260.  Ratio est, ne diversitas religionis pervertat animum mariti, et ne soboles, inter diversas religiones educata, omnem religionem tacite aversetur, quod quidem est initium et caput extremae miseriae - etsi autem Paulus probat conjugium fidelis et infidelis, videlicet contractum cum ambo adhuc infideles essent. Dicit enim hujusmodi conjugium sanctificari per fidelem.Tamen dissuadet, ne fidelis cum infideli nuptias ineat. Nam cum praecipit Christianis, ut fugiant conversationem cum infidelibus, manifeste generali dicto vetat ne fidelis se matromonio jungat cum infideli.

260.  Grunden er, at forskellen i tro ikke skal lede mandens tanker vild, og at børnene, vokset op med forskellige slags tro, ikke ganske stille skal vende sig fra al religion; det er nemlig begyndelsen og grunden til den yderste ulykke. Det gælder, selvom Paulus anerkendte ægteskaber mellem troende og vantro - nemlig, hvis de var indgået, medens begge endnu var vantro. Han siger nemlig, at et sådant ægteskab helliggøres ved den troende, men han fraråder, at en troende gifter sig med en vantro. Thi når han formaner de kristne til at undgå omgang med vantro, forbyder han helt klart ved en almen bestemmelse, at en troende knytter sig til en vantro i ægteskabet.*

261.  Nolite, inquit, jugum ducere cum infidelibus. Quod enim consortium justitiae cum injustitia? Et quae communio luci cum tenebris? Et quae concordia Christo cum Belial? Aut quae pars fideli cum infideli, et quae consensio templo Dei cum simulacris?

261.  "Træk ikke i åg med de vantro", siger han. "Thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der melleml ys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Belial? eller hvordan, kan den troende have lod og del med den vantro? Hvordan kan Guds Tempel og afguder have med hinanden at gøre?"*

262.  Etsi ergo Paulus non vult fidelem uxorem ab ethnico discere, nisi ille recuset convictum, tamen non permittit mulieri liberae, jamquae Christum professae, nubere, nisi in Domino, hoc est, suae religionis viro. Johannes prohibet ne salutemus quidem eos, qui alienam a Christi religione doctrinam afferunt, et scilicet probaret, si pius matrimonio cum infideli jungeretur?

262.  Selvom Paulus altså ikke vil, at en troende hustru skal skille sig fra en hedning - uden, hvis han ikke vil fortsætte samlivet, så tillader han dog ikke en fri kvinde, der allerede har bekendt sig til Kristus, at gifte sig uden i Herren, det vil sige med en mand af hendes egen tro. Johannes forbyder os endda at hilse på dem, der fører en anden lære end troen på Kristus! Ville han så billige at en gudfrygtig knyttes til en vantro i ægteskab?*

263.  Breviter, pii est declinare a malo, prudentis praecavere pericula, sancti a profano abstinere, sapientis alieno malo sapere, insani in ignem se sponte conjicere. Samson fortis erat, Solomon sapiens, Achab potens; sed a mulieribus diversae religionis decepti sunt. De hac quaestione vide quae annotavimus ad finem Secundae Epistolae Johannis.

263.  Kort sagt, den gudfrygtige vil vende sig fra det onde, den kloge vil vogte sig for farerne, den hellige vil holde sig fra den vanhellige, den viise vil lære af det onde, der overgår andre, den vanvittige vil kaste sig selv i ilden. Samson var stærk, Salomon var viis, Ahab var mægtig; men de blev bedraget af kvinder, der havde en anden tro. Om dette spørgsmål kan man se, hvad vi har bemærket om slutningen af Johannes' Andet Brev.

De Quinta Parte Definitionis Conjugii.  De Fine.

264.  Quinta definitionis nostrae pars meminit finis instituti a Deo conjugii. Est enim conjugium institutum mutui adjutorii causa. Ita enim institutio habet: Non est bonum hominem esse solum, sed faciamus ei adjutorium coram ipso. Nam cum Creator rerum Deus sit et optimus et sapientissimus, fieri non potest quin omnia creaverit ad bonos fines,

Om den femte del af ægteskabets definition.  Om formålet.

264.  Den femte del af vor definition minder os om formålet med ægteskabet, som Gud har indstiftet det. Ægteskabet er nemlig indstiftet til gensidig hjælp. Således lyder det også ved indstiftelsen: Det er ikke godt for mennesket at være alene; lad os gøre ham en medhjælp, som passer til ham! Thi eftersom Gud, altings skaber, er overmåde god og viis, så er det umuligt andet end, at han har skabt alting med et godt formål.

265.   et cum rationalis creatura reliquas creaturas dignitate et gradu superet, dubitandum non est, quin eam condiderit ad optimum finem, cui conjugium destinatur. Ut autem memoriae discentium consulamus, in hunc modum placet fines conjugii ex objectorum diversitate distinguere, ut alius finis sit conjugii, si ipsos conjuges et eorum familiam seorsum consideremus; alius si ad Ecclesiam et Rempublicam; alius denique, si ad Deum Ipsum respexerimus, quem omnia propter Suam gloriam condidisse certum est.

265.  Da den fornuftige skabning er over andre skabninger i værdighed og rang, kan vi ikke tvivle på, at han også har skabt denne med det allerbedste formål; hertil skal ægteskabet tjene. For nu at hjælpe på hukommelsen, så kan man på denne måde skelne mellem ægteskabets forskellige retninger: Ægteskabet har ét formål, hvis vi ser på ægtefællerne og deres familie alene; og et andet formål, hvis vi ser på kirkens og statens tarv; og igen et tredie, hvis vi retter blikket mod Gud selv, Ham, der med sikkerhed har skabt alt til Sin ære.

266.  Finis conjugii, si ipsos conjuges et eorum familiam respicimus, quadruplex est, videlicet synetheia, agnotes, oikouria, genesis. 

Sed de singulis breviter dicemus. 

266.  Ægteskabets formål, hvis vi ser på ægtefællerne og deres familie, er firfoldigt, nemlig synetheia, agnotes, oikuria og  genesis.

Lad os kort tale om de enkelte dele:*

267.  Synetheia est familiaris et amica societas, ad quam hominem conditum esse etiam Aristoteles intellexit. Nunc autem cum nulla societas jucundior esse possit, et magis amica, quam piorum conjugum inter se, nemo sanae mentis infitiabitur conjugalem societatem reliquis omnibus anteponendam esse. Atque ideo Deus primos homines conjugali societate, idque vinculo insolubili conjunxit, ut ipso facto testaretur, hanc esse praecipuam societatem. 

267.  Synetheia er det fortrolige og kærlige samfund, som også Aristoteles indså, at mennesket var skabt til. Men når nu intet samfund kan være så behageligt eller mere kærligt end gudfrygtige ægtefællers samvær, så vil intet sundt tænkende menneske bestride, at det ægteskabelige samfund bør sættes højere end alt andet. Og således forenede Gud de første mennesker i det ægteskabelige samfund, og med et uopløseligt bånd, at Han ved denne handling bevidnede det vigtigste samfund.

268.  Quam autem dulcis sit haec societas, nemo vel cogitare potest nisi ipse expertus fuerit. Verum quoniam haec sancta societas Deo est gratissima, et hominibus conjugali foedere junctis suavissima, diabolus, hostis ordinationis divinae, nihil non faciat ut hanc societatem turbet et insuavem reddat. Quare conjugum piorum officium fuerit, precibus assiduis se insidiis diaboli opponere er rogare Deum ut ipse suam ordinationem castissimorum angelorum praesidio tueatur.

268.  Men hvor sødt dette samfund er, kan ingen tænke sig - uden den, der har prøvet det. Men fordi dette hellige samfund er Gud såre velbehageligt, og for mennesker, forbundne i en ægteskabelig pagt, såre sødt, derfor vil Djævelen, der er en fjende af den Guddommelige ordning, ikke undlade at forstyrre dette samfund og forbitre det. Derfor har det været gudfrygtige ægtefællers pligt at stå Djævelens efterstræbelser imod med ihærdige bønner, og at bede Gud, om Han selv vil skærme Sin ordning med de såre kyske engles værn.

269.  Agnotes castitas est, quae in hac corrupta natura vix servari potest nisi in sancto conjugio. Ideo Paulus dicit: Propter fornicationem unusquisque habeat suam uxorem, et unaquaeque suum virum. Item, Nolite fraudare vos invicem, nisi forte ex consensu ad tempus, ne tentet vos Sathanas, propter incontinentiam vestram. 

Significat Paulus his verbus torum immaculatam, hoc est congressum honestorum conjugum esse castitatem, qua incontinentia et immunditia cavetur.

269.  Agnotes er kyskhed - som næppe kan bevares i denne fordærvede natur uden i det hellige ægteskab. Derfor siger Paulus: "For utugts skyld skal enhver mand have sin egen hustru, og enhver kvinde sin egen mand". - Ligeledes: "Unddrag jer ikke hinanden, uden måske med gensidig samtykke for en tid, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende". 

Paulus erklærer med disse ord, at ægtesengen er ubesmittet - altså, at hæderlige ægtefællers samkvem er kysk, og værner imod ukyskhed og urenhed.

270.  Paphnutius etiam concubitum cum propria uxore sophrosynen, id est, castitatem, nominat. Verum quoniam diabolus, autor omnis turpitudinis et immundiciei, sola immundicia delectatur, omnia tentat, ut castitatem honestorum conjugum, turpissimo alienae libidinis caeno, contaminet. Quam ob causam inde usque ab initio conjugibus insidiatus est, et quotidie objicit multas occasiones, quibus ut laqueis constringere honestos conjuges conatur, ut victi tandem alieno amore castitatem conjugalem contaminent, et illicitos sequantur amores. 

Quare et hic imprimis vigilandum est piis conjugibus, ne diaboli insidiis locum faciant.

270.  Paphnutios betegner også en mands samliv med sin egen hustru som sophrosynem, det vil sige kyskhed. Men fordi Djævelen, der er al skændsels og urenheds ophav, kun glæder sig over urenheden, prøver han alt for at besmitte hæderlige ægtefolks kyskhed med fremmed kærligheds såre skændige skam. Derfor har han også efterstræbt ægtefolk, helt fra begyndelsen, og daglig lægger han mange ting til rette, hvormed han forsøger at fange ægtefolk, som med synder, for at ægtefællerne omsider, overvundet af kærlighed til andre, skal besmitte deres ægteskabelige kyskhed og hengive sig til ulovlig elskov.

Derfor skal gudfrygtige ægtefæller også først og fremmest være på vagt her, så de ikke giver plads for Djævelens efterstræbelser.

271.  Oikouria sedulitas est in tuenda et conservanda domo, seu diligens cura et custodia domus et familiae. Sine hac sedulitate societas conjugalis incolumis esse nequit. Ubi enim negligitur domus, ibi ruinam sequi necesse est.

271.  Oikouria er tjensvillighed, det at man vil beskytte og bevare hjemmet - det er den omhyggelige omsorg og beskyttelse af hjemmet og familien. Uden denne tjenstvillighed kan det ægteskabelige samfund ikke bestå uskadt. Thi hvor hjemmet forsømmes, der må fordærv følge efter.

272.  Hunc finem conjugii requirit Paulus, cum jubeat matronas esse oikorous, ad Titum 2. - Tametsi autem oikouria, haec ad utrumque, hoc est ad maritum et uxorem, pertinet, ut Clemens Alexandrinus testatur, dicens uxorem viro datam esse, ut sit boethos tes oikourias, hoc est, socia et adjutrix in tuenda et conservanda re familiari, tamen Paulus hoc potissimum uxori tribuit, ut quae assidue se domi contineat. Nam cum maritus saepe foris agit, nisi uxor sit oikouros et oikonomikos, hoc est, sedula in curanda familia, quo omnia recte domi agantur, peregrinante marito, non diu manebit familia salva. Laudantur igitur mulieres industriae et oikouroi a Salomone: Mulier, inquit, timens Dominum, ipsa laudabitur. Date ei de fructu manuum suarum, et laudent eam in portis opera ejus.

272.  Dette formål med ægteskabet sigter Paulus til, når han byder konerne at være oikourous, Titus 2. Denne oikouria gælder ganske vist dem begge, både manden og hustruen, som Clemens af Alexandria vidner om med de ord: at hustruen er givet manden, for at hun kan være boethos tes oikourias, en fælle og medhjælp i at beskytte og bevare familien. Men Paulus lægger dog først og fremmest hustruen på sinde, at hun med flid skal holde sig hjemme. Thi når ægtemanden ofte har arbejde udenfor hjemmet, hvis så ikke hans hustru er oikouros og oikonomike, pligtopfyldende i omsorgen for familien, så at alt i hjemmet gøres på rette måde, så vil familien ikke klare sig længe. Derfor lovpriser Salomon de flittige kvinder, dem der er oikouroi. En kvinde, som frygter Herren, skal roses. Lad hende få sine hænders frugt, hendes gerninger synger hendes lov i portene (vers 30).

273.  Genesis eo pertinet, quatenus familiam propriam conjuges considerant, ut haeredes habeant, quibus bona sua post mortem relinquant, quique eorum nomen in memoria sempiterna conservent. Hunc finem cum sibi proponunt pii conjuges, regulam Christi teneant, videlicet: Quaerite primum Regnum Dei et Justitiam Ejus, et cetera adjicientur vobis.

273.  Genesis betyder (for så vidt ægtefællerne ser på deres egen familie) at de skal have arvinger, der kan få det gode, de efterlader sig, når de dør, og som kan bevare deres navn i evig erindring. Når ægtefæller sætter sig dette mål for øje, holder de dermed Kristi bud, nemlig: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift".

274.  Non ergo cumulent conjuges opes quovis modo, per fas et nefas, ut ditent suos haeredes, sed juste quaerant benedictionem a Domino, in timore Dei officium gnaviter praestantes. Sciant frustra se laborare, frustra vigilare, frustra domum custodire, nisi Dominus eam aedificaverit.

274.  Så skal ægtefæller da ikke hobe rigdomme op på enhver måde, retfærdigt og uretfærdigt, for at berige deres arvinger, men de søger med rette en velsignelse fra Gud, idet de opfylder deres forpligtelser, alvorligt og gudfrygtigt. De skal vide, at de stræber forgæves, og våger forgæves og vogter deres hus forgæves, hvis ikke Herren har bygget det.

275.  Atque hae sunt partes primi finis conjugii, cum videlicet ipsos conjuges per se consideramus, quarum Prima animi conjugum sociantur: Secunda corpora casta servantur: Tertia incolumitas domus custoditur: Quarta nomen et memoria piorum conjugum ad posteritatem propagatur. 

275.  Ægteskabets vigtigste formål - når ægtefællerne ser på hinanden og på deres eget - falder da i flere dele, og den første er, at ægtefællernes sjæle skal forenes; den anden, at deres legemer skal bevares kyske; den tredie, at hjemmet bevogtes og forbliver uantastet; den fjerde, at fromme ægtefællers navn og minde bevares i efterslægten.

276.  Si Ecclesiam et Rempublicam respicimus finis conjugii est, ut sit seminarium Reipublicae et Ecclesiae. Certum enim est Deum conservare et tueri conjugia propter Ecclesiam et Rempublicam, ut inde prodeant utiles Ecclesiae et Reipublicae cives.

276.  Hvis vi ser på kirkens og statens tarv, er formålet med ægteskabet, at det skal være en planteskole for staten og kirken. Det er nemlig sikkert og vist, at Gud bevarer og beskytter ægteskaberne for kirkens og statens skyld, for at der deraf kan komme borgere, der er nyttige for kirken og staten.

277.  Hujus finis Plato meminit in Libro Sexto De Legibus, cum ait: Chrē t´aeiphros physeōs antechesthai, tō paidas paidōn kataleiponti, aei tō theō hypērétas anth'autōu paradidónai. Hoc est, oportet operam dare Naturae perpetuo conservando, relinquendo filios filiorum semperque pro se Deo cultores tradere.Et paulo post: Chrē genōntās te kai ektrephontas paidas, katháper lampáda ton bion paradidontas, allois ex allōn therapeuontas aei theous katà nómous.  Hoc est, Oportet generare et educare liberos, ut vitam tamquam lampadem tradamus aliis, quo sint alii post alios, qui Deum legitime colant.

277.  Platon minder om dette formål i Sjette Bog af sit værk „Om Lovene", hvor han siger: Chrē t´aeiphros physeōs antechesthai, tō paidas paidōn kataleiponti, aei tō theō hypērétas 
anth'autōu paradidónai. Det vil sige: Vi bør stræbe efter at bevare naturen for altid ved at efterlade os børn og børnebørn, så der altid må være nogen der dyrker Gud. Og lidt senere: Chrē genōntās te kai ektrephontas paidas, katháper lampáda ton bion paradidontas, allois ex allōn therapeuontas aei theous katà nómous. - Det vil sige: Vi bør få børn og opdrage dem og give livet videre til dem, ligesom vi rækker et lys videre, så der stadig kommer nye til, der kan dyrke Gud på rette vis.*

278.  Ad hunc finem Paulus respiciens hortatur conjuges, ut pueros suos instituant in disciplina et admonitione Domini. Nam nisi recta fuerit educatio, nihil boni sperandum est de iis, qui educantur. Qui enim male educantur saepe fiunt sordes in Ecclesia, et perniciosi cives in Republica.

278.  Dette formål har Paulus også for øje, når han opfordrer ægtefællerne til at opdrage deres børn i Herrens tugt og formaning. Thi hvis opdragelsen ikke er, som den bør være, kan man ikke vente noget godt af dem, der opdrages. Thi de, der opdrages dårligt, bliver ofte til skampletter på kirken, og til fordærvelige borgere i staten.*

279.  Finis conjugii, si Deum immediate respicimus, est, ut conjuges sciant se conjunctos esse, ut ei, qui se conjunxit Deo, grati sint, ut una Deum laudent, celebrent, praedicent, de ejus operibus et providentia misceant colloquia, simul Deum invocent, et se invicem hortentur ad timorem Dei, se mutuo consolentur, si quid asperi inciderit in vita, spe futurae resurrectionis et aeternae gloriae, quae omnibus Deum timentibus proposita est, cogitent suum conjugium imaginem esse quandam illius arcanae copulae Christi et Ecclesiae, quae copula hic inchoatur fide, amore, et nova obedientia: In aeterna autem vita consummabitur.

279.  Formålet med ægteskabet - set direkte i forhold til Gud - er, at ægtefællerne skal vide, at de er forbundet med hinanden; at de skal føle taknemmelighed overfor Ham, der har forenet dem, nemlig Gud; at de skal dyrke Ham, forkynde Ham, tale med hinanden om Hans gerninger og Hans forsyn; at de skal påkalde Gud samtidig og opfordre hinanden til at frygte Gud; at de, hvis der kommer prøvelser i deres liv, skal trøste hinanden med håbet om den kommende opstandelse og den evige ære, som er lovet alle dem, der frygter Gud; at de skal tænke sig deres ægteskab som et billede af det skjulte bånd mellem Kristus og kirken, det bånd, der begynder her i troen, kærligheden og den nye lydighed, men som skal fuldendes i det evige liv.

280.  Porro eorum sententiam, qui finem conjugii dicunt esse, ut sit sacramentum admirandae illius copulae Christi et Ecclesiae hac ratione recipio, modo patiantur omnia corporata esse sacramenta quaedam rerum arcanarum, siquidem nihil corporatum a Deo conditum est, quod non habeat aliquam comparationem ad res arcanas et invisibiles. Conjugium enim proprie non est sacramentum, hoc est, non est sacramentum institutione peculiari, sed solummodo naturali imagine. Est enim conjugium quaedam imago nuptiarum Christi et ejus sponsae ecclesiae. 

Nam ut conjuges copulantur spiritualiter fide et amore conjugali, et corporaliter mixtione sexuum, ita Christus et Ecclesia spiritualiter quidem fide et caritate, corporaliter vero naturae conformitate copulantur. Ex quo factum est, quod Ecclesia dicatur caro de carne Christi, et os de ossibus ejus. Atque hactenus de conjugio dictum esto.

280.  Jeg vil også slutte mig til dem, der finder ægteskabets formål deri, at det skal være et symbol på dette vidunderlige bånd mellem Kristus og kirken - hvis de da samtidig vil erkende, at alt, hvad der er legemligt, på en måde er symboler på skjulte ting. Thi alt, hvad der er legemligt,  har Gud skabt således, at det på en eller anden måde står i forhold til skjulte og usynlige ting. Ægteskabet er nemlig ikke et egentlig sakramente; det vil sige, det er ikke et sakramente i kraft at en særlig indstiftelse, men kun som et naturligt billede. Thi ægteskabet er som et billede af Kristus og Hans formæling med Kirken, der er Hans brud.

Thi således, som ægtefæller forenes på åndelig vis i ægteskabelig tro og kærlighed, og på legemlig vis i kønnenes forening: Således forenes Kristus og kirken på åndelig vis i tro og kærlighed, og på legemlig vis ved at være i overensstemmelse med naturen. Heraf kommer det, at kirken kaldes kød af Kristi kød, og ben af Hans ben. Og der være hermed talt om ægteskabet.