HER BEGYNDER DOCTOR NIELS HEMMINGSENS VEJLEDNING I ÆGTESKABSSAGER.

 

De conjugio

1. Tres sunt appellationes praecipuae, quibus copula conjugalis apud Latinos significatur, videlicet Nuptiae, Conjugium, et Matrimonium; quae appellationes, tametsi non re, ratione tamen quadam differunt, singulaeque conjuges de officio monent.

1.  Om det ægteskabelige bånd anvender latinerne især tre betegnelser, nemlig nuptiae, conjugium, og matrimonium. Disse betegnelser viser ganske vist hen til den samme ting, men på hver sin måde så at sige, og hver for sig minder de ægtefællerne om, hvad der ligger i deres ægteskabelige pligter.

2.  Nuptiae dicuntur a gestu sponsae. Nam sponsa, cum in domum sponsi duceretur, velabat faciem, et flammeo, hoc est velamine matronali, vultum et caput veluti nube quadam obtexit, idque in signum casti pudoris, liberalis subjectionis, et firmi propositi, quod sponsa statueret sub tectum solius mariti degere ejusque solius thoro contenta esse. Ex quo factum est ut haec copula nuptiae et connubium dicatur, etsi postea vox nuptiarum apud solas ceremonias et solennitates nuptiales remanserit. 

2.  Ordet nuptiae kommer af den måde, bruden forholdt sig på. Thi når bruden førtes ind i brudgommens hus, dækkede hun sit ansigt, og hun skjulte sine træk og sit hoved i et brudeslør, som i en sky, nubes. Og det gjorde hun som tegn på sin kyske blufærdighed og sin frie underkastelse, og som tegn på den faste beslutning hun nu tog om at leve i sin mands hus og kun der, og at stille sig tilfreds med sin mands leje og kun det.

Heraf er det kommet, at dette bånd kaldes nuptiae og connubium, også selvom ordet nuptiae siden kun blev brugt om ceremonierne og højtidelighederne i forbindelse med selve brylluppet.*

3.  Conjugium appellatur a jugo, eo quod conjuges stabili jugo parique junctos esse oporteat, seu quod sint ejusdem jugi consortes. Quo symbolo indicatur, quod parem conatum, curam, amorem studiumque in consortibus esse deceat, utque mutuis officiis paribusque obsequiis conjuges se complectantur, domum regant et administrent. Huc respexit Sapiens, cum de impari conjugio diceret: Boozygion salevomenon gyne ponera, hoc est, Mulier mala est tamquam jugum bovis instabile, ut quod huc illuc agitetur inconstans.

3.  Conjugium hedder det efter jugum, et åg, fordi ægtefællerne bør være forenede under det samme faste åg, der bør hvile med samme vægt på begge; eller man kan sige at ægtefællerne har del i det samme åg. Ved dette sindbillede peges der på, at fællerne bør være besjælede af samme fremdrift, samme omsorg, samme kærlighed og samme lyst, så de kan styre og forvalte deres hjemlige anliggender i gensidig forpligtelse og med den hengivenhed, som ægtefæller i lige høj grad nærer til hinanden. Det er dette den vise sigter til, når han siger om et ulige ægteskab: "Boozygion salevómenon gyné ponerá", det er:  "En ond kvinde er som et rokkende åg, lagt på en okse, og som uden fasthed rystes hid og did".*

4.  Matrimonium - quare dicatur maritalis copula - intelligemus, si cur facultates, quas liberis relinquunt parentes, patrimonii nomen acceperint, cognoverimus. Cum ergo non sit dubium facultates, quas parentes liberis relinquunt, ex eo dictas esse patrimonium, quod potissimum patris industria, labore et sollicitudine sint acquisitae, sequitur matrimonium dici ab industria, labore et sollicitudine matris in pariendis, fovendis, curandis et educandis prolibus, quae pignora, tamquam certissima amoris mutui et indissolubilis copulae argumenta nominantur.

Tametsi autem saepe contingit, ut conjuges absque prolibus vivant, tamen denominatio recte a consilio et proposito contrahentium desumpta est, et non ab eventu, qui est incertus. 

Atque hactenus de appellationibus.

Porro, cum universa de conjugio doctrina pendeat ab ejus justa definitione, ex verbo Dei recte extructa, in principio definitionem conjugii tradam. Deinde, quoniam in definitionis analysi offerent se omnia quae de conjugio utiliter dici possunt, ea quoque pertractabimus, qua possumus summa perspicuitate, diligentia, ac fide. Deinde de repudiis et divortiis dicturi.

4.  Men at det ægteskabelige bånd også kaldes matrimonium, det forstår vi, når vi gør os klart, hvorfor de midler, som forældre efterlader deres børn, har fået navnet patrimonium. Thi der er ingen tvivl om, at de midler, som forældre efterlader deres børn, kaldes patrimonium, først og fremmest fordi de er skaffet til veje ved faderens flid og arbejde og omsorg. Heraf følger, at det hedder matrimonium på grund af moderens flid og arbejde og omsorg, idet hun føder børnene, tager sig af dem, sørger for dem og opdrager dem. Man kalder da også børn for „panter", og kendetegner dem derved som urokkelig sikre garanter for ægtefællernes indbyrdes kærlighed - og for det uopløselige bånd, der forener dem.

Nu sker det ganske vist ofte, at ægtefolk lever uden at få børn. Men betegnelsen er dog med rette hentet fra deres plan og forsæt, og ikke fra udfaldet heraf, der jo altid er usikkert.

Så meget om benævnelserne.

Hele læren om ægteskabet bygger på den rette bestemmelse af, hvad ægteskabet er. Og denne bestemmelse bygger rettelig på Guds ord. Derfor vil jeg drøfte denne bestemmelse af ægteskabet, nu i begyndelsen. I undersøgelsen heraf vil alt det komme frem, der kan siges af betydningsfuldt om ægteskabet. Og derfor vil vi gennemgå dette med så stor skarpsindighed og omhu og troskab, som det er os muligt. Derpå vil vi tale om hævede forlovelser og om skilsmisser.

Om ægteskab

5.  Etsi autem jurisconsulti et canonistae suas habent definitiones eruditas et bonas, quas in declaratione definitionis, quam dabimus, per occasionem attingemus, tamen hac vice nobis placet paulo pleniorem definitionem, ab ipso Mose, qui primus de conjugio ex ore Dei scripsit, desumptam, proponere. Hic ergo cap. 2. Gen. - Hanc definitionem conjugii nobis suppeditat. 

5.  Legister og kanonister har nu rigtignok deres lærde og gode definitioner, som også vi lejlighedsvis vil berøre under udviklingen af den definition, som vi vil give. Men i stedet for det,  de er kommet med, vil vi sætte en noget fyldigere definition, som er hentet fra Moses selv, han der som den første skrev om ægteskabet, hvad han havde hørt af Guds egen mund. Moses giver os denne bestemmelse af ægteskabet i  l. Mos. 2.*

6.  Definitio Conjugii.

Conjugium est divinitus ordinata unius maris et unius feminae, legitime consentientium, in unam carnem, mutui adjutorii causa conjunctio.

Haec definitio plena est, in qua nec quicquam redundat, nec quicquam desideratur. Omnibus enim partibus justae definitionis constat. Quare non dubium est, quin quicquid de conjugio utiliter dici possit, ex hac definitione tamquam ex fonte fluat.

Ægteskabets definition

6.  Ægteskabet er en af Gud indstiftet forbindelse mellem én mand og én kvinde, indgået med parternes lovlige samtykke, for at de skal blive ét kød og være hinanden til gensidig hjælp.

Denne definition er fuldstændig. Den rummer ikke for meget, og der mangler ikke noget i den. Alle elementer hørende til en retmæssig definition er med. Derfor er der ingen tvivl om, at alt hvad der kan siges af nyttigt og væsentligt om ægteskabet flyder af denne definition som fra en kilde.

Analysis Definitionis.

7.  Hanc definitionem, si retexuerimus in suas, ex quibus contexta est, partes quinque inveniemus, quas distincte proponemus et declarabimus.

Prima, quisnam sit conjugii autor.
Secunda, quae sit conjugii materia.
Tertia, quae sit conjugii causa efficiens.
Quarta, quae sit conjugii forma.
Quinta, quis sit finis conjugii.

7.  Analyse af definitionen

7.  Hvis vi opløser denne definition i dens enkelte dele, finder vi fem dele, som vi vil formulere klart adskilt som følger:

For det første:  Hvem der er ægteskabets ophav. 
For det andet:  Hvad der er ægteskabets indhold. 
For det tredje:  Hvad der er ægteskabets virkende årsag. 
For det fjerde:  Hvad der er ægteskabets form. 
For det femte:  Hvad der er ægteskabets formål.

8. De Prima.

Deum ipsum autorem, conciliatorem et approbatorem esse conjugii prima pars ostendit, et ex 2. cap. Gen. manifestum est. Ex hac definitionis parte tamquam ex immoto principio, ut multa extruuntur in laudes conjugii, ita multi perniciosi errores, quibus nonnulli deformarunt hanc Dei ordinationem clarissime refutantur. Quid enim quaeso laudabilius esse potest quam a Deo esse profectum? Quis est qui opus Dei accusare et ordinationi Ipsius quicquam detrahere audebit, nisi ab impuro daemonio impulsus? 

Om den første del

8.  At Gud selv er ægteskabets ophav, og at Han er den, der indstifter og bekræfter det, viser definitionens første del, og det ses klart ud fra Første Mosebogs andet kapitel. Og sådan som mange ting, der siges til ægteskabets pris, hviler på denne del af definitionen som på en urokkelig grundvold, sådan bliver også mange fordærvelige fejltagelser, hvorved nogle forvansker denne Guds ordning, ganske klart gendrevet. Thi hvad bør prises højere end det, der kommer fra Gud? Hvem vover at indvende noget imod Guds værk, og at krænke Hans ordning i nogen måde uden den, der er drevet af en uren djævel?

9.  Primum itaque, cum conjugium praedicatur esse ordinatio divina, necesse est ut conjugii statum sanctum et bonum esse fateamur, cum certum sit, nihil nisi sanctum et bonum manare posse a sanctitatis et bonitatis fonte Deo. Is enim et conjugium sapienter invenit et utiliter ordinavit, non in poenam, sed in bonum eorum qui conjugio pie copulantur et in suam gloriam, quemadmodum ex circumstantiis instituti conjugii promptum est colligere. In paradiso enim sanctissimo loco initium coepit conjugium, idque ante lapsum primorum conjugum. Proinde nullo pacto sentiendum est, quod conjugium sit ordinatum in poenam. Non enim poena praecedit, sed sequitur culpam.

9.  Så er det da først nødvendigt, at vi bekender, at ægtestanden er hellig og god, eftersom det jo forkyndes, at ægteskabet er en Guddommelig ordning. Thi sikkert er det, at intet uden det, der er helligt og godt, kan vælde frem af den hellighedens og godhedens kilde, som er Gud. Han har nemlig i sin visdom indstiftet ægteskabet og givet nyttige bestemmelser derom, og alt sammen ikke til straf, men til gode for dem, der fromt forenes i ægteskabet. Og det er alt sammen til Hans ære, som det let ses ud fra omstændighederne omkring ægteskabets indstiftelse. Og ægteskabet begyndte på dette såre hellige sted: Paradiset - før de første ægtefællers fald. Thi straffen går ikke forud for brøden, den følger efter.

Syndefaldet af  Lucas Cranach

10.  Coeptum est conjugium inter sanctissimos homines Adam et Evam, tum alienos ab omni labe et peccato. Ipse Deus sancto sponso sanctam copulavit sponsam, et copulatis benedixit, tamquam suae sanctissimae ordinationi. Neque haec benedictio ad personas illas solummodo, quae tum praesentes aderant, referenda est, verum etiam ad ipsam Dei ordinationem in omnes posteros Adae. Tametsi autem postea astu Satanae subintravit peccatum in mundum, quo omnes homines natura polluti sunt, tamen sanctitas conjugii, ut ordinationis Dei perpetua est. Peccatum quidem polluit contrahentes; ordinationem tamen Dei non vitiat.

10.  Ægteskabet begyndte med Adam og Eva, der var såre hellige mennesker, og som dengang aldrig var faldet og aldrig havde syndet. Gud selv gav den hellige brudgom en hellig brud, og han velsignede dem, der således forenedes i ægtestanden. Deres forening var jo også Hans egen allerhelligste forordning. Og denne Velsignelse gjaldt ikke kun de personer, der dengang var til stede, men alle de efterkommere af Adam, der trådte ind i denne Guds ordning. Og siden kom synden ganske vist ind i verden, ved Satans list - den synd, hvormed alle mennesker er besmittede i deres natur. Men ægteskabet er helligt i al evighed, for det er en Guds ordning. Synden besmitter vel dem, der gifter sig; men selve Guds Ordning kan den ikke fordærve.

11.  Huc respiciens Apostolus ait: Honorabile seu preciosum est conjugium in omnibus, et thorus immaculatus. - Hic profecto Apostolus et conjugium honorabile sanctumque vult haberi, et ipsum thorum, hoc est, congressum piorum conjugum, immaculatum, hoc est sanctum censeri postulat. Quis quaeso mortialium in hac clarissima veritate non acquiescit, qui verbum Dei in aliquo loco habet?

11.  Med henblik herpå siger apostelen: Ægteskabet er hæderligt, eller dyrebart, i ét og alt, og ægtesengen er ubesmittet (Heb. 13, 4). Her kræver apostelen, både at ægteskabet skal holdes for hæderligt og helligt, og at selve ægtesengen, det vil sige fromme ægtefællers samkvem med hinanden, skal regnes for ubesmittet, det vil sige hellig. Hvilket menneske vil ikke stille sig tilfreds med en så indlysende sandhed, hvis Guds ord da ellers betyder noget for ham overhovedet?*

 "Ægteskabet er Guds egen hellige ordning, som illustreret ved dette billede fra Niels Hemmingsens bog "Catechismi Quaestiones".