Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32  




Vejledning i Ægteskabssager 1572

Del 5 (side 30-34)
 

43.  De voto quod objiciunt facile refellitur. Vota, inquiunt, sunt servanda. Scriptum est enim, Psal. 76: Vovete et reddite Domino Deo vestro. Item Paulus affirmat damnari viduas, quae post votum celibatus factum sectantur nuptias. Cum igitur sacerdotes celibatum perpetuum voverunt, debent manere perpetuo celibes.

Respondeo discernendum esse inter vota pia et impia. Illa propter mandatum Dei servanda sunt, haec quia contra mandatum Dei pugnant non sunt servanda. Viduarum, quarum Paulus meminit, votum fuit pium, ut quod ex caritate profectum finem habuerit curam pauperum sanctorum. Sacrificulorum autem et monialium impium est, ut quod ex errore profectum in finem malum tendat. Vovent enim sacerdotes, ut merito celibatus Deum sibi debitorem faciant, ut Deum colant abominatione missae, et mandatis hominum, contra apertum interdictum Dei apud Prophetam, et Christi apud Evangelistas: Frustra me colunt mandatis hominum.

43.  De indvendinger, de kommer med, vedrørende givne løfter, gendrives let. Løfter skal holdes, siger de. Thi der står skrevet i den 76. salme:  „Aflæg løfter og indfri dem for Herren Eders Gud". Ligeledes erklærer Paulus, at de enker skal fordømmes, der - efter at de har aflagt løfte om kyskhed - gifter sig igen. Når altså præsterne har lovet at leve evigt ugift, så bør de forblive ugifte for evigt.

Svar: Man bør skelne mellem fromme løfter og ufromme. Fromme løfter bør holdes i kraft af Guds bud; men de, der er imod Guds bud, bør ikke holdes. De enker, som Paulus tænker på, havde aflagt et fromt løfte. Det var givet af kærlighed og med henblik på omsorgen for de fattige blandt de hellige. Men præsternes og nonnernes løfter er ufromme, fordi de er givet ud fra en fejlagtig tankegang, og fordi de tjener et slet formål. Præsterne mener nemlig med deres løfte, at de gør Gud til deres skyldner ved den fortjeneste, de indlægger sig, når de ikke gifter sig, og ved at dyrke Gud i den afskyelige messe, og ved menneskebud - imod Guds åbne forbud gennem profeterne, og Kristi forbud gennem evangelisterne: „Forgæves dyrker de mig med menneskebud".

 

44. De votis igitur teneatur haec regula: Nullum votum ratum haberi debet, cum homo vovet quod Deus improbat. Hinc illa hypothesis Bernhardi: Rescinde fidem in malis promissis, in turpi voto muta decretum. - Et Canon Juris: In malis promissis fidem non expedit observari.

Ratio regulae est: Qui praestat quod impie vovit sine juramento, duplicat scelus, quia et impie vovit, et impie votum praestitit. Qui vero praestat quod impie vovit interposito juramento, triplicat malum, quia et impie vovit et impie juravit, et impie quod vovit praestitit, ut Herodes. Siquidem juramentum non debet esse iniquitatis vinculum. 

44.  Vedrørende løfter skal altså denne regel følges: Intet løfte bør anses for bindende, hvis et menneske har lovet noget, som Gud misbilliger. Heraf Bernards erklæring: Bryd dit løfte, hvis du har lovet noget slet - har du forpligtet dig til noget skændigt, så træf en anden beslutning. - Og heraf retsbestemmelsen: Det gavner intet at holde et løfte, hvis man har lovet noget slet.

Grunden til denne regel er: Den, der gør, hvad han på ugudelig vis har lovet - uden at aflægge ed - begår en dobbelt forbrydelse, fordi han både har lovet noget på ugudelig vis, og har opfyldt det ugudelige løfte. Men den, der gør, hvad han har lovet på ugudelig vis -  og som han har aflagt ed på - begår en trefoldig forbrydelse. Thi han har både lovet noget på ugudelig vis, og svoret på ugudelig vis, og opfyldt sit ugudelige løfte, ligesom Herodes. En ed bør jo ikke være en lænke,  der tvinger til nedrighed.

 

45.  De merito hoc inter alia afferunt: Christus, inquiunt, laudat eos, qui castraverunt se propter regnum Dei, id est, juxta papisticum spiritum, qui voverunt castitatem ut mereantur Regnum Dei.

Respondeo: Verba Christi agnosco, sed interpretationem ut impiam et blasphemam in Christum repudio. Non enim, juxta Christi sententiam, castrare se dicuntur, qui volunt coelum mereri celibatus dignitate, sed qui cum habeant donum castitatis, ut uterque Johannes, Baptista et Apostolus, abstinent a nuptiis propter regnum Dei propagandum absque distractione, per praedicationem Evangelii - id quod ex ingenti amore propagandi Evangelium Christi profectum est, cum adhuc non essent constitutae Ecclesiae et distinctae parochiae. At nunc, postquam singulis Ecclesiis praefecti sunt Parochi, et Episcopi dioecesibus additi, utilius et laudabilius censeo ministros Evangelii esse maritos, cum ut honestate familiae ornent ministerium suum aliisque conjugibus sint bono exemplo, et veluti vivendi norma, tum ut minus sint expositi laqueis Satanae, propter quas causas nollem pastores, adhuc aetate robusta, et salva valetudine vivere celibes. 

45.  Om fortjeneste anfører de blandt andet: Kristus, siger de, priser dem, der har gildet sig selv for Guds Riges skyld - det vil sige, ifølge den papistiske ånd - dem, der har lovet kyskhed for at gøre sig fortjent til Guds Rige.

Svar: Kristi ord erkender jeg, men jeg afviser fortolkningen som værende ugudelig og blasfemisk imod Kristus. Thi efter Kristi mening kan de ikke siges at gilde sig selv, der har villet fortjene Himmelen ved den ugifte stands værdighed. Men det kan de, der - idet de har kyskhedens gave, ligesom de to Johannes'er, Døberen og apostelen - afholder sig fra ægteskabet, for at intet skal hindre dem i at udbrede Guds rige gennem evangeliets forkyndelse. Og det kom af en vældig kærlighed til Kristi evangeliums udbredelse, den gang der endnu ikke var oprettet kirker og særskilte bispedømmer. Men nu, efter at der er kommet præster ved de enkelte kirker, og efter at der er kommet biskopper til i stifterne, mener jeg, at det er nyttigere og mere rosværdig(!) at evangeliets tjenere er gifte. Og det såvel for at de kan smykke deres tjeneste med et agtværdig! familieliv, som for at de kan være et godt eksempel for andre ægtefæller - være så at sige en rettesnor for deres liv - og for at de skal være mindre udsatte for Satans snarer. Af disse grunde kunne jeg ikke ønske, at præster, hvem alderen endnu ikke trykker, og som er ved godt helbred, skulle leve ugifte.

 

46.  Quod afferunt de consuetudine et praescriptione temporis, nihil eos juvat. Nam neque semper obtinuit ea consuetudo, nec apud omnes; siquidem nec Graecae Ecclesiae nec Ruthenicae unquam legem celibatus sacerdotum admiserunt.

46.  Det, de anfører vedrørende sædvanen, og hævd gennem tiderne, hjælper dem intet. Thi den sædvane har ikke altid været gældende - ej heller gældende for alle - eftersom hverken den græske kirke eller den russiske nogen sinde har anerkendt en pligt for præsterne til at leve ugift.

 

47.  Deinde consuetudinis differentia duplex est. Est enim consuetudo aequa, quae a jure dependet et habet justam rationem. Est consuetudo iniqua, quae cum jure pugnat et nulla justa ratione nititur, qualis est quam hic praetendunt Papistae, de qua Chrysostomus in hunc modum loquitur: Non consuetudo quae irrepsit impedire debet, quo minus veritas praevaleat et vincat. Nam consuetudo longa sine veritate vetustas erroris est.- Et Tertullianus ait: Veritati nemo praescribere potest, non spatium annorum, non patrocinia personarum, non privilegia nationum, quia Christus, qui in aeternum manet, veritatem se, non consuetudinem cognominavit. Et Cyprianus: Non hominis consuetudinem sequi oportet, sed Dei veritatem.

47.  Dernæst er der en dobbelt forskel på sædvaner. Thi der er den rimelige sædvane, der afhænger af retten, og som har en retfærdig grund, og der er de urimelige sædvaner, der er i strid med retten, og som ikke støttes af nogen retfærdig grund - som den sædvane, papisterne påstår gælder her, om hvilken Khrysostomos taler således: "Ingen sædvane, der har sneget sig ind, bør forhindre at sandheden vinder overhånd og sejrer. Thi lang sædvane uden sandhed er gammel fejl". - Og Tertullianus siger: "Intet kan udvirke at sandheden forældes, hverken årenes gang, eller forsvar for personer, eller forrettigheder for folkene. Thi Kristus, der bliver i evighed, har sagt om sig selv, at Han er Sandheden - og ikke sædvanen". Og Kyprianos: "Man bør ikke følge menneskets sædvane, men Guds Sandhed".

 

48.  Atque hactenus dictum sit de prima definitionis parte, in qua conjugium affirmavimus esse ordinationem Dei sanctam, et de quaestionibus cum ea conjunctis. Nam stante hac definitionis parte inconcussa, omnes adversae sententiae corruunt. Cujuslibet nempe rei una est tantum veritas, quae opponenda est tanquam murus omnium adversariorum rationibus quantumvis subtilibus et acutis.

Nunc ad secundam nostrae definitionis partem veniamus. 

48.  Men lad nu det, der hidtil er sagt, stå som det, der skal siges om definitionens første del, i hvilken vi hævdede, at ægteskabet er Guds hellige indstiftelse, og om spørgsmålene i den forbindelse. Thi når denne del af definitionen står urokket, falder alle modsatte meninger til jorden. Om enhver ting gælder kun én sandhed, og den skal sættes op som en mur imod modstandernes argumenter - hvor udspekulerede og skarpsindige de end er.

Lad os nu gå over til anden del af vor definition. 

 

49.   Secunda pars definitionis Mosaicae continet materiam conjugii. Diximus enim conjugium esse unius maris et unius feminae. Ex quo sequitur non debere esse in uno conjugio vel unum marem et plures feminas, vel unam feminam et plures mares. Siquidem institutionis vox est: Et erunt duo in carnem unam: Hanc institutionem, aliquando collapsam, revocat Dominus atque eam suae Ecclesiae commendat, Matth. 19.

Cum hac conjugii institutione pugnat polygamia - non qua quis successive, priore uxore mortua, secundam ducit, et hac mortua tertiam, et cetera, sed qua quis vel uno tempore plures habet uxores, vel una non legitime abjecta aliam vivente priore ducit.

Sunt ergo tria polygamiae genera, quorum primum licitum est, reliqua autem duo pugnant con conjugii institutione. De his tribus polygamiae generibus ordine dicemus.

Om Polygami

49.  Anden del af den mosaiske definition handler om, hvad ægteskabet består af. Vi har nemlig sagt, at ægteskab er mellem én mand og én kvinde: Heraf følger det, at der ikke i ét ægteskab bør være én mand og flere kvinder - eller én kvinde og flere mænd. Ordet ved indstiftelsen lyder jo: Og de to skal blive ét kød. Denne indstiftelse var en gang gået i forfald, men Herren genoprettede den og betroede den til sin kirke, Matt. 19.

Polygami er i strid med denne ægteskabets indstiftelse - ikke den slags, der består i, at én, når hans første hustru er død, tager sig en anden, og hvis hun dør en tredie, og så videre - men det, der består i, at en mand på én gang har flere hustruer - eller at han, uden at være lovlig skilt fra den ene, gifter sig med den anden, medens den første lever.

Der er altså tre former for polygami, af hvilke den første er tilladt, medens de to andre strider mod ægteskabets indstiftelse. Lad os tale om disse tre former for polygami, i rækkefølge.

 

50.  Primum polygamiae genus est, ut diximus, cum quis una uxore mortua, aut legitime per sententiam judicis exclusa, aliam ducit. 

Hoc genus polygamiae in omnibus damnabant Cathari et Montanistae; in sacerdotibus non ferebant Papistae; in aliis honestam esse scortationem mentiebantur. Athenagoras, ut supra attigimus, in Apologia pro Christianis coram Antoninis semnen moicheinan iteratum conjugium pronunciabat.

Om den første form for polygami.

50.  Den første form for polygami er, som vi har sagt, når én, efter at hans hustru er død, eller hun er lovlig skilt fra ham ved en dommerkendelse, tager sig en anden.

Katharerne og montanisterne fordømte denne form for polygami for alles vedkommende.  Papisterne tåler den ikke for præsternes vedkommende - medens de lyver og siger, at for andre er det „hæderlig hor". Athenagoras siger som førnævnt - i sin forsvarstale for de kristne overfor antoninerne - at den, der gifter sig igen, begår semnm moikheian, hellig hor. At alle disse menneskers meninger ikke har noget på sig, vil vi nu vise med ganske klare grunde.*

 

51.  Etsi autem multa contorquent argumenta, qui secundas nuptias damnant, tamen hoc est praecipuum illorum fundamentum: Quod Deus conjunxit, homo ne separet. Hoc si everterimus, non magnopere curanda sunt leviora quae afferunt

51.  Selv om de vrider og vender mange argumenter - de, der fordømmer at nogen gifter sig for anden gang - så bygger de først og fremmest på dette ord: "Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille". Hvis vi kan omstøde dette, behøver vi ikke bekymre os om de svagere argumenter, de kommer med.

 

52.  Colligunt autem hoc modo: Quod Deus conjunxit, homo ne separet. Igitur ne morte quidem, ajunt, solvitur conjugii vinculum. 

Primum respondeo ad antecedens, quod illi contra mentem Christi interpretantur. Neque enim hoc dicto negatur separationem fieri posse, sed solummodo vetatur, ne quis uxorem abjiciat, scilicet illegitime. Sensus ergo est: ne separet, id est, non debet separare. Hostes autem secundarum nuptiarum, atque adeo Papistae isti, sic accipiunt: Homo ne separet, hoc est, homo nullus postest separare. Quod igitur Christus de jure intelligit, illi de facto interpretantur. Quod Christus de officio, illli tanquam de eo quod fieri non potest accipiunt. 

52.  De slutter på følgende måde: Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Derfor løses ægteskabets bånd end ikke ved døden (siger de).

Til det foregående svarer jeg for det første, at de fortolker det imod Kristi hensigt. Thi ved dette ord benægtes det ikke, at en adskillelse kan ske. Det forbydes kun, for at ingen skal forstøde sin hustru - dette ville nemlig være ulovligt. Meningen er altså „må ikke adskille", det vil sige „bør ikke adskille". Modstanderne af at nogen gifter sig for anden gang - og særligt disse papister - opfatter det således, at „må et menneske ikke adskille" vil sige „kan intet menneske adskille". Hvad Kristus mener som noget retsligt, opfatter de som noget faktisk. Hvor Kristus taler om en forpligtelse, opfatter de det, som om det drejer sig om noget, der ikke kan ske.

 

53.  Quod denique Christus homini marito praecipit, hoc extendunt ad quemvis hominem Quod quam vitiosum sit, nemo non videt nisi qui me chorizeto pro me chorize an imperite accipiat, cum illud sit prohibentis, hoc negantis.

53.  Og endelig: Hvad Kristus påbyder den gifte mand, det udstrækker de til enhver mand. Hvor forkert det er, kan enhver indse, undtagen den, der på ukyndig vis opfatter me khiorizeto som me khorizé an. Det første udtrykker et forbud, det andet en benægtelse.

 

54.  Ex his videmus consecutionem argumenti viciosam esse. Etsi enim non oportet ut homo separet, quod Deus conjunxit, tamen fieri potest separatio, vel morte alterius interveniente vel facto legitimo divortio. Quoties enim duo uno ligantur vinculo, solvitur uterque alterutro quovis modo soluto. 

Hujus rei testem habemus Apostolum, qui ait: Mulier viventi viro alligata est lege, sed si mortuus fuerit vir ejus libera est ut nubat alteri. - Ad haec Christus ait: Si quis uxorem dimiserit extra rationem fornicationis et aliam duxerit, moechatur. - Ergo si quis dimiserit uxorem propter fornicationis rationem et aliam duxerit, non moechatur.

54.  Heraf ser vi, at slutningen ud fra argumentet er fejlagtig. Thi selvom et menneske ikke bør adskille, hvad Gud har sammenføjet, kan en adskillelse dog ske - enten fordi den ene dør, eller ved en lovformelig skilsmisse. Thi det gælder altid, når to knyttes sammen med ét bånd, at de begge to hver for sig, løses fra den anden, når båndet opløses, hvordan det end sker.

Vi har apostelen som vidne herom, når han siger: "En kvinde er ved loven bundet til sin mand, så længe han lever; men når manden dør, er hun fri til at ægte en anden". - Hertil siger Kristus: "Hvis nogen skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, og ægter en anden, begår han hor". Derfor, hvis nogen skiller sig fra sin hustru på grund af utugt, og ægter en anden, så begår han ikke hor.

 

55.  Solvitur ergo conjugium non minus divortio quam morte. Hinc falsum esse fundamentum haereticorum, ex quo extruunt secundas nuptias licitas non esse, manifestum est; quandoquidem vinculum conjugii rumpitur, vel cum alter conjugum moritur, vel cum alteruter legitime separatur ab altero, propter crimen alterius. Soluto igitur vinculo liberum est viventi vel alioqui judicis sententia absoluto alias sectari nuptias, modo in Domino ;alioqui Paulus non recte diceret: Juniores viduas volo nubere.

55.  Ægteskabet opløses altså ikke mindre ved skilsmisse end ved død. Herudfra er det klart, at kætterne bygger på et falsk grundlag, når de påstår, at det ikke er tilladt at gifte sig for anden gang, eftersom ægteskabets bånd dog sønderrives, enten når den ene af ægtefællerne dør, eller når en af dem lovligt skilles fra den anden, fordi den anden har forbrudt sig. Når altså båndet er løst, er den efterlevende, eller den der er løst ved dommerkendelse, fri til at gifte sig igen, blot det sker i Herren. Ellers kunne Paulus ikke med rette sige: "Jeg vil at unge enker skal giftes".

 

56.  Quamquam autem Papistae, quantum ad summam rei attinet, hoc ipso fundamento nituntur, tamen aliud quaerunt suae opinionis fulcimentum. Omitto quod ante legem latam de celibatu sacerdotum permiserint sacerdoti virginem ducere, sed illa mortua non licere iterare nuptias, propter excellentem honorem sacerdotum et dignitatem, ut ait Epiphanius. Haec enim vanitas per se evanescit, everso fundamento, de secundis nuptiis damnatis. 

Secundae, inquiunt, nuptiae non sunt sacramentales. (Vide,quaeso, principium papisticum!) - Cur non sunt sacramentales? Quoniam, inquiunt, non sunt unae unius. Praeclara, si diis placet, principii demonstratio!

56.  Men selvom papisterne, hvad hovedsagen angår, stiller sig på dette grundlag, søger de dog også at styrke deres påstand på anden vis. Jeg ser bort fra, at de - før loven om præsternes ugifte stand - tillod en præst at tage en jomfru til ægte, men hvis hun døde ikke tillod præsten at gifte sig igen - „på grund af præsternes ophøjede hæder og værdighed" - som Epiphanios siger. Denne urimelighed forsvinder af sig selv, når grundlaget for den er omstyrtet - det, der vedrører fordømmelsen af dem, der gifter sig igen.

"Et nyt ægteskab er ikke sakramentalt", siger de! (Jeg beder læseren betænke den papistiske lære!) Hvorfor er det ikke sakramentalt? "Fordi", siger de, „det er ikke én mands forbindelse med én kvinde". - I Guder, hvilket indlysende bevis for deres lære!

 

57.  Sed quid hinc concludunt? "Ergo, inquiunt, secundae nuptiae non habent plenam Christi et Ecclesiae conjugii significationem, ex quo sequitur eas non esse sacramentales." - Hoc praecipuum Papistarum fundamentum est, ex quo concludunt secundas nuptias parum honestas, et Christianis non satis dignas.

57.  Men hvad slutter de herudfra? "Et nyt ægteskab", siger de, "har derfor ikke den fulde betydning, som Kristus og kirken har givet ægteskabet; deraf følger, at det ikke er sakramentalt". Dette er papisternes vigtigste grundlag for at slutte, at det ikke er ærefuldt og værdigt nok for kristne at gifte sig igen.


58. 
Verum ut studiosi hoc argumentum rectius dissolvant, placet illud subtilius proponere.

      Solae istae nuptiae sunt probandae, quae sunt sacramentum Christi et Ecclesiae. 
      Primae nuptiae solummodo sunt sacramentum Christi et Ecclesiae. 
       Igitur solae primae nuptiae sunt probandae. 

Proinde cum secundae nuptiae non sunt sacramentum Christi et Ecclesiae, ut quae non sint unae unius, sed plurium, non videntur probandae. 

58.  Men for at de, der interesserer sig herfor, bedre kan gendrive dette argument, vil vi gå mere i dybden med det.

     Kun det ægteskab kan anerkendes, som er et Kristi og kirkens sakramente.
    Kun et førstegangsægteskab er et Kristi og kirkens sakramente.
    Derfor kan kun et ægteskab, indgået for første gang, anerkendes.

Og derfor, efter som et andengangsægteskab ikke er et Kristi og kirkens sakramente, fordi det ikke er ét menneskes forbindelse med én, men med flere, synes det ikke at kunne anerkendes.

 

59.  Ad majorem, quam dicunt esse Pauli, respondeo, et dico Paulum nequaquam affirmare conjugium esse sacramentum Gratiae et Novi Testamenti, sicuti illi falso somniant, sed solummodo illius spiritualis Christi et Ecclesiae conjunctionis, veluti imaginem quandam in conjugali copula extare, idque ut conjuges ad mutuum amorem exemplo Christi et Ecclesiae excitet.

59.  Til oversætningen, som de siger er af Paulus, vil jeg svare og sige, at Paulus ingenlunde hævder, at ægteskabet er et nådens og Det Nye Testamentes sakramente, som de fejlagtigt drømmer om. Men det er kun et tegn på den åndelige forening mellem Kristus og kirken, der ligesom afspejles i det ægteskabelige bånd, hvorved ægtefællerne opvækkes til indbyrdes kærlighed, efter forbilledet i Kristus og kirken.

 

60.  Deinde minorem propositionem nego. Non enim minus secundae nuptiae, tertiae, quartae, quintae, sextae et cetera sunt istius spiritualis copulae mysterium quam primae. Nam illud quo minorem fulciunt est debile. Non, inquiunt, sunt unae unius, quasi vero qui secundam ducit, non fit aeque una caro cum illa, sicut fuit cum priore, dum viveret. Perperam praeterea faciunt Papistae, cum quod Paulus in genere dixit de quovis conjugio, transferunt ad primas nuptias tantum. 

60.  Dernæst benægter jeg undersætningen. Thi et ægteskab, der indgås for anden gang, eller for tredje, fjerde, femte, sjette og så videre gang - er ikke i mindre grad symbol på hint åndelige bånd end det første. Thi det, hvormed de understøtter undersætningen, er kun svagt. 'Det er ikke én kvindes forbindelse med én mand', siger de - som om den, der tager sig en hustru for anden gang ikke bliver lige så meget ét kød med hende, som han var med den første, da hun levede! Desuden begår papisterne en fejl, når de lader det, som Paulus siger i almindelighed om ethvert ægteskab, gælde om førstegangsægteskabet, og kun det.

 


Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32