297.  Ceterum, si uterque fatetur consensum, a quo alter cupit discedere, examinandus est consensus, an fuerit legitimus, hoc est licitus, honestus, justus, liber, plenus, sincerus.

Si non fuit licitus consensus, sed illicitus, ut qui factus sit contra gradus cognationis et affinitatis, Lege Dei prohibitos, pro nullo habebitur. Addo etiam, si fuit initus contra humanas leges, etsi divortium non juste facit, tamen repudium recte fecerit. 

297.  I øvrigt, hvis de begge indrømmer, at de har samtykket, men den ene ønsker at hæve forlovelsen, så skal samtykket undersøges, om det var lovligt - det vil sige tilladt, hæderligt, retfærdigt, frit, fuldstændigt og oprigtigt.

Hvis samtykket ikke har været tilladt, hvis det har været ulovligt, som et samtykke er, der er givet imod reglerne om de tilladte grader af slægtskab og svogerskab, så skal det regnes for intet. Og jeg vil tilføje, at hvis det var indgået i strid med menneskelige love, som dog ikke kunne retfærdiggøre en skilsmisse, så kan en forlovelse dog med rette hæves på denne baggrund.

298.   Si consensus non fuit honestus, temerarius omnino est judicandus atque pro nullo habendus, etiamsi juramentum intervenit. Etsi enim grave peccatum est non praestare quod jurasti, tamen certum est gravius adhuc peccari, si impleas quod temere jurasti. Teneatur ergo regula: In malis promissis rescinde fidem. In stulto voto muta decretum.

298.  Hvis samtykket ikke var hæderligt, skal det anses for helt igennem ubesindigt og regnes for intet - også selv om, der var svoret på løftet. Thi selv om det er en grov synd ikke at gøre det man har svoret, så er det dog helt sikkert en endnu grovere synd at opfylde et løfte, der er givet i ubesindighed. Så skal man holde sig til denne regel: Opfyld ikke dine slette løfter. Har du lovet noget dumt, så træf en anden beslutning.

299.  Non honestum consensum dico, qui vel petenti repudium, vel familiae ipsius, vel ordini et dignitati congruit. Deus enim vult hominem, quem ad honestatem condidit, honestatis et ordinis amantem esse, et vult singulos suum statum et dignitatem in timore Domini tueri et conservare. Plura de hoc genere consensus supra diximus.

299.  Jeg kalder det ikke et hæderligt samtykke, hvis det hverken passer for den, der søger forlovelsen hævet, eller for hans familie eller hans stand og værdighed. Gud har skabt mennesket, for at det skal leve ærefuldt. Og Han vil, at mennesket skal elske sin ære og sin stand, og at den enkelte skal værne og bevare sin rang og værdighed i gudfrygtighed. Vi har tidligere talt om denne form for samtykke.

300.  Si consensus non fuit justus, hoc est, si promissio de nuptiis facta est contra illorum voluntatem, in quorum potestate sunt illi qui paciscuntur de nuptiiis, potest per judicem rescindi tanquam injustus, sive secuta sit carnalis copula sive non, nisi aliter parentes, aut illi qui in parentum loco sunt, persuaderi possunt.

300.  Hvis samtykket ikke var retfærdigt, det vil sige: hvis ægteskabsløftet blev givet imod deres vilje, der råder for dem, der har aftalt ægteskab - så kan forlovelsen hæves af en dommer, fordi den er uretmæssig, hvad enten en kødelig forening er fulgt efter eller ej - med mindre forældrene, eller de, der er i deres sted, kan overtales.

301.  Pontificia autem constitutio contra pronunciat, nempe ratum esse matrimonium, quod insciis etiam et invitis parentibus contractum sit per verba praesentis temporis. Ad quam constitutionem Erasmus in hunc modum respondet: 

Hic, inquit, usu venit legislatori, quod ferunt Herculi, cui dum unum cornu dissecuisse Acheloo fluvio, magis etiam intumescens ex alia parte minitaretur amnis, immo fit ut pro resecto uno hydrae capite plura suppullulent. Non enim solum verum est, quod dicitur: Ex malis moribus nasci bonas leges, verumetiam ex optimis legibus hominum perversitas gignit mores pessimos. Opinor autem humanum esse decretum, solo consensu coire matrimonium, ut qui legem pro ratione temporum statuit, possit eandem pro ratione temporum vel abrogare vel moderari. Atque jam nunc ex hac lege: Quod adolescentes bene natos, quod puellas etiam summo loco natas vidimus, et videmus implicari infaustis perplexisque conjugiis, ingenti luctu parentum et propinquorum, nonnumquam et summo reipiublicae discrimine.

Haec Erasmus, qui mollius Papam tractat.

301.  En pavelig forordning erklærer ganske vist modsat, at et ægteskab kan indgås gyldigt uden forældrenes vidende og imod deres vilje, ved en mundtlig erklæring om, at parterne vil indgå ægteskab her og nu. Denne bestemmelse kommenterer Erasmus således:

Her er det sket for lovgiveren, som man fortæller overgik Herakles: Da han havde afskåret et hjørne af floden Akheloos, svulmede strømmen op et andet sted og blev endnu mere truende. Og en anden gang, da han kæmpede med Hydraen, skete det, at for hvert hoved han huggede af, myldrede flere frem. Thi det er ikke kun sandt, som man siger, at af slette sæder fødes gode love; men det er også sandt, at selv med de allerbedste love fører menneskenes vildfarelser til de sletteste sæder. Jeg mener nu, at det er en menneskelig bestemmelse, at ægteskab indgås ved samtykke alene - således at den, der har givet loven udfra, hvad tiden krævede, kan afskaffe den samme lov, eller ændre den, hvis tiderne skulle kræve det. Og dette er, hvad loven nu fører til: Unge mænd fra gode familier, og unge piger fra samfundets top har vi set, og vi ser dem stadig, blive viklet ind i ulykkelige og forvirrede ægteskaber, til deres forældres og nærmestes uendelige sorg, og undertiden også til skade for staten.

Således mener Erasmus, og han behandler paven mildt.

302.  Jeg siger: Guds Bud - Ær din fader og din moder, for at det må gå dig godt - skal gælde frem for Antikrists forordning. Thi Gud har aldrig godkendt et ægteskab, som går på tværs af Hans eget bud. Derfor skal man aldrig regne en forlovelse eller et ægteskab for gyldig, hvis det er indgået imod forældrenes vilje, eller hvis de nødig ser det.

303.  Hvis samtykket ikke var frit, men tvungent, eller givet af personer, der ikke har deres fornufts fulde brug, på grund af alder eller sygdom, skal det ikke regnes for et samtykke. Thi der kan ikke være noget samtykke dér, hvor frygt eller tvang eller vildfarelse kommer ind. Det har heller ingen betydning, når talen er om at hæve en forlovelse, om tvangen var ubetinget, det vil sige blev udøvet med ydre magt, eller betinget af trusler, der kunne fremkalde frygt.

304.  Et samtykke er heller ikke frit, når sindets dømmekraft ligesom svækkes ved ren eller blind kærlighed. Thi sådan som et træ, hvis rødder er fordærvet afgift, ikke bærer god frugt: Således kan det sind, der er svækket af vin og kærlighed, ikke dømme ret. Thi kærlighed og vin er de sletteste og uforstandigste af alle rådgivere.

Derfor, hvis én har lovet noget i fuldskab, og han angrer sit løfte, når han bliver ædru, så kan han frafalde sit løfte og blive løst fra det af dommeren. Hvis det er kommet til kødelig forening mellem en fuld mand og en kvinde, han elsker (som måske også var fuld), og hvis kvinden hævder og beviser over for dommeren, at ægteskabsløftet blev presset igennem af koblere og berygtede personer, så er det ikke andet end hor, og det skal ikke regnes for et ægteskab. Derfor skal dommere idømme straffe for den slags hor.

305.  Si consensus non fuit plenus, hoc est, claris verbis et perspicuis expressus, non obligat simpliciter, sed ex aliqua parte, videlicet cum libidinosus aliquis promissionibus obscuris, quae possunt plures interpretationes insidiose recipere, easque simplex virgo, aut vidua honestae famae de conjugio vere promisso intelligit, virginem aut viduam lactet, atque ita deceptam corrumpat. 

Hic profecto judico pronunciandum esse pro persona decepta, hoc videlicet modo, ut deceptor vel eam, quam blanditiis pertraxit ad concubitum, in uxorem ducat, vel si ad hoc induci per judicem non possit, mulcta stupratoris puniatur, ut satisfiat et magistratui et personae laesae.

305.  Hvis samtykket ikke var fuldstændigt, det vil sige ikke udtrykt med rene og tydelige ord, forpligter det ikke umiddelbart, men kun til dels, nemlig hvis en liderlig mand med dunkle løfter, der på underfundig vis kan forstås på flere måder, forlokker en jomfru eller en enke, og hvis den enfoldige jomfru, eller enken med det gode rygte opfatter dem som løfter om et rigtigt ægteskab, medens manden således fordærver den bedragne kvinde.

Her mener jeg bestemt, at der skal dømmes til gunst for den bedragne, nemlig således, at bedrageren skal tage hende til hustru, som han med søde ord lokkede til at gå i seng med sig, eller således, at han, hvis dommeren ikke kan gennemtvinge dette, skal straffes med bøder for sit hor, og således sone sin brøde overfor øvrigheden og overfor den krænkede.

306. Si contractus non fuit sincerus, hoc est, si quis aut dolus aut error claris verbis suberat, cujus generis sunt si quis mentitur personam, fortunam, conditionem, qualitatem. Tot enim erroris genera, cum de nuptiis agitur, numerant Canonici.

306.  Hvis aftalen ikke var oprigtig, det vil sige: hvis der gemte sig en list eller en fejltagelse bag de klare ord. Det sker, hvis nogen lyver med hensyn til sin person, sin rigdom, sin stilling eller sine egenskaber. Så mange former for fejl opregner nemlig kanonisterne i forbindelse med ægteskab.

307.  Personam mentitur, qui se alium fingit quam est, ut si quis diceret se Senatoris filium, cum sit carnificis.

307.  Der lyves om personen, hvis én siger, at han er en anden, end den han er, eller hvis én siger om sig selv, at han er søn af en rådmand, medens han i virkeligheden er søn af en bøddel.

308.  Fortunam mentitur qui se divitem jactat, ut stulti proci facere solent, cum sit pauperrimus.

308.  Om formueforhold lyver den, der giver sig ud for at være rig, som dumme bejlere plejer at gøre, selv om de er ludfattige.

309.  Conditionem mentitur, cum quis nobilem se dicat, qui est plebeius.

309.  Om sin stilling lyver den, der siger, at han er af fornem slægt, selv om han er født i ringe kår.

310.   Qualitatem mentitur, si quis honestum se praedicat et probum, cum sit inhonestus et improbus. Si quis verae religionis sectatorem se affirmet, cum sit haereticus. Si qua se pro virgine spondet, cum sit corrupta.Si quis vel qua morbum celat suum ante sponsalia, qui ante nuptias deprehenditur. Hic judex sequatur canonem: Fraus et dolus nemini debent patrocinari. Item, Nemo debet lucrum de suo dolo reportare.

310.  Om sine egenskaber lyver den, der siger om sig selv at han er hæderlig, selv om han er uhæderlig og fræk; og den der siger at han holder sig til den sande tro, selv om han er en kætter; og den pige, der forsikrer at hun er jomfru, selv om hun er fordærvet; og den der før forlovelsen skjuler en sygdom, der bliver opdaget efter brylluppet. Her skal dommeren følge denne kanoniske bestemmelse: Svig og list skal ikke beskytte nogen. Ligeledes: Ingen bør få fordel af sin svig.

311.  Porro, si post legitimum consensum aliquid inter personas, quae pactae sunt de nuptiis, intervenerit, quod offendit, hac via procedendum esse judico, ut primum audiatur, an uterque cupiat a pactione discedere, aut alteruter tantum.

311.  Endvidere: Hvis der, efter at et lovligt samtykke er givet, kommer uvilje imellem de personer, der har lovet hinanden ægteskab, så mener jeg, at man skal fare frem således, at man først hører, om de begge ønsker at hæve forlovelsen, eller om kun den ene gør det.

312.  Si uterque cupit a pactione discedere, judex graviter reconciliationi, modo spes sit, ut tranquille cohabitent reconciliati, det operam. Verum si persuaderi non possunt, ut comsumment promissionem legitime factam, judex quaerat, an copula carnalis exceperit sponsalia nec ne. Si copula carnalis non accessit post sponsalia, velim judicem non magnopere esse solicitum de causis offensae intervenientibus, sed, ne quid deterius ex coactis nuptiis eveniat, permittere rescindi contractum ut imperfectum, ita tamen ut justas poenas fidei non servatae ratione fortunarum et conditionis luant. 

At si forte copula intervenit, matrimonium comsummatum est, et pertinet quaestio non ad repudium, sed ad divortium. Quare non licebit eis extra rationem fornicationis a pactione discedere quam copula confirmaverunt. Hoc rescriptum fuit a Gregorio IX. et Imperatorum approbatur legibus. 

312.  Hvis de begge ønsker at hæve forlovelsen, skal dommeren alvorligt stræbe efter at forsone dem, hvis der da er håb om, at de kan bo sammen i fordragelighed, hvis de bliver forsonede. Men hvis han ikke kan overtale dem til at indfri det løfte, som de lovligt har givet hinanden, skal han undersøge, om det under forlovelsen er kommet til kødelige forening eller ej. Hvis en kødelig forening ikke har fundet sted efter forlovelsen, mener jeg, at dommeren ikke skal bekymre sig så meget om hvilke grunde, der førte til bruddet. Han må hellere tillade, at aftalen ophæves som ufuldbyrdet, for at ikke noget værre skal ske, hvis parterne tvinges til ægteskab. Dog skal de straffes, fordi de ikke har holdt deres løfte, og straffene skal være tilpassede deres formueomstændigheder og stilling iøvrigt.

Men hvis det er kommet til en forening, er ægteskabet fuldbyrdet, og så er det ikke et spørgsmål om en hævet forlovelse, men om skilsmisse. Derfor skal de ikke have lov til at ophæve deres aftale, hvis de har bekræftet den med deres forening, uden hvis en af dem har begået hor med en tredie. Denne bestemmelse går tilbage til Pave Gregorius den niende, og den anerkendes i kejsernes love.*

313.  Sin autem alteruter a legitimo consensu ante nuptias cupit discedere, judex rationes audiat mutatae voluntatis, quae si tales fuerint, ut vel merito offendant, vel vitae consuetudinem reddere possint molestam et insuavem, potest judex discessionem a pactione permittere, si cetera salva sunt.    

313.  Men hvis den ene eller den anden af de to vil løses fra sit lovligt givne samtykke før brylluppet, så skal dommeren høre grundene til, at den pågældende nu vil noget andet; og hvis disse grunde er sådan, at den pågældende med rette kan føre sig krænket, eller hvis de sikkert ville gøre et samliv uhyggeligt og ubehageligt, så kan dommeren tillade at ægteskabsaftalen hæves - hvis det andet ikke er sat over styr.

Etsi autem nos votum istud, ut contra Deum susceptum, pro nullo habemus, sicuti supra ostendimus, hoc tamen ex canone isto colligimus, quod Gregorius non voluerit solo consensu ratum esse conjugium ante nuptias.

Si quis honeste vixit ante legitimum consensum, ita ut nullo crimine publice sit notatus, sed postea in infamiam ob quodlibet flagitium inciderit, potest honestae personae et innocenti solutio pacti, modo petatur ante nuptias, concedi. 

314.  Når kanonisterne diskuterer disse forhold, nævner de følgende tilfælde først: Hvis den ene eller den anden efter forlovelsen, men før fuldbyrdelsen af ægteskabet, aflægger klosterløfte, altså vælger at leve som munk eller nonne, så, siger de, bortfalder ægteskabsløftet. Thi de er endnu ikke blevet ét kød ved ægteskabets fuldbyrdelse.

Selv om vi nu mener, at et klosterløfte er imod Gud og derfor ugyldigt, som vist tidligere, så vil vi dog fastholde det fra den nævnte kirkeretsbestemmelse, at Gregorius ikke har villet, at et ægteskab gyldigt skulle kunne indgås før det egentlige bryllup, blot i kraft af et samtykke.

Hvis nogen har levet respektabelt før et lovligt samtykke er givet, så at vedkommende ikke er offentlig kendt for nogen forbrydelse, men siden bliver vanæret på grund af en eller anden skændselsdåd, så kan det tillades den hæderlige og uskyldige part at ophæve aftalen - blot det sker inden brylluppet.

315.   Si alteruter in gravem morbum taetrum inciderit, ut in lepram, gallicam scabiem, epilepsiam, phrenesin, potest sanus a pacto discedere, praesertim si copula non intervenit. Neque enim potest quisquam bona conscientia illud implere matrimonium, quo uti sine abominatione non possit, quin et se ipsum et ceteros perdat, quin et liberos ad perpetuam miseriam et commune rei publicae detrimentum gignat.

315.  Hvis den ene eller den anden pådrager sig en alvorlig og hæslig sygdom, såsom spedalskhed, fransk kløe, den faldende syge, eller vanvid, så kan den raske ophæve aftalen - især hvis en forening ikke har fundet sted. Thi ingen kan med god samvittighed drive et ægteskab igennem, hvortil der klæber afsky, så han derved ville ødelægge både sig selv og andre, og få børn, der ville blive ulykkelige for altid, og i almindelighed skade staten.

316.  Ante annos quadraginta civis erat Coronae epilepsia laborans. Hic uxorem duxit, et ex ea duodecim proles sustulit, in quibus omnibus paternus morbus ut haereditarius haesit. An non praestitisset hic ab ista pactione discessisse? - Eos igitur, qui hujusmodi taetris abominandisque morbis laborant, ita vellem esse affectos, ut sic vitae rationes inirent, ut celibes vivere possent sine delicto, ne infortunium eorum ad multos pervaderet, sed se unis concluderetur. 

Quam enim dulcissimum est genuisse, tam est acerbissimum videre liberos gravi morbo afflictos, quem saepe optarent parentes, fieri si possiet, in se translatum potius quam eum in liberis suis tanto cum dolore aspicere. Vellem profecto, ut lege caveretur, ne ullis, qui abominandis, haereditariis et incurabilibus morbis laborant, permitterentur nuptiae, praesertim cum videantur divinitus ad celibatum vocari, quibus Dominus ademerit matrimonii, ex bona conscientia exercendi, potestatem.

316.  For fyrre år siden var der en borger i Landskrona, der led af den faldende syge. Han tog sig en hustru og fik tolv børn med hende. De arvede alle den sygdom, som deres fader havde. Havde det ikke været bedre, om man her havde brudt ægteskabsaftalen? Jeg kunne ønske, at de, der lider af sådanne hæslige og afskyelige sygdomme, var indstillede på at indrette deres liv således, at de kunne leve ugift, uden synd, for at deres ulykke ikke skal brede sig til mange andre, men holdes for dem selv.

Så vidunderligt det er at få børn, lige så forfærdeligt er det at se sine børn lide af alvorlig sygdom; forældrene ønsker ofte, at en sådan sygdom måtte overføres på dem selv, om det var muligt, hellere end at se den hos deres børn, med så stor smerte. Ja, jeg ville i sandhed ønske, at det ved lov var forbudt enhver at indgå ægteskab, der lider af hæslige, arvelige og uhelbredelige sygdomme; især fordi de, som Herren har frataget evnen til at gifte sig og leve i ægteskab med god samvittighed, de synes på guddommelig vis at være kaldede til at leve ugift.

317.  Hvis nogen mister et øje, eller næsen, eller der overgår ham noget endnu mere skændigt, så tillader de kirkelige og verdslige love den anden part at ophæve aftalen om ægteskab, hvis det ikke er kommet til en forening mellem dem.