Videre til
kap 2
kap 3 kap
4 kap 5
kap
6 kap 7
kap 8 kap
9 kap
10 kap 11
Arngrímur Jónsson
Grønlandia
Latinsk tekst med oversættelse og kommentarer ved
Richard Mott
Hele teksten er udgivet som bog (112 sider) af forlaget Øresund, 2. udg. 2001.
ISBN 87-88033-59-7 og kan bestilles i boghandlen. Pris:
ca 90 kr. - Hjemmesiden her har fået tilført yderligere illustrationer.
Hoved af nordbo, udskåret i hvalrostand og funden i Sandnæs i
Vesterbygden.
Forord
til 1. og 2. udgave
Arngrímur Jónsson (1568-1648) var en lærd islænding, der virkede både
som præst og forfatter. Han skrev især på latin, tidens internationale sprog, og hans lille bog om
nordboerne i Grønland og Vinland er da også på latin. Bogen udkom ikke i hans levetid, men med tiden blev den oversat til
islandsk og dansk. Den første danske oversættelse kom i året 1732, og så vidt
vides findes ingen senere dansk oversættelse.
Arngrímurs indsats for forståelsen af betydningen af de gamle islandske sagaer blev
banebrydende, ikke mindst gennem dette værk, hvor han på grundlag af sagaerne viser, at
nordboerne nåede frem til Amerika
500 år før Columbus. Arkæologiske fund i vor tid har bekræftet dette.
|
|
I nærværende nyoversættelse er den danske tekst trykt parallelt og side om side med Arngrímurs
latinske tekst, der gengives efter Jakob Benediktssons udgave fra 1951 (Bibliotheca
Arnamagnæana, consilio et auctoritate Legati Arnamagnæani Jón Helgason editionem curavit, vol. X: Amgrimi Jonæ Opera Latine Conscripta, edidit Jakob Benediktsson, vol.
ii, Hafniae 1951). I nærværende udgave er der nogle små afvigelser fra Jakob Benediktssons tekstudgave, de fleste afvigelser er orthografiske.
Korte bemærkninger til teksten er anbragt som fodnoter, medens længere og mere
pladskrævende kommentarer er sat sidst i bogen. Illustrationerne er dels udtegninger af runer og tegninger fra
nordboernes Grønland, dels nyere tegninger og et enkelt fotografi af ting fundet i Grønland. Alle illustrationer er hentet på Nationalmuseet, hvor jeg har fået god hjælp af
seniorforsker Jette
Arneborg og bibliotekar Hanne Errebo-Knudsen.
Folketingets Grønlandsfond og Velux-fonden har støttet udgivelsen økonomisk. For al god hjælp udtaler jeg min bedste tak.
Virum, i Februar 2001
Richard Mott
Indholdsfortegnelse (til
bogen)
1. kapitel: En beskrivelse af Grønland....................................................... 11
2. kapitel: Beskrivelse af det beboelige Grønland
og dets tilblivelse .... 21
3. kapitel: Om indretningen af grønlændernes stat .
...............................39
4. kapitel: Grønlændernes tro..........................................................
..........43
5. kapitel: Her fortælles om forskellige begivenheder, der vedrører og
belyser grønlandske forhold
.............................................................. .........
53
6. kapitel: Om islændingen Thormod, forhen hirdmand hos Norges
konge Olav den Digre................................................................................... 57
7. kapitel: Rævs, en islændings, bedrifter i Grønland
..............................71
8. kapitel ....................................................................................................... 87
9. kapitel: Helluland, Markland, Vinland ................................................... 89
10. kapitel: Grønlænderne sejler til Vinland for anden gang
.................. 93
11. kapitel: Vidner til vor fortælling om Vinland...................................... 101
Kommentarer............................................................................................... 105
|
|
s. 10
Caput l.
Grønlandiae aliqualis chorographia.
Scripturus aliquid de Grønlandia nolo aliorum sententias, qui in suis insularum
descriptionibus etiam hanc terram attigerunt, sollicite conquirere (sed nec nullas delibare), passim omnibus obvias, in quorum manibus Saxo
Grammaticus, Munsterus, Crantzius, Mercatoris Mappae, Frisius, Zieglerus, Reinholdus, Neander, Myritius et alii id genus scriptores versantur.
Quin potius ea summatim colligam, quae in nostra gente historiarum studiosi de Grønlandia sua lingua memoriae tradiderunt, ita ut neque repetitis
extraneorum scriptorum sententiis, utpote notis, lectori fastidium pariamus nec nostratium suppressis monumentis (quae in hoc genere perquam
exigua sunt et rara) ejusdem jucunditatem quantum quidem in nobis est frustremur.
1. kapitel
En beskrivelse af Grønland
Jeg vil skrive om Grønland. Og dertil vil jeg ikke først og fremmest hente
oplysninger hos forfattere, der har skrevet om dette land i deres beskrivelser af
verdens øer - noget vil jeg nok hente hente der, noget fra Saxo Grammaticus, Münster, Krantz, fra Mercators kort, fra Frisius, Ziegler,
Reinhold, Neander, Mauritius og andre af den slags forfattere - men jeg vil dog hellere i korthed sammenfatte, hvad de, der har forsket i Grønlands
historie, har skrevet på deres eget sprog, og således, at fremmedes skrifter
ikke bliver unødigt gentaget, hvis de er kendt af mine læsere. Jeg vil så heller ikke forbigå værker skrevet af vore egne, selvom de kun er få og sjældne, og ikke lade læserne gå glip af disse læseværdige skrifter.
Eam igitur maximae continentis longis brachiis in Austrum et Boream
exporrectam, quae Grønlandiae nomen sortita est, a promontorio Occidentalis Islandiae Snæfells Jökull dicto Occidentem versus quatridui circiter
navigatione distare perhibent nostrorum hydrographorum veterum monumenta. De cujus situ cosmographico praeterea nihil adeo exquisitum
dicere habeo nisi quod Johannis Myritii (qui anno 1587 scripserat) sententiam a nostris ex parte confirmatum iri videam. Ait enim Grønlandiam esse
regionem cujus Zenith sit in ipso Polo Arctico - id quod a veteribus inter laudes Haquini Norvegiae Regis ab anno 1261 recenseri in ipsius historia
deprehendimus, cum homagii Norvego a Grønlandis praestiti mentio fit, quod videlicet ipsius Imperium sub Polum usque se extendat Arcticum.
Quocirca etiam terra haec ab aliis terra subpolaris dicitur, quod tamen de extrema ipsius ad Boream parte inhabitabili intelligi necessum est, cum
ipsa continens mirae sit expansionis inde a Biarmiae et Russiae finibus Novum Orbem versus exporrecta quodam quasi gyro Mare Glaciale et
huic agnatas insulas complexa.
Vore gamle søfartsforfatteres skrifter fortæller altså, at det land, der som
en del af et vældigt fastland har fået navnet Grønland, og som strækker sig med lange arme mod
syd og nord, ligger omtrent fire dages sejlads fra
forbjerget Snæfellsjökull i det vestlige Island, i retning ud mod vest. Om dets kosmografiske beliggenhed kan jeg ikke fortælle
andet end, hvad Johannes Mauritius (der skrev i året 1587) mener, og som vi skal se
bekræftet af vore
landsmænd. Han siger, at Grønland er det land, der har 'Himlens Nordpol' i
Zenith[1]. Gamle forfattere, der skrev til den
norske Kong Hakons pris, har bekræftet dette for året 1261, da de fortalte om
grønlændernes troskabsløfte til norskekongen. De sagde nemlig, at hans rige strakte sig helt til Nordpolen. Dette land kaldes af andre det sub-polare, men det skal forstås således, at det kun gælder om det, der ligger længst mod
nord, og hvor
mennesker ikke kan bo, da fastlandet selv i sin forunderlige udstrækning rækker helt fra Bjarmelands og Ruslands grænser og
over til den Nye Verden, i en rundkreds uden om Ishavet og de øer, der ligger der.
[1] Dermed menes, at Jordens Nordpol ligger et sted i Grønland.
|
(Klik!)
|
Snæfellsjökull ligger i det vestlige Island, og er en 1.446 m høj
stratovulkan - den 4. største vulkan på Island.
Bjerget kan i klart vejr ses meget langt omkring. (Jökull
(Island) betyder bræ (Norge) og gletscher (Schweitz))
s. 12
Quae continentis vastitas diversas Naturae proprietates caelo soloque et
salo alibi atque alibi admittit. Quippe montibus excelsis perpetua glacie rigentibus versus Boream incultam et inhabitabilem credimus, qua parte ab
Islandia versus Corum distat, unde glacies illa Grønlandica dicta saepius ad
Islandiam appellit. Quae alias praedictum illum Grønlandiae tractum adeo densa cingit, ut dubitare videatur Hieronymus Tarraconensis, an mare sit
illud quod glaciale vocitant, an vero terra glacie cooperta; quae tamen dubitatio in nostros homines non cadit, quibus glacies illa Grønlandica
frustellatim confracta nimis nota est. Intensum vero illius tractus gelu glaciei frusta sive moles verius, quarum crassitiem vel profunditatem 30
cubitos excedere accepimus, satis arguit.
Dette fastlands vældighed rummer meget forskellige naturforekomster, i
himlen og på jorden og under vandet, på forskellige steder. Vi tror, at der
ligger evig is på høje bjerge langt mod nord, hvor jorden ikke dyrkes, og hvor ingen kan bo, den del der ligger
nordvest for Island, og hvorfra grønlandsk is ofte driver ned mod Island. Den ligger i øvrigt så tæt rundt om den førnævnte
grønlandske egn, at Jeronimo fra Tarraco synes at være i tvivl, om det mon er det hav, der kaldes
Ishavet, eller om det er landjord, dækket af is. Denne tvivl næres ikke af
folk i vor tid, der kun alt for godt kender denne grønlandske is, knust til stumper.
Det er tilstrække- ligt bevist, at der ligger en skorpe eller masse af is, og at den er mere end tredive fod
tyk, eller dyb.
Grønlandiae igitur continens, qua sui parte ad Boream maxime vergit,
caelo solo saloque secundum veteres plerosque intractabilis inhabitabilisque existit, unde veteri appellatione apud nos nomen obtinuit Grönlandz obygder, id est deserta
Grønlandiae; quamvis id asserentibus Norvegis ipsi Grønlandi contradicebant, his potissimum argumentis quod
inter alia maris rejectamenta, quae ab isto tractu appellerent, ligna quaedam ab hominibus elaborata deprehendissent quodque etiam capreas
et oves peregrinas in suis pascuis vagabundas errasse comperissent vel auribus signatas vel cornu. In cujus rei fidem ovinum caput a Grønlandis in
Norvegiam allatum in aede vel alioqui domo publica olim suspensum legimus, unum Nidrosiae, Bergis alterum. Existimabant itaque Grønlandi
vastissimum illum suae terrae tractum borealem aliqua sui parte id temporis misse habitatum, aut certe ex insulis eidem tractui adjacentibus
unam pluresve; quarum praecipuam sive insulam sive paeninsulam iidem Furustrander appellabant, quod nomen a pinu silvestri ibidem proveniente
(illis fura, Germanis føhrenholltz) natum videtur.
Det grønlandske fastland, som på sine steder strækker sig længere mod nord end noget andet land, er - ifølge de fleste af den gamle tids forfattere
- umuligt at opdyrke og umuligt at bo i, derfor har det hos os med en gammel betegnelse fået navnet Grønlands ubygder, det vil sige Grønlands
øde egne. Sådan har Nordmænd i hvert fald sagt, men grønlænderne selv
har modsagt dem - især ved at henvise til, at havet jo skyller ting op på land,
som kommer fra Grønland, både geder og får, der har græsset i Grønland,
og som er mærkede i ørene eller hornene. Til bevis herfor, læser vi, er et
fårehoved bragt til Norge af nogle grønlændere og hængt op i en kirke eller et hus, hvor alle kunne komme - et i Trondhjem, og et andet i Bergen. Grønlænderne mente altså selv, at en del af deres vældige land må have været beboet engang, eller i hvert fald en eller måske flere af de øer, der lå
nær ved den samme egn. De kaldte den vigtigste af disse, om det nu var en ø eller en halvø, for Furustrand. Den har sit navn efter fyrretræerne, der
siges at vokse der.
Vi ved i dag, at nordboerne bosatte sig på Grønlands vestkyst i området fra
Narsaq til Nuuk
s. 14
Sed utut illa se habeant certe ingens est ille tractus Borealis, ad quem
superandum asserunt veteres 21 dierum spatium non satis esse, eumque a tribus montibus nivosis dividunt, quorum primus maxime Borealis
incognitae merit extensionis. Alter 14 dierum iter absumeret, tertius Grønlandiae
habitabili nempe proximus septem dierum iter navale poscat, ibique appellari tradunt montem Hvitserk (a nive dictum, quasi alba tunica), quem
Gemma Frisius ait situm inter Islandiam et Grønlandiam, inque ipsius vertice constructum a piratis duobus quadratum nauticum. Quod ipsum
apud nostrates non reperio, quin potius montem Hvitserk in ipsa Grønlandia situm esse illumque, ut vetus est apud nos fama et opinio, simul cum
promontorio Occidentalis Islandiae nautis dimidium iter Grønlandicum emensis sudo caelo conspici. Atque ita mons Hvitserk Grønlandiae Borealis sive desertae pars et terminus,
quantum intelligo, Australis erit.
Men hvordan det nu end forholder sig, så er denne nordlige egn ganske
sikkert vældig stor. De gamle hævdede, at enogtyve dage ikke var nok til at
overkomme den, og de inddelte den ved hjælp af tre sneklædte bjerge. Den
første egn, den nordligste, var af ukendt udstrækning. Den anden strakte
sig udover fjorten dagsrejser. Den tredie lå nærmest det beboelige Grønland og
kunne omsejles på syv dage. Dér ligger bjerget Hvidsærk, kaldet således efter sneen, "den hvide særk", som Gemma Frisius siger
ligger imellem Island og Grønland. På toppen af dette har sørøverne
bygget en nautisk kvadrant. Herom finder jeg dog ikke noget i vore egnes
skrifter; de mener snarere, at Hvidsærk ligger i selve Grønland. Det er en
gammel opfattelse hos os, at i tørt og klart vejr kan man halvvejs til
Grønland se både det og det yderste vestlige forbjerg i Island. Og efter
hvad jeg har forstået, strækker Hvidsærk sig fra det nordlige øde Grønland
og ned til det sydligste af landet.
Grønlandiae vero medietas olim potissimum habitata a monte Hvitserk
versus Lybonotum devergens clementius caelum, solum fertilius, salum etiam mitius experta est.
Den midterste del af Grønland strækker sig fra Hvidsærk og ud i retning mod sydøst. Her er vejret mildere og jorden er mere frugtbar, og havet også varmere.
Porro ad Austrum Grønlandia terminatur freto angusto, veteribus
Ginnungagap, qua se Oceanus in maria haec Septentrionis infundit. A quo freto
ad Grønlandiae medietatem sive partern habitabilem non exiguum terrae spatium intercedere censemus, quod non fuerit olim a Grønlandis
occupatum; quam terrae partem quidam veterum appellavere Scrælingia land, ab
incolis qui Scrælingii dicti - alii Pygmaeos vocant, ob staturae modum perexiguum, de quibus infra (alii quoque peculiarem hujus maris insulam
fecere Scrælingiam sive Scrælingorum terram, ut dicetur).
Mod syd ender Grønland i et snævert stræde, der kaldes Ginnungagap. Det ligger mellem Verdenshavet og Nordhavet. Vi mener, at der er lang vej fra dette stræde og op til midten af Grønland, den beboelige del, og engang var det heller ikke beboet af
grønlænderne. Det er dette land, der kaldtes Skrælingeland, efter indbyggerne, der kaldes
skrælinger, men som andre kalder pygmæer, fordi de er så små. Herom senere. (Andre har også givet navnet Skrælingeland til en ø).
At Nordboerne
virkelig kom til Nord-Amerika er uimodsigeligt bevist ved de fund, der er gjort ved L´Anse aux Meadows i Newfoundland. Så gør det jo mindre til sagen, om andre ting, der er lagt frem som beviser på deres tilstedeværelse, er overbevisende eller ikke. Nordboerne var der. Men alligevel kan det berømte Vinlands-kort have interesse. Hvis det er ægte, er det fra 1400-tallet, nogle årtier før Columbus kom til den Nye Verden. Hvis det er en forfalskning, er det utrolig dygtigt gjort. Kortet har været kendt i offentligheden i 50 år, det har været undersøgt i alle ender og kanter, og ingen har kunnet definitivt bevise at det er falsk. Men hvis det er en forfalskning, gætter man på, at en lærd
katolsk præst har fabrikeret det omkring år 1930. |
s.16
Ergo Grønlandiam Australi sui parte, qua ad feliciorem et fertiliorem illam
mundi plagam vergit, majori quoque plurimarum rerum ubertate gaudere verisimile est, quae res hodie nautis quam nobis longe melius innotuit.
Atque hanc sententiam meam ex indagatione tum veterum tum recentium scriptorum conceptam imprimis confirmat Dominus Franciscus Lopes in
sua Indiarum Historia, dicens: "Indiae regio septentrionalior e regione Grønlandiae et Islandiae sita continet in longitudine 200 miliaria ad Flumen Nivosum usque, quod iter nondum satis innotuit. Item Montes Nivosi
latitudini 40 graduum subsunt; estque extrema regio ex hac parte, cujus latitudo sit observata, tametsi ora litoralis Boream versus protendatur,
donec haec provincia in modum insulae cum terra Laboratoris aut Grønlandiae conjungatur."
Derfor er det sandsynligt, at Grønland i sin sydligste del, der vender ud
mod verdens lykkeligere og mere frugtbare egne, også kan glæde sig over
en rigdom af mange ting, som sømænd i dag kender bedre, end vi gør. Og
efter at have søgt i både gamle og nyere værker finder jeg denne mening
bekræftet af Francisco Lopez, der siger, i 'De Indiske Landes
Historie': "Den nordligste del af Indien, der rummer Grønland og Island, strækker
sig i længden 200 mil, ud til Is-Floden. Denne strækning er dårligt kendt.
De sneklædte bjerge ligger på den 40. breddegrad. Det er den yderste del
af dette land, man har iagttaget, men kysten strækker sig længere mod
nord, ud til dér, hvor den forbinder sig med Labrador eller Grønland."
- Et Dominus Hieronymus Tarraconensis, in sua Cosmographia: "Hispania Nova, inquit, a parte Septentrionis habet
terram incognitam ad latitudinem usque 60 graduum. Ejus quod maxime ad Boream vergit Grønlandiae aut Islandiae parem latitudinem habet."
Item: "A parte Septentrionis extrema est (Hispaniae Novae scilicet) terra Laboratoris sive Agricolae, quae quidem montibus et silvis abundat, in
quibus est maxima ferarum aviumque rapacium copia. Regio haec ex communi nautarum relatu abest 460 miliaria a Faja insula Assorea. Porro
huic cuspidi, qui incidit in latitudinem 51 graduum, pertingens ad 60 gradus usque regio aut insula proxima insula est Grønlandiae." - Haec illi,
quorum ille mihi videtur terram Laboratoris eandem appellare quam et Grønlandiam, hic vero Grønlandiam a Laboratoris terra diversam facere.
Interim tamen in eo conveniunt quod Grønlandia in occursum quasi Indiae Septentrionalis vergat.
-
Og Jeronimo fra Tarraco siger i sin Cosmographia: "Det Nye Spanien rummer mod
nord ukendt land op til den 60. breddegrad. Det, der er
længst mod nord, ligger på de samme breddegrader som Grønland og Island." Ligeledes: "Den nordligste del (nemlig af det
nye Spanien) er
Arbejderens eller Bondens Land, som er rigt på bjerge og skove, og hvor
der er en mængde vilde dyr og rovfugle. Sømænd er enige om, at denne
egn ligger 460 mil fra øen Fayal i Azorerne. Landet rager ud i havet fra
51. breddegrad og op til den 60. breddegrad, og nærved ligger Grønland,
der er en ø " - Det var deres mening, men det forekommer mig, at hin siger,
at Labrador er det samme som Grønland, men at denne skelner mellem Grønland og Labrador. Men de er enige om, at Grønland ligesom
Nord-Indien strækker sig langt mod Nord.
Quod autem asserunt recentiores Grønlandiam ad Finnlandiam Europae 50
miliaria litoris marini numerare, id de Grønlandia habitabili non debet
intelligi, sed de extremo fortassis Grønlandiae desertae, et maxime Borealis
tractu, alias valde absurdum. Intercapedinem vero inter Grønlandiae et Finnlandiae deserta alii fretum, alii sinum fecerunt.
Nyere forfattere mener endda, at Grønland strækker sig helt over til Finland
i Europa, og der skal være 50 sømil, når man sejler. Men det skal ikke
forstås, som om det gælder det beboede Grønland, men nok snarest det
yderste af Grønlands ubygder, ellers ville det være urimeligt. Men nogle
siger, at der er et stræde mellem Grønland og Finland, andre, at der ligger
en havbugt.
s. 18
Porro quam recentiores Finnlandiam vocant, e regione Grønlandiae desertae statuentes, nostrates Svalbarda
dixerunt. Sic enim illa topographia in nostris antiquitatibus exprimitur:
Risaland liggur til Nordurs aff austur veiginum, oc thadan til Landnordurs liggur thad Land er Jotunheimar
heita, og bua thar trøll oc ovætter, og thadan til motz vid Grønlands ubygder thad Land er Svalbardi heiter, oc bua thar ymsar thioder.
I øvrigt, det som nyere forfattere kalder Finland, og som de siger ligger ud
for Grønlands øde egne, det har vore folk kaldt Svalbard. Således udtrykkes nemlig stedsbeskrivelsen hos vore gamle forfattere:
Risaland liggur til Nordurs aff austur veiginum, og thadan til Landnordurs liggur
thad Land er Jotunheimar heita og bua thar trøll oc ovætter, oc
thadan til
motz vid Gronlands obygder thad Land er Svalbardi heiter, oc bua thar ymsar
thioder[2].
Atque haec est ex mea opinione Grønlandiae distinctio in borealem
desertam, mediam habitabilem et australem a Grønlandis olim non habitatam; quae opinio si aberrat a vero, ego quovis tempore veriora monstranti
aurem et assensum dabo.
Og således skal efter min mening Grønland inddeles: Det øde Nord, og den
beboelige Midte, og Syden, som en gang ikke var beboet af grønlændere.
- Hvis denne mening afviger fra det sande, vil jeg til enhver tid lytte til den,
der siger noget sandere, og give ham min tilslutning.
[2] "Riseland ligger nord for Østersøen, og nordøst derfor ligger det land, der hedder
Jotunheim, og dér bor trolde og uvætter. Og mellem det land og Grønlands ubygder er
det land, som hedder Svalbard, og dér bor forskellige folk." Fra 'Samson Fagres Saga', se
Grønlands Historiske Mindesmærker, bd. III. p. 524.
|
Tegningen forestiller et brudstykke af et kar af fedtsten (klæbersten); fundet i Brattahlid.
Kommentarer til kapitel 1.
Arngrimur Jónsson begynder med at nævne nogle europæiske forfattere, han vil bygge på i sin indledning, men betoner, at han kun vil give dem en
mindre plads i sin fremstilling. Det meste og det vigtigste skal være oplysninger fra
nordboere, der selv har rejst i Grønland og i Vinland, og som har set alting med egen øjne. De navne han nævner er dog oplysende for den
baggrund, han arbejder ud fra:
- Saxo Grammaticus er den velkendte danske historiker, virksom omkring år 1200. Han citeres i øvrigt ikke senere og synes ikke at spille nogen rolle
i Arngrimurs værk.
- Sebastian Münster, 1489-1552, var en tysk matematiker, korttegner, professor i
hebraisk og en tid også munk. Hans 'Cosmographia' udkom i 1544 og blev meget udbredt, med næsten fyrre udgaver
på seks sprog.
- Gerard Mercator, 1512-1595, kaldes ofte den moderne kartografis fader. Hans forsøg på at løse problemet med at projicere den
runde jord ud på en flade fik stor betydning.
- Regnier Gemma blev født 1508 i Frisland, og derfor kaldt Frisius, Friseren. Han var den ledende
matematiker i Nederlandene på sin tid og banebrydende ved at bruge triangulering (måling ved hjælp af trekanter) i geodæsien. I samarbejde med andre lærde konstruerede han en jordglobus og en himmelglobus (i årene 1535-1537). Han døde i Leuven i 1555.
Arngrimur citerer ham i 1. kapitel.
- Johannes Mauritius (også kaldet Myritius), virksom omkring år
1590, det år han udgav en beskrivelse af hele Verden, 'Universalis Orbis
Descriptio' citeres i første kapitel af Arngrimurs værk for den mening, at
Nordpolen ligger i Grønland. Til støtte for den opfattelse nævnes også
nogle ord fra 'Håkan Håkonsson Saga', der menes skrevet af den Islandske
skjald Sturla Thordarson.
Arngrimur nævner også en vis Hieronymus Tarraconensis, identisk med den Jeronimo Girava, der var kosmograf ved Kejser Karl den Femtes hof,
og som udgav en 'Cosmographia y Geographia' i Venezia i 1556 . Endelig nævnes Francisco Lopez de Gomara, 1510-1560. Han skrev
en 'Historia General de las Indias', der udkom i Spanien i 1552, og som blev voldsomt
kritiseret af samtiden, og endda forbudt af de spanske magthavere. Betegnelsen
'Las Indias' er yderst upræcis, man kunne næsten sige, at den omfatter alle de lande i
verden, der var ukendte for europæerne før 1492, året
da Columbus opdagede Amerika. De mange nye lande i Nordamerika får ofte poetiske navne, således Arbejderens eller Bondens land - arbejder
hedder labrador på Spansk, heraf navnet på Labrador.
Arngrimur omtaler en ø ud for Grønlands kyst, Furustrand, og han mener, at navnet kommer af de fyrretræer, der vokser der. Det er en misforståelse,
og navnet selv er fejlskrevet, det rigtige er Furdustrand (Furdustrandir),
der betyder den vidunderlige, det vil sige vidunderlig lange, kyststrækning
(således forklaret i 'Grønlands Historiske Mindemærker', bd. I, p. 483).
For at gå systematisk til værks taler Arngrimur først om Cosmographia, siden om
Cho- rographia, og sidst om Topographia. Cosmographia er beskrivelsen af hele
verden, hele vor klode. Topographia er stedsbeskrivelse og beskæftiger sig med enkelte lokaliteter, og ind imellem Cosmographia og Topographia kommer Chorographia, som da må betyde
"landsbeskrivelse". Som nævnt støtter Arngrimur sig på europæiske forfattere,
når det gælder kosmografien, den altomfattende geografiske ramme, som Grønland skal sættes ind i, medens korografien og topografien hviler på
lokale opdagelsesrejsendes beretninger, sådan som de er gengivet især i de
islandske sagaer.
- Helt mærkværdig er slutningen af 1. kapitel: Arngrimur skriver, at den sydligste del af Grønland ikke blev beboet,
eftersom nordboerne slog sig ned i det mellemste Grønland. I virkeligheden blev
Syd-Grønland som bekendt beboet først, og det var 'Østerbygden' i
Syd-Grønland, der holdt længst ud, da kulde og sult drev Nordbo-kolonierne mod tilintetgørelsen i 1400-tallet.
|
Videre til
kap 2
kap 3 kap
4 kap 5 kap
6 kap 7
kap 8 kap
9 kap
10 kap 11
|