Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32  




Vejledning i Ægteskabssager 1572

Del 29  (side 150-154)
 


421.  Sed quid, si post quinquennium redierit maritus in gratiam cum magistratu? An poterit juste repetere uxorem, quae jam alii nupsit?

Si innocens persona nupsit sine judicis ordinarii sententia, et autoritate supremi magistratus, debet profecto vel redire ad priorem maritum vel manere innupta, neque non cogi debet ad cohabitandum cum infami. Hoc tamen ita accipi velim, quod summus magistratus, ut dixi, in hoc casu Theodosii legem, sequi possit, praesertim cum facinus perpetratum aequet crimine fornicationem, si non superet.

 

421.  Men hvad nu, hvis ægtemanden efter fem år får tilgivelse af øvrigheden? Kan han så med rette kræve sin hustru tilbage, hvis hun allerede har giftet sig med en anden?

Hvis den uskyldige kvinde har giftet sig uden tilladelse fra dommeren ved hendes værneting, og uden godkendelse fra den højeste øvrighed, så bør hun afgjort vende tilbage til sin første mand, eller forblive ugift. Men man bør heller ikke tvinge hende til at bo sammen med en æresløs. Det må gerne forstås således, at den højeste øvrighed kan følge Theodosios' lov i dette tilfælde, som allerede sagt, især fordi en begået forbrydelse er lige så slemt som ægteskabsbrud, om ikke værre.

 

422.  Ego solummodo hic expono, quid velim fieri a judicibus subordinatis, qui consistoriis praesunt. Verum si ex sententia judicis ordinarii, et ex permissione summi magistratus, elapso quiquennio, contraxit, non debet ad priorem redire, sed manere apud posteriorem. Nam Deus odit confusionem libidinum et vagas commixtiones. Verum hic praestaret facinorosum et infamem dignis poenis subjicere, ne reversus innocenti molestus esset, et scandalo plures offenderet.

422.  Jeg fremsætter her kun min egen mening og siger, hvad jeg ønsker af de underordnede dommere, der fører forsædet i konsistorierne. Men hvis hustruen har fået lov til at gifte sig af dommeren ved hendes værneting, og har fået lov af den højeste øvrighed, efter fem års forløb, så skal hun ikke vende tilbage til den første, men blive hos den anden. Thi Gud hader, at lysterne blandes, og Han hader løse forbindelser. Men det vigtigste er, at man straffer den forbryderiske og æresløse på passende måde, så han ikke vender tilbage til sin uskyldige hustru og plager hende og vækker forargelse og krænker endnu flere.

 

Alius

423.  Interdum fit, quod maritus deserta uxore in aliam terram proficiscatur atque illic uxorem ducat. Quid hic judicandum est de femina, quae illli nubit? Certum est, quod nubat alieno, et non suo. Est ne igitur adultera censenda, ut ille adulter?

Desertor ille vere adulter est: sed decepta non est pro adultera habenda, donec nesciat se cum alieno viro habitare. Verum mox ubi resciverit se alieno viro nupsisse, et nihilominus adultero misceatur, judicabitur adultera. Antea enim excusabat ignorantia et error, adeo ut nec conscientia ipsius vulnerari, nec fama ipsius periclitari debeat.



Et andet eksempel

423.  Det hænder undertiden, at en mand forlader sin hustru og drager til et andet land, og dér tager sig en hustru, Hvad skal man mene om den kvinde, der gifter sig med ham? Det er sikkert at hun har giftet sig med en anden kvindes mand, ikke med sin egen. Skal hun så ikke anses for en horkvinde, ligesom han er en horkarl?

Manden, der forlod sin hustru, er virkelig en horkarl; men den kvinde, han har narret, skal ikke anses for en horkvinde, så længe hun ikke ved, at hun bor sammen med en anden kvindes mand. Men fra det øjeblik hun får at vide, at hun har giftet sig med en anden kvindes mand, gælder det, at hvis hun fortsætter samlivet med horkarlen, skal hun selv regnes for en horkvinde. (Før hun fik det at vide, var hun undskyldt af sin uvidenhed og vildfarelse, og hendes samvittighed kunne ikke være anfægtet, og hendes rygte kunne ikke lide skade.)

 

424.  Ita enim Augustinus recte definit, cum ait: Si virgo nupserit nesciens viro alieno, hoc si semper nesciat, nunquam ex hoc adultera erit. Si autem sciat, jam ex hoc adultera esse incipit, ex quo sciens cum alieno cubaverit. 

Sicut enim in jure praediorum, tam diu quisque bonae fidei possessor rectissime dicitur, quam diu se possidere ignorat alienum. Cum vero sciverit, nec ab aliena possessione recesserit, tunc malae fidei perhibetur, tunc juste injustus vocabitur.

424.  Augustinus siger også ganske rigtigt: Hvis en jomfru gifter sig med en anden kvindes mand, uden at vide at han er gift, og hvis hun aldrig får det at vide, så vil hun aldrig blive en horkvinde af den grund. Men hvis hun ved det, så er hun en horkvinde fra den stund, hun får at vide, at hun har ligget hos en anden kvindes mand.

Sådan er det også i tingsretten. Det siges med fuld ret, at en mand besidder noget i god tro så længe, han ikke véd, at det er en andens ejendom. Men hvis han får det at vide, og ikke giver afkald på det, som tilhører en anden, siger man, at han er i ond tro, og man kalder ham med rette uretfærdig.

 

425.   Hactenus Augustinus. Idem judicium sit de masculo, si duxerit, quam non scivit alienam esse. Debet ergo judex, ubi fraus innotuerit, innocentem personam liberare, ac ipsius innocentiam suo testimonio declarare. Indignissimum enim foret, et contra omnem justitiam et aequitatem notam infamiae innocenti inurere, aut ullam poenam infligere, ut quae putarit se Deo obedire, cum juxta ordinationem ipsius nuberet.

425.  Så vidt Augustinus. Det samme må man mene om den mand, der tager en kvinde til ægte uden at vide, at hun tilhører en anden. Derfor bør dommeren, når han har indset bedraget, befri den uskyldige og give pågældende det vidnesbyrd, at han eller hun er uskyldig. Thi det ville være såre uværdigt, og imod al ret og rimelighed, om man brændemærkede en uskyldig med et vanærende mærke - eller på nogen måde straffede den, der troede at lyde Gud ved at gifte sig efter Guds bud.

 

426.  Hinc sequitur quod in eo conjugio liberi suscepti legitimi habeantur, et quod justum sit ut decepta persona non fraudetur bonis quae illi ut legitimae uxori cum suis liberis debetur, reliqua bonorum parte cedente illi, sub cujus dominio adulter est. 

At desertor ille, deceptor et impurus alter, dignus est qui suppliciis justis subjiciatur, ne alii exemplo deteriores fiant. Neque enim licet magistratui, vice Dei fungenti, talibus impostoribus parcere, quod si fecerit, reus erit alieni peccati, et autor scandali. 

426.  Heraf følger det, at børn født i et sådant ægteskab skal anses for ægtefødte, og at det er retfærdigt, at den bedragne ikke bliver narret for det gode, der tilkommer hende (som lovlig hustru) og hendes børn.

Hvad der bliver tilbage skal overgives til den, der råder for horkarlen. Og han, der rømte, denne bedrager og urene horkarl, han fortjener at få sin retfærdige straf, for at andre ikke skal fordærves ved hans eksempel. Thi øvrigheden, der handler på Guds vegne, har ikke lov til at skåne den slags svindlere; gjorde øvrigheden det, ville den være skyld i andres synd, og den ville volde forargelse.

 

427.  Quod si deserta nubat antequam ea, quae alieno nupsit, resciverit se alieno nupsisse?

Abstineat a thoro alieni, rem deferat ad judicem consistorianum. Hic magistratui politico rem exponat petatque, ut propter gloriam Dei, et conservandam societatem humanam, contemptorem ordinis divini puniat. Verum si hic magistratus politicus negligentior fuerit, forte pecunia aut aliquo affectu corruptus, hoc do consilium, ut decepta et innocens persona petat divortium propter conscientiam suam. Nequaquam enim existimo hujusmodi conjugium sine vastatione conscientiae consistere posse. 

427.  Men hvad så, hvis den forladte hustru gifter sig, førend hun, der giftede sig med en anden kvindes mand fik at vide, hvad hun havde gjort?

Hun skal afholde sig fra samkvem med sin nye mand, og indbringe sagen for en konsistorialdommer. Han skal så forklare sagen for den borgerlige øvrighed, og bede den om - til Guds ære, og for at værne om det menneskelige samfund - at straffe den, der således har foragtet en Guddommelig ordning. Men hvis den borgerlige øvrighed her viser sig efterladende, måske fordi den blev bestukket - eller lod sig lede af en stemning, så giver jeg det råd, at den bedragne og uskyldige part skal søge skilsmisse, for sin samvittigheds skyld. Thi jeg mener ingenlunde, at et sådant ægteskab kan bestå uden at tynge samvittigheden.

 

Alius.

428. 
Nuper et hic casus mihi propositus est: Quidam homicidium commisit, et ne veniret in manus magistratus vindicis homicidii aufugit, nec scitur quo se recepit. Uxor ejus juvencula integrum expectavit triennium, quae postquam nunc de mariti reditu desperat petit infirmitatis suae rationem haberi per alias nuptias. 

Verum quia non fuit mihi expositum homicidii genus ad quaestionem simpliciter respondere non potui. Nam cum theses, quae infinitae sunt, non ferunt responsionem simplicem, circumstantiae quibus veluti vestiuntur hypotheses inquirendae sunt. Hae enim saepe mutant actionum qualitates. Quam ob rem ad distinctiones descendum erit, ne generis amplitudine decepti demus responsa, quae singularibus nullo pacto conveniant. 

Et andet eksempel

428.  For nylig har jeg også været stillet over for dette tilfælde: En mand havde begået mord. Og for ikke at falde i hænderne på øvrigheden, der ville straffe ham for mordet, var han flygtet, og ingen vidste, hvor han var taget hen. Hans unge hustru ventede i hele tre år; og da hun herefter havde opgivet håbet om at manden ville vende tilbage, søgte hun om tilladelse til at gifte sig igen, for sin svagheds skyld. 

Men eftersom karakteren af drabet ikke blev gjort klar for mig, kunne jeg ikke uden videre svare på spørgsmålet. Thi selvom der er uendelig mange retssætninger, kan man ikke altid finde én der giver et simpelt svar. Så må man først undersøge de nærmere omstændigheder, dem, der betinger retssætningernes anvendelse. Disse omstændigheder medfører ofte, at handlingerne ses i et andet lys. Derfor må man gå i dybden, og undersøge de særlige forhold, og ikke lade sig narre af en bred betegnelse og give svar, der ikke tager hensyn til de særlige forhold.

 

429.  Hic itaque judico distinctionem hujusmodi adhibendam esse. Homicidium, de quo quaeritur, aut fuit involuntarium aut voluntarium. Si involuntarium fuit, profecto extra culpam est, qui metu poenae aufugit. Justum igitur erit, ut uxor vel quaerat maritum, vel maneat innupta, deplorans et mariti et suam miseriam. 

Si conqueritur se continere non posse, fugiat otium cum Penelope, oret, laboret, jejunet, fugiat occasiones peccandi, contineat se domi nec admittat leves homines in colloquium. Nullo enim pacto licet ei novas quaerere nuptias vivente marito, ut qui non sponte, sed coactus metu citra suam culpam peregrinetur. 

At si homicidium voluntarium fuit et cum infamia conjunctum, nolim uxorem insontem maritum infamem et vagabundum quaerere, sed exacto quinquennio, si continere non potest, nec se alere sine mariti auxilio, nubere in Domino idque non sine venia impetrata a summo magistratu qui, a consistorianis admonitus de feminae infirmitate et necessitate, potest bona conscientia novas nuptias illi concedere, maxime si probatur esse honesta et innocens. 

429.  Her mener jeg derfor, at man må skelne således: Det drab, der var tale om, var enten uforsætligt eller forsætligt. Hvis det var uforsætligt, er der så vist ingen skyld hos ham, der er flygtet af frygt for straf. Derfor vil det være retfærdigt, at hustruen enten leder efter sin mand, eller at hun forbliver ugift, idet hun sørger over sin mand og sin egen ulykke.

Hvis hun klager over, at hun ikke kan leve afholdende, skal hun ligesom Penelope sky lediggang; hun skal bede, arbejde, faste, undfly alle lejligheder til synd, holde sig hjemme og ikke give sig i snak med letfærdige mennesker. Thi hun har på ingen måde lov til at gifte sig igen, så længe hendes mand lever, for han er jo ikke rejst bort af egen fri vilje, men tvunget af sin frygt, uden selv at have skyld.

Men hvis drabet var forsætligt og vanærende, mener jeg ikke, at den uskyldige hustru skal lede efter sin æresløse og omstrejfende mand; men hun skal efter fem års forløb, hvis hun ikke kan leve afholdende, og ikke kan ernære sig uden en mands hjælp, gifte sig i Herren - men ikke uden at have fået lov af den højeste øvrighed, efter at denne har fået en anmodning fra konsistorium om at tage hensyn til kvindens svaghed og trang. I så fald kan øvrigheden tillade hende at gifte sig igen, med god samvittighed, især hvis det ses at hun er ærbar og uskyldig.

 

430.  Sin autem homicidium factum sine infamia est, ut si quis in justo conflictu adversarium occidit, sedeat uxor septennium. Et si interea non cognoverit ubi sit maritus, nec ipse ei scripserit, velim judices consistorianos rem deferre ad Supremum Magistratum, hoc est ad Principem Ipsum, qui potest, datis literis, facere ipsi facultatem nubendi in Domino, ne misera in periculum veniat, et tandem in desperationem, propter suam incontinentiam. 

430.  Men hvis drabet ikke var vanærende - som hvis én havde dræbt sin modstander i en retfærdig strid - så skal hustruen sidde i syv år. Og hvis hun i den tid ikke får at vide, hvor hendes mand er, og hvis han ikke har skrevet til hende, så mener jeg, at dommerne i konsistorium skal henvise sagen til den højeste øvrighed, til fyrsten selv. Han kan give hende skilsmissebrev - og dermed lov til at gifte sig i Herren, for at hun ikke, ulykkelig som hun er, til sidst helt fortvivlet skal udsættes for fare, fordi hun ikke kan leve afholdende.

 

431.  Quod autem velim rem deferri ad supremum gubernatorem, ideo facio ut qui eam ducit in uxorem sit securior, ne alter forte aliquando reversus negotium illi faciat.

431. Men når jeg ønsker, at sagen bliver skudt hen til den højeste styrer, er det, for at den, der tager hende til hustru, kan føle sig mere tryg, og ikke kommer ud for, at den anden måske en gang vender tilbage og volder ham bryderi.



432. Quaeritur si maritus quispiam in longinquas regiones profectus, consentiente uxore, diutius emanserit quam convenerat inter ipsum et conjugem, quid sit statuendum de uxore domi remanente? 

Hic casus non est pro desertione habendus. Est enim ab eo diversissimus. Quare et hic aliter statuendum quam de malitiosa desertione. Primum itaque causa profectionis examinanda est, quae vel necessaria, vel utilis, vel temeraria vel necessaria esse poterit. Pro harum causarum diversitate de longiori mora absentis mariti judicandum est.

Et andet eksempel

432.  Man har spurgt: Hvis en gift mand drager bort til et fjernt land med sin hustrus samtykke, og bliver borte i længere tid end aftalt med hustruen - hvad så med hende, der jo blev hjemme?

Dette tilfælde må ikke ses som en bortrømning, for det er meget forskelligt herfra. Derfor skal man først undersøge årsagen til, at manden er rejst bort, om den var nødvendig, nyttig eller ubesindig. Disse forskellige grunde bestemmer vurderingen af den fraværende ægtemands forlængede ophold.

 

433.  Necessariam causam profectionis voco, cum aliquis cogitur superioris mandato oboedire, forte militiae vel legationis causa. Utilem dico, cum rei familiaris augendae gratia maritus ad peregrinas terras proficiscitur. Temerariam nomino, cum homines leves militiam non necessariam sequuntur, sed tantum ut otientur, et liberius inter suae farinae homines vivant. 

433.  Jeg vil kalde det en nødvendig grund til hans bortrejse, hvis han er tvunget til at følge en overordnets ordre, eller hvis han er rejst for at gøre krigstjeneste, eller i diplomatisk ærinde. Jeg vil kalde det en nyttig grund, hvis manden er rejst til fremmede lande for at sørge bedre for sin familie. Jeg vil betegne det som ubesindigt, når letfærdige mennesker drager i krig uden at være tvunget til det, for at blive fri for hverdagens byrder, og for at leve livet med folk af deres egen slags.

 

434.  Si igitur necessaria causa est emansionis, uxor expectet maritum ad vitae terminum, nisi certos de morte rumores audiverit ab hominibus non levibus, sed fide dignis. Possunt enim multae causae incidere diuturnioris emansionis, ut sunt morbi, captivitas, positae insidae, bella et cetera. 

434.  Hvis grunden til, at manden blev væk længere, end han skulle er en nødvendig grund, skal hustruen vente på sin mand, til hun dør - med mindre hun hører sikre forlydender om hans død fra troværdige og ikke letfærdige folk. Thi mange ting kan spille ind, når et fravær trækker ud, såsom sygdom, fangenskab, overfald, krig osv.

 

 

435.  Si utilis causa est absentiae, ut si maritus mercatus gratia abfuerit, velim uxorem patienter expectare reditum ad septennium, modo absens maritus interdum scripserit et suae morae rationem reddiderit. Verum si nihil tanto tempore scripserit, consulat uxor consistorianos, et examinata causa mittant illam, si vel egestate cogitur vel infirmitate vincitur, ad supremum magistratum, qui potest illi sua autoritate nubendi veniam concedere. Verisimile enim est eum, qui septennium abfuit ab uxore eamque non reddidit de sua mora certiorem, quod vel sectetur alienos amores vel alibi pedem fixerit, aliamque uxorem duxerit.

435.  Hvis grunden til fraværet er nyttig, som hvis manden er borte for at gøre forretninger, mener jeg, at hustruen tålmodigt skal afvente hans tilbagekomst i syv år, hvis blot den fraværende ægtemand af og til skriver og giver hende en forklaring på, at det varer så længe. Men hvis han ikke har skrevet til hende i al den tid, skal hustruen rådspørge konsistorialerne; og de  skal undersøge sagen. Og hvis hun er hårdt presset af sygdom, eller hvis hun er ved at bukke under for sin svaghed, så skal de sende hende til den højeste øvrighed. Den har myndighed til at give hende lov til at gifte sig, thi det er sandsynligt, at manden, hvis han har været borte fra sin hustru i syv år, og ikke har givet hende besked om, hvorfor han er væk så længe, enten dyrker andre kvinder, eller har slået sig ned et andet sted og har taget sig en anden hustru.

 

436.  At si temeraria fuerit profectio nihilque scripserit uxori maritus triennium,
desertor est habendus, ut qui sectetur alienos amores. Quare velim feminae desertae novas nuptias concedi exacto quinquennio, sed re per consistorianos communicata principi, cujus permissione et autoritate munita nubere poterit. 

436.  Men hvis mandens bortrejse var ubesindig, og hvis han ikke har skrevet til sin hustru i tre år, må man antage at han er rømmet for at dyrke andre kvinder. Derfor mener jeg, at den forladte kvinde skal have lov til at gifte sig igen - efter fem års forløb. Men sagen skal af konsistorialerne forelægges fyrsten, så kvinden kan gifte sig med hans tilladelse og på hans myndighed.



Alius

437.  Parentes promittunt juveni nuptias filiae, quas filia recusat. Filia promittit alteri juveni nuptias, refragantibus parentibus, et cum eo rem habet, ut consummatum videatur matrimonium. Quaeritur utri horum nubet filia?

Respondeo: Sicut non licuit parentibus, reluctante filia, promittere alicui ipsius nuptias simpliciter, ita non licuit filiae plene in nuptias alicujus consentire citra parentum consensum. Si ergo coactus consensus non facit conjugium, multo minus nullus. 

Libera ergo est a primo, quia non consensit, libera est a secundo, quia contra autoritatem parentum contraxit. Nam Verbum Dei, Numeri 30, vota et juramenta facta a puellis, quae sunt in parentum potestate, irrita pronunciat, si parentes, mox ub intellexerint vota et juramenta facta, reclamaverint. Voti enim nomen non meretur, quid in parentum dedecus a liberis nuncupatur. Nam Deus praecipit liberis, ut colant parentes.

Et andet eksempel

437.  En ung piges forældre lover en ung mand, at han må gifte sig med hende. Men pigen vil ikke. Hun lover en anden mand at gifte sig med ham, på trods af forældrenes vilje. Og pigen går i seng med ham, hun vil have, så ægteskabet mellem dem synes fuldbyrdet. Man spørger da: Hvem af de to mænd er pigen gift med?

Jeg svarer: Forældrene har ikke lov til uden videre at love deres datter væk til nogen, hvis hun ikke selv vil. Men deres datter har heller ikke lov til at sige ja til at gifte sig med nogen uden sine forældres samtykke. Et fremtvungent samtykke medfører ikke noget ægteskab, så meget mindre da et samtykke, der helt mangler.

Derfor er hun ikke bundet til den første, for hun har ikke givet ham sit samtykke. Men hun er heller ikke bundet til den anden, fordi hun har knyttet sig til ham imod sine forældres myndighed. Thi Guds Ord siger (4. Mosebog kap 30.), at når unge piger, der er undergivet deres forældres myndighed, giver løfter og aflægger ed, så gælder det ikke, hvis forældrene gjorde indsigelse, så snart de hørte om løfterne og ederne. Thi hvis børn gør noget, der bringer skam over deres forældre, fortjener det ikke navn af løfte. Gud har jo påbudt børnene, at de skal ære deres forældre.


Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32