Om at hæve en forlovelse

281.  Hactenus diximus de conjugio, ordinatione Dei sancta, ut nobis divinitus commendatur. Nunc restat ut de iis, quae praeter ordinationem Dei ex hominum culpa, proh dolor, contingunt, dicamus, quae sunt duo, videlicet Repudium et Divortium. Illud levius, hoc tristius est. Non quidem quod is peccet, qui vel justis de causis repudiat eam, cui nuptias promisit, vel qui ob conjugis flagitium divortium facit.Culpa enim non in persona innocente, sed in rea haeret, tametsi fieri interdum potest, quemadmodum infra dicemus, ut repudium fiat interdum cum honesta persona propter graves causas in sponsalibus non animadversas.

281.  Hidtil har vi talt om ægteskabet, denne Guds hellige ordning, som anbefales os på Guddommelig vis. Nu står der tilbage at tale om det, der desværre sker imod Guds ordning, som følge af menneskers brøde. Og det er to ting, nemlig at forlovelser hæves, og at ægtefæller skilles.

Det første er ikke så slemt; det andet er nok så bedrøveligt. Ikke sådan, at den begår en synd, der hæver en forlovelse med én, han har lovet ægteskab, hvis han har retfærdige grunde hertil -  eller som får skilsmisse, fordi ægtefællen har gjort noget skændigt. Thi skylden ligger ikke hos den uskyldige person, men hos den skyldige. Dog kan det undertiden, som vi senere skal vise, ske, at hæderlige personer hæver deres forlovelse af tungtvejende grunde, på grund af forhold som man ikke var klar over, da forlovelsen blev indgået.

282.  Inter repudium et divortium hoc est discrimen: Repudium dicitur, cum vel uterque vel alteruter promissas recusat nuptias, et ita a pactione disceditur. Divortium autem fit, cum conjugium consummatum propter alterius conjugum culpam dirimitur.

282.  Der er forskel på at hæve en forlovelse og på at ophæve et ægteskab. En hævet forlovelse taler vi om, når enten begge eller den ene vægrer sig ved at indgå det lovede ægteskab og således bryder den indgåede aftale. Skilsmisse er der derimod tale om, når et fuldbyrdet ægteskab ophæves, fordi den anden ægtefælle har forbrudt sig.

283.  Saepe tamen repudium etiam divortium complectitur, sed nos hoc loco discernamus repudium et divortium, ut dictum est. Praeterea ut plurimum interest inter sponsalia et nuptias, ita inter causas repudii et divortii maximum esse discrimen sciendum est.

283.  Det sker ofte, at der i en hævet forlovelse, ligger en skilsmisse, men på dette sted vil vi, som vi har sagt, skelne mellem en hævet forlovelse og en skilsmisse. - Desuden, ligesom forlovelse og bryllup er to meget forskellige ting, således skal man vide, at der er den allerstørste forskel på årsagerne til, at en forlovelse hæves, og at et ægteskab opløses.

284.  Vetustas, ut ait Philippus, nominat sponsalia tantum eas promissiones, in quibus fiunt pacta de futuro conjugio. Ut enim sponsus et sponsa a spondendo, id est promittendo, nomen habent, ita sponsalia solummodo promittunt conjugium, quod nuptiae perficiunt. Atque hinc est quod Christiani Imperatores pactionem matrimonii non antea habendam indissolubilem censuerunt quam cum ducta sponsa domum nuptiarum festivitas est celebrata. Quod tamen ita accipiendum est, si sola matrimonii promissio sit facta, et non etiam carnalis congressus accesserit. Nam si post sponsalia sequatur copula ante nuptiarum solennitatem, volente sponsa vere, tunc efficitur perfectum matrimonium.

284.  Som Philip har sagt, så talte de gamle kun om forlovelse i forbindelse med løfter, hvorved der blev truffet aftale om et fremtidigt ægteskab. Således kommer betegnelserne for den forlovede mand, sponsus, og den forlovede kvinde, sponsa, af ordet spondere "at love". Derfor er forlovelse kun et løfte om det ægteskab, som fuldbyrdes ved brylluppet. Og heraf kommer det, at kristne kejsere tidligere ikke anså en aftale om ægteskab for ubrydelig, før bruden var bragt til det fælles hjem, og bryllupsfestlighederne overstået. Det vil sige, sådan var det, hvis der kun var givet løfte om ægteskab, uden at det var kommet til kødelige forening. Thi hvis forlovelsen efterfulgtes af samleje før brylluppet - og hvis dette skete med den forlovede kvindes gode vilje - så fremkom derved et fuldbyrdet ægteskab.

285.  Tametsi autem desponsae appellantur interdum uxores, ut in illo: Si quis sponsam alterius in agro oppresserit, morte moriatur, quia uxorem alterius violavit; tamen re ipsa non sunt uxores, sed ita dicuntur propter promissionem factam et spem futuri conjugii. 

285.  Men undertiden betegnes forlovede kvinder også som hustruer, som når det siges, at hvis nogen voldtager en jomfru, der er trolovet med en anden, ude i det fri, skal han dø, „fordi han krænkede sin næstes hustru". Dog er der her egentlig ikke tale om hustruer, men de kaldes således på grund af det givne løfte, og på grund af håbet om et fremtidigt ægteskab.

286.  Conjugium siquidem, quod proprie sic dicitur, cum mulier jungitur viro, a desponsatione quidem incipit, sed traditione perficitur. Unde hoc discrimen natum est, ut illud initiatum, hoc ratum et consummatum dicatur conjugium. Ita enim Augustinus ait: Non dubium est illam mulierem non pertinere ad matrimonium, cum qua commixtio sexus non docetur fuisse.

286.  Et ægteskab i egentlig forstand, hvorved en kvinde forenes med en mand, begynder da ganske vist med forlovelsen; men det fuldbyrdes først med overdragelsen af bruden. Heraf kommer denne skelnen imellem det, der kaldes påbegyndt ægteskab og det der kaldes fuldbyrdet ægteskab. Således siger nemlig Augustinus: Uden tvivl skal en kvinde ikke regnes for gift, når det ikke siges om hende, at hun har haft samleje med nogen.

287.  Huc accedit, quod virgo desponsa non velet caput ante nuptias, quo facto significatur eam nondum venisse in potestatem viri. - Canonistae liberum volunt esse desponsae vovere religionem, vel invito sponso, sed hoc non permittunt uxori, reluctante marito. Quare ostendunt et ipsi magnum esse discrimen inter sponsalia et nuptias.

287.  Hertil kommer, at en trolovet jomfru ikke skal tilhylle sit hoved før brylluppet; herved tilkendegives det, at hun ikke er i mandens vold. - Kanonisterne vil have, at en trolovet kvinde skal være fri til at aflægge klosterløfte, selv imod hendes trolovedes vilje, men det tillades ikke en hustru, hvis hendes mand er imod det. På den måde viser de, at der er stor forskel på forlovelse og ægteskab.

288.   Porro hos duos gradus, videlicet sponsalia et nuptias, placuit sapientibus gubernatoribus ad consummationem conjugii ordinare, ut intermedio tempore, hoc est, inter sponsalia et nuptias omnia diligentius inquirerentur, ne locus fraudi esset ullus. Et ut major circumspectio adhibeatur, recte in hoc regno constitutum est, ut ante nuptias trina denunciatio in solenni Ecclesiae coetu, interposita semper septimana integra, praecedat, cum hac admonitione, ut si quis habeat, quod constitutas nuptias juste impedire possit, hoc significet mature ante diem nuptiis dictum, cum adhuc res integra sit. Haec denunciatio cum admonitione plane ridicula esset et inutilis, si solus consensus, quo fit promissio, comsummaret conjugium.

288.  Ud over disse to skridt, nemlig forlovelse og bryllup, har viise statsmænd bestemt, at der til ægteskabets fuldbyrdelse skal høre, at alt skal undersøges nøje i den mellemliggende tid, det vil sige i tiden mellem forlovelsen og brylluppet, for at intet bedrag skal være muligt. Og for at garantere den største grundighed er det bestemt her i Riget, at der før brylluppet skal lyses tre gange i den højtidelige kirkelige forsamling, og at der skal gå en hel uge mellem hver lysning; og at der hertil skal knyttes den formaning, at hvis nogen kender til noget, der med rette kunne være i vejen for brylluppet, skal han tilkendegive det i god tid før dagen for brylluppet, medens der endnu ikke er sket noget. Denne indsigelse og denne formaning ville være ganske latterlig og unyttig, hvis ægteskabet fuldbyrdes alene ved det samtykke, der gives i ægteskabsløftet.

289.  Cum igitur objicitur ex jure Canonico "consensus facit nuptias", respondendum est, hoc verum esse de consensu promittentis, et statim accipientis desponsam in sua; nam hic consensus cohabitationis et carmalis copulae est. Non autem verum est de consensu promittentis solummodo futuras nuptias.

289. Når man indvender, at i henhold til kanonisk Ret er et samtykke nok til at stifte ægteskab, så må man hertil svare, at det er sandt, hvis den mand, der giver sit samtykke, lover ægteskab og straks tager sin forlovede til sig. Thi det er et samtykke i samliv og kødelig forening. Men det er ikke sandt, når det drejer sig om et samtykke, givet af en, der kun lover, at han engang i fremtiden vil gifte sig.

290.  Ideo jurisconsultus quidam ait: Consensus cohabitandi et individuam vitae consuetudinem retinendi facit conjugium. Consensus igitur promittentis tantum, etiam accedente jurejurando, non facit matrimonium. Ideo supra diximius ex scholasticorum sententia Consensum esse causam matrimonii, sed non totam. Est enim consensus, ut illi ajunt, causa, ut fiat matrimonium, non ut sit. 

Inter quem gradum et nuptias quae sunt secundus gradus perficiens matrimonium, possunt varia eaque justa promissarum nuptiarum impedimenta incidere. Medium proinde tempus inter sponsalia et nuptias relictum est utrique partii, ut diligentius inquirant, num aliquid sit aut offeratur, quod consummationem matrimonii juste impediat.

290.  Derfor siger også en retslærd: Et samtykke i at bo sammen og i at leve i et ubrydeligt fællesskab udvirker ægteskab. Men et samtykke givet af en, der kun lover at gifte sig engang i fremtiden, udvirker ikke ægteskab - selv ikke, hvis løftet bekræftes med en ed. Derfor har vi også allerede citeret den sætning, hentet hos skolastikerne, at samtykket er en årsag til ægteskab, men det er ikke den eneste. Samtykket er nemlig en forudsætning for at gifte sig, men det er ikke den eneste.

Mellem dette trin og brylluppet (der er det andet trin og det, der fuldender ægteskabet) kan andre ting spille ind - også forhold, som man må anerkende og som forhindrer indgåelsen af det lovede ægteskab. Derfor er tiden mellem forlovelsen og brylluppet givet de to parter, for at de med omhu kan undersøge, om der skulle være noget, eller om der kunne findes noget, der med rette kunne hindre ægteskabets fuldbyrdelse.

291.  Cum his non pugnat forma pactonis, qua in hoc regno uti solemus in honestis sponsalibus. Ita enim quaeritur: Vis hanc habere in uxorem? Vis hunc habere in maritum? Et respondetur, volo. Nam haec voluntas intentionis est, qua animus inclinat ad futuras nuptias, non traditionis, qua alter alteri se totum tradit, ut jam unum sint, una habitent, et individuam vitae consuetudinem retineant. Neque his adversatur dictum Domini: Quos Deus conjunxit, homo ne separet. Nam Christus loquitur de conjunctis legitime, qui comsummato jam matrimonio in unum hominem convenerunt. 

Siquidem non de repudio desponsae, sed de divortio justae uxoris et interrogatus erat et hoc responsum dedit Dominus. 

291.  Formen for ægteskabsløftet er ikke i strid hermed, når formen er, som den plejer at være i dette rige ved respektable forlovelser. Der spørges nemlig således: Vil Du have denne til hustru? Vil Du have denne til mand? og der svares: Det vil jeg. Det, der ligger i denne erklærede vilje, er en hensigt: at man har i sinde at gifte sig, senere. Der ligger ikke heri en overgivelse, hvorved den ene giver sig helt til den anden, for at de kan blive ét kød og bo sammen og leve i et ubrydeligt fællesskab. Og dette Ord af Herren er heller ikke i strid hermed: Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Thi Kristus taler om dem, der er lovligt forenede i et fuldbyrdet ægteskab, og som er blevet ét kød.

Spørgsmålet til Herren var altså ikke, om en mand må hæve en forlovelse, men om en mand må skille sig fra en retfærdig hustru, og det var det, Herren svarede på.

292.  Jam ad judices veniamus. Cum repudium permitti petitur, pius et sapiens judex ante omnia graviter perpendat et dispiciat, quid utile sit Ecclesiae, quid commodum reipublicae quidque faciat ad piam conjugum concordiam. Et contra quid vel Ecclesiae et Reipublicae officere, hoc est, quid Ecclesiam scandalo offendere quidque privatam vitam potest reddere molestam.

292.  Lad os vende os til dommerne. Når nogen søger tilladelse til at hæve en forlovelse, så skal den gudfrygtige vise dommer frem for alt alvorligt overveje og udfinde, hvad der er nyttigt for Kirken, hvad der passer for Staten, og hvad han kan gøre for at forene fællerne i gudfrygtighed. Og på den anden side: Hvad kan forstyrre kirken og staten, hvad kan volde kirken forargelse, hvad kan krænke staten, hvad kan belaste det private liv -?

293.  His enim tribus, hoc est, Ecclesiae, Reipublicae, et privatae familiae destinatur conjugium. Quare si sapiens judex praeviderit aliquid periculi, vel Ecclesiae, vel Reipublicae, vel privatae familiae imminere ex coactis nuptiis, sua prudentia imminenti malo occurrat. Siquidem coacta matrimonia malos exitus habere solent. Hac regula in animis judicum concepta, facilius fuerit quasvis repudii causas excutere, dijudicare, et bona conscientia determinare. 

Nam cum Paulus dicit, agens de separatione conjugum: ad pacem nos vocavit Deus, judex secure hoc dictum, ut regulam judicii, sequi potest, praesertim cum de repudiis agitur.

293.  Ægteskabet er skabt med henblik på disse tre: Kirken, staten, og det private liv. Derfor, hvis den viise dommer ser en fare, der truer kirken eller staten eller den enkelte familie, fordi et ægteskab tvinges igennem, så skal han med sin indsigt afværge det onde der truer. Påtvungne ægteskaber ender da også gerne sørgeligt. - Hvis dommerne fastholder denne regel, vil det være lettere at dømme om dem og afgøre sagerne med god samvittighed.

Der hvor Paulus taler om ægtefællernes skilsmisse, siger han: Til fred har Gud kaldet os. Og derfor kan en dommer trygt følge dette ord, og lade det være en rettesnor for sine domme, især når det drejer sig om hævede forlovelser.*

De causis repudii.

294.  Cum quaeritur repudium, aut peccatum est in consensu eorum, qui promiserunt nuptias, aut inter personas, post pactionem nuptiarum aliquid intervenit, quod vel jure comsummationem conjugii impedit, vel utrumque contrahentium, aut alterum offendit.

Om årsagerne til forskydelse.

294.  Når der søges om tilladelse til at hæve en forlovelse, er der enten en fejl ved deres samtykke, der har lovet ægteskab, eller også er der kommet noget imellem de forlovede, efter at de har forlovet sig, noget der med rette stiller sig hindrende i vejen for ægteskabets fuldbyrdelse, eller som krænker begge de forlovede, eller kun den ene.

295.  In consensu peccatur, vel cum alteruter negat consensum, vel alioqui contra conditiones legitimi consensus pactio de nuptiis facta est.

Quando negatur consensus ab uno, et ab altero clam esse factus asseritur, quaerendum est an intervenerit carnalis copula nec ne. Si intervenit carnalis copula, quaerendum est an feminae fama antea fuerit illaesa nec ne. Si intervenit carnalis copula, et fama feminae compressae antea fuit honesta, admonendus est qui accusatur violatae fidei datae graviter a judice, ut cogitet quantum peccatum sit fidem fallere, praesertim cum videatur confirmata esse carnali copula, et forte prole. 

295.  I samtykket er der fejl, hvis den ene benægter samtykket, eller hvis aftalen om ægteskab i øvrigt er indgået på trods af de betingelser, der kræves for at et samtykke kan være gyldigt.

Når den ene benægter at have samtykket i forlovelsen, og den anden påstår, at samtykket er givet i hemmelighed, skal man undersøge, om det er kommet til en kødelig forening eller ej. Hvis der har været en kødelig forening, skal man undersøge, om kvindens rygte tidligere var uplettet eller ej. Hvis en kødelig forening har fundet sted, og hvis den anklagede kvindes rygte tidligere var respektabelt, skal manden, der beskyldes for at have krænket kvindens troskab, alvorligt formanes af dommeren til at tænke på, hvor stor en synd det ville være, hvis han svigtede hende - især da, hvis forlovelsen synes bekræftet ved kødelig forening, eller måske ved, at de havde fået børn.

296.   Si perstiterit reus in negando, nolim tamen ipsum statim absolvi, propter ipsius conscientiam, cui judex consulere debet. Nam qui clam promisit, et copula postea consummavit promissionem, vivet in perpetuo adulterio, mala cum conscientia, si alteram, priore vivente, duxerit, etiamsi fuerit liberatus per judicem, mendacio deceptum. Quare in hoc casu judicarem consultum esse, sequi consilium Gregorii, qui praecipit ut is, qui infitiatur promissionem factam de nuptiis, septima cognatorum, aut aliorum honestorum virorum manu se purget. Quod cum fecerit, judex illum liberum pronunciabit, imposita scortationis mulcta. 

Verum si vel infamis fuit femina antea, vel non est secuta copula, constanter negans pactionem de nuptiis intervenisse, sine juramento liber dimittatur.

296.  Hvis den anklagede fortsat benægter, ville jeg ikke mene, at han straks skal løses fra forlovelsen, for hans egen samvittigheds skyld; den må dommeren også tænke på. Thi hvis en mand har lovet ægteskab i hemmelighed, og ved en efterfølgende forening har fuldbyrdet, hvad han lovede, så må han altid leve som en horkarl, og med ond samvittighed, hvis han tager en anden til ægte, medens den første lever - også selv om han blev frikendt af dommeren, fordi denne var ført bag lyset af en løgn. Derfor vil jeg mene, at det i et sådant tilfælde var vel betænkt, om man fulgte Gregorius' råd, der byder, at den, der beskyldes for at have lovet ægteskab, skal rense sig ved at aflægge ed på det modsatte sammen med seks andre, enten slægtninge eller andre hæderlige mænd. Når han har gjort det, skal dommeren erklære ham fri, efter at have idømt ham en bøde for hor.

Men hvis kvinden tidligere var ilde berygtet, eller hvis en forening ikke er fulgt efter, skal han, der stadig fastholder, at der ikke var aftalt noget ægteskab, frikendes uden at aflægge ed.

Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32