342.  Quid si, inquies, alter conjugum vitam corrigit pie et caste vivendo eluitque maculam poenitentia, alter vero manet inemendabilis, et quotidie magis se immergit in adulterii caenum, faciendum est? Num is, qui vitam correxit, debet retinere personam inemendabilem, cum perpetuo suae domus dedecore? Nequaquam. Nam hic par ratio sceleris non est. Qui enim vitam correxit, et emendavit pie et caste vivendo, habetur apud Deum et Ecclesiam innocens. Quare pius magistratus poterit illum sententia divoritii liberare ab inemendabili et incurabili membro, secutus exemplum periti medici, qui cum affecta membra in humano corpore curat, quod curationem admitttit, fovet et conservat. Quod autem putrescit in dies magis magisque et insanabile permanet, abscindit, ne sanatum et restitutum membrum simul cum incurabili pereat.

342.  Men, kan man sige, hvad nu hvis den ene af ægtefællerne retter sig, idet han eller hun lever gudfrygtig og kysk, og gør bod og afvasker skammen, medens den anden er uforbederlig og hver dag dykker dybere ned i utugtens skarn - hvad skal der så gøres? Skal den, der har forbedret sil liv, beholde en uforbederlig person hos sig, til evig skam for hjemmet? Ingenlunde! Thi her har de ikke begge forbrudt sig på samme måde. Den, der har forbedret sit liv og sig selv, ved at leve fromt og kysk, regnes nemlig for uskyldig over for Gud og kirken. Derfor kan en gudfrygtig øvrighed befri denne for det uforbederlige og uhelbredelige lem ved en dom til skilsmisse, idet den gør som den erfarne læge, der, når han tager sig af de syge lemmer på menneskets krop, har omhu for de lemmer, der står til at redde, og bevarer dem; men det, der rådner mere og mere dag for dag, og som er uhelbredeligt, det skærer han af, for at ikke det lem,  der er blevet rask og helbredt, skal gå til grunde sammen med det uhelbredelige.

343.   Secundum, Si maritus prostituit uxorem, non potest adulteram excludere, cum ipse sceleris autor existit. Quid enim iniquius est quam vindictam petere ejus criminis, cujus ipse praecipuus es autor? Prostitutionis rationem habet exclusio nocturna, cum misera femina fugiens saevitiam mariti cogitur alienum tectum quaerere, ejecta domo a marito. Maritum enim qui hoc facit judico non minus scelerate agere quam si uxor exclusa, et quodammodo abscissa a marito, scortatione se pollueret.

343.  For det andet: Hvis manden har drevet sin hustru til utugt, kan han ikke skille sig fra hende som horkvinde, når han selv er årsag til hendes brøde. Thi hvad er mere nedrigt end at søge en anden straffet for en forbrydelse som man selv har det største ansvar for? Hvis kvinden er blevet lukket ude en nat, kan det blive grunden til hendes utugt, som når en ulykkelig kvinde flygter for sin mands grusomhed og tvinges til at søge husly hos en anden, fordi hendes mand har drevet hende hjemmefra. En mand, der gør sådan, mener jeg, handler ikke mindre forbryderisk end den hustru der, udstødt og så at sige afskåret fra sin mand, har fornedret sig i skørlevned.

344.  Tertium, Si uxor credidit virum defunctum et nupsit alii, non debet a marito reverso propter adulterium abjici. Non enim malitia, sed ignorantia peccavit. Quare et justum censeo, ut maritus eam in gratiam recipiat. 

Verum si maritus abfuit propter infame factum, et postea, reconciliatus magistratui, revertitur et repetit uxorem, non est cogenda honesta femina ut ad infamem maritum redeat, sed maneat apud posteriorem, praesertim si, venia impetrata a judice, nupsit. 

344.  For det tredie: Hvis en hustru troede sin mand død og giftede sig med en anden, så bør hendes mand, hvis han vender hjem, ikke skille sig fra hende på grund af ægteskabsbrud. Thi det er ikke af ondskab, men af uvidenhed, hun har syndet. Derfor anser jeg det også for retfærdigt, at manden tager hende til nåde.

Men hvis manden har været borte på grund af en skændig gerning, og hvis han siden bliver forsonet med øvrigheden, og kommer hjem og genfinder sin hustru, så skal den ærbare kvinde ikke tvinges til at vende tilbage til sin berygtede mand, men blive hos ham hun har fået siden, især hvis hun har fået en dommers tilladelse til at gifte sig.

345.  Quartum, Si cognita fuit ab aliquo, quem proprium maritum fuisse credidit, non culpa, sed error est judicandus.

345.  For det fjerde: Hvis en kvinde har ligget med en mand, som hun troede, var hendes egen mand, så skal det ikke regnes som en brøde, men som en fejltagelse.

346.  Quintum, Si mulier vi compressa est, non debet ob injuriam, quae passa est, puniri. Non enim qui patitur, sed qui facit injuriam, puniendus est.

346.  For det femte: Hvis en kvinde er voldtaget, bør hun ikke straffes på grund af den overlast hun har lidt. Thi man skal ikke straffe den, der har lidt - men den, der har tilføjet krænkelsen.

347.  Sextum addunt canonistae, Si maritus, postquam culpam uxoris deprehendit, cum ea consuevit, loco reconciliationis habebitur, adeo ut perierit marito insonti jus omne dimittendi adulteram. At ego non video, cur cuiquam fraudi debeat esse sua clementia, qui semel atque iterum ignoscit confitenti et emendationem pollicenti, et redintegrata gratia non abstinet ab uxore, ne praebeat occasionem relabendi, cur is, veluti fautor alienae nequitiae, spoliatur jure dimittendi, si comperit inemendabilem. 

347.  For det sjette føjer kanonisterne til, at hvis en ægtemand - efter at han havde opdaget sin hustrus brøde - har omgang med hende, så må man tro, at han har forsonet sig med hende, således at den uskyldige ægtemand mister al ret til at forstøde sin utugtige hustru. Men jeg kan ikke se, hvorfor en mands mildhed skal komme ham til skade, hvis han en eller to gange har tilgivet hende, når hun har indrømmet sin skyld over for ham og har lovet at forbedre sig, og hvis han efter at have taget hende til nåde ikke har holdt sig fra hende, for ikke at give hende anledning til at falde tilbage -  hvorfor skal han så, hvis han (senere) erfarer, at hun er uforbederlig, berøves sin ret til at skille sig fra hende, som om han havde fremmet en andens nedrighed?

348.  Postquam autem omnia ad istum modum diligentissime examinavit judex, et deprehendit actorem non posse juste culpari, nec ullam consorti suae evidentem praebuisse causam ad peccandum, dispiciet judex, num hortatio ad condonationem injuriae, videlicet ut persona quae offendit recipiatur rursus in domum innocentis, sit e re ecclesiae, reipublicae et personae offensae, nec ne.

Si videtur esse locus emendationi, et conditio personae offensae hoc ferre potest, hoc est, si persona innocens privatam vitam degit, et ad functionem aliquam honestam in republica aut ecclesia parum idonea videtur, potest judex hortari innocentem, ut condonet offensam, et recipiat rursus in sua promittentem emendationem et suppliciter petentem veniam, sed non coget autoritate. Nam si hoc faceret, contra justitiam faceret, et boni judicis officio non fungeretur. 

348.  Men når dommeren har undersøgt alt dette på det omhyggeligste, og har indset, at sagsøgeren ikke med rette kan bebrejdes noget, og ikke har givet sin ægtefælle nogen indlysende grund til at synde, så skal dommeren overveje, om en opfordring til at tilgive brøden - altså til at den, der har forbrudt sig, skal modtages i den uskyldiges hjem - kan være gavnlig for kirken og samfundet og for den krænkede part, eller ej. 

Hvis en bedring synes mulig, og hvis den krænkede parts stilling kan bære det (det vil sige, hvis den uskyldige part lever i det stille og ikke synes bestemt til et ærefuldt embede i stat eller kirke), så kan dommeren opfordre den uskyldige part til at tilgive brøden og til igen at tage den anden til sig, hvis denne lover bedring og ydmygt beder om tilgivelse; men han skal ikke gennemtvinge noget i kraft af sin myndighed. Thi hvis han gjorde det, ville kan handle imod retfærdigheden, og så skulle han ikke virke i en god dommers embede.

349.  Verum si innocens persona in dignitate aliqua est constituta, hoc est, si vel fungitur aliquo sublimi officio in Ecclesia aut Republica, vel fungi aliquando poterit, non patietur judex reconciliationem fieri, ita ut rursus rea persona jungatur ei quam offendit tantum abest, ut ad eam hortetur. Nam ea reconciliatio et cohabitatio redderet innocentem inidoneum ad publici muneris functionem, ut in quem infamia consortis redundaret, non sine injuria et damno Ecclesiae et Republicae. 

349.  Men hvis den uskyldige part sidder i en stor stilling - altså hvis han har et højt embede i kirken eller staten, eller vil kunne få det en gang - så skal dommeren ikke tillade nogen forsoning, hvorved den skyldige igen forenes med den krænkede part; i hvert fald skal han ikke opfordre dertil. Thi en sådan forsoning og et sådant samliv ville gøre den uskyldige part uskikket til at virke i offentligt hverv; ægtefællens vanære vilde falde tilbage på ham, ikke uden skade og tab for kirken og staten.

I afsnit 350 omtaler Niels Hemmingsen en pinlig skilsmissesag fra året 1547. Det var Jens Sinning, professor i teologi ved Universitetet, der blev presset - af Kongen selv! - til at søge skilsmisse, fordi man havde noget at udsætte på hans kone og hendes vandel. I øvrigt døde Jens Sinning kort derefter. I øvrigt blev Niels Hemmingsen selv skilt samme år eller året derefter, af samme grund, konens usædelighed. I øvrigt må de begge, Sinning og Hemmingsen have haft deres gang i Universitetets Konsistoriehus, der ses her på billedet, det ældste bevarede verdslige hus i København, bygget i 1400-tallet.

350. Triste exemplum hujusmodi casus vidimus anno 1547. Nam cum vir pius, et praeclarum in Ecclesia Dei organon, vellet stupratam ab alio conjugem retinere, Rex ipse Christianus, ejus nominis tertius, cum Senatu Regni et Academiae , prudenter cogitantes, quid inde incommodi sequeretur, compulerunt optimum virum, etsi valde reluctantem, ut ream personam dimitteret, ne ipse, qui innocens erat, redderetur functioni, qua summa cum laude fungebatur, inutilis. 

Non ergo debet judex hortari ad iterandam cohabitationem, si viderit eam vel Reipublicae vel Ecclesiae nocituram, sed potius sua autoritate eam impedire, optimi Regis exemplo.

350.  Et bedrøveligt tilfælde af denne art så vi i året 1547. Thi da ville en from mand, der var en fremtrædende forkynder i Guds kirke, beholde sin hustru, selv om hun var skændet af en anden. Men kong Christian selv, den Tredie af dette navn, og kongens og universitetets råd tænkte klogt på hvilke ubehageligheder, der ville følge heraf, og de tvang den fortræffelige mand til, meget imod sin vilje, at skille sig fra sin skyldige hustru, for at han ikke, skønt uskyldig, skulle blive uskikket til den gerning han så fortrinligt virkede i.*

Dommeren bør derfor ikke opfordre til at genoptage samlivet, hvis han ser at det vil være til skade for staten eller kirken, men hellere forhindre dette med sin myndighed, idet han tager vor allerbedste konge til forbillede i dette.

351.  Porro cum reconciliatio et iterata cohabitatio locum non habet, judex sententiam divortii graviter, ut vicarium Dei decet, pronunciabit, ac innocenti personae liberum faciet sectandi alias nuptias, quandocunque velit, nullo termino praescripto, modo in Domino.

351.  Hvis der ikke kommer nogen forsoning i stand, og hvis samlivet ikke genoptages, skal dommeren afsige en kendelse om skilsmisse, alvorligt, som det sømmer sig for Guds stedfortræder, og stille den uskyldige frit til at indgå nye ægteskab, når som helst han vil, uden nogen tidsfrist, blot det sker i Herren.

352.  Sed quid de liberis natis, aut conceptis ante latam judicis sententiam, et quid de rea persona statuendum? Sit ne illi omnis spes novarum nuptiarum adimendae? De priori hujus quaestionis parte canones et leges recte sentiunt, de posteriori minime.

352.  Men hvad med de børn, der er født eller undfanget, før dommen blev afsagt, og hvad med den skyldige? Skal den skyldige fratages ethvert håb om at indgå nyt ægteskab?  - Om første del af dette spørgsmål taler de kirkelige og verdslige love ret, men ikke om den anden.

353.  Quantum autem ad liberos attinet, juxta leges et canones legitimi habebuntur in conjugio nati, et concepti ante latam sententiam, nisi forte ex tempore nativitatis colligi potest adulterinus foetus, ut si maritus tempore conceptionis abfuisse probatur, hoc est, integris duodecim mensibus ante partum. Neque debet probrum parentum liberis objici, modo ipsi improbi non sint. Unde Chrysostomus: Qui virtute propria decoratur, parentum suorum opprobriis non dedecoratur. - Et Hieronymus: Non in seminibus, sed in voluntate nascentis, causa vitiorum est atque virtutum.

353.  Hvad børnene angår skal de, i henhold til verdslige og kirkelige love, anses for ægtefødte, hvis de er født i ægteskabet og undfanget før dommen blev afsagt, med mindre det kan indses, ud fra tiden for fødslen, at barnet var avlet i hor (som hvis det kan bevises, at ægtemanden var fraværende, da barnet blev undfanget, det vil sige fulde tolv måneder før fødslen). Ej heller bør forældrenes skændsel lægges børnene til last, hvis børnene ikke selv er lastefulde. Derfor siger Khrysostomos: Den der smykkes med egen dyd, skæmmes ikke af sine forældres skændsel. Og Hieronymus: Ikke i avlingen af barnet, men i dets egen vilje ligger årsagen til dets laster og dyder.*

354.  Quantum autem ad ream personam attinet, si magistratus civilis eam morti non adjudicat, id quod merito facere deberet, multi ex patribus judicarunt eam indignam esse novo conjugio, quae tam sacrilege ordinationem Dei violasset et vinculum, quod Dominus ipse ligaverat, tam perfide rupisset. Fateor equidem indignam esse, sed misericordiae Domini multae sunt, quae faciunt ut obliviscatur peccatorum eorum, qui se ad illum in vera poenitentia converterunt. Quare judico non prorsus reae personae et poenitenti adimendam esse spem novi conjugii; sed propter disciplinam in ecclesia servandam tria facienda sunt: 

354.  Men hvad angår den skyldige part, så kan den borgerlige øvrighed dømme vedkommende til døden, hvad den med rette burde gøre. Men ellers har mange af fædrene ment, at den er uværdig til et nyt ægteskab, der krænkede Guds ordning på så gudsbespottelig vis, og som så troløst brød det bånd, som Herren selv havde bundet. Jeg indrømmer nok, at vedkommende er uværdig; men Herrens barmhjertighed er mangfoldig, så at de, der vender sig til Ham i sand anger, oplever at Han glemmer deres synder. Derfor mener jeg, at man ikke lige ud skal fratage den skyldige og angrende part håbet om et nyt ægteskab. Men for kirketugtens skyld skal tre ting gøres:

355.  Primum exploranda est reae personae seria poenitentia, idque ad certum tempus, prout videbitur judici sufficere, habita ratione infirmitatis et insidiarum diaboli. 

355.  Først skal det undersøges, om den skyldige alvorligt gør bod, inden for en bestemt tid, i det omfang, som dommeren skønner det tilstrækkeligt, under hensyntagen til skrøbelighed og til Djævelens efterstræbelser.

356. Deinde prohibebitur rea persona ne illi nubat qui se polluit adulterio, excepta causa quam infra indicabimus. Nam qui vel ducit quam polluit adulterio, sive vivente viro sive mortuo, adulterium continuare videtur. Ideo Leo recte dixit: Nullus ducat in uxorem quam adulterio polluit. - Idem quoque Augustinus sentit. 

Neque huic sententiae recte opponitur Davidis exemplum. Non enim ad exempla, sed ad leges vita instituenda est, nisi exempla cum legibus congruant.

356.  Dernæst skal det forbydes den skyldige part at gifte sig med den, som han eller hun har besmittet sig med ved hor, undtagen i et tilfælde, som vi vil pege på senere. Thi om en mand ægter en kvinde, som han har besmittet med hor, så synes det, hvad enten han lever eller dør, som om hans utugt bliver ved. Derfor siger Leo med rette: Ingen må ægte en kvinde, som han har besmittet med hor. Og Augustinus mener det samme.

Man kan heller ikke anføre Davids tilfælde herimod. Thi livet skal leves, ikke ud fra (enkelt)tilfælde, men ud fra love - med mindre tilfældene stemmer overens med lovene.

357.  Tertio jubebitur rea persona, si alias quaerit nuptias, mutare locum, et eo se conferre, ubi ipsius turpitudo non innotuit. 

Hanc disciplinam utilem esse judico, quae etiam servatur in Ducatu Saxonico, et in aliis ecclesiis reformatis. Nisi enim haec disciplina serio servetur, brevi omnia adulteriis plena erunt. Quare optarem, ut Magistratus, cui a Deo gladius traditus est, in vindictam malorum operum in hac re suum feceret officium. 

357. For det tredie skal den skyldige part, der vil gifte sig igen, beordres til at flytte og begive sig derhen, hvor hans skændsel ikke er kendt.

Jeg mener, at sådan tugt er nyttig, og den håndhæves også i hertugdømmet Sachsen, og i andre reformerte kirker. Hvis ikke denne tugt håndhæves med alvor, vil alting på kort tid fyldes med hor. Derfor ville jeg helst, at øvrigheden, som Gud har givet sværdet, ville gøre det til sin pligt i denne sag at straffe de onde gerninger.

358.  Quidam huic concessioni, qua concedimus reae personae novas nuptias, opponunt dictum Pauli, 1. Cor. 7: Uxor a viro ne separetur. At si separata fuerit, maneat innupta.

Paulus hic non loquitur de muliere, quae cogitur sententia judicis a viro propter adulterium discedere, sed de voluntaria mulieris a viro defectione, propter impatientiam, aut alias molestias domesticas, quae saepe incidunt. Graecus scholiastes recte restringit hoc dictum, cum ait: ei me ti epi logo porneias.

358.  Imod den indrømmelse, vi giver den skyldige angående et nyt ægteskab, indvender nogle, at Paulus har sagt i 1. Kor. 7: En hustru må ikke skille sig fra sin mand - og hvis hun alligevel skiller sig fra ham, skal hun vedblive at være ugift.

Paulus taler her ikke om den kvinde, der ved en dommers kendelse tvinges til at forlade sin mand på grund af hor, men om den kvinde, der frivilligt forlader sin mand på grund af utålsomhed eller andre hjemlige fortrædeligheder, hvad der ofte sker. En græsk kommentator begrænser med rette rækkevidden af disse ord, når han siger: Ei me ti epi logo porneias.