225.  Honestus proinde vir, nuptias quaerens, abstineat ab inhonesta femina, in dignitate constitutus ab infami, liber a serva, illustris ab obscura, sua familia, ordine, dignitate, officio indigna.

Quorum igitur interest dispicere de aliorum nuptiis, in hac re prudentiam adhibeant caveantque ne coeco amore et juvenili impetu nuptiae contractae, vel claritatem familiae, vel dignitatem ordinis, vel officii eminentiam maculent. Et si quando talis consensus temerarie accesserit, autoritate cogent, qui potestatem habent, ut qui consenserunt a suo temerario promisso, re adhuc integra, hoc est, ante nuptias vel carnalem copulam, discedant. Est enim hujusmodi temerarius consensus contra Deum, qui vult omnia honeste fieri et ordinate.

225.  En hæderlig mand, der ønsker at gifte sig, skal derfor holde sig fra en uhæderlig kvinde, og den, der indtager en ærefuld stilling, skal holde sig fra en berygtet kvinde. Den frie mand skal holde sig fra den ufrie kvinde, og den kendte mand skal holde sig fra den ukendte kvinde, der ikke er hans slægt, hans rang og stand og gerning værdig. 

De, der skal våge over andres ægteskab, bør altså vise forsigtighed i denne sag og se til, at ikke noget ægteskab, indgået i blind kærlighed og ungdommelig frembrusen, kommer til at ødelægge nogen families ry, eller nogens værdighed eller ophøjede embede. Og skulle en sådan ubesindig forlovelse være indgået, skal de, der har magt dertil, bruge deres myndighed og tvinge de forlovede til at tage dette ubesindige ægteskabsløfte tilbage, medens der ikke er sket noget, det vil sige før brylluppet og den kødelige forening. Thi et sådant ubesindigt samtykke er imod Gud, der vil, at alt skal ske på hæderlig og velordnet vis.

226.  Quapropter, etiamsi quis se juramento astrinxerit feminae impari, potest a contractu rectius edoctus decedere. Numquam enim placueris Deo,si praestes quod temerarie jurasti contra Dei voluntatem. Teneatur ergo regula juris: Non est obligatorium contra bonos mores praestitum juramentum.

226.  Derfor, hvis nogen ved en ed har bundet sig til en kvinde, der ikke er jævngod med ham, så kan han hæve forlovelsen, når han får en bedre indsigt. Thi man gør ikke noget Gud velbehageligt, hvis man holder et løfte, som man har givet ubesindigt, imod Guds vilje. Altså skal denne retsregel overholdes: Et løfte, der er givet imod god skik, er ikke bindende.

Tertia Conditio Consensus.

227.  Tertia legitimi consensus conditio est, ut sit justus. Requirit autem justitia, ut liberi debitum honorem reddant parentibus, et parentes suorum liberorum sanctam curam gerant. Haec enim analoga parentum et liberorum officia sunt. Qui ergo clam, hoc est, insciis parentibus aut iis qui eorum vice funguntur, contrahit nuptias, contra justitiam facit, atque adeo Legis Divinae transgressor est. Parentes, qui non cogitant de honestis suorum liberorum nuptiis, immemores sunt officii sui, nec cogitant se Dei voluntatem in hac re vilipendere.

Cum igitur liberi non sunt sui juris, non licet eis clandestinas sectari nuptias, contra Dei voluntatem et Naturae Legem: Honora Patrem et Matrem, ut Tibi bene sit. Atqui Justitianus Imperator non permittit filiisfamilias uxores ducere citra parentum autoritatem, idque putat naturali simul et civili rationi congruere. 

Den tredie betingelse for samtykke.

227.  Den tredie betingelse for, at et samtykke kan være lovligt, er, at det skal være retfærdigt. Men nu kræver retfærdigheden, at børn skal vise deres forældre skyldig ære, og at forældrene skal opdrage børn i fromhed. Det er nemlig forældres og børns pligter, og de svarer til hinanden. Den der gifter sig hemmeligt - det vil sige uden at hans forældre ved det (eller de, der er i forældres sted) - han handler uretfærdigt, og han bryder derved den Guddommelige lov. De forældre, der ikke tænker på at få deres børn hæderligt gift, glemmer derved deres pligt, og de tænker ikke på, at de derved krænker Guds vilje. 

Når altså børnene ikke råder for sig selv, har de ikke lov til at indgå hemmelige ægteskaber, imod Guds vilje og naturens lov, der siger: Ær din fader og din mor, for at det må gå dig godt. - Og kejser Justinianus tillod ikke umyndige unge mænd at tage sig hustruer uden deres forældres tilladelse, og han mente, at det var i overensstemmelse med den naturlige og den borgerlige fornuft.

228.  Taceo ethnicorum exempla, quaevel ex poëtarum scriptis nota esse possunt. Achilles, apud Homerum 9. Iliados, non vult sine patris sui consensu ne regis quidem filiam in uxorem ducere. Andromacha, apud Euripidem, cum ipsius nuptiae petuntur, respondit patris sui esse sponsalium suorum curam habere. 

228.  Jeg nævner ingen eksempler med hedningefolk, selvom vi kan lære dem at kende i digternes skrifter. Hos Homeros, i Iliadens niende sang, hører vi, at Akhilleus end ikke vil tage en kongedatter til ægte uden, at hans far giver ham lov. Og hos Euripides svarer Andromake, da man frier til hende, at det tilkommer hendes fader at råde for hendes forlovelse.*

229.  Experientia praeterea testatur, nuptias sine hoc justo consensu initas infelices esse, ut quae sint a Deo maledictae et damnatae. Praetereo quod apud honestas gentes, qui sine consensu parentum vel duxerunt vel nupserunt, meruerint abdicationem. Simo Terentianus parat abdicationem, patris nomen recusans, quod Pamphilus clam ipso duxisset uxorem.

229.  Erfaringen lærer os desuden også, at ægteskaber, der indgås uden et sådant retfærdigt samtykke, bliver ulykkelige, fordi de er forbandede og fordømte af Gud. Jeg går helt uden om den kendsgerning, at i gode familier kunne man blive gjort arveløs, hvis man giftede sig uden forældrenes tilladelse. Simo, hos Terentius, gør sin søn Pamphylus arveløs og vil ikke kaldes hans fader, fordi Pamphylus havde taget sig en hustru uden sin fars vidende.

230.   Cum canonici contendunt consensum liberorum de nuptiis non posse irritum fieri reluctantibus parentibus, falsum esse vel hinc convincitur. Deus ne sibi quidem vel unius dumtaxat diei jejunium filiisfamilias vovere, nescio patre, permisit, neque gratum, si vovissent, habere voluit, et scilicet probet, ut filia inconsulto patre patris potestate exemta, addicat se connubio alieno viro, ut jam relicto patre invito, una sit cum illo caro.

230.  Kanonisterne påstår, at børns samtykke i et ægteskab ikke kan gøres ugyldigt blot ved at forældrene sætter sig imod det. Men heri har de uret. Det kan man se, når man betænker, at Gud engang ikke ville tillade børnene i en familie at love Ham at faste så meget som én dag uden deres faders vidende, og at det ikke var Gud til behag, om de allerede havde aflagt løftet. Havde Gud godkendt dette, ville han have godkendt, at en datter unddrog sig sin faders myndighed og gav sig hen i et ægteskab med en fremmed mand - at hun altså forlod sin uvillige fader og blev ét kød med sin mand.

231.  Etsi autem non licet liberis citra parentum autoritatem nuptias contrahere, tamen parentes nullo pacto debent cogere liberos ad nuptias quas oderunt, sed illorum consensum quaerere, ut Genesis 24. rogatur puellae consensus.Vocemus, inquiunt, puellam, et quaeramus os ejus. Sit ergo talis temperatura, ut nec majorum spernatur autoritas, nec liberis pereat sua libertas.

231.  Men ligesom som børn ikke må gifte sig imod deres forældres myndighed, så bør forældrene heller ikke tvinge børnene til et ægteskab, som de afskyr; men de bør søge børnenes tilslutning, som i Første Mosebog 24, hvor man beder om pigens ja. Må der altså råde et sådant mådehold, at forældrenes myndighed ikke foragtes, og børnenes frihed ikke går til grunde.

Quarta conditio consensus.

232.  Debet praeterea legitimus consensus esse liber, idque et judicio et voluntate. Judicio quidem, ut qui consentit, sano judicio, sine errore hoc faciat. Nam qui errat, judicio fallitur; Qui fallitur judicio, non pure consentit. Qui non pure consentit, non vere promittit. Quicquid enim impedit causam, impedit etiam effectum. Voluntate vero, ut quod sano judicio probatum est, libera voluntate, eaque pura et non turbata affectibus, approbetur.

Den fjerde betingelse for samtykke.

232.  Et lovligt samtykke bør desuden også være frit, og hvile på fri vurdering og en fri vilje. En fri vurdering - for at den, der samtykker, kan handle med fuldt og fornuftigt overlæg, og uden at tage fejl. Thi den der tager fejl, vurderer på et falsk grundlag; og den der vurderer på et falsk grundlag har ikke givet sit fulde samtykke. Og den der ikke har givet sit fulde samtykke har i virkeligheden ikke lovet noget. Thi alt, hvad der hindrer årsagen, hindrer også virkningen. Ægteskabet skal godkendes i frivillighed, på grundlag af fornuftige overvejelser og med en ren og fri vilje, der ikke forstyrres af urolige lidenskaber.

233. Non est igitur liber consensus, cum vel impuberes vel furiosi spondent nuptias, neque cum quis caeco amore et vino captus contrahit, multo minus cum qui in aliena postestate est, autoritate et minis eorum, in quorum potestate est, cogitur. Hinc regula: Sponsalia, per vim et metum contracta, nulla sunt.

233. Der er altså ikke tale om noget frit samtykke, når helt unge eller rasende mennesker lover nogen ægteskab, eller hvis nogen gifter sig i blind kærlighed eller i en rus, efter at have drukket vin. Så meget mindre da når en person er i en andens vold, end den han rettelig hører til, og hvis han tvinges af dem, i hvis vold han er, med deres myndighed og med trusler. Her gælder den regel: Et ægteskab, der er indgået med anvendelse af magt, eller på grund af frygt, er ugyldigt.

Quinta conditio consensus.

234.  Oportet etiam legitimum consensum esse plenum, idque et verbis utrinque, et repromissione mutua. Verba careant omni fuco, sint clara et perspicua. Si autem conditio additur, sit honesta, gravis, utilis. Futiles conditiones procul absint a christianorum pactis.

Den femte betingelse for samtykke.

234.  Et lovligt samtykke bør også være fuldstændigt, givet med klare ord fra begge sider, og med gensidige løfter. De ord, der siges, skal være uden al ydre pynt; de skal være tydelige og letforståelige. Og hvis en betingelse føjes til ægteskabsløftet, skal denne betingelse være hæderlig, alvorlig og nyttig. Tvivlsomme betingelser skal være langt fra de aftaler, som kristne indgår med hinanden.

235.   Promissio siquidem nuptiarum vel est simplex et absoluta, vel habet conditionem annexam. 

Simplex et absolutus consensus alias fit promissione nuda, alias data arrha, alias annulo firmatur; interdum juramentum accedit, quod tamen non facit novam obligationem, sed factum confirmat.

Promissio quae habet conditionem annexam variat pro diversitate conditionis. Est autem conditio honesta vel inhonesta. Si honesta fuerit conditio, stante conditione stat obligatio et promissio, nisi impedimentum justum intervenerit.

235.  Et løfte om ægteskab kan enten være enkelt og ubetinget, eller der kan være betingelser knyttet til.

Et enkelt og ubetinget samtykke kan stadfæstes, enten alene ved et løfte, eller ved en medgift eller en ring; undertiden også med en ed, som dog ikke føjer nogen ny forpligtelse til, men kun bekræfter det allerede givne løfte.

Er der knyttet betingelser til, kan disse betingelser naturligvis veksle en del. Men betingelsen er enten hæderlig eller uhæderlig. Hvis det er en hæderlig betingelse, så vil, hvis betingelsen bliver opfyldt, forpligtelsen og løftet stå ved magt - hvis ikke en retmæssig forhindring kommer imellem. Hvis betingelsen er uhæderlig, skal den regnes for intet. Uhæderlige og skændige betingelser bør nemlig være langt fra Guds ordning.

Sexta conditio consensus.

236.  Postremo requiritur, ut consensus sit sincerus, hoc est, purus, sine omni dolo et fraude, ne alter alterum circumveniat mendatio, lactet jactantia et vanis promissionibus. Nam retecta fraude vel disceditur turpiter a pactione, vel nuptiae si secutae fuerint, erunt insuaves, et tota vita injucunda et molesta. Numquam enim commoda, et ex tui animi sententia uteris ea, quam tu ad te fraude pellexeris.

Den sjette betingelse for samtykke.

236.  Til sidst kræves det, at samtykket skal være oprigtigt, det vil sige rent, uden al list og svig, så at den ene ikke narrer den anden med løgne, eller bedrager den anden med pral eller tomme løfter. Thi når bedrageriet bliver åbenbart, bliver aftalen om ægteskab brudt på skændig vis; eller, hvis det kommer til bryllup, så bliver det et dårligt ægteskab, og hele livet bliver ubehageligt og trist. Thi det, man har svindlet sig til, bliver aldrig til glæde, og man kan alligevel ikke gøre med det, som man selv vil.

237.  Natura enim eum, a quo sumus falsi, ut hostem odimus, nihilque humano ingenio invisius quam frustrari spe atque expectatione tamquam debito. Huc refero conditiones tacitas inter honestas personas, videlicet integritatis servatae et fidei conjugalis servandae, quae non exprimuntur verbis sinistrae suspicionis aut mali ominis vitandi gratia. 

237.  Det er helt naturligt for os at hade den, der har bedraget os, ligesom vi hader vore fjender; og intet er så afskyeligt for menneskesindet som at blive skuffet i sine forhåbninger og sine berettigede forventninger. Hertil henfører jeg de uudsagte forventninger, som hæderlige mennesker har til hinanden, nemlig at de forlovede endnu er uberørte og vil forblive hinanden tro i ægteskabet. Det er ting der ikke siges i ord, fordi man ikke vil give udtryk for skumle mistanker, og ikke vil, at ordene i sig selv skal komme til at varsle ondt.

De Quarta Parte Definitionis Conjugii.  De Forma.

238.  Quarto loco in definitione meminimus formae conjugii, quae est legitima unius maris et unius feminae in unam carnem conjunctio. Qui enim ante conjugium duo erant, per nuptias una fiunt caro, et veluti unus homo. Cum autem "in unam carnem" dicitur, "una caro" est intelligenda. Porro caro hominem significat, utrumque ex Hebraei sermonis proprietate. Itaque qui prius duo erant homines conglutinati matrimonio fiunt unus. 

Haec unio conjugum, in prima conjugii institutione pulcherrime pingitur, ad quam picturam pios conuges aspicere oportet, ut recte de vinculo conjugali cogitent. Quemadmodum enim Adam unus est conditus, et ex ejus latere sumpta est femina tamquam pars ejus, et postea rursus a Deo per nuptias conjuncti sunt, ita mas et femina contrahentes in unam carnem tamquam in unum Adamum coalescunt, ut jam non ut duo, sed veluti unus homo censeantur. 

Ex quo sequitur tantam mariti et uxoris in conjugio esse necessitudinem quanta poterit esse maxima, adeo ut necessitudinem, quae est inter parentes et liberos longe superet. Siquidem unam carnem in conjugio fieri est summa uniri animorum et corporum conjunctione.

Om den fjerde del af definitionen af ægteskabet.  Om formen.

238.  På den fjerde plads i definitionen af ægteskabet mindede vi om ægteskabets form, som er en lovlig forbindelse mellem én mand og én kvinde, hvorved de bliver ét kød. Thi de, der før ægteskabet var to, bliver ved ægteskabet til ét kød, de bliver så at sige ét menneske. Og når der siges ét kød, så betyder det ét kød. „Kød" betegner også et menneske, begge betydninger ligger i det samme hebraiske ord. Derfor, de, der før var to, de sammenføjes i et ægteskab og bliver til én.

Denne ægtefællernes forening ser vi afmalet på den skønneste måde i indstiftelsen af det første ægteskab; det er det billede, som fromme ægtefolk bør holde sig for øje, så de kan få den rigtige opfattelse af det ægteskabelige bånd. Adam blev skabt alene, og fra hans side blev kvinden taget, som en del af ham; og siden forenede Gud dem i ægteskabet. Således med en mand og en kvinde, der bliver gift, de vokser sammen til ét kød, som bliver de til én Adam, så de nu ikke mere skal regnes for to, men kun for ét menneske.

Heraf følger, at foreningen mellem en ægtemand og hans hustru er så inderlig, som den overhovedet kan blive, og langt dybere end forholdet mellem forældre og børn. Eftersom de bliver ét kød i ægteskabet, bliver deres sjæle og legemer forenede med de allerstærkeste bånd.

239.   Aristoteles ex sententia Pythagorae amicum definit esse cuique alterum ipsum. Sed Deus conjugem definit esse cuique eundem ipsum. Est proinde duplex unio conjugum honestorum, una animorum, altera corporum. Quemadmodum enim animorum consensus legitimus ex duobus animis unum reddit: ita corporum legitima conjunctio ex duobus corporibus unum efficit.

239.  Aristoteles citerer Pythagoras, idet han bestemmer en ven som et menneskes andet jeg. Men Gud bestemmer en ægtefælle som et menneskes eget jeg. Hæderlige menneskers forening har således to sider: den er både sjælenes forening, og legemernes. Og således som sjælenes lovlige samtykke gør de to sjæle til én: således gør legemernes lovlige forbindelse de to legemer til ét.

240.  Etsi autem ex hac unione aequalitas conjugum quodammodo concluditur: tamen pares non sunt, nisi impar sit viro femina: Quemadmodum festive lusit Martialis epigrammate:

      Inferior matrona suo sit, Sexte, marito,
      Non aliter fiunt femina virque pares

240.  Selvom man ud fra denne forening måske kunne slutte til, at ægtefællerne er ligestillede, så er de dog ikke lige, uden hvis kvinden er ulig manden, Således siges det, skælmsk og muntert, af Martialis i et epigram:

      Sextus, husk at en kone ligger under sin husbond. 
      Kun på denne vis stilles hun lige med ham.*

241.  Porro cum Paulus affirmat, eum qui adhaeret scorto, unam fieri carnem cum scorto, et ad id probandum adducit verba ex Genesi de prima conjugii institutione: Et erunt duo in carnem unam, non vult fornicarium concubitum aequare cum conjugali copula, quae est ordinatio Dei, sed eum ut horrendam confusionem ordinis divini, invecta a diabolo, damnat. Etsi autem commixtio scortationis et scorti unam carnem facit, si similitudinem mixtionis corporum solummodo attendimus, tamen in conjugio cogitanda est longe diversissima et animorum et corporum copulatio, ut quae a Deo fit, Deo placeat, naturae congruat, legibus approbetur, ut bona Dei ordinatio et societas sancta. Paulus ergo in confusionem Christianorum, qui scortationem sectabantur, ita loquitur.

241. Endvidere, når Paulus siger, at den, der holder sig til en skøge, bliver ét kød med hende (og for at vise det henviser til ordene fra Første Mosebog, hvor det første ægteskab indstiftes: og de to skal blive ét kød) - så vil han ikke sammenligne et utugtigt samliv med den ægteskabelige forening, som er en Guds Ordning; men han fordømmer det som en frygtelig forvrængning af den Guddommelige orden, anstiftet af Djævelen. Og selv om horkarlens omgang med skøgen gør dem til ét kød, hvis vi alene tænker på ligheden ved legemernes forening, så må man dog mene, at den sjælenes og legemernes forening, der finder sted i ægteskabet er noget helt anderledes. Thi den er af Gud, den er Gud velbehagelig, i overensstemmelse med naturen, og godkendt af lovene som Guds gode ordning og et helligt samfund. Derfor, når Paulus taler således, er det ment som en bebrejdelse mod de kristne, der bedriver hor.*

242.  Ceterum ex hac conjugii forma quinque concluduntur hypotheses, quarum explicatio multum conjugii excellentiam et dignitatem commendat et illustrat. 

242.  I øvrigt kan vi ud fra denne ægteskabets form opstille fem sætninger. Når vi forklarer dem vil vi dermed i høj grad anbefale og berømme ægteskabets fortræffelighed og værdighed.

Prima hypothesis

243. Vir et uxor una caro sunt, igitur necessitudo inter virum et cognatas uxoris, et inter uxorem et cognatos viri, maxima est. Tantum enim vinculum est conjugalis unio, ut alter in alterum se transferat, et alter cum altero totus cohaereat, quasi ejusdem substantiae particeps. 

Hinc est quod jubeamur Lege Dei non minus abstinere a cognatis conjugum quam a propriis. Conjuges enim cum sint una caro, qui attingit matrem aut sororem aut filiam uxoris suae, proximam carnis suae attingit, et incestum committit.

Sola autem animorum conjunctio, quae spiritualis est vel maxima, et amor quantumvis ardens non impedit contractum conjugalem cum hominibus quibusvis. Necesse est igitur conjunctionem maris et feminae maximam esse. Proinde admoneat haec unio conjuges mutuae necessitudinis, ut cogitent eam quamlibet aliam vel maximam superare.

Første hypotese

243.  Mand og hustru er ét kød. Derfor er der den tætteste forbindelse mellem en mand og hans hustrus slægtninge, og mellem en hustru og hendes mands slægtninge. Den ægteskabelige forening udgør et så stærkt bånd, at den ene så at sige føres over i den anden, og den ene hænger så helt sammen med den anden, som havde de begge del i den samme substans.

Heraf kommer det, at Guds lov byder os at holde os fra vore ægtefællers slægtninge, i lige så høj grad som fra vore egne. Thi eftersom ægtefæller er ét kød, så vil den, der rører sin hustrus moder, eller hendes moster eller hendes datter, dermed røre sit eget køds nærmeste, og han begår blodskam.

Men sjælenes forening alene, hvor dyb og åndelig den end er, og kærligheden, hvor brændende den end er, forhindrer ikke en ægteskabspagt mellem nogle mennesker. Det er altså nødvendigt at forbindelsen mellem manden og kvinden er så stor som muligt. Lad så ellers denne forening minde ægtefællerne om båndet der binder dem sammen, så de tænker at det skal være større end noget andet bånd, selv det største.