79.  Tertia, Maximus et integerrimus amor debet esse conjugum inter sese. Solidus amor et ex omni parte aequalis est maximus et integerrimus. Igitur conjugum amor solidus et ex omni parte aequalis esse debet. Nunc autem natura duce intelligimus duorum tantum inter se amorem posse esse solidum et ex omni parte aequalem, ut qui aemulatione careat, et non duorum aut plurium ad unum. In hunc enim aemulatio cadit, qui reddit amorem languidiorem et inaequalem. Igitur naturali instinctu eo ducimur ut judicemus societatem conjugalem ex duabus solummodo personis, videlicet masculo et femina debere constare. Haec naturae lux, cum congruat cum prima conjugii institutione et perpetua lege, debet nobis gratissima esse.

79.  For det tredie:  Ægtefællernes kærlighed til hinanden bør være så stor og så ubesmittet, som den kan blive. Når kærligheden er fast og lige stor fra alle sider, er den størst og mest ubesmittet. Derfor bør ægtefællernes kærlighed være fast og lige stor fra alle sider. Men nu indser vi, med naturen som vejleder, at kun to menneskers kærlighed til hinanden kan være fast og lige stor fra alle sider; thi den er uden skinsyge, og den er ikke to eller fleres kærlighed til én. Skinsyge fører nemlig med sig, at kærligheden kølnes og bliver mindre end den andens kærlighed. Derfor ledes vi ved en naturlig tilskyndelse til at dømme således: at det ægteskabelige fællesskab kun bør bestå af to personer, nemlig én mand og én kvinde. Dette naturens lys bør være os såre kært, når det stemmer overens med den første indstiftelse af og den første lov for ægteskabet.

80.  Quarta, Societas conjugalis aequalem obligationem conjugum requirit, quantum ad usum corporum attinet.Nunc autem cum vel unus maritus plures habet uxores, vel una femina plures habet maritos, non potest servari in obligatione aequalitas.Cum ergo hujusmodi inaequalitas sit contra naturm, erit profecto contra naturam, si plures personae quam duae in uno copulentur conjugio.

80.  For det fjerde:  Det ægteskabelige fællesskab kræver en forpligtelse for ægtefællerne med hensyn til legemernes brug. Men hvis nu enten én mand har flere hustruer, eller én hustru har flere mænd, så kan ligeligheden i denne forpligtelse ikke opretholdes. Når altså en ulighed af denne art er imod naturen, så vil det sandelig være mod naturen, hvis flere end to personer forenes i et ægteskab.

81.  Quinta, Recta ratio in omnibus sanis dictat, quod nemo debeat se obligare ad aliquid cui par esse nequeat. Jam autem fieri non potest, ut unus vir peraeque obligari possit pluribus uxoribus, sicuti uni soli. Quare cum natura pugnat unius viri cum pluribus uxoribus copula.

81.  For de femte:   Den sunde fornuft i alle rettænkende mennesker siger klart, at ingen bør forpligte sig til noget, som han ikke kan leve op til. Men nu kan det ikke lade sig gøre, at en mand har nøjagtigt lige så store forpligtelser overfor flere hustruer som overfor én eneste. Derfor strider det mod naturen, når én mand forenes med flere hustruer.

82.  Sexta, Pax domestica est summa conjugum felicitas, ut discordia summa miseria. Verum haec pax domestica conservari non potest, si unus maritus plus habet uxores. Fieri enim nequit, quin zelo quodam mulierculae adversus se mutuo inflammentur, unde jurgia, convitia, negligentia in officiis praestandis, breviter, totius familiae perturbatio, et eversio tandem, quibus malis quid quaeso potest esse miserius? Cum igitur natura pacem domesticam postulet, polygamiae manifeste adversatur.

82.  For det sjette:  Fred i hjemmet er ægtefællernes højeste lykke, ligesom uenighed er den største ulykke. Men denne fred i hjemmet kan ikke bevares, hvis én ægtemand har flere hustruer.  Det kan den ikke, når kvindfolkene opflammes af indbyrdes skinsyge - det kommer der kun kævl ud af, og skænderi, og kvinderne forsømmer deres pligter, kort sagt, hele familien kommer i oprør og forstyrres. Og hvad kan være mere jammerligt end disse onder? - Når altså naturen kræver fred i hjemmet, modsætter den sig derved tydeligt polygamiet.

83.  Septima, Jus naturae est, ut nemo faciat alteri quod sibi nolit fieri.Cum ergo maritus nolit uxorem suam pluribus misceri viris, debet et ipse una uxore contentus esse. Cum autem hoc jus analogum violatur, vis fit legi naturae, et injuria alteri conjugum.

83.  For det syvende:  Det er naturens lov, at ingen skal gøre mod andre, hvad han ikke ønsker gjort imod sig selv. Når altså en ægtemand ikke vil, at hans hustru skal blande sig med flere mænd, så bør han også selv være tilfreds med én hustru. Men hvis denne analoge ret krænkes, øves der vold imod naturens lov, og den anden af ægtefællerne skades.

84.  Octava, Christus apertissime pronunciat eum moechari, qui omissa uxore, excepta ratione fornicationis, aliam ducat. Ergo prohibet Christus polygamiam.Nam si plures simul habere uxores liceret, nequaquam committeret adulteriam quisquam, aliam ducendo, sive priorem repudiaret sive minus.His rationibus muniti adversus polygamiae defensores, eorum fallaces conclusiunculas contemnamus.

84.  For det ottende: Kristus erklærer helt åbent, at den begår hor, der - efter at have skilt sig fra sin hustru af anden grund end utugt - tager en anden til ægte. Altså forbyder Kristus polygami. Thi hvis det var tilladt at have flere hustruer samtidig, ville ingen jo på nogen måde begå ægteskabsbrud ved at tage en anden kvinde til ægte, hvad enten han havde forstødt den første eller ej. Med disse begrundelser står vi rustede over for dem, der forsvarer polygami, så lad os da kun foragte deres fejlagtige, sølle slutninger.

De tertio Polygamiae genere.

85.  Tertium polygamiae genus sequitur, de quo quid sit judicandum ex proxima ratione, qua evertimus polygamiam secundi generis, satis evidenter constat. Diximus autem supra, tertium polygamiae genus esse, si quis priore uxore non legitime separata alteram ducat, quod cum quis fecerit, manifeste adulterium committit, juxta hanc Christi sentientiam: Si quis uxorem dimiserit extra adulterii rationem et duxerit aliam, moechatur, et facit eam moechari, si scilicet alteri nupserit. Proinde et vir dimittens uxorem non ob rationem adulterii, et uxor dimissa, si alias nuptias quaerunt, adulterium committunt. 

An idem sentiendum sit de illo qui eam in uxorem ducit, cum qua consuevit vivente marito, variant sententiae doctorum. Jurisconsultus quidam ait: Id quod initio viciosum est, non potest tractu temporis convalescere. Sed de hac quaestione infra plenius dicemus.

Om den tredie form for polygami.

85.  Den tredie form for polygami følger så. Hvad man skal dømme om den, fremgår tilstrækkelig tydeligt af den begrundelse, vi netop har anført, og med hvilken vi har gjort det af med polygami af den anden slags. Vi sagde imidlertid ovenfor, at den tredie form for polygami bestod i, at nogen - uden at være lovligt skilt fra sin første hustru - tager en anden ti1 ægte; fordi den, der gør det, begår åbenlyst ægteskabsbrud, ifølge dette ord af Kristus: "Hvis nogen skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, og tager en anden ti1 ægte, begår han hor, og han bliver årsag ti1, at der bedrives hor med hende" - nemlig hvis hun bliver gift med en anden. Derfor gælder det, både for den mand, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, og for den fraskilte kvinde, at hvis de indgår nyt ægteskab, begår de ægteskabsbrud. 

Men om man skal mene det samme om den, der tager en kvinde ti1 ægte, som han har levet sammen med, medens hendes mand endnu levede, derom er de lærde uenige. En retslærd har sagt: "Det, der var fordærvet i begyndelsen, kan ikke blive sundt rned tiden". Men dette spørgsmål vil vi sige mere om senere.

De tertia parte definitionis conjugii.

86.  Tertio loco in conjugii definitione legitimi consensus meminimus, qui est veluti quaedam contractus conjugalis anima. Sine enim legitimo consensu nuptiae rite fieri nequeunt, siquidem consensus primus est ad nuptias gradus. Consensus quidem est, quando plures idem et sentiunt et volunt, ut ad consensum requirantur duo, videlicet judicium et voluntas. Legitimus vero est rectus et laudabilis, videlicet qui cum voluntate Dei, cum jure Naturae, cum honestis hominum constitutionibus, cum honestate publica, cum ordine decenti, et decoro congruit.

Om den tredie del af definitionen af ægteskabet

86.  På det tredie sted i definitionen af ægteskabet bliver vi mindet om det lovlige samtykke, der er ligesom sjælen i en ægteskabelig kontrakt. Thi uden et lovligt samtykke kan intet ægteskab indgås på rette måde. Således er da samtykket det første skridt frem mod ægteskabet. Men samtykke foreligger, når flere mener og vil det samme. Der udkræves altså to ting til et samtykke - nemlig en mening og en vilje. Og at det er lovligt vil sige, at det er ret og rosværdigt - altså, at det stemmer overens rned Guds vilje, med naturretten, med hæderlige menneskers bestemmelse, med den offentlige ærbarhed, med den sømmelige orden og med anstændigheden.

87.   Spectatur autem hic consensus et in sponsalibus et in nuptiis, ut ille sit pactionis de futuro conjugio, hic autem de praesenti. Consensus enim in sponsalibus est causa disponens ad nuptias futuras. Ideo recte dicitur, sponsalia esse promissiones de accipienda uxore, qualibuscumque tandem verbis fiant. Consensus in nuptiis est causa efficiens conjugium, qui dicitur consensus cohabitationis, et individuam vitae consuetudinem retinendi.  Idcirco recte asseritur nuptias esse quibus accipitur uxor, et ratificatur promissio prius facta. Longe enim aliud est promittere quam facere, et longe aliter judicandum est de promissis nuptiis quam de ratificatis et consummatis. Quapropter vere dictum esse existimo de consensu sponsalium: Consensus causa est nuptiarum, sed non tota. Et rursus vere dicitur: Consensus facit conjugium, cum de consensu, qui in nuptiis fit, loquimur. 

87.  Samtykket gælder her både forlovelsen og brylluppet. Forlovelsen er jo en aftale om et kommende ægteskab, medens brylluppet er ægteskabets indgåelse her og nu. Samtykke i en forlovelse lægger op til et fremtidigt bryllup. Derfor siges det med rette, at forlovelse er et løfte om at tage en kvinde til hustru, med hvilke ord det end sker. Samtykke ved et bryllup er det, der udvirker ægteskabet; det kan også betegnes som et samtykke i at bo sammen og i at leve sammen i et udeleligt livsfællesskab. Derfor anføres det med rette, at brylluppet er den handling, hvorved bruden modtages, og det tidligere givne løfte indfries. Thi at love en ting er noget helt andet end at gøre tingen, og der skal dømmes ganske anderledes om et ægteskabsløfte, end der skal om et stadfæstet og fuldbyrdet ægteskab. Derfor mener jeg, at det er sandt, når dette siges om samtykket i en forlovelse: "Samtykket er en årsag til ægteskabet, men det er ikke den eneste årsag". Og det er igen sandt, når det siges: "Samtykket udvirker ægteskabet - når vi taler om det samtykke, der gives ved brylluppet".

88.  Quoniam autem consensum conjugalem gravissimum, sanctissimum et religiosissimum esse oportet, ut qui contrahunt vere statuere possint se a Deo conjungi et copulari, ut Adam et Eva a Deo conjuncti sunt, necesse est diligenter perpendere, quales conditiones legitimus nuptiarum consensus requirat, ne quid in tanta re peccetur.

88.  Et samtykke til et ægteskab bør være såre alvorligt og helligt og gudfrygtigt, så at de, der indgår en pagt, i sandhed kan sige, at de er forbundne og forenede af Gud, således som Adam og Eva blev forbundne af Gud. Og derfor er det nødvendigt at overveje rned omhu, hvilke betingelser der udkræves for at et samtykkke til et ægteskab kan være lovligt, så at der ikke begås synd i en så stor sag.

89.  Requiruntur igitur ad legitimum consensum plures conditiones, quas recitabo, et sunt sex praecipuae. Debet enim legitimus consensus esse

      1. licitus,
      2. honestus,
      3. justus,
      4. liber,
      5. plenus,
      6. sincerus.

89.  Ti1 et lovligt samtykke udkræves der altså flere betingelser, og dem vil jeg nævne. Seks af dem er særligt vigtige. Thi et lovligt samtykke bør være:

      1. tilladeligt
      2. hæderligt
      3. retfærdigt
      4. frit
      5. fuldstændigt
      6. oprigtigt

90.  Licitus, ne fiat contra Dei et Naturae Legem, neve contra honestas hominum constitutiones. Nam consensus, qui fit contra voluntatem Dei et Naturae Legem, pro nullo habendus est. De humanis constitutionibus est exceptio, de qua suo loco dicemus.

Honestus, ne fit inter dissimiles moribus, genere, fortuna, religione, personas, aut etiam contra honestatem publicam.

Justus, ne fit clandestinus, et contra eorum voluntatem, in quorum potestate vel uterqe contrahentium vel alter fuerit. Hujus justitiae rationem reddidit Justinianus, cum ait: Nam hoc fieri debere et civilis et naturalis ratio suadet, in tantum ut jussus parentis praecedere debeat.

Liber, ne quis vel coactus metu aut minis, vel pellectus promissionibus, promittat verbis quod animo improbet.

Plenus, ne sit vel ambiguus vel turbatus caeco amore aut temulentia. Ratio ergo in re tanti momenti in consilium adhibenda est, et non affectus sine ratione.

Sincerus, ne alter alterum ullo dolo aut mendacio circumveniat.

90.  Tilladeligt - så at det ikke gives imod Guds og naturens lov, og ej heller imod menneskers hæderlige bestemmelser. Thi et samtykke, der gives imod Guds vilje og naturens lov bør regnes for intet. Med hensyn til menneskelige bestemmelser gælder her en undtagelse som vi vil tale om til sin tid.

Hæderligt - så at ikke de personer, der giver hinanden deres samtykke, er helt forskellige med hensyn til skikke, slægt, formue og tro, og så det ikke er imod den offentlige anstændighed.

Retfærdigt - så at samtykket ikke gives i hemmelighed og imod deres vilje, der råder over den ene eller den anden af de samtykkende parter. Justinianus har begrundet denne ret med ordene: "Thi dette bør ske således - og dertil råder også den borgerlige og den naturlige fornuft - at forældrenes beslutning gælder frem for alt".

Frit - så at ingen tvinges af frygt eller trusler, eller lokkes af løfter, og således lover i ord, hvad vedkommende er imod i sit hjerte.

Fuldstændigt - så at samtykket ikke bliver tvetydigt, og ikke gives i en blind kærligheds- eller beruselses-forvirring. Derfor skal fornuften tages med på råd i en sag af så stor betydning, og følelserne skal ikke råde uden fornuften.

Oprigtigt - så at den ene ikke overlister den anden med svig eller løgn.

91.  De his sex conditionibus legitimi contractus ordine dicemus. Etsi autem requiruntur omnes hae conditiones, ut contractus sit legitimus, non sunt tamen omnes ejusdem ponderis. Aliae enim impediunt nuptias, si non assunt. Aliae gravitatem et circumspectionerm in tanti ponderis contractu respiciunt.

91.  Lad os tale om disse seks betingelser for lovligt samtykke, i rækkefølge. - Selvom også alle disse betingelser udkræves, for at aftalen kan være lovlig, så har de dog ikke alle den samme vægt. Thi nogle er nødvendige og forhindrer ægteskab, hvis de mangler. Andre har med at gøre  den alvor og omhu, der bør udvises ved en aftale af så stor betydning.

92.  Consensus legitimus debet esse licitus, ratione personarum contrahentium, ne videlicet personae contrahentes se attingant consanguinitate aut affinitate in gradibus prohibitis, quas et Moses recitat Levit.18, et Imperator Lib. 1. Institutionum, titulo De Nuptiis, et omnes sani tacito naturae consensu agnoscunt. Hoc loco dicendum nobis erit primum de consanguinitate, deinde de affinitate.

Den første betingelse for samtykke*

92.   Et lovligt samtykke bør være tilladeligt, det vil sige: Det skal være tilladt for de personer, der indgår en pagt med hinanden - nemlig for at ingen personer skal knytte sig til hinanden, som er beslægtede eller besvogrede inden for de forbudte grader, som Moses også opregner i Tredie Mosebog kapitel 18, og som kejseren opregner i første bog af "Institutiones", i afsnittet om ægteskab, og som alle normale mennesker indser i kraft af naturens tavse samtykke. Derfor skal vi på dette sted først tale om slægtskab og dernæst om svogerskab.

93.  De consanguinitate haec ordine sunt explicanda:
     1. Quid consanguinitas.
     2. Quae consanguineorum appellationes.
     3. Lineae consanguinitatis.
     4. Gradus consanguinitatis
     5. Supputatio graduum.
     6. Leges divinae de prohibitis gradibus.
     7. Causae prohibitionis.
     8. Leges humanae de interdictis nuptiis.
     9. Humanae prohibitonis ratio.

Hisce veluti elementis dextre explicatis nihil reliquum erit, ut spero, quod in hac parte desiderabimus.

93.  Vedrørende slægtskab skal følgende forklares, i rækkefølge:
      1. Hvad slægtskab er.
      2. Hvilke benævnelser der anvendes for beslægtede.
      3. Slægtskabslinjer.
      4. Slægtskabsgrader.
      5. Beregning af slægtskabsgrader.
      6. De guddommelige love vedrørende forbudte grader.
      7. Årsager til ægteskabsforbud.
      8. Menneskelige love vedrørende ikke-tilladte ægteskaber.
      9. Grunden til det menneskelige forbud.

Når det så er lykkedes os at forklare disse enkeltdele, vil der,
håber jeg, ikke være noget tilbage, som vil mangle i dette stykke.

Quid Consanguinitas?

94.  Quandoquidem stipes consanguinitatis origo et causa existit, primum de stipite nobis dicendum est, sine quo nec de lineis nec de gradibus recte judicabimus.

Est itaque stipes, quantum ad nostrum institutum attinet, persona, a qua alii traxerunt originem. Metaphora sumpta a stipite, hoc est a trunco. Ut enim a stipite vivo in terram defixo plures rami eujusdem cum stipite naturae pullulant, ita ab uno patre plures generantur, qui patris originem sapiunt.

Hvad er slægtskab?

94.  Eftersom begrebet afstamning ligger til grund for - og er årsag til, slægtskab, så skal vi først tale om afstamning, Uden dette kan vi ikke dømme ret, hverken om linierne eller om graderne.

Ved afstamning peger vi på det forhold, at der findes en person, som andre fører deres oprindelse tilbage til (vi mener her afstamning i den betydning, der vedkommer vort begreb, ægteskabets begreb). Det er en billedtale, der er hentet fra begrebet en stamme, en træstamme. Fra en levende stamme, der står med rødderne i jorden, skyder flere grene frem. Grenene har stammen til fælles, og dermed har de også deres natur til fælles. Således fødes også flere personer med en fælles fader, og de erkender faderen som deres ophav.

------
Fodnote:  * Den anden betingelse for samtykke følger først i afsnit 224.