Leges prohibitionis graduum affinitatis.

Prima Lex.
Novercae tuae pudorem ne revelabis.

210.  Ratio legis est: Pater tuus et noverca tua una est caro, ut pater tuus et mater tua fuere. 
Proinde ut a matre propria, ita et a noverca tua abstinebis. Concluditur autem haec lex ex prima regula hoc pacto, noverca mea debet abstinere a consanguineis mariti sui, hoc est, patris mei. Igitur non licet illi mihi nubere. Proinde neque mihi licebit eam in uxorem ducere.

Poena corporalis violatae hujus legis est mors. Moriendo, inquit, morientur ambo, sanguis eorum super eos. Spiritualis, Deut. 27: Maledictus qui dormit cum uxore patris tui. - Hujus incestus meminit Paulus 1. Corinth. 5 

Love, som forbyder indgåelse af ægteskab indenfor visse svogerskabsgrader.

Første lov
Din stedmoders blusel må du ikke blotte

210.  Begrundelsen for loven er, at din far og din stedmor er ét kød, lige som din far og din mor var det. Derfor skal du holde dig fra din stedmor, som du skal holde dig fra din kødelige mor.

Denne lov er en følge af den første regel på følgende måde: Min stedmoder bør holde sig fra sin mands, det vil sige min fars, slægtninge. Derfor har hun ikke lov til at gifte sig med mig. Og derfor må jeg heller ikke tage hende til hustru.

Den legemlige straf for krænkelse af denne lov er døden. De skal begge lide døden, hedder det, der hviler blodskyld på dem. Den åndelige straf herfor er nævnt i l. Mos. 27: "Forbandet enhver,  der sover med sin faders hustru!" - Paulus minder om denne form for blodskam i l. Kor. 5. *

Secunda Lex.
Pudorem socrus tuae non revelabis.

211.  Ratio legis ex prima regula dependet. Deinde socrus matris loco est, ut leges etiam affirmant.

Poena corporalis Levit. 20 haec est: Igne comburantur ambo. Spiritualis Deut. 27, Maledictus qui cum socru sua rem habet.

Anden lov 
Din svigermoders blusel må du ikke blotte

211.  Begrundelsen for loven er hentet i den første regel. Herefter er svigermoderen i moders sted, som lovene også fastslår.

Den legemlige straf er (3. Mos. 20): De skal begge brændes på bålet! Den åndelige straf er nævnt i 5. Mos. 27:  Forbandet enhver, som har samleje med sin hustrus moder!

Tertia Lex.
Pudorem uxoris patrui tui non revelabis.

212.  Ratio legis: Cum uxor patrui mei debeat abstinere a consanguineis mariti sui, non potest nubere mihi, qui sum filius fratris mariti ipsius. Quare nec mihi eam in uxorem ducere licebit, ut patet ex secunda regula. Praeterea uxor patrui est mihi loco amitae, hoc est, in numero parentum. Igitur non minus ab illa abstinebo quam ab amita. Ex hac lege sequitur, quod ab uxore mei avunculi debeam abstinere. Sunt enim patrui mei uxor et avunculi mei uxor in pari gradu.

Tredie lov 
Din farbrors hustrus blusel må du ikke blotte.

212.  Begrundelsen for loven er: Når min farbrors hustru bør holde sig fra sin mands slægtninge, så kan hun ikke gifte sig med mig, der jo er søn af hendes mands bror. Derfor er det heller ikke mig tilladt at tage hende til hustru, som det fremgår af anden regel. Desuden er min farbrors hustru mig i fasters sted, det vil sige i slægten. Derfor skal jeg holde mig fra hende, lige så vel som jeg skal holde mig fra min faster. - Af denne lov følger det, at jeg bør holde mig fra min morbrors hustru. Thi min farbrors hustru og min morbrors hustru er besvogrede med mig i samme grad.

Quarta lex.
Pudorem uxoris fratris tui non revelabis.

213.  Ratio legis: Uxor mea debet abstinere a cognatis meis, igitur abstinebit a fratre meo, et frater meus vicissim ab ea abstinebit. - Lex ergo haec nititur prima et secunda regula, Leviticus 20., ratio hujus legis adjicitur hoc modo: Vir qui acceperit uxorem fratris sui, scelus est, pudorem fratris sui revelabit, orbus erit. Et Imperator in codice: Fratris uxorem ducendi vel duabus sororibus conjungendi penitus licentiam submovemus, ned dissoluto quoquo modo conjugio.

Verum huic legi duo videntur adversaria, exemplum videlicet, et lex contraria. 

Fjerde lov 
Din broders hustrus blusel må du ikke blotte.

213.  Begrundelsen for loven er: Min hustru bør holde sig fra mine slægtninge; derfor vil hun holde sig fra min bror, og min bror vil på sin side holde sig fra hende. Denne lov hviler således på første og anden regel. I Tredie Mosebog 20 tilføjes en begrundelse for loven således: Om en mand tager sin broders hustru til sig, er det en skændselsdåd; han har blottet sin broders blusel, han skal derfor være barnløs. - Og kejseren, i romerretten: Vi vil herefter aldrig give tilladelse til at nogen gifter sig med sin broders hustru, eller til at nogen gifter sig med to søstre; intet usømmelig! ægteskab af den art må på nogen måde indgås.

Men to ting synes at tale imod denne lov - et eksempel, og en lov, der siger det modsatte.*

214.  Exemplum est Gen. 38 de filiis Judae patriarchae, qui successive eandem feminam Thamar in uxorem duxerunt. Consuetudo enim erat, ut si maritus es uxore non gigneret, eo mortuo frater superstes eandem duceret, ut exitaret mortuo fratri semen. Sed diximus supra, exempla non praebere firma argumenta sine generali regula.

214.  Eksemplet findes i Første Mosebog 38: det drejer sig om patriarken Judas sønner, der tog én og samme kvinde, Tamar, til hustru, den ene efter den anden. Men det var skikken den gang, at hvis en mand døde uden at have fået børn med sin hustru, skulle hans efterlevende bror tage hende til hustru for at skaffe sin døde bror afkom. Men, som vi har sagt tidligere: Eksempler har ikke nogen afgørende vægt som bevis - hvis ikke, de er i overensstemmelse med en almen regel.

215.   Lex contraria est Deut. 25: Quando habitaverint fratres simul, et unus ex eis absque liberis mortuus fuerit, uxor defuncti non nubet alteri, sed accipiet eam frater ejus, et suscitabit semen fratri suo, et primogenitum ex ea filium nomine fratris defuncti appellabit, ut non deleatur nomen ejus ex Israel.

Respondeo, discernendum esse inter legem generalem, quae omnes obligat, et specialem, quae ad paucos pertinet. Specialis enim lex, quam adduximus, solummodo locum habet in casu certo, in populo certo, et propter singularem finem, sicut circumstantiae legis clarissime indicant. Quare qui contra generalem legem fecerit, incestum committit, et Deo et Naturae opponit.

215.  Den lov, der siger det modsatte, findes i Femte Mosebog 25: Når flere brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade sig børn, må den afdødes enke ikke gifte sig med en fremmed, men afdødes bror skal tage imod hende og opvække sin bror afkom, og den første søn, hun føder, skal bære den afdøde brors navn, for at hans navn ikke skal udslettes af Israel.

- Jeg vil svare hertil, at man må skelne mellem den almene lov, der gælder for alle, og den specielle lov, der kun vedrører nogle. Thi den specielle lov, som vi nævnte, finder kun anvendelse i et bestemt tilfælde, i et bestemt folk, og med et særligt formål, således som også omstændighederne omkring loven ganske klart viser. Derfor den, der handler imod den almene lov, gør sig skyldig i blodskam, og han trodser dermed både Gud og naturen.

Quinta Lex.
Sororem uxoris tuae non accipies uxorem.

216.  Etsi haec lex implicite et obscure ponitur in Mose, tamen ejus clarissima ratio est, et ex prima regula dependet, quam tradidimus, et ex quarta lege, quam jam posuimus, evidenter concluditur. Nam si non licet uni feminae duobus fratribus nubere, profecto nec licebit uni viro duas sorores in uxores ducere. 

Femte lov 
Du må ikke tage din hustrus søster til hustru.

216.  Selv om denne lov kun findes skjult og dunkelt udsagt hos Moses, er dens begrundelse dog ganske klar; den følger helt indlysende af den første regel, vi har gengivet, og af den fjerde lov, som vi har fastsat. Thi hvis det ikke er tilladt en kvinde at ægte to brødre, så er det såvist heller ikke tilladt en mand at gifte sig med to søstre.

Sexta lex.
Pudorem nurus tuae non revelabis.

217.  Ratio legis est, uxor filii mei, quae nurus est mihi, debet abstinere a me, patre mariti sui. Ergo filio meo mortuo non licebit mihi eam, jam viduam, in uxorem ducere. Fluit enim et haec lex a secunda regula.

Poena corporalis violatae hujus legis, Levit. 20. haec additur: Vir qui dormierit cum nuru sua, morte interficiantur ambo ipsi. Scelus fecerunt, sanguis eorum super eos.

Sjette lov 
Din svigerdatters blusel må du ikke blotte.

217.  Begrundelsen for loven er, at min søns hustru, min svigerdatter, bør holde sig fra mig, hendes mands far. Derfor må jeg, hvis min søn skulle dø, ikke tage hans enke til hustru. Også denne lov kommer af den Anden Regel.

Den legemlige straf for at krænke denne lov skal tilføjes her, efter Tredie Mosebog 20: Hvis en mand sover hos sin sønnekone, skal de begge lide døden; de har øvet skændselsdåd, der hviler blodskyld på dem.

Hae feminae nominatim in affinitate recensentur prohibitae, excepta uxore avunculi, quae tamen sub tertia continetur lege. Nam cum prohibeor matrimonio jungi cum uxore patrui mei, profecto non licebit mihi in uxorem ducere viduam avunculi mei. Nam prorsus pari gradu et linea utraque, videlicet uxor patrui et uxor avunculi, me attingunt affinitatis jure.   

De kvinder, der er nævnt her, må ikke træde i svogerskabsforhold til Janus, undtagen morbrors hustru; men hun falder ind under tredie lov. Thi når det forbydes mig at knytte mig i ægteskab til min farbrors hustru, så må jeg såvist heller ikke tage min morbrors enke til hustru. Thi de to, min farbrors hustru og min morbrors, står mig lige nær i svogerskab, i samme grad og samme linie.

219.  Hactenus de legibus cognationis et affinitatis, quantum quidem ad nuptias attinet, cum ex verbo Dei tum ex jure humano disputavimus. In verbo Dei clarissime invenimus decem et septem feminas recenseri, cum quibus prohibemur matrimonio jungi, quae sunt mater, filia, soror, avia, neptis, amita, matertera, noverca, socrus, uxor patrui, uxor avunculi, uxor fratris, soror uxoris, praevigna, filia praevignae, neptis praevignae, nurus. Quae autem ex consecutionis necessitate prohibentur, ex regulis quae supra tradidimus patet.

Porro, præter consanguinitatem et affinitatem numerantur plura nuptiarum impedimenta apud jurisconsultos et canonicos, ut sunt publicae honestatis justitia, adoptio, cognatio spiritualis, votum, ordo et cetera.

219.  Indtil nu har vi drøftet lovene vedrørende slægtskab og svogerskab, og deres betydning for ægteskabs indgåelse. Og diskussionen har været ført, både ud fra Guds Ord og ud fra menneskelig ret. I Guds Ord finder vi ganske klart opregnet sytten kvinder, som det er forbudt at gifte sig med, nemlig mor, datter, søster, bedstemor, barnebarn, faster, moster, stedmor, svigermor, farbrors hustru, morbrors hustru, brors hustru, hustrus søster, steddatter, steddatters datter, steddatters barnebarn, svigerdatter. Hver af dem er udelukket i kraft af logisk nødvendige slutninger, som det fremgår af de regler, vi har refereret ovenfor. 

Endvidere: Udover slægtskab og svogerskab opregner romerretskyndige og kanonister flere andre hindringer for ægteskab, så som den offentlige ærbarheds retfærdighed, adoption, åndeligt slægtskab, givne løfter, tilhørsforhold til et ordenssamfund, og så videre.

220. Publicae honestatis justitiam definiunt propinquitatem ex sponsalibus puris et certis provenientem, robur trahentem ex Ecclesiae institutione, propter ejus honestatem. Hanc ajunt impedire nuptias, cum consanguineis sponsae, ante consummatum matrimonium defunctae.

Janus fidem dat Bertae de futuris nuptiis, Berta morietur ante nuptias. Hic quaeritur, num liceat Jano Bertae matrem, aut sororem, aut filiam in uxorem ducere. Canonici negant. Dicunt enim justitiam publicae honestatis hujusmodi nuptias non permittere, quae publicae honestatis justitia, robur trahit ex Ecclesiae constitutione. Verum ego oppono isti robori Ecclesiae pontificiae robur Christianae libertatis, quo exempti sunt legibus Antichristi omnes qui in Christum credunt - siquidem longe alia est honestas sponsae Christi quam meretricis Babylonicae, quae externo fuco humanarum traditionum se pingit. 

220.  Med den offentlige ærbarheds retfærdighed tænker disse jurister på, at personer kommer til at stå hinanden nær i kraft af en indgået forlovelse, hvis denne forlovelse da er klar og sikker. Det er kirkens orden, der giver dette forbud styrke, fordi kirkens orden selv er ærbar. Man siger at dette nære forhold hindrer, at en mand indgår ægteskab med sin forlovedes slægtninge, selvom hun døde inden ægteskabet blev fuldbyrdet.

For eksempel: Janus lover Berta ægteskab, men Berta dør, inden de bliver gift. Så spørges der,  om Janus nu har lov til at tage Bertas mor, eller hendes søster, eller hendes datter, til ægte. Kanonisterne siger nej. Thi de siger, at den offentlige ærbarheds retfærdighed ikke tillader et sådant ægteskab, og at denne offentlige ærbarhed henter sin styrke i kirkens orden. Men overfor denne pavekirkens styrke sætter jeg den kristne friheds styrke, hvorved alle, der tror på Kristus,  er løst fra Antikrists love. Kristi ærbarhed er jo en helt anden end den babyloniske skøges, hun der maler sig med menneskelige overleveringers ydre sminke.

221.  Praeterea Augustinus recte ait: Illa mulier, cum qua commixtio sexus non docetur fuisse, non pertinet ad matrimonium. Nihil igitur vetat quominus Janus contrahat cum Bertae defunctae matre, vel sorore, vel filia, vel quavis alia ex ejus cognatione. Verum si sponsalibus accessisset copula carnis ante nuptias, affinitatis lege a cognatis Bertae abstinere deberet.

221.  Desuden siger Augustinus med rette: Hvis det siges om en kvinde, at hun ikke har haft samleje, så regnes hun ikke for gift. Så er der altså intet i vejen for, at Janus gifter sig med den døde Bertas mor, eller søster, eller datter, eller med nogen af hendes slægt. Men hvis det udover forlovelsen er kommet til en kødelige forening før brylluppet, så bør han holde sig fra Bertas slægtninge, i kraft af svogerskabets lov.

222.  Adoptio juxta leges quoque Caesareas impedit nuptias. Nam per adoptionem parentum et liberorum loco censentur qui adoptant, et qui adoptantur. 

Huic legi oportet eos parere qui sunt sub Romano Imperio, alii ista lege non obligantur. Nam neque fundamentum habet in jure divino, aut naturali, sed solummodo habita est ratio politici boni, non ita late se extendentis.

222.  Adoption hindrer ægteskabs indgåelse, også i henhold til de kejserlige love. Thi ved en adoption regnes de, der adopterer, for forældre; og de, der adopteres, regnes for børn.

Denne lov skal adlydes af dem, der hører romerriget til, men andre er ikke bundet af den. Thi den er ikke forankret i den Guddommelige lov, ej heller i naturloven, men begrundelsen for den er alene det politisk gode;  og dette hensyn rækker ikke så langt.

223.   In Codice Imperatores volunt Spiritualem cognationem, quae initur baptismo inter testes et eos qui baptizantur, connubia impedire. Verum ista lex nulla ratione nititur, quare ratione quidem nullos obligat. Auctoritate vero sola obligat eos qui magistratum agnoscunt Caesarem, tametsi illa lex non tam Caesaris quam Papae censenda est, in cujus gratiam Caesar istam legem in Codicem videtur transtulisse.

De voto et ordine supra a nobis dictum est, et cetera. 

223.  I romerretten bestemmer kejserne, at det åndelige slægtskab, der stiftes ved dåben imellem dåbsvidnerne og de døbte, skal hindre ægteskab. Men denne lov har ikke nogen grund, der skulle kunne forpligte nogen. Med sin myndighed forpligter den kun dem, der anerkender kejseren som deres øvrighed - selv om denne lov ikke bør regnes for kejserens, men snarere for pavens lov. Kejseren synes nemlig at have indføjet den i lovbogen for pavens skyld.

Om løfter og stand har vi talt tidligere.

Secunda conditio consensus.

224.  Secunda, quam requirimus in consensu, conditio est, ut sit honestus. Est autem consensus honestus cum circumstantiarum, personarum, familiarum, ordinis, dignitatis et officii ratio habetur, et quasi aequalitas, quantum ad decorum politicum attinet, spectatur.

Qui hujus honestatis rationem non habet, non solum male suis rebus consulit, verum etiam ipsam naturam et Dei ordinationem ingratus contemnit. Nihil enim tam expetit cujusque rei natura quam sibi simile, nihil abominatur aeque et devitat quam dissimile. Deus quoque, qui omnia ordine pulcherrimo disposuit, vult ut in vita et moribus decorum non negligamus.

Den anden betingelse for samtykke.

224.  Den anden betingelse for samtykke, som vi kræver opfyldt, er, at det skal være hæderligt. Og samtykket er hæderligt, når der tages hensyn til omstændighederne, til de berørte personer og deres familier, deres rang og stand og deres forpligtelser, og når man har haft den jævnbyrdighed mellem parterne for øje, som samfundet kræver.

Ser man bort fra dette krav om hæderlighed, så har man ikke alene passet sine egne sager dårligt, men utaknemmelig foragter man naturen selv og Guds ordning. Enhver tings natur stræber nemlig stærkest efter det, der ligner den selv, og med rette afskyr den og undgår den stærkest det, der er anderledes. Og Gud, der har ordnet alt på den skønneste måde, vil, at vi ikke skal forsømmme skønheden i vort liv og i vore vaner.