438.  Si ergo votum factum Deo a virgine est infirmum sine parentum consensu, multo minus erit firma promissio homini facta sine parentum consensu; nec juvat puellam quod concubitu voluerit confirmare, quod stulte promiserat. Non enim legitimus fuit, sed fornicarius concubitus. 

438.  Hvis en jomfru har givet Gud løfter, gælder det ikke, hvis hendes forældre ikke billiger det. Så meget mindre gælder da det løfte, hun giver en mand uden forældrenes samtykke. Og det hjælper ikke pigen, at hun ville bekræfte med sit samleje, hvad hun lovede så tåbeligt. Thi det var ikke et lovligt samleje, men et utugtigt.*

439.  Quid ergo fiet, inquies, de eo, qui clam desponsam nesciis parentibus stupravit? 

Contra hunc parentes sponsae tamquam contra raptorem agere possunt, nisi malint in promissionem filiae consentire, et permittere matrimonium consummari. Verum si virgo tantum promisit alteri reluctantibus parentibus, et cum eo rem non habuit, velim ipsam propter dissidia inter procos abstinere ab utriusque nuptiis, in poenam suae adversus parentes contumaciae, et temeritatis, quod sine consensu parentum alicui fidem dare de nuptiis ausa sit. 

439.  Hvad skal der ske, kan man spørge, med den, der krænker en kvinde, som han har forlovet sig med i hemmelighed, uden hendes forældres vidende?

Den forlovede piges forældre kan behandle ham som én, der har begået voldtægt, hvis de ikke foretrækker at give deres samtykke til deres datters løfte, og give tilladelse til at ægteskabet fuldbyrdes. Men hvis jomfruen har givet den anden sit løfte, mod sine forældres vilje, og ikke har søgt seng med ham, mener jeg, at spliden mellem hendes bejlere skal medføre, at hun slet ikke må gifte sig med nogen af dem. Det skal være hendes straf, fordi hun vovede at love sig bort til nogen uden sine forældres samtykke.

440.  Quid dicendum, si pater viduae juvenculae promittit alicui nuptias filiae, illa vero alteri? Hic rata erit promissio viduae. Est enim sui juris, Num. 30. - Melius tamen faceret vidua, si parentum consilio pareret, modo prudens et utile videretur. 

440.  Hvad skal man sige, hvis en ung enkes fader lover sin datter til én, medens hun selv lover sig bort til en anden? Her mener jeg, at enkens løfte må stå fast. Hun råder nemlig for sig selv jvf., 4. Mos. 30. Men enken ville gøre bedre i at lyde sine forældres råd, hvis det synes klogt og gavnligt.*

Alius

441.  Quaeritur, an vir nobilis, qui ex uxore nobili numerosam sobolem sustulit, uxore mortua possit cum ignobili femina matrimonium contrahere hac conditione, ut liberi uxoris prioris in bonorum, maxime immobilium haereditatem succedant, quo nomen familiae conservari possit, ignobilis vero cum suis liberis sit contenta bonorum mobilium parte, juxta honestum inter contrahentes contractum, quem cognati et amici probant et obsignant - ?

Respondeo, conservatio familiarum est utilis ad tuendum statum et decus reipublicae. Infirmitati hominum est consulendum. Conscientiarum est habenda ratio. Bonorum praeterea communicatio aequalis non est de substantia matrimonii. Nec hujusmodi contractus est contra legem Dei, nec caret probatis exemplis. Quare judico id licere, ita tamen ut autoritas et approbatio supremi magistratus ac consensus liberorum et cognatorum accedat.

Et andet tilfælde

441.  Man spørger om, en ædelbåren mand, der har fået mange børn med en ædelbåren hustru, efter hustruens død kan indgå ægteskab med en vanbyrdig kvinde, på det vilkår, at hans børn med den første hustru skal arve hans ejendele, og især hans faste ejendom, så den kan bevares for familien. Og skal den vanbyrdige kvinde og hendes børn stille sig tilfreds med løsøret, og kan det ordnes ved en sømmelig aftale mellem parterne, godkendt og underskrevet af slægt og venner?

Jeg svarer hertil, at slægternes opretholdelse er gavnlig, og tjener til værn og pryd for staten. Man må tage hensyn til menneskenes svaghed. Og man må tænke på den enkeltes samvittighed. Desuden ligger det ikke i ægteskabets begreb, at goderne skal fordeles ligeligt. Og en sådan aftale er heller ikke imod Guds lov; der mangler ikke eksempler, der beviser det. Derfor mener jeg, at det er tilladt - dog således, at øvrigheden skal med sin myndighed godkende aftalen, og børnene og slægtningene skal samtykke i den.

442.  Ineaturque contractus connubialis non in angulis, coram uno atque altero, sed solenniter in conspectu Ecclesiae, ad hoc vocatis ex cognatis et amicis multis, et ut constet mundo legitimum esse conjugium, non concubinatum, et ut homines sciant liberos ex eo conjugio natos legitimos esse. 

442.  En ægteskabskontrakt skal ikke indgås i en krog mellem én og én, men højtideligt for kirkens åsyn, og mange slægtninge og venner skal tilkaldes for at være med. Således skal det være, både for at det skal stå fast for alverden, at der er tale om er lovformeligt ægteskab og ikke et frilleforhold, og for at folk kan vide, at børnene, der fødes i dette ægteskab, er ægtefødte.

443.  Videmus multos abstinere a secundis nuptiis amore liberorum ex priori conjugio susceptorum. Sed quam bene consulant suae conscientiae experientia in agone mortis docet et tristissimus eventus in extremo die omnibus creaturis ostendet. 

Statuo ergo infirmitati humanae hoc pacto, ut ostendimus consulendum esse, ne interrumpantur preces neve homines paulatim ita involvantur laqueis diaboli, ut postea cum maxime velint, extricare se non possint. Nam consuetudine longa peccandi peccatum ita firmatur, ut fiat veluti necessitas quaedam, ut revocare gradum non possis, id quod potissimum in libidinibus cernitur. 

443.  Vi har set mange afholde sig fra at gifte sig igen af kærlighed til de børn, de fik med den første ægtefælle. Men samvittighedens røst lyder til den enkelte, og hvor godt den råder, viser erfaringen os, det ser vi under menneskers dødskamp; og når al skabningen skal stå frem på den yderste dag, vil manges fortvivlede skæbne vise det.

Jeg fastslår altså, at man skal betænke menneskets svaghed, som vi har vi set, og bede uafladeligt, for at mennesker ikke lidt efter lidt skal vikles ind i Djævelens snarer, så de siden ikke kan kæmpe sig ud af dem igen, hvor gerne de end vil. Thi når man kommer i vane med at synde, og synder længe, så styrkes synden i den grad, at den næsten bliver en nødvendighed, og man kan ikke trække sig ud af den. Det ser man allertydeligst, når det gælder de kødelige lyster.

444.  Idem judicandum est, si quis vitio corporis laboraret, ut vel non auderet nuptias petere alicujus ex nobili familia, vel metueret ne vitium sibi exprobaretur. Sed concubinatus magistratus ferre non debet in ullo hominum statu, modo fidelis minister Dei esse velit. Nam scandalum hujusmodi plurimum Ecclesiam inficeret et ad imitationem multos invitaret.

444.  Det samme må man mene, hvis nogen besværes af en legemlig skrøbelighed, så han ikke tør gifte sig med en pige af fornem slægt, eller nærer frygt for at høre bebrejdelser for sin skrøbelighed. Men hvis øvrigheden vil være Guds tro tjener, må den ikke tillade nogen, hverken høj eller lav, at leve uægteskabeligt sammen. Thi forargelser af den art skader kirken meget, og virker som en opfordring til mange om at gøre ligeså.

Alius

445.  Si masculus illicitam et nefandam Venerem, qualis in Italia et Russia est usitata, sectatur, justissime ab honesta uxore dimittitur. Similiter si mulier se subjecerit execrabili contra naturam libidini, indigna est, quae postea thoro conjugali gaudeat. Verum in his regnis, sit Deo gratia, ista nefanda scelera rarissime audiuntur. Et si quando audiuntur, et probantur, magistratus ita animadvertit in reos, ut res ad consistoria non perveniat.

Et andet tilfælde

445.  Hvis en mand dyrker ulovlige og afskyelige elskovsforhold, som det er almindeligt i Italien og i Rusland, kan man med rette skille ham fra hans hustru. På samme måde er det, hvis kvinden giver sig hen til en afskyelig last imod naturen; hun er herefter uværdig til at nyde ægtesengen. Men i vore lande hører man yderst sjældent om den slags forfærdelige forbrydelser, Gud ske tak. Og hvis man undertiden hører derom, og forholdet bevises, tager øvrigheden sig af de skyldige, så at sagerne ikke kommer frem for konsistorierne.

Alius

446.  Si mulier abortium procurat, aut si vir cogit uxorem, ut pharmaco sumpto abortiat, juste petitur, et sententia judicis fieri potest divortium, sed re prius evidenter probata, ne pateat calumniis locus. Hoc enim facinus scelestum et execrabile excedit omnem infidelitatem et omne adulterium et pugnat cum fine ordinationis Dei. 

Si ergo innocens persona juste liberabitur divortii sententia ab adultero, si a violento, si ab apostata, si a desertore, multo magis liberabitur ab eo, qui omnes istos superat crudelitate et immanitate.

Et andet tilfælde

446.  Hvis en kvinde fordriver sit foster, eller hvis en mand tvinger sin hustru til at indtage urter for at fordrive fosteret, kan der med rette søges skilsmisse, og den kan fås ved en dommerkendelse. Men forholdet skal først bevises til bunds, for at undgå bagvaskelser. Thi denne gerning er så forbryderisk og afskyelig at den langt overgår al utroskab og alt ægteskabsbrud, og den strider imod målet for Guds ordning.

Hvis derfor den uskyldige part med rette kan få en skilsmissedom og blive fri for en ægtefælle,  der bedriver hor eller øver vold, eller som er faldet fra troen, eller er flyttet hjemmefra - så kan den uskyldige så meget mere blive fri for den, der overgår alle disse i grusomhed og umenneskelighed.

447.   ut qui ipsi diabolo adhaereat, a Dei familia prorsus alienus. - Quando autem talis casus consistorialis proponitur, velim eos admonere politicum magistratum, ut hujusmodi piacula e medio tollat, ne vel alii invitentur exemplo vel tota Respublica unius ob noxam mulctetur. Et profecto magnum dedecus foret, si magistratus hic vel pecunia vel ullo affectu se corrumpi sineret.

Simile judicium fiat de femina quae mentitur se gravidam, et postea supposito partu et alieno maritum fallit.

447.  Den, der slutter sig til Djævelen selv, er helt og holdent fremmed for Guds slægt. Men når et sådant tilfælde bringes frem for konsistorierne, vil jeg, at de skal formane den borgerlige øvrighed om at udrydde den slags forbrydelser, for at andre ikke skal tage ved lære, eller hele staten lide skade for en enkelts brøde. Og det ville så vist være en stor skam, om øvrigheden i dette tilfælde lod sig forlede, enten lokket af penge eller ledet af en stemning.

Den samme dom skal fældes over en kvinde, der løgnagtigt påstår, at hun er svanger, og som siden bedrager sin mand ved at skaffe et fremmed barn til veje og foregive at hun selv har født det.*

HER ENDER DOCTOR NIELS HEMMINGSENS VEJLEDNING I ÆGTESKABSSAGER, SKREVET FOR DE BRØDRE, DER SIDDER SOM DOMMERE I ÆGTESKABSSAGER I RIGERNE DANMARK OG NORGE.

Noter       (Se de følgende sider!)