95.  Porro quadruplex stipes est. 

Primus, communis omnium. 
Secundus, communis multorum. 
Tertius, communis duorum tantum. 
Quartus, suus cuique proprius seu singularis. 

95.  Endvidere er der fire sider af begrebet afstamning:

For det første er der den afstamning, der er fælles for alle.
For det andet er der den, der er fælles for mange.
For det tredje den, som kun to har fælles.
For det fjerde den, som hver enkelt har helt for sig selv, som helt er den enkeltes egen.

96.  Communis omnium stipes est Adam. Siquidem ab hoc uno traximus originem omnes adeoque universum hominum genus ab eo propagatum, non aliter quam a trunco rami. Quare et natura ipsius consortes sumus omnes. Hinc consanguinitas omnium hominum communis nascitur, qua omnes propagati ab uno Adam, naturae vinculo juncti, atque adeo nobis invicem aeterna lege devincti sumus, qua de causa quilibet homo alteri cuivis proximus dicitur. Hinc manat praeceptum illud divinum et naturale: Diliges proximum tuum sicut teipsum. Dicitur autem haec communis consanguinitas naturalis.

96.  Den afstamning, som alle har fælles, ligger i Adams person. Og således fører vi alle vores oprindelse tilbage ti1 denne ene, og hele menneskeslægten er vokset frem af ham, ganske sorn grenene vokser frem af stammen. Derfor har vi også alle del i hans natur. - Heraf kommer det
slægtskab, der er fælles for alle mennesker. Ved det er vi alle fremgået af dette ene menneske, Adam, og forbundne ved et naturens bånd; og således er vi da knyttede ti1 hinanden ved en evig lov, hvorfor ethvert menneske også kaldes ethvert andet menneskes næste. Heraf flyder dette guddommelige og naturlige Bud: "Du skal elske din næste som dig selv". Denne fælles afstamning kaldes derfor den naturlige.

97.   Stipes multorum communis est, a quo multi descendunt, et ad quem suam originem multi referunt - ut Israël est stipes communis multorum. De hoc enim ut generis sui autore gloriantur Israëlitae omnes. Duoedecim Patriarchae stipites sunt, a quibus duodecim propagatae sunt tribus, ut Rubenitae a Ruben, Benjamitae a Benjamin, et cetera. Ad eundum modum ab Aeaco Aeacidae, Dardanidae a Dardano. Ab Hercule Hiraclidae, Rumulidae a Rumulo propagantur. 

In hoc regno Daniae multae sunt nobilissimae familiae, ad quarum stipites, hoc est autores familiarum, suam plurimi originem revocant, cognomina ab illis se obtinere non parum gloriantes. Neque enim contemnenda est gloria a bonis et fortibus natum esse, modo majorum indolem sapias, et a virtute progenitorum non degeneres. Ut hic stipes recte familiarum dicitur, ita cognatio eorum generis cognatio appellabitur.

97.  Den afstamning, som mange har fælles, består i, at der findes en, som mange nedstammer fra, og som mange fører deres oprindelse tilbage til - således som Israel er den fælles stamme for mange. Alle israelitter var stolte heraf, og de regnede ham også for deres slægts ophav. - De tolv patriarker var stamfædre for de tolv stammer, Ruben for rubenitterne, Benjamin for benjaminitterne og så videre. På samme måde stammer akatiderne fra Akato, dardaniderne fra Dardanus, medens herakliderne stammer fra Herakles, og romuliderne fra Romulus.

Her i Danmarks rige findes mange såre fornemme familier, og mange mennesker fører deres oprindelse tilbage til disse familiers stamfædre, til familiernes ophav, og de er ikke så lidt stolte af at føre slægtsnavne, der viser tilbage til disse stamfædre. Og den ære, det er at være født i en slægt, der tæller gode og tapre forfædre, skal heller ikke foragtes - blot man lægger sig forfædrenes egenskaber på sinde og ikke selv forringes i forhold til deres evner. Derfor kaldes denne afstamning med rette ,,slægts-afstamning", og disse menneskers beslægtethed kaldes slægts-beslægtethed.

98.  Communis duorum stipes est, quem duo solummodo inter se collati communem agnoscunt, et ad quem ut communem patrem se referunt.

Suus cuique proprius stipes est, qui non est pluribus eodem respectu communis, sed uni tantum proprius, quemadmodum videre est in hoc schemate: 

                                        SCHEMA

                                        Abraham
                                  Ismaël          Isaac
                                  Nebaioth      Jacob
                                  Cedar          Judas

Hic Cedar habet suum proprium stipitem, videlicet Nabaioth. Similiter Nabaioth habet proprium stipitem, nempe Ismaëlem, et Ismaël proprium stipitem, agnoscit Abrahamum. Ad eundem modum ab altera parte Judas habet proprium stipitem, Jacobum, Jacob Isaacum, Isaac Abrahamum. Verum si illi qui sunt in lateribus oppositis, inter se conferuntur, communem stipitem habent, Abrahamum, eumque propinquum. Cedar igitur et Judas inter se collati communem habent stipitem, Abrahamum. Quare cum de eorum cognatione quaeritur, ad Abrahamum communem stipitem recurrendum est. 

Vocatur hic stipes communis et propinquus, et cognatio generali vocabulo consanguinitas. 

98.  Den afstamning, som to har fælles, består i, at kun to mennesker betragtes i deres indbyrdes forhold, og i, at de erkender, at de begge nedstammer fra een og samme person, og forholder sig til denne som til deres fælles fader.

Den afstamning, som hver enkelt har for sig selv, og som ikke er fælles for flere ud fra et og samme synspunkt, men særegen for een, kan ses i følgende skema:

                                        Abraham
                                  Ismael          Isak
                                  Nebajot        Jakob
                                  Kedar           Juda

Her har Kedar sin egen stamme, nemlig Nebajot. På samme måde har Nebajot sin egen stamme, nemlig Ismael, og Ismael sin egen stamme, idet han anerkender Abraham som sin fader. Og på samme måde til den anden side, hvor Juda har sin egen stamme, nemlig Jakob, medens Jakob har Isak, og Isak Abraham. Men hvis de, der står i hver sin af de to kolonner, sammenholdes indbydes, har de Abraham som deres fælles stamme, og han er deres nærmeste fælles stamme. Når der derfor spørges efter deres slægtskab, må vi søge tilbage til Abraham, der er deres fælles stamme.

Stammen kaldes her både "fælles" og "den nærmeste", og slægtskabet kaldes med en almindelig betegnelse for blodsbeslægtethed.

99.  De primo et ultimo genere stipitis et consanguinitatis non est praesentis instituti disputare, sed secundum et tertium, quorum ratio habetur in conciliandis nuptiis, ad nostrum institutum pertinent. Ex his promptum est intelligere usitatam consanguinitatis definitionem quae sequitur.

99.   Den første og den sidste betydning, som begreberne "stamme" og "blodsbeslægtethed" kan have, skal vi ikke drøfte i forbindelse med dette institut, ægteskabsinstituttet, men vi vil holde os til den anden og den tredie betydning; dem skal der tages hensyn til i forbindelse med ægteskabs indgåelse, og de har betydning for vort institut. Herudfra indser man let nytten af den definition af blodsbeslægtethed som følger.

100.  Consanguinitas est vinculum personarum, ab eorum stipite descentium, carnali propagatione contractum. Siquidem consanguinitas dicitur a communi sanguine, ut quae fit quasi unius et ejusdem sanguinis communio. Haec consanguinitas generali quoque vocabulo cognatio appellatur quam latius extendunt, et in tres species dividunt, videliet naturalem, civilem, et spiritualem.

100.   Blodsbeslægtethed er et bånd mellem personer, der nedstammer fra en fælles stamfader. Dette bånd er knyttet i kraft af slægtens formering. Derfor kaldes det blodsbeslægtethed, på grund af det fælles blod, for det er ligesom et fællesskab om et og samme blod. Denne blodsbeslægtethed kaldes også med en almindelig betegnelse for slægtskab; men begrebet slægtskab kan strækkes længere ud, og det inddeles i tre slags, nemlig det naturlige, det borgerlige, og det åndelige slægtskab.

101.  Naturalis cognatio est, quae per generationem contrahitur, et subdividitur in agnationem et cognationem specialem.

101.   Det naturlige slægtskab er det der kommer af undfangelse og fødsel; det under-inddeles i agnatisk og cognatisk slægtskab.

102.  Civilis cognatio est quae per adoptionem contrahitur, ut cum hominem alienum, vel saltem remotiorem a sanguine meo in filium aut nepotem adopto. 

102.   Borgerligt slægtskab opstår i kraft af adoption, når nogen knyttes til min familie og er enten helt fremmed for mig eller fjernere beslægtet med mig end rnin søn eller min nevø.

103.  Spiritualis cognatio est duplex: una communis omnibus vere Christianis - hujus enim virtute juncti sumus omnes eodem Christi spiritu - et ecclesiastica, quam compaternitatem vocant. De hisce duabus posterioribus cognationibus quid sit sentiendum suo loco videbimus.

103.   Åndeligt fællesskab findes i to former. Den ene er det, der er fælles for alle sande kristne. Thi ved dette fællesskabs kraft er vi alle forenede i den samme Kristi Ånd. Og den anden er det kirkelige fællesskab, der opstår imellem den, der bærer et barn til dåben, og barnets familie. Hvad man ellers skal mene om disse to sidste former for slægtskab, vil vi se på rette sted.

Agnati quidem sunt mihi qui me sanguine paterno attingunt. 

Cognati vero, qui mihi sanguine materno juncti sunt, tametsi interdum utrique promiscue, latius accepto vocabulo, cognati dicuntur. 

Horum alia atque alia habitudo est, ut ex eorum definitionibus et comparatione patebit. 

Hvilke benævnelser anvendes for beslægtede?

104.   Beslægtede, eller blodsbeslægtede, kaldes alle, der har blod fælles på en eller anden måde. Blandt disse er der to typer, der lige som træder særlig frem. Thi nogle beslægtede kaldes agnater, andre cognater.

Agnater i forhold til mig er de personer, med hvem jeg har det fædrene blod fælles.

Cognater i forhold til mig er de, der har det mødrene blod fælles med mig - selvom også de, der er i slægt med mig på en blanding af disse to måder kan kaldes cognater, når ordet tages i en bredere betydning.

Der er forskellige sædvaner med hensyn til disse betegnelser, som det fremgår af definitionerne af dem, og af sammenligningerne imellem dem.

105.  Agnati mei in recta linea, si sursum aspicio, hi sunt: Proxime a patre meo, hoc est in secundo gradu, est avus paternus, patris mei pater. Avia paterna, patris mei mater (farmor: Eltermutter oder grossmutter). In tertio proavus, avi mei pater (oldefar, oberelter vater). Proavia paterna, aviae meae mater (oldefars mor, oberelter mutter). In quarto abavus paternus, proavi mei pater (storefar, vorelter, elter vater). Abavia, paterna proaviae meae mater. In quinto attavus, paternus abavi pater; attavia paterna abavi mater. In sexto tritavus paternus, attavi pater. Tritavia paterna, attavi mater.

Hucusque ascendendo a filio ad tritavum, generali nomine parentes dicuntur et progenitores (forældre, voreltern). Qui vero supra hos sunt, communi appellatione majores dicuntur, tametsi saepenumero omnes qui sunt supra nos quovis gradu dicuntur majores (oldinge, eltern oder vorfahren). 

105.   Mine agnater i ret linje, hvis jer ser opad, er disse: Nærmest er min fader. Af anden grad er min farfader og min farmoder. Af tredje grad er min oldefader på fædrene side og min oldemoder på fædrene side. Af fjerde grad er min tip-oldefader på fædrene side og min tip-tip-oldemoder på fædrene side. Af femte grad er min tip-tip-oldefader og min tip-tipoldemoder, begge på fædrene side. Af sjette grad er rnin tip-tip-tipoldefader og min tip-tip-tip-oldemoder, begge på fædrene side.

Stiger man opad, fra sønnen op til tip-tip-tip-oldefaderen, taler vi i almindelighed om  fædrene. De der ligger længere tilbage i slægten, kaldes i almindelighed forfædrene, selv om også ofte alle, der går forud for os i slægten, af hvilken grad de end er, kaldes forfædre.

106.  Sed ut clarius haec conspiciantur, schemata proponamus, quae omnia ob oculos ponent. Verum quia saepe unus plures personas pro ejus diversa comparatione ad alios sustinet, fingamus eum vocari Janum. Ut enim Janus bifrons fingebatur, ut qui et retrorsum et antrorsum spectaret, ita nobis Janus fit, qui nunc ad superiores, nunc ad inferiores, nunc ad eos qui sunt ad latera respiciat.

106.   Men for at dette kan stå mere klart vil vi opstille nogle oversigts-skemaer, der lægger alting frem for vore øjne. Vi skal ofte fastholde en person for at sammenholde ham på forskellige måder med flere andre personer, og denne fastholdte person vil vi kalde Janus. Man forestiller sig som bekendt Janus med to ansigter, som om han kunne se både bagud og fremad. Således også med vor Janus, der snart ser opad mod sine forgængere, snart nedad mod sine efterfølgere, og snart ud mod dem der står ved hans side.

107.            SCHEMA

        6. Tritavus paternus.
            Tritava paterna.

        5. Attavus paternus.
            Attava paterna.

        4. Abavus paternus.
            Abavia paterna.

        3. Proavus paternus.
            Proavia paterna.

        2. Avus paternus.
           Avia paterna.

        1. Pater.
            JANUS.

107.                     Skema.

      6 Tip-tip-tip-oldefar på fædrene side
         Tip-tip-tip-oldemor på fædrene side

      5 Tip-tip-oldefar på fædrene side
         Tip-tip-oldemor på fædrene side

      4 Tip-oldefar på fædrene side
         Tip-oldemor på fædrene side

      3 Oldefar på fædrene side
         Oldemor på fædrene side

      2 Farfar
         Farmor

      1 Fader
         Janus

 

Den romerske gud Janus med de to hoveder var en populær guddom i tiden før Kristi fødsel. Med det ene ansigt kunne han se frem i tiden og med det andet tilbage i tiden. Han blev betragtet som gudernes gud.    Se også   http://www.livius.org/a/italy/rome/arch_janus/janus.html  og   http://en.wikipedia.org/wiki/Janus    
  (Foto: copyright Marco Prins, Livius Archive Rome.) 

108.  Janus hic fungitur vice filii, et quia non pervenitur ad avum nisi per patrem, primo loco patrem posuimus, etsi non agnatus, sed pater dicitur. Illi autem qui sunt supra patrem, sursum agnati dicuntur, quorum gradus distinguunt numeri appositi.

In transversa linea si sursum aspicit Janus, agnati sunt illi patruus (Farbroder: Vetter), amita (Faster: Base). - Supra hos patruus magnus ( faders farbror: Grossvetter ), amita magna (faders faster: Grossbase). Supra hos patruus major et amita major. Item patruus maximus, et amita maxima.

108.   Janus tænkes her i sønnens sted; og fordi man ikke når op til farfaren uden igennem faderen, har vi sat faderen på første plads, selv om han ikke kaldes agnat, men fader. Men de, der er over faderen, kaldes agnater opadtil. Tallene ved siden af anfører, af hvilken grad de er.

Hvis Janus nu ser opad til siden, så er hans agnater:  Hans farbror og hans faster. Over disse er hans fars farbror og hans fars faster. Over disse igen hans farfars farbror og farfars faster. Og på sammen måde hans farfars farfars bror og hans farfars farfars søster.

109.              Schema.

      5. Patruus maximus  
         Amita maxima 

      4. Patruus major  
          Amita major

      3. Patruus magnus
          Amita magna 

      2. Patruus
          Amita

      1. Pater     
          Janus

109.                 Skema.

      5 Farfars farfars bror
         Farfars farfars søster

      4 Farfars farbror
         Farfars faster

      3 Faders farbroder
         Faders faster

      2 Farbroder
         Faster

      1 Fader
         Janus

110.  Hic Janus etiam filii locum obtinet, a quo ad patruum non pervenies, nisi per patrem transeas, ex quo fit ut patruus sit a Jano in secundo gradu, sicuti nota numeri indicat.

Porro si in transversa linea deorsum a patruo despicis, sic ordinabis schema:

                          Schema
      1  Pater
              Janus
      2  Patruus.
      3  Patrui filius.
      4  Patrui nepos.
      5  Patrui pronepos.
      6  Patrui abnepos.
      7  Patrui atnepos.
      8  Patrui trinepos.

111 eksisterer ikke.    

112.  Hic etiam patrem apposui, quia per illum transitur ad agnatos Jani, qui sunt deorsum in transversa linea.

Porro cognatorum, hoc est eorum qui nos attingunt materno sanguine, eaedem sunt appellationes quae agnatorum, solo epitheto mutato. Ut avus maternus, matris pater. Avia materna, matris mater. Proavus maternus, proavia materna, et sic de ceteris. 

112.  Her har jeg også anbragt faderen, fordi man skal gå gennem ham over til Janus' agnater, der er opstillet nedad i en siderække.

Cognaterne - de, der er beslægtet med os ved det mødrene blod - har de samme betegnelser, bortset fra tillægsordet ,,fædrene", der bliver til ,,mødrene":  Bedstefaderen på mødrene side for eksempel, bedstemoderen på mødrene side, oldefar og oldemor på mødrene side og så fremdeles.