- Af de pågrebne blev de otte dræbt, men den niende flygtede uskadt tilbage til sine egne. Han kom snart efter tilbage og kastede et uendeligt antal både af denne slags, fyldte med bueskytter, i hovedet på de fremmede. Her mærkede Thorvald da endelig, efter tre år, at Vinland ikke var uden indbyggere (hvis det da var indbyggere og ikke snarere tilrejsende eller fremmede). 


Gens ista veteribus Scrælingiar dicta est. Homunculi erant, Pygmaeis tamen majores. Myritius Pygmaeos bicubitales appellat, et Scrælingorum nomen exprimit; quos tamen contra nostros Grønlandiae occidentali ascribit. Sine viribus fere erant, et vix metuendi, quantumvis multi, unde nostrae linguae adagium natum videtur "Scrællingia lid", de sodalitio imbecilli. Anno tamen Christi 1379 Scrælingi in Grønlandos ruisse leguntur eorumque duodeviginti caesis duos abduxisse captivos.

- Dette folk kaldte de gamle for Skrælinger. De var små mennesker, men dog større end pygmæer. Mauritius kalder dem "to alen høje pygmæer", og bruger navnet skælinger om dem; men imod vore folk tilskriver han dem Vest-Grønland. De har næsten ingen kræfter og er næppe noget at være bange for, hvor mange de end er. Heraf kommer dette udtryk hos os, en "skrælingehær", det vil sige en svag skare. Men i året 1379 læser vi, at skrælingeme angreb 
grønlænderne og dræbte atten af dem og bortførte to som fanger.





s. 94
Sed ad Thorvaldum redeamus. In hujus navem tot et tam innumeris acatiis scorteis (seu quovis nomine alio navigiola ista appelles) sagittis impetum faciunt. Quas cum Grønlandi munimentorum quorundam objectu fronde et asseribus contextorum illaesi fere exciperent (færdu a Bord vth wijgfleka), Scrælingi sagittis brevi destituti illico fugam capessunt. Solus vulneratur Thorvaldus idque letali axillam feriente sagitta; qui rebus omnibus jam bene constitutis expiravit, sepultus in promontorio Krossanes, cruce lignea ex ipsius jussu ad caput una, ad pedes altera erecta, promontorio inde Krossanes appellato. Quem casum ipse Thorvaldus antea fatidice inscius praedixerat, promontorium laudans seque ibidem libenter habitare asserens. Socii relicti proximam in Winlandia hiemem commorati ineunte aestate uvis et vitibus naves onerantes secundo omine patriam contingunt.

Lad os vende tilbage til Thorvald. Hans skib blev angrebet af mange, ja utallige læderpramme, eller hvad vi skal kalde disse småbåde, og der blev angrebet med pile. Men grønlænderne flettede skjolde af grene og undgik således næsten at blive ramt (færdu a Bord vth wijgfleka), og skrælingernes pile slap snart op, og de tog flugten. Thorvald var den eneste, der blev såret, han fik en dødbringende pil i skulderen. Da han havde ordnet alle ting vel, udåndede han; han blev begravet på Korsnæs. Efter hans egen bestemmelse blev der sat et trækors ved hans hoved og et ved hans fødder, derfor blev næsset kaldt Korsnæs. Det havde Thorvald talt om tidligere, 
næsten synsk, da han priste næsset og sagde, at der ville han gerne bo. Hans efterladte rejsefæller blev vinteren over i Vinland, og da foråret kom drog de hjem, belæssede med drueklaser og vinstokke og med gode varsler.


Hinc Thorsteinus (fuit tertius Erici Ruffi filius, Leifi et Thorvaldi frater) cum conjuge et praeterea viginti quinque capitum familia in Winlandiam cogitans solvit, fratris funus indidem asportaturus. Sed non faventibus aeolis post longiorem maris jactationem in patriam navigationem convertit portum occidentalis Grønlandiae Lijsfiordensem adeptus circa 27 octobris (tha wika var aff vetri), ubi Thorsteinus cum sociis plerisque peste extinctus est, funeribus in urnis ligneis asservatis ineunteque vere in sinum Ericsfiord deportatis et sepulturae honore affectis. Porro relicta Thorsteini vidua Gudrida Thorfinno cuidam Islando, Karllseffne cognominato, nupsit, ex Norvegia nuper adventanti.

Thorstein var Erik den Rødes tredje søn, Leifs og Thorvalds bror. Med sin kone og sin husstand, der talte 25 mennesker, sejlede han til Vinland for at hente broderens lig hjem derfra. Men vindene var ikke gunstige, og efter at være tumlet om på havet længe, vendte de om og kom hjem til en havn i Vest-Grønland og ind i Lysefjord, omkring den 27. oktober (tha wika var 
aff vetri). Dér døde Thorstein af sot, sammen med de fleste andre af hans rejsefæller. Ligene blev lagt i urner af træ, og da foråret kom, blev de bragt til Eriksfjord og begravet med ære. - Thorsteins enke Gudrid giftede sig siden med en Islænding, Thorfinn, med tilnavnet Karlsefni, som for nylig var kommet fra Norge. 


Hic Thorfinnus Islandus instinctu uxoris et aliorum iter Winlandicum adornat, sexaginta socios asciscens, hac pactione interveniente ut lucri aequa portio singulos contingeret; conjugem etiam et quinque praeterea feminas adjungit, et ex quadrupedum genere quod poterat. In Winlandia enim sedes fixas ponere decrevit. A fratre quoque Leifo tabernas in Winlandia extructas impetrat non possidendas et utendas, quas superius Leifsbuder.

Denne Islænding Thorfinn forberedte nu en rejse til Vinland, tilskyndet dertil af sin kone og andre. Han samlede tres venner omkring sig, og man blev enige om at alt, hvad man vandt ved denne rejse, skulle deles ligeligt mellem alle. Han tog også sin kone med, og fem andre kvinder, og så mange firfodede, som han kunne. Han bestemte, at der skulle bygges faste boliger i Vinland. Af broderen Leif fik han lov til at låne - men ikke få - de huse vi omtalte før, Leifsboderne.





s. 96
Abeunt, Winlandiam salvi contingunt, nec idonea vitae defuere subsidia; nam praeter amnes et piscinas stagnantes etiam inter alia maris rejectamenta vident balaenam insignem in litus a fluctibus adactam, veteri lingua reidur. Genus est balaenae deprehensum interdum 110 ulnarum
longitudine, cujus caro manducantibus bubulam paene aequare visa est. Terra vero ipsa tam  latis[1]  pascuis abundabat, ut ex quadrupedibus praecipue tauri vix sui compotes redderentur. Et jam bruma labitur,cum Scrælingorum cohortes et in his taurum horibili boatu personantem, metu paene exanimati ad tuguria peregrinorum festinant, in ipsas jam domus sese ingesturi ni Grønlandi ferro januam munivissent.

De rejste af sted og kom i god behold til Vinland, og de manglede ikke god mad. Thi blandt andre ting, som var kommet fra havet, ser de også en vældig hval, som bølgerne havde skyllet op på kysten, en af den slags, der på de gamles sprog kaldes reidur. Sådan en hval kan blive henimod 110 alen lang, og dens kød smager ligesom oksekød. Landet selv var så rigt på  vidtstrakte græsgange, at af de firfodede kunne tyrene næsten ikke styre sig selv. Og vinteren kom, med skarer af skælinger; men da de hørte en tyr, der udstødte et frygteligt brøl, blev de slagne af rædsel og løb hen til de fremmedes hytter, og de ville være trængt ind i selve husene, hvis ikke grønlænderne havde stænget dørene med jern.


Horum lingua Grønlandis prorsus ignota, ut et his illorum. Ex signis, nutu et gestibus tamen colligebant Grønlandi mercatum advenisse Scrælingos, ferinas illas exuvias armis et ferro potissimum commutare volentes - id quod illis concedi Thorfinnus serio vetuit jussitque lac et lacticiniorum, quicquid prae manibus esset, promi. Quo mirum in modum capti Scrælingi
merces preciosissimas lacticiniis commutabant tantillis, quantulis avidum singuli explebant ventriculum. Quibus abeuntibus Thorfinnus vicum istum seu habitationem suam aggere cingi curavit.

Deres sprog var ganske ukendt for grønlænderne, som disses sprog var for dem. Men af tegn og nik og bevægelser forstod grønlænderne, at skrælingeme var kommet for at handle, de kom med skind og huder, og ville allerhelst bytte det med våben og jern. Men Thorfinn forbød dette 
strengt og sagde, at de skulle tage mælk og mælkemad frem. Det blev skrælingeme forunderligt glade for, og for dyrebare varer tiltuskede de sig disse mælkevarer, som de enkelte begærligt fyldte maven med. - Da de drog bort sørgede Thorfinn for at omgive sin landsby eller beboelse med en jordvold.


Et haec primo anno gesta sunt. Secundo redeunt similiter Scrælingi ad eandem mercium commutationem exercendam, quorum unus, cum gladios Grønlandicos furtim auferre vellet, caesus est, et illi ut prius exiguo cum lucro domum revisunt.

Og det skete det første år. Det andet år kom skrælingeme på samme måde for at gøre det samme varebytte. Men da en af dem forsøgte at stjæle nogle grønlandske sværd, blev han dræbt, og de andre vendte hjem som før, med ringe udbytte.


[1]    latis scipsi; laetis Jacob Benediktsson scipsit. ????





s. 98
Tertio demum anno Scrælingi non ad mercatum sed proeliandum reversi sine negotio a paucisssimis fusi sunt. De quibus id ridiculum visum, quod cum quidam securim reperisset Grønlandicam, quae Grønlando forte cuidam exciderat, eam in commilitonis cujusdam caput totis viribus adegit, vim ferri nempe experturus. Quod cum in eorum acie vir quidam grandioris
staturae et prae ceteris conspiciendus, ob id Scrælingorum dux comtemplatus, in vicinos fluctus quam longissime projecit. Unde constat Scrælingos armorum usu praeterquam sagittis caruisse. 

Endelig, det tredje år, kom skrælingeme ikke for at handle men for at slås. Men de blev jaget bort af ganske få mænd. Man så da det latterlige, at da en af dem havde fundet en grønlandsk økse, som en grønlænder tilfældigt havde tabt, så huggede han den af al magt i hovedet på en af sine kampfæller for at se, hvor stærkt jernet var. Blandt skrælingeme var der en mand, der var større end alle de andre, han så ud, som om han var deres fører. Da han så, hvad der skete, tog han øksen og så længe på den, og kastede den så langt ud i vandet. Heraf kan man se, at skrælingeme ikke havde våben, andet end pile.


Et Thorfinnus in patriam exacto triennio variis istius terrae proventuum copiis onustus rediit.

Da tre år var gået vendte Thorfinn hjem til fædrelandet, belæsset med mange forskellige afgrøder fra dette land.


Posthaec Winlandiae invisendae non solum Grønlandos sed et Islandos cupido incessit. Nam Helgo et Finnbogus fratres ex orientali Islandia in Norvegiam primum, dein in Grønlandiam navigantes a matrona quadam Grønlandica Freydisa ad iter Winlandicum incitantur; instruuntur duabus navibus, sociis sexaginta, quibus illa se comitem adjungit. Haec Leifi soror sedes posuit in Leifsbwdum; illi novum tugurium extruunt. Qui cum non ita diu in Winlandia essent commorati, Freydisae technis insontes occisi sunt cum sociis triginta, eo quod ipsorum bonis illa inhiaret. Quo scelere immanissimo perpetrato in Grønlandiam revisit. Fuit quidem haec Erici
Ruffi filia et Leifi soror, sed patris et fratris quam dissimilis, avara, invida, superba et scelestissima femina.

Siden blev ikke kun grønlænderne men også islændingene grebet af lyst til at se Vinland. Thi brødrene Helge og Finnboge kom fra det østlige Island, først til Norge, og derpå til Grønland, og af en kvinde ved navn Frøydis opmuntredes de til at rejse til Vinland. De skaffede sig to skibe og tres rejsefæller og tog kvinden med sig. Hun var Leifs søster og slog sig ned i Leifsboderne. De andre byggede et nyt hus. De havde ikke været længe i  Vinland, da sørgede Frøydis med list for, at tredive af dem, ganske uskyldige mænd, blev dræbt, fordi hun tragtede efter deres ejendele. Da denne uhyre forbrydelse var begået, rejste hun tilbage til Grønland. Hun var ganske vist Erik den Rødes datter og Leifs søster, men ganske ulig faderen og broderen - en begærlig, misundelig, hovmodig og forbryderisk kvinde.


Ad Thorfinnum redeamus, qui relicta Grønlandia Norvegiam invisit, non parum navigatione Winlandia lucratus. Hine in patriam, Islandiam nempe, navigationem adornans rogatur ab extraneo Bremensi, ut lignum quoddam, quo in domunculis suis usus fuerat (hwsa snotru sijna) vendat. Negat Thorfinnus. Sed cum Bremensis instaret, et lignum dimidium marca auri puri licitaretur, vendit Thorfinnus, ignarus cujusnam esset valoris. Erat autem lignum Mausur (fortasse acer: Maussholterbaum, vel ruscus: Meussdorm, qui circumligatus arcet mures) ex Winlandia asportatum.

Lad os vende tilbage til Thorfinn. Han forlod Grønland og rejste til Norge, og det var ikke lidt han havde vundet på sin rejse til Vinland. Herfra rejste han til sit fædreland Island. Dér spurgte en fremmed, en mand fra Bremen, om han vilde sælge ham noget træ, som havde været i hans huse (husa snotri sijna). Thorfinn sagde, at det ville han ikke. Men da manden fra Bremen blev ved og tilbød en halv mark rent guld, solgte Thorfinn, uden at vide, hvor meget det var værd. Det var mausertræ (måske ahorn, "Maussholterbaum", eller ruscus, "Meussdorn", som holder musene væk, når det lægges rundt om noget).

Kommentar til 10. kapitel.

Kapitlet genfortæller de spændende beretninger om nordboernes forsøg på at få fodfæste på det nordamerikanske kontinent. De møder fremmede folk, som de kalder skrælinger, samme ord,  som de bruger om eskimoerne i Grønland, men noget tyder på, at det er amerikanske indianere og ikke eskimoer, de står over for. Af Arngrimurs fortælling ses det ikke klart, hvorfor nordboerne opgav forsøget. Det var næppe indianerne, der holdt dem borte, selv om de naturligt nok afviste de fremmedes indtrængen. Snarere har det været afgørende, at nordboerne var så få i tallet, måske også så syge og svage, at de ikke magtede en ny udvandring. Man må huske på, at deres liv hjemme i Grønland var en eneste lang og sej kamp for at overleve i den barske natur, en kamp, som de til sidst tabte. Måske havde det alligevel været muligt, hvis en fælles vilje havde gjort sig gældende og havde formået alle grønlænderne, eller dog de fleste, til at drage ud og søge nye bopladser ude mod sydvest, ude i Vinland, hvor naturen gav blidere og lettere livsbetingelser. Men en sådan fælles vilje og samlende magt fandtes netop ikke i Grønland.