Alius

408.   Frequens etiam hic casus proponitur in consistoriis. Femina sibi promissionem de nuptiis factam, et propter speratas nuptias admisse marem tamquam proprium maritum, a quo nunc deseritur, conqueritur. 

Hic si reus fatetur factum, et infitiatur promissionem, judex diligenter inquiret de fama feminae, qualis fuerit antequam a viro, de quo conqueritur, compressa est. Et si honesta fuisse deprehenditur, judex se ad stupratorem convertet eique graviter exponet, quam Deo displiceat mendacium, cum hominis perpetua infamia conjunctum, ut quod aequet crimine homicidium, et quam horrendae poenae mendacibus divinutus immineant.  Deinde serio hortabitur reum, ut eam, quam promissionibus perduxit ad stuprum, in uxorem ducat. 

Qui si ita admonitus perstiterit in negando constans, judex coget ipsum ut se non promisisse juramento confirmet, idque non suo tantum, sed septem viris adhibitis,vel ex cognationae,si haberi possunt,vel ex aliis, qui testimonium pietatis et honestatis habent. Et hoc juramentum praestabitur in publico placito, coram judice politico: Quo facto, ad judicem ecclesiasticum redibit pergatus, qui ipsum pronunciabit liberum, quantum ad humanum judicium attinet, cum hac admonitione, ut sciat se vindicemDeum habiturum, si perjurio fefellit.

408.  Følgende tilfælde bliver også ofte bragt frem for konsistorierne: En kvinde har fået løfte om ægteskab, og fordi hun håber på at blive gift, har hun ladet en mand komme til sig, som om han var hendes ægtemand. Men siden svigter han hende, og hun indklager ham for konsistorium. 

Hvis nu den anklagede erkender forholdet, men kraftigt benægter, at han har lovet noget, skal dommeren omhyggeligt undersøge kvindens rygte, hvordan det var, før hun blev taget af den mand, hun har indklaget. Og hvis man finder, at hun var ærbar, skal dommeren vende sig til ham, der skændede hende, og alvorligt belære ham om, hvor meget Gud afskyr løgn; at med løgn følger evig skændsel; at løgn er lige så forbryderisk som drab; og hvilke forfærdelige straffe Gud truer de løgnagtige med. Derpå skal han strengt formane den skyldige til at tage hende til hustru, som han forledte til utugt med sine løfter.

Hvis han bliver således formanet, men stædig holder fast ved sin benægtelse, skal dommeren beordre ham til at sværge, at han intet lovede. Og han skal ikke gøre det alene, men syv mænd skal sværge med ham - syv af hans slægtninge, hvis det er muligt, ellers andre, der har ry for at være gudfrygtige og hæderlige. Og denne ed skal de aflægge på tinge, offentligt, overfor den verdslige dommer. Når det er sket, skal manden gå tilbage til den kirkelige dommer, renset for anklagen, og denne skal erklære ham fri for al menneskelig dom, men også formane ham til at tænke på, at Gud vil dømme ham, hvis han har begået méned.

409.  At si reus fatetur factum, et nulla promissio de nuptiis est interposita, sed simplex virgo blanditiis illecta admisit stupratorem,quid hic faciendum? 

- Lex Dei mandat, ut eam quam violavit ducat et dotet. Imperatoria vero ut aut ducat aut dotet. 

Sed qui Christiani esse et nominari volunt, nimium laxant frena libidinibus, dum relinquunt in stupratoris potestate, velit ne eam ducere aut dotare nec ne quam stupravit. Quod profecto dolendum est inter Christianos fieri. Nam ut corrigatur non est sperandum, praesertim ubi hic magnatum quotidianus lusus est, quorum arbitrio leges rogantur et abrogantur.

409.  Men hvis den anklagede indrømmer forholdet, og hvis der ikke var tale om noget ægte skabsløfte, men om, at en troskyldig jomfru lod sig lokke med søde ord - så har han skændet hende, og hvad skal der så gøres?

Guds lov byder, at han gifter sig med hende, som han krænkede, og at han betaler hendes medgift. Kejserloven byder derimod, at han enten gifter sig med hende eller betaler hendes medgift.

Men de, der vil være og kaldes kristne, de ville slappe lysternes tøjler alt for meget, hvis de lod ham, der krænkede kvinden, selv bestemme, om han vil gifte sig med hende eller betale hendes medgift. Det er i sandhed smerteligt, om den slags sker blandt kristne. Thi man kan ikke håbe på,  at han vil forbedre sig  - især ikke, fordi det er de stores daglige fornøjelse i dette land - og dem kommer det jo an på, om lovene skal gælde eller ej!

410.  Vellem profecto magistratum hic ad minimum cogere stupratores ad elocandum cum dote eas quas stuprarunt, et abrogare legem, bono quidem consilio latam, de mulcta novem marcarum, praesertim cum videat magistratus eventum suae expectationi non respondere. Putavit enim ut isto pacto refrenaretur libido in puellis, ne tam facile se prostituerent.

410.  Jeg kunne afgjort ønske, at øvrigheden i det mindste her ville tvinge jomfrukrænkerne til at betale medgift til dem, de har skændet. Og at øvrigheden afskaffer loven om 9 marks bøder (selvom der en gang var gode grunde til at indføre dem) især, hvis man kan se, at sagen ikke falder ud, som man kunne håbe. Denne bøde er blevet indført, fordi man mente, at det var en måde at bremse pigernes lyster på, så de ikke så let gav sig hen til utugt.

Alius

411. Incidit et hic casus: Quidam dormit cum uxore absentis mariti, illa concipit et parit. Maritus reversus ex partu adulterium deprehendit, et per sententiam judicum dimittit uxorem et ducit aliam. - Hic quaeritur an is, qui polluit absentis uxorem, possit relictam et legitime dimissam ducere.

Et andet eksempel

411.  Dette tilfælde forekommer også: En mand sover hos en gift kvinde, hvis mand er bortrejst. Kvinden bliver svanger og føder sit barn. Hendes mand vender hjem og indser ud fra tiden for fødslen, at hun har begået hor. Han skiller sig fra sin hustru ved rettens hjælp og tager en anden til ægte. Her spørges der, om den mand, der drev utugt med den fraværendes hustru, om han kan tage den forladte og lovligt skilte kvinde til ægte?

412.   Respondeo: Qui hoc facit, videtur continuare adulterium, nisi forte haec tria concurrant: Si praecedat publica poenitentia; si cum polluta proficiscatur in locum, ubi factum ignoratur si amore sobolis natae, et ut eam quam seduxit in viam reducat, ne pejus ruat. Tunc enim judico conjugium fore legitimum, quo uti poterunt bona conscientia. 

Verum si solo amore libidinis hoc facit, quem ex mutua consuetudine contraxerant, et junguntur conjugio, adulterium plane continuant ubicunque loco habitant; 

et Deus saepe testatur hujusmodi nuptias sibi displicere, dum sinit tales ruere in reprobum sensum, ut post conjugium infeliciter initum infeliciter vivant, adeo ut alter alterius aspectum ferre nequeat.

412.  Jeg svarer, at den, der gør det, synes at leve i fortsat hor, med mindre tre betingelser bliver opfyldt: Han skal gøre offentlig bod; han skal rejse bort sammen med den besmittede kvinde til et sted, hvor ingen ved, hvad de har gjort; og han vil gøre dette af kærlighed til sit barn, og for at lede hende, som han forførte, på rette vej, så hun ikke synker dybere. Men så mener jeg også, at det er et lovligt ægteskab, som de kan leve i med god samvittighed.

Men hvis de ikke drives af anden kærlighed end kærligheden til deres egen lyst, og hvis det er det, de er blevet enige med hinanden om, og gifter sig for, så er det klart at de fremturer i deres hor, hvor de end bor.

Gud har ofte tilkendegivet at han misbilliger den slags ægteskaber, derved at han har ladet mennesker som dem gå til bunds i deres skændige laster; og efter de er blevet gift, kommer de til at leve ulykkeligt, så den ene til sidst ikke kan udholde synet af den anden.

Alius

413.  Haud raro et hic casus offertur. Ebrius og libidine excaecatus juvenis, ut optato potiatur amore, dat fidem ebriae virgini aut feminae de conjugio. Res plerumque per lenas et lenones agitur. Postea, sobrius, paenitentia ductus, discedere a promissione cupit. Accusatur, sistitur in judicio, producuntur testes fidei datae. Quid hic dicendum?

Et andet eksempel

413.  Ikke sjældent kommer man ud for dette tilfælde: En ung mand har, fuld og forblændet af lyst, kastet sin kærlighed på en jomfru eller kvinde, og for at få hende drikker han hende fuld og lover hende ægteskab. (Der er næsten altid koblersker eller mellemmænd med i spillet.) Bagefter, når manden er blevet ædru, angrer han og vil bryde sit løfte. Han bliver anklaget og stillet for en dommer, og man kommer med vidner, der aflægger ed. Hvad skal man sige hertil?

414.  Vinum et amor pessimi sunt consiliarii, lenae et lenones, diaconi diaboli, nihilo meliores. Quid enim, quaeso, interest inter adolescentem ebrium et mente captum? Quid mentis habet femina, cui Baccho juncta Venus conduplicavit insaniam? 

Adeo ut Mimus non inepte videatur dixisse: Amare et sapere vix Deo conceditur. Amor enim et vinum in hominis potestate sunt antequam bibat: postquam vero biberit, ipse est illorum possessionis et mancipii. 

Dico ergo: quod male conglutinavit vinum, quod temeritas, quod caecus amor, quod male per lenas et leones, suos diaconos, conjunxerit diabolus, hoc per suos ministros rite dirimat Deus. Neque enim sentiendum est eos a Deo conjunctos esse, qui male conjuncti sunt. Nam ut Deus tantum conjungit, quod recte conjungitur, ita idem Deus per suos ministros recte dirimit, quod male conjunctum erat.

414.  Vin og elskov er de allersletteste rådgivere. Koblersker og alfonser, disse Djævelens præster, er ikke bedre. Thi hvad er forskellen mellem en beruset yngling og en afsindig, om jeg må spørge? Hvad har den kvinde i hovedet, hvis galskab er blevet fordoblet af Venus i forbund med Bacchus?

Så er det slet ikke så dåragtigt, det, som skuespilleren siger: "At elske og samtidig være viis, det tillader Gud ikke. Thi elskov og vin er i menneskets magt - før han drikker - men efter, at han har drukket, er han i deres vold, er deres slave".

Jeg siger altså: Hvad vinen på en slet måde har sammenklumpet, eller forvovenhed eller blind elskov, hvad Djævelen har sammenføjet ved koblersker og alfonser (der er hans præster), det adskiller Gud med rette gennem sine tjenere. Og man må ikke tro, at de er forbundet af Gud, som er forbundet på en slet måde. Thi således, som Gud kun sammenføjer, hvad der med rette skal sammenføjes, således adskiller Gud gennem sine tjenere med rette det, som var sammenføjel på en slet måde.

Alius

415. Quaeritur quoque, an is qui repudiatam ob aliam causam quam ob fornicationem duxerit, sit moechus nec ne - ? Nam ex verbis Christi certum est non esse moechum, qui ejectam propter adulterium ducit.

Respondeo: Christus quidem videtur eum, qui ducit ejectam ob aliam causam quam ob adulterium, moechum pronunciare. Ita enim ait: Quicunque repudiatam extra causam stupri duxerit, moechatur. Sed idem dicit: Non est bonum hominem esse solum. Idem poenitentes in gratiam recepit. Dico ergo: Qui ducit repudiatam in fraudem prioris conjugii, moechatur, manente adhuc celibe, qui injuste uxorem abjecit. Hoc enim tempore spes reconciliationis aliqua reliqua esse videbatur. Et in hanc sententiam verba Christi accipienda sunt.

Et andet eksempel

415.  Det hænder, at en kvinde bliver skilt af anden grund end utugt, og hun bliver gift igen. I dette tilfælde har man spurgt, om den mand, der gifter sig med hende, bedriver hor eller ej? (Hvis kvinden bliver skilt på grund af utugt, er det ifølge Kristi ord sikkert, at han ikke bedriver hor.)

Jeg vil svare: Hvis en kvinde bliver skilt af anden grund end utugt, kan det nok se ud, som om Kristus kalder ham en horkarl, der gifter sig med hende. Han siger jo: "Enhver, der gifter sig med en kvinde, der er skilt af anden grund end utugt, han bedriver hor". Men han siger også: "Det er ikke godt for mennesket at være alene". Han tager også angrende syndere til nåde. Derfor vil jeg sige: Hvis en mand med rette har skilt sig fra sin hustru, og en anden mand gifter sig med hende, og dermed krænker hendes første ægteskab, og hvis hendes første mand ikke har giftet sig igen, så begår den anden mand hor. For i al den tid er der endnu håb om, at ægtefællerne kan blive forsonede.

416.  Verum postquam is qui repudiavit injuste uxorem duxit aliam, omni spe reconciliationis exclusa adempta, vinculum rupit conjugii. Quare is non moechari putandus est, qui derelictam suscipit. Nam dimissa injuste nunc liberata est per adulterium mariti, quod ipse, aliam uxorem ducendo, priori illegitime dimissa, commisit: ut jam non sit adultera, si nubat alii in Domino, nec ipse adulter qui eam ducit.

Nihilominus tamen velim rem ad judicem supremum deferri, vitandi scandali causa, et ut sit securior innocens persona.

416.  Men hvis den, der med urette skilte sig fra sin hustru, gifter sig med en anden, så kan den forladte hustru ikke mere håbe på forsoning, og ægteskabets bånd er brudt. Derfor skal man ikke regne ham for en horkarl, der tager den forladte hustru til sig. Thi hvis hendes mand skilte sig fra hende med urette, så er hun fri - fordi hendes mand begik ægteskabsbrud, da han giftede sig med en anden, efter at han med urette havde skilt sig fra sin første hustru. Derfor bedriver hun ikke hor, hvis hun bliver gift med en anden, i Herren, og han bedriver ikke hor, der tager hende til ægte.

Alligevel kunne jeg ønske, at en sådan sag blev bragt frem for den højeste dommer, for at undgå forargelse, og for at den uskyldige person kan føle sig mere tryg.

417.  Sed quid est dicendum, si maritus, qui abjecit uxorem sine causa, manet celebs? 

Tentabit exclusa reconciliationem triennium, quae si interea reditum ad maritum impetrare non potest, conqueratur de injuria sibi facta coram magistratu politico. Si autem magistratus reo parcit, innocens ferat injuriam patienter, mutet locum, profiscicatur in terram, ubi nota non est, exponat pio pastori injuriam sibi factam, petat infirmitatis suae rationem haberi. Hic pastor consulens conscientiae afflictae mulieris poterit eam hortari ad nuptias alias, ne infirmitate victa ruat in libidines, aut alia horrenda scelara, et tandem in desperationem, atque ita pereat, cui succurri poterat permissione novi conjugii. 

Neque censendus est adulter, qui eam ducit, praesertim cum nec in fraudem prioris conjugii id facit, nec ulla reconciliationis spes reliqua videbatur.

417.  Men hvad skal man sige, hvis den mand der skilte sig fra sin hustru uden grund, ikke gifter sig igen?

Så skal den forladte kvinde i tre år prøve på at blive forsonet med sin mand. Og hvis hun så ikke kan få lov til at komme tilbage til ham, kan hun klage til den borgerlige øvrighed over det, hun har lidt. Men hvis øvrigheden så skåner den anklagede, skal hun bære krænkelsen med tålmodighed. Hun kan flytte og rejse til en anden landsdel, hvor hun ikke er kendt, og fortælle en gudfrygtig præst om det, hun har lidt, og bede ham betænke hendes svaghed. Hvis præsten så vil trøste hendes forpinte samvittighed, kan han opfordre hende til at gifte sig igen, for at hun ikke skal bukke under for sin svaghed og give sig hen til sine lyster, eller begå andre skrækkelige forbrydelser, og for at hun ikke skal fortvivle helt og gå til grunde, når han dog kunne hjælpe hende ved at give hende lov til at gifte sig igen.

Og den mand, der tager hende til ægte, skal ikke regnes for en ægteskabsbryder - især da ikke,  fordi han ikke krænker hendes første ægteskab dermed, og fordi der ikke synes at være noget håb om forsoning.

Alius.

418.  Incidit et hic casus haud raro: Aliquis ducit uxorem, et ducta uxore furtum committit, aut alius facinus, cum perpetua infamia conjunctum, adeo ut homines honesti eum mensae et mappae, ut dici solet, consortem non patiantur. Reus autem, ut non veniat in manus magistratus et infami supplicio afficiatur fuga sibi consulit. Quid hic faciet honesta et innocens femina?

 Certum est hanc discessionem mariti desertionem non esse voluntariam, sed coactam, atque ideo desertionis praetexti innocenti non succurritur. Quid ergo? 

Et andet eksempel. 

Følgende tilfælde ses heller ikke sjældent. En mand tager en kvinde til ægte og efter, at han har gjort det, begår han et tyveri, eller en anden forbrydelse, der bringer evig skam, så at ingen hæderlige mennesker vil sidde til bords med ham, som man siger. Men den skyldige vil undgå, at myndighederne får fat i ham og straffer ham med en vanærende straf, og derfor redder han sig ved at flygte. - Hvad skal en ærbar og uskyldig kvinde så gøre?

Det er klart, at når manden er flygtet på denne måde, er der ikke tale om en frivillig rømning, men om en tvungen. Derfor kan man ikke hjælpe den uskyldige ved at henvise til bestemmelserne om rømning. Hvad så?

419.  Non est dubium quin piae et honestae feminae talis casus sit multo tristior quam si conjunx adulterium commisisset. Durissima praeterea lex fuerit, si jubeatur innocens sedibus incertis infamem et vagabundum quaerere. Durum quoque esset, si continere nequit, manere innupta. 

Etsi autem Lex Theodosii Imperatoris sanctissimam (quam sequi summus magistratus absque scelere potest) hic absolvit innocentem personam, tamen propter multas causas hoc consilium non inutile judicaverim: Sedeat innocens persona annos quinque (quod tempus summus magistratus potest suo arbitrio moderari, ut sit vel brevius vel longius), lugeat infortuniam conjugis, vivat honeste et pudice. Exacto autem quinquennio veniat ad judicem, petat suae infirmitatis rationem haberi. 

419.  Der er ingen tvivl om, at for en gudfrygtig og ærbar kvinde er noget sådant meget mere bedrøveligt, end hvis hendes mand havde begået ægteskabsbrud. Det ville i øvrigt være en meget streng lov, der bød den uskyldige at søge efter sin berygtede og omstrejfende mand, der end ikke havde noget fast tilholdssted. Det ville også være hårdt, hvis hun ikke kunne leve afholdende, om hun da skulle forblive ugift.

Den højhellige kejser Theodosios' lov bestemmer i dette tilfælde, at den uskyldige part skal være løst fra sit ægteskab (og den højeste øvrighed kan følge denne lov uden at gøre noget forkert). Alligevel mener jeg af mange grunde, at følgende råd ikke er unyttigt: Lad den uskyldige part sidde i fem år - den højeste øvrighed kan ændre dette tidsrum efter eget skøn, og gøre det kortere eller længere. Lad hende sørge over mandens ulykke, medens hun selv lever ærbart og sømmeligt. Og når de fem år er gået, kan hun gå til dommeren og bede ham om, at han betænker hendes svaghed.

420.  Hic ex superioribus regulis statuo, judicem posse innocenti et honestae personae alias nuptias concedere, sed re prius communicata cum supremo magistratu, vel ejus vicario, ut securior reddatur persona innocens. Nam et is qui ob suam infamiam abiit, civiliter mortuus est, et suo scelere, quod Deus ligaverat, abrupisse videtur.

420.  Udfra tidligere nævnte regler vil jeg sige, at dommeren kan tillade den uskyldige og ærbare kvinde at gifte sig igen. Men hele sagen skal først meddeles den højeste øvrighed, eller dennes stedfortræder, for at den uskyldige person kan føle sig mere tryg. Thi han, der flygtede på grund af sin vanære, er borgerligt død, og det er, som om han med sin forbrydelse havde sønderrevet det, som Gud havde sammenføjet.