29.  Octavum: Qui ducit uxorem, ea quae sunt mundi curat, 1. Cor. 7. Sacerdos non debet curare quae sunt mundi, sed quae sunt Dei. Igitur sacerdos non debet uxorem ducere. -

 Respondeo: Major comparative accipienda est. "Qui ducit uxorem, curat quae sunt mundi" - scilicet plus quam celebs habens donum castitatis. Nam celebs non habens donum castitatis non tam curat quae sunt mundi quam quae sunt immunda. - Ad minorem dico, Sacerdos non debet curare, quae sunt mundi, quatenus impediunt ipsius ministerium, et avocant a confessione tempore persecutionis, quale tum fuit, cum Paulus haec scriberet.

29. For det ottende: Den der tager sig en hustru, bekymrer sig for det, der hører verden til (l. Kor. 7.) En præst bør ikke bekymre sig for det, der hører verden til - men for det, som hører Gud til. Derfor bør en præst ikke tage sig en hustru.

Svar: Oversætningen skal forstås sammenligningsvis: Den, der tager sig en hustru, bekymrer sig for det, der hører verden til, det vil sige, han bekymrer sig mere derom end en ugift, der har kyskhedens gave. Thi en ugift, der ikke har kyskhedens gave, bekymrer sig ikke så meget for det, der hører verden til, som for alverdens smuds. - Til undersætningen vil jeg sige: En præst bør ikke bekymre sig for det, der hører verden til, hvis det hindrer ham i hans tjeneste og afholder ham fra at aflægge sin bekendelse i forfølgelsens tider; og en forfølgelsens tid var det, da Paulus skrev dette.

30.  Nonum: Sacerdotum status debet esse perfectior. Celibatus est perfectior conjugio, igitur sacerdotes non debent esse conjuges.

Respondeo: Primum dico perfectionem status Christianorum non positam esse in vitae genere, sed in animo et proposito, videlicet cum homo pius obedientiam erga Deum omnibus rebus mundi, atque adeo propriae vitae anteponit, sive sit conjugatus sive celebs. - Deinde quantum ad minorem attinet dico conjugium nequaquam postponendum esse celibatui propter perfectionis meritum. Non enim Abraham postponendus est Johanni, quia ille maritus, hic celebs fuit. Concludo itaque celibatum non esse meliorem conjugio aplos, sed kata ti, hoc est, non bonitate operis, sed usu, idque nec semper nec in omnibus, sed solummodo in iis qui donum habent continentiae. Hanc esse sententiam Pauli non negabit, qui textum inspexerit.

30.  For det niende: Præsternes levevis bør være mere fuldkommen end andres. Den ugifte stand er mere fuldkommen end ægteskabet, og altså bør præsterne ikke være gift.

Svar: For det første vil jeg sige, at den fuldkommenhed, der kendetegner kristne menneskers levevis, ikke ligger i det ydre liv, de lever, men i deres sind og i deres forsæt. Fuldkommenheden ligger i, at et fromt menneske sætter lydigheden overfor Gud over alt andet, endog over sit eget liv, og det hvad enten han er gift eller ugift. Dernæst vil jeg sige med hensyn til undersætningen, at den ugifte stand ikke udmærker sig frem for ægtestanden i kraft af nogen særlig fuldkommenhed. Thi Johannes udmærkede sig ikke frem for Abraham, blot fordi Abraham var gift, medens Johannes var ugift. Jeg slutter altså, at den ugifte stand ikke er bedre end ægtestanden, men at den kan være det, katá - ikke i kraft af nogen god gerning, men i kraft af måden, den enkelte lever sit liv på. Og det gælder ikke altid eller for alle, men kun for dem, der ejer afholdenhedens gave. At dette er Pauli mening vil ingen benægte, der gransker teksten.

Om præsters ægteskab

31.  Porro, tametsi ex iis quae hactenus diximus, patere existimo quam sit impium interdictum, quo sacerdotes arcentur a nuptiis, tamen ut fortius premantur adversarii, et habeant pii praecones Evangelii, quo suas conscientias adversus impia paparum decreta muniant, quaedam argumenta notabo, quibus nuptias sacerdotibus liberas esse divino jure demonstrabimus, et cum Deo pugnare omnes qui imponunt perpetui celibatus jugum ulli hominum ordini.

31.  Jeg mener ganske vist, at det er klart nok, ud fra hvad vi hidtil har sagt, hvor ugudeligt det er at forbyde præsterne at gifte sig. Men for at presse vore modstandere hårdere, og for at give evangeliets fromme forkyndere noget, hvormed de kan styrke deres samvittighed overfor pavernes ugudelige bestemmelser, vil jeg anføre nogle argumenter, hvormed vi vil vise, at det står præsterne frit for at gifte sig  - ja, at de har en guddommelig ret dertil, og at alle, der pålægger en kreds af mennesker det åg at leve ugift for altid, trodser Gud.

Maleri i Østerlars Kirke af præsten Jørgen Jensen Sode (død 27. juni 1700) og hans familie. Som hovedpersonen er han malet midt i billedet, mens hans kone står til højre med en nellike i  hånden, og deres to sønner og en datter står henholdsvis i venstre og højre hjørne. Præsten holder i sin venstre hånd en bog, hvori han med den højre peger på en indskrift: "Christi Kors er vor ære".  

32.  Primum, Quod sanctum est, honorabile et immaculatum, nullis ordinibus aut statibus hominum est illicitum. Quomodo enim illicitum quod sanctum est? Quomodo illicitum quod est honorabile? Quomodo illicitum quod est immaculatum? - Neque enim profanat quod est sanctum, neque viciat quod est honorabile, neque polluit quod est immaculatum. Cum igitur Spiritus Sanctus conjugium sanctum, honorabile et immaculatum esse affirmet, sicuti supra a nobis demonstratum est, quis sanae mentis audebit se Spiritui Sancto opponere - et arcere sacerdotes a nuptiis, tamquam eorum statui indignis, nisi impuro Montani spiritu fuerit agitatus?

32.  For det første: Hvad, der er helligt, ærefuldt og ubesmittet, er ikke nogen mennesker forbudt. Hvordan kan det være forbudt, det, som er helligt? Hvordan kan det være forbudt, det,  som er ærefuldt? Hvordan forbudt, det, som er ubesmittet? Thi det, der er helligt, vanhelliger intet; og det der er ærefuldt, fordærver intet; og det, der er ubesmittet, tilsmudser ikke noget. Når altså Helligånden bekræfter, at ægtestanden er hellig, ærefuld og ubesmittet således, som vi har vist det ovenfor, hvem ved sin fornufts fulde brug tør da sætte sig op imod Den Helligånd? Og hvem tør tvinge præsterne til at afstå fra at gifte sig, som om det ikke var deres stand værdigt - hvem andre end én, der er drevet af Montanos' urene ånd?

33.  Secundum, author Epistolae ad Hebraeos clare et diserte ponit particulam universalem, cum affirmat nuptias en pasi in omnibus esse honorabiles. Hic necesse est ut retineamus particulam universalem et eam applicemus, et omnibus hominibus aptis ad conjugium, et omnibus partibus conjugii. Cum igitur Papa autoritatem Apostolicam mentitus excipit sacerdotes, satis ostendit se non Apostolico, sed apostatico spiritu regi. Nam manifesta contradictio est, honorabiles esse nuptias inter omnes, et non esse honorabiles inter sacerdotes. Quicunque ergo statuit Deo obediendum esse magis quam homini, Apostolum et non apostatam sequendum esse sciat.

Graecus scholiastes admodum eleganter universalem particulam partibus
conjuigii accommodat:  "Timios en pasi ho gamos ouk en toutō men tō merei timios, en heterō de ouk eti, all ' holos de' holou pas, tropois timios".  Haec interpretatio includit priorem, et omnem exceptionem quam papistae afferre possunt, evertit.

33.  For det andet: Forfatteren af 'Brevet til Hebræerne' fastslår klart og tydeligt et forhold af almen gyldighed, når han siger, at ægteskabet er ærefuldt i ét og alt. Her er det nødvendigt, at vi holder fast ved udsagnets almengyldighed og anvender det både på alle de mennesker, der er skikkede til at indgå ægteskab, og på alle forhold i forbindelse med ægteskabet. Når paven løgnagtigt påstår, at han har apostolisk myndighed, og samtidig undtager præsterne, så viser det tilstrækkelig tydeligt, at han beherskes, ikke af en apostolisk - men af en apostatisk ånd. Thi der er en åbenbar modsigelse i at sige, at det er ærefuldt for alle mennesker at gifte sig, og at det ikke er ærefuldt for præster. Enhver, der hævder, at man bør adlyde Gud mere end mennesker, skal altså vide, at man bør følge apostelen og ikke apostaten. 

En græsk kommentator bringer på en ganske fin måde den almengyldige sætning i anvendelse på alle forhold i ægteskabet, idet han siger: "Timios en pasi ho gamos ouk en toutō men tō merei timios, en heterō de ouk eti, all ' holos de' holou pas, tropois timios".  Denne fortolkning rummer i sig den tidligere og fejer enhver indvending bort, som papisterne kan komme med.

34.  Tertium: Episcopum, inquit doctor gentium, oportet irreprehensibilem esse, unius uxoris maritum et cetera. Si ergo habere unam uxorem caret reprehensione quicunque sacerdotibus interdicit nuptias Paulo, ut qui reprehendat quod Paulus non reprehendendum esse pronumciat, atque adeo Deum in Paulo loquentem contemnit. Proinde cum Spiritus Sanctus in Paulo nuptias episcoporum probat ut irreprehensibiles, quis feret Siricium, Nicolaum, Innocentium, aut alios papas, Montani spiritu afflatos, sibi legem celibatus tanquam necessariam imponere? 

Innocentius papa hoc argumentum ex Paulo desumptum eludere conatur, cum ait: Sed forte, inquit, hoc sibi licere credet, quia scriptum est: Unius uxoris virum. Non dixit hoc ut permaneat in concupiscentia generandi, sed propter inconentiam futuram, hoc est, propter incontinentiam quam metuebat Apostolus. Sed quis non videt papam se suo gladio confodere? Nam si Paulus, metuens futuram incontinentiam, vult episcopum esse unius uxoris virum, cur non papa idem periculum metuit?

Alii, ut refert graecus scholiastes, dicunt unius uxoris, id est, unius ecclesiae, oportet episcopum, hoc est sacerdotem esse, sed pudendo errore. Nam Paulus in eo loco non loquitur de officio episcopi, sed de conditione seu qualitate personae episcopi.

34.  For det tredie: En biskop bør, siger hedningernes lærer, være udadlelig, én kvindes mand, og så videre. Hvis der altså ikke er noget dadelværdigt ved at have én hustru, så vil enhver, der forbyder præsterne at gifte sig, sætte sig op imod Paulus, fordi han dadler det, som Paulus kalder udadleligt, og således foragter Gud, der taler igennem Paulus. Derfor, når Helligånden i Paulus billiger, at biskopper gifter sig, og holder det for udadleligt, hvem skulle så tåle Siricius, Nicolaus, Innocentius, eller andre paver - opblæste af Montanos' ånd - pålægge ham en pligt til at leve ugift, som om det var nødvendigt?

Pave Innocentius forsøger at knibe udenom dette argument (der skyldes Paulus), når han siger: „Men måske mener man, at dette er tiladt, fordi der står skrevet: 'én kvindes mand'. Men han sagde ikke dette, for at nogen skulle blive i sin avlelyst, men på grund af fremtidig ukyskhed, det vil sige på grund af ukyskhed, som apostelen frygtede for." - Men hvem kan undgå at se, at paven dermed styrter sig i sit eget sværd? Thi hvis Paulus - af frygt for fremtidig ukyskhed - vil,  at en biskop skal være én kvindes mand, hvorfor frygter paven så ikke den samme fare?

Andre siger, ifølge den græske kommentator, at „én kvinde" skal betyde „én kirke" - Biskoppen, og det vil sige præsten, skal tilhøre en kirke. Men dér tager de skammeligt fejl. Thi Paulus taler på dette sted ikke om biskoppens embede, men om hans private liv og om hans personlige egenskaber.*

35.  Quartum: Omnis qui continere se non potest, mandato Dei, per Paulum loquentis, et vocatur et obligatur ad conjugium. 

Unusquisque, inquit, propter fornicationem (scilicet vitandam) propriam uxorem habeat, et unaquaeque suum virum. Verbum echeto imperantis est, et non liberum permittentis. Hoc mandatum cum sit universale nullam prorsus exceptionem admittit. Sive ergo sit sacerdos, sive monachus, qui uritur, hoc est vincitur a flammis libidinum, ita ut scortationem aut aliam immunditiem nefandam meditetur, Deo potius quam homini obedientiam debet, ne contempto hoc Dei mandato in laqueos diaboli propter incontinentiam suam incidat. Fit enim violenta continentia, ut plurimum laqueus Satanae, quo involvuntur homines, ut tandem ruant in varias concupiscentias, donec prorsus a Deo deficiant ad impuras et damnatas libidines; quemadmodum videre est in regno pontificio, in quo lupanaria praeferuntur honestis nuptiis, ut manifestum est in illo, quod jactabatur a papistis, tempore Udalrici Augustani: Honestius est, inquiunt, pluribus occulte implicari quam aperte et in hominum vultu et conscientia cum una ligari. ta arreta sigan belteron.

35.  For det fjerde: Enhver, der ikke kan leve afholdende, er kaldet, ja forpligtet til at gifte sig, ifølge Guds bud, idet Gud taler gennem Paulus:

"Enhver mand skal have sin egen hustru, for utugts skyld (det vil sige for at undgå utugt), og enhver kvinde skal have sin egen mand. Ordet ekheto er et ord af én, der befaler; det stiller ikke den tiltalte frit. Dette bud er almengyldig! og derfor tillader det absolut ingen undtagelser. Men er der en præst eller en munk, der brænder af begær, én der fortæres af lidenskabernes flammer, så han tænker på at begå hor eller nogen anden slem synd, så lad ham huske, at han skylder Gud lydighed mere end mennesker. Da vil han ikke falde i Djævelens snarer på grund af sin utugt, fordi han foragtede dette Guds bud. Thi påtvungen kyskhed bliver som regel en Djævelens snare, som mennesker vikles ind i, så de til sidst løber efter alt, hvad de begærer, indtil de til sidst falder helt fra Gud og hengiver sig til deres urene og fordømte lyster. Netop som man kan se det der, hvor paven har magt, og hvor man foretrækker utugt frem for ærligt ægteskab, som det klart fremgår af, hvad der blev sagt papisterne imellem, den gang Ulrich var biskop i Augsburg: „Det er hæderligere," sagde de „at have forbindelser til mange, i det skjulte, end at knytte sig til en kvinde åbenlyst, så at alle kan se og vide det."

36.  Quintum, Nicaena Synodus, etsi inclinavit in celibatum Sacerdotum, tamen audita sententia Paphnutii, pro conjugio Sacerdotum pronunciavit. Ita enim, ut doctissimus Gallus historiam recitat, in actis Synodalibus scriptum est: In media Episcoporum turba divinus Paphnutius magna voce clamans, "Ne - inquit - aggravate Sacerdotum jugum, cum honoratae sint in omnibus nuptiae, et cubile impollutum, ne potius ista summe exacta severitate detrimentum Ecclesiae afferatis. Nec enim omnes tuendae isti rationi vitae ab omnibus istiusmodi affectibus alienae pares esse possunt. Nec quisquam, opinor, castitatem servabit, si uxores suis maritis priventur. Ajo vero honestam etiam castitatem esse, cujusque cum legitima uxore concubitum".

Haec Paphnutius, in cujus sententiam itum est a toto consilio.

36.  For det femte: På kirkemødet i Nikæa var der overvejende stemning for, at præsterne skulle leve ugift. Men efter at have hørt Paphnutius erklærede mødet sig for præsternes ægteskab. Der står nemlig i referatet fra kirkemødet således, som den højlærde Gallus beretter: Midt i skaren af biskopper råbte den guddommelige Paphnutius med høj røst: „Gør ikke præsternes åg tungere - ægteskab er jo ærefuld! for alle, og ægtesengen er ubesmittet. Det kunne snarere ske, at I gjorde kirken skade ved jeres alt for store strenghed. Thi alle kan ikke være lige i denne henseende, når det gælder at holde deres liv fri for alle den slags lidenskaber. Og jeg tror heller ikke, at nogen kan bevare kyskheden, når hustruerne bliver berøvet deres mænd. Sandelig siger jeg: 'Det er ærefuld kyskhed, når nogen ligger hos sin lovlige hustru'". 

Det sagde Paphnutius, og hele kirkemødet sluttede sig til hans mening.*

37.   Sextum, exempla laudatorum sacerdotum in veteri et novo Testamento vim regulae habent, praesertim cum scripturis congruant. Recte igitur Synesius affirmat, se non dimissurum uxorem, quam Deus et Lex et Episcopi manus sibi tradidissent.

37.  For det sjette: Rosværdige præsters eksempel, fra det Gamle og det Nye Testamente, gælder som en rettesnor, særligt når de stemmer overens med Skrifterne. Derfor sagde Synesios også med rette, at han ville sende sin hustru bort, hende som Gud og loven og biskoppens hænder havde overgivet til ham.

38.  Septimum: Christus, Matth. 19., vult omnes remedio divinitus dato, hoc est conjugio, uti, nisi quos vel natura ineptos ad conjugium procreavit, vel casus impotentes reddidit, vel gratia continentes fecit. Qui plures eximunt a lege conjugii Christo adversantur, et ejus doctrinam conantur corrigere.

38.  For det syvende: Kristus vil (Matth. 19), at alle skal bruge det hjælpemiddel, der er givet dem på guddommelig vis - alle undtagen dem, der fra naturens hånd er uskikkede til ægteskab, eller som en ulykke har gjort uegnede dertil, eller som har fået den nåde at kunne leve afholdende. De, der undtager flere fra ægteskabets lov, står Kristus imod og prøver på at forandre Hans lære.

39.  Porro, cum papistae se hisce solidis rationibus adeo urgeri animadverterunt, ut causa prorsus cecidisse videantur, alia via aggrediuntur, et novis technis conantur sacerdotum celibatum stabilire. Ad quattuor enim confugiunt, ut ipsi putant tutissima praesidia, videlicet autoritatem Ecclesiae, votum, meritum, et consuetudinem longam, clamantes temporibus mutari decreta et disciplinae leges, prout commodum videatur gubernatoribus. Ista praesidia si expugnaverimus nihil erit reliquum praeter pertinaciam, quo se recipiant celibatus defensores.

39.  Endvidere, når papisterne mærker, at de bliver så hårdt trængt af disse gode grunde, at de synes at have tabt sagen, så slår de ind på en anden vej og prøver på at underbygge kravet om præsternes ugifte stand på nye måder. Thi de tyer til fire forsvarsværker af de allersikreste, efter hvad de selv mener, nemlig: Kirkens myndighed, givne løfter, fortjeneste, og lang sædvane efter, som det behager de herskende. Hvis vi indtager de forsvarsværker, vil der ikke være andet tilbage end stædighed for den ugifte stands forsvarere at trække sig tilbage til.

40.  Primum ergo ajunt se fateri nuptias olim fuisse sacerdotibus, sicut aliis, liberas, ac nunc iiisdem autoritate summi pontificis imperatum esse, ut a nuptiis abstineant. Huic imperio clamant necesse esse parere, praesertim cum Papa habeat jurisdictionem supra omnes reges, atque adeo supra Imperatorem ipsum. Ita enim Bonaventura nugatur.

40. De siger altså for det første, at de indrømmer, at det en gang stod præsterne frit for at gifte sig, ligesom andre - men at det nu ved pavens myndighed er befalet dem at afstå fra ægteskab. Denne befaling er det nødvendigt at adlyde, råber de, især fordi paven skulle have domsmyndighed over alle konger, ja selv over kejseren. Sådan noget vrøvl har Bonaventura en gang sagt.

41.   Hic primum illos interrogo, num liceat homini oeconomo quosdam excludere ab eo, ad quod Deus paterfamilias vult omnes liberum habere accessum? Nam si hoc licebit, oeconomus erit supra patremfamilias, quo nihil est dictu absurdius. - Deinde manifeste jurisdictionis eminentiam mentiuntur, extra expressum Dei verbum. Nam illi obtemperandum est, non propter eminentiam hominis, sed propter autoritatem Dei. Cum igitur potestas ecclesiastica ab ipso Dei verbo dependeat tota, dico non licere cuiquam in Ecclesia leges condere, quae verbo Dei, Apostolorum decretis et purioris Ecclesiae institutis repugnant.

41.  Der vil jeg for det første spørge dem, om det skal være en husholder tilladt at udelukke nogen fra det, som husets herre vil, at alle skal have fri adgang til? Thi hvis det er tilladt, så må husholderen være over husets herre, og intet er mere urimeligt. - Dernæst hævder de åbenlyst løgnagtigt, at paven har en særlig høj domsmyndighed - imod Guds udtrykkelige Ord. Thi man skal lyde ham, ikke fordi han som menneske er hævet over andre, men på grund af Guds myndighed. Når altså kirkens magt i sin helhed afhænger af Guds Ord, så siger jeg, at det ikke er nogen i kirken tilladt at give love i strid med Guds Ord og apostlenes bestemmelser og den sande kirkes orden.

42.   Praeterea et hoc addo, si Papa tam facile castitatem dare quam imperare posset, non tamen deberet legem celibatus condere necessariam, sed relinquere hoc in cujusvis arbitrio, propter multiplices diaboli insidias. Fieri enim potest, ut qui longo tempore continens vixit, accendente lege, tentetur ac superetur a carne, itaque ita ruat in laqueos diaboli. Nam ut est in versiculo:

              Nitimur in vetitum semper capimusque negata.

Est enim continentia perpetua non hominis opus, sed singulare Dei donum, ut Christus ait: Non omnes capiunt verbum istud, sed quibus datum est. - Cum igitur Christus ipse incontinentibus celibatum imperare noluit, neque Papa vel alius quisquam hoc facere debuit. 

Fateor quidem bonum esse uxorem non attingere, scilicet illi cui collatum est continentiae donum, sed simul dico bonum esse uxorem attingere, scilicet illi, qui donum continentiae non habet. Nam hic regulam habet quam sequatur, modo non velit in laqueos diaboli incidere: Unusquisque propter fornicationem propriam uxorem habeat, et unaquaeque suum virum.

42.  Desuden vil jeg tilføje, at selvom paven kunne give kyskhed lige så let, som han kan påbyde den, så burde han dog ikke give en tvingende lov om ugift stand, men overlade dette til den enkeltes samvittighed, på grund af Djævelens mangfoldige rænker. Det kan nemlig ske, at én har levet længe afholdende, men så - når der bliver givet en lov derom - fristes han og overvindes af kødet, og således løber han ind i Djævelens snarer. Thi som der står i verset:

           "Alt hvad forbudt er, det vil vi, og det som os nægtes, vi tager"

Thi vedvarende kyskhed er ikke et menneskes værk, men en særlig Guds gave, således som Kristus siger: "Ikke enhver kan fatte dette ord, men kun de, hvem det er givet". Når altså Kristus selv ikke ville tvinge dem, der ikke kunne leve afholdende, til at leve ugift, så burde hverken paven eller nogen anden gøre det.

Jeg indrømmer ganske vist, at det er godt ikke at røre sin hustru - nemlig godt for den, der har fået afholdenhedens gave. Men samtidig siger jeg, at det er godt at røre sin hustru - nemlig for den, der ikke har fået afholdenhedens gave. Thi han har en regel, han skal følge, hvis han ikke vil falde i Djævelens snarer: Enhver mand skal have sin egen hustru, for utugts skyld, og enhver kvinde sin egen mand.