164.  His quinque legibus prohibetur omnis consanguineorum incestuosus coitus.Qui autem sub his legibus non continentur, jure divino propter sanguinitatem non vetantur nuptias contrahere. Sed haec omnia propositis schematibus oculis subjiciemus. 

Primum enim schema simplex erit, ex verbus nudis Mosis desumtum. Alterum ex consecutionis necessitate extruetur.

                                          SCHEMA PRIMUM.                                                          

Hic Janus prima lege a matris et filiae; secunda a sororis; tertia a neptis; quarta ab amitae; quinta a materterae nuptiis arcetur.

164.  Ved disse fem love forbydes ethvert blodskamsforhold mellem beslægtede. Men de, der ikke falder ind under disse love, har ikke noget forbud mod at gifte sig efter Guddommelig lov, på grund af slægtskab. Men lad os se nærmere på alt dette, i skematisk form.

Det første skema er enkelt, det er taget lige ud af Moses' ord. Det andet følger med logisk nødvendighed.

                                                           Første skema.                                                          

Her tvinger den første lov Janus til at holde sig fra sin moder og sin datter; den anden lov, til at holde sig fra sin søster; den tredie, fra sit barnebarn; den fjerde, fra sin faster; den femte, fra sin moster.

Janus procus nullam ex his feminis potest in uxorem ducere. Nam quae supra illum sunt, matres consentur. Quae infra illum perpendiculariter, filiae sunt, iisquae a sorore Jani et fratre ejusdem descendunt, ipse Janus est  patris loco, qui cum sorore sua una est caro.

165.

Bejleren Janus kan ikke tage nogen af disse kvinder til hustru. Thi de, der står over ham, regnes for hans mødre; de, der er lodret under ham, regnes for hans døtre. For dem, der nedstammer fra Janus' søster og fra hans bror, er Janus selv i fars sted, fordi han er ét kød med sin søster. Den samme dom fældes om den kvinde, der vil giftes; hun må på samme måde holde sig fra dem, som hun er knyttet til på lignende måde.

166.  Licebit ergo per leges divinas patrueles, amitinos, consobrinos, et qui sunt infra illos, matrimonio jungi. Non enim sunt sibi proximi sanguine. Nam limes transversus interponitur inter ipsos et stipitem, nec parentum et liberorum loco sunt. In horum igitur nuptiis, quantum ad leges divinas attinet, licet exempla sanctorum sine peccato bona conscientia imitari. Quatenus autem legibus humanis obligamur, et qua exceptione, suo loco docebimus.

166.  Ved de Guddommelige love er det altså tilladt, at søskendebørn og næstsøskendebørn, og de, der er under dem, knyttes sammen i ægteskab. De er nemlig ikke helt nær blodsbeslægtede, for der et tværskel mellem dem og stammen, og de er ikke i forældres og børns sted indbyrdes. Hvad sådanne ægteskaber angår, og i henhold til de Guddommelige Love, kan man følge de Helliges eksempel, uden at synde, og med god samvittighed. Hvad menneskelige love forlanger af os, og med hvilke undtagelser, det vil vi sige på rette sted.

167.   Exempla Sanctorum

                                            Bathuel                                                           

- Hic Jacob filiam avunculi in uxorem duxit.

167.   De helliges eksempler

                                             Betuel                                                           

 - Her tager Jakob sin morbrors datter til hustru.

168.  Josue 15.

                                         Japhune                                                           

 - Hic Othoniel patrui filiam ducit in uxorem. Quod matrimonium ipse Josue legis divinae sanctissimus custos et conciliat et probat.

168.  Josva 15:

                                            Jefunne                                                           

 - Her tager Otniel sin farbrors datter til hustru. Og Josva, en såre hellig vogter af den Guddommelige lov, bragte selv dette ægteskab i stand og billigede det.

169.  Aliud quod Philippus ponit.

                                             Mathan                                                           

 - Hic Joseph patrui filiam in uxorem ducit, quod nequaquam fecisset vir sanctus et justus, si contra legem Dei fuisset patruelem ducere. Quod autem Eli dicitur pater Joseph a Luca, qui tamen patruus ipsius fuisse videtur, id fit more Scripturae, quo majores minorum patres censentur. Quod autem Evangelista Matthaeus Jacob fuisse filium Mathan affirmat, et Lucas Eli fuisse filium ejusdem Mathan testatur, id ideo factum est, ut cognatio Joseph et Mariae intelligatur, ut cum Joseph descendat a Davidis prosapia intelligatur Maria ab eadem descendisse.

169.  Et andet som Philipp bringer:

                                             Mattan                                                           

 - Her tager Josef sin farbrors datter til hustru, og det ville en hellig og retfærdig mand aldrig have gjort, hvis det havde været imod Guds lov at ægte sin kusine. Men når Lukas siger, at Eli var Josefs far, medens Eli dog ses at være Josefs  farbror, så er det efter Skriftens sædvane, hvor forfædrene kaldes efterkommernes fædre. Men når evangelisten Matthæus hævder, at Jakob var Mattans søn, og Lukas vidner om, at Eli var søn af samme Maltan, er det, fordi der tænkes på slægtskabet mellem Josef og Maria. Det skal forstås sådan, at når Josef nedstammer fra Davids slægt, så nedstammer Maria også fra denne slægt.

170.  Si jam licuit Josepho ducere patrui filiam; si licuit Othoniel idem facere, et si licuit Jacobo avunculi filiam per legem divinam in uxorem ducere, cur non Maximiliano Imperatori patrui sui Caroli V. filiam, hoc est suam patruelem, ducere in uxorem liceret? Nam praeterquam quod hujusmodi contractus conjugalis, videlicet natorum ex duobus fratribus non sit prohibitus, habet probata sanctorum exempla, et approbationem Mosis et Josue, qui hujusmodi nuptias et conciliaverunt et approbaverunt. De Mose enim legitur ultimo Numerorum capite, ubi Maacha, Thersa, Egla, Melcha et Noa filiis patrui sui approbante Mose nupserunt. De Josue legitur in ejus libro cap. 15, ut paulo antea meminimus. 

170.  Hvis nu Josef havde lov til at ægte sin farbrors datter; hvis Otniel havde lov til det samme, og hvis Jakob ved den Guddommelige lov havde ret til at tage sin morbrors datter til hustru - hvorfor skulle så kejser Maximilian ikke have lov til at tage sin morbrors, Karls den Femtes datter, altså sin kusine, til hustru? En sådan ægteskabskontrakt, nemlig mellem børn af to brødre, er ikke forbudt. Og desuden er den godkendt ved de helliges forbilleder, og ved at Moses og Josva både bragte disse ægteskaber i stand og godkendte dem. Om Moses læser man i Fjerde Mosebogs sidste kapitel, at han billigede at Maia, Tirza, Hogla, Milka og Noa indgik ægteskab med deres farbrødres sønner. Om Josva læser man i hans bogs femtende kapitel, som vi mindede om for lidt siden.

171.  Si quis autem objiciat, non tam spectandum esse quid liceat quam quid honestum sit, et habendam esse rationem publicae honestatis, huic vicissim interrogo, Quisnam honestatis majorem rationem quam ipse Deus omnis honestatis fons et autor habere potuerit? 

Si ergo Deus hoc honestum judicat, tu quis es, qui hoc inter minus honesta numeras? Loquor autem de divinis legibus; de humanis autem quid sit sentiendum, quos obligent et quatenus, paulo post dicam. 

171. Skulle nu nogen indvende, at man skal ikke se så meget på, hvad der er tilladt, som på, hvad der er sømmeligt, og hvad der tager hensyn til den offentlige anstændighed, så vil jeg spørge tilbage: Hvem tager mere hensyn til anstændigheden end Gud selv. Han, der er al anstændigheds kilde og ophav?

Hvis altså Gud regner dette for hæderligt, hvem er da du, at du tør regne dette for mindre hæderligt? Jeg taler her om de Guddommelige love. Hvad man skal mene om de menneskelige love, hvem de er bindende for, og i hvilken omfang, det vil jeg sige om lidt.

Causae interdictarum nuptiarum in certis gradibus.

172.  Cum non dubium sit omnia officia Christianorum sub his duabus legibus: Dilige Deum ex toto corde, et dilige proximum tuum ut te ipsum, contineri, merito his quaeritur quomodo prohibitiones nuptiarum inter certas personas sub his legibus contineantur. Nam si lege prohibitionis obligamur, qui legibus Mosaicis exempti sumus, necesse est ut ea prohibitio sub altera harum legum contineatur, praesertim cum Dominus solam dilectionis legem nobis commendet, et omnia in ea contineri affirmet.

Ad hanc quaestionem ita respondeo: Duae sunt causae prohibitionis divinae, videlicet naturalis sanguinis reverentia, et dilectionis inter homines propagatio.

Naturalis sanguinis reverentia est quam homines sibi mutuo juxta naturae legem et mandatum debent ob sanguinis propinquitatem. Liberi progenitoribus suis debent summam reverentiam, et quo sunt remotiores, eo majorem. Sunt enim progenitores liberis loco Dei, ut secundum Deum ipsos honorent.

Proinde oportet ut in omni vita liberi parentes suos tanquam deos quosdam suspiciant.

Årsager til forbud mod ægteskaber i visse grader.

172.  Der er ingen tvivl om, at alt, hvad kristne bør gøre, er indeholdt i disse to love: Du skal elske Gud af hele dit hjerte, og: Du skal elske din næste som dig selv. Derfor spørges der med rette om, hvordan forbud mod ægteskab mellem visse personer kan være indeholdt i disse love. Thi hvis en lov forbyder os noget som Moseloven giver os lov til, så må dette forbud være indeholdt i en af disse to love - især da, fordi Herren alene forpligter os på kærlighedens lov, og hævder, at alt er indeholdt deri.

Dette spørgsmål vil jeg besvare således: Der ligger to årsager til grund for det Guddommelige forbud, nemlig den naturlige respekt for blodet, og udbredelsen af kærlighed blandt mennesker.
Den naturlige respekt for blodet er den, som mennesker skylder hinanden i henhold til naturens lov og naturens bud, fordi de som blodbeslægtede står hinanden nær. Børn skylder deres forældre den højeste respekt, og jo større respekt, jo længere tilbage i slægten, forfædrene er. Thi forfædrene er i Guds sted overfor børnene, og derfor skal børnene ære dem; for de skal ære Gud.

Derfor bør også børn livet igennem se op til deres forældre, som om de var guder.

173.  Cum ergo conjuges debent esse pares, etsi non conditione, conjugali tamen amore, reverentia et dignitate, contra sanguinis reverentiam fieret, si parentes cum liberis connubio copularentur. Nam si pater filiam duceret eamque sibi sociam adjungeret, ipse quidem suam eminentiam et dignitatem contra naturae ordinem et legem Dei deponeret et contemneret, illa vero reverentiam paternam maritali commutaret.

Et quoniam uxor marito ut capiti jure naturae subjecta esse debet, contra naturam faceret mater, si filio nuberet. Similiter filius maternam reverentiam maritali commutaret, contra naturae ordinem. Breviter, jus naturae dictat majorem deberi reverentiam parentibus quam conjugibus. Ex his manifeste concluditur, quod lex prohibens nuptias parentum cum liberis contineatur sub quarto praecepto, et sub communi dilectionis proximi capite. 

173.  Ægtefæller bør være lige; ikke ligestillede, men lige i den ægteskabelige kærlighed, lige respekterede og lige i værdighed. Og derfor ville det være imod respekten for blodet, hvis forældrene blev forenet med deres børn i ægteskab. Thi hvis faderen tog sin datter til ægte og knyttede hende til sig som sin fælle, så ville han dermed frasige sig og foragte sin egen ophøjethed og værdighed, imod naturens orden og Guds lov. Og hun skulle ombytte respekten for sin fader med respekten for sin ægtefælle.

Det er naturens ret, at hustruen skal være under sin mand, for han er hendes hoved. Og derfor ville en moder handle imod naturen, hvis hun ægtede sin søn. På samme måde skulle sønnen ombytte sin respekt for moderen med respekt for ægtefællen - imod naturens Orden. Kort sagt: Naturretten siger klart, at man skylder sine forældre større ærbødighed, end man skylder sin ægtefælle. Heraf kan vi åbenbart slutte, at den lov, der forbyder ægteskab mellem forældre og børn, indeholdes i det fjerde bud, og i den almindelige regel, at man skal elske sin næste.

174.  Eadem Naturae lex fratres cum sororibus connubio jungi vetat, etsi hic ratio obscurior est. Videtur autem ordini Naturae non congruere, ut qui jam sanguine unum sunt, foedere maritali jungantur, neque reverentia fraterna in maritalem contra Naturae ordinem transformanda est. Ideo Augustinus ait: Nescio quomodo inest humanae verecundiae quiddam naturale, ut cui debet causa propinquitatis verecundum honorem ab ea contineat. 

Huc accedit tacitus Naturae consensus in omnibus sanis hominibus, ex quo factum est, quod etiam ethnici ignari Dei, praesertim philosophi Graeci et Romani, nuptias parentum cum liberis, et fratrum cum sororibus incestas judicarint. 

174.  Denne samme naturlov forbyder brødre at forenes i ægteskab med deres søstre, selvom grunden hertil ligger mere i det dunkle. Men det synes ikke at stemme med naturens orden, at de, der allerede er ét i kraft af blodet, skal forenes ved et ægteskabelig bånd; ej heller bør den respekt, som søskende viser hinanden, ombyttes med ægteskabelig respekt, imod naturens orden. Derfor siger Augustinus: I den menneskelige blufærdighed er der noget ligesom af naturen indplantet - jeg ved ikke hvordan - så at man holder sig fra den, som man på grund af slægtskab skylder at vise ære i blufærdighed.

Hertil kommer, at fra naturens hånd er alle sundt tænkende mennesker stiltiende enige herom. Derfor regner selv hedningerne, der ikke kender Gud, og ikke mindst de græske og romerske filosoffer, ægteskaber mellem forældre og børn, og mellem brødre og søstre, for blodskam.