328.  Hoc praeterea confirmari existimant testimonio Matthaei, qui ex verbis Domini sic scribit cap.5: Dictum est antiquis, Quicumque dimiserit uxorem suam, det illi libellum repudii. Sed ego dico vobis, quicumque dimiserit uxorem suam parektos logou porneias, hoc est, praeter rationem adulterii, facit eam moechari. Hic non porneia solum, sed logos porneias excipitur. Cum ergo logos significat rationem et proportionem, quid vetat Christi verba sic interpretari: Qui dimiserit uxorem suam, nisi ob causam, quae eam rationem criminis habet, ut scortationem aequet, ac proportionem quandam, quo ad sceleris gravitatem attinet, cum scortatione habeat. Hanc sententiam multi pii imperatores secuti videntur, qui multa crimina in suis legibus enumerant, propter quae divortia admittunt.

328.  I øvrigt mener de, at dette bekræftes ved Mattæus' vidnesbyrd; han gengiver Herrens ord således (kap. 5): Der er sagt til de gamle; Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev; men jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru parektos logou porneias, det vil sige af en anden grund end utugt, han får hende til at bedrive hor.

Her er det ikke kun porneia, men logos porneias, der undtages. Da altså logos betegner en begrundelse og et forhold, så skal det, som Kristi ord forbyder, forstås således: Den, der skiller sig fra sin hustru uden en grund, der i sig selv er en forbrydelse, der er lige med hor, eller som kan sammenlignes med hor, hvad forbrydelsens alvor angår. Denne mening synes mange fromme kejsere at have sluttet sig til, idet de i deres love opregner mange forbrydelser, der giver adgang til skilsmisse.*

329.  Sunt autem haec Justiniani Imperatoris verba in Codice: Sicut enim sine justa causa dissolvi matrimonia justo limite prohibemus, ita adversa necessitate pressum vel pressam, quamvis infausto, attamen necessario auxilio, cupimus liberari. Si quae igitur maritum suum adulterum, aut homicidam, aut veneficum, aut certe contra nostrum imperium aliquid molientem, vel falsitatis crimine condemnatum, invenerit; si sepulcrorum dissolutorem; si sacris aedibus aliquid subtrahentem; si latronem vel latronum susceptorem, vel abactorem, vel plagiarium, vel ad contemptum sui domusve suae, ipsa inspiciente cum impudicis mulieribus, quod maxime etiam castas exasperat, coitum ineuntem; si suae vitae veneno, aut gladio, aut alio simili modo insidiantem; si verberibus. quae ingenuis aliena sunt, afficientem se probaverit: tunc repudii auxilio uti, necessariam ei permittimus libertatem. Vir quoque pari fine claudetur, nec licebit ei sine causis apertius designatis, propriam repudiare jugalem. Hucusque Imperator. 

329.  Men disse er Kejser Justinians ord i hans Codex: Således som vi med rette forbyder, at ægteskaber opløses uden nogen retfærdig grund, således ønsker Vi også at befri den mand eller kvinde, der pines af en forhadt forbindelse, selv om det sker med en uheldig, men nødvendig hjælp: Hvis en kvinde derfor opdager, at hendes mand er en horkarl, eller en morder, eller en giftblander, eller at han er dømt for svig; hvis han er en gravskænder; hvis han stjæler fra de hellige huse; hvis han er en røver, eller hvis han understøtter røvere, eller er en kvægtyv, eller en mennesketyv, eller hvis han ligger i med frække kvinder, i foragt for sig selv og sit hus, og gør det for øjnene af hende (hvad der også kan gøre kyske kvinder aldeles rasende); hvis han stræber hende efter livet med gift eller sværd eller på anden lignende vis; hvis hun kan bevise, at han giver hende prygl (hvad der ikke sømmer sig for en fribåren kvinde) - så giver Vi hende den nødvendige frihed til at forskyde ham. Manden skal være bundet på samme måde, han må heller ikke forskyde sin brud uden grunde, der lægges åbent frem. Så vidt Kejseren.

330.   Ambrosius affirmat licere mulieri a viro discedere de tribus causis. Una si adulter fuerit maritus. Altera si apostata quantum ad religionem. Tertia si uxore per libidinem abuti voluerit, et justum naturalemque ejus usum invertere. 

Sed non recte concludit Ambrosius, cum jubeat mulierem manere innuptam, propterea quod ei non liceat quod viro, quod profecto falsissimum est, quantum quidem ad causas divortii et libertatem novas quaerendi nuptias attinet. Rectissime enim a scholasticis dicitur: 

Conjuges ad paria judicantur, quantum quidem ad thorum. Item: Ubi par est ratio, par debet esse judicium.

330.  Ambrosius hævder, at det er tilladt en kvinde at forlade sin mand af tre grunde:

   For det første, hvis manden har været utro.
   For det andet, hvis han er faldet fra troen.
   For det tredie, hvis han har villet misbruge hende af vellyst og har villet fordreje den rette og naturlige brug af hende. 

Men Ambrosius slutter ikke ret, når han befaler kvinden at forblive ugift, fordi hun ikke må det, som manden må. Det er så vist helt forkert, når det gælder skilsmissegrunde og friheden til at gifte sig igen, thi det siges med fuld ret af skolastikerne:

   Ægtefæller skal dømmes til lige kår, når det gælder ægtesengen. 
   Ligeledes: Hvor grunden er den samme, bør dommen være den samme.*

331.  Canonistae, ut ex his versibus liquet, multo plures divortii causas fecere, quae tamen omnes non sunt probandae, sicuti ex parte supra declaravimus, et infra declarabimus. Versus autem hi sunt:

     Error, conditio, votum, cognatio, crimen,
     Cultus disparitas, vis, ordo, ligamen, honestas,
     Si sis affinis, si forte coire nequibis:
     Haec socianda vetant, connubia juncta retractant.

331.  Kanonisterne har, som det fremgår af følgende vers, givet mange flere grunde til skilsmisse, men de kan ikke alle anerkendes, som vi til dels har erklæret tidligere og vil erklære senere. Versene lyder således:

   Fejl, og stilling i samfundet, løfter og slægtskab og brøde, 
   forskel i tro, vold, præstelig stand, og gift stand, og ære, 
   svogerskab, manglende evne til ægteskabelig favntag:
   Dette forbyder at ægteskab indgås og fortsat kan vare. *

332.  In his versibus duodecim numerantur impedimenta matrimonii, quae et vetant contrahenda et dirimunt contracta: 

     1. Error, scilicet personae - ut cum Jacobo Lia pro Rachel in lectum traditur. 
     2. Conditio, scilicet servitutis - ut si quis contraheret cum serva, quae se liberam dicebat. 
     3. Votum, scilicet religionis, seu monachatus. 
     4. Cognatio, quam triplicem faciunt, naturalem, spiritualem, legalem. 
     5. Crimen, videlicet si quis gladio vel veneno maritum tolleret, ut ejus vi suam in uxorem ducere posset. 
     6. Cultus disparitas, ut si Christianus Judaeam duceret. 
     7. Vis, seu violentia, videlicet si quis cogat feminam ut sibi nubat. 
     8. Ordo, scilicet sacer, ut si quis subordinatus fuerit in subdiaconum, et supra. 
     9. Ligamen, hoc est, si quis ligatus est uni non potest alteram ducere. 
   10. Honestas, hoc est publicae honestatis justitia. Hac enim cavetur, ut ajunt, ne quis contrahat cum cognatis sponsae suae, si illa moriatur ante nuptias. 
   11. ??
   12. Impotentia, hoc est inhabilitas corporum ad usum conjugii. 

332.   I disse vers opregnes der tolv hindringer for ægteskab, hindringer, der både forbyder indgåelse af ægteskab, og som ophæver et allerede indgået:

   1. Fejl, nemlig vedrørende personen.
   2. Stilling i samfundet, nemlig trællestand.
    3. Løfter, nemlig klosterløfter eller munkeløfter.
    4. Slægtskab, som er af tre slags; det naturlige, det åndelige, det retslige.
    5. Brøde, nemlig hvis nogen har ombragt ægtemanden, med sværd eller gift, for at kunne gifte sig med enken.
     6. Forskel i tro, som hvis en kristen mand ægter en jødinde. 
     7. Vold, eller overmagt, nemlig hvis én tvinger en kvinde til at gifte sig med ham.
     8. Præstelig stand, som hvis én er ordineret som subdiakon og derover. 
     9. Gift stand, det vil sige, at hvis en mand er bundet til en kvinde, så kan han ikke ægte en anden. 
   10. Ære, det vil sige den offentlige ærbarheds retfærdighed. Herved skal man passe på, som de siger, at ingen mand gifter sig med en slægtning til hans forlovede, hvis hun skulle dø før brylluppet.
    11. Svogerskab.
    12. Impotens, det vil sige legemernes uskikkethed til ægteskabelig brug.

333. Quid igitur, dicat aliquis, in tanta opinionum diversitate sequendum est? 

Non est difficile ex iis quae diximus videre, quae sit sententia verissima, et quid possit judex bona conscientia sequi. Non est dubium, Christum sub specie una totum genus comprehendisse, quemadmodum firmis argumentis ostendimus. Verum longiori disputatione omissa descendamus ad justas divortii causas, hac una distinctione observata. Quaedam sunt vera conjugia, quaedam videntur conjugia et non sunt. In illorum divortiis tutissimum est sequi Christi regulam, recte intellectam. In his minus est periculi. Ut autem omnia distinctius explicentur primum proponemus et explicabimus sex causas divortii usitatas. Deinde quosdam casus subjiciemus, quos ad certas regulas examinabimus. 

333.  Men, kunne én sige, hvad skal man nu holde sig til, når meningerne er så forskellige?

Det er ikke svært at se, hvilken af de påstande, vi har nævnt, der er den rigtigste, og hvad en dommer kan holde sig til med god samvittighed. Der er ingen tvivl om, at Kristus, da Han nævnte én ydre omstændighed, ville indbefatte en større gruppe, som vi har vist med sikre beviser. Men lad os ikke gå ind i en længere drøftelse, men gå over til de retfærdige skilsmissegrunde, og blot fastholde én forskel: Nogle er sande ægteskaber; andre synes at være det, men er det ikke. Med hensyn til skilsmisser er det sikrest at følge Kristi regel, ret forstået. Herved bliver faren mindre.

334.  Causae divortii usitatae.

Prima, Adulterium.
Secunda, Malitiosa desertio.
Tertia, Inhabilitas corporum ad usum matrimonii.
Quarta, Error.
Quinta, Violentia.
Sexta, Impietas. 

334.  Almindelige skilsmissegrunde.

    Den første:  Hor.
    Den anden:  Ondsindet rømning.
    Den tredie:  Legemernes uskikkethed til ægteskabelig brug.
    Den fjerde:  Fejltagelse.
    Den femte:  Vold.
    Den sjette:  Ugudelighed.

Prima causa divortii.

335.  Prima causa divortii, eaque justissima, est adulterium. Verum hic ante omnia considerandum est, quod persona lapsa in adulterium aut semel forte atque iterum lapsa est, sine infamia publica, aut deploratae maliciae est, et prostituit se cum infamia publica.

Si semel forte aut iterum lapsa est, et spes apparet, ut admonita caste vivat, suaderem ut innocens persona peccatum lapsae condonaret et in gratiam reciperet, quo tegeretur malum domus suae, et sepeliretur scandalum. 

At si ita rea persona vitam instituit, ut nihil nisi domus contaminatio cum scandalo, et pessima aliis exempla ab ipsa possint expectari, omnino abjicienda est, vel magistratus autoritate. Hic enim locum habet dictum Salomonis: Qui retinet adulteram, stultus est et iniquus. - Item Syrach 25: Si ductum manus tuae non sequitur, a corpore tuo rescinde eam, et da ei libellum repudii. - Et Chrysostomus: Sicut crudelis est et iniquus, qui castam dimitttit, sic fatuus et iniquus, qui retinet meretricem. Patronus enim turpitudinis est, qui celat crimen uxoris.

Hermes, discipulus Pauli, sic ait: Si sciverit vir uxorem suam adulteriam commississe, et ea non agit poenitentiam, sed permanet in suo vitio, reus erit peccati uxoris, et particeps adulterii ipsius, si eam retineat.

Den første skilsmissegrund.

335.  Den første skilsmissegrund er en fuldt ud retfærdig grund, nemlig hor. Men her må man frem for alt se på, om den, der har bedrevet hor, har gjort det én eller måske to gange, uden offentlig forargelse, eller om han handlede i bedrøvelig ondskab, og fornedrede sig og vakte offentlig forargelse.

Hvis han kun er faldet én eller to gange, og der er håb om, at han efter en formaning vil leve kysk, så ville jeg råde den uskyldige part til at tilgive synderen hans fald og tage ham til nåde; det ville dække over det onde, der var overgået hjemmet, og begrave forargelsen.

Men hvis den skyldige er slået ind på en vej, så man ikke kan vente sig andet end besmittelse af hjemmet, og forargelse og det sletteste eksempel for andre, så skal han vrages helt og holdent, om nødvendigt med øvrighedens myndighed. Her gælder nemlig Salomons ord: "Den, der har en horkvinde hos sig, er tåbelig og nedrig". Ligeledes Jesu Siraks Søns Visdom, kapitel 25: "Hvis hun ikke går, hvorhen du viser hende, så skil hende fra din krop og give hende skilsmissebrev". - Og Khrysostomos: "Ligesom han er grusom og nedrig, der skiller sig fra en kysk hustru, så er han dum og nedrig, der har en skøge hos sig. Thi han, der skjuler sin hustrus brøde, er en beskytter af hendes skændsel".

Hermes, Pauli discipel, siger således: "Hvis en mand véd, at hans hustru har bedrevet hor, og hun ikke gør bod, men forbliver i sin last, så skal han være skyldig i sin hustrus synd og delagtig i hendes hor, hvis han beholder hende hos sig".

336.  Divortium autem in hoc casu ideo fit, quia cum adulter vel adultera fit una caro cum ea persona qua abutitur, desinit esse una caro cum ea persona cui juncta erat matrimonio. Siquidem malitiose separavit quod Deus sancte conjunxerat. Nam ut matrimonium ex duobus unum facit, ita adulterium eam copulam nefarie dissecat, et unitatem dividit. 

336.  Skilsmisse sker i dette tilfælde fordi at, når den, der begår hor, bliver ét kød med den, der misbruges, hører horkarlen eller horkvinden op med at være ét kød med den, som han eller hun var forbundet med i ægteskabet. Således skiller vedkommende, på ondsindet vis, hvad Gud helligt sammenføjede. Thi ligesom ægteskabet gør to til ét, således overskærer hor på skændig vis dette bånd, og deler enheden.

337.  Tametsi autem, ut jam dictum est, adulterium est per se justa causa divortii; tamen circumstantiae interdum incidere possunt quae divortium juste impediunt. Quare hic nemo debet propria autoritate abjicere personam in adulterio deprehensam, sed judicis sententiam postulabit, ut examinetur causa cum suis circumstantiis. 

Huc igitur qualis debeat esse juris processus, quale examen instituendum, quomodo sententia ferenda quidque de damnata persona sit statuendum adjiciam. 

337.  Men selv om hor, som allerede sagt, i sig selv er en retfærdig grund til skilsmisse, så kan der dog undertiden indtræffe omstædigheder, der med rette hindrer en skilsmisse. Derfor bør ingen på eget ansvar skille sig fra nogen, der er grebet i hor, men man skal kræve en dommers afgørelse og lade ham undersøge sagen og dens omstændigheder.

Hertil vil jeg føje nogle ord om, hvordan processen bør være, hvilken undersøgelse, der bør anstilles, og hvilken dom, der skal afsiges angående den dømte person.

338.  Cum igitur petitur divortium fieri, innocens persona sistat coram judice personam ream, sed prius literis praefecti Consistorii legitime citatam, idque ante sextam septimanam, priusquam sententia feratur, ut rea persona spacium dispiciendi, quae suam causam concernunt, habeat.

Hoc modo citatam et constitutam coram judicibus firmis testimoniis adulterii ream convincet, sive persona quae accusatur neget crimen quod objicitur sive non. Saepe enim fieri potest ut persona, quae accusatur adulterii, mentiatur se adulterii ream, idque vel isto pacto a duriori conjuge liberari possit, vel etiam ut noceat illi personae, cum qua consuevisse se dixat, vel alia quavis de causa. Nam innumerae sunt iniquitatis insidiae. 

338.  Når der altså begæres skilsmisse, skal den uskyldige part stævne den, der anklages, for en dommer; men først skal man på lovlig vis oplæse et brev fra konsistoriums formand, og det senest seks uger før dommen afsiges, for at den anklagede kan få tid til at gøre sig bekendt med det, det angår hans sag.

Når den anklagede således er indstævnet og fremstillet for dommerne, skal hans hor bevises med faste vidnesbyrd, hvad enten den anklagede nægter den brøde, han beskyldes for, eller ej. Thi det kan ofte ske, at en person, der anklages for hor, løgnagtigt erklærer sig skyldig i hor, enten for på den måde at blive fri for en utålelig ægtefælle, eller for at skade den, som han påstår han har haft omgang med, eller af en anden grund. Thi nedrighedens anslag er talløse.

339.  Nullo igitur modo satis erit judicibus, sicuti quidam existimant, si rea persona de seipsa testimonium ferat. Quod et lege cautum est, qua dicitur: Alleganti propriam turpitudinem non est credendum. 

Postulet ergo judex ab actore clara et idonea testimonia, quae etiam jurejurando confirmentur, ut certo constet nullum calumniis aut mendacio locum dari.

339.  Det skal altså på ingen måde være nok for dommerne (som nogle mener), at den anklagede person vidner imod sig selv. Det byder også den lov, hvori det siges: Man skal ikke tro den, der bekender sin egen skændsel.

Dommeren skal derfor af anklageren kræve klare og tydelige vidnesbyrd, og de skal bekræftes med ed, for at det kan stå fast, at der ikke er nogen bagvaskelse eller løgn med i spillet.

340.  Persona quae firmis testimoniis convicta est de adulterio non statim damnanda est, sed judex, priusquam divortii sententiam feret, duplex instituet examen: Unum actoris, alterum reae personae. 

Ab actore quaeret, num ipse sit alienus a crimine, num habeat testimonium magistratus sui, et pastoris, de sua innocentia. Nam illum mundum esse oportet, qui alterum propter immundiciem abjicere decrevit. Quod si actor suam innocentiam testimonio magistratus sui et pastoris probaverit, et deprehensus fuerit eorum testimonio innocens, judex se vertet ad ream personam examinandam. Fieri enim potest quod rea persona et convincta de adulterio habeat aliquid occultum, quod accusatori objiciat, quo divortium impediri potest.

Verum ut ad certa capita omnia revocemus ea quae sequuntur divortium in hoc casu impediunt.

340.  Den, der ved troværdige vidnesbyrd findes skyldig i hor, skal ikke straks fordømmes, men dommeren skal, før han afsiger skilsmissedom, undersøge to ting: sagsøgerens forhold, og den anklagedes.

Sagsøgeren skal han spørge, om han eller hun er uden skyld i brøden, og om øvrigheden og præsten kan bevidne hans eller hendes uskyld. Thi den bør selv være ren, der har besluttet at vrage en anden på grund af urenhed. Men hvis sagsøgeren beviser sin uskyld med sin øvrigheds og præstens vidnesbyrd, så skal dommeren vende sig til den anklagede og undersøge denne. Thi det kan ske, at den, der er anklaget og fundet skyldig i hor, har noget skjult at anføre over for anklageren, noget, hvorved en skilsmisse kan forhindres.

Men for at vi nu kan få alt på det rene, så forhindres skilsmisse i følgende tilfælde:

341.  Primum, si is, qui divortium petit propter conjugis adulterium, eodem scelere contaminatus deprehenditur, non permittetur divortium, modo par ratio sceleris sit. 

Hujus sententiae justissima ratio est. Nam cum rea persona ob turpitudinem pacti excludi petitur, sequitur non abjiciendam esse ab aeque scelerato. 

Nihil iniquius est, ait Augustinus, quam causa fornicationis dimittere uxorem, si ipse maritus convincitur fornicari. Et Erasmus ait: Maritus adulter non habet jus divertendi ab adultera quam docuit impudicitiam. Huc facit quod conjuges judicentur ad paria, quantum ad thorum attinet. Non igitur potest vir, qui fidem non servat, vel cogere uxorem ut servet, vel eam ob adulterium excludere. 

341.  For det første, hvis den der søger skilsmisse på grund af ægtefællens hor, findes besmittet med den samme ugerning, og hvis der ligger det samme til grund for ægteskabsbruddet i begge tilfælde; i så fald skal man ikke tillade skilsmisse.

Der er en fuldkommen retfærdig begrundelse herfor. Thi når den anklagede søges udstødt på grund af det skændige i sin handling, så følger heraf at han ikke bør vrages af én, der er lige så forbryderisk.

Intet er mere nedrigt, siger Augustinus, end at en mand skiller sig fra sin utro hustru, når han selv har lært hende utugt. Det er derfor, at ægtefæller skal dømmes til lige kår med hensyn til ægtesengen. En mand, der ikke selv har været tro, kan altså ikke tvinge sin hustru til at være ham tro, eller skille sig fra hende på grund af ægteskabsbrud.