

Niels Hemmingsens latinske ægteskabsbog fik stor praktisk betydning. Da den første egentlige danske ægteskabslov blev givet i 1582 (Frederik 2.s Ægteskabsordinans af 19. juni 1582) byggede den i høj grad på Niels Hemmingsen. Som påvist af V. A. Secher i forrige Århundrede er der adskillige tætte paralleler mellem Hemmingsens bog og Ordinansen. Det menes da også, at Ordinansen er ført i pennen af Hemmingsen selv. Ganske vist var han suspenderet som professor, da Ordinansen kom, men han kan have skrevet den før suspensionen i 1579. Og i øvrigt, selv om han ikke forelæste ved universitetet kan statsmagten jo godt have gjort brug af hans tjenester alligevel.

Da Ægteskabsordinansen kom, sad Hemmingsen i Roskilde, uden for den daglige tummel i København, men stadigvæk æret og agtet som „Hele Danmarks Lærer”. Hans professorkolleger i København sendte ham regelmæssigt et fad vin hver jul; han var nok i nogen grad gemt, men absolut ikke glemt. Og da den skotske Kong James 6. besøgte Danmark i året 1590 var et møde med Niels Hemmingsen på kongens program, og de to havde en teologisk samtale på Latin.

I Hemmingsens sidste år kom alderdomsskrøbeligheder til - han blev blind. Imens voksede hans berømmelse ude i det protestantiske Europa, og der kom mange udgaver af hans bøger, også mange oversættelser af hans bøger til folkesprogene. Han udsendte også selv nye værker i sin alderdom. Og mæt af dage har han sikkert været, og i hvert fald ældgammel, 87 år, da han lukkede sine blinde øjne i Roskilde den 23. maj 1600. Han blev begravet i Roskilde Domkirke. 

Richard Mott