194.  Ceterum, etsi eorum, qui in secundo gradu aequali sunt, et eorum qui infra eos collocantur, sive aequali sive inaequali linea, nuptiae, verbo Dei prohibitae non sunt, tamen optandum esset in aliis omnibus, praeter illustres personas, idque propter finem a nobis positum, prohibitionem humanam servari, qua cavetur ne qui contrahant in primo, secundo et tertio gradibus, servata supputatione canonica. Non enim tam spectandum est quid liceat simpliciter, quam id quod expediat faciatque ad humanae societatis conservationem et incolumitatem. Nam si idem permitteretur aliis quibusvis, quod illustribus personis propter certas causas conceditur, factiones metuendae essent, ex quibus periculum immineret, ne potentiores instar piscium paulatim devorarent minus potentes.

194.  I øvrigt: Selvom Guds Ord ikke forbyder ægteskab mellem dem, der er beslægtede i anden grad i lige tværlinie, eller som er fjernere beslægtede, i lige eller ulige tværlinie, så må man dog ønske for alle andre end de fornemme (og undtagelsen med hensyn til dem har vi gjort rede for), at de respekterer de menneskelige forbud. Derved undgås det, at beslægtede i første, anden og tredje grad, efter kanonisk regning, gifter sig med hinanden. Thi man skal ikke se så meget på,  hvad der er tilladt i og for sig, men mere på, hvad der er gavnligt, og på, hvad der tjener til at bevare det menneskelige samfund urokket. Thi hvis alle skulle have lov til at gøre det, som af visse grunde tillades fornemme personer, ville den fare snart true, at de stærkeste efterhånden æder de svageste, som det sker blandt fiskene.

195.  Porro quia saepe accidit, ut unus volentium contrahere sit in tertio gradu, alter in quarto, vellem tales non arceri a nuptiis, sed reputari utrunque in quarto gradu, juxta veterem regulam: Quoto gradu remotior distat a communi stipite, eo inter se distant. Hoc enim modo et caritas se ad plures diffunderet, et non prorsus alieni a sanguine, in bona mortuorum involarent. Unde saepe magnae inimicitiae oriuntur in societatis humanae detrimentum.

195.  Endvidere hænder det ofte, at to vil giftes med hinanden, af hvilke den ene er i tredie grad fra den fælles stamme, den anden i fjerde grad. I dette tilfælde anbefaler jeg, at man ikke tvinger dem til at afstå fra ægteskabet, men at man regner dem for beslægtede i fjerde grad, i henhold til den gamle regel: Afstanden mellem to personer er så stor som den højeste af de grader, der er mellem hver af de to og deres fælles stamme. På denne måde kan kærligheden strømme ud til flere, og man undgår, at mennesker, der er helt fremmede for slægten, kaster sig over arven efter slægtens afdøde. Thi det bliver ofte anledning til bitre fjendtligheder, til skade for det menneskelige samfund.

196.  A monarcha autem vellem caveri, ne contra has leges connubiales ullam permissionem aut relaxationem admitteret. Dispensationes enim, maxime si crebrae fuerint, faciunt ut leges paulatim vilescant, et tandem penitus intercidant.

196.  Af et lands fyrste ønsker jeg, at han passer på og ikke giver nogen form for dispensation fra, eller lempelse i, disse ægteskabslove. Dispensationer får nemlig lovene til at smuldre, især når dispensationerne bliver hyppige, og til sidst vil lovene gå helt til grunde.

De Affinitate.

197.   Diximus supra propinquitatem carnis et affinitatem impedire nuptias. De propinquitate carnis hactenus disputavimus, quantum ratio instituti nostri postulat, nunc ideo brevius de affinitate dicemus, quia ea res, ex iis quae diximus, magna ex parte pendet. Excutiantur autem haec ordine.

     1. Qui affines.
     2. Nomina et comparationes affinium.
     3. Regulae judicii.
     4. Leges prohibitionis.

Om svogerskab

197.  Vi har tidligere talt om, hvordan blodsbeslægtethed og svogerskab stiller sig i vejen for visse ægteskabers indgåelse. Hidtil har vi talt om blodsbeslægtethed, i det omfang ægteskabet kræver del. Så lad os nu tale om svogerskab - et begreb der hænger nøje sammen med det, vi allerede har sagt. De enkelte forhold i denne forbindelse skal gennemgås i denne rækkefølge:

     1. Hvem er besvogrede?
      2. Betegnelser for besvogrede, og sammenligninger mellem dem.
      3. Domsregler.
      4. Love om forbud.

Quinam dicuntur affines?

198.  Affines dicuntur non maritus et uxor - ab his enim affinitas oritur - sed qui necessitudine quadam copulantur matrimonio junctis, propter solas nuptias. Nam ut cognati ipsius viri necessitudine affinitatis mulieri junguntur, ita cognati ipsius mulieris necessitudine affinitatis viro copulantur. Siquidem qui ejusdem cognationis proximae non erant, nova hac necessitudine nectuntur, ut non minus sint inter se devincti quam si essent cognati.

Hvem kaldes besvogrede?

198.  Man siger ikke, at en mand og hans hustru er besvogrede. Thi svogerskab kommer nok af ægteskab; men besvogrede kaldes kun de, der i kraft af et indgået ægteskab knyttes nært til dem, der således forenes i ægtestanden. Thi således som ægtemandens slægtninge i kraft af svogerskabet knyttes nært til kvinden, således forbindes kvindens slægtninge i kraft af svogerskabet i nært venskab med manden. Således bliver de, der ikke tidligere var nært beslægtede, knyttet til hinanden i dette nye fællesskab, og det ikke mindre, end hvis de havde været beslægtede.

199. Est ergo affinitas duarum cognationum necessitudo, quasi finibus et certis punctis contracta. Metaphora sumpta est ab iis, quorum agri vicinis finibus sunt conjuncti. Quemadmodum enim illi, quorum agri finibus se contingunt, propter conjunctos agrorum fines affines dicuntur, ita cognatio viri, quae est veluti ager distinctus, et cognatio mulieris, quae est ut alter ager distinctus ante nuptias finibus, hoc est marito et uxore, per nuptias copulantur, ideoque sic juncti affines dicuntur. 

Dicuntur ergo ipsius viri cognati affines mulieris: et ipsius mulieris cognati affines appellantur viri, propterea quod duae cognationes inter se per nuptias copulentur, et utraque ad alterius cognationis finem accedat.

199.  Svogerskab er altså et inderligt fællesskab mellem to slægter; og det opstår så at sige på visse punkter i grænseområderne mellem slægterne. Når det hedder affinitas på latin, er der tale om et billede, hentet fra naboforholdet mellem bønder, hvis marker ligger op til hinanden. Et sådant markskel hedder jo  finis. Og ligesom de bønder, hvis marker mødes i skellet, kaldes affines, naboer, fordi de har markskel fælles, således også med mandens slægt, der er som en mark for sig, ligesom kvindens slægt er som en anden mark, helt for sig - før brylluppet. Men ved brylluppet mødes manden og kvinden, som markerne i skellet, og de, der således knyttes sammen, kaldes besvogrede.

Mandens slægtninge kaldes de med kvinden besvogrede, og kvindens slægtninge kaldes de med manden besvogrede, fordi de to slægter forenes med hinanden ved det indgåede ægteskab, og fordi begge parter på den måde så at sige rykker frem til grænserne for den andens slægt.

200.  Affinitatis autem hujus ratio est, quod maritus et uxor sint una caro. Ex quo fit, ut cognati ipsius mariti sint uxori affines, et cognati ipsius uxoris sint marito affines, ut alter ab alterius cognatis, quantum ad nuptias attinet, abstinere debeat tamquam a propriis. Sunt enim nova quadam necessitudine, videlicet affinitatis, quae non est deterior quam cognationis, conjuncti. 

200.  Tanken i svogerskabet er denne:  Mand og hustru er ét kød; hermed kommer mandens slægtninge til at stå hustruen nær, og hustruens slægtninge kommer til at stå manden nær, så at én fra mandens slægt skal afstå fra at gifte sig med én fra kvindens slægt, på samme måde som han skal holde sig fra sin egen slægt, og omvendt. Thi de er nu forbundet i et nyt fællesskab, nemlig svogerskabet; og det er ikke ringere end slægtskab.

201.  Et quemadmodum non omnes partes vicinorum agrorum finibus copulantur, sed in certis dumtaxat locis, ita consanguinei uxoris, et consanguinei mariti, tamquam agrorum distinctae partes non copulantur respectu mutuo, sed solummodo respectu eorum, qui connubio juncti sunt. Quare inter consanguineos viri et consanguineos mulieris nulla est necessitudo nuptias impediens, sed solummodo inter consanguineos viri et mulierem, et inter consanguineos mulieris et virum. Sed de hac re infra dicendum erit. 

201.  Selvom to marker ligger op til hinanden, så har de dog ikke alle skel fælles; de mødes kun i nogle af skellene. Og sådan er det også med hustruens og mandens slægtninge. Ligesom de forskellige dele af markerne er de heller ikke bundet til hinanden direkte, men kun gennem dem, der er forenede i ægteskab. Derfor består der ikke noget nært fællesskab mellem mandens og kvindens slægninge, der skulle kunne forhindre et ægteskab; det består kun mellem mandens slægninge og kvinden, og mellem kvindens slægtninge og manden. Men herom vil der blive sagt mere senere.

202.  Porro et hoc tenendum est quod affinitas, juxta leges civiles, solummodo ex nuptiiis nascatur, sed secundum jus pontificium ex quocunque coitu. Leges enim civiles tantum honestatis et necessitudinis necessariae habuere rationem, jus autem pontificium suis canonibus mixtiones promiscuas cavere voluit.

202.  Så skal vi da slå fast, at i henhold til de borgerlige love opstår svogerskab alene som følge af et ægteskabs indgåelse. Men ifølge pavelig ret opstår det som følge af enhver kønsforbindelse mellem en mand og en kvinde. Thi de borgerlige love er kun udformet under hensyntagen til ærbarheden og det nære forhold, der følger af ægteskabs indgåelse. Men den pavelige ret har med sine bestemmelser villet dæmme op for kønsførbindelser i flæng.

Nomina et comparationes affinium. 

Fingamus nunc sponsum, nunc sponsam in hunc modum loqui:

203.
1. Socer meus (min mands eller hustrus fader; mein Schweher). Socrus mea (min mands eller hustrus moder; mein Schwieger). His opponuntur gener meus (min datters mand; mein Eidem) et nurus mea (min søns hustru, eller Sønnequen; mein Schnur.)

2. Socer magnus, seu prosocer meus (min mands eller hustrus farfar; Elter Schweher, oder Grossschweher). Socrus magna, seu prosocrus mea (min mands eller hustrus mormor; Elder Schwiger oder Grossschwiger). His opponuntur progener meus (mit datterbarns mand; unter Eidem), et pronurus mea (min sønnesøns hustru, eller dattersøns hustru; unter Schnur).

3. Vitricus meus (min stedfader; mein Stiefvater). Noverca mea (min stedmoder; mein Stiefmutter). His opponuntur prevignus meus (min stedsøn, mein Stiefsohn), et previgna mea (min steddatter, mein Stieftochter).

4. Levir meus (min mands broder; meins Mans Bruder, mein Schwager). Glos mea (min mands søster, meins Mans Schwester, mein Schwegern).
His opponuntur sororius meus (min søsters mand; meiner Schwester Man, mein Schwager), et fratria mea (min broders hustru; meins Brudern Weib, mein Schwegerin).

Betegnelser for, og sammenligninger mellem, besvogrede. 

203. 
1. Min svigerfar, min svigermor. Modsat min svigersøn og svigerdatter.
2. Min hustrus bedstefar og bedstemor, min mands bedstefar og bedstemor. Modsat mine børnebørns ægtefæller.
3. Min stedfar, min stedmor. Modsat min stedsøn og steddatter.
4. Min mands bror, min mands søster. Modsat min søsters mand og min brors hustru.

204. Hae sunt praecipuae appellationes latinae; vel si placet latine haec efferre, loquatur sponsus in hunc modum: Socer est uxoris meae pater, et ego illi gener. Socer magnus, uxoris meae avus, ego illius sum progener. Et e converso, pater meus uxoris meae socer est, haec illi nurus. Et avus meus, socer magnus sive prosocer est uxori meae, illa illi pronurus. Item prosocrus mihi uxoris meae avia est, et ego illi progener. 

Et retro, mater mea uxoris meae socrus est, illa huic nurus. Et avia mea uxori meae socrus magna est, et uxor illi pronurus. Prevignus autem meus est uxoris meae filius, ex alio viro natus, ego illi vitricus. Et contra, uxor mea liberis meis, aliunde susceptis, noverca dicitur; liberi mei illi previgni sunt.

Frater meus levir est uxori meae. Soror mea illi glos est. Duorum fratrum uxores inter se einateres vocantur. Sororius meus est uxoris meae frater. Fratria autem mea, fratris uxor.

Haec fere ex Erasmo.

204.  Disse er de vigtigste betegnelser. Man kan udtrykke det således, med ægtemandens ord: Min svigerfar er min hustrus far, og jeg er hans svigersøn, Over for min hustrus bedstefar står jeg som hans barnebarns mand. Og modsat gælder det, at min far er min hustrus svigerfar, og hun hans svigerdatter. Min bedstefar er min hustrus mands bedstefar, og hun er hans barnebarns hustru. Der er et tilsvarende forhold mellem min hustrus bedstemor og mig, der er hendes barnebarns mand.

Og tilbage igen: Min mor er min hustrus svigermor, og min hustru er min mors svigerdatter. Min bedstemor er min hustrus mands bedstemor, og min hustru tilsvarende hendes barnebarns hustru. Min stedsøn er min hustrus søn, som hun har fået med en anden mand, og jeg er hans stedfar. Og modsat kaldes min hustru for stedmor af de børn, som jeg har fået med en anden kvinde; og de er hendes stedbørn.

Min bror er min hustrus svoger. Min søster er hendes svigerinde. To brødres hustruer betegnes i deres indbyrdes forhold med ordet eimatéres, svigerinder. Som min svogerbetegnes også min hustrus bror, og som min svigerinde min brors hustru.

Dette er taget fra Erasmus.*

Regulae judicii

Prima

205.  Vir abstinebit ab uxoris cognatis, ut a propriis. Similiter mulier abstinebit a mariti cognatis tanquam a suis.

Hujus regulae fundamentum est: Quod maritus et uxor una sint caro. Cum igitur ego et uxor mea una caro sumus, ab ipsius cognatis tamquam a meis, abstinebo, et illa vicissim a meis tamquam a propriis. Ex quo sequitur eosdem gradus affinitatis qui consanguinitatis prohibitos esse. 

DOMSREGLER.

Den første.

205.  En mand skal holde sig fra sin hustrus slægtninge som fra sine egne.

På samme måde skal en kvinde holde sig fra sin mands slægtninge som fra sine egne.

Grundlaget for denne regel er, at mand og hustru er ét kød. Når altså jeg og min hustru er ét kød, skal jeg holde mig fra hendes slægtninge som fra mine egne, og hun på sin side skal holde sig fra mine som fra sine egne. Heraf følger det, at ægteskab er forbudt i de samme svogerskabsgrader som ægteskabsgraderne.

Secunda

206.  Vir non potest eam ducere, cui sibi nubere non licet, nec mulier ei nubere, qui se non potest ducere. Cum igitur noverca mea est una caro cum patre meo non potest mihi nubere, quare et ego abstinebo ab illa tamquam a matre. Similiter quoniam vitricus meus una caro est cum matre mea non potest me ducere, quare et ego ab illo abstinebo ut a patre proprio.

Den anden

206.  En mand kan ikke tage en kvinde til ægte, som han ikke har lov til at gifte sig med; og en kvinde må ikke gifte sig med en mand, der ikke kan tage hende til ægte. Når altså min stedmor er ét kød med sin far, kan hun ikke gifte sig med mig, fordi jeg jo også skal holde mig fra hende som fra min egen mor. På samme måde, eftersom min stedfar er ét kød med min mor, så kan han ikke tage mig til ægte, fordi jeg skal holde mig fra ham som fra min egen far.

Tertia

207.  Cognati ipsius viri, et cognati ipsius mulieris affinitatis lege non prohibentur contrahere. Possunt igitur duo viri, qui sunt pater et filius, cum duabus feminis, quae sunt mater et filia, contrahere. Item duo viri qui sunt fratres, cum duabus feminis quae sunt sorores, licite contrahunt. Item vir uxore sua mortua potest ducere eam quae nupserat fratri uxoris suae jam mortuo. Item mariti filius ex alia uxore, et uxoris filia ex alio marito, vel contra, matrimonium recte contrahunt.

Den tredie

207.  Af svogerskab kommer ikke nogen lov, der forbyder ægteskab mellem mandens og hustruens slægtninge. To mænd, der er far og søn, kan derfor gifte sig med to kvinder, der er mor og datter. Ligeledes kan to mænd, der er brødre, fuldt lovligt gifte sig med to kvinder, der er søstre. Og en mand kan, hvis hans hustru er død, tage en kvinde til ægte, der har været gift med hans afdøde hustrus bror, hvis han også er død. Og ægtemandens søn med en anden hustru kan gifte sig med hustruens datter med en anden mand, og omvendt.

208.  Porro etsi in papatu olim numerarunt tria affinitatis genera impedientia nuptias, hodie tamen primum solummodo nuptias impedire recte affirmant. 

Discernuntur autem affinitatis genera juxta hanc regulam: Persona addita personae per carnis copulam mutat genus affinitatis, et non gradum. Si ergo quis fuerit mihi in primo gradu cognationis, utpote filius, et duxerit uxorem, illa femina erit mihi in primo gradu affinitatis, et in primo genere. Si mortuo filio meo alius eam duxerit, is erit mihi similiter in primo affinitatis gradu, sed in secundo genere. Verum si idem aliam mulierem cognoverit, ea erit mihi quoque in primo gradu affinitatis, sed in tertio genere. 

Persona siquidem addita personae, non gradum, sed genus solummodo affinitatis mutat.

208.  Der hvor paven har magt regnede man en gang med svogerskab i tre klasser, der alle stillede sig hindrende i vejen for ægteskab. Men i dag siger katolikkerne dog, at kun den første af disse klasser udgør en egentlig ægteskabshindring.

Man skelner mellem de forskellige typer af svogerskab i henhold til følgende „regel: En person, der knyttes til en anden person ved en sexuel forening" skifter svogerskabsklasse, men ikke svogerskabsgrad. Hvis altså nogen er beslægtet med mig i første grad - min søn for eksempel - og han tage sig en hustru, så bliver denne kvinde bcsvogret med mig i første grad og i første svogerskabsklasse. Hvis min søn så dør, og en anden tager hende til ægte, bliver han på samme måde besvogret med mig i første grad, men i anden svogerskabsklasse. Men hvis nu denne mand havde kendt en anden kvinde, bliver hun også besvogret med mig i første grad, men nu i tredie svogerskabsklasse.

Når altså en person føres sammen med en anden på denne måde, skifter svogerskabsgraden ikke, men kun svogerskabsklassen.

209.  Eadem est prorsus supputandi gradus affinitatis ratio, quae est cognationis. Filius est mihi in primo gradu cognationis, ergo nurus mea erit mihi in primo gradu affinitatis. Nepos est mihi in secundo gradu cognationis, ergo pronurus mea est mihi similiter in secundo gradu affinitatis. Frater et soror sunt mihi in primo gradu cognationis, ergo sororius meus et fratria mea sunt mihi in promo affinitatis gradu, atque sic de ceteris. 

209.  Systemet i beregningen af svogerskabsgrader følger systemet ved beregning af slægtskabsgrader. Min søn er beslægtet med mig i første grad, altså er min svigerdatter besvogret med mig i første grad. Mit barnebarn er i anden slægtskabsgrad fra mig, altså er mit barnebarns hustru på samme måde i anden svogerskabsgrad fra mig. Min bror og min søster er beslægtede med mig i første grad, følgelig er min svoger og min svigerinde besvogret med mig i første grad; og så fremdeles.