Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32  




Vejledning i Ægteskabssager 1572

Del 6 (side 35-39)
 
 
 

61.  Subversis hoc modo fundamentis Montanistarum et Papistarum videamus quibus rationibus nostra nitatur sententia, qui et secundas et tertias et quartas, adde etiam si fieri posset centesimas probamus nuptias. Non enim tam spectandum est, quis hoc vel illud dixerit, quam expendendum quibus rationibus id quod defenditur, nitatur et confirmetur. Argumenta itaque, quibus iteratae nuptiae licitae esse probantur, haec inter multa sunt praecipua.

61.  Efter at grundlaget for montanisternes og papisternes argumentation på denne måde er tilintetgjort, lad os da se på hvilke grunde, der bestyrker vor opfattelse, der godkender, at ægteskab indgås for anden, tredje, fjerde gang, ja for hundrede gang, hvis det var muligt. Thi man skal ikke se så meget på, hvem der har sagt dette eller hint, som man skal vurdere, med hvilke grunde det, der forsvares, bliver bestyrket og bekræftet. Blandt de argumenter, hvorved det bevises, at gentagne ægteskaber er tilladte, er disse de vigtigste:

 

62. Primum, eaedem causae, et iidem fines, sunt in bonis et piis hominibus conjugii successive iterati, quae causae et qui fines fuere primarum nuptiarum, quas sanctas et honorabiles esse demonstravimus. Quare necesse est ut fateamur iteratas nuptias, sive fuerint secundae sive tertiae et c. esse sanctas, honestas et honorabiles.    [et c. = et cetera] 

Nam ut primae nuptiae mutui adjutorii causa (cujus partes sunt plures, sicuti suo loco docebimus) per legitimum consensum promittuntur et ineuntur, ita et secundae, tertiae et quartae et c. Nullo enim modo fingendae sunt aliae causae honesti conjugii iterati quam fuere primi, nec alii fines.

62.  For det første: Gode og fromme mennesker, der gifter sig flere gange efter hinanden, har de samme grunde og de samme formål hermed, som de har, der har giftet sig for første gang; og vi har vist at disse grunde og formål er hellige og ærefulde. Derfor tvinges vi til at indrømme, at gentagne ægteskaber, hvad enten de er indgået for anden eller tredie o.s.v. gang, er hellige, hæderlige og ærefulde.  

Thi således som det første ægteskab loves og indgås ved et lovligt samtykke, for den gensidige hjælps skyld - og der er flere grunde til det, sådan som vi vil forklare senere - således også det andet, tredje, fjerde osv. Man må på ingen måde forestille sig, at der er andre grunde til et hæderligt, gentaget ægteskab end de grunde, der var til det første, ej heller andre hensigter.

 

63. Proinde cum quaelibet actio, sua natura media sive indifferens, a causis efficientibus et finalibus qualitatem bonitatis vel malitiae mutuetur, stultissime faciunt quii iteratis nuptiis piorum homonum vel minimum honoris detractum volunt. 

Erasmus quidem dicit, monogamiae applauditur, polygamia toleratur. - Sed angeli Dei, et pii omnes qui ordinationes Dei sanctas honorandas esse norunt, non solum applaudunt castis nuptiis, sive fuerint primae sive successive iteratae, sed etiam suis precibus juvant et castitatis testimonio ornant.

63.  Dernæst: hvis en handling, der efter sin natur er neutral og ikke hælder til den ene eller den anden side, alligevel kan kaldes god eller slet, så er den det i kraft af sine årsager og sine formål. Og derfor bærer de sig tåbeligt af, der regner fromme menneskers gentagne ægteskaber for mindre ærefulde - også hvis de regner dem for kun en lille smule mindre ærefulde.

Erasmus siger ganske vist: "Én-gifte hilses med glæde; flergifte kan tåles". - Men Guds engle og alle fromme, der ved, at Guds hellige ordninger skal holdes i ære, glæder sig over kyske ægteskaber, hvad enten de er indgået for første gang eller følger efter andre - og mere end det: De understøtter sådanne ægteskaber med deres bønner, og smykker dem med kyskhedens vidnesbyrd.

 

64. His addo, quod interdum finis iterati conjugii, etsi in genere sit idem qui fuit primi, tamen vehementior, gravior et sanctior videatur, propter circumstantias graves, honestas et sanctas. Familia fideliter regitur, pueri pie educantur, consilium domesticum expetitur, in adversa valetudine diligens fidaque custodia sublevat, societatis solatium juvat, pia et sancta de Deo colloquia exhilarant, mutuae admonitiones, exhortationes et consolationes percipiuntur. 

Cum igitur et causae et fines et circumstantiae iterati conjugii sint graves et honestae et sanctae, nemo jure hujusmodi nuptias reprehenderit, quibus Deus benedicit, angeli applaudunt et Sancti Dei congratulantur.

64.  Hertil vil jeg føje, at formålet med et andengangs-ægteskab, selv om det er af samme art som formålet med et første ægteskab, undertiden kan forekommer stærkere, alvorligere og mere helligt. Og det skyldes omstændigheder, der er både alvorlige, hæderlige og hellige: Familien styres trofast, børnene opdrages fromt, man søger råd i huslige spørgsmål, man hjælpes af ved omhyggelig og trofast pleje under sygdom, fællesskabet giver trøst og hjælp, fromme og hellige samtaler om Gud giver opmuntring, og man formaner hinanden og opmuntrer og trøster hinanden.

Når altså såvel årsagerne som formålene og omstændighederne ved et gentaget ægteskab er alvorlige og hæderlige og hellige, kan ingen med rette indvende noget imod sådanne ægteskaber, som Gud velsigner, og som englene hilser med jubel, og Guds hellige sammen glæder sig over.

 

65. Ideo Augustinus in haec Pauli verba "Si dormierit vir ejus" scribens recte sentit, cum ait: Non dicit Apostolus vel secundas vel quartas, nec nobis definiendum est quod non definivit Apostolus. Unde nec ullas debeo damnare nuptias, nec eis verecundiam inferre numerositatis. Idem, Nuptiae non tantum primae sunt institutae divinitus, et benedictae a Domino, sed etiam secundae et tertiae.

65.  Derfor, når Augustinus nævner de ord af Paulus „Men sover hendes mand hen", så har han ret, når han skriver: Apostelen taler ikke om ægteskab for anden gang, eller for fjerde gang; og det tilkommer ikke os at bestemme noget, som apostelen ikke har bestemt. Derfor bør jeg ikke fordømme noget ægteskab, eller regne det for en skam, om nogen gifter sig flere gange. - Og han siger også: Ikke kun det første ægteskab er indstiftet på guddommelig vis og velsignet af Gud, også det andet og det tredje.

 

66. Secundum, quod verbo Dei nec expresse, nec implicite est prohibitum,nequaquam vel ut illicitum damnandum est, vel ut ministris evangelii, tamquam illorum excellenti honore indignum interdicendum,praesertim cuim gubernatores ecclesiarum habeant solummodo potestatem aedificandi.Ecclesiam juxta verbum Dei, et non destruendi, sive praeter, sive contra verbum, per novas leges quae possunt fieri laquei conscientiarum, in multarum animarum certissimum interitum.

Cum ergo ne unum quidem iota, ex verbo Dei possint papistae afferre de prohibitione secundarum nuptiarum, contra officium faciunt, ne quid durius dicam, cum legem condunt de abstinendo vel a secundis, vel tertiis, vel quartis aliisque nuptiis successive iteratis.

66.  For det andet:  Hvad der ikke er forbudt, hverken udtrykkeligt eller underforstået, ved Guds Ord, det må ingenlunde fordømmes som utilladeligt, eller forbydes evangeliets tjenere, som om det ikke var deres ophøjede ære værdigt, især ikke fordi kirkernes ledere kun skal have magt til at opbygge kirken, ifølge Guds Ord, og ikke til at ødelægge den (enten uden om Ordet, eller ligefrem imod det) ved nye love, der kan blive til snarer for samvittighederne, og til den visse undergang for mange sjæle. 

Papisterne kan altså ikke hente en tøddel i Guds Ord, hvorved det forbydes nogen at gifte sig igen. Og derfor handler de imod deres embede (for ikke at sige det stærkere), når de giver love om, at ingen må gifte sig anden gang, eller for tredie eller fjerde eller hvilken som helst gang.

 

67.  Tertium. Quod Scriptura requirit, clareque et diserte approbat, hoc Deus requirit et approbat. Nunc autem Scriptura et requirit et approbat secundas nuptias: Volo, inquit Paulus, Juniores viduas nubere. Ergo Deus eas et requirit et approbat. Proinde nullus debet lege humana a secundis arceri nuptiis.

67.  For det tredie:  Hvad Skriften kræver, og klart og tydeligt billiger, det kræver og billiger Gud. Men nu både kræver og billiger Skriften, at man gifter sig igen. „Jeg vil, at unge enker skal giftes," siger Paulus. Altså både kræver og billiger Gud dette. Derfor bør ingen ved en menneskelig lov tvinge nogen til at afstå fra at gifte sig igen.

 

68. Quartum, quod in probatis exemplis est laudabile, non est in genere illicitum. Cum ergo Abraham jam senex duxit Cethuram mortua Sara, non est improbandum si filii patris vestigiis insistant, praesertim cum exemplum congruat cum regula.

68.  For det fjerde:  Hvad der i de nævnte eksempler er rosværdigt, er ikke i almindelighed forbudt. Da Abraham allerede var gammel, og Sara var død, tog han Ketura til ægte; og derfor bør ingen bebrejdes noget, hvis sønnerne træder i fædrenes fodspor - især da ikke, når eksemplet er i overensstemmelse med forskriften.

 

69.  Quintum. Haec vox Dei: Non est bonum hominem esse solum - hoc est, absque uxoris adjutorio, sed extra conjugium - universalis est. Pertinet igitur etiam ad eos, quorum uxores vel mortuae sunt, vel propter crimen ejectae per sententiam judicis Deum timentis.

69.  For det femte:  Dette Guds Ord "Det er ikke godt for mennesket at være alene"  - det vil sige, at være uden en hustrus medhjælp, eller at leve uden for ægteskabet - det er almengyldigt. Det gælder derfor også dem, hvis hustruer er døde, og det gælder dem, der ved en gudfrygtig dommers kendelse har skilt sig fra deres hustruer, fordi disse har forbrudt sig.

 

70.  Sextum. Necessitas vitandae scortationis omnes qui non habent continentiae donum obligat ad obedientiam hujus mandati: Propter fornicationem unusquisque habeat suam uxorem, et unaquaeque suum virum. Si ergo aliquis amissa priore uxore uritur, hoc praecepto obligatur ad quaerendas novas nuptias. 

Huc illud Augustini, Quia aegritudini semper consulendum est, propterea si contigerit primo privari conjugio, si voluerit secundas vel tertias inire nuptias, nullum de illis peccatuam habebit, si eas caste servaverit. 

70.  For det sjette:  Nødvendigheden af at undgå hor tvinger alle, der ikke har afholdenhedens gave. Til at adlyde dette bud:  "For at undgå utugtssynder skal hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde sin egen mand". Hvis altså nogen, der har mistet sin første hustru, brænder af begær, så tvinges han ved dette bud til at søge et nyt ægteskab.

Her gælder det ord af Augustinus: Den svage skal man altid råde således, at hvis det sker, at nogen berøves sit første ægteskab, og han vil gifte sig for anden eller tredje gang, så synder han ikke derved, blot han lever kysk i sit nye ægteskab.

 

71.  Porro, cum haec certissima sint et luce meridiana clariora, merito mirantur multi, quid moverit papistas, cur tam abjecte judicarint de nuptiis, praesertim iteratis, easque tandem prorsus suis interdixerint sacrificulis. Hoc ex singulari calliditate  et malicia Satanae profectum esse non est dubium. Videbat enim impurus ille spiritus se hac ratione seu lege perpetui celibatus posse totum terrarum orbem nefandis libidinibus, quibus cursus Evangelii impedirentur, implere. Nam cum sacerdotes rectores aliorum, et veluti morum censores constricti lege celibatus, propter incontinentiam ruerent in varias libidines, non dubitabat similem damnatae veneris pestem invasuram alios: Scilicet in vulgus manant exempla regentum.

Hac spe minime frustratus est Satanas, quemadmodum videre est hodie in toto regno pontificio. 


71.  Da nu dette er ganske sikkert, og klarere end dagens lys, så undrer mange sig med rette over, hvad der kan have bevæget papisterne - hvorfor de agter ægteskabet så ringe, især gentagne ægteskaber - så de endelig har ligefrem forbudt deres præster at gifte sig. Der er ingen tvivl om, at dette kommer af Satans enestående snuhed og lumskhed. Thi denne urene ånd så nemlig, at han kunne opfylde alle verdens lande med skændige lyster, i kraft af denne begrundelse for og lov om evig ugift stand således, at evangeliets frie løb hindredes. Præsterne skal jo lede andre. De skal så at sige vogte over andres sæder. Og når de bindes af loven om ugift stand, og så -. fordi de ikke kan leve kysk - løber efter mange slags lokkende lyster, så tvivler Satan ikke på, at en lignende fordømt elskovs pest ville trænge ind i andre: „Thi som de styrende gør, så handles der også i folket". 

Og Satan blev ingenlunde skuffet i dette håb, som man i dag kan se i hele det pavelige herrevælde.

 

72.  Huc accessit insatiabilis Paparum et Episcoporum avaritia, qui putarunt bona ecclesiastica conservari melius et augeri per celibes sacerdotes quan per maritos. Ita enim Papa Gelasius Cethego, patricio Syracusanae urbis rescripsit, cum peteretur Episcopus vir conjugatus, ut est in decretis distinct. 28  capite de Syracusane. Ibi enim aperte Papa fatetur se annum distulisse ordinationem ejus qui electus erat, propterea quod haberet superstitem adhuc uxorem, et liberos ex ea natos, per quos, inquit, ecclesiastica solet periclitari substantia.

72.
  Hertil kom pavernes og biskoppernes umættelige havesyge. De mente nemlig, at kirkens gods var bedre forvaret og øgedes mere, når præsterne var ugifte, end når de var gifte. Således skrev nemlig pave Gelasius til Kethegos, der var rådmand i byen Syrakus, da man søgte om at få en gift mand som biskop - som det ses i Gratians dekrets første del, distinctio 28 i kapitlet „De Syracusane". Dér erkender paven nemlig åbenlyst, at han havde udsat ordinationen af den, der var udvalgt, i et år, fordi han havde en hustru, der endnu var i live, og fordi han havde børn med hende; og på grund af sådanne, sagde paven, blev kirkens gods ofte sat på spil.

 

73.  Ad haec, propositum Satanae et avaritiam episcoporum plurimum adjuvit hypocrisis eorum, qui et virginitatis laudem vulgo captabant, et meritum ex voto celibatus venebantur. Ex quo factum est, ut et corpora et animae seorsim et utraque simul venerint in Satanae potestatem per legem celibatus sacerdotum. Siquidem corpora ipsa, per libidines, animas per avaritiam, et utraque simul per hypocrisin diabolo obtulere in maximam ruinam verae religionis et Ecclesiae Christi, quemadmodum res ipsa clarissime docet.

73.  I dette anliggende fik Satans forsæt og biskoppernes havesyge megen hjælp i hykleriet blandt dem, der stræbte efter at vinde ros blandt folket for deres jomfruelige kyskhed, og som jagede efter at gøre sig fortjente i kraft af deres løfte om at leve ugift. Heraf kom det, at både legemer og sjæle, både hver for sig og sammen, kom i Satans magt, i kraft af loven om præsternes ugifte stand. Således gav de da deres egne legemer til Djævelen, ved deres lyster; og deres sjæle gav de Djævelen ved deres havesyge; og de gav ham deres legemer og sjæle på én gang ved deres hykleri. Og det blev til den største ødelæggelse for den sande tro og for Kristi kirke, sådan som forholdene også belærer os om på det allertydeligste.

 

De Secundo Polygamiae Genere.

74.  Secundum polygamiae genus est cum unus vir eodem tempore et simul plures habet uxores, vel cum femina simul pluribus est nupta viris. Sunt qui hanc polygamiam probant eamque nituntur stabilire sanctorum quorundam exemplis, qui leguntur fuisse polygami, habentes simul plures uxores. Verum viciose adducunt exempla particularia contra universalem regulam. Nam tum demum valent exempla quando cum universali regula congruunt, et nulla monstrari diversitatis ratio potest.Quare recte a jurisconsultis dicitur: Non exemplis, sed legibus judicandum est.

Om den anden form for polygami

74.  Den anden form for polygami består i, at én mand på én gang og samtidig har flere hustruer - eller i, at én kvinde samtidig er gift med flere mænd,

Der er nogle, der billiger denne form for polygami, og som forsøger at underbygge den ved at henvise til hellige mænd, om hvem vi lærer, at de har været polygame, idet de samtidig havde flere hustruer. Men de fejler, når de fremfører enkelte eksempler imod en almengyldig regel. Thi eksemplerne har kun gyldighed, når de stemmer overens med den almengyldige regel, og når der ikke kan gives nogen grund til, at de skulle afvige herfra. Derfor siges det med rette af de retslærde: Der skal ikke dømmes ud fra eksempler, men udfra love.

 

75.  Discernendum est igitur inter universalem regulam et extraordinarios casus, quorum est peculiaris ratio. Exempli gratia, regula universalis in lege Mosis erat: Nemo ducat uxorem fratris sui; nam hujusmodi nuptiae sunt incestuosae. Nihilominus tamen in certo casu, ob peculiarem causam Deus, Qui est supra omnes leges, mandat, ut si quis moriatur sine semine, frater superstes ei semen exitet, quod et ante legem usitatum fuit, et postea nova lege sancitum est. 

Abraham promptissima voluntate Deo mandante ascendit montem, ligat filium, imponit in rogum, stringit gladium ut mactet filium, quae ipsius promptitudo magnopere Deo placuit, et pro facto reputabatur. Quod exemplum cum alii imitarentur, horribiliter peccarunt, non discernentes inter universalem regulam: Non Occides! - et peculiarem rationem facti Abraham. 

- Ad eundem modum judicandum est de proposita quaestione. Regula universalis est: Erunt duo in carnem unam. Specialis casus fuit patrum polygamia, quae peculiarem rationem habuit. Deus enim in populo Israëlitico ad polygamiam connivebat, ut praestandae suae fidei, de innumerabili multitudine, ex paucissimis oriturae, quendam aditum hoc pacto sibi faceret. 

75.  Der må derfor skelnes imellem den almengyldige regel og de ualmindelige tilfælde, som har deres særlige grund. For eksempel: Det var en almengyldig regel i Moseloven, at ingen må ægte sin broders hustru, Thi et ægteskab af denne art er blodskam. Ikke desto mindre påbyder Gud, som er over alle love, i ét bestemt tilfælde, af en særlig grund, at hvis nogen dør uden afkom, så skal hans efterlevende broder opvække ham afkom. Dette var også i brug, før loven blev givet, og siden blev det stadfæstet ved den nye lov. 

Abraham steg op på bjerget, på Guds bud, fuldt ud rede til at gøre Guds vilje; han bandt sin søn, lagde ham på bålet, trak sværdet for at slagte sønnen - og denne hans villighed behagede Gud såre meget, og det blev regnet ham til gode. Men hvis andre ville efterligne dette eksempel, ville de synde forfærdeligt, idet de ikke skelnede mellem den almengyldige regel  'Du må ikke slå ihjel', og den særlige grund til Abrahams handling.

På samme måde skal der dømmes om det fremsatte spørgsmål. Den almengyldige regel er: 'De to skal blive ét kød'. Fædrenes polygami var et særligt tilfælde, der havde sin ganske særlige grund. Gud så nemlig igennem fingre med polygamiet i det israelitiske folk for, at det således kunne nå frem til den forjættelse, Han havde givet det om, at folket fra at være ganske fåtalligt skulle blive en talløs skare.

 

76.  Non ergo turpis libidinis explendae gratia, sed prolis tollendae causa patres polygami fuere. Hic proinde locum habet regula juris: in argumentum trahi nequeunt quae propter necessitatem aliquando sunt concessa. 

Alias rationes eorum qui defendunt hoc polygamiae genus omitto, ut quae indignae sint refutatione. Sunt enim ex Veneris schola adductae. Quare iis praeteritis firmas demonstrationes ascribam, quibus ista impura polygamia funditus evertitur.

76.  Fædrene var altså ikke polygame for at tilfredsstille en skændig lyst, men for at skaffe sig afkom. Derfor er denne retsregel på sin plads her:  'Man må ikke påberåbe sig noget, der én gang er blevet givet tilladelse til på grund af en tvingende nødvendighed'.

De, der forsvarer denne form for polygami, nævner andre grunde, som jeg vil forbigå, fordi de ikke er gendrivelse værd. Thi de er hentede fra Venus' skole. Dem vil jeg altså lade være; og så vil jeg påvise de rette forhold så klart, at denne urene polygami manes helt og holdent i jorden.

77.  Prima, conjugii institutio ad quam Christus nos revocat, Matth. 19., tantum duas personas in uno conjugio admittit. Est autem haec institutio: Data est una Eva uni Adam, et commendatum est exemplum toti posteritati hac lege: Erunt duo in carnem unam. Hanc enim legem Christus et Apostolus Paulus accommodant ad omnium aetatum conjugia. Ergo contra hanc institutionem, et contra hanc legem conjugii perpetuam fuerit, si vel unus vir simul habuerit plures uxores, vel una femina pluribus simul viris nupserit.

Haec ratio vel sola omnibus piis absque dubio satisfacit. Pii enim non stultae rationis argutias, sed lucernam verbi Dei sequuntur, juxta illud: Lucerna pedibus meis verbum tuum.

77.  For det første:  Den indstiftelse af ægteskabet, som Kristus kalder os til (Matth. 19) tillader kun to personer i et ægteskab. Denne indstiftelse lyder således: 'Én Eva blev givet til én Adam', og dette eksempel blev anbefalet til alle kommende slægter ved denne lov: 'De to skal blive ét kød'. Thi Kristus og apostelen Paulus sætter denne lov for ægteskabet til alle tider. Derfor er det imod denne indstiftelse, og imod denne evige ægteskabets lov, hvis enten én mand har flere hustruer på én gang, eller hvis en kvinde er gift med flere mænd på én gang.

Denne begrundelse alene tilfredsstiller uden tvivl alle fromme. Thi fromme mennesker følger ikke en tåbelig begrundelses spidsfindigheder, men de følger Guds Ords lys, sådan som det siges: "Dit ord skal være en lygte for min fod".

78.  Secunda, Unum debere unius esse, et non plures in uno conjugio, ipsa natura nos docet, et ipso opificio corporum maris et feminae, et perfectione generationis ostendit. Perficitur enim generatio ex duorum corporum complexu.

78.  For det andet:   Én bør høre én til, og ikke flere, i ét ægteskab - det lærer selve naturen os, både ved den måde, mandens og kvindens legemer er skabt på, og ved avlingens fuldkommenhed. Et barn avles nemlig ved to legemers favntag.

 


Tilbage til forrige del  -  videre til næste del    -   eller frit valg:
  

         1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32