318.  Hvis der er indtrådt slægtskab på grund af hor - det vil sige, hvis den forlovede mand får et forhold til en af sin forlovedes kvindelige slægtninge, og hvis hun er i de forbudte grader, enten efter guddommelige regler eller efter verdslige, - så skal den aftale, der var indgået med den første, brydes, også selv om hun ikke selv ønsker at hæve forlovelsen; og manden, der lovede den første troskab og ikke holdt sit løfte, skal ikke undgå straf.

319.  Permittuntur etiam nuptiae, secundum canones et leges, virgini aut feminae, si is qui cum ea contraxit de futuris nuptiis, diutius invita sponsa peregrinetur. Nam illic dolus subesse videtur. Verum hic tempus biennii praescribi velim, nisi forte graviores causae moram istam non ferant, de quibus prudens judex viderit.

319.  De kirkelige og verdslige love tillader også, at en jomfru eller forlovet kvinde gifter sig med en anden, hvis den mand hun har aftalt ægteskab med rejser bort i længere tid, imod hendes vilje. Thi her synes der at stikke et bedrag under. Men jeg kunne ønske, at der blev fastsat en ventetid på to år, med mindre særligt vægtige grunde tvinger til at se bort fra denne frist. Alt dette må den viise dommer overveje.

320.  Si quis post contracta sponsalia cum una, cum qua rem non habuit, cum alia contrahit, et cum ea misceatur, puniatur gravius, aliis in terrorem, ne tam facile rescindant datam fidem, et impunitas sceleris multis occasio sit peccandi; sed maneat cum secunda, eo quod cum ea consummaverit promissum matrimonium, quod tamen vix felix et expers molestiae fore statuo.

Ex his repudii casibus judicari potest de multis aliis, qui vel sub his continentur, vel his non multum sunt dissimiles. 

320.  Hvis en mand først forlover sig med én, men ikke har kødelig omgang med hende; og hvis han siden forlover sig med en anden og har et forhold til hende, så skal han straffes strengt, for at afskrække andre, så de ikke lige så let bryder deres troskabsløfte, og for at ikke hans brøde, hvis den forblev ustraffet, skulle blive en anledning for mange til at synde. Men han skal blive hos den anden, for med hende har han fuldbyrdet et ægteskab - selv om jeg mener, at det næppe bliver lykkeligt eller uden vanskeligheder.

Ud fra disse tilfælde af hævede forlovelser kan der dømmes om mange andre, enten de falder ind under disse, eller de ikke er meget forskellige fra dem.

                    De Divortiis.

          Om Skilsmisse

321.  Således som skilsmisser er bedrøveligere og tungere end hævede forlovelser, således kræves der også større omhu af dommeren, så han ikke imod Guds vilje giver skilsmisser, eller godkender dem, til det sikreste fordærv for dem, der får skilsmisser uden retfærdige grunde.

322.  Sententiae doctorum hac in re multum variant. Sunt enim qui unam solummodo causam divortii agnoscunt. Sunt qui duas admittunt. Non desunt qui tres justas divortii causas esse tradunt. Multi quinque enumerant. Alii adhuc multo plures. Quare etsi in tanta varietate videre, quid sit sequendum, difficile est, tamen expensis rationibus singulorum, quid nobis videatur tutissimum, ostendemus. 

322.  De lærdes meninger om denne sag er meget forskellige. Der er nemlig dem, der kun anerkender én grund til skilsmisse. Der er dem der anerkender to. Der mangler heller ikke dem, der hævder, at der er tre retfærdige grunde til skilsmisse. Mange opregner fem, andre endnu langt flere. Derfor, selv om det er svært at se, hvad man skal holde sig til, når forskellen er så stor, så vil vi dog fremlægge de enkeltes grunde, og siden pege på, hvad der synes os sikrest.

323.  Qui unam solummodo causam divortii constituunt, nempe adulterium, verbo Christi clarissimo se niti ajunt. Dominus interrogatus, Matth. 19, num liceat homini dimittere uxorem quamvis ob causam, respondet: An non legistis, quod qui fecit hominem a principio, masculum et feminam fecit eos. Et dixit: Hujus causa relinquet homo patrem et matrem, et adhaerebit uxori suae, et erunt duo in carnem unam. Quapropter non amplius sunt duo, sed caro una. - Ex hoc fundamento infert hanc responsionem ad quaestionem propostitam: Quicunque dimiserit uxorem suam, nisi ob fornicationem, et duxiret aliam, moechatur. 

- In his clarissimis verbis insistunt, nullam aliam admittentes rationem divortii. 

323.  De, der kun hævder én grund til skilsmisse, nemlig hor, siger, at de støtter sig til Kristi helt klare ord. Da Herren bliver spurgt, Matt. 18, om en mand har lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund, svarer han: Har I ikke læst, at Han, der skabte mennesket fra begyndelsen, skabte det som mand og kvinde? Og Han sagde: Derfor skal en mand forlade sin fader og sin moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Så er de da ikke længere to, men ét kød. - På dette grundlag slutter han til dette svar på det stillede spørgsmål: Enhver der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt, og gifter sig med en anden, han bedriver hor.

De holder sig til disse ganske klare ord, og anerkender ingen anden grund til skilsmisse.*

324.  Verum cum his objicitur, Paulus praeter fornicationem causam divortii aliam ponit, 1. Corinth. 7. , nempe infidelis desertionem, hoc est, cum infidelis deserit et discedit malitiose a pio conjuge. Hic alii aliter respondent. 

Augustinus dicit, infidelitatem esse adulterii quoddam genus, atque ideo includi in responsione Christi, quasi vero Christus esset interrogatus de solo divortio inter conjuges, et non de divortio illo spirituali, inter Deum et hominem. Quare illa dilutio plane puerilis est et ridicula, et indigna Augustino. 

Alii videntur sibi rem acu, ut ajunt, tetigisse, ac illud vidisse quod nemo ante ipsos videre potuerit. Dicunt enim optime convenire inter Christum et Paulum in divortii causis, modo haec adhibeatur distinctio, quod aliud conjugium par, aliud impar sit. Christus, inquiunt, de pari conjugio interrogatus, respondet, et unam causam divortii in eo facit, nempe adulterium. Paulus autem, interrogatus de impari conjugio, similiter respondet, unam causam in eo divortii esse, videlicet religionis imparitatem - quasi vero Christus de genere universo interrogatus hac verborum forma: Num licet homini quavis de causa dimittere uxorem, de specie una respondisset, et non ad quaestionem, ut erat proposita. 

324.  Men når det hertil indvendes, at Paulus giver en anden skilsmissegrund end hor, l. Kor. 7, nemlig en vantros bortrømning, altså det at en vantro svigter og ondsindet forlader sin gudfrygtige ægtefælle, så har forskellige givet forskellige svar herpå.

Augustinus siger, at vantro er en form for utroskab, og at det derfor er indeholdt i Kristi svar - som om Kristus blev spurgt, ikke om skilsmisse blandt ægtefæller, men om den åndelige skilsmisse mellem Gud og mennesket! Dette „modbevis" er rent ud barnligt og latterligt, og ikke Augustinus værdigt.

Andre mener at de har ramt hovedet på sømmet, som man siger, og har set noget, som ingen før dem har kunnet se. De siger nemlig, at der er fuld overensstemmelse mellem Kristus og Paulus, når det gælder skilsmissegrunde, når blot man indfører den skelnen, at det ene er et lige ægteskab, det andet er ulige. Kristus svarer, siger de, adspurgt om et lige ægteskab, og han giver én grund til skilsmisse herved, nemlig hor. Men Paulus bliver spurgt om et ulige ægteskab, og han svarer på lignende måde, at der er én grund til skilsmisse herved, nemlig forskellig tro. Som om Kristus blev spurgt om det almindelige begreb, med ordene „mon det er tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund" - og så svarede Han for et særligt tilfælde, og ikke på det spørgsmål, der var stillet!

325.  At Judaei omnes, inquiunt, fuerunt paris religionis! Verum hoc falsissimum est. Fuerunt enim eo tempore diversissimae Essaeorum, Pharisaeorum et Saducaeorum sectae, quae non solum inter se dissidebant, verum etiam plerique omnes conjunctis animis et studiis se Christo opponebant. Neque defuerunt in isto populo, cum haec quaestio Domino opponeretur, qui sanctis Dei non minus adversati sunt, quam Mahometistae hodie Christianis adversantur. Hinc videmus et Augustinum et alios, alioqui viros optimos et doctissimos, debili niti fundamento.

325.  Jamen, siger de, alle jøderne havde jo samme tro! Men det er helt forkert. Der var nemlig på den tid forskellige sekter så som essæere, farisæere og saddukæere, som ikke kun var indbyrdes uenige, men de kunne alle enes om at stå Kristus imod med forenede tanker og kræfter. Og der manglede heller ikke dem i det folk, der, engang dette spørgsmål blev stillet til Herren, stod ikke mindre fjendtligt overfor Guds hellige end muhamedanerne i dag står over for de kristne. Heraf ser vi, at Augustinus og andre, ellers såre fortræffelige og såre lærde mænd, står på usikker grund.

326.  Verum qui responsum Christi synechdochicos accipiunt, non destituuntur firmis rationibus. Primum enim a genere tamquam a principio concludunt. Moses, inquiunt, Deut. 24. ob rem turpem permittit divortium, et exemplum rei turpis ponit adulterium. Licebit igitur ob alias res turpes et cum infamia conjunctas fieri divortia, ut sunt parricidium, venenum, proditio vitae insidiae, furtum. 

Ad hoc confirmandum, testimonium Pauli adducunt: Si infidelis discedit, discedat; non est alligatus frater aut soror in hujusmodi. Ecce, inquiunt, Paulus diserte, praeter fornicationem, desertionem causam facit divortii. Nam si deserta persona non est alligata desertori, profecto non moechatur, si nubet in Domino. Ubi enim nullum est vinculum, ibi libertas est ad novas quaerendas nuptias.

326.  Men de, der forstår Kristi svar synekhdokhikos, er ikke ladt i stikken af mangel på gode grunde. For det første slutter de ud fra det almene som ud fra en grundsætning. Moses, siger de (5. Mos. 24), tillader skilsmisse, når noget skændigt ligger til grund, og han nævner hor som eksempel på noget skændigt. Så må det altså være tilladt at få skilsmisse på grund af andre skændige vanærende handlinger, så som fadermord, giftmord, forræderi, stræben andre efter livet. Som bekræftelse herpå anfører de Pauli ord: Vil den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er bunden i sådanne tilfælde.

Se, siger de: Paulus gør udtrykkeligt den ene ægtefælles rømning til skilsmissegrund, foruden hor! Thi hvis den, der bliver forladt, ikke er bundet til den, der går, begår den forladte så vist ikke hor ved at gifte sig i Herren. Thi hvor der intet bånd er, der er der frihed til at søge nyt ægteskab.

327.  Jam ex hac Pauli sententia unum ex duobus sequi necesse est, videlicet vel Paulum Christo adversari, cujus haud dubie spiritu dictante et scripsit et locutus est; vel Christi verba accipienda esse synechdochicos, ut sub una certa specie, more scripturarum, genus contineatur, sub quo consimiles species, quo ad sceleris gravitatem attinet, contineantur. Verum cum fieri non potest, ut Paulus Christo sit contrarius, absque omni dubio Christus sub fornicationis nomine intelligit etiam crimina, quae gravitate fornicationem vel aequant, vel etiam superant. Pius et honestus maritus non minus tristatur ex veneficio, parricidio et sacrilegio uxoris et cetera quam ex adulterio.

Quomodo autem hoc dilemma solvi possit sine sophistica non video. Huc etiam vel maxime facere putant quaestionem a pharisaeis propositam. Interrogant enim pharisaei, an liceat quavis de causa, ut usitatum tum erat apud Judaeos, uxorem dimittere. Ad hanc quaestionem Domini responsionem dirigendam esse contendunt, ut sit ejus sensus: Non licet uxorem dimittere quavis de causa vestro more, sed oportet gravissimas esse causas, qualis est scortatio, ut scortatio sit posita solummodo exempli causa.

327.  Af denne Pauli mening må da nødvendigvis følge ét af to:  Enten er Paulus i strid med Kristus - hvis ånd utvivlsomt indgav ham det, han skrev og sagde  - eller Kristi ord må forstås synekhdokhikos således, at der under et bestemt ydre, efter skrifternes skik, rummes en art, der i sig rummer ting, som ligner hinanden, hvad angår forbrydelsens alvor. Men når det ikke kan ske,  at Paulus er imod Kristus, så vil Kristus uden al tvivl med betegnelsen hor også forstå forbrydelser, der er lige så alvorlige som hor, eller endnu værre. En from og hæderlig ægtemand bliver ikke mindre bedrøvet over sin hustrus giftblanderi, eller fadermord, eller helligbrøde, eller andet, end over hendes hor.

De tror vel, at det spørgsmål, som farisæerne stillede, er ganske særlig vigtigt i denne forbindelse. Farisæerne spørger jo, om det er tilladt - af en hvilken som helst grund (som det dengang var almindeligt blandt jøderne) - at skille sig fra sin hustru. „Herrens svar på dette spørgsmål skal drejes, hævder de, så at meningen bliver: Det er ikke tilladt at skille sig fra sin hustru", af en hvilken som helst grund, sådan som I gør, men der bør være særdeles vægtige grunde, såsom hor; men hor er kun nævnt som eksempel.

Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32