12.  Sit proinde hoc ante omnia infixum animis nostris adversus omnes, qui vel minimum detractum volunt huic Dei ordinationi, quod conjugium non sit immunditia, sed res sancta, immaculata, praeciosa, omnibus ordinibus et statibus hominum concessa. Quod qui negant, Deum absque omni dubio autorem malorum tacite statuunt, quicquid verbis simulent.

12.  Lad da frem for alt denne tanke være rodfæstet i os, imod alle der vil trække noget fra Guds ordning, selv nok så lidt: at ægteskabet ikke er urent, men at det er helligt, ubesmittet og dyrebart. Og at alle mennesker må gifte sig, af hvilken rang og stand de end er. De, der benægter det, lader ubestridelig Gud fremstå som det Ondes ophav, hvad de så end foregiver at mene med deres ord.

13.   Tatianus, a quo suum venenum suxere Encratitae, nuptias vocat porneian, phthoran, mysos, bdelygma, hoc est scortationem, corruptionem, scelus, abominationem. Et addit, nihil plane differre matrimonium a scortatione, nec quenquam salvari posse, qui conjugium sit amplexus, adeo quod nec Adam quidem ipsius sententia sit salvatus. 

Quis non exhorrescit ad hanc blasphemiam? Quis non videt istam blasphemam vocem, manifeste pugnare cum veritate Dei quam proposuimus? Quis non intelligit impurum istum nebulonem, confusionem a diabolo invectam, confundere cum ordinatione Dei bona? Quare non immerito Paulus, de ipso et ejusdem farinae haereticis praedicens, vocat illorum furores doctrinas daemoniorum, 1. Tim. 4.

13.  Tatianos, hvis gift enkratiterne har inddrukket, kalder ægteskabet porneian, phthoran, mysos, bdelygma. Og han tilføjer, at der er ingen forskel på ægteskab og hor, og at ingen kan blive frelst, som har indgået ægteskab, så at end ikke Adam, efter hans mening, skulle være blevet frelst.

Hvem må ikke gyse ved disse blasfemiske ord? Hvem ser ikke, at denne blasfemiske tale strider åbenbart imod den sandhed fra Gud, som vi har lagt frem? Hvem indser ikke, at denne urene tølper blander forvirring, hentet hos Djævelen, sammen med Guds gode ordning? Derfor har Paulus dér, hvor han taler om ham og om kættere af hans slags, kaldt deres rasende tale for dæmoners lærdomme (l. Tim. 4). Og ikke uden grund.*

14.  Fuerunt multi, qui tametsi primas nuptias utcunque ferebant, de secundis tamen varie judicabant. Quidam enim eas prorsus damnabant. Nonnulli, ut Athenagoras, semnen moicheian definiverunt. Sed horum vanitatem suo loco videbimus.

14.  Der har været mange, der, selv om de også nogenlunde affandt sig med ægteskaber indgået for første gang, så dog havde forskellige opfattelser vedrørende andengangs-ægteskaber. Nogle forkastede dem fuldstændig. Andre, som Athenagoras, betegnede dem som semnen moikheian. Men deres fordomme vil vi drøfte på rette sted.*

15.  Pontificii, etsi conjugium ipsum non videntur damnare - nam illud titulo Sacramenti ornant - tamen cum usum conjugii conjunctum esse cum peccato fabulantur, re ipsa cum Encratitis sentiunt. Quis enim rem probaverit, cujus usus improbetur quaque uti non liceat sine peccato? Sed quonam quaeso nituntur fundamento?

15.  Paverne fordømmmer tilsyneladende ikke ægteskabet i sig selv, thi de smykker det med betegnelsen sakramente; men når de så alligevel taler om, at ægteskabet i praksis er forbundet med synd, så er de i virkeligheden enige med enkratiterne. Thi hvem kan billige en ting, når han misbilliger brugen af den, og når tingen ikke kan bringes i anvendelse, uden at der syndes? - Og på hvilket grundlag hviler da deres påstande?

16.  Conjuges, inquiunt, mutua concupiscentia ardent, sine qua opus generationis jacet. Concupiscentia autem peccatum est, ut carnis opus. Proinde usus conjugalis cum peccato conjunctus est." - Sed falluntur et fallunt Papistae, cum non discernunt inter concupiscentiam ordinatam, immo creatam a Deo, et concupiscentiam ruentem contra ordinem Divinum. 

Nos autem ex Verbo Dei novimus discernendum esse inter concupiscentiam honestorum conjugum, quae Deum autorem habet, et concupiscentiam carnis, id est viciositatis Naturae, quae limites ordinationis Divinae transgreditur, qualis est perdite et contra ordinem Divinum se amantium.

16.  „Ægtefæller er optændt af begær til hinanden," siger de. „Uden dette begær kom der ingen børn til verden. Men begær er synd, for det er kødets værk. Derfor er ægteskabet i praksis forbundet med synd".  - Men papisterne tager fejl og leder andre vild, når de ikke skelner mellem begær, der tøjles af Gud - Ja, som Gud selv har skabt - og begær, der går imod den Guddommelige ordning.

Men vi ved, ud fra Guds Ord, at der bør skelnes mellem hæderlige ægtefællers begær, der har sin oprindelse i Gud - og kødets begær, det vil sige den fordærvede naturs begær, der går udover grænserne for, hvad Gud har forordnet; forelskedes menneskers syndige begær er i strid med den Guddommelige orden.

17.  Deinde carnis opus duplex est, licitum et illicitum. Licitum, quod non pugnat cum ordinatione Dei, nec adversatur caritati Dei aut proximi. Illicitum autem, quod huic adversatur. Nec juvat causam eorum dictum Davidis: Ecce in iniquitatibus conceptus sum, et in peccatis concepit me mater mea. Non enim recte inferunt: David est conceptus in peccato, ergo complexus piorum conjugum est peccatum. Nam cui persuadebunt, quod David hic transferat culpam suam in matrem, et non conqueratur potius de contagione et reatu totitus humanae Naturae propagatae ab uno Adam?

17.  Dernæst har kødets værk to sider, en tilladelig og en utilladelig. Det tilladelige er det, der ikke strider mod, hvad Gud har forordnet, og som ikke er imod kærligheden til Gud og næsten. Det utilladelige er det, der strider herimod. Og deres sag understøttes ikke af det ord af David: „Se, jeg er født i fornedrelse, min moder undfanged mig i synd". Thi det er med urette, når de her ud fra slutter: David er undfanget i synd - altså er gudfrygtige ægtefællers samliv en synd. Thi hvem vil de få til at tro på, at David her overfører sin egen skyld til sin moder - og ikke snarere klager over den besmittelse og synd, der klæber ved hele den menneskelige natur, udgået som den er fra Adam alene -?*

18.  Nullo proinde modo opus generationis in sanctis conjugibus pollutum esse pronunciat David, neque status conjugalis ab eo carpitur, neque congressus piorum conjugum, qui sit in timore Dei, taxatur. Est enim sancta Dei ordinatio, et opus Deo acceptum. 

18.  Derfor erklærer David heller ikke, at forplantningsværket blandt hellige ægtefæller er urent, og han taler heller ikke nedsættende om den ægteskabelige stand, så lidt som han kritiserer fromme ægtefællers samliv, når blot det sker i gudfrygtighed. Thi det er en hellig Guds ordning og et Gud velbehageligt værk.

19.  Sensus proinde verborum Davidis hic est, In iniquitatibus conceptus sum, id est, mox in conceptione fui pollutus communi naturae vitio, et in peccatis concepit me mater mea, id est, cum conciperer in utero matris meae fui reus, idque ex justo Dei judicio. Propter unius enim peccatum rea est facta tota humana natura, Rom. 5.

19.  Når David siger „Jeg er undfanget i fornedrelse", så er meningen den, at straks jeg blev undfanget, blev jeg besmittet med den ufuldkommenhed, der er fælles for al skabningen. Og ordene „min moder undfanged mig i synd" betyder, at allerede, da jeg blev undfanget i min moders liv, var jeg skyldig - og det efter Guds retfærdige dom. Thi ved ét menneskes skyld blev hele menneskenaturen skyldig. Rom. 5.*

20.  Ceterum, cum Papa suis sacrificulis legem perpetui celibatus imponit, tametsi multa videtur cumulare argumenta, quibus simpliciores seducit, eodem tamen quo Tatianus et Encratitae fundamento nititur. Omnia enim argumenta Papae de celibatu sacerdotum hinc fluunt, quod tacite statuat conjugium esse rem prophanam et immundam. 

Quod ut clarius pateat, argumenta Innocentii III. in formas dialecticas retexta proponam, ut nuditas Babylonicae meretricis conspiciatur. Habetur autem Innocentii decretum distinctione 82. capite "Proposuisti", in quo capite Innocentius secutus vestigia Siricii tamquam principium sibi sumit ad abolenda conjugia sacerdotum, quod conjugium sit res prophana et immunda. Quod etsi verbis non dicit, ex consecutione tamen argumentorum ipsius sequitur. 

20.  I øvrigt, når paven påtvinger sine præster en lov om, at de skal leve ugift for evigt, og når vi ser ham komme med en hoben begrundelser herfor, hvormed han forfører de mere enfoldige, så er det dog alt sammen på det samme grundlag som Tatianos og enkratiterne. Thi alle pavens begrundelser for præsternes ugifte stand kommer af, at han stiltiende stempler ægteskabet som ugudeligt og urent.

For at det kan fremgå tydeligere vil jeg fremlægge Innocentius 3.s argumenter, støbt i dialektisk form, for at den Babyloniske skøges nøgenhed må blive åbenbar. Disse argumenter findes i Innocentius' decretale „Proposuisti", der er optaget i "Gratians Decret", distinctio 82. I denne decretale træder Innocentius i Siricius' fodspor. Idet han vil afskaffe præsteægteskabet, lægger han den betragtning til grund, at ægteskabet er ugudeligt og urent. Han siger det ikke med rene ord, men det følger af hans argumenter.*

(Richard Mott: Ordet decretale (dekret) bruges i betydningen "pavebrev"

21.  Propositio probanda in nominato capite haec est: Sacerdotes non debent esse conjuges. Hanc propositionem confirmat ordine, his argumentis.

21.  Påstanden, der skal efterprøves i den nævnte decretale, er følgende: „Præster bør ikke være gift". Denne påstand underbygger han med disse argumenter, i rækkefølge:

22.   Primum, Conjuges sunt incontinentes. Sacerdotes non debent esse incontinentes. Igitur sacerdotes non debent esse conjuges.

Respondeo: Etsi fateor inveniri quosdam incontinentes conjuges, qualis est maxima celibum turba, tamen non recte culpa hominum transfertur in rem, qua homines et bene et male uti possunt. Deinde, Paulus ex Spiritu Dei pronunciat conjugium esse remedium adversus incontinentiam, 1. Cor. 7. - Quis ergo credet Innocentio, qui ex spiritu Montani contrarium docet? 

22.  For det første: Ægtefæller lever ukysk. Præster bør ikke leve ukysk. Følgelig bør præster ikke være gift.

Svar: Selvom man må indrømme, at der findes ukyske ægtefolk (- men hvordan er det så ikke med den store mængde af ugifte?) så er det dog ikke rigtigt at overføre menneskers skyld til en ting, som mennesker kan bruge såvel til det gode som til det onde. Desuden erklærer Paulus, ved Guds Ånd, at ægteskabet er et hjælpemiddel til at modstå ukyskhed, l. Kor 7. Hvem tør så tro Innocentius, der ved Montanos' ånd lærer det modsatte?

23.  Secundum, Levitici Sacerdotes abstinebant eo anno a conjugibus, quo sacra in templo administrabant. Ergo Christiani Sacerdotes, qui semper in templo sacrificant, debent semper abstinere. Idcirco prorsus a conjugio alieni esse debent.

Respondeo: In hoc argumento multa sunt vicia. Primum non possunt Papistae docere, quod Levitici Sacerdotes toto tempore vicis suae abstinuerint ab uxoribus. Debili igitur fundamento nituntur. Deinde in hoc peccat argumentum, quod id quod omnibus Christianis est commune, proprium sacerdotum esse nugatur. Verum si de missis intelligunt, sicuti revera faciunt, novimus missam illorum horrendam esse profanationem, et non minus execrandam quam sodomiticam abominationem. 

23.  For det andet: Levitpræsterne holdt sig fra deres hustruer det år, de gjorde tjeneste i templet. Følgelig bør kristne præster, der altid forretter gudstjeneste i Templet, altid være afholdende. Og derfor bør præsterne undgå ægteskab.

Svar: Der er meget i vejen med dette argument. For det første kan papisterne ikke påstå, at levitpræsterne afholdt sig fra deres hustruer i al den tid, de gjorde tjeneste. Her hviler argumentet altså på et skrøbeligt grundlag. Dernæst er der det galt med argumentet, at det antages, at ting, der er fælles for alle kristne, skulle være forbeholdt præsterne; og det er jo noget snak. Men hvis de tænker på den katolske messe (og det er jo det de gør!), så ved vi, at denne messe er en forfærdelig ugudelighed, og ikke mindre afskyelig end allehånde sodomitiske modbydeligheder.

24. Tertium: Quicumque servient jugiter sacris oblationibus puri et ab omni labe purgati esse debent. Sacerdotes jugiter servient sacris oblationibus. Igitur sacerdotes puri et ab omni labe purgati esse debent. Ex quo sequitur sacerdotes non debere esse conjuges.

Respondeo: Quis non videt haec profecta a Montani spiritu, et non a Christi spiritu - siquidem Apostolus, per spiritum Christi loquens, thorum conjugalem sanctum et immaculatum esse pronunciat. Glossator Decreti multo rectius, qui audet contra Papam dicere, matrimonium esse rem sanctissimam.

24.  For det tredie: Alle, der til stadighed forretter gudstjenester og hellige handlinger, bør være rene og rensede for al urenhed. Præsterne forretter til stadighed gudstjenester og hellige handlinger. Derfor bør præsterne være rene og rensede for al urenhed. Heraf følger det, at præster ikke bør være gift.

Svar: Hvem kan undgå at se at dette er af Montanos' ånd, og ikke af Kristi Ånd? Hvis da ellers apostelen taler ved Kristi Ånd, når han erklærer ægtesengen for hellig og ubesmittet. Og den kommentator til Gratians dekret har meget mere ret der, tværtimod hvad paven lærer, siger at ægteskabet er en såre hellig ting.

25.  Quartum, Sacerdotes debent esse sancti; conjuges non sunt sancti. Ergo sacerdotes non debent esse conjuges. 

Respondeo, Hoc argumentum extruit Papa ex verbis Domini, Leviticus 20: Sancti Estote, Quoniam Ego Sanctus sum! - Glossator hoc loco contra Papam argumentatur ab autoritate Nicenae Synodi, Contra est, inquit, Nicena Synodus, quae castitatem concludit esse concubitum cum propria uxore.

25.  For det fjerde: Præsterne bør være hellige. Gifte folk er ikke hellige, og derfor bør præster ikke være gift.

Svar: Dette argument henter paven fra Herrens Ord, som de findes 3. Mos 20 vers 26: "I skal være hellige, fordi jeg er hellig". Den nævnte kommentator til Gratians Decret gendriver Paven på dette sted, idet han påberåber sig kirkemødet i Nikæa. Han siger, at „Kirkemødet i Nikæa sagde det modsatte, idet de regnede det for kyskhed, at en mand havde samkvem med sin egen hustru".

26.  Quibuscumque sacrificandi et orandi juge officium est, semper abstinebunt a conjugibus. Sacerdotibus juge sacrificandi et orandi officium est. Igitur sacerdotes non debent esse conjuges.

Respondeo: Hoc argumentum re ipsa convenit cum secundo et tertio. Sed et major et minor falsa est, nam ut multi sancti conjuges fuere et sunt, qui semper orabant, et vera sacrificia quotidie offerebant, ita non sacerdotum tantum est veras hostias offerre, sed omnium piorum, sive sint conjuges sive celibes. - Offerre autem im missa papistica Filium Dei - hoc enim papistae officium juge sacrificulorum definiunt - non est officium, sed contra officium, cum sit mera abominatio a Deo damnata. Sed de idolo papistico vide quae annotavimus in Psal. 84.

26.  For det femte: Alle, hvis pligt det er at ofre og bede uden ophør, skal altid holde sig fra deres ægtefæller. Det er præsternes pligt at ofre og bede uden ophør. Altså bør præster ikke være gift.

Svar: Dette argument er i virkeligheden det sammen som det andet og tredie argument. Men både oversætningen og undersætningen er forkert. Thi således, som der har været (og stadig findes) mange fromme ægtefolk, der altid beder og frembærer sande ofre hver dag - således er det ikke kun præsternes sag at frembære sande takofre, men det tilkommer alle fromme, hvad enten de er gifte eller ugifte. Men at ofre Guds Søn under den papistiske messe (thi heri består præsternes uophørlige gudstjeneste, ifølge papisterne), det er ingen gudstjeneste. Det er imod gudstjenesten; det er en afskyelighed, forbandet af Gud. Men angående det papistiske afguderi kan man læse, hvad jeg har skrevet i min kommentar til den 84. salme.

27.   Sextum, Contaminati carnali concupiscentia non exaudiuntur. Sacerdotes debent exaudiri. Igitur non debent contaminari carnali concupiscentia. Hinc vult inferre Innocentius, Sacerdotes debere celibes, quasi omnes conjuges essent contaminati carnali concupiscentia. 

Respondeo, Hoc argumentum petunt ex verbis Pauli: Omnia munda mundis, pollutis autem et infidelibus nihil est mundum, quorum et mens et conscientia polluta est. Quis hic non agnoscit Montani spiritum, qui pollutum pronunciat, quod Spiritus Sanctus sanctum esse affirmat. Deinde maligne torquet verba Pauli ad suam sodomiticam castitatem. Neque enim Paulus eo in loco confert inter se celibes et conjuges, sed impios Judaeos, delectum ciborum superstitiose docentes, et pios ex gentibus conversos. Illorum mentem pollutam ait, atque ideo omnem illorum cibum immundum concludit. Horum autem mentem mundam affirmat, atque adeo omnem cibum eorum mundum pronunciat, sive sint conjuges sive celibes. 

Deinde de exauditione dico quod unicum habeamus sacerdotem, quem scimus exauditum esse, Jesum Christum, cujus intercessione omnes qui ex fide invocant exaudiuntur, sive sint conjuges sive celibes. Quis non ex hoc argumento intelligit quid sentiat Innocentius de conjugibus, quorum et mentem et conscientiam pollutam esse subindicat. Immo nisi sic sentit, nulla est consecutionis argumenti ipsius necessitas.

27.  For det sjette: De, der er besmittede med kødeligt begær, bliver ikke bønhørt. Præsterne bør bønhøres. Derfor bør de ikke lade sig besmitte med kødeligt begær. (Heraf vil Innocentius slutte, at præsterne bør være ugifte - som om alle gifte mennesker var besmittede med kødeligt begær!)

Svar: Dette argument henter de i Pauli ord: "Alt er rent for de rene; for de besmittede og vantro er derimod intet rent, men hos dem er både forstand og samvittighed besmittet". - Hvem kan undgå at mærke Montanos ånd her - han der holder det for urent, som Helligånden erklærer helligt? Og derpå fordrejer han på ondsindet vis Pauli ord i retning af sin egen sodomitiske „kyskhed". Thi på det nævnte sted sammenligner Paulus ikke de ugifte med de gifte, men de ugudelige jøder (som på overtroisk vis lærte, hvilken mad man bør spise) med de fromme af hedningefolkene, der var blevet omvendt. Jødernes tanker er forurenede, siger han - derfor er al deres mad blevet uren. Men de andres tanker er rene, de fromme af hedningefolkene; og deraf slutter han, at deres mad er ren, hvad enten de er gifte eller ugifte.

Dernæst vil jeg sige om bønhørelse: Vi har én præst, om hvem vi ved, at han bliver bønhørt - Jesus Kristus. Ved Hans forbøn bliver alle, der påkalder Ham i tro, bønhørt, hvad enten de er gifte eller ugifte. Hvem kan undgå at indse, ud fra dette argument, hvad Innocentius mener om gifte folk? Han mener, at deres tanker og deres samvittighed er forurenet. For hvis det ikke er dét, han mener, så følger slutningen ikke med nødvendighed.

28.  Septimum, Qui in carne sunt Deo placere non possunt. Conjuges sunt in carne. Igitur conjuges Deo placere non possunt. Sacerdotes itaque, cum debeant placere Deo, non possunt esse conjuges.

Respondeo: Huc renitentem et invitum obtorto collo trahunt Apostolum, cujus verba haec sunt, Rom. 8.: Qui autem sunt in carne, Deo placere non possunt. Vos autem non estis in carne, sed in Spiritu. - Quis non riserit ineptias istius Pontificis, qui ita verba Pauli accipit, quasi distingueret inter conjuges et sacerdotes, ut conjuges dicantur in carne esse, sacerdotes autem in Spiritu - cujus vanitas indigna est responso. Nemo enim tam rudis erit, qui vel elementa religionis didicit, qui non intelligat Papam istum ludere, quod ita in alienum sensum verba Apostoli torquet. Paulus vult homines justificatos fide servire Deo per justitiam, et non indulgere viciositati Naturae ad perpetrandam injustitiam, ut "esse in carne" sit nihil aliud quam obedire carni in concupiscentiis damnatis a Deo, et "esse in Spiritu" sit Spiritui fide se submittere per novam obedientiam.

28.  For det syvende: De, der er i kødet, kan ikke behage Gud. Gifte folk er i kødet. Derfor kan gifte folk ikke behage Gud, og derfor må præsterne, der jo skal behage Gud, ikke være gifte.

Svar: Her har de taget apostelen ved kraven og slæbt afsted med ham, meget mod hans vilje; for hans ord lyder således, i Romerbrevets ottende kapitel: "De, som er i kødet, kan derfor ikke tækkes Gud. I derimod er ikke i kødet, men i Ånden". - Hvem kan andet end le ad denne paves dumheder? Han opfatter Pauli ord, som om Paulus skelnede mellem gifte folk og præster, så at de gifte siges at være i kødet, medens præsterne siges at være i Ånden. Hans tåbelighed er ikke et svar værd. Thi ingen, der bare har lært grundbegreberne i religionen, kan være så uvidende, at han ikke forstår, at paven her holder ham for nar, når han således forvansker apostelens ord, så de kommer til at betyde noget andet. Paulus vil, at mennesker, retfærdiggjorte ved tro, skal tjene Gud i retfærdighed, og ikke ligge under for den fordærvede natur, så de gør uret. Således bliver dette, at „være i kødet" ikke andet end at adlyde kødet i begæringer, som Gud har fordømt. Og dette at „være i Ånden" bliver det samme som at give sig ind under Ånden i tro, i kraft af en ny lydighed.

Praeter haec septem argumenta Innocentii et Siricii habent et alia, quorum praecipua attingam.

Udover disse syv argumenter, der skyldes Innocentius og Siricius, har de også andre, af hvilke jeg vil berøre de vigtigste.

Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32