Her kommer de med (*) anførte fodnoter, som Richard Mott har skrevet:

Til afsnit 2: Niels Hemmingsens etymologiske forklaring her er ikke rigtig. Ordet Nuptiae hænger sammen med verbet nubere, at blive gift (sagt om en kvinde), men har ikke noget at gøre med nubes, en sky. Sådanne falske etymologier var meget almindelige i middelalderen, og endnu på Niels Hemmingsens tid.

Til afsnit 3: Det er dette den viise sigter til; Niels Hemmingsen citerer Jesu Siraks Søns Visdom, kapitel 26, vers 8: "En ond kvinde er som et par øksne, der drage ulige i åg". - "Jesu Siraks Søns Visdom" er en af det Gamle Testamentes apokryfe bøger. Når Hemmingsen citerer fra det Gamle Testamente på græsk, som her, er det fra Septuaginta, den klassiske oversættelse til græsk, efter traditionen udarbejdet af halvfjerds lærde jøder i Alexandria, uvist hvornår, men i hvert fald før vor tidsregnings begyndelse.

Til afsnit 5: Legister, kanonister: med legister menes mænd, der er kyndige i romerret, det vil især sige "Corpus Juris Civilis", Kejser Justinian l.'s lovbøger fra ca. 530 til 535. Kanonister er mænd, der forstår sig på "kanonisk ret", det vil sige den katolske kirkes ret. Den blev på Niels Hemmingsens tid revideret af et paveligt udvalg ("Correctores Romani") og udgivet som et hele, under titlen "Corpus Juris Canonici".

Til afsnit 11: Bibelcitatet (fra Brevet til hebræerne, kapitel 13, vers 4) lyder i den autoriserede oversættelse af 1948: "Hold ægteskabet i ære i ét og alt. Besmit ikke ægtesengen".

Til afsnit 13: Porneian, phthoran, mysos, bdelygma: fire græske ord, her i accusativ, fordi de står som genstandsled i sætningen. porneia: hor. phtora: ødelæggelse, fordærv, mysos: forbrydelse, bdelygma: vederstyggelighed.

- Enkratiterne udgjorde en gruppe indenfor den tidlige kristne kirke, i det tredie og fjerde århundrede (deres navn kommer af det græske enkrateia, afholdenhed). De var præget af streng askese, afholdt sig fra kødspiser og vin og sexuel omgang. Da de regnede vin for en djævelsk drik, erstattede de den med vand, når de fejrede nadver. Nogle enkratiter skal være gået så vidt i deres kamp mod kødets fristelser, at de kastrerede sig selv. En af deres inspirationskilder var den syriske kristne forfatter Tatianos, der levede i det andet århundrede. Medens den almindelige mening var, at det første menneske, Adam, var blevet frelst og kom i Himlen, så hævdede Tatianos (og med ham enkratiterne) at Adam ikke kom i Himlen.

Niels Hemmingsen henviser i slutningen af afsnittet til Pauli første brev til Timotheus, kapitel 4, vers 1: "Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme".

Til afsnit 14: Athenagoras, kristen forfatter, virksom i anden halvdel af det andet århundrede. Han skrev et bønskrift for de kristne, rettet til kejserne Marcus Aurelius og Lucius Commodus. I dette skrifts 33. kapitel, afsnit 4, siger han, at et nyt, et andet ægteskab er euprepes moikheia,  d.v.s. hor, der ser pænt ud. Hemmingsen citerer en smule anderledes: semnen moikheian, hellig hor.

Til afsnit 17: Citatet er fra Det Gamle Testamente, fra Salmernes bog, Salme 51, vers 7.  - Niels Hemmingsen argumenterer for, at den synd, der klæber ved David (og ved alle mennesker), helt fra fødslen, er arvesynden, der alene skyldes Adam. Ved avlingen af et nyt menneske kommer der ikke nogen ny synd til. Avlingen af et nyt menneske er derfor ikke syndig.

Til afsnit 19: Ved ét menneskes skyld blev hele menneskenaturen skyldig. Tanken udtrykkes flere gange i Pauli brev til romerne, det femte kapitel, nemlig i versene 12,15,16,17,18 og 19. Der er stadig tale om arvesynden, der klæber til hele Adams efterslægt, det vil sige til alle mennesker.

Til afsnit 20: Om Tatianos og enkratiterne:  se kommentaren til afsnit 13. Innocentius 3. var pave fra 1198 til 1216. Siricius var pave fra 384 til 398. En decretale er et pavebrev.

Niels Hemmingsen taler om en decretale af Innocentius 3., men den pågældende decretale skyldes i virkeligheden Innocentius l., der var pave fra 402 til 417. Decretalen kaldes efter sit indledningsord „Proposuisti", og den er optaget i den vældige samling af kanonisk-retslige tekster, der er kendt som "Gratians Decret". Munkens Gratianus sammenskrev dette decret omkring år 1140. Decretet er opdelt i tre dele, og dets første del er igen delt i 101 mindre dele -  såkaldte distinctiones. I distinctio 82 findes både decretalen „Proposuisti" og en tekst, der går tilbage til Pave Siricius.

Til afsnit 34: Om Paverne Siricius og Innocentius: se kommentaren til afsnit 20. Nicolaus - flere paver har båret dette navn, det er ikke klart, hvem Niels Hemmingsen sigter til. Pave Nicolaus l., 858 - 867, er citeret mange gange i Gratians Decret, og her findes mange af den kanoniske rets bestemmelser om ægteskab.

Montanos, en kristen forkynder fra anden halvdel af det andet århundrede. Prædikede verdens snarlige undergang og nødvendigheden af at leve et rent og kysk liv og forsage alle verdslige glæder. Det er bedre at være ugift end at være gift; men hvis en kristen gifter sig, så må det kun ske én gang, en enke eller enkemand må ikke indgå nyt ægteskab.

Til afsnit 36: Kirkemødet i Nikæa fandt sted år 325 (Nikæa lå i Lilleasien). Mødet huskes især for at have fastslået, at der i den kristne Guddom er tre forskellige personer, nemlig Faderen, Sønnen og Den Helligånd. Men spørgsmålet om præsternes ægteskab har altså også været på dagsordenen.

Til afsnit 37: Synesios af Kyrene, født ca. 370, død ca. 412. Han kom fra en fremtrædende og rig familie. I hans hjemegn havde kristendommen gjort sig gældende, omend den ikke var eneherskende, men Synesios synes i sin barndom og ungdom at have kendt den kristne lære og at være påvirket af den. Han skal have studeret under den kendte kvindelige filosof Hypatia. Hans teologiske standpunkt var det, at Gud havde skabt Verden, og at Gud var mægtig og god og sørgede godt for sin skabning. Sære og ekstreme standpunkter brød han sig ikke om.

Det særlige ved Synesios var, at han var rationel og kritisk i en verden, der ellers ikke var det. Mange følte sig tiltrukket af hans ædle personlighed, og i 409 fik han en opfordring til at blive biskop for den kristne menighed i Ptolemais i Nordafrika. Men det var ikke uden problemer, thi Synesios havde ganske vist nærmet sig kristendommen så langt, at han i praksis kunne regnes for kristen, men hans besindighed og uvilje mod uoverlagte beslutninger havde fået ham til at udskyde sin egen dåb i årevis. Han var dog endelig blevet døbt, da han efter mange betænkeligheder tiltrådte bispeembedet - naturligvis, hvis han ikke havde været døbt, kunne han heller ikke være biskop. Men kunne han være gift og samtidig være biskop? Ja, det kunne han godt på dette tidspunkt, og det var det, han helst ville, men fanatikere i hans nærhed pressede på for, at han skulle opgive samlivet med sin hustru. En egentlig skilmisse kunne der ikke være tale om, det ville også være helt imod kirkens lære, men man havde et begreb der hed "adskillelse med hensyn til bord og seng" - det vil sige, at ægteskabet formelt bestod, men ægtefællerne skulle leve hver for sig. Det var det, man ønskede af ham, men som han nødig ville. Vi ved desværre ikke, hvordan konflikten blev løst - om han bøjede sig for presset, eller om han holdt fast ved sit. I øvrigt blev hans tid som biskop kun kort, da han døde efter to-tre år i embedet. 

Til afsnit 47: Johannes Khrysostomos levede fra 347 til 407; kirkefader, patriark af Konstantinopel. Khrysostomos er et tilnavn, der betyder „Gyldenmund".

Tertullianus, en kristen forfatter, virksom omkring år 200, skrev energiske og aggressive forsvarsskrifter for kristendommen. Puritansk grundholdning, sluttede sig til Montanos (se kommentaren til afsnit 34).

Kyprianos, en kirkefader, biskop i Karthago, født omkring år 210, død som martyr i 258.

Til afsnit 50: Om Athenagoras og hans udtalelse om nyt ægteskab: se kommentaren til afsnit 14.

Til afsnit 92:  ...som kejseren opregner første bog af „Institutiones": Kejseren er Justinianus, og „Institutiones" er en del af det store "Corpus Juris Civilis" (ca 530 til 535).

Til afsnit 98: Om Ismaels efterslægt: se Første Mosebog, kapitel 25, versene 12 ff.

Til afsnit 130: Tara var fader til patriarken Abraham, jødernes stamfader. Om Taras efterslægt:  se Første Mosebog, kapitel 11, versene 27 til 32.

Til afsnit 136: Om Gratians Decret: se kommentar til afsnit 20.

Til afsnit 144: Om Tara og hans efterslægt: se kommentar til afsnit 130.

Til afsnit 152: Septuaginta: se kommentar til afsnit 3.

Til afsnit 204: De mærkeligt omstændelig bestemmelser synes hentet i et skrift af Erasmus af Rotterdam (1466-1536).

Til afsnit 210: Femte Mosebog, kapitel 27, vers 20: "Forbandet enhver, som har samleje med sin faders hustru!"  - Og Pauli første brev til korinthierne, kapitel 5, vers 1: "Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru".

Til afsnit 213: Tredie Mosebog, kapitel 20, vers 21: "Om nogen tager sin broders hustru til ægte, da er det en uren gerning; han har blottet sin broders blusel; de skal blive barnløse".

Til afsnit 228:  ... at Akhilleus end ikke vil tage en kongedatter til ægte uden at hans far giver ham lov: Hemmingsen hentyder til Illiadens niende sang, versene 388 og 389, hvor Akhilleus siger

        Ikke mig lyster til viv en datter af Kong Agamemnon
          var hun fager og fin som selv Aphrodite den gyldne ...

- og videre versene 393 og 394 (den Peleus, der nævnes, er Akhilleus' far)

        Thi hvis Guderne sparer mit liv, og jeg når til min hjemstavn 
          da skal Peleus selv en mø mig fæste til hustru.

                                                                                 (Wilsters overs.)

Den græske tragediedigter Euripides (480-406 f.v.t.) har skrevet et skuespil med titlen Andromake.

Til afsnit 240: Martialis, en romersk digter, født ca. 40 e.v.t., død 104. Berømt for sine små, spidse vers, såkaldte epigrammer. Epigrammet er et distikon, bestående af et hexameter og et pentameter  -  en smule anderledes i Niels Hemmingsens gengivelse, end det ses i moderne tekstudgaver, hvor det hedder

     Uxorem quare locupletem ducere nolim
            quaeritis? Uxori nubere nolo meae.
     Inferior matrona suo sit, Prisce, marito:
            non aliter fiunt femina virque pares.

Til afsnit 241: Pauli første Brev til korinthierne, kapitel 6, vers 16: "Eller ved I ikke, at den, der holder sig til skøgen, er ét legeme med hende? Thi „de to", hedder det, „skal blive ét kød".

Til afsnit 247: "Thi hvem står hans vilje imod?"   er fra Pauli brev til romerne, kapitel 9, vers 19.