244.  Vir et mulier sunt una caro, ergo jus corporum aequale est utriusque in alterius corpus.

Vinculum igitur hoc conjugale facit, ut neuter conjugium jus sui corporis habeat, sed alter alterius, quod non fit vinculo cujusvis alterius necessitudinis. Ita enim Paulus ait: Maritus sui corporis potestatem non habet, sed mulier, et mulier sui corporis potestatem non habet, sed vir. Quare? Quia utrumque est alterius, et utrumque est unum. Est enim corpus uxoris corpus viri, et corpus viri corpus uxoris, et utrumque unum corpus. 

Debet ergo vir uxori debitam benevolentiam reddere, similiter et uxor viro. Haec debita benevolentia est corporum usus mutuus in conjugio. Ex hac hypothesi sequitur polygamiam et adulterium cum Lege Naturae pugnare.

Anden hypotese.

244.  Mand og kvinde er ét kød, derfor har de begge lige stor ret til hinandens legemer,

Dette ægteskabelige bånd gør, at ingen af ægtefællerne skal have ret over sit eget legeme, men den ene skal have ret over den anden. Det er ikke tilfældet ved bånd, der knyttes ved nogen som helst anden forbindelse. Således siger nemlig Paulus: Manden råder ikke over sit eget legeme, det gør hans hustru; og kvinden råder ikke over sit legeme, det gør hendes mand. - Hvorfor? Fordi enhver af dem tilhører den anden, og de er begge ét. Hustruens legeme er nemlig mandens legeme, og mandens legeme er hustruens legeme, og begge er ét legeme.

Manden bør altså vise sin hustru skyldig velvilje, ligesom hustruen manden. Denne skyldige velvilje er legemernes gensidige brug i ægteskabet. - Af denne hypothese følger at polygami og hor er i strid med naturens lov.

Tertia hypothesis.

245.   Vir et uxor sunt una caro, igitur firmissimum et insolubile oportet esse conjugale vinculum. Dominus interrogatus de divortiis, ex hac unione masculi et feminae in unam carnem, non solvendum esse conjugium respondet: Erunt, inquit, duo in unam carnem. - Item:  Quod Dominus conjunxit, homo ne separet.

Hic Dominus non negat vinculum conjugale solvi posse, sed solummodo de officio mariti contra levitatem Judaeorum, qui quamvis de causa divortia fecerunt, loquitur. Prohibet enim ne maritus solvat, quod Deus conjunxit, neve homo qui alteri homini foedere conjugali junctus est, adulterio dividat se ab eo, cui junxit se connubio, aut ullam ob causam abjiciat carnem suam, contra Dei mandatum.

Tredie hypotese.

245.  Mand og hustru er ét kød; derfor bør det ægteskabelige bånd være overmåde fast og uopløseligt. Da Herren blev spurgt om skilsmisse, svarede han, at ægteskabet burde ikke opløses, fordi det var én mands forening med én kvinde til ét kød: De to skal blive ét kød, sagde Han. Ligeledes: Hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille.

Her nægter Herren ikke at det ægteskabelige bånd kan løses, men Han taler om ægtemandens pligt, imod jødernes letfærdighed, der greb til skilsmisse af alle mulige grunde. Herren forbyder nemlig, at en ægtemand opløser, hvad Gud har sammenføjet, og at et menneske, der er bundet til et andet menneske i kraft af en ægteskabspagt, ved hor skiller sig fra den, han har knyttet sig til i ægteskab; ligesom Herren også forbyder, at man af nogen som helst grund vrager sit eget kød, imod Guds bud.

246.  Concluditur autem brevissime responsum Christi hoc modo: Conjuges sunt una caro ex Dei ordinatione. Igitur vinculum conjugii debet a vobis haberi sacrosanctum et inviolabile. Proinde non debet maritus quamlibet ob causam uxorem dimittere, dato illi libello repudii. 

Haec vera est sententia responsionis Domini, qui non loquitur de homine judice, vice Dei in judicando fungente, et puniente ordinis divini confusionem, sed de homine, qui alteri vinculo conjugii junctus est, ne ipse solvat vinculum, quod Deus vult esse insolubile. 

Verum cum alteruter conjugum discedit a matrimonii lege, contra ordinationem Dei peccat et solvit, quod Deus solvi prohibuit.

246.  Kristi svar kan imidlertid sammenfattes ganske kort således: Ægtefæller er ét kød, ifølge Guds ordning. Derfor bør en ægtemand ikke, ligegyldigt af hvilken grund, give sin hustru skilsmissebrev og sende hende bort.

Dette er den sande mening med Herrens svar; Han taler jo ikke om den menneskelige dommer, der virker på Guds vegne, idet han dømmer, og som straffer dem, der fordærver den Guddommelige orden, men Han taler om det menneske, der er bundet af et andet ægteskabs bånd, og han siger, at denne må ikke løse det bånd, som Gud vil, skal være uopløseligt.

Men når den ene eller den anden af ægtefællerne ikke holder sig til ægteskabets lov, så synder vedkommende imod Guds ordning, og han løser det, som Gud har forbudt at løse.

247.  Porro qui ex dicto Domini contendunt vinculum conjugii indissolubile esse actu, non discernunt inter praecepta Dei et decreta Dei. - Praecepta Dei violari ab hominibus possunt; decreta autem Dei numquam ab hominibus mutabuntur. 

Praeceptum est non occides. Hoc praeceptum saepe violatur, contra Dei voluntatem, qui non praecipit nisi quod vult fieri. Sic hoc loco homo ne separet praeceptum est, quod tristissime ab hominibus violatur. Nam si decretum esset, mutari non posset, ne ab ipso quidem Deo, qui mutabilis non est, neque ab homine, qui decreta mutare non potest. Quis enim voluntati Ejus restitit?

247.  Men de, der med støtte i, hvad Herren har sagt, påstår, at det ægteskabelige bånd overhovedet ikke kan opløses, de skelner ikke mellem Guds bud og Guds forordninger. Guds bud kan krænkes af mennesker; men Guds forordninger kan aldrig forandres af mennesker.

Det er et bud, at man ikke må slå ihjel. Dette bud krænkes ofte, imod Guds vilje, thi Gud påbyder ikke andet end det, Han vil skal ske. Således er der med disse ord „må et menneske ikke adskille" givet et bud, som mennesker sørgeligt nok ikke overholder. Thi hvis det var en Guds forordning, så kunne den ikke forandres, end ikke af Gud selv - for i ham er der ingen forandring - og heller ikke af mennesker - for de evner ikke at forandre Guds forordninger. Thi „hvem står Hans vilje imod"?*

248.  Verum ne quid dubii auditoribus relinquatur de dicto Domini, quod dicimus esse non decernentis, sed prohibentis, quaestionem pharisaeorum cum responso Domini conferamus. Pharisaei itaque tentantes Dominum quaerunt, num liceat dimittere uxorem quamvis ob causam. Ad hanc interrogationem Dominus ex forma conjugii respondet hoc modo: An non, inquit, legistis, quod qui fecit hominem, masculum et feminam fecit eos? - Hinc infert ex modo instituti conjugii: Propterea relinquet homo patrem et matrem, et agglutinabitur uxori suae, et qui duo erant, erunt in unam carnem, hoc est, fient denuo una caro, seu unus homo, ut unus ab initio creatus erat, ut esset videlicet signum copulae conjugalis in tota posteritate.

248.  Men for at der ikke skal være nogen tvivl tilbage hos vore tilhørere om, hvad Herren har sagt - at det altså ikke er en bestemmelse, men et forbud - vil vi betragte farisæernes spørgsmål, og Herrens svar herpå. Farisæerne satte Herren på prøve, idet de spurgte Ham, om man har lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund. På dette spørgsmål svarede Herren således, ud fra ægteskabets form: Har I ikke læst, at Han, der skabte mennesket, skabte det som mand og kvinde? - Herefter slutter Han, udfra hvordan ægteskabet blev indstiftet: Derfor skal en mand forlade sin fader og sin moder og smelte sammen med sin hustru, og de, der var to, skal blive til ét kød. Det vil sige, de skal atter blive ét kød, eller ét menneske, sådan som mennesket fra begyndelsen var skabt som én - nemlig, for at denne ene kunne være tegn på ægteskabets forening for alle kommende slægter.

249.  Ex hoc fundamento, et ex hac conclusione infert Dominus praeceptum, quod opponit levitati Judaeorum, qui quamlibet ob causam suas abjecerunt uxores, et ait: Quod ergo Deus conjunxit, homo ne separet, me chorizeto, hoc est, Quia Deus conjunxit conjuges, et vult eos manere conjunctos, ego praecipio vobis, ne quis separet, quod Deus vult unum manere. Quod si quis fecerit, sive levitate, sive malitia, absque justa causa, in Deum peccat.

249.  På dette grundlag og ud fra denne slutning giver Herren det bud, som Han sætter op imod jødernes letfærdighed, fordi jøderne vragede deres hustruer af alle mulige grunde, og Han sagde: Hvad Gud har sammenføjet, det må mennesket ikke adskille, me khorizeto; det vil sige: Fordi Gud har forenet ægtefællerne og vil, at de skal forblive forenede, byder jeg jer, at ingen må adskille, hvad Gud vil skal forblive ét. Og den, der gør det, hvad enten det sker af letfærdighed eller af ondskab, hvis han gør det uden en retfærdig grund, så synder han imod Gud.

250.  Cum igitur unio et separatio inter se pugnant, et conjuges sunt unum, igitur non sunt separandi. Hinc patet quod proposuimus, vinculum conjugale ex ordinatione et mandato Dei esse indissolubile. Huc respexerunt, qui definiverunt conjugium esse legitimam masculi et feminae conjunctionem, individuam vitae consuetudinem retinentem. Nemo enim sapiens contrahit matrimonium nisi hoc animo, ut toto vitae tempore sit indissolubile. 

250.  Når altså ægtefællernes forening er det modsatte af ægtefællernes skilsmisse, og når ægtefællerne er ét, så skal de ikke adskilles. Heraf fremgår det klart, hvad vi har fremført tidligere, at det ægteskabelige bånd er uopløseligt i henhold til Guds ordning og Guds bud. Dette havde de for øje, der bestemte ægteskabet som en lovlig forening af én mand og én kvinde, som medførte et uopløseligt livsfællesskab. Thi ingen, der er viis, indgår ægteskab uden at være besluttet på, at det skal være uopløseligt hele livet.

Quarta Hypothesis

251.  Vir et uxor sunt una caro. Igitur vir et uxor se mutuo amore complecti debent. Sic Paulus ad Ephesios 5. necessitatem mutuae dilectionis conjugum ex hoc fonte derivavit: Viri, inquit, debent diligere uxores suas ut corpora sua. Qui nempe uxorem diligit, se ipsum diligit. Nullus enim suam ipsius carnem odio habuit, immo enutrit et fovet eam, sicut et Chiristus Ecclesiam. Rationem subjungit Paulus, ex forma conjugii petitam, cum inquit: Propter hoc relinquet homo patrem et matrem, et adhaerebit uxori suae, et erunt duo in carnem unam. 

Fjerde hypotese

251.  Mand og hustru er et kød. Derfor bør mand og hustru favne hinanden i gensidig kærlighed. Således sagde også Paulus i brevet til efeserne kapitel 5 om det bånd, der binder ægtefæller sammen i indbyrdes kærlighed; det afledte han af denne kilde: Mændene bør elske deres hustruer som deres egne legemer. Den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken. - Paulus føjer en begrundelse til, ud fra ægteskabets form, idet han siger: Derfor skal en mand forlade sin fader og sin moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød.

252.  Nervus proinde argumenti Paulini est: Maritus et uxor sunt caro una, qua nihil potest esse conjunctius. Ergo ipsa Lex Naturae requirit ut conjuges se mutuo ament. Est enim contra Naturam si quis seipsum oderit.

252.  Kernen i Pauli argument er da dette. En ægtemand og hans hustru er ét kød, så at intet kan være mere tæt sammenknyttet. Derfor kræver selve naturens lov at ægtefæller elsker hinanden. Thi det er imod naturen, hvis nogen hader sig selv.

253.   Hujus mutuae dilectionis symbolum in sacris Junonis apud Aegyptios conspiciebatur. Ita enim ait Eusebius in libro 3. de praeparatione Evangelica: Qui Junoni sacrificant, bilem in sacris non adhibent, sed eam juxta aram infodiunt. Nam quoniam viri et mulieres, id est conjuges, conjunctam significant vitam, ea re ostenditur, absque ira et odio et amaritudine matrimonium esse oportere, sed loco irae benevolentiam, pro odio amorem, et pro amaritudine humanitatem esse decet. - Ideo Sapiens dicit: Tria me exhilarant, et coram Deo simul et hominibus condecorant: concordia fratrum, amicitia propinquorum, et vir et uxor inter se bene consentientes. 

253.  Et tegn på denne gensidige kærlighed så man klart hos ægypterne, i ofringerne til Juno. Således siger nemlig Eusebios, i Tredie Bog af „Om den Evangeliske Forberedelse": De, der ofrer til Juno, lader ikke galden blive i offerdyrene, men graver den ned ved alteret. - Eftersom nu mænd og kvinder som ægtefæller lever et liv i fællesskab, så vises det herved, at ægteskabet bør være uden vrede og had og bitterhed, men i stedet for vrede bør der være velvilje, i stedet for had kærlighed, og i stedet for bitterhed bør der være menneskelighed. Således siger også den Viise: Tre ting fryder mig, og disse tre er en pryd både i Guds og i menneskers øjne: Endrægtighed mellem brødre, venskab mellem naboer, og god samdrægtighed mellem mand og hustru.*

254.  Clemens Alexandrinus de optimo vitae genere disserens, hos senarios de mutua conjugum benevolentia recitat: 

   ou khrysos, ou tyrannis, ou ploulou klidē, tosoũton eĩkhen diaphórous tas hédonàs, 
    hōs andròs ethloũ kai gynaikòs euseboũs gnomē dikaia, kai phronoũsa t'andriká

- hoc est, nec aurum, nec imperium, nec opum deliciae tam praestantes habent voluptates quam boni viri benevolentia justa, et piae feminae animus mariti studiosus.

Porro naturalis ille amor, quo conjugum corda uniuntur quoque conjuges mutuo convictu cum quadam suavitate fruuntur, multo sit stabilior, castior, sanctior, si viva fide, vero amore et timore Dei tamquam fundamento triplicato nititur.

254.  Da Clemens af Alexandria drøftede, hvorledes livet bedst kan leves, citerede han disse vers om ægtefællernes gensidige velvilje:

   ou khrysos, ou tyrannis, ou ploulou klidē, tosoũton eĩkhen diaphórous tas hédonàs, 
    hōs andròs ethloũ kai gynaikòs euseboũs gnomē dikaia, kai phronoũsa t'andriká

- det vil sige: Hverken guld eller magt eller glæden ved rigdom giver så herlig vellyst som en god mands retfærdige velvilje og en from kvindes sind, når hun sørger for sin mand.

Desuden, den naturlige kærlighed, hvori ægtefællernes hjerter forenes, og som ægtefæller nyder med velbehag under deres samliv, den bliver langt fastere og mere kysk og hellig, hvis en levende tro, sand kærlighed og gudsfrygt er dens trefoldige grundvold.*

255.   Hic amor conjugalis est veluti surculus quidam, qui animis conjugum timentium Deum inferitur cogitatione ordinationis divinae, quam Deus vult amari et in honore esse, fulcitur in cordibus omni virtutum genere, augescit piis exercitiis, irrigatur rore coelesti, id est gratia Spiritus Sancti, per veram Dei invocationem, ut adversus tempestates incidentes sit immobilis. Pellitur enim diabolus, qui huic ordinationi Dei insidiatur, precibus ardentibus et gratiarum actione.

255.  Denne ægteskabelige kærlighed er som en kvist, der podes i gudfrygtige ægtefællers sind ved tanken om den Guddommelige ordning, som Gud vil, skal elskes og holdes i ære; den styrkes i hjerterne ved dyder af alle slags, den vokser ved fromme øvelser, og den vandes med himmelsk dug, som er nåden af Den Helligånd, og ved sand påkaldelse af Gud, for at den må være urokkelig, når storme bryder løs. Thi Djævelen, der står denne Guds ordning imod, drives ud ved brændende bønner og tak til Gud.

256.  Denique fructificat domi et foris. 

Domi quidem amicam, benevolam et dulcem conversationem parit. Item officiorum aequale studium, prolis, si qua datur, sanctam educationem, sympathian instar membrorum ejusdem corporis. Epieikeian, qua errata in vitam incidentia teguntur. Breviter hic amor conjugalis castissimos mores in tota vita gignit, qui sunt veluti novum philtrum amoris conjugalis, idque efficacissimum, juxta hos Menandri versus:

     enes' alēthès philtron eugnōmōn tropō 
     touto katakratein andròs eiōthen gynē 

- hoc est, mores placidi et benigni verum sunt philtrum, quo mulier virum in amore sui retinet, et vir mulierem.

256.  Endelig bærer den frugt, hjemme og ude.

Hjemme giver den et venligt, velvilligt og sødt samliv, og lige stor pligttroskab; den gør at børnene (hvis der er børn) opdrages i fromhed, den giver sympathian, som mellem lemmerne på en og samme krop, og epieikeian, der dækker over begåede fejl. Kort sagt, denne ægteskabelige kærlighed fremkalder de mest kyske vaner livet igennem, og de er som et nyt net omkring den ægteskabelige kærlighed, et meget brugbart net, som det også siges i Menanders vers:

     enes' alēthès philtron eugnōmōn tropō 
     touto katakratein andròs eiōthen gynē   

- det vil sige: Milde og velvillige vaner er et sandt net, hvormed kvinden holder manden fast i sin kærlighed, og manden kvinden.*

257.  Foris vero amor conjugalis gignit honestam apud omnes famam, testimonium mutuum sanctae conversationis, misericordiam erga inferiores, comitatem erga pares, honorem erga superiores. Breviter, justitiam erga omnes. Sed de officiis conjugum, quae ex uno amoris fonte manant, alias copiosius. 

257.  Udadtil giver den ægteskabelige kærlighed et godt ry hos alle, et vidnesbyrd om et helligt samliv, om barmhjertighed imod de undergivne, imødekommenhed over for ligestillede, og ærbødighed for de overordnede; kort sagt, retfærdighed overfor alle. Men om ægtefællernes pligter - der alle flyder af den samme kærlighedens kilde - vil vi sige mere andetsteds.

Quinta hypothesis 

258.  Maritus et uxor sunt una caro. Igitur maritus et uxor juris divini et humani consortes esse debent.

Hinc jurisconsultus partem definitionis matrimonii extruit, cum ait: Matrimonium est conjunctio maris et feminae consortium omnis vitae, divini et humani juris communicatio. Etsi autem communicatio divini et humani juris, inter accidentarias conjugii circumstantias, quae a re ipsa distinguuntur, numeranda est, tamen eam sapienter adjectam esse a jurisconsulto judico. Qualis enim, quaeso, erit vitae societas, ubi vel dispar religio vel diversa vivendi regula fuerit?

Femte hypotese

258.  Ægtemand og hustru er ét kød. Derfor bør mand og hustru i lige måde lyde Guddommelig og menneskelig ret.

Heraf uddrager en retslærd en del af ægteskabets definition, idet han siger: Ægteskabet er en forbindelse mellem en mand og en kvinde, et fællesskab i hele livet, under samme Guddommelige og menneskelige ret. Og selvom fællesskabet under samme Guddommelige og menneskelige ret må regnes for en tilfældighed i forbindelse med ægteskabet, forskellig fra selve sagen, så mener jeg dog, at det var klogt af den retslærde at føje dette til. Thi hvad vil et livsfællesskab være, hvor der er forskellig tro og forskellige leveregler?

259.  Profecto firma et stabilis animorum conjunctio, qualem in conjugio requirimus, numquam erit inter eos, qui diversam sectantur religionem. Canonem proinde, quo cavetur, ne christianus ducat alienam a sua religione, laudo. Quantum autem mali in conjugio timendum sit a diversitate religionis, vidit sanctissima matrona Rebecca cum diceret: Si acceperit Jacob uxorem de stirpe terrae hujus, nolo vivere. 

Et Dominus, Exod. 34. ait: Nec uxorem de filiabus eorum accipies filiis tuis.

259.  Den faste og urokkelige sjælenes forening, som vi søger i ægteskabet, vil aldrig findes imellem dem, der følger hver sin tro. Derfor priser jeg den regel i kirkeretten, der advarer den kristne imod at tage sig en hustru af en anden tro. Og hvor meget ondt, man kan frygte af forskel i tro, indså Rebekka, den såre hellige kone, da hun sagde: "Hvis Jakob tager en af dette lands døtre til hustru, vil jeg ikke leve."

Og Herren siger i 2. Mos. 34: "Og du må ikke af deres døtre tage hustruer til dine sønner."