359. Quod autem canonistae putent innocentem solvi, et ream personam manere ligatam, falsum est. Non enim manet ligatio, nisi maneant qui ligantur. Si ergo maritus solutus est legitime, non manet uxor ligata marito. Nam alioqui maritus simul ligatus esset. 

Sed de solutione vinculi conjugalis in prima tractatus hujus parte plura diximus.

359.  Men når kanonisterne mener, at den uskyldige er fri, medens den skyldige skal være bundet, så er det forkert. Thi der er ikke noget bånd tilbage, hvis de, der bindes, ikke er tilbage. Hvis altså ægtemanden er lovlig løst, så er hans hustru ikke mere bundet til sin mand. Ellers skulle manden være bundet samtidig.

Om opløsningen af det ægteskabelige bånd har vi sagt mere i første del af denne bog.

Secunda causa divortii 

360.  Secundam causam divortii Paulus 1. Cor. 7. ponit, hisce verbis: Si infidelis discedit, discedat. Non est enim servituti subjectus frater aut soror in hujusmodi. 

- Hic Paulus loquitur de conjugio, in quo alter conjugum fidelis est, alter infidelis. Nam quia suaserat Paulus, ne fidelis infidelem conjugem, modo consentit secum habitare, dimittat, poterant hoc modo interrogare: Quid faciet igitur fidelis, si infidelis se deserit?

Den anden skilsmissegrund

360.  Paulus giver en anden grund til skilsmisse i l. Kor. 7: "Vil den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde".

Her taler Paulus om et ægteskab, i hvilket den ene ægtefælle er troende, den anden vantro. Men eftersom Paulus rådede den troende til ikke at skille sig fra sin vantro ægtefælle, hvis blot denne ville bo sammen med ham, kunne man også spørge således: Hvad skal den troende da gøre, hvis den vantro forlader ham?

361.  Respondet Apostolus: Si infidelis discedit, discedat, hoc est, pius aequo animo ferat, si infidelis se deserit. Rationem regulae subjungit: Non est enim servituti subjectus frater aut soror in hujusmodi, hoc est, si acciderit infidelibus matrimonio junctis, ut eorum alter, post initum matrimonium, fidelis efficiatur, alter vero maneat pertinax in sua infidelitate, atque insuper odio religionis, sua sponte piam personam deserat, non est servituti subjectus frater aut soror, hoc est, fidelis persona deserta, libera est a vinculo conjugii. Si libera, certe novas sectari nuptias, ei non denegabitur.

361.   Apostelen svarer: Hvis den vantro vil skilles, så lad ham skilles; det vil sige, den troende skal bære det tålmodigt, hvis den vantro forlader ham eller hende. Han tilføjer en begrundelse for reglen:  Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Det vil sige, hvis nogle vantro er forenede i ægteskab, og den ene bliver troende efter indgåelsen af ægteskabet, medens den anden bliver hårdnakket ved sin vantro, og ikke blot nærer had til troen, men også frivillig forlader den fromme, så er ingen broder eller søster trælbunden. Det vil sige, at den troende, der er forladt, er blevet fri for ægteskabets bånd. Og hvis han er fri, kan man ikke nægte ham ret til at gifte sig igen.

362.  Porro qui putant Paulum adversari Christo, nec Christi nec Pauli verba recte perpendunt. Christus loquitur de abjiciente temere conjugem, quod minime licere affirmat. At Paulus loquitur de persona injuste deserta, cui magistratus opem ferre debet, ut possit pie et tranquille vivere, quod fit, dum ei novas nuptias concedit. Breviter, Christus loquitur de faciente divortium, Paulus autem de patiente divortium. Sententiam illorum, qui ideo existimant Paulum pronunciare, desertam personam liberam esse, quia infidelitas est species scortationis, et eorum opinionem, qui Christum ajunt de pari, Paulum vero de impari loqui conjugio, supra refutavi.

362.  Iøvrigt de, der tror, at Paulus er imod Kristus, de tænker ikke rigtigt - hverken om Kristi eller Pauli ord. Kristus taler om den, der forvovent forstøder sin ægtefælle; det er ikke tilladt, siger Han. Men Paulus taler om den, der med urette er blevet forladt, og som øvrigheden bør hjælpe til at leve fromt og roligt - hvad der sker, når den tillader ham at gifte sig igen. Kort sagt: Kristus taler om den, der forårsager en skilsmisse, Paulus om den, der må tåle en skilsmisse. Jeg har tidligere gendrevet dem, der mener, at Paulus siger, at den, der bliver forladt, bliver fri (fordi vantro er en form for utugt), såvel som dem, der siger at Kristus taler om et lige ægteskab, og Paulus om et ulige.

363.  Hanc speciem desertionis Lutherus et alii excellentes theologi, rectissime ad genus, hoc est quamlibet malitiosam desertionem transferunt, videlicet cum quis taedio vel odio piae et honestae uxoris discedit, non coacte, sed sua sponte, ut alios forte amores sectetur, sive fortunas quaerat. Ratio autem, cur ex specie genus concludunt, haec est: Paulus, 1. Tim. 5. ait Si quis suorum, et maxime domesticorum curam non habet, fidem negavit, et est infideli deterior. - 

Qui autem deserit uxorem piam, seu quae deserit maritum pium, non suorum domesticorum curam habet. Proinde fidem abnegavit, et infideli est deterior.

363.  Denne form for rømning henfører Luther og andre fremragende teologer med fuld ret til noget alment, nemlig til enhver form for ondsindet rømning, altså når én af afsky eller had til sin fromme og ærbare hustru forlader hende, ikke tvungent, men af egen fri vilje, for at dyrke elskov eller søge lykken til anden side. - Grunden til at de slutter fra det særlige til det almene findes i l. Tim 5, hvor Paulus siger: Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.

Men den, der forlader en gudfrygtig hustru, eller som forlader en gudfrygtig ægtemand, sørger ikke for sine husfæller. Derfor har han eller hun fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.*

364.  Jam si talis desertor est infideli deterior, profecto multo minus expectandus est quam simpliciter infidelis, nam perfidia infidelem superat. 

Huc facit quod Paulus causam liberationis conjugis fidelis a servitute conjugis infidelis non statuit infidelitatem discedentis (nam supra pronunciavit, infidelitatem non esse justam divortii causam), sed discessum infidelis. Praeterea non dubium est piam et honestam feminam desertam juste liberari a desertore, qui se a suo corpore abscindit, et malitiose spoliat jure corporis sui. Quae res profecto honestae feminae non minus tristis est quam adulterium mariti praesentis.

Idem judicandum est de viro, si uxor eum simili malitia deseruit.

364.  Og hvis en, der er således bortrømt, er værre end en vantro, så må man sandelig vente langt mindre af ham end af én, der er slet og ret vantro. Thi troløsheden overgår den vantro.

Heraf kommer det, som Paulus siger, at grunden til at den troende ægtefælle bliver fri for den vantro ægtefælles trældom ikke er den bortdragendes vantro (thi han har tidligere erklæret at vantro ikke er en retfærdig grund til skilsmisse), men at den vantro drager bort. Desuden er der ingen tvivl om, at en gudfrygtig og ærbar kvinde, der bliver forladt, med rette bliver fri for ham,  der forlod hende; han har afskåret sig fra hendes legeme og ondsindet berøvet hende retten til hans legeme. Dette er så vist ikke mindre bedrøveligt for en ærbar kvinde, end at hendes mand er hos hende, men bedriver hor.

Der skal dømmes på samme måde om den mand, hvis hustru forlader ham i lignende ondskab.

365.  Porro cum innocens persona et deserta conqueritur se desertam esse, et non posse caste extra conjugium vivere, petat a judice potestatem novas quaerendi nuptias, quam potestatem ei concedat judex, sed hisce condicionibus: Primum desertae personae triennium expectandi desertorem praescribatur. Fieri enim potest, ut desertor interea temporis animum mutet, et ductus poenitentia redeat ad desertam. Deinde hoc tempore exacto tribus vicibus in publico placito curet deserta persona desertorem citari. Post haec, si comparere nolit desertor, nec per literas aut nuncium certiorem reddiderit desertam de reditu suo, veniat deserta ad judicem, triplici testimonio munita: Primo quod vixerit honeste et modeste, et cum marito, a quo nunc est deserta, et toto desertionis tempore. Secundo quod triennium post desertionem sit exactum .Tertio, ternae citationis in publico placito. 

His ita ordine gestis et examinatis, summa cum diligentia et gravitate judex faciat innocenti et desertae personae facultatem nubendi alii, cui vult in Domino. Idem judicium sit viri a muliere deserti.

365.  Når så den uskyldige og forladte part klager over at være forladt, og over ikke at kunne leve kysk uden for ægtestanden, så skal vedkommende søge tilladelse af dommeren til at indgå nyt ægteskab, og dommeren skal indrømme hende denne ret - men på disse betingelser: For det første skal den forladte have besked om at vente i tre år på den bortrømte. Det kan nemlig ske at den bortrømte med tiden skifter mening, og drevet af anger vender tilbage til den, han forlod. Når dernæst denne tid er gået, skal den forladte part lade den bortrømte efterlyse tre gange på et offentligt ting. Efter dette, hvis den bortrømte da ikke vil træde frem, og ikke har underrettet den forladte hustru om sin hjemkomst, ved brev eller bud, så skal den forladte hustru gå til dommeren, udstyret med et trefoldigt vidnesbyrd: Først om at hun har levet ærbart og beskedent, både med sin mand, af hvem hun nu er forladt, og i al den tid hun har været forladt. For det andet om, at der er gået tre år siden bortrømningen. For det tredie om de tre efterlysninger på offentligt ting.

Når det er gjort, i denne rækkefølge, og undersøgt med den største omhu og alvor, skal dommeren give den uskyldige og forladte kvinde lov til at ægte en anden, hvem hun vil, i Herren. Den samme dom skal en mand få, der bliver forladt af sin hustru.

366.  Iøvrigt, hvis en kvinde findes skyldig i at have levet vrantent og frækt med ham, som hun klager over, har forladt hende, så at hun nok synes at have sejret med sin ondskab, medens han synes at være besejret af sin utålmodighed, så skal det befales hende at vente i endnu tre år til straf for hendes opsætsighed mod manden. Denne straf har hun nemlig til fulde fortjent for sin vrantenhed og frækhed. - Når denne tid, altså to gange tre år, er gået, skal hun, hvis hun ikke kan leve afholdende, have lov til at gifte sig, for at undgå det, der er værre.

367.   Verum si femina testimonium habet se placide, humaniter et caste cum marito praesente vixisse, et postea ipso desertionis tempore, hoc est, intra triennium illud, quo desertor expectandus erat, se polluit scortatione, nolim judicem ei nuptias permittere in ea civitate aut provincia ubi se polluit, sed ut jubeat eam alio profisci, ubi minus nota est, illicque nubere in Domino, si continere nequit.

367.  Men hvis kvinden har det vidnesbyrd, at hun har levet stilfærdigt, mildt og kysk med sin mand, da han var hos hende, men at hun - efter at han forlod hende, i de tre år hun skulle vente på den bortrømte - har besmittet sig med utugt, vil jeg, at dommeren giver hende lov til at gifte sig i en by eller i en landsdel, hvor hun er mindre kendt, og dér gifte sig i Herren, hvis hun ikke kan leve afholdende.

368.  Quid si femina, quae caste et placide cum marito desertore vixit, exacto triennio, quo expectandus erat desertor, humana infirmitate lapsa ( praesertim cum jam desperarit de reditu desertoris ) peccarit? - Hic puto misericordiam requirere, ut infirmitatis muliebris habeatur ratio, et permittatur ei potius honeste nubere quam impure vivere, in certissimum animae suae interitum. Idem judicium sit de marito desertore. 

368.  Men hvis en kvinde, der har levet kysk og stilfærdig med den mand, der er rømmet, efter de tre år hun skulle vente på den bortrømte - hvis hun da falder, på grund af menneskelig svaghed (og især da hvis hun har opgivet håbet om den bortrømtes hjemkomst) - har hun da syndet? Her mener jeg, at der kræves barmhjertighed, så der tages hensyn til hendes kvindelige svaghed, og det må tillades hende at gifte sig i ærbarhed - hellere end, at hun lever urent, til sin sjæls allersikreste fordærv. Den samme dom skal hendes bortrømte mand have.

Tertia divortii causa.

369.  Inhabilitas corporum ad usum matrimonii tertia divortii causa est, et poterit haec inhabilitas esse et in masculo et in femina, ut consistoriis notum est. 

Den tredie skilsmissegrund.

369.  Legemernes uskikkethed til ægteskabelig brug er den tredie skilsmissegrund, og denne uskikkethed kan være både hos manden og hos kvinden, som det er konsistorierne bekendt.

370.  Inhabilitas viri plures potest habere causas. Alii enim natura sunt eunuchi, hoc est, inepti ad conjugium, de quibus Christus Matth. 19. Alii voluntate sunt facti eunuchi, ut Origenes, qui seipsum castrasse dicitur. Alii in morbo longo inhabilitatem contraxerunt. Nonnulli per violentiam facti sunt inidonei. Interdum etiam, etsi rarissime, occurrunt contrario malo laborantes, ex quo inhabiles sunt ad usum conjugii. Nonnumquam fascino et veneficio adeo inhabiles redduntur viri, ut numquam sanari possint.

370.  Mandens uskikkethed kan have flere årsager. Thi nogle er nemlig af naturen gildinger, det vil sige uskikkede til ægteskab; om dem taler Kristus i Matthæus 19. Andre er frivilligt blevet gildinger, som Origenes, der siges at have kastreret sig selv. Andre har pådraget sig uskikketheden ved langvarig sygdom. Adskillige er gjort uskikkede ved vold. Undertiden møder man - om end meget sjældent - dem, der lider af det modsatte onde, hvorved de er blevet uskikkede til ægteskabelig brug. - Af og til bliver mænd gjort uskikkede med trolddom og trylledrik, så de aldrig kan blive raske igen.

371.  Feminae inhabilitas occultior est, videlicet cum congressum viri propter naturae vitium aut incurabilem morbum ferre, vel omnino non, vel non sine valetudinis periculo potest.

371.  Kvindens uskikkethed er mere skjult. Den viser sig, når hun på grund af en naturlig mangel eller i kraft af uhelbredelig sygdom, enten slet ikke kan tåle at ligge hos en mand, eller ikke kan det uden fare for sit helbred.

372.  Quantum autem ad inhabilitatem viri attinet, plura sunt ordine judici perpendenda. Primum, an praecesserit nuptias. Secundum, an sit subsecuta nuptias. Tertium, an sit curabilis. Quartum, an ejus rei mulier fuerit conscia ante nuptias. Pro hac enim varietate variabunt et judicum sententiae.

372.  Men hvad angår mandens uskikkethed skal dommeren overveje flere spørgsmål, ét efter ét: Først, var den til stede før brylluppet? Dernæst, er den fulgt efter brylluppet? For det tredie, kan den helbredes? For det fjerde, vidste kvinden besked med den før brylluppet? - I disse forskellige spørgsmål vil dommernes opfattelser også være forskellige.

373.  Si inhabilitas in masculo praecessit nuptias, in materia conjugii, ut vocant, peccatum est, et potest liberari persona sana quae divortium petit. Non enim fuit verum conjugium, siquidem non legitime consentiunt, cum unus fallit, alter errat, fallit impotens, errat potens. 

Cum ergo Deus nec fallaciam nec errorem probat, non est dicendus eos conjunxisse. Proinde judex, si intellexerit ex probationibus incurabile vitium esse, mox declarabit suo testiomonio non fuisse matrimonim. Verum si spes sit curationis, triennium statuatur, in quo patienter expectetur curatio. Quae si frustra tentata fuerit, judex pronunciabit conjugium nullum fuisse, et liberum faciet sanae personae alias quaerere nuptias, quocumque tempore voluerit.

373.  Hvis uskikketheden hos manden var forud for brylluppet, er der fejlet i det, man kalder ægteskabets indhold, og den raske part, der søger skilsmisse, kan blive fri. Thi det var ikke noget rigtigt ægteskab. De giver jo ikke et lovligt samtykke, når den ene bedrager, så den anden tager fejl - altså når den uskikkede bedrager, og den raske tager fejl.

Når altså Gud ikke billiger bedrag eller fejltagelser, så kan det ikke siges, at Han har sammenføje! dem. Derfor skal dommeren, hvis han ud fra beviserne indser, at fejlen er ulægelig, straks med sit vidnesbyrd erklære, at der var ikke noget ægteskab. Men er der håb om helbredelse, skal han bestemme, at i tre år skal man tålmodigt vente på helbredelse. Hvis det viser sig forgæves, skal dommeren erklære at der var ikke noget ægteskab, og stille den raske fri til gifte sig, når hun vil.

374.   Si subsecutum est vitium post nuptias, et post complexum maritalem conjugum, nullo pacto permittendum est divortium, cum nullos ob morbos incidentes deceat conjuges a conjugio comsummato discedere. Fortuna enim afflicta, si absit culpa, patienter in conjugio ferenda est.

374.  Hvis fejlen er fulgt efter brylluppet, og efter parternes ægteskabelige forening, kan skilsmisse på ingen måde tillades; hvilke sygdomme de end får, må ægtefællerne ikke ophæve et fuldbyrdet ægteskab. Thi en ulykkelig skæbne skal, hvis der ingen skyld er, bæres tålmodigt i ægteskabet.

375.  At si quis vel ferro seipsum castravit post nuptias, vel pharmacis se ludo Veneris inutilem reddidit. ut homicida magistratui puniendus tradatur, ut divortio per gladium facto sanae personae consulatur.

Si alter fuit conscius infirmitatis alterius ante nuptias, cogantur simul habitare, et alia officia sibi mutuo praestare. Nam persona conscia vitii alterius absque dubio fraudem meditata est, quae fraus non debet illi prodesse, si postea divortium petat.

375.  Men hvis en mand enten har gildet sig selv med jern efter brylluppet, eller har gjort sig ubrugelig med lægeurter eller ved elskovsleg, så skal han overgives til øvrigheden for at straffes som en morder, for at skilsmissen kan ske ved sværdet, og den sunde part kan få hjælp.

Hvis den ene kendte den andens svaghed før brylluppet, skal de tvinges til at bo sammen og til at yde hinanden gensidig hjælp. Thi den, der kendte den andens fejl har utvivlsomt pønset på svig - og denne svig bør ikke komme hende til gode, hvis hun siden søger skilsmisse.

376.  Porro quantum ad inhabilitatem feminae attinet, si est perpetua, fallacia et error fuit, itaque nullum matrimonium. Si vel aetate vel arte inhabilitas corrigi potest, cum patientia expectanda est curatio triennium. Verum si inhabilitas in femina secuta est nuptias post maritalem congressum, ex morbo aliquo, aequo animo est ferenda, quemadmodum de viro diximus.

376.  Desuden, hvad kvindens uskikkethed angår, hvis den er stedsevarende, har der været bedrag og vildfarelse, og derfor ikke noget ægteskab. Men hvis uskikketheden kan rettes med alderen eller ved lægekunst, skal man i tre år med tålmodighed vente på helbredelsen. Men hvis uskikketheden hos kvinden er fulgt efter brylluppet og den ægteskabelige forening, og skyldes sygdom, skal den bæres tålmodigt, som vi har sagt om manden.

377.   Porro, ne fallatur judex, non erit contentus simplici narratione, sive uterque fateatur inhabilitatem, de qua alter conjugum conqueritur, sive alter solummodo. Nam ut non est credendum alleganti propriam turpitudinem, ita nec credenda est inhabilitas corporum sine firma probatione, quae per honestas matronas instituetur, si de femina agitur, per juramentum vero et externa signa probabilia, si de viro dubitatur. 

Haec sint ita castis caste dicta: ab impuris sermonibus monachorum volens abstinui, qui crassius de hisce rebus loquuntur quam ut deceat humanum pudorem.

377.  Desuden, for at undgå fejl skal dommeren ikke stille sig tilfreds med en enkelt beretning, hvad enten begge ægtefæller bekræfter den uskikkethed, som den ene af dem klager over, eller kun den ene. Thi således, som man ikke bør tro den, der påråber sig sin egen skændsel, således skal man heller ikke tro på legemernes uskikkethed uden fast bevis - og det skal gives af ærbare koner, hvis det drejer sig om kvinden, men ved ed og ved ydre sandsynlige tegn, hvis der er tvivl om manden.

Lad dette være sagt i kyskhed til de kyske. Munkenes smudsige tale vil jeg holde mig fra; de taler om disse ting mere groft end det sømmer sig for menneskelig blufærdighed.

Quarta causa divortii.

378.  Errorem proposuimus quartam divortii causam esse, cujus aliquoties supra meminimus. De hoc tenenda est regula: Errantis voluntas nulla. Canonistae in hoc argumento, ut antea quoque monuimus, quadruplicem errorem faciunt, videlicet personae, conditionis, fortunae, qualitatis: quorum duos priores, videlicet personae et conditionis, ad substantiam, reliquos autem, videlicet fortunae et qualitatis, ad accidentia matrimonii referunt. Substantiae, ajunt, partes sunt materia, videlicet personae ipsae contrahentes, et forma, videlicet, ipsa matrimonii obligatio consummata.

Fjerde skilsmissegrund.

378.  Vi har nævnt vildfarelse som den fjerde grund til skilsmisse, og vi har omtalt den flere gange tidligere. Herom skal følgende regel gælde: Den der farer vild, hans vilje gælder ikke. Kanonisterne opregner fire former for vildfarelse, når de drøfter dette, nemlig med hensyn til personerne, deres stilling, deres formue, og deres egenskaber. - De to første af disse, altså dem angående personerne og deres stilling, henfører de til ægteskabets væsen; de øvrige derimod, dem angående formuer og egenskaber, henfører de til tilfældige forhold omkring ægteskabet. I ægteskabets væsen er der, siger de, disse dele:  Indholdet, nemlig de personer der indgår ægteskab, og formen, nemlig selve ægteskabets fuldbyrdede forpligtelse.*