Afsked fra den latinske Skole i Horsens

i en tale, holdt den 11. oktober 1773,

af Peder Tetens,

Stiftsprovst i Ribe

Først lidt information om Peder Tetens 

Ældre tiders latinskoler var, som man kan tænke sig, noget anderledes end vore dages gymnasier og gymnasiale uddannelser. Karakteristisk var det motto som Metropolitanskolen i København havde taget til sig: Disciplina sollerti fingitur ingenium - ved streng tugt styrkes ånden. Der blev taget hårdt fat når lærdommen skulde bankes ind i børnene – nærmere bestemt i drengene, for piger havde ikke adgang til de højere skoler, de blev i stedet forberedt på de kvindelige sysler der skulde optage dem resten af livet. 

Latinskolen i Horsens var vel ikke anderledes end andre skoler, men vi skal her opholde os ved en kort episode i Horsensskolens liv i 1700-tallet, nemlig de år da Peder Tetens var dens leder, dens Rektor. Det var han fra 1756 til 1773. Han var en betydelig personlighed. P. G. Lindhardt skriver om ham i Dansk Biografisk Leksikon, tredje udgave, på grundlag af en ældre artikel af Bjørn Kornerup, at Tetens som rektor i Horsens ”blev meget afholdt; han gjorde en betydelig indsats som skolemand og vandt ry som en fortræffelig taler, både på dansk og latin. Hans takkeprædiken Guds besynderlige Forsyn for sine Salvede, 1772, viser hvor skarpt han stod over for J. F. Struensees styre, og et håndskrevet arbejde (Thott, 4* 1455) at han efter biskop Jørgen Blochs tilskyndelse interesserede sig for Horsens bys og skoles historie. 1773 blev T. stiftsprovst i Ribe og 1781-1805 var han biskop i Viborg.” 

Tetens´ smukke eftermæle hviler ikke så meget på hans pædagogiske virke som på hans efterladte skrifter. I den omtalte artikel fra Biografisk Leksikon hedder det at ”han skrev en god dansk prosa men førte især en elegant latinsk pen”. Han latinske digte har ikke vakt meget opmærksomhed i vor tid, men at han skrev en god dansk prosa kan ses af den tale der bringes her. Efter atten års virke i Horsens var tiden kommet til et sporskifte, Tetens havde søgt og fået den attraktive stilling som stiftsprovst i Ribe, men han følte også at han skulde byde sine hidtidige bysbørn et ordentligt farvel, og takke for de mange gode år i byen. Det gjorde han i den tale der er aftrykt her, og som man ikke kan kalde andet end formfuldendt og smuk. 

Peder Tetens levede fra 1728 til 1805. Hans tale her er holdt på hans livs middagshøjde, og vi får i den et interessant billede af tænkemåden i samfundets ledende klasser. Samtidig glemmer vi ikke, at det må være et ensidigt billede, et udblik ud over livet, som det levedes i Horsens dengang - set med de riges og de dannedes øjne. De allerfleste, der levede dengang, var hverken rige eller dannede. Fattigdom og sult var almindelige dødsårsager, selv om lægerne skrev noget andet på dødsattesten. Det, som Rektor Tetens fortæller os, må derfor suppleres med mange andre kilder, og skrevet fra andre synsvinkler, hvis man vil frem til en dybere forståelse for levevilkårene for flertallet af den tids mennesker. Der er da også i vor tid interesse for at lære de underprivilegeredes kår at kende, det tavse, det fortiede flertal. Og vi ser endelig også, at det i nogle familier lykkedes at forbedre slægtens kår: Peder Tetens fader var bødker og bager i Nykøbing Falster, medens Tetens selv endte som Biskop i Viborg.


1.  Afsked! Hvilket ord! Hvem kan nævne det uden bevægelse? - "Bedrøvet" er det tillægsord Romerne brugte, når de nævnte det; og er det mærkeligt? En adskillelse efter kortere eller længere samvær, kan det tænkes uden at minde den eftertænksomme om den sikre, den u-undgåelige adskillelse, som enhver af os skal opleve, kun Gud ved hvor snart, når vi rives bort, ikke kun fra ét sted, ikke kun fra inderlig elskede og oprigtige venner, men fra hele Verden og alt det vi har kendt i Verden? Det vigtige øjeblik - gid det ikke må være fyldt af gru - da vi, som nøgne kom fra moders liv, igen nøgne skal overgives til alles moder. Og hvis enhver afsked bør opvække en sådan bevægelse i en følsom sjæl, er det da sært om min sjæl i dag er lutter følelse?



2.  Atten år! Hvilket stort stykke af de dødeliges flygtige liv! Hvilken lang tid når man ser den i møde - skønt ubetydelig når den er gået! Atten år, siger jeg, er næsten forløbet, siden Guds Nådige Forsyn kaldte mig til dette sted, som jeg altid skal mindes, hvor jeg end siden skal færdes i Verden. - Jeg har i denne tid adskillige gange haft vigtige anledninger til at tale fra denne lærestol til en kær forsamling af ærede og elskede venner, men aldrig uden at jeg måtte føle en særlig sindsbevægelse, det har I nok mærket, Højstærede! Med en kort tale i Romer-sproget tiltrådte jeg det embede der engang blev mig allernådigst betroet. Alt for uværdig måtte jeg have været, om jeg med lunken koldsindighed kunde have talt om en så vigtig forandring i mit liv, da jeg, imod min ungdoms ønsker, efter Guds Uransagelige Viisdom, måtte bøje mine endnu unge og vist ikke tilstrækkelig øvede skuldre under så vigtig, så trykkende en byrde. Da jeg, selv ung, blev sat, ikke alene over en opvoksende ungdom, for at lægge grundvolden til deres nyttige manddom og alderdom, ja berede dem til Evigheden, men endog over ældre, ja ældgamle, for at våge over deres læremåde og handlemåde.

Jeg har, som mit embede krævede, ved en højtidelig fest - en fest som næppe nogen af os skal opleve igen - erindret om den for vore Riger så vigtige forordning, da Enevoldsmagten blev overdraget vore til den tid alt for indskrænkede Konger. Jeg opregnede de vigtigste af de utallige velgerninger, som Guds Nådige Forsyn ved disse vor dyrebare Konger har bevist Rigerne. Hvem kunde vel ved så vigtig en lejlighed stå frem og tale koldsindig derom? Mon vi endnu kan tænke derpå uden den inderligste bevægelse? Og hvornår har det været mindre muligt end nu?

Efter en befaling, større end enhver Kongelig befaling, nemlig et følende hjertes dybeste drift, har jeg med gråd omtalt - thi uden tårer kunde jeg ikke tale - en stor Konges alt for tidlige død. Og hvem kunde føle tabet af en så oprigtig menneskeven (thi næppe har verden set en ømmere sjæl på tronen) uden at fortæres af sorg? - Jeg har været Jeres tolk, Højstærede, ved den mands båre, hvis liv Horsens endnu mindes med længsel, og som vi længe vil savne, og hvis navn især på dette sted ikke skal glemmes så længe skolens store bogsamling består. Med hvilken sindsbevægelse jeg dengang talte, det mindes I, Højstærede, I som forenede Jeres tårer med mine, og som det falder så tungt at tænke på ham.

En inderlig tak for store velgerninger og afværgede ulykker fra det almindelige, sammen med varme bønner for Regeringen, Staten og Kirken, har været indholdet af mine sidste taler, hvis anledninger er så nye at vi endnu alle med den inderligste bevægelse føler deres virkninger. Det har været de lejligheder, Højstærede! ved hvilke jeg adskillige gange har haft den glæde at se Jer her forsamlet. Den opmærksomhed, I viste mig, da jeg talte, Jeres varme bifald, efter at jeg havde talt, har været mig den kæreste opmuntring til at gribe nye lejligheder, og også forsøge på denne måde at vinde og forøge Jeres kærlighed til mig. Men i dag, Højstærede! - hvad skal jeg sige om denne anledning?

Vist kunde jeg ønske at jeg ikke havde været nødt til at søge den, vist kunde jeg ønske at jeg ikke skulde sige så mange, så kære og prøvede venner mit bedrøvede farvel før jeg skulde sige Verden farvel. Tør jeg da håbe at Jeres kærlighed til mig vil vare ved, nu da jeg, som det synes, frivillig forlader Jer, Jer der med de ømmeste hjerter har forsikret mig om Jeres kærlige ønsker om at beholde mig? Tør jeg stå frem og tale til Jer og håbe på Jeres bifald, når jeg i dag ikke kan andet end fremstamme usammenhængende og brudte ord? Aldrig er jeg trådt frem for Jer mere uforberedt, mindre duelig til at tale end i dag. Tusinde gøremål og forretninger har lagt beslag på mig, så jeg kun har haft nogle få og ligesom stjålne øjeblikke til at tænke på hvad jeg vilde sige. Og mit sind, mit inderlig bevægede sind, har slet ikke været i stand til at vælge blandt de tusind tanker der strømmede sammen og kom til mig, endsige bringe dem i orden.

Dog har jeg ikke kunnet forlade Jer uden at tale med Jer. Jeres ømme kærlighed skylder jeg regnskab for min bortgang. De utallige velgerninger man har vist mig her kræver en tak. Det forbundne hjerte, jeg fører med mig, er så fuldt af ønsker at jeg ikke kan andet end frembære nogle.



3.  Vi har her intet blivende sted. Det gælder vor forestående sidste adskillelse fra Verden, og det gælder lige fuldt vort ophold i Verden. Vort hele liv er som en rejse. Vi må hver dag så at sige holde os rede til at flytte, ikke alene bort fra Verden, men også hvorhen det behager Guds skjulte Forsyn at sende os i Verden. Vor fødselsdag og vort fødselssted kender vi, men når og hvor vi skal ende vore dage ved ingen uden den, i hvis hånd vore dage og vore veje er. "Gå hvor Jeg sender Dig" er Herrens befalende røst, ikke kun til hin store profet, men til ethvert menneske. Har vi end ikke nu en så umiddelbar befaling som fordum Profeten, så kan vi dog ikke tvivle på at det Forsyn, der rækker ud til selv den allermindste, på en ganske særlig måde styrer vore veje, vi der er de ypperste af Hans synlige skabninger på Jorden. Han som fra Evighed kender altings sammenhæng, han har alle de sammenløbende - ofte i det enkelte menneskes øjne ubetydelige - omstændigheder i sin hånd, til at udnytte sin vilje. Jeg ved, siger derfor hin store, af Gud oplyste profet, jeg ved, Herre, at et menneskes vej er ikke i hans egen hånd - ja det er ikke i hans magt som vandrer at styre sin gang. Menneskets hjerte, siger hin erfarne Salomon, udtænker sin vej, men Herren styrer hans gang.




4.  Er det nu sådan med ethvert menneskes gang og vej i Verden, at den styres af Den Store Verdenshersker, hvor meget mere må da ikke en lærers vej fra et embede til et andet være en virkning af Den Store Overhyrdes ganske særlige omsorg for den kirke han har formet med begge sine hænder! Alt for fremmede måtte vi være i Verden hvis vi ikke kendte Guds styrende hånd over menneskenes veje, hvor ofte han, imod menneskers egne tilbøjeligheder og ønsker sender dem hvor Han vil. Ved at give agt på vor egen erfaring skal vi nok kende dette tilstrækkeligt. At jeg blev kaldet og kom til Jer, mine kære tilhørere, det er for mig det bedste bevis på dette. Mine ønsker og mine bestræbelser fra ungdommen var at tjene min Gud som lærer i Hans kirke. De veje, hvorpå Han så nådig førte mig, syntes at sigte til dette mål. Adskillige døre åbnede sig for mig, som jeg kunde ønske. Gud tillod mig at tale Hans Ord på høje, ja på de højeste steder, og mit håb var ikke langt fra fuldkommen tillid til at jeg dengang skulde gå lykkelig frem ad den vej jeg ønskede. Men se: Guds veje var ikke da som mine veje. Gå, sagde Han, hvorhen jeg sender Dig. Og se, jeg kom her, til et sted der altid vil være så meget mere dyrebart i min erindring som jeg vildfremmede her har fundet så mange sande velyndere og så mange oprigtige venner. Samme Guds styrende hånd, samme befalende vink er det jeg nu følger, Højstærede, nu da jeg bedrøvet forlader dette så elskede sted. Hvor inderlig jeg har elsket denne by og egn, der frem for alle dem jeg kender har så mange rosværdige og tiltrækkende egenskaber, tror jeg tydelig ses af den (jeg tør håbe: uskyldige) fornøjelse og munterhed, jeg altid har ladet se i Jeres behagelige selskab. 



5.  Atten års rolig tjeneste i et embede som det jeg har haft, uden at søge noget andet, medens jeg måtte se andre, der havde samme udsigter som jeg, stige opad, et trin efter et andet, det håber jeg også kan tjene til bevis på hvor fast mit hjerte har været bundet til vort dejlige Horsens. Ofte har en af besværligheder opvakt lyst til forandring kæmpet med kærligheden til dette sted og mine venner her. Altid vandt det sidste overhånd. Endelig styrede den skjulte hånd omstændighederne således, at en uimodståelig drift bragte mig på de veje ad hvilke Han vilde føre mig - og hvor tydelig har jeg ikke erfaret at han førte mig! På en tid da jeg er allermest tynget af besvær, og da ønskerne ligesom kæmper mod hinanden i min sjæl, da åbner sig en vej, som jeg af vigtige årsager havde holdt for en af dem jeg helst kunde ønske mig, hvis en forandring skulde søges. - Andres opmuntringer kom til, beslutningen tages. Straks er det som om alle porte åbner sig, og som om alle veje fører sammesteds hen, til målet; og førend jeg ventede det hørte jeg denne røst: Gå, jeg sender Dig!


Nu kunde det for så oplyste tilhørere være nok om grunden til min afsked. Skam og skændsel over den der af urene grunde vil bestemme over Herrens veje! Dog skylder jeg Jer, Højstærede, oprigtig at nævne de omstændigheder som Guds Forsyn lagde til rette, og som ligesom aftvang mig min beslutning og vandt overhånd over min inderlige lyst til at blive hos Jer.




6.  Hvem kan kende en skolelærers embede uden at vide at det er det besværligste af alle! Det er endda blevet almindeligt at sige: Den som Juppiter er vred på, ham gør han til lærer. - Men selv om alle må indrømme at embedet er besværligt, så kan ingen dog kende disse besværligheder ret, eller for alvor tro at de er så store som de virkelig er, uden den der har erfaret det. Og da der er forskellige lærer-embeder, er vanskelighederne også forskellige. Der er underlærere, der hver for sig har ansvaret for at undervise og vejlede dem der er dem betroet. De har så vist besværligheder nok, men de er dog til at bære sammenlignet med de besværligheder den har, der skal styre dem alle. Disse førstnævnte kan være rolige når de kun selv med flid varetager deres embede, men denne sidste lider, og lider meget, også når andre viser sig forsømmelige. Jeg har erfaret begge dele, og jeg har følt den store forskel. Og blandt dem, der er sat til at lede en skole, er der nogle der har flere medarbejdere og flere medhjælpere, og dermed både lettere arbejde i sig selv, og dertil nogen ro i sjælen, så de bedre kan bære andres byrder. Andre derimod går daglig ind under åget, så at sige, kender ikke til hvile, og bliver derfor hurtigere slidt op i det uophørlige arbejde.

Sådan, Højstærede! må I vide at mit arbejde har været. Selv ikke almindelige fridage, selv ikke mine sygedage, hvor mange jeg nu har haft, har været rigtige fridage. Og den frihed jeg under indtrufne omstændigheder har været nødt til at tage, har jeg altid købt dyrt med en nagende bekymring for at noget måske vilde blive forsømt.

Dog, det er det mindste, Højstærede! Arbejde er vi skabt til, og jeg kender arbejdsomhedens herlige frugter. Magelighed, denne afskyelige last, der er så nært beslægtet med dovenskab, har aldrig haft magt over mig. Som man bliver ældre kunde det nok blive en fristelse, men det alene vilde dog aldrig være stærk nok til at drage mig bort fra mit inderlig elskede Horsens. Mange andre omstændigheder - det vilde være for vidtløftigt, om ikke umuligt, at opregne dem alle - gør sig gældende i forening, så at embedet for den, der er til års, bliver næsten ubærligt.

Vor tids stadig mere kælne opdragelse bidrager ikke så lidt til embedets besvær. Nu tåler man næppe en alvorlig irettesættelse, endsige en følelig straf, selv om der findes så stride gemytter at selv de mest vedholdende og de kærligste formaninger er ganske uden virkning. Nu vel: Forældres eller andres misnøje kan man ikke tage hensyn til, hvis de unges velfærd kræver noget andet. Men se, hertil kræves en vis hårdhudethed, der vist mere findes hos de yngre end hos de ældre. Overalt straffer de endnu muntre yngre mænd meget mere, og uden sjælekvaler, end de alt for ømskindede ældre. Dette siger jeg, Højstærede, af en alt for levende egen erfaring. Men hvad bliver virkningen af dette? Man undlader at straffe - skønt straffen er højst nødvendig for så mange lavt tænkende sjæle, som endnu ikke forstår hvad der tjener til deres eget vel. Dovenskab og selvrådighed tager til. Lærerne får dobbelt arbejde, men arbejdet bliver uden frugt. Skolen taber sin ære, og hvor er da lærernes? Og hvad kan være mere hjerteskærende, mere dræbende, for en redelig, ærekær lærer?

Men når en lærer kun har en god samvittighed, når han ved med sig selv at han ikke har forsømt noget, hverken af flid eller formaninger - når i det mindste nogle kan vidne om hans arbejde, kan han da ikke være rolig? - Nej, Højstærede! Just denne store forskel er der på en lærer i kirken og en lærer i skolen. Når den første arbejder redelig, står han kun til ansvar for dem der kender hans arbejde og ikke vil lade det være uden frugt. Men denne sidste må tåle at næsten alle opkaster sig til dommer over ham. Når de dygtige har fremgang siger man at det skyldes deres egen flid, men de ryggesløses og dovnes uorden og vankundighed skyldes, siger man, lærerens forsømmelse. Hvis han bærer over med de træge og de dovne og holder hånden over dem og håber på at de vil forbedre sig, så beskyldes han for upassende overbærenhed. Sender han dem bort, der synes håbløse, kalder man ham overilet, og han må frygte for at se sin skole stå tom i løbet af kort tid. - Sker det (og desværre, alt for ofte sker det) at de unge mennesker han har søgt at retlede ved de mest gudelige, de mest trohjertede formaninger, siden strejfer om som unyttige byrder for Jorden, straks viser man dem frem som skampletter på hans ære.

Disse, og mange andre omstændigheder ved en lærers embede, hvis de endnu er til at bære for den der står midt i sin blomstrende ungdom, hvis sind endnu er let, så bliver de til visse utålelige for den der kommer op i årene. Han bliver nedbøjet herover - og hvor er da den glæde der skal til for at bestride embedet ret? Alt for mange af de dueligste, de mest beundringsværdige skolelærere har overlevet sig selv. Og hvad er værre for mig end at se denne tid nærme sig for mit vedkommende?




7.  Gud, der kender hjertet, ved hvor mange knugende sorger jeg har haft på dette sted, hvor tit jeg har arbejdet under suk og smerte, og især hvorledes byrderne til sidst begyndte at vokse mig over hovedet. Kommer nu hertil bekymringer for et anstændigt underhold for mig og mine, hvorledes kunde da mit med andres bekymringer belæssede sind magte at bestride et sådant embede, når jeg så vist har nok i mit eget? Og just denne bekymring er jeg for alvor begyndt at føle i min talrige familie, som nu vokser op.

Døm da selv, mine venner, om jeg ikke vilde have syndet slemt mod Forsynet, hvis jeg ikke havde fulgt dette nådige vink, der åbnede mig adgang til et anstændigt udkomme for mig og mine, men allermest til et embede hvor jeg, der hellere vil dø end leve til ingen nytte, ved Guds Nåde håber at arbejde med større nytte efter min alder. Så vigtige er de grunde der har bevæget mig til at søge denne triste adskillelse fra Jer i Dag.

I må ikke undre Jer over at jeg kalder denne adskillelse bedrøvelig; siden jeg selv har søgt den skulde man ellers synes at den måtte være mig glædelig. Ja, sorg og glæde er nok hinandens modsatte, men de er ikke så uforenelige at de ikke i forskellige henseender kan bo i et og samme sind. Ingen, selv ikke den mest ønskelige adskillelse fra en ven kan ske uden bedrøvelse. Sindet føler til en sådan tid glæde ved håbet om et gode man ønsker, men kan det ikke opnås uden tabet af det nærværende, bliver bedrøvelsen på samme tid uundgåelig. Vist glæder jeg mig - og jeg er vis på at I glæder Jer med mig, I mine venner, nu da Guds Forsyn så nådig har ført mig på en, efter mine omtalte omstændigheder, så ønskelig vej, hvor jeg i håbet har de gladeste udsigter for fremtiden. Men lige så vist er det mig umuligt, uden den inderligste bevægelse at miste et gode som jeg agter så højt, den fortrolige omgang med så mange redelige venner, og at forlade et sted hvor jeg i så mange år af det Nådige Forsyn har været genstand for utallige velgerninger. Og just den taknemmelige erindring om disse er det andet jeg føler som en hellig pligt ved dette mit offentlige Farvel.

Fra min ungdom af har jeg, frem for tusinde andre, der var langt bedre og langt værdigere end jeg, fået utallige prøver på Guds Særlige Nådige Forsyn. En agtværdig og påpasselig opdragelse i velstående forældres hus holdt mig i min vilde barndom borte fra lasternes vej; de dygtigste lærere lagde grunden til en nyttig ungdom; retsindige velyndere med indflydelse opmuntrede, understøttede og belønnede ungdommens flid. Manddommens modneste alder har jeg efter Guds Vilje tilbragt hos Jer, Højstærede! Og hvor rig har ikke Guds Nåde været over mig, hvor store, hvor uforglemmelige er ikke de velgerninger Gud har bevist mig, hos og ved Jer?

Så må jeg da i den dybeste ydmyghed sige som fordum den gudfrygtige Jakob, ham som Gud velsignede så rigt i et fremmed land: Herre, jeg er for ringe til al den miskundhed og trofasthed Du har udvist mod Din tjener; thi med min stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to lejre




8.  Ingen velsignelse har jeg kunnet ønske mig i mit embede, eller når jeg færdedes som en borger blandt medborgere, uden at Vor Nådige Gud har givet mig den. Er det ikke en lykke for en embedsmand, når Regeringen selv, ved at bønhøre hans billige ansøgninger, opmuntrer hans flid og mildner hans besvær? Jeg har ved Guds Nåde oplevet det: Ved allernådigst reskript af 22. januar 1762 er embedets indkomster forbedret med offer fra Menigheden til de tre store højtider: en forbedring som de retsindiges kærlighed har gjort betydelig for mig, og som overvundne fordomme vil gøre endnu betydeligere for en elsket eftermand.

Ved et andet allernådigst reskript af 7. Maj 1772, da jeg endnu tænkte at jeg skulde ende mine dage i mit elskede Horsens, tillagdes min elskede ægtefælle, om hun skulde overleve mig, et Nådens år, og årlig hjælp af embedet.

Allertydeligst viser mit sidste allernådigste kaldsbrev og det derpå følgende allernådigste reskript vor retvise Konges faderlige nåde i at belønne lang og brydsom tjeneste. Fremdeles, hvis det er en velsignelse fra Gud for en embedsmand når hans nærmeste foresatte ved alle lejligheder viser deres tilfredshed med hans færden og embedsførelse, hvor meget har jeg da ikke at skønne på i det stykke! Vort Stifts såvel gejstlige som verdslige øvrighed, den ene efter den anden, har ikke alene i alle måder vist mig ganske særlig velvilje, men endda også givet de forbindtligste prøver på den ømmeste og mest fortrolige kærlighed. Ved Jeres retsindige velvilje har jeg endog haft den glæde at stipendierne for vore fattige disciple er øgede, som det også var at ønske.

Er det nu en stor Forsynets velgerning mod en embedsmand at han må leve i enighed og samdrægtighed med dem han er sat i embede med, hvor stor har da ikke min lykke været i den henseende! De der sammen med mig har haft tilsyn med Skolen har alle vist mig broderlig kærlighed, i den mest fortrolige omgang. Deres redelige velvilje har jeg at takke for at jeg kan efterlade denne dejlige skolebygning, ikke alene vedligeholdt, men på mange måder forbedret. Hvor enige har de ikke været med mig når det gjaldt at med offentlig hjælp udmærke de disciple, hvis fattigdom og flid har gjort dem mest værdige! Og hvor mærkbart er ikke denne vor enighed blevet velsignet af Gud!

Ved det før omtalte tillæg, og ved vor uforglemmelige Lindvigs i vor tid mageløse gavmildhed, har vi haft den glæde at opleve, at medens den hele uddelingssum i året for min ankomst kun var lidt over et hundrede rigsdaler, så har den nu i nogle år endog overgået to.

De medarbejdere, som jeg tid efter anden har haft i Skolen, har, hver som han kunde, ærlig rakt mig hånden til samarbejde, og med uafbrudt kærlighed har vi, hver efter evne, båret hverandres byrder.



Klosterkirken i Horsens er, som navnet angiver, levn af et kloster, opført på den ejendom, som herremanden, ridder Niels af Barritskov i 1261 skænkede til et samfund af franciskanermunke. Gennem middelalderen blev klosteret og den tilhørende kirke udvidet og ombygget adskillige gange, og ved munkenes fordrivelse 1532 stod klosteret som et stateligt firfløjet anlæg. Mindre end 100 år efter Reformationen var hovedparten af klosterbygningerne væk. Kun kirken bevaredes som byens sognekirke – en funktion, den beholdt til 1794. Klosterkirken degraderes til begravelseskirke (en tid fungerede den tilmed som krudtmagasin!); men i 1904, 10 år efter en gennemgribende restaurering, fik den atter sognekirkefunktion.




9.  Hvis det er en stor tilfredsstillelse for en lærer at se frugterne af sit arbejde, hvor nådig har da Forsynet ikke været mod mig også i dette stykke! Har jeg end ikke haft den glæde jeg kunde ønske af alle dem der var mig betroet (og hvordan skulde det være muligt i så fordærvet en verden?) - og den lykke har endnu ingen lærer kunnet rose sig af), så har dog det Nådige Forsyn mærkbart mildnet sorgen over de få vanartede med glæden over de mange, jeg kan fremvise som min lykke og ære. Allerede for længe siden har jeg med hjertets inderlige glæde set hvordan en stor del af dem, jeg ved Guds Nåde har ledet frem, nu tælles blandt Kirkens duelige lærere og Statens embedsmænd og Akademiets ansete borgere. Af alle dem, langt over hundrede, jeg i hele min embedstid har sendt til Akademiet, har ikke en eneste bragt skam over sig selv eller mig, men den største del har virkelig fremmet deres egen og min og Skolens ære. Deres helt til denne dag vedvarende kærlighed og fortrolighed er mig en af de sødeste belønninger. De mest rosende breve fra nu selv duelige mænd, der vedbliver at ære og agte mig som deres ungdoms tro leder, ja som en fader, har midt i de sidste års besværligheder været mig den gladeste opmuntring.



Dette er vel den største frugt af mit arbejde; men jeg har heller ikke savnet andre belønninger: anseelige forældres fortrolighed, når de har betroet mig deres børn, har vel altid forøget mine byrder, men også forsødet dem. Selv mine embedsindtægter, disse mit arbejdes frugter, er ved Guds Forsyn kendelig forbedrede, ikke alene ved retsindige indbyggeres før omtalte tiltagende godgørenhed, men også ved betænksomme forældres rige gaver, så at jeg indtil denne tid af mit arbejde ikke alene har haft brødet for mig og den talrige familie, med hvilken Gud har velsignet mig, men endog har haft den sande glæde som fattes den gerrige rige, at kunne dele mit brød med den fattige.

Er sundhed en af de største timelige velsignelser, især for den embedsmand der altid må arbejde, hvor uvurderlig er det da ikke at jeg i hele min embedstid, i så mange år, skønt mit helbred var skrøbeligt, aldrig har oplevet en dag da jeg var så syg at jeg ikke kunde passe mit embede. Så store er de velgerninger, jeg har kunnet glæde mig over som embedsmand; og som medborger kan jeg sige, at nok var jeg aldeles fremmed og ukendt for Jer, da jeg kom her til byen og egnen, men Forsynet åbnede mig nådig adgang til de højestes yndest, ja fortrolighed, mine ligemænds oprigtige venskab, og, tør jeg håbe, alle mine medborgeres kærlighed. Jeg og mine har mødt den største elskværdighed i det daglige. Og når det var allervigtigst, når det gjaldt sygdom, og selv i døden, har man vist mig fortrolighed. Alle har vist mig tjenstvillighed, det har jeg også erfaret nu ved min bortrejse med den forbindtligste taknemmelighed. Ærlighed har besjælet deres omgang med mig, og når jeg er gået i forbøn for Skolens fattige har de vist dem kærlighed, en kærlighed som jeg altid føler, har været ligesom rettet imod mig selv - og selv velynderes godhed mod mig har sat sig spor i varige velgerninger for Skolen.

Ved en sådan godhed har også den grund, hvorpå Skolen ligger, fået en nyttig og behagelig tilvækst (fodnote fra 1775-udgaven: Et anseeligt stykke have-jord er givet af S. T. Hr. Cancelliraad de Lichtenhielm), og vor bogsamling er blevet mærkbart forbedret, hvad der især skyldes Skolens værdige søn, der engang lagde grunden til den - kort sagt, jeg og mine har, skønt vi var fremmede, fra vores første ankomst indtil denne dag oplevet så megen godhed, kærlighed, velvilje og oprigtighed som mange forgæves har søgt blandt deres egne. Hvormed, Allerelskeligste, skal jeg betale så mange, så store velgerninger? Et hjerte opfyldt af den inderligste tak og de oprigtigste ønsker er det eneste jeg har, og det skal, ved Guds Nåde, heller aldrig mangle.




10.  Al Godheds Gud, al Barmhjertigheds Fader, Du der i Din Vælde styrer Verden, Dig vil jeg takke for at Du så nådig og så faderlig har ledet mig, ikke kun fra jeg lå i vuggen, men også og især i det embede og på det sted som Din skjulte Viisdom nu befaler mig at forlade, og for at Du har givet mig utallige beviser på Din Nåde, der aldrig hører op! Herre, hvad er jeg, og hvad er mit hus, at Du har ført mig hidindtil! Tak for hver en vankundig som Du ved min tjeneste har oplyst! Tak for hver en ryggesløs som Du har opvakt og omvendt! For hver en bedrøvet Du har trøstet, hver en døende Du har styrket! Tak for hver gang Du har givet mig Nåde til at tale Dit ord i Dit hus, og i dette! Tak for hver frugt jeg har set af mit arbejde! Tak for hver en velynder Du har opvakt mig! Tak for hvert stykke brød Du har givet mig, og ved mig andre! Tak for hver sundheds time Du har forundt mig til mit embedes forrettelse! Du befaler mig nu at nedlægge dette og antage et andet. Samme Din Nåde, som har fulgt mig i dette, hvile over mig i det nye! - Styrk Du selv mine svage kræfter, læg daglig ny velsignelse til mit arbejde! Giv mig selv Nåde til således at anvende Dine velgerninger her, at jeg hisset af Nåde kan vente de ubesmittede belønninger; således at opføre mig i Din tjeneste her, at jeg på hin store regnskabs dag med frimodighed må kunne stå frem blandt Dine tro tjenere!

Tak til vore faderlige Regentere, hvis nåde så kraftig har understøttet mig i mit embede og belønnet mit møjsommelige arbejde! Må den velsignelse der hvilede over vor Salige Frederik være over hans sildigste afkom, så sandt hans navn skal være udødeligt til Verdens ende! Må Guds Nåde være og dagligen øges over vor allernådigste Christian og over hans og landets kærligste Moder, vor uforlignelige Juliana! Gud selv stadfæste vor retvise Regering! Må Rigets håb, vor dyrebare Kronprins, vokse og forfremmes i den sande gudsfrygt og i de dyder, der gør fødte Regentere værdige til Tronen! Og da just denne dag har skænket Rigerne deres vigtigste støtte, vor elskelige Arve-Prins, den i hvem Kongen ærer den kærligste broder, den viiseste rådgiver, den som alle stænder glæder sig ved som deres trofaste beskytter, deres ivrigste befordrer, så vil vi især på denne dag for ham udøse vore andægtigste bønner, vore taknemmeligste sukke, at han må blive så gammel af år som han allerede langt overgår sine år i viisdom, og så lykkelig i alle sine gerninger som han er utrættet i at arbejde på Rigernes lyksalighed!

Tak til hele vort Stifts høje og retsindige Øvrighed, hvis særlige velvilje har hjulpet mig til at bære mine byrder; må de afdødes navne blomstre i evig ihukommelse! Må de endnu levende opleve en lyksalighed deres lysende fortjenester værdig, til sand glæde for alle forstandige og retsindige mennesker i dette Stift.

Tak til Jer, mine kære og redelige med-embedsmænd! Tak for al broderlig omgang og for hver en velgerning som Skolen under mig ved jeres retvise styre har oppebåret! Denne min højt elskede Skole være fremdeles Jeres faderlige omhu på det kærligste anbefalet! Må Gud velsigne Jeres gerning, både i Kirken og i byen! Arbejd kun fremad med enige hjerter og forenede kræfter, så skal nok vort kære Horsens længe blomstre under så viise, så redelige styrere!

Tak til jer, I mine tro medarbejdere! Fortsæt med at arbejde for samvittighedens skyld med flid, og bliv ikke trætte! Måtte I ret forstå kun hvor vigtigt Jeres embede er, så at I og jeg på den Store Dag kan aflægge regnskab for hver af de unge sjæle som har været os betroet! Gud selv lægge sin velsignelse til Jeres arbejde, og til sin tid krone det med værdige belønninger!

Tak til Jer, alle mine højt fortjente velyndere, alle mine oprigtige venner, alle mine kære medborgere! Evig bliver min sjæl Jer forbunden, og må jeg end efter Guds viise råd forlade Jer, skal intet fravær kunne udslette Jer af mit bedende hjerte. Må Gud selv rigelig gengælde Jer al den ufortjente yndest og kærlighed I har vist mig, og i min tid min trængende Skole! Må Guds Nåde i rigt mål komme over Jeres sjæle! Må timelige velsignelser efter Guds viisdom lønne Jeres godgørende hjerter! Må I alle være under den Allerhøjestes beskærmelse! Må Jeres kærlighed til mig være uforandret ved min bortgang, og ledsage mig på rejsen med Jeres fromme forbønner!

Endelig Tak til Jer, mine kære Børn – Jer, mener jeg, for hvem jeg har haft og har et sandt faderhjerte, mine kære Disciple! – Tak til dem der fra min første embedstid ved gudsfrygt, lydighed og flid har forsødet mit arbejde, og siden udbredt vor Skoles ære! Guds Nåde styrke dem der allerede beklæder vigtige embeder, at de alt senere mere og mere må blive udvalgte redskaber til Guds Æres udbredelse! Herrens Velsignelse krone deres flid, der endnu er på vej til deres embeder, at også de må høste ønskelige frugter af den samme glæde som jeg har oplevet i mit embede! Og Tak til dem af Jer som indtil denne time har været betroet mig - der har lånt villige øren til mine formaninger, og ved flid har søgt at befordre deres og min glæde!

Jeg går bort - men jeg har det visse håb til Guds Nåde, at Han i mit sted sender Jer en mand, der med fordoblede kræfter kan arbejde på en grund jeg har lagt. Jeg har vist Jer den eneste grundvold til Jeres sande lykke, både i tid og i evighed, som er at dyrke Gud ret. Byg herpå, og vær forsikrede om at Jeres arbejde ikke skal være forgæves! Gå fremad, mer og mer, i Herrens kraft! Må I vokse op til Guds Ære, forældres glæde, og Verdens nytte! Må Gud forøge de tungnemmes gaver, eller anvise dem en bekvemmere vej til at blive nyttige mennesker. Må han forandre de forvildedes gemytter, og forøge de træges lyst. Mine idelige, trohjertige formaninger stå dybt indprentede i enhvers bryst, at de ikke på hin store dag skal skærpe dommen over Jer, men at vi, som, nu skilles ad, da med glæde må kunne samles, og at jeg med frimodighed må kunne sige; Se Herre, her er jeg og de Børn, Du har givet mig.