139.  Verum quidam contra hanc regulam, sed mutilatam, hoc modo insurgunt: Quoto gradu distat remotior a stipite, toto inter se distant. Si haec regula vera est, ajunt, Janus, qui est in quinto gradu, postest ducere Annam, amitam maximam.

                                                           Schema

                                                           Paulus

Sed cum amita maxima sit Jano loco matris, profecto contra legem naturae fuerit Janum et Annam connubio jungi, id quod Glossographus licere ex regula male intellecta statuit. Putat enim cognationem Pauli in Jano desiisse, hoc est, non extendi cognationem ultra atnepotes. Sed error, ut fit, errorem parit.

139.   Men nogle vender sig imod denne regel med disse ord - det er dog gerne reglen i en forvansket form, de angriber:  Lige så mange led, som den fjerneste er fra deres fælles rod, lige så mange grader er der imellem dem. Hvis denne regel er sand, siger de, så kan Janus, der er i femte led, tage Anna, sin oldefars faster, ti1 ægte:

                                                           Skema.

                                                           Paulus

Men eftersom oldefars faster er i mors sted i forhold til Janus, ville det afgjort være imod naturens lov, hvis Janus og Anna indgik ægteskab - sådan som en kommentator har skrevet, at de måtte; men det var ud fra en forkert forståelse af reglen. Han mener nemlig, at Paulus' slægt ikke rækker ned til Janus, det vil sige at slægtskab ikke skal strækkes ud til og udover tip-tipoldebørnene. Så fører den ene fejl den anden med sig, som det tit sker.

140.  Quid ergo dicendum? Regula integra est inspicienda, haec videlicet: Quoto gradu remotior distat a communi stipite, eodem etiam a quolibet per aliam lineam descendentium distat.

140.  Hvad skal vi sige hertil? Reglen må anskues i sin helhed, nemlig sådan: Så mange led som den, der er fjernest, er fra den fælles rod, så mange grader er der mellem to beslægtede i to forskellige sidelinier. 

141.  Si ergo Anna descendit per lineam alterius lateris recte concludunt, qui regulam impugnant. At si non descendit, nulla est illorum conclusio, ut quae cum regula qua nituntur, pugnet. Quis enim, quaeso, vere dixerit Annam ab altero latere a stipite descendere? 

Nam si Annam consideres respectu stipitis, an non in recta linea ascendentium invenitur? Recta enim linea a filia ad patrem ascenditur, ut vicissim a patre ad filiam perpendiculariter descenditur. At si respicias Annam respectu descendentium a latere, nequamquam in numero descendentium ejus lateris censenda est, cum sit stipes descendentium in eo latere, et filius ejus primus descendentium, nepos secundus, pronepos tertius, atque ita deinceps.

141.  Hvis altså Anna er efterkommer i den ene sidelinie, som Janus er det i den anden, så ville de have ret, der bekæmper reglen. Men hvis hun ikke er efterkommer, er der ikke noget i deres slutning, der strider mod den regel, der sigtes til. Og hvem kan med rette hævde, at Anna nedstammer fra stammen i den ene sidegren?

Thi hvis man ser Anna i forhold til stammen, står hun så ikke i en ret opstigende linie? Man stiger nemlig i en ret linie op fra datter til far, ligesom man omvendt stiger lodret ned fra far til datter. Men hvis man betragter Anna i forhold til efterkommerne i hendes egen sidelinie, skal hun naturligvis ikke regnes med blandt efterkommerne i denne linie, for hun er deres stamme, og hendes søn er den første af efterkommerne, hendes barnebarn den anden, hendes oldebarn den tredie, og så fremdeles.

142.  Proinde Anna et Jacobus neque respectu mutuo neque comparate ad stipitem dicuntur laterales, sed propter aliud, hoc est quia sunt stipites collateralium, ex quibus laterales descendunt. Ex quo factum est quod quidam ex veteribus filios eorum, qui sunt primi in oppositis lineis in prima generatione posuerint. 

Cum ergo dicitur in regula "a quolibet per aliam lineam descendentium", is qui est proximus stipiti manifeste excluditur, ut qui a stipite recta linea descendat, a quo prognati descendunt quidem recta linea, sed laterales dicuntur quia opponuntur adverso lateri. 

142.  Derfor kaldes Anna og Jakob ikke lateraler (sidestillede), hverken i deres indbyrdes forhold, eller når de sammenlignes i deres forhold til stammen; men de kaldes lateraler af en anden grund, nemlig fordi de selv er stammer til slægtningene i sidelinierne; de er dem, hvorfra sidegrenene nedstammer.

Derfor regnede også nogle i ældre tid deres sønner, dem der står først i de modstillede linier, som første generation. Når der altså i denne regel tales om „hvem som helst fra en anden descendenslinie" - så er det tydeligt, at den, der er stammen nærmest, ikke skal regnes med. Han kommer ganske vist i lige linie fra stammen, men efterkommere i lige linie kommer fra ham. Men sådanne personer kaldes lateraler, fordi de står overfor hinanden i modstillede sidelinier.

143. Non ergo ex hac regula sequitur, quod Janus possit Annam ducere. Non enim est in numero descendentium, si latera opposita respicis. Atque ita videmus regulam accomodatam instituto eorum, qui ipsam primi tradiderunt, ex omni parte constantem et firmam esse, modo non ab ejus vero sensu quem ipsa grammatica suppeditat, discedamus. 

Ceterum cum haec regula vulgo mutilata allegatur hoc modo: Quoto gradu remotior distat a communi stipite, toto gradu inter se distant, et generalius quam voluerunt, qui illam tradiderunt, accipitur, videtur sane sua generalitate primum etiam gradum alterius lateris a stipite communi complecti, ex quo factum est, quod multi hanc regulam impunaverint.

143.  Det følger altså ikke af denne regel, at Janus kan ægte Anna. Hun er nemlig ikke med i rækken af efterkommere, hvis man betragter de modstillede sidelinier. Og således ser vi, at reglen er tilpasset deres forhold, der som de første gav reglen videre; og vi ser, at den i alle henseender er urokkelig og fast, blot vi ikke viger fra dens rette mening, og som grammatikken giver os hjælp til at forstå.

Iøvrigt gengives denne regel gerne i en forvansket form, nemlig sådan: så mange trin, som den, der er længst fra stammen, er fra denne, så mange led er der mellem de to, vi taler om; og reglen fortolkes gerne bredere, end de havde til hensigt, der har overleveret den. Og fordi den fortolkes så bredt, synes den også at omfatte første trin i den anden sidelinje. Derfor har mange vendt sig imod reglen.

144.  Exemplum esto: 

                                                           Thara

Hic quia Sara distat secundo gradu a stipite communi, Abrahae juncta est secundo gradu. Hoc exemplum sanctissimae memoriae praeceptor noster Philippus Melanthon ponit, neque tamen regula ita accepta, modo commoda adhibeatur interpretatio, falsa erit. Nequaquam enim vult haec regula, ut aequaliter a stipite vel inter se distare putentur remotior a stipite et vicinior stipiti, quod quidem sentire absurdissimum esset, sed hoc solummodo vult regula, quod remotior a stipite non propius attingat quemlibet eorum, qui ab altero latere descendunt, quam stipitem ipsum. 

144.  Tag følgende eksempel:

                                                           Tara

Her er Sara to led fra den fælles stamme, og derfor er hun beslægtet med Abraham i anden grad. Philipp Melanchton, vor lærer, om hvem vi bevarer et velsignet minde, har anført dette eksempel, og det viser, at reglen for så vidt ikke er forkert, blot den fortolkes på en passende måde. Thi meningen med reglen er ikke, at når den ene er nærmere stammen (og den anden altså fjernere), så skal de regnes for at være lige nær stammen, og lige nær hinanden; det ville også være fuldstændig urimeligt. Men reglen vil kun fastslå, at ingen står nogen fra en anden sidelinie nærmere, end han selv står stammen, når han selv er længere fra stammen end den fra sidelinien, som han sammenholdes med.

145.  Ponamus exempli gratia hoc schema:

  Paulus

Hic Jonas, qui est in tertio gradu, non propius attingit Petrum viciniorem stipiti, videlicet in secundo gradu, quam stipitem ipsum. Nec idem Jonas propius attingit Annam, quae est in primo gradu a stipite quam ipsum stipitem, etsi Jonas est in tertio gradu - quod tamen suspicari quis posset, cum Anna et Jacobus sint in uno gradu a stipite, nempe primo. Vult ergo regula, ut discernamus inter gradum simplicem et duplicatum. Breviter, si exponimus verbum distat, ut res ipsa postulare videtur per remotionem seu negationem contrarii, ut distat ponatur pro non propius attingit, regula nihil habet incommodi. Tametsi satius est eam revocare ad pleniorem illam regulam, et inde ejus interpretationem petere. Sed haec placuit breviter adjicere, ne regulam istam truncatam, tamquam absurdissimam cum quibusdam abjiciamus, cum possit commoda interpretatione adhibita recte defendi et utiliter retineri.  

145.  Lad os for eksempel anføre følgende skema:

  Paulus

Her er Jonas i tredie led, mens Peter er nærmere stammen, for han er i andet led, og Jonas står ikke Peter nærmere, end han står selve stammen. - Samme Jonas er heller ikke Anna nærmere, end han er stammen, selv om Anna er i første led og Jonas i tredie. Det kunne man ellers tro, fordi Anna og Jakob er i samme led fra stammen, nemlig første. Reglen vil altså, at vi skal skelne mellem enkelte trin og dobbelte. Kort sagt, hvis vi fortolker ordene „er imellem" helt umiddelbart som fjernhed, eller benægtelse af det modsatte - sådan at vendingen „så langt er der imellem A og B" betyder „A og B er ikke hinanden nærmere end..."- så er der ingen vanskeligheder ved reglen. Dog er det bedre at henholde sig til den mere fuldstændige regel og fortolke forholdet herudfra. Jeg har villet tilføje dette, for at vi ikke skal forkaste denne forkortede regel og anse den for urimelig, som visse andre gør. Thi med den anførte praktiske fortolkning kan den både forsvares og anvendes med fordel.

146.  Porro, quae hactenus diximus de regulis illis tribus canonicorum quae serviunt supputationi graduum, eo tantum referri volo, ut recte eas juxta canonicorum sententiam intelligamus, et accomodemus legibus divinis et humanis de licitis et illicitis nuptiis, ad quas modo nobis transeundum est.

146.  Hvad vi her har sagt om kanonisternes tre regler til beregning af slægtskabsgrader har jeg kun villet nævne, for at vi skal kunne forstå dem rigtigt, i overensstemmelse med kanonisternes egen opfattelse; og for at vi skal kunne tilpasse dem til de Guddommelige og menneskelige love vedrørende tilladte og ikke-tilladte ægteskaber, som vi straks skal gå over til.

Leges Divinae de prohibitis gradibus.

147.  Quoniam Deus hominem ad imaginem suam condidit, vult hanc imaginem in homine lucere. Hujus quaedam lineamenta sunt virtutes, quae in Deo sunt perfectissimae, inter quas primum locum modo recte judicaverimus occupat castitas, quae in scripturis sanctitas saepenumero appellatur, ad quam Deus ipse invitat, cum ait: Sancti estote, quia ego sanctus sum. Ab hac enim ut manant ceterae, ita quoque ad eandem tuendam et conservandam referuntur omnes. Ex quo factum est, ut Graeci castitatem aptissimis vocabulis, nunc a forma agnothta, nunc sophrosynēn ab effectu nominent. Nam quemadmodum corpus hominis in eburneo sepulchro conditum non putrescere putatur, ita anima hominis, donec in vera castitate manet, a putredine viciorum immunis est, et tuta conservatur. - Ut ergo homines hanc virtutem hominis excellentia dignissimam magis expeterent, amarent, tuerentur. 

De Guddommelige love om de forbudte grader.

147.  Eftersom Gud har skabt mennesket i sit eget billede, så vil Han, at dette billede skal lyse i mennesket. Dyderne er så at sige grundtrækkene i dette billede. De findes i fuldkommenhed i Gud. Og blandt dyderne har kyskheden førstepladsen, som vi netop har sagt.

I skrifterne kaldes kyskheden ofte den Hellighed, som Gud selv opfordrer os til at søge, når han siger: I skal være hellige, som Jeg er hellig. - Herfra kommer de andre dyder, og derfor tjener de andre dyder også til at beskytte og bevare kyskheden. Derfor har også grækerne truffet de helt rigtige ord for dette, når de snart, taler om agnoteta, uskyld på grund af kyskhedens skikkelse, snart om sophrosynēn, klogt mådehold, på grund af kyskhedens virkning. Det er, som når man hegraver et menneske i en elfensbenskiste, så mener man at legemet ikke rådner. Sådan er det med menneskesjælen: så længe den forbliver i sand kyskhed, er den uimodtagelig for lasternes råddenskab, og den bevares i sikkerhed. Denne dyd passer i højeste grad for mennesket i dets ophøjethed - måtte dog menneskene søge den mere, elske den mere, værne om den!

148.  Deus legem conjugiorum et in natura impressit, et postea eandem suo testimonio confirmavit, quam multae etiam barbarae nationes ignarae Dei agnoverunt, tametsi, proh dolor, inveniuntur, qui omni exuta humanitate, a diabolo impulsi, tamquam frenetici adversus hanc legem ferantur. Sed hi non tam homines quam immanes bestiae dici merentur. 

148.  Guds lov om ægteskabet har Han selv nedlagt i naturen, og siden har Han bekræftet den ved sit vidnesbyrd, et vidnesbyrd som mange folk, også barbarer der ikke kender Gud, har lært at kende. Men ak! Der findes nogle, der har aflagt al menneskelighed, drevet af Djævelen, og som raser som gale imod denne lov. Men de fortjener ikke at kaldes mennesker, snarere vældige uhyrer.

149.  Huc accesserunt Imperatorum constitutiones, Episcoporum decreta, et Nationum instituta, quibus Lex Naturae impressa de castis conjugiis fulcitur, munitur et conservatur, ne homines instar bestiarum in obscoenas ruant libidines, quibus imago Dei veluti inducta aboletur peritque. Hinc facile est judicare, in quanto precio sint apud Deum casta conjugia, quibus tot limites praefixi sunt, ut Lex Naturae, Testimonium Dei, religiosorum Imperatorum constitutiones, sanctiones Episcoporum et Nationum instituta, de quibus ordine dicemus, ac primum de Lege Naturae et Testimonio Dei, quo non nova lex conditur, sed olim mentibus hominum impressa repetitur et declaratur.

149.  Hertil kommer kejserens forordninger, biskoppernes bestemmelser, og folkenes skikke; alt  dette styrker, befæster og bevarer denne lov om kyske ægteskaber, som findes indpræget i naturen. Den skal tjene til, at menneskene ikke, som vilde dyr, render efter uanstændige lyster, hvorved det Guds billede, der så at sige bor i dem, forsvinder og går til grunde. Herudaf ser man let, hvor dyrebare kyske ægteskaber er for Gud; og for disse ægteskaber er der sat adskillige grænsepæle, såsom naturens lov, Guds vidnesbyrd, gudfrygtige kejseres forordninger,  biskoppers straffebestemmelser, og folkenes skikke; og alt dette vil vi diskutere i rækkefølge. Og først vil vi tale om naturens lov og Guds vidnesbyrd; ved dem gives der ingen ny lov, men den lov, der en gang blev indpræget i menneskers sind, gentages og udsiges.

150.  Quantum igitur ad legem divinam ( quae eadem naturae est ) attinet, observandum est imprimis a quorum nuptiis Deus velit nos abstinere. Vult autem nos abstinere ab iis, qui nos proxime attingunt consanguinitate et affinitate, quorum certos gradus limitesque statuit, et addidit poenas, si quis hos limites contumaciter transgrediatur, idque ideo ne vel ignorantia boni vel perversitate mali hanc legem violaremus. Dicamus ergo primum de prohibitione graduum, juxta legem Dei et naturae.

150.  Hvad altså den Guddommelige lov angår (som er den samme som naturens lov) skal man først bemærke, hvilke ægteskaber Gud vil, at vi skal afholde os fra. Og Han vil, at vi skal afholde os fra dem, der står os nærmest i slægtskab og svogerskab. Og Han har fastsat visse grader og grænser, og føjet straffe til, hvis nogen trodsigt skulle overskride disse grænser, alt sammen for at vi ikke skal krænke denne lov, hverken i uvidenhed om det gode, eller vildførte af det onde. Vi vil altså først tale om de forbudte grader i henhold til Guds og naturens Lov.

151.  In prohibitione graduum propinquitatis seu consanguinitatis tria sunt nobis ordine ex verbo Dei spectanda, videlicet lex generalis, definitio propinquitatis, et declaratio utriusque. Lex universalis, ex qua particulares fluunt, in Levitico ad verbum haec est, capite 18: Vir vir ad omnem propinquitatem carnis suae, hoc est, latina phrasi, nemo ad propinquam carnis suae accedat, seu nemo jungat sibi propinquitatem carnis suae. Hanc legem, quae caput est particularium prohibitionum, si recte intellexerimus, facilis erit omnium aliarum legum, quae ex ea concluduntur, intelligentia. 

151.  Når det gælder de forbudte grader af nærhed eller blodsbeslægtethed skal vi have tre ting for øje, og betragte dem ét for ét; de er hentet fra Guds ord alle tre, og de er: den almene lov, definitionen på nærhed, og fortolkningen af disse to. Den almene lov, hvoraf de specielle love udledes, findes således, ord for ord, i 3. Mos, 18: Ingen af jer må komme nogen af sit køds nærhed nær. Det vil sige, det er hver og en af jer forbudt at komme sit køds nærhed nær, eller anderledes sagt, ingen må gå ind til sin nærmeste kødelige slægtning, tage hende til ægte og have kønslig forbindelse med hende. Eller: Ingen må forene sig med sit køds nærhed. Hvis vi forstår denne lov rigtigt - og det er den, der ligger til grund for de specielle forbud - så vil det være let at forstå alle de andre love, der sluttes ud fra denne.

152.  Primum ergo in hac lege observandum est quo pertineat particula universalis. Deinde quod non dicat lex "nemo accedat ad proximam suam aut consanguineam suam", sed "ad propinquitatem carnis suae", seu ut propriissime reddidere septuaginta interpretes, pròs oikeian sarkòs autou, hoc est domesticam carnis suae.

Propinquitas autem carnis meae est, quae me sine intervallo attingit, idque vel superne vel inferne, vel dextra aut sinistra, hoc est, ad latera. Supra me proxime sunt pater et mater. Ad latera, hoc est dextra et sinistra, fratres et sorores. Infra me proxime sunt filius et filia. Ergo hac lege generali prohibentur parentes et liberi contrahere, et ex consequenti omnes qui in illorum loco sunt. Item fratres et sorores. Reliquis Lege Dei liberum relinquitur.

152.  Først skal man i denne lov lægge mærke til hvor dette almene udsagn gælder. Dernæst, at loven ikke siger: „Ingen må komme sin nærmeste nær, ej heller hans beslægtede", men: „Sit køds nærhed nær" - eller som oversætterne, der skrev Septuaginta, siger helt rigtigt:   Pròs oikeian sarkòs autou, det vil sige „sit køds hjemlige".

Men mit køds nærhed er det, der rører ved mig uden noget mellemrum imellem os, hverken opadtil eller nedadtil, hverken til højre eller til venstre, det vil sige til siden. Over mig er nærmest far og mor. Til siden, til højre og til venstre, brødre og søstre. Nærmest under mig  er søn og datter. Altså er det ved denne almene lov forbudt forældre og børn at gifte sig med hinanden, og som følge deraf forbudt, at de gifter sig med enhver, der er i deres sted. Ligeledes brødre og søstre. Hvad andre angår stiller Guds lov dem frit.*

153.  Potest ergo, inquies, avus cum nepti contrahere? - Nullo pacto! Ideo adjeci "qui in horum loco sunt". Nam si non licet filiae patri nubere, multo minus licebit nepti avo nubere, qui illi patris loco est. Siquidem major reverentia naturae instinctu debetur et exhibetur remotioribus parentibus quam proximis. Si ergo non licet contrahere cum proximis in recta linea, neque cum remotioribus licebit, quorum reverentia major est, et dilectio arctor, sicuto storga in omnibus bonis testatur et experientia confirmat.

Ecce totum negotium de prohibitis gradibus consanguinitatis hac universalis legis expositione expedivimus, et potest haec expositio prudentioribus, quantum quidem ad legem divinam attinet, satisfacere. 

153.  Men, siger man så: kan en bedstefar så gifte sig med sit barnebarn? På ingen måde! Derfor føjede jeg også til: enhver der er i deres sted. Thi hvis det ikke er datteren tilladt at ægte sin far, så er det så meget mindre tilladt barnebarnet at ægte sin bedstefar, som er hende i faders sted. Det er fordi naturen fortæller os, at vi skylder at vise vore fjernere forfædre større ærbødighed end vore nærmeste. Hvis det altså ikke er tilladt at gifte sig med sine nærmeste i ret linje, så vil det heller ikke være tilladt at gifte sig med dem, der er længere væk, dem der tilkommer større ærbødighed og mere inderlig hengivenhed, som det bevidnes i, hvad der fortælles om alle gode mennesker, og som erfaringen bekræfter.

- Således har vi klaret alt vedrørende de forbudte slægtskabsgrader ved fremstillingen af den almene lov, og denne fremstilling kan tilfredsstille de lærde - i hvert fald hvad den Guddommelige lov angår.