Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32  




Vejledning i Ægteskabssager 1572

Del 26 (side 135-139)
 

 

379.  Error ergo in persona, ut illi volunt, vitiat matrimonium, ut materia: Error in conditione vitiat conjugium, ut forma: ut cum putatur esse liber, qui post nuptias deprehenditur esse servus.

Propter hos errores dirimunt canonistae matrimonium, non autem propter errorem fortunae, ut si quis jactet se Croesum, cum sit Codrus, nec qualitatis, cum pro virgine nubit quae est corrupta.

379.  En vildfarelse angående personer fordærver altså ægteskabet i dets indhold (således vil de have det); en vildfarelse angående parternes stilling fordærver ægteskabet i dets form - som når man tror om én, at han er fri, medens han efter brylluppet viser sig at være træl.

På grund af disse vildfarelser ophæver kanonisterne ægteskabet, men ikke på grund af en vildfarelse med hensyn ti] formue, som hvis én fører sig frem som en Krøsus, men er en Kodros, ej heller med hensyn til egenskaber, som når en mand ægter en kvinde som jomfru, og så er hun fordærvet.

 

380.  Ego autem matrimonio jam consummato illis assentior, qui propter qualitatis errorem, videlicet cum quae pro virgine habebatur corrupta est deprehensa, posse dirimi matrimonium statuunt. Nam sive vitiata fuit ante sponsalia, sive post sponsalia, sed ante nuptias, exclusionis sententiam meretur. Si enim ante sponsalia fuit corrupta, sive sponte sive per vim, et nihilominus ut virgo pacta est de futuris nuptiiis, fraudulenter sponsum fefellit, et sponsus manifesto errore deceptus est, putans virginem quae fuit corrupta.

Licebit igitur honesto viro etiam matrimonio consummato conqueri de fraude et errore, et potest judex illum liberare, qui tam turpiter deceptus est, modo alioqui sit honestus, idque propter turpissimam fraudem et manifestum errorem. At si post sponsalia, sed ante nuptias est corrupta, tunc si id sponte factum est, ab adulterii crimine non est aliena, ut quae tam sacrum foedus de promissis nuptiis perfide violaverit. Quare etiam par est, ut adulterii sententia subjaceat. 

At si per vim compressam se dicat, consentaneum non est, cum ante nuptias de tanta injuria non sit conquesta. Etsi autem probare posset, vi se compressam esse, tamen a fraudis vitio non liberatur, quae vim sibi illatam tacuit. 

Breviter igitur in hunc hunc modum concludo, si vel firmis testimoniis, vel ex utero praegnante, vel ex partus tempore fuisse corrupta, quae pro virgine nupsit, poterit honestus vir agere contra corruptam tamquam adulteram, et divortium petere, praesertim cum Deus jubeat illam ut adulteram puniri, Deut. 22, et potest innocens persona alias nuptias in Domino quaerere.

380.  Men jeg slutter mig til dem, der hævder, at selv når ægteskabet er fuldbyrdet, kan en vildfarelse med hensyn til egenskaber ophæve ægteskabet, nemlig hvis en kvinde antages at være jomfru, og hun viser sig at være fordærvet. Thi hvad enten hun blev fordærvet før forlovelsen, eller efter forlovelsen, men før brylluppet, fortjener hun at blive sendt bort. For hvis hun var fordærvet før forlovelsen, enten frivilligt eller ved vold, og alligevel indgik aftale om et kommende ægteskab som jomfru, så har hun svigagtigt bedraget sin forlovede, og den forlovede mand blev bedraget ved en håndgribelig vildfarelse, idet han troede, at hun var jomfru, hun, som var fordærvet.

Så skal da en hæderlig mand have lov til at klage over svig og vildfarelse, også efter at ægteskabet er fuldbyrdet, og dommeren kan befri ham, der blev så skændigt bedraget, blot manden selv er hæderlig, og det på grund af den skændigste svig og håndgribelig vildfarelse. Men hvis hun blev fordærvet efter forlovelsen, men før brylluppet, og hvis hun har gjort det frivilligt, så er hun ikke uden skyld i hor, hun som troløst krænkede den hellige pagt om et lovet ægteskab. Her er det rimeligt, at hun bliver dømt for ægteskabsbrud.

Men hvis hun siger, at hun er blevet voldtaget, er det alligevel ikke i orden, hvis hun ikke har klaget over en så stor uret før brylluppet. Thi selvom hun kunne bevise, at hun var blevet voldtaget, så ville hun ikke kunne frikendes for svig, fordi hun havde fortiet den vold, der var overgået hende.

Jeg vil derfor slutte i korthed på denne måde: Hvis det ved sikre vidnesbyrd, eller ved hendes svangre underliv, eller ud fra tiden for fødslen indses, at hun var fordærvet, hende, som han ægtede i den tro, at hun var jomfru, så kan en hæderlig mand sagsøge hende, som man sagsøger en horkvinde - thi Gud befaler, at hun skal straffes som en horkvinde, 5. Mos. 22, og den uskyldige part kan indgå et andet ægteskab.*

 

381.  Quid, inquiet aliquis, dicendum est de distinctione Gratiani, qua alium errorem substantiae, quo solvitur matrimonium, alium accidentium, quo non solvitur matrimonium, esse dicit? 

Profecto in tante re nimis ridicule dialecticis argutiis nugatur Gratianus. Quis nempe umquam jure dixerit magis pertinere vel ad substantiam personae libertatem et servitutem quam divitias, virtutes et vitia? An non haec omnia sunt in personis accidentia?

381.  Men, kunne nogen spørge, hvad skal man sige, når Gratianus skelner og siger, at vildfarelse angående det væsentlige, hvorved ægteskabet opløses, er én ting, og vildfarelse angående tilfældige omstændigheder, hvorved ægteskabet ikke opløses, er noget andet - ?

Sandelig, i en så stor sag vrøvler Gratianus, i nogle rent ud latterlige dialektiske begrundelser. Thi hvem har nogen sinde med rette kunnet sige, at frihed og trældom har mere med menneskets væsen at gøre end rigdomme, dyder og laster? Er mon ikke alt dette tilfældige omstændigheder omkring menneskene?

 

382.  Tu putas hunc esse liberum, qui est servus, atque ideo in substantia erratum dicis? An non prorsus simili modo erratur, si putas hanc esse virginem, quae est meretrix? Profecto utrobique erratur in accidentibus. Nam sive quis liber sit sive servus, sive dives sive pauper, sive virgo sive meretrix, salva manet substantia personae, et error solummodo est in qualitate.

382.  Du tror, at denne er fri, men han er træl - siger du så, at du har taget fejl angående hans væsen? Eller fejler man ikke på samme måde, hvis man tror, at denne kvinde er jomfru, hun, som dog er en skøge? Sandelig, begge steder gælder vildfarelsen de tilfældige omstændigheder. Thi hvad enten én er fri eller træl, rig eller fattig, jomfru eller skøge, så forbliver menneskets væsen uberørt heraf, og vildfarelsen gælder alene egenskaberne.

 

383.  Similitudines quas affert Gratianus de agro vendito Marcello, et occupato postea a Paulo, qui se Marcellum mentitus est; et de aurichalco oblato pro auro promisso. Item de praelatura tenui, quam quis putavit esse divitem. Et de vinea, quam putavit esse uberrimam, quae tamen sterilis inventa est, nihil plane ad rem faciunt. Caecus enim est, qui non maximam dissimilitudinis rationem hic esse videt. 

Quare Gratiano haec tria oppono: Primum, errantis voluntas nulla. Secundum, contractus bonae fidei, cui dolus dedit causam, ipso jure nullus. Tertium, lex Divina expresse permittit ejusmodi stupratam deserere, et mandat eam obrui lapidibus.

383.  Gratianus anfører lignende tilfælde: om en mark, der blev solgt til Marcellus, og som siden Paulus satte sig i besiddelse af, idet han løj og sagde, at han var Marcellus; og om en gylden kalk der blev givet til gengæld for noget lovet guld; ligeledes om et fattigt kirkeembede, som nogen troede var rigt. Og om en vingård, som man troede overmåde frodig, men som blev fundet gold - men det har jo slet intet med sagen at gøre! Thi man er blind, hvis man ikke ser, at der her er den allerbedste grund til forskellen.

Derfor indvender jer tre ting imod Gratianus: For det første, at en vildfarendes vilje er ugyldig. For det andet, at en aftale, indgået i god tro, men fremkaldt ved svig, er retslig ugyldig. For det tredie, at Guddommelig ret udtrykkelig tillader en mand at skille sig fra en fordærvet kvinde og byder, at hun skal stenes.

 

Quinta divortii causa

384. 
Quintam divortii causam diximus esse violentiam, de qua, priusquam meum consilium dabo, ascribam Philippi Melanchtonis sanctissimae memoriae sententiam, cujus verba in libello de conjugio haec sunt:

Femte skilsmissegrund 

384. Den femte grund til skilsmisse er, som vi har sagt, vold.

Før jeg giver mit eget råd vil jeg anføre en mening herom af Philipp Melanchton, helligste ihukommelse. Hans ord, i hans bog om ægteskabet, er disse:

 

385.  Cum textus Matthaei 19. tantum faciat mentionem adulterii, valde pugnant aliqui non posse fieri divortia, propter saevitiam et insidias vitae structas. Sed in codice Lex Theodosii, quam existimo gravi deliberatione piorum scriptam, ut tunc usitata divortia restringeret ad certos casus, concedit divortium etiam in his casibus. Etsi autem aliqui rejiciunt hanc legem et contendunt eam ab Evangelio dissentire, tamen hi non recte intelligunt discrimen Legis et Evangelii. Et cum expresse dicat Dominus: In politia Mosi divortia permissa essse, propter duritiam cordis, significat aliam esse gubernationem hominum sanabilium, qui sunt membra Ecclesiae, et volunt obtemperare Evangelio, aliam politiam impiorum et contumacium, qui frenos legum pati nolunt.

Si quis est igitur talis maritus qui saevitiam in conjugem exercet, et admonitus a pastoribus non desinit furere, et domesticae Ecclesiae invocationem turbare, et uxorem ita crudeliter tractare, ut vita in periculo sit, his certe magistratus politici imperio coercendus est, qui non solum vitam personae innocentis tueri debet, sed etiam debet ejus conscientiae consulere, ne fracta dolore et indignatione tandem abjiciat invocationem aut aliquid injuste faciat, ut dicitur: Furor fit laesa saepius patientia. 

In eo casu in persona crudeli non pertinente ad Ecclesiam, magistratus politicus Theodosii Lege uti posse videtur: Imperia politica vult Deus honori esse bonis, et terrori malis. Vult Deus tegi eos, quorum mores sunt sine scelere. Vult eis concidi pacem ad invocationem, ad educationem, ad institutionem sobolis. Vult latrones reprimi, sive domi, sive foris latrocinia exercent. Non desunt unquam in imperiis homines contumaces, injusti et asorgoi exercentes in suos injustitiam saevitiam, quales nominat Dominus in hac concione duros corde.

385.  "Når teksten i Matthæus 19. kun omtaler hor, så slår nogle vældigt på, at så kan der ikke gives skilsmisse på grund af grusomhed og mordforsøg. Men i Codex Theodosianus, som jeg mener er skrevet under gudfrygtige mænds alvorlige overvejelser, for at begrænse skilsmisserne dengang til bestemte tilfælde, tillades skilsmisse også i disse tilfælde. Og når nogle forkaster denne lov, og hævder, at den strider mod evangeliet, er det kun, fordi de ikke rigtig forstår forskellen mellem loven og evangeliet. Og når Herren udtrykkelig siger: Efter Moses' bestemmelse var skilsmisse tilladt på grund af hjerternes hårdhed - så betyder det, at det er én ting at råde for mennesker, der kan reddes som er lemmer af kirken, og som vil lyde evangeliet, og det er anden ting at styre ugudelige og trodsige mennesker, der ikke vil tåle lovens tøjler.

Hvis altså en mand hører til dem, der er grusomme overfor deres hustruer, og som, selvom præsterne irettesætter dem, ikke holder op med deres voldsomheder og med at forstyrre andagten i hjemmet, alt medens de fortsætter med at behandle deres hustruer så grusomt, at deres liv er i fare, så skal øvrigheden i samfundet afgjort bruge magt og tvinge ham. For øvrigheden skal ikke alene forsvare uskyldige mennesker, men også tænke på den uskyldiges samvittighed, for at hun ikke, knust af smerte og ophidselse, opgiver sin gudsdyrkelse eller gør andre ting med urette. Det siges jo at „raseri er den såredes tålmod".

Forholder det sig således, og tilhører den voldelige person ikke kirken, må øvrigheden nok kunne bruge Theodosius' lov, der siger, at Gud vil, at statens styre skal være til ære for de gode og til skræk for de onde. Gud vil, at de skal dækkes, hvis skikke er uden forbrydelse. Han vil, at de skal have fred til at opdrage og undervise deres børn. Han vil, at røvere bliver straffet, hvad enten de begår deres røverier hjemme eller ude. Der har altid i rigerne været trodsige mennesker, uretfærdige og asorgoi, som viser uretfærdig grusomhed imod deres egne; det er dem, som Herren i denne fortælling kalder hårdhjertede."

 

 

386.  Hactenus verba Philippi rettulimus. Hujus viri sententiam videmus esse, ut innocenti personae succurratur divortio, et habeatur conscientiae ipsius ratio, hoc est, ut permittatur illi nubere, si continere se non potest. Nunc breviter nostrum subjiciemus consilium.

386.  Så vidt Philipp. Vi ser, at hans mening er, at den uskyldige part skal hjælpes ved en skilsmisse, og at man skal tage hensyn til den uskyldiges samvittighed således, at man tillader hende at gifte sig, hvis hun ikke kan leve afholdende. Lad os nu i korthed fremlægge vort råd.

 

387.  Cum maritus, ut leo, omni deposita pietate et humanitate, cum uxore habitat, tyrannice et crudeliter verbis et verberibus eam tractans, adeo ut misera mulier vitae suae metuat: Hic judex primum diligenter, quantum fieri potest, inquiret saevitiae causas. Deinde iis, si fieri potest, cognitis, reconciliationi graviter studebit.Tum si periculum videtur imminere innocenti, eximet eam periculo non divortio, sed separatione domestica, idque ad triennium, ne quid deterius fiat. Praesertim cum natura doceat, eos non posse aut debere cohabitare, intra quos continua sunt diffidia. Et esset profecto crudele, periclitanti non subvenire.

Triennii memini, quia tantum temporis velim tribui studio reconciliationis.Verum si frustra tanto tempore reconciliatio tentatur, justum fiat divortium, et innocens ab impari liberetur jugo.

Et cum non dubium sit hujusmodi violentiam mulieri piae et honestae multo tristorem esse quam si maritus adulterium committeret, et sibi pacifice permitteret vivere, suaderem innocentis conscientiae consulendum esse novis nuptiis, modo continere non possit, aut ejus vitae ratio alioqui mariti auxilium postularet.

387.  Hvis en ægtemand lever med sin hustru som en løve, uden al gudfrygtighed og menneskelighed, og hvis han behandler hende tyrannisk og grusomt i ord og med slag, så den ulykkelige kvinde må frygte for sit liv - så skal dommeren først omhyggeligt udforske grundene til grusomheden, så godt han kan. Og hvis han kan finde dem, må han alvorligt stræbe efter en forsoning. Hvis der synes at være fare for den uskyldige part, skal han afværge den, ikke med skilsmisse, men ved at lade ægtefællerne bo adskilt i hjemmet, i tre år, for at undgå det, der er værre. Naturen lærer os jo, at mennesker kan ikke og bør ikke bo sammen, hvis der er varige uoverensstemmelser imellem dem; og det ville såvist være grusomt ikke at komme den til hjælp, der er udsat for fare.

Jeg har sagt „tre år", fordi jeg ønsker, at man bruger så lang tid til at få en forsoning i stand. Men hvis man forgæves har stræbt efter en forsoning i denne tid, kan der idømmes en retfærdig skilsmisse, så den uskyldige bliver fri for sit ulige åg.

Der er ingen tvivl om, at den slags vold er langt tungere at bære for en gudfrygtig og ærbar kvinde, end om hendes mand havde begået hor, og ellers ladet hende i fred. Og derfor vil jeg opfordre til at man letter hendes samvittighed ved at give hende lov til at gifte sig igen, hvis hun ikke kan leve afholdende, eller hvis hun på anden måde behøver en ægtemands hjælp i sit liv.

 

388.  Canones ita statuunt, quando saevitia viri tanta est, ut uxor non possit secure cum eo sine vitae periculo versari, ac ne quidem praestita sufficienti cautione, tum matrimonium jure separari quo ad thorum attinet. Sed duriores sunt canones, cum non innocentis conscientiae consulant. Quare Imperatoris et Philippi sententiam canonibus praeferendam esse judico. Nam cum Christus non corrigit, sed excusat Mosen, qui propter duriciem cordis permisit divortia fieri, excusandus est etiam pius magistratus hodie, qui succurrit tyrannide et saevitia injuste pressis.

388.  Kirkerettens bestemmelse herom er, at hvis mandens grusomhed er så stor, at hustruen ikke kan leve trygt med ham, uden fare for sit liv, ikke engang hvis der bliver stillet tilstrækkelig sikkerhed herfor, så kan pligten til ægteskabeligt samliv hæves med rette. Men kirkeretten er for hård, når den ikke betænker den uskyldiges samvittighed. Derfor foretrækker jeg kejserens og Philipps mening frem for kirkeretten. Kristus rettede jo ikke Moses, han, der undskyldte hjerternes hårdhed. Og derfor må den gudfrygtige øvrighed i dag også undskyldes, når den kommer dem til hjælp, der undertrykkes uretfærdigt med tyranni og grusomhed.

 

 

389.  Si quis objecerit dictum Pauli: Uxor a viro non discedat; quod si discesserit, manet innupta aut reconcilietur viro - respondeo aliud esse loqui de voluntaria et temeraria discessione, de qua Paulus agit, aliud de coacta et necessaria, qualis ea est, de quo hic agimus, ubi locus reconciliationi nullus relinquitur.

Ceterum crudeli isti leoni omnem spem novarum nuptiarum ademptam velim, praesertim vivente laesa parte, sive in matrimonio sive extra matrimonium. Hujusmodi enim poena juste instigitur bestiae saevienti et violento, qui Dei ordinationem adeo proterve pedibus conculcat.

 

389.  Man kunne indvende, at Paulus jo har sagt, at en hustru ikke må skille sig fra sin mand. Og hvis hun alligevel skiller sig fra ham, skal hun vedblive at være ugift, eller forlige sig med sin mand. Jeg vil hævde, at det er én ting at lade sig skille frivilligt og forvovent - det er det, Paulus taler om - men det er noget andet, når det sker tvungent og af nødvendighed. Og det er det, vi taler om her, for her er der ingen mulighed for forsoning.

For øvrigt ville jeg gerne, at den nævnte grusomme løve blev frataget alt håb om at kunne gifte sig igen. Især så længe den krænkede part lever, i ægteskab eller uden for ægteskab. En sådan straf kan med rette pålægges dette rasende, voldsomme uhyre, der så frækt har trådt Guds ordning under fode.

 

390.   Si objicitur non posse eum continere, igitur concedendum esse illi remedium ordinatum, hoc est, conjugium, respondeo magistratus officium esse ipsius libidini mederi, idque eo remedio, quod Deus morbo tyrannidis et violentiae curando destinavit, hoc est gladio.

390.  Man vil måske indvende, at han ikke kan leve afholdende, og derfor må man indrømme ham det bodemiddel, Gud har givet os, nemlig ægteskabet. Jeg svarer, at det er øvrighedens pligt at kurere hans liderlighed, og at gøre det med det bodemiddel, Gud har givet os for at helbrede tyranniets og voldens sygdom, nemlig sværdet.

 

391.  Quae hactenus diximus, sic accipi volo, si femina ipsa culpa caret. Nam si aeque saevit in maritum verberibus et verbis, judico separationem fieri debere, omni spe novarum nuptiarum utrisque adempta, ut vel ipso pacto in gratiam mutuam redire cogantur.

391.  Hvad vi har sagt hidtil skal forstås under den forudsætning, at kvinden selv er uden skyld. Thi hvis hun har raset lige så vildt imod sin mand med slag og skældsord, mener jeg, at man bør skille dem, og fratage dem begge håbet om at kunne gifte sig igen. Den bestemmelse kunne tvinge dem til at tage hinanden til nåde.

 


Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32