Sexta divortii causa

392.  Sextam divortii causam proposuimus esse impietatem in Deum. Haec impietas in Deum cum pertinaci studio et indefesso conatu pertrahendi piam conjugem in eandem impietatem conjunca ,juste matrimonium solvit, quemadmodum docebimus. 

Hanc impietatem distinguo ab infidelitate, de qua Paulus loquitur 1. Cor. 7., cum ait: Si quis frater uxorem habet infidelem, et haec consentit habitare cum illo, ne dimittat illam. Et si qua mulier habet virum infidelem, et hic consentit habitare cum illa, ne dimittat eum. 

Hujus praecepti seu consilii paulo infra rationem subjungit Apostolus hisce verbis: Unde enim nosti mulier, an virum salvam facias? Aut unde nosti vir an mulierem salvam facias?

Sjette skilsmissegrund 

392.  Den sjette grund til skilsmisse er, som nævnt, at man trodser Gud. Viser nogen sig således trodsig mod Gud, og forsøger den ugudelige stædigt, ivrigt og utrætteligt at trække sin ægtefælle ud i samme trodsige oprør mod Gud, så ophæver det med rette ægteskabet, som allerede sagt.

Jeg vil skelne mellem denne ugudelighed og den vantro, som Paulus taler om i l. Kor. 7:  "Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden". 

- Til dette bud eller råd føjer apostelen senere en begrundelse med disse ord: "Thi hvor ved du, hustru, om du ikke kan frelse din mand? Eller hvor ved du, mand, om du ikke kan frelse din hustru?"

393.  Infidelitas, de qua hic Paulus loquitur, est ejus, qui nondum didicit Christum, nec illi nomen dedit, de quo tamen spes est, ut audito et cognito Evangelio convertatur, et fiat membrum Christi. 

Ab eo qui talis est, Paulus non vult mulierem discedere, sed manere cum illo, hac scilicet spe ut sana doctrina et sancta conversatione eum ad Dominum convertat, quo salvus fiat. At impietas, de qua hic loquimur, est vel deficientis prorsus a religione Christiana, vel ruentis in haeresin perniciosam, quae tametsi externam Christi confessionem retinet fidei tamen fundamentum evertit. Est ergo duplex impietas haec, videlicet apostasia et haeresis.

393.  Paulus taler her om et vantro menneske, der aldrig har kendt Kristus og aldrig har fået kristennavn. Men der er dog håb om, at den vantro hører evangeliet og lærer det at kende, at han omvender sig og bliver et lem på Kristi legeme,

Paulus vil ikke, at en kvinde skal skille sig fra en sådan mand, men han vil, at hun skal blive hos ham og håbe på, at hun, hvis hun belærer ham ret og taler fromt med ham, kan lede ham til Herren, så han bliver frelst. Men når vi her taler om ugudelige mennesker er det enten om dem, der ligefrem falder fra den kristne tro, eller om dem, der falder i fordærveligt kætteri - mennesker,  der fastholder en ydre bekendelse til Kristus, men som viger bort fra troens faste grund. Der er altså tale om to slags ugudelighed her, nemlig apostasia, frafald, og kætteri.

An non putas honestam et piam conjugem potius ferre velle mille in marito adulteria quam hanc incurabilem blasphemiam, cum aeterna maledictione et damnatione conjunctam? Abscindit enim se talis apostata a corpore Christi in quo solo est salus; conjungit se Satanae, hosti Christi; ac insuper studet pertinaciter et indefesse  piam conjugem pertrahere in suam blasphemiam.

394.  Apostasia er gudsbespottelse, rettet imod Den Helligånd. Det er det, der sker, når nogen svigter og falder fra den tro, som han før var opfyldt af, og når han ikke kun afsværger Kristi navn, men også forfølger Ham i Hans lemmer, så at intet er ham kærere og intet mere attrået end,  om han kunne drage alle med sig bort fra Kristus, til deres sikre fordærv og til foragt for Kristus.

Må man ikke tro, at en ærbar og gudfrygtig ægtefælle langt hellere ville tåle, at hendes mand bedrog hende tusind gange end denne uhelbredelige gudsbespottelse, og den evige forbandelse og fortabelse der følger heraf? Thi den frafaldne har afskåret sig fra Kristi legeme: Da han var i Kristi legeme var han frelst - men som frafalden har han forbundet sig med Satan, Kristi fjende. Og han tragter nu frem for alt, vedholdende og uophørligt, efter at trække sin ægtefælle med sig i sin gudsbespottelse.

Quid hic faciet pia femina? 

395.  Profecto si propter insidias vitae structas licet divertere a violento marito, multo magis licebit ab eo discedere, qui animam perdere conatur, cujus multo majorem curam pios oportet habere quam fortunarum et corporum suorum.

395.  Hvad skal en gudfrygtig kvinde da gøre?

Hvis hun har lov til at skille sig fra en voldelig ægtemand, fordi han stræber hende efter livet, så har hun så meget mere lov til at skille sig fra ham, hvis han prøver på at lede hendes sjæl i fordærv. Thi gudfrygtige mennesker bør sørge for deres sjæle, langt bedre end for deres rigdomme og deres legemer.

396.  Paulus, 2. Cor. 6. dicit: Ne sitis jugo juncti cum infidelibus! Quae enim est participatio justitiae cum iniquitate? Aut quae societas luci cum tenebris? Quis autem consensus Christi cum Belial? Aut quae pars fideli cum infideli? Quis autem consensus templo Dei cum idolis?

Cum igitur de hoc impietatis genere, hoc est, de apostasia, seu universali defectione a Christo, et de pertinaci studio conatuque se abducendi a Christo, conqueritur alter conjugum, judex, cognita veritate, potest piam et innocentem personam sententia divortii liberare, praesertim cum hujusmodi apostatae diabolico spiritu agitentur, adeo ut qui pie decrevit vivere, et perseverare in vera religione, non possit sine periculo salutis suae.

396.  Paulus siger i 2. Kor. 6: "Træk ikke i ulige åg med de vantro; thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? Eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Belial? Eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? Hvordan kan Guds Tempel og afguder have med hinanden at gøre?"

Hvis altså én af ægtefællerne klager over, at den anden trodser Gud på denne måde, nemlig ved apostasia, et fuldstændigt frafald fra Kristus, og over, at den anden også stædigt og vedholdende prøver at drage sin ægtefælle bort fra Kristus - så kan dommeren, efter at have fundet sandheden, befri den gudfrygtige og uskyldige ved en dom til skilsmisse. Og det gælder særlig, hvis den fromme rystes af denne djævelske, apostatiske ånd, så den frommes frelse kommer i fare, på trods af hans eller hendes vilje til at leve gudfrygtigt og holde fast ved den sande tro.

397.  Alterum impietatis genus est haeresis, quae non est universalis defectio a Christiana religione, sed tantum alicujus falsi dogmatis electio et defensio. 

Haec haeresis aut est in fundamento, hoc est, contra articulos fidei directe, aut non est in fundamento, ut quae possit stare cum articulis fidei. Deinde haeresis, quae est in fundamento, vel est curabilis vel pertinax. Si est curabilis, expectanda est patienter emendatio. At si est pertinax, hoc est si curari non potest, ut quae quotidie fiat pervicacior, radicem egit, ut evelli non possit. De hac praeceptum Pauli ad Titum 3. teneatur: Haereticum hominem post unam et alteram admonitionem cave.

397.  En anden form for ugudelighed er kætteri. Det er ikke et fuldstændigt frafald fra den kristne tro -  men blot det, at man vælger sig en falsk læresætning og forsvarer den.

Kætteriet kan angå troens grundlag, så det vender sig imod trosartiklerne; eller også angår det ikke troens grundlag, så det kan forenes med trosartiklerne. Dernæst: enten står det kætteri, der angår trosgrundlaget, til at redde, eller også bliver det stædigt fastholdt. Hvis det står til at redde, skal man tålmodigt vente på, at det bedrer sig. Men hvis det stædigt fastholdes, og altså ikke står til at redde - som hvis en mand dag for dag bliver mere og mere forstokket, og hans kætteri slår rødder, så det ikke bliver til at rykke op - så skal man følge dette råd af Paulus i Titus 3: "En kætter skal du vise bort, efter at du en eller to gange har advaret ham".

398.   Si ergo maritus aliquis talis fuerit, et conatur pertinaciter et indefesse conjugem in suum errorem pertrahere, et illa metuit ne infirmitate paulatim victa labascat, velim eam mature se ad judicem conferre ac petere liberationem a praesenti periculo. Hanc, etsi canonistae tantum faciunt separationem in hoc casu, quo ad thorum attinet, liberare potest judex per sententiam divortii, permissa facultate nubendi post triennium. 

Verum si hic magistratus gladio faceret divortium, non solum innocenti, verum etiam ecclesiae Dei et societati humanae melius consuleret. Extat enim mandatum Dei, Deut. 13., quod qui loquatur aversionem a Domino Deo interficiatur, ut malum tollatur de medio populi Dei. 

398.  Hvis altså ægtemanden har været af den slags, og hvis han vedholdende og utrættelig prøver at drage sin ægtefælle med i sine vildfarelser, og hvis hun frygter for, at hun i sin svaghed lidt efter lidt vil blive overvundet og give efter - så ønsker jeg, at hun i rette tid går til dommeren og søger om at blive fri for den fare, hun nu befinder sig i. Dommerne kan befri hende ved en dom til skilsmisse (selvom kanonisterne i dette tilfælde kun vil tillade en ophævelse af det ægteskabelige samliv), og hun kan få lov til at gifte sig igen efter tre år.

Men hvis øvrigheden her fuldbyrder skilsmissen ved sværdet, så ville den have sørget bedre for den uskyldige part, og ikke kun for hende, men også for Guds kirke og for det menneskelige samfund. Guds bud gælder stadig, som det står skrevet i 5. Mos. 13: "... at den, der prædiker frafald fra Gud Herren, skal lide døden, for at det onde må blive udryddet af Guds Folks midte".

399.  Quod si autem maritus impia dogmata amplexus non conatur uxorem secum in errorem perducere, maneat ipsa apud maritum, et lugeat mariti sui miseriam. Idem judico, si labitur in haeresin maritus, qua non evertitur fundamentum.

399.  Men hvis en ægtemand har en vranglære, men ikke prøver på at forlede sin hustru til den samme vildfarelse, skal hun blive hos sin mand og sørge over sin mands ulykke. Det samme mener jeg, hun skal, hvis hendes mand falder i et kætteri, der ikke rokker ved Troens grundlag.

Casus Varii.

400.  Quaeritur nonnumquam num is, qui habet uxorem propriam, et interea cum uxoris suae sorere aut quavis alia, quam ei non licuit per legem Dei et Naturae attingere, concumbat, num debeat propterea in posterum amplexum uxoris propriae tamquam incestum fugere, nec ne?

Haec quaestio nullum locum habet ubi Magistratus suum facit officium et poena capitis punit adulterium et incestum. Verum ubi per negligentiam Magistratus reo parcitur, et uxor, quod jure posset, non petit divortium, sciendum est quod affinitas superveniens matrimonium non dirimat.

Est enim regula juris: Factum legitime retractari non debet, licet postea casus eveniat, quo non potuit incoari. Verum si hoc accidisset inter sponsalia et nuptias, ab utraque abstinere debuisset.

Forskellige eksempler

400.  Man spørger undertiden, om den, der har en hustru, og som medens han er gift ligger med sin hustrus søster, eller med en anden, som han ikke har lov til at have samkvem med, efter Guds og naturens lov, om han af den grund skal holde op med at ligge hos sin hustru for at undgå en form for blodskam, eller om han ikke skal det?

Dette spørgsmål er uden betydning dér, hvor øvrigheden gør sin pligt og straffer hor og ægteskabsbrud med døden. Men dér, hvor den skyldige bliver skånet, på grund af øvrighedens forsømmelighed, og hvor hustruen ikke begærer skilsmisse, hvad hun med fuld ret kunne gøre, dér skal man vide, at svogerskab, der indtræder efter ægteskabets indgåelse, ikke gør et fuldbyrdet ægteskab ugyldigt.

Retsreglen er denne: Et lovligt bestående forhold kan ikke omstødes, selv om der senere indtræffer ting, der ville have gjort det umuligt at stifte forholdet. Men hvis det, der her er nævnt, var sket i forlovelsestiden, burde manden have holdt sig fra dem begge.

401.  Scholastici hic distinctionem fingunt et dicunt hujusmodi incestu maritum amittere jus petendi ab uxore debitum, nequaquam tamen licere ipsi petenti debitum negare. Injustum enim foret puniri uxorem propter peccatum mariti. 

Hoc quidem recte a scholasticis dicitur, quod non liceat marito uxori debitum negare. Nam hoc illi ex obligatione divina, naturali et civili debet. Verum priorem partem sententiae scholasticorum corrigendam judico et dico, quod post reconciliationem cum uxore offensa jus suum integrum recipiat maritus. Neque enim tanta vis illegitimae conjunctionis esse debet, ut propterea usus consummati matrimonii impediatur, nis forte pars offensa separationem postulet.

Idem judicium sit de femina similiter peccante. 

401.  Skolastikerne opfinder her en forskel og siger, at ved et sådant blodskamsforhold mister ægtemanden sin ret til afkræve af sin hustru det, hun skylder ham, men at han derimod på ingen måde kan nægte hende den ret, hun har til ham, hvis hun kræver den. Det ville nemlig være uretfærdigt, om hustruen blev straffet på grund af mandens synd. 

Nu har skolastikerne ganske ret i, at manden ikke har ret til at nægte sin hustru det, han skylder hende. Thi det skylder han hende i kraft af en forpligtelse, der er både Guddommelig og naturlig og borgerlig. Men jeg mener, at den første del af skolastikernes påstand må rettes, og jeg vil sige, at hvis manden udsoner sig med sin hustru, som han har krænket, skal han have sin ret tilbage helt og holdent. Thi en ulovlig forbindelse bør ikke få så stor betydning, at det hindrer samlivet i et fuldbyrdet ægteskab - med mindre den krænkede part kræver skilsmisse.

Det samme må man mene om den kvinde, der synder på samme måde.

Alius

Hic multi pernicioso errore implicantur, dum non discernunt inter consensum seu promissionem de futuris nuptiis, et justum seu consummatum matrimonium. Ex quo fit, ut saepe male separent, quos conjunctos esse deceret; et conjungant pessime, quos separatos esse praestaret. Atque ita se coram Deo alieni peccati reos faciunt, dum autores fiunt adulteriorum.

Et andet eksempel

402.  Man spørger om en mand, hvis han først forlover sig med en kvinde og derpå tager en anden kvinde til ægte, om han da bør vende hjem tilbage til sin forlovede, eller om han skal beholde hende, som han tog til ægte efter at have forlovet sig med den første - ?

Her vikler mange sig ind i en farlig vildfarelse, når de ikke skelner mellem samtykke eller løfte om et kommende ægteskab, og et retfærdigt eller fuldbyrdet ægteskab. Heraf kommer det, at man ofte skiller ægtefæller på et forkert grundlag, medens de burde være blevet sammen - og knytter folk sammen på en uheldig måde, når det dog var bedre at de blev skilt. Og således gør dommerne sig skyldige overfor Gud i andres synd, fordi de giver anledning til utugt.

403.  Hic ergo tutissimum erit sequi hanc distinctionem: Si quis rem habuit cum desponsa, consummavit matrimonium, et adulterium commisit alteram ducendo. Quare relicta adultera debet redire ad propriam, modo illa velit adulterum in gratiam recipere. Neque enim cogi debet ut eum recipiat. 

At si non habuit consuetudinem cum desponsa, discessit a promissione facta priori, ducens solenniter alteram quam retinebit, desponsa a promissione absoluta. (Hoc autem ita accipi velim, si haec posterior ignara fuit pactionis cum priore initae. Nam si scivit se contrahere cum sponso alterius, injuste fecit. Quare juste ab eo separabitur et redibit ad eam, cui prius fidem dedit.) 

403.  Her vil det være det sikreste at skelne således: Hvis manden har ligget hos sin forlovede, har han fuldbyrdet ægteskabet mellem dem, og han begår hor når han gifter sig med en anden. Derfor skal han forlade hende, han har syndet med, og vende tilbage til sin hustru - hvis hun da vil tilgive ham hans hor. Thi hun skal ikke tvinges til at tage ham tilbage.

Men hvis han ikke har haft omgang med sin forlovede, skal han bryde det løfte, han først gav, idet han højtidelig ægter den anden, og hende skal han holde sig til. Og hans forlovede skal være løst fra sit løfte. (Men det er kun, hvis den anden ikke kendte til den første forlovelse. Thi hvis hun vidste, at hun giftede sig med én, der var forlovet med en anden kvinde, har hun handlet uret. Og derfor kan manden med rette skille sig fra hende og vende tilbage til hende, som han først gav sin tro).

404.  Sed dicet forte aliquis: Ideo jubetur redire ad priorem, ut isto modo puniatur ipsius temeritas. 

Respondeo non oportere poenam duplicare malitiam, sed juste punire peccatum. Quare potius suaderem tales remittendos esse ad magistratum politicum, qui potestatem habet vel mulcta pecuniaria vel plagis vel carcere vel exilio foedifragos puniendi.

404.  Men nu kunne nogen måske sige: Ja, han skal tvinges til at gå tilbage til den første, for på den måde at blive straffet for sin frækhed!

Jeg vil svare hertil, at straf bør ikke fordoble elendigheden, men den bør straffe synden retfærdigt. Derfor ville jeg hellere råde til, at man overgav sådanne personer til den borgerlige øvrighed; den har magt til at idømme disse løftebrydere pengebøder, piskeslag, fængsel, eller landflygtighed.

405.  Non dubito fore, qui hanc nostram sententiam sint improbaturi. Dicent enim justitiam postulare ut fides, priore data, servetur. His ita responsum volo: Si hic casus, de quo agimus, ut par est, revocetur ad justiciae normam, stabit profecto nostra sententia. Justitia siquidem requirit, ut qui alterum laesit, compenset injuriam. Jam autem desponsae potest satisfieri judicio bonorum virorum, ut non conqueratur de injuria sibi facta ab eo, cui fidem dedit, etiamsi discedat ipse a pactione. Ductae autem domum, et passae maritalem congressum, post solennitatem nuptiarum non potest satisfieri, si dimittatur a marito. Nam virginitas amissa restitui nequit, neque infamiam ulla pecunia aequat.

405.  Jeg tvivler ikke på, at nogle vil være uenige med os. De vil sige, at retfærdigheden kræver,  at det løfte, der blev givet først, skal holdes. Jeg vil svare dem således: Hvis det tilfælde, vi taler om, skal henføres til en almindelig retsregel, kan vor mening godt forsvares. Retfærdigheden kræver jo, at den, der krænker en anden, giver erstatning for den forvoldte skade. En forlovet kvinde kan få erstatning efter gode mænds dom, så hun ikke kan klage over den krænkelse, hun måtte lide af ham, hun gav sin tro, selvom han brød deres aftale. Men en kvinde, som en mand har giftet sig med, og som han har favnet, som ægtefæller favner hinanden efter brylluppet, hun kan ikke få nogen erstatning, hvis manden skiller sig af med hende. Thi når hun har mistet sin jomfrudom, kan hun ikke få den igen, og ingen penge kan overveje hendes skam.

406.  Deinde quia minus malum respectu majoris mali bonitatis quandam rationem habere videtur, minor profecto injuria cedet majori. Nunc autem minor injuria est discedere a pactione nuptiarum ante consummatum matrimonium quam post consummatum matrimonium, deflorata virgine matrimonii vinculum solvere. Quare dubitare non possum quin peccent contra Deum, justitiam et omnem aequitatem, qui secus in hoc casu judicant, ut qui adulteria et injusta divortia approbent.

406.  Et mindre onde synes nu at måtte foretrækkes fremfor et større onde, og den mindre skade må derfor vige for den større. Men det er en mindre skade, om man bryder en forlovelse før ægteskabet fuldbyrdes, end om man bryder båndet efter ægteskabets fuldbyrdelse, når kvindens jomfrudom er tabt. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det er en synd imod Gud, og imod al retfærdighed og rimelighed, om man dømmer anderledes i dette tilfælde. Det ville være at godkende utugt og en uretfærdig skilsmisse.

Alius

407.  Quaeritur, si alter conjugum post nuptias in morbum contagiosum incidat, ut congressus maritalis non careat periculo, num liceat divortium facere?

Bucerus hic durior est, ut in multis quae sunt hujus argumenti. Sed hoc firmissime tenendum est: Fortunam non puniendam esse, si absit culpa. Quare nulla calamitas, quantumvis magna et horrenda, quae inter viventes accidit, si absit culpa, dissolvat conjugium. 

Discernendum est enim accurate inter ea, quae sunt per se culpae, et quae non sunt culpae, sed poenae solummodo judicio humano, quae saepe suae latentes causas apud Deum habent. Has oportet conjuges patienter ferre, et se invicem tamquam propriam carnem fovere. 

Quantum autem ad amplexum connubialem attinet, facile, modo Deum timeant et se vere ament, inter eos conveniet. Quis enim amat aliquem, et nihilominus vult ipsum in certissimum periculum conjicere?

Et andet eksempel

407.  Der spørges om, hvis en af ægtefællerne efter brylluppet får en smitsom sygdom, så det ægteskabelige samliv ikke er uden fare, om det så er tilladt at bevilge skilsmisse?

Bucer er ganske hård i dette spørgsmål, ligesom i så mange andre, der ligner dette. Men vi må holde absolut fast på dette: Skæbnen skal man ikke straffe, når ingen er skyldig. En ulykke, der falder over mennesker, hvor stor og gruelig den end er, kan ikke ophæve et ægteskab, hvis ingen er skyld i ulykken. 

Man må nemlig skelne nøje mellem det, som nogen har gjort sig skyld i, og det, som ingen har gjort sig skyld i, men hvor der alene (så langt fra mennesker kan se) er tale om straffe, der ofte har deres skjulte grunde i Gud. Dem skal ægtefæller bære tålmodigt, og de skal pleje hinanden, som var det deres eget kød.

Men hvad angår det ægteskabelige samvær kan de nok enes om det, hvis de blot frygter Gud og virkelig elsker hinanden. Ønsker man så at udsætte sin elskede for den alvorligste fare?*