Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32  




Vejledning i Ægteskabssager 1572

Del 14 (side 74-79)
 

 

175.  Altera causa prohibitarum nuptiarum in gradibus certis est caritatis inter homines propagatio. Lex ergo dilectionis vetat quicquid impedit caritatis mutuae inter homines propagationem, et praecipit quod eam latissime inter homines ad societatem natos diffundit, hoc est, quod aliis verbis dici solet: Lex Naturae ea dictat quae faciunt ad conservationem Naturae, et vetat impedimenta Naturae conservationem. 

 

Nunc autem nuptiae cum propinquis amorem inter homines in angustum cogunt et impediunt quominus se latissime amor inter homines diffundat. Et contra, nuptiae cum remotioribus initae amorem inter homines latissime spargunt, et veluti fugientem revocant. Qua re et societas humana stabilitur, et incolumitas conservatur. 

175.  En anden grund til forbudet mod ægteskaber i visse grader er udbredelsen af kærlighed blandt mennesker. Kærlighedens lov forbyder alt, hvad der hindrer udbredelsen af den indbyrdes kærlighed mellem menneskene, og påbyder det, der breder den længst ud blandt menneskene, der jo er skabt til at leve i samfund. Dette udtrykkes gerne med andre ord: Naturens lov befaler det, der virker til naturens bevarelse, og forbyder det, der hindrer naturens bevarelse. 

Men et ægteskab, indgået mellem nærbeslægtede, tvinger kærligheden mellem mennesker tæt sammen, og forhindrer, at kærligheden breder sig længst ud blandt mennesker. Og modsat vil et ægteskab, indgået mellem mennesker, der står hinanden fjernt, sprede kærligheden længst ud blandt mennesker, og ligesom kalde den flygtende tilbage. Herved befæstes det menneskelige samfund, og det bevares uskadt.

 

176.  Proinde ut illae nuptiae Lege Naturae et dilectionis prohibentur, ita haec praecipiuntur. Siquidem societas hominum amore coit, amicitia firmatur, officiis mutuis continuatur, nuptiis fovetur, dilatatur et conservatur. Id quod Deus absque omni dubio his legibus de nuptiis voluit. 

176.  Derfor, således som den første slags ægteskaber forbydes ved naturens og kærlighedens lov, således påbydes den sidste slags. Således som et fællesskab mellem mennesker indgås i kærlighed, og styrkes i venskab, og fortsættes under gensidige forpligtelser, således begunstiges og udbredes og bevares det gennem ægteskabet. Det er, hvad Gud uden al tvivl har villet med disse love om ægteskabet.

 

177.  Sed video quid objiciant, qui nostrae sententiae adversantur. Lex Naturae, inquiunt, est immutabilis. Si ergo licuit aliquando cum proximis matrimonio jungi, videtur prohibitio non esse Legis Naturae, sed politicae ordinationis in republica Mosaica. 

Repondeo: Lex Naturae dupliciter consideratur. Alias enim Lex Naturae sic dicitur haplōs sed holōs, hoc est, simpliciter, et ex omni parte, ut Deus colendus est, honorandi sunt parentes, nati sunt educandi, parentum et liberorum nuptiae sunt incestae. Haec Lex Naturae plane est immutabilis. Alias dicitur Lex Naturae katá ti, seu tinos héneka, videlicet cum Natura finem intuetur, qui est incolumitas humanae societatis et conservatio.

177.  Men jeg kan se, hvad de indvender, der modsætter sig vor opfattelse. Naturens lov er uforanderlig, siger de. Hvis det altså engang var tilladt at forenes i ægteskab med sine nærmeste, så synes dette forbud ikke at komme af naturens lov, men af den politiske orden i den mosaiske stat. 

Jeg vil svare hertil, at naturens lov kan forstås på to måder. Dels tales der om naturens lov, haplōs eller holōs, altså naturens lov slet og ret, og i enhver henseende; såsom at Gud skal dyrkes, at forældre skal holdes i ære, at børn skal opdrages, at ægteskab mellem forældre og børn er blodskam. Denne naturens lov er klart uforanderlig. Men så tales der også om naturens lov katá ti, eller tinos héneka - nemlig, når naturen ser hen til sit mål, som er det menneskelige samfunds sikkerhed og bevarelse.

 

178.  Haec Lex Naturae, etsi quo ad finem mutabilis non est, tamen si modum quo ad finem pervenitur respicis, est mutabilis. 

Lex Naturae in exordio mundi requirebat proximorum nuptias, ut fratrum cum sororibus, ut homines multiplicarentur. Iam eadem Lex Naturae, humano genere multiplicato et late sparso, prohibet proximorum nuptias in lineis certis et gradibus propter eundem finem, videlicet ut homines inter se societate coalescant et firmis amicitiae foederibus jungantur, serpente in plures caritate per affinitates. 

178.  Denne naturens lov er ganske vist ikke foranderlig, hvad målet angår; men den er det, når man ser på midlerne, hvormed målet skal nås.

Naturens lov krævede ved verdens begyndelse ægteskaber mellem nærbeslægtede, som mellem brødre og søstre, for at menneskene kunne blive talrige. Men nu, da menneskeslægten er blev talrig og vidt udbredt, forbyder den samme naturens lov ægteskaber mellem nærbeslægtede i visse linier og grader, men med det samme formål, nemlig at menneskene skal vokse sammen i fællesskab, og knyttes til hinanden ved faste venskabs bånd, og at kærligheden skal brede sig til flere gennem svogerskaber.

 

 

179. Cicero ait: Ipsa caritas generis humani, qua tota domus conjugio et stirpe conjungitur, serpit sensim foras cognationibus primum, tum affinitatibus. Et Augustin: Habita est ratio rectissima caritatis, ut homines, quibus esset utilis et honesta concordia, diversarum necessitudinum vinculis necterentur, nec unus in una multas haberet, sed singulae spargerentur in singulos, ac sic ad socialem vitam diligentius colligendam plurimae plurimos obtinerent.

179.  Cicero siger: Kærligheden i nenneskeheden, der forener et hjem gennem ægteskab og fælles rod, øges lidt efter lidt udadtil, først ved slægtskaber, og så ved svogerskaber. - Og Augustinus: Den helt rigtige forståelse af, hvad kærlighed er, er at mennesker, for hvem samdrægtighed ville være nyttig og ærefuld, knyttes sammen ved forskellige forbindelsers bånd. Og én skal ikke have mange bånd til én, men de enkelte bånd skal knyttes mellem enkelte, og således knyttes mange sammen til et fælles liv.

 

180.  Voluit ergo Natura ut necessitudinis vinculum in multos diffusis conjugiis, et non intra eosdem parietes manentibus, plures connecteret. Hanc Naturae Legem, ut sit inviolabilis, Deus sua voce confirmavit et diserte eam pertinere ad omnes nationes pronunciat, Leviticus 18.

180.  Naturen har altså villet, at én forbindelses bånd skulle knytte mange sammen, derved at ægteskaber vendte sig udad og ikke blev indenfor de samme vægge. Gud har med egen røst bekræftet denne naturens lov, for at den skal være ukrænkelig, og Han siger klart, at den gælder for alle folk, 3. Mos. 18.

 

         LEGES HUMANAE DE PROHIBITIONE CERTORUM GRADUUM.

181. 
Leges humanae de nuptiis sunt triplices: Pontificiae, Imperatoriae, et Nationum propriae.

           MENNESKELIGE LOVE ANGÅENDE FORBUD MOD FORBUDTE GRADER

181.  De menneskelige love om ægteskabet er af tre slags: de pavelige, de kejserlige, og de enkelte landes egne love.

 

182.  Pontificiae leges Christi sponsam non obligant. Nam cum Pontifex sit verus Antichristus, illius legibus non potest se subjicere Christi sponsa, nisi Christo perfide repudiato. 

Ineptissima est ratio, qua Bonaventura autonomian papalem extollens, nititur. Dicit enim Deum dedisse Petro jurisdictionem supra omnes Reges, et Imperatorem ipsum. Ideo standum esse Papae legibus, qui Petro successit. Hac oratione Bonaventurae nihil vanius, nihil mendacius, nihil contumeliosius fingi potuit. Christus enim Ecclesiae Monarcha vult Reges gentium dominari in mundo, et non suos. Et Petrus, Apostolorum coryphaeus, prohibet ne quis dominium in haereditatem Dei, hoc est in Ecclesiam sibi vendicet.

182.  De pavelige love forpligter ikke Kristi brud, thi da paven er den sande Antikrist, kan Kristi brud ikke underkaste sig hans love, uden at hun derved troløst vrager Kristus.

Bonaventura giver os en ganske tåbelig begrundelse for at lyde pavens bud, idet han fremhæver pavens autonomian. Han siger nemlig, at Gud selv har givet Petrus ret til at dømme alle konger og kejsere. Derfor skal man holde sig til pavens love, for han efterfulgte Petrus. - Men man kan ikke forestille sig noget mere hult, noget mere løgnagtigt eller mere foragteligt end disse ord af Bonaventura. Thi Kristus, der alene råder for kirken, vil, at folkenes konger skal herske i verden -  ikke Hans egne. Og Petrus, apostlenes anfører forbyder enhver at kræve magt over arven fra Gud, det vil sige kirken.

 

183.  Non igitur dare Petro claves regni caelorum, et Petrum habere jurisdictionem seu autoritatem supra reges mundi et Imperatores idem sunt, cum haec duo Dominus adeo exacte distinguat. Non est proinde quod moveamur autoritate Papae, quae plane nulla est in Eccelsiam Dei. 

Praeteraea, si rationem, qua lex pontificia de interdictis nuptiis nititur, examinemus, inveniemus eam ridiculam ese et ineptam. Quatuor, inquiunt, sunt humores in humano corpore, et in his totidem elementa. Ideo non licet nuptias coire intra quartum gradum - quasi vero humorum aut elementorum in humano corpore plus faceret ad prohibitionem nuptiarum quam numerus partium anni aut portarum Nili!

183.  Det at give Petrus Himmeriges nøgler er altså ikke det samme som at Petrus skulle have myndighed over og ret til at dømme verdens konger og kejsere, for Herren skelner skarpt mellem disse to ting. Der er derfor ikke nogen grund til, at vi skulle være under pavens myndighed; den betyder slet ingen ting i Guds Kirke.

Og desuden, hvis vi undersøger den begrundelse som den pavelige lov giver for at forbyde ægteskaber, vil vi finde den latterlig og naragtig. Der er, siger man, fire væsker i det menneskelige legeme, og i disse væsker er der lige så mange elementer. Derfor er det ikke tilladt at indgå ægteskab inden for fjerde slægtskabsgrad! Som om antallet af væsker eller elementer i menneskets krop skulle have mere at gøre med forbud mod ægteskaber end antallet af årstider, eller tallet på Nilens kilder!

 

184.  Olim duriores fuerunt, cum intra septimum gradum nuptias non admitterent, propterea quod septem (juxta illos) numerentur aetates mundi. 

Quae lex ut crudelissima fuit, ita ejus ratio stultissima. Cum igitur leges pontificiae de gradibus prohibitis nec autoritate nec ratione nituntur, non sunt nobis ut justae leges obtrudendae.

184.  En gang var de endnu strengere; da tillod de ikke ægteskaber indenfor syvende slægtskabsgrad, fordi der netop var "syv verdensaldre", ifølge dem!

Lige så overordentlig grusom denne lov var, lige så inderligt tåbelig var begrundelsen. Når der altså ikke er nogen myndighed eller fornuft bag pavelovene vedrørende de forbudte grader, så skal man ikke prakke os dem på som „retfærdige love".

 

185.  Imperatoriae leges de prohibitis certis gradibus graves et honestae sunt. Nituntur enim autoritate summi monarchae, et honestis rationibus fulciuntur. Has leges dico obligare eos qui sunt sub Romano Imperio, er non alios. Quemadmodum ergo nos Dani sumus non sub Imperatore, sed sub proprio rege, ita non legibus Imperatoris, sed nostri Principis legibus parere debemus. Quilibet enim suo magistratui, et non alieno, ex mandato Dei obedientiam, quae cum pietate stare potest, debet. 

Praeterea leges Imperatorum saepe variarunt. Ante Theodosium nihil adjecerant Imperatoriae leges divinis legibus. Theodosius prohibuit, ne patrueles, fratrum liberi matrimonio jungerentur, quam legem successores rursus aboleverunt. 

185.  De kejserlige love vedrørende visse forbudte slægtskabsgrader er alvorlige og hæderlige. Thi de er givet med den højeste monarks myndighed, og af hæderlige grunde. Jeg vil sige, at disse love er bindende for dem, der lever i det romerske rige, og ikke for andre. Og eftersom vi danskere ikke er under kejseren, men er under vor egen konge, så bør vi ikke lyde kejserens love, men kun vor egen konges love. Enhver skylder nemlig sin egen øvrighed lydighed, og ikke andre, ifølge Guds bud, og kun så langt, han kan være lydig i gudsfrygt.

Desuden skifter kejsernes love ofte. Før Theodosios havde de kejserlige love ikke noget at føje til de Guddommelige love. Theodosios forbød så, at fætre og kusiner giftede sig med hinanden; men hans efterfølgere ophævede igen denne lov.

 

186.  Propriae nationum leges sunt, quas nationes habent peculiares, quae non sunt sub Romano imperio. Atque hae in nonnullis locis magis sunst consuetudines laudabiles quam leges, nisi quod consuetudo longa, modo laudabilis fuerit, vim legis obtineat. His legibus sive consuetudinibus in quibusdam regnis abstinetur a tertio gradu, utrinque inclusive. Rursus alibi a quarto similiter inclusive, juxta supputationem canonicam.

186.  Landenes egne Love er de, som de enkelte lande har for sig selv - de lande, der ikke tilhører det romerske rige. Men disse love er mange steder mere at regne for prisværdige sædvaner end for love, med mindre man da kan sige, at lang sædvane, hvis den blot er prisværdig, med tiden får lovskraft. Ifølge disse love eller sædvaner skal man i nogle riger afstå fra ægteskab mellem beslægtede i tredie grad, og begge tælles med. Andre steder skal man afslå fra ægteskaber mellem beslægtede i fjerde grad - igen, idet man tæller begge med, i overensstemmelse med den kanoniske beregningsmåde.

 

Ratio humanae prohibitionis.

187.   Imperatoriae et nationum leges honestissimas rationes prohibitionis nuptiarum in certis gradibus assignant. Viderunt enim sapientissimi gubernatores ad quartum usque gradum durare amicitiam inter homines, propter vinculum amoris naturale, quo consanguinei inter se devincti sunt. Ideo putarunt usque ad hunc gradum non superstitiose, sed ob politicum finem, abstinendum esse a nuptiis. Rursus quoniam viderunt illam naturalem amicitiam, veluti fugere in quarto et in reliquis inferioribus gradibus, concedebant nonnulli nuptias in quarto, multi in quinto et et inferioribus gradibus, ut amicitia quodammodo fugiens recvocaretur utque isto pacto caritas inter homines spargeretur latius, et plures amica societate jungerentur.

 

Begrundelsen for de menneskelige forbud

187.  De kejserlige love, og de enkelte landes love, anfører særdeles agtværdige begrundelser for deres forbud mod ægteskaber indenfor visse grader. Meget viise mænd ved magtens ror har nemlig indset, at venskab mellem mennesker rækker ud til fjerde led i kraft af den naturlige kærligheds bånd, hvormed blodsbeslægtede er knyttet til hinanden. Derfor har de også ment, at man skulle afstå fra ægteskab inden for disse grader - ikke ud fra overtroiske forestillinger, nej, de havde et samfundssigte hermed. De så, at dette naturlige venskab så at sige svandt bort, når man nåede ud til fjerde slægtskabsgrad, og længere ud; og derfor tillod nogle af dem ægteskaber i fjerde grad, medens mange af dem tillod ægteskaber i femte grad, og mellem endnu fjernere beslægtede, for at dette venskab, hvor det ligesom svandt bort, kunne kaldes frem igen.

 

188.  Utque isto pacto caritas inter homines spargeretur latius, et plures amica societate jungerentur. Nam postquam caritas ad paucos affectuum vicio et scelere contrahi coepit, rursus per connubia eam diffundi in plurimos sapienter statuerunt nationum gubernatores.

188.  Ved ægteskabets pagt skulle kærligheden mellem mennesker bredes længere ud, og endnu flere skulde knyttes sammen i venskab og fællesskab. Thi da man så, hvordan kærligheden, når den var begrænset til en snæver kreds, efterhånden blev fordærvet, og hvordan hengivenhed blev til overgreb, besluttede landenes ledere i deres visdom at kærligheden nu igen skulle bredes ud til mange gennem ægteskaber.

 

189.  Unde Philo: Connubia cum exteris novas conjunctiones faciunt, nihilo deteriores quam consanguinitas. Et Cicero affirmat caritatem ad plurimos serpere affinitatibus. 

Etsi autem hanc honestissimam rationem esse judico, nolim tamen in ea regulam generalem figere, sed habendam esse rationem publici boni, et ad illud accomodandas esse leges. 

189.  Derfor siger Philon: Når nogen gifter sig med en udlænding, skabes derved nye forbindelser, der ikke er ringere end slægtskabsforbindelser. Og Cicero siger, at ved svogerskaber strømmer kærligheden ud til mange.

Jeg mener, at dette er en særdeles agtværdig begrundelse; men jeg kunne dog ønske, at den ikke blev fastslået som en almen regel, men at den blev set som en hensyntagen til almenvellet (og jeg kunne ønske, at love i almindelighed tog hensyn til dette almene vel).

 

190.  Primum igitur judico recte discerni inter illustres personas, praesertim eas, penes quas summa rerum est, et alias. Est enim plane indignum communibus legibus principes constringere, ut nullis in rebus eis quicquam, quod tamen fieri possit sine offensione Dei et injuria subditorum concedatur, nisi quod infimis cerdonibus et bajulis ex lege communi conceditur, cum tamen multis privatis propter singularia in rem publicam et Ecclesiam merita juste conceduntur priviliegia. 

Nec omnium in ulla bene constituta republica eadem est praerogativa, id quod profecto omnem ordinem tolleret, et barbaricam anarchian inveheret, qua nihil humano generi magis noxium esse poterit. 

190.  Så mener jeg da for det første, at man med rette kan skelne mellem fornemme personer og andre. Og med fornemme personer tænker jeg især på dem, der har den største magt. Thi det er indlysende uværdigt for fyrsterne, at de skal være bundet af de fælles love, så de aldrig skulle have lov til at gøre andet end det, som selv de elendigste skræddere og skomagere må, i kraft af den fælles lov. Dog må fyrsterne selvfølgelig ikke gøre noget, der krænker Gud, eller som skader undersåtterne. Fyrsterne er jo selv dem, der - med rette - giver mange enkeltpersoner særlige rettigheder, fordi disse har gjort sig særlig fortjent af staten og kirken.

For enhver velordnet stat gælder det, at ikke alle kan have de samme forrettigheder; det ville jo ødelægge al orden og føre barbarisk anarkian med sig, den rene lovløshed. Og intet kan være mere skadeligt for menneskeslægten.

 

191.  Inter illustres igitur personas nuptiae concedi juste possunt in omnibus gradibus divinitus non prohibitis, potissimum cum inde bonum publicum speretur. Nam si idem finis monstrari poterit concessionibus nuptiarum in illustribus personis, qui est prohibitionis in aliis, poterit et concessio et prohibitio simul stare sine ulla legis et communis injuria. Nam ut concessio non pugnans cum verbo Dei vergit saepe in publicum in illustribus personis, ita prohibitio humana in aliis ad bonum publicum refertur. Non igitur inter se pugnant concessio et prohibitio, cum finibus conveniant. 

191.  Blandt fornemme personer kan ægteskab med rette tillades i alle grader, der ikke er forbudte ved Guddommelig lov, især når man tør håbe på, at ægteskabet vil gavne alle i staten. Thi hvis man kan vise, at et og samme hensyn tillader ægteskaber blandt fornemme personer, og forbyder at andre indgår lignende ægteskaber, så kan man opretholde både tilladelsen og forbudet, uden at krænke den fælles ret. Thi således som tilladelsen til de fornemme ofte sigter til statens bedste (når den blot ikke strider mod Guds Ord), således kan forbudet for andres vedkommende også begrundes i almenvellet. Så strider tilladelsen og forbudet da ikke mod hinanden, for de sigter mod samme mål.

 

192.  Hanc ob causam concedi possunt illustribus personis nuptiae in gradibus divino jure non prohibitis, praesertim cum contractus hujusmodi, ut diximus, videtur in bonum publicum cedere. Nulla enim lex Dei id vetat, nec voluntas communis legis alia esse potest.

Siquidem omnis lex justa bonum publicum sibi proponit, ut finem ultimum, quem cum assecuta fuerit, sibi satisfactum esse indicat, etiamsi to reton legis aliud videtur postulare.

192.  Af denne grund kan det tillades fornemme personer at indgå ægteskab i alle grader, som ikke er forbudt ved Guddommelig lov, især når, som sagt, en sådan aftale synes at tjene almenvellet. Thi ingen lov, givet af Gud, forbyder den, og sigtet med den fælles lov kan heller ikke være anderledes.

Således vil da enhver retfærdig lov tjene almenvellet, og den regner dette for sit vigtigste mål, så at loven er tilfredsstillet, hvis den har nået dette mål - også selvom lovens rheton, dens ord, synes at kræve noget andet.

 

193.  In papatu recurritur in dispensationem, quae non potest fieri nisi per eum, penes quem est summa rerum, quam dispensationem papa, tamquam summus in Christianorum orbe monarcha sibi vendicat et dispensat cum iis, qui pecunia numerant. 

Subditorum autem non est dispensare cum suis principibus, sed iis subesse et parere et nihil inquirere in ea quae principes faciunt praeter legem communem, praesertim cum nec legem Dei violant nec ullam suis subditis suo facto injuriam inferunt, sed potius bonum publicum spectant. 

193.  Ved pavestolen tager man sin tilflugt til dispensationer. Men disse kan ikke gives af andre end den, der sidder inde med den højeste magt. Men paven gør krav på at kunne give sådanne dispensationer, som om han var den højeste og eneste hersker over hele den kristne verden! Og han giver dispensation til dem, der betaler godt for det.

Men det tilkommer ikke undersåtterne at ordne fyrsternes anliggender, men undersåtterne skal være fyrsternes underordnede og lyde dem, og ikke granske, hvad de måtte gøre imod den fælles ret - og da slet ikke, når fyrsterne ikke krænker Guds lov, og heller ikke ved deres handlinger øver uret mod deres undergivne, men kun handler til det fælles bedste.


Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32