Videre til      kap 1                 kap 3     kap 4     kap 5     kap 6    kap 7    kap 8    kap 9    kap 10    kap 11    
 
s. 20

Caput 2.

Grønlandiae habitabilis topographia et natalis.

Grønlandiae chorographiam talem qualis haberi potuit ejusdem partis habitabilis (aut habitatae olim) topographia excipit, illi (chorographiae nimirum) quantum ad artem non absimilis, hoc est manca et mutila, qualem eam nobis veterum monumenta suppeditant, nam recentiorum auxilium hic nullum. Eam igitur ab inventore exorsi per ejusdem itinera et sedes perque coloniam vicinae gentis eodem translatam consequenter exponemus.




Andet kapitel.   (Grønlands opdagelse)

Beskrivelse af det beboelige Grønland og dets tilblivelse.

Denne stedsbeskrivelse omfatter det Grønland som kan bebos, eller som engang har været beboet. De Gamle har i deres skrifter kun givet en meget mangelfuld beskrivelse, og hos nyere forfattere finder vi ingen hjælp. Vi vil derfor fortælle, sådan som opdagerne af landet selv har fortalt om deres rejser, og om bosættelserne der.


Porro Grønlandiae inventor fuit Ericus Ruffus (hinn Raude), Islandiae Occidentalis incola, anno Christi 982, idque occasione. Fuit Gunnberno cuidam Norvego nomen, qui patrem habuit Ulfonem Kraku, id est cornicem. Is nautico vitae generi addictus in hoc Mare Glaciale delatus est repperitque insulas non procul ut fertur a latere Islandiae, quod coro vel circio vento praecipue exponitur, abjacentes quibus de suo nomine nomen fecit Gunnbiarnar Sker; insulas enim minutas nostra lingua "sker" nuncupat. 

Den, der fandt Grønland var Erik den Røde, en mand fra det vestlige Island. Det skete i året 982, og det skete ved et tilfælde. Der var en nordmand ved navn Gunnbjøm, han havde en fader, der hed Ulf Krake. Gunnbjøm var sømand og blev en gang drevet ud i Ishavet, og dér kom han til nogle øer, ikke langt fra Island, efter hvad der fortælles, øer som man kommer til, når østenvinden er stærk. Disse øer opkaldte han efter sig selv, han kaldte dem Gunnbjørns Skær, thi små øer kaldes på vort sprog skær.


- Eidem Gunnbiornoni in hac jactatione diuturna magna quaedam terrae ignotae continens visa est, sed visa tantum, non accessa. Qui postea fluctibus exemptus ignotae terrae rumore multorum aures replevit. Quo accensus Ericus Ruffus ad haec etiam inimicitiarum, quas id temporis cum sympatriotis gerebat, pertaesus ratem adornat, terram illam Gunnbiornoni visam inquisiturus, anno praedicto 982.


- Under denne langvarige omtumlen så denne samme Gunnbjøm et ukendt land, et stort fastland - men han så det kun, han sejlede ikke derind. Siden, da han var undsluppet farerne til søs, fyldte han manges øren med snak om det ukendte land. Erik den Røde blev ivrig, da han hørte om det, og da han havde pådraget sig sine landsmænds fjendskab og var træt af livet hjemme, udrustede han et lille skib for at rejse ud og undersøge det land,  som Gunnbjøm havde set. Det var i det førnævnte år 982.



s. 22
Abit igitur unica navi a promontorio Occidentalis Islandiae Snaefellz Jökull in altum delatus Occidentem recta versus pervenitque brevi ad terrae istius quaedam taenia et cautium crepidinem longo tractu a Septentrione fere versus Austrum excurrentem, perpetuis nivibus et montium praeruptis inaccessam, quam ille quidem Midjökul, velut ut alii Miklajökul, indigetavit, posterior aetas Blauserk. Montem enim excelsum glacie et perpetuis nivibus rigentem lingua vernacula jökul vocant. Eundem etiam Blauserk ob colorem ceruleum, qui est glaciei quasi cerulea tunica. Estque hic inter tres Grønlandiae desertae supra commemoratos medius, quantum conjicio, ad quem superandum 14 dierum spatio opus esse dixerunt. Cujus australem terminum Ericus hic primum conspexerat habuitque mox australiorem tertium montem Hvitserk, de quo etiam supra.

Han sejlede af sted med kun ét skib, ud fra Snefjelds Jøkel (Snæfellsjökull) i Vest-Island, og kom ud vestpå, ud på det store hav, til et land der strakte sig fra nord til syd, utilgængeligt, med evig sne og stejle fjeldskråninger. Dette kaldte han Midjøkel. Andre har kaldt det Miklajøkel, og senere tider Blåsærk. Et fjeld som er dækket af is og evig sne kaldes nemlig i folkesproget en jøkel, og Blåsærk blev det kaldt, fordi det var, som om isen var klædt i en blå særk. Og dette fjeld ligger i det midterste af de øde områder i Grønland, efter min mening, og at sejle forbi det tager mere end fjorten dage. Erik så da som den første den sydlige ende af dette land, og snart så han også det sydligere land, han kaldte Hvidsærk, som også er nævnt før.


Latus illud terrae erat orientale, quod alii produnt glacie illa fluitante perpetuo annatari (cujus in navigatione Ericiana nulla fit mentio), quae navigatione versus Lybonotum primo ab Islandiae litoribus discessu directa evitari debebat, ut ad habitabilem illam terrae partem pateat accessus. Cujus navigationis cum quosdam taeduerit (quia longior est, si non procul a termino boreali litus illud contingant nautae) ajunt re infecta iter Grønlandicum tentasse frustra.

Ud for den østlige del af dette land flyder der altid isflager (hvad der dog ikke nævnes i forbindelse med Eriks Sejlads). Når man kommer fra Islands kyster skal man undgå at sejle hertil i lige linje, altså i retning sydvest, men her ligger ellers den beboelige del af landet. Da nogle var kede af sejladsen (som er ganske lang, hvis sømændene ikke er langt fra den 
nordlige ende), siges det, at de rejste hjem med uforrettet sag, uden at have fundet Grønland.



Ericus porro, cum ejus litoris accessu prohiberetur, ad laevam nonnihil et Lybonotum versus deflexit, superatoque horrido isto tractu sinum patentem obvium habuit longissimo secessu ipsam continentem ingredientem, inque hujus sinus ostio insulam commodam, ubi hibernia faceret, vocavitque insulam Ericsey, ut et sinum Ericsfiord.

Erik kunne ikke komme frem ad denne vej, så han forsøgte at dreje af mod venstre og sejle mod sydvest. Og da han var kommet forbi dette skrækkelige farvand, lå der for ham et vældigt sammenhængende landområde, og i dette en stor bugt, hvor han fandt en ø, som han gjorde til sit vintersæde. Og han kaldte øen Eriksø, og fjorden Eriksfjord.


Ineunte vero aestate, hoc est anno 983, in ipsa continente ad ipsum sinum Ericsfiord habitationem extruxit et terram jam adhuc desertam, qua habitabilis erat, succedente tempore, ut dicetur, divisit in ulteriorem et citeriorem, sive occidentalem et orientalem (Westurbygd et Austurbygd), quatenus credo eam viderat a sinu Ericsfiord distingui.

Da det blev sommer i året 983 byggede han hus inde på det faste land, der lå omkring Eriksfjorden. Og det land, der var beboeligt, og som hidtil havde ligget øde hen, delte han i en ydre og en indre del, eller en vestlig og en østlig del, Vesterbygden og Østerbygden, og han lod skellet mellem dem gå ved Eriksfjord.





s. 24
Terra deinde passim perlustrata, postquam venatu et piscatu commodum sequentis anni viaticum parasset, non in extructa illa ad ostium sinus habitatione hibernavit (improvisum aliquod adhuc periculum in ipsa continente metuens), sed in medii sinus insulis, quibus nomen fecit Ericsholmar, hiemem transegit, ubi tutior sibi visus, impetu aut insidiis forte alicunde exortis, quamvis ille nullum hactenus in continente ista vestigium humanum deprehenderat. 

Siden undersøgte han landet, og da han havde skaffet føde nok til det kommende år ved jagt og fiskeri, ville han ikke overvintre ude i fjordmundingen, hvor han frygtede for uventede farer, men han tog ophold på en af øerne inde i fjorden. Disse øer kaldte han Eriksholmene, og der var han vinteren over, for det syntes ham sikrest, hvis der skulle ske overfald - selv om han ikke havde set spor af mennesker inde på det faste land.


- Tertio denique anno, hoc est 984, ad montem Snæfell et Hvarffs Gnypu Boream versus terrae habitabilis longitudine pro ut illi visum peragrata, quam deprehendit a Septentrione Lybonotum versus (id est wtsudur) exporrectam, ad praedicti sinus Ericsfiord finem demum pertigit, quem alius sinus excepit, ab eo Hafursfiord, vel ut alii legunt Rafnzfiordur, notatus, de cujus situ nihil praeterea constat; rediensque ad prima hibernia Ericus in Ericsey tertiam consumpsit hiemem.


- Det tredje år, som var året 984, drog han nordpå, op til bjergene Snefjeld og Hvarfs Gnipe, en lang vej, hvor landet var beboeligt, og han gennemrejste det fra nord og mod sydvest og standsede endelig ved Eriksfjord, hvor en anden fjord løber ud i den, Hafursfjord, eller som andre kalder den Ravnsfjord. (Dennes beliggenhed kendes ikke sikkert.) Så drog han tilbage til sin første vinterlejr på Eriksø og tilbragte den tredje vinter der. 

Comperit autem Ericus regionem Grønlandiae multis bonis terra marique abundare, saltibus nempe et silvis praestantissimis gramine et pabulo amoenissimo, adhaec feris et volucribus et in amnibus praeter maris sinus varii generis piscibus refertis, adeo ut postea experta sint bene numerosae familiae nunc venatum solum, nunc piscatum, nunc utrumque etiam in desertis locis ad vivendum sufficientem fuisse. Ut autem inter feras excelluit ursus niveus, inter volucres falcones albi, ita inter pisces marinos phocarum genus vernacula lingua rostungur. Amphibion est (licet saepius in profundo quam litore agat), 12, 14 aut 15 ulnas longum, et totidem crassum, quamvis quaedam etiam in hoc genere minora; cutis pilosa est, ut vituli marini, sed longe crassior, ex qua restim simplicem viri robusti sexaginta rumpere nequeant, prout in scriptis relatum invenio. Dentes in superiore maxilla habet duos insigniores, duas quandoque ulnas longos. His fertur in scopulorum rimas, qui ad litus sunt, adactis pendula phoca dormire, atque etiam interdum in sicco litore aut litoris stagnantibus puteolis, in recessu nempe maris undis decrescentibus, aut dormiens aut ab undis destituta piscatoribus et incolis praeda fore.

- Erik erfarede nu, at Grønland var rigt på mange ting, både til lands og til vands: kratbe- voksede fjeldskråninger og de herligste skove, og det skønneste græs med foder til dyrene, desuden vilde dyr og fugle, og frem for alt bjørne og hvide falke. Der var søer og elve, og havarme fyldt med forskellige slags fisk. Mange slægter kom senere til og fandt rigeligt føde, nogle ved jagt, andre ved fiskeri, andre ved begge dele, selv i øde egne. Men således som den hvide bjørn er herligst blandt de vilde dyr, og de hvide falke er det blandt fuglene, således er blandt havets fisk den slags sæler, der på folkesproget kaldes rostunger[3]. De lever både i vand og på land, men er dog oftere nede i dybet end oppe på kysten. De er 12, 14 eller 15 alen lange, og lige så tykke, nogle af dem er dog også mindre. Huden er håret, ligesom søkøers hud, men meget tykkere. Et stykke af deres skind kan ikke rives itu af tres stærke mænd, efter hvad jeg finder fortalt i gamle skrifter. De har to vældige tænder i overmunden, hver to alen lang. Man siger at de hugger tænderne i revner i klippeskærene og hænger sig fast for at sove, og at de også gør det oppe på kysten og i søer og brønde. Når så havet trækker sig tilbage ved lavvande, er de et let bytte for fiskerne og andre, da de enten sover eller er uden for deres rette våde element.

[3]   hvalrosser.


Estque haec bestia Grønlandiae cum Islandia communis. Ex ipsius cute restes olim et funes fiebant anchorarii, appellaturque lingua vemacula tam cutis quam funis ex cute factus Svordur - unde Hallfredus nostras, cum aestu maris et tempestatis vi aliquando funem anchorarium ruptum iri praevideret

     Færum feslar vorar
     fer særok ad knøre
     Svord tekur helldur ad herda, etc.


- et Svardreip. Inde facta vox nota satis nostris hominibus. Hac rostungeri cute donata nunc Islandi, nunc Grønlandi magnam a Daniae et Norvegiae Regibus gratiam inire olim soliti sunt.


Dette dyr findes både i Grønland og i Island. Af dets hud blev der engang lavet reb og ankertov, og det kaldes på folkemålet, både huden og tovværket, der laves af huden, svordur. Derfor siger vor digter Hallfred, at når man ser, at ankertovet vil knække i stormen så

    Færum festar vorar
    fer særok ad knøre
    Svord tekur helldur ad herda ..
. [4]

Og det kaldes også svardreip[5], et ord der er velkendt for vore folk. Både islændinge og grønlændere har ofte givet hvalroshuder som gave til danske og norske konger, og derved vundet deres venskab.


Metalla porro Grønlandiae nec adimere nec adscribere possumus, ut et alia terrae fossilia. Ferri tamen haud magnum fuisse veteribus Grønlandis usum postea monebitur. Cotes autem ibidem reperiri argumento mihi est pagus quidam sive habitatio rustica a cotibus nomen adepta Hardsteinaberg. Interim metallorum omnium praeterquam auri vim maximam Septentrioni ascibit Doctissimus Bodinus Methodo Historiae, capitulo quinto.

Der er ikke malme i Grønland eller andet af den slags, man graver frem af jorden. Man brugte også kun lidt jern i Grønland. Der er dog et stednavn, der tyder på, at man har fundet slibesten dér, nemlig Hardsteinaberg. - Den overmåde lærde Bodin skriver i sin 'Historisk Methode', i det tiende kapitel, at i de nordlige lande finder man store mængder af alle slags malm, undtagen guld. 


Recensui strictim quibus rebus potissimum Grønlandiam abundare veteres prodiderint, unde cujusdam scriptoris error manifestus est silvas caeduas Grønlandiae adimentis, cum et disertissimus Bodinus ex Septentrionis Natura convincat arbores excelsissimas Septentrioni proprias esse, id quod Grønlandiae exemplo in posterum quoque docebitur, cujus etymon a virentibus silvis et pascuis exteri quidam nobiscum rite deduxerunt, quo nomine et etymo ipse Ericus jam in Islandiam 985 reversus reliquis Islandis terrae novae desiderium accendere voluit - nec sane irrito consilio. Mox namque anno 986 idem cum numerosis aliquot Islandorum familiis coloniam in Grønlandiam transtulerunt, 25 navium classem ex duabus tantum Islandiae provinciis, Borgarfjord et Breidafjord, educentes.

- Jeg har læst i de gamles skrifter for at se, hvad de siger om Grønlands rigdomme, og jeg har fundet en stor fejl der, hvor de siger, at der ikke er skove i Grønland. Den lærde Bodin siger jo klart nok, at der vokser høje træer i de nordlige egne, hvad Grønland også er et eksempel på, det har jo navn efter grønne skove og enge. Det var med dette navn, at Erik vendte tilbage til Island i 985, og hvormed han ville opfordre andre islændinge til at udvandre. Og snart rejste han med adskillige islandske slægter(familier)  til Grønland, og grundlagde flere bygder, med 25 skibe fra kun to sysler i Island -  Borgerfjord og Breidafjord.

[4]   "Lad os flytte vore tove; der kommer en styrtsø mod skibet; rebene (tovene) begynder stærkt at strammes" Fragment af digt af Hallfred Vandrådeskjald, Finnur Jónssons oversættelse, i 'Den Norsk-Islandske Skjaldedigtning B', 1. bind, side 158.

[5]   svardreip [svard-reip], snoede skindreb. "Man fremstillede dem ved at skære skindet i smalle spiralgående strimler, som så blev flettet sammen. I den forarbejdning kunne de anvendes især som ankertove og fortøjningsreb. Det var en vigtig eksportvare for de grønlandske bygder" - Finn Gad, Grønland - Politikens Danmarkshistorie, 1984, p. 43.




s. 28
Horum jam facile princeps Ericus ad sinum Grønlandiae Ericsfjord, ubi ante triennium habitationem fundarat, sed posuit et praedium illud suum Brattahlyd indigitavit, quasi collis vel pontis arsui latus dicas. Sociorum etiam quidam de suis nominibus habitatis et occupatis locis nomina dabat, ut Herjulfus in Herjulfsfiord de Herjolsfsnese, id est Herjulfi isthmus. Quidam autem non de suo nomine, sed ad imitationem sinuum, promontoriorum, insularum et aliorum locorum Islandiae nomina fecerunt, ut Torcillus Erici Ruffi ex sorore nepos habitavit in Hualseyarfiord, Helgo Thorbrandi filius in Alftafiord, Torbernus Glora in Siglufiord.

Ex quorum ingressu et occupatis sedibus Grønlandiae habitabilis latera sic
fere topographice depinguntur.


Af disse var Erik let den ledende, han boede i den grønlandske fjord Eriksfjord, hvor han tre år før havde bygget sin bolig. Han grundlagde også der sit gods, som han kaldte Brattahlid, efter den bratte li, der omgav huset. Hans ledsagere gav deres egne navne til de steder, hvor de slog sig ned, således Herjolf til Herjolfsfjord og Herjolfsnæs, det vil sige Herjolfs landtange. Andre gav islandske navne til fjorde og forbjerge og øer, som Thorkil, Erik den Rødes søstersøn, der boede i Hvalsøfjord, Helge Thorbrandsson i Alptafjord, og Thorbern Glora i Siglufjord.

Da de havde slået sig ned, tegnede det beboede Grønland sig omtrent således: 

Lateris orientalis hi sinus numerantur:

  Tofafiordur
  Melrackanes promont.
  Herjulfsfiordur, kirk.
  Hellesey, insula.
  Helleseyarfiordur
  Ketilsfiordur, 2 kirk.
  Hrakbiamarey, Lundey, insulae.
  Alftafiordur
  Siglufiordur, kirk.
  Rafnsfiordur
  Hafafiordur
  Hornafiord
  Ofundinfiord, kirk,.
  Einarsfiord, kirk.
  Austkarsfiord, kirk.
  Hafgrimsfiord
  Hvalseyarf., k.
  Norf.
  Eriksfiord, 3 kirk.
  Isafiord
  Makleiksf.
  Brandaf.
I Østerbygden opregnede man disse fjorde:

  Tofafjord.
  Melrakkanæs, et forbjerg.
  Herjolfsfjord, en kirke.
  Hellesø, en ø.
  Hellesøfjord.
  Ketilsfjord, to kirker.
  Hrakbjarnarø, Lundø, øer.
  Alptafjord
  Siglufjord, en kirke
  Ravnsfjord
  Hafafjord
  Hornefjord
  Ofundinfjord, en kirke.
  Einarsfjord, en kirke.
  Østkarsfjord, en kirke.
  Hafgrimsfjord.
  Hvalsøfjord, en kirke.
  Nordfjord.
  Eriksfjord, tre kirker.
  Isafjord
  Makleifsfjord
  Brandefjord.


s. 30

  Midfirder.
  Ekrukollufiord.
  Dyrafiord.
  Thorvalldsfiord.
  Austkongsfiord.
  Steinsfiordur.
  Bergthorsfiordur.

  Midfjordene
  Ekrukollufjord
  Dyrefjord
  Thorvaldsfjord
  Austkongsfjord
  Steinfjord
  Bergthorsfjord

 


"Østerbygden" lå i det nuværende Narssaq-område  (Klik på kortet) 


Provinciae Occidentalis hi sinus numerantur:

  Lysufiordur, kirk.
  Hornafiord.
  Andafiord.
  Svartefiord.
  Agnafiordur.
  Ragnafiord, kirk.
  Leyrufiord.
  Lodinsfiord.
  Straumzfiord.
  Einarsfiordur.


- Sunt praeterae plures Grønlandiae sinus nomine notati, quorum hic otosa videtur enumeratio.

 

I Vesterbygden opregnes disse fjorde:

  Lysefjord, en kirke.
  Hornefjord
  Andafjord
  Svartefjord
  Agnafjord
  Ragnafjord, en kirke.
  Lejrefjord
  Lodinsfjord
  Strømfjord
  Einarsfjord

- Der er flere fjorde i Grønland, der har navne, men dem vil vi ikke nævne 
her.

 




s. 32
Pagos autem sive villas et vicos rusticos in orientali Grønlandiae 190, in occidentali 90 connumeratos legimus. Oppida nulla habuerunt, ut nec Islandi aut primi Norvegi. Nec praeterea quicquam ad Grønlandiae topographiam magnopere spectans reperi. Si quae autem erunt adhuc minutula, ea in sequentibus actibus, quos ad narrationis hujus complementum collegimus, commodum attingentur. Ea igitur est Grønlandia habitabilis, quam a nostra insula circiter quatridui navigatione distare ex veteribus retulimus, fiogra dægra sigling, pro quo alii biduum intelligunt, ut dægur significet diem civilem 12 horarum. Alii dægur pro die et nocte accipiunt, pro horis scilicet 12 horarum. Quatridui porro itineris distantia opinioni supra dictae duobus promontoriis Islandiae ac Grønlandiae una dimidium aequor emensis conspisciendis parum favere videtur.

Vi har læst, at i Øst-Grønland opregnede man 190 bygder[6] eller gårde eller landsbyer, i Vest-Grønland 90. De havde ingen byer, ligesom islændingene og de første nordmænd heller ikke havde byer. Andet vigtigt har jeg ikke fundet vedrørende Grønlands beskrivelse. Hvis der skulle være mere, vil det blive nævnt i det følgende, hvor vi føjer mere til. - Det beboelige Grønland er altså det, der ligger omtrent fire dages sejlads fra vor ø, fiora dægra sigling. Her mener nogle, at det skal forstås som to døgn, fordi dægur betegner en borgerlig dag på tolv timer. Andre mener, at dægur skal forstås som en-dag-og-en-nat, altså 24 timer. Men fire dages sejlads passer ikke godt med det, der før blev sagt, at midt mellem Island og Grønland kan man se de to nævnte forbjerge.


Illud hic addere libuit feminam quandam glaciei natatili insidentem a promontorio Islandiae Snæfellz Jökull ventis faventibus septimo die in Grønlandiam pervenisse incolumem anno 987, quod cum minus credibile videatur, pluribus circumstantiis firmandum est. Nomen feminae Helga, cui pater Barderus de Laugarbrecku, praedio ad idem promontorium sito. Glacies ista marina praeter solitum ut alias aliquando (sed rarissime) promontorium cinxerat, in quam femina haec patruelis sui instinctu exposita est, ita ut litoris accessus sit ipsi prohibitus. Quare spirantibus Euris cum glacie in altum rapiebatur inque Grønlandiam septimo die pervenit. Fuit autem prodigio Grønlandis, nec fidem meruisset nisi Ericus ille Ruffus de Brattahlyd, a quo hospitio excepta est, eam et parentibus et cognatis agnovisset.

Her vil jeg gerne indføje fortællingen om en ung kvinde, der, siddende på en isflage, engang sejlede fra et næs i Island, kaldet Snefjelds Jøkel (Snæfellsjökull), til Grønland, for gunstige vinde, uden at komme til skade, og det på syv dage. Det var i året 987, og selv om det synes utroligt, så bekræftes det dog af flere omstændigheder. Kvindens navn var Helga, og hendes far var  Bard fra Laugarbrekka, en gård ikke langt fra det nævnte næs. Havisen havde lagt sig omkring næsset, det var usædvanligt og skete ellers kun sjældent. Kvindens farbror havde sat hende derud, for at hun ikke skulle komme ind igen. Mens østenvindene blæste, blev hun revet med isen ud på det dybe, og nåede på den syvende dag frem til Grønland. Det var et under i grønlændernes øjne, og de ville ikke have troet det, hvis ikke Erik den Røde på Brattahlid, der modtog hende som sin gæst, havde genkendt hende, og kendte hendes slægtninge.


[6] Teksten her kan også fortolkes således, at der tales om 210 bygder.



s. 34
Haec femina, cum in Grønlandia quadam die amoeniora plagam caeli, unde appulerat, contemplaretur, talis rythmus (nam et poetrias habuimus!) excidit:

Da denne kvinde en dejlig dag i Grønland så ud mod den himmelegn, hun var kommet drivende fra, fremsagde hun disse vers (thi vi har også haft digterinder!)

    Sæl wera ek
    ef sia mætte
    Bwrfelley, Bala 
    og bada Loondranga,
    Adalthegnshola og
    Ondwert nes,
    Heidarkolla og
    Hreggnasa
    Dritwijk og Møl
    fyrer dyrum fóstru.
Sæl væra ek 
ef sjá mættak 
Adalthegnshola 
ok Ondvert nes 
Burfell, Bala 
báda Lóndranga, 
Heidarkollu 
ok Hreggnasa, 
Dritvikrmol 
fyr dyrum fóstra.


Quod dicit, "Felicem me, si patriam videre et domesticos lares revisere contingat." Promontorii enim lingula ubi pater Helgae habitabat dicitur Ondwertnes, simul etiam viciniae nomina propria rythmus continet.

Det vil sige: "Jeg var lykkelig, hvis jeg kunne se mit fædreland og gense mit hjem."[7] - Landtangen ved det næs, hvor Helgas far boede, hedder Ondvertsnæs, og versene indeholder navne på fjelde nærved.


In Grønlandia viri cujusdam Islandi Sceggae, cognomine Midfiardarskegge, thori consors facta cum eodem primum Norvegiam invisit, deinde in Islandiam reversa eidem in hac nostra Midfiordensi parochia in praedio Reykium aliquantisper cohabitavit, a quo non multo post dimissa ut plurimum solitaria vixit et celebs. Quam cum quidam extraneus in praedio meridionalis Islandiae Hialla agentem et noctu citharam in lecto pulsantem (noctes enim saepius insomnes egit, ob dolorem ex divortio cohabitaroris sui Sceggae conceptum) ad concubitum sollicitaret, illa brachium et costam impuro proco confringens pudicitiam
est fortiter tutata. Erat enim virago robustissima.

I Grønland kom hun til at dele seng med en islandsk mand, Skegge, kaldet Midfjord-Skegge, og med ham rejste hun først til Norge, siden tilbage til Island, og med ham boede hun nogen tid hos os i Midfjord sogn, på gården Reykjum. Men ikke længe efter forskød han hende, og siden levede hun alene og uden mand. Da hun boede på gården Hjalle, sydpå i Island, hændte det en nat, da hun sad i sin seng og spillede cithar - for hun kunne ofte ikke sove om natten af sorg over at være skilt fra sin mand Skegge - at der kom en fremmed mand og ville lokke hende til at ligge med ham. Men hun brækkede en arm og et ribben på den frække bejler, og forsvarede således med magt sin kyskhed. Hun var nemlig en stærk og mandhaftig kvinde.

[7]   "Lykkelig var jeg, hvis jeg kunne se Adeltegnshole og Ondurtnæs, Burfell, Bale og begge Lonklipper, Hedekolle og Hreggnase, Dritvikssand foran min fosterfaders dør." - Finnur Jónssons oversættelse i "Den Norsk-Islandske Skjaldedigtning B", 2. bind, side 482.

 

s. 36
Interim solitudinem suam hujusmodi rythmo deplorare solita est:

Ind imellem plejede hun at begræde sin ensomhed med dette digt:

Braut vil eg bradla leita 
brestur ei strijd j flestu 
Mier fyrer menja Eyre 
mun eg dagliga kalast. 
Thui eg audspenne unnag 
Alteitum sefa heitum, 
sorg ma eg sijst thui byrgia, 
sit eg ein, trega greinum
[8]


Sceggae nepotem ex filia, Gesterum nomine, virum ob res gestas perquam celebrem, ad annum aetatis septem enutrivit. 

Skegges søstersøn, der hed Gæst, som (voksen) mand meget berømt for sine gerninger, opfostrede hun indtil hans syvende år.


Id quod de femina hac paulo prolixius recitandum fait, ob circumstantias non paucas rei veritatem asserentes. Et nos sermonem de utroque Grønlandiae situ, chorographico nempe et topographico, muliebri ista navigatione claudimus.

Der burde være sagt mere om denne kvinde, og siges ting, der viser sandheden i fortællingerne om hende. Men med historien om hendes sejlads vil vi slutte vor beretning om Grønlands beliggenhed, både den korografiske og den topografiske.


Billede forestiller en udskæring, som man har funden på et brædt af enebærtræ, der indgik i fodenden af en af kisterne på kirkegården i Herjolfsnæs i Østerbygden. Nationalmuseets museumsnummer: D 10574.


[8] "Bort vil jeg hurtig søge; i alt pines jeg af kummer for (af kærlighed til) manden; jeg vil helt fortæres, thi helt glad elskede jeg manden af varmt sind; ikke kan jeg skjule min sorgens kummer, ene sidder jeg" . - Finnur Jónssons oversættelse, i 'Den Norsk-Islandske Skjaldedigtning B', 2. bind, side. 482.

 

 

  

 

Kommentarer til kapitel 2.

Jón Helgason har forsøgt at gøre op, hvilke kilder Arngrimur har kendt til, og hvilke han ikke har kendt (Arngrímur Jónsson: 'Gronlandia 1688',  published in facsimile with an introduction in English by Jón Helgason, København 1942, pp. 29-30). 'Grønlændinge Saga' har han kendt, men  ikke 'Erik den Rødes Saga', dog ellers en central kilde til emnet. Begyndelsen af nærværende 2. kapitel må altså bygge på 'Grønlændinge Saga',  men det sker, at fantasien løber af med forfatteren, navnet Grønland får ham til at fable om kratbevoksede lier og de herligste skove, og han går i rette med gamle forfattere, der siger, at der ikke er skove i Grønland. Vist er der det, det skriver jo den lærde Bodin selv, altså er der skove!  En væsentlig oplysning er den, at i Østerbygden var der omtrent 190 gårde,  og i Vesterbygden omtrent 90 (dog skal det siges, at når en gammel kilde taler om "et hundrede og halvfems gårde" i Østerbygden, så skal talordet hundrede måske forstås som et "stort hundredlap', det vil sige 120; med denne fortolkning bliver antallet af gårde i Østerbygden 120 + 90 = 210). Hvis man antager, at al Norrøn bebyggelse var samlet i de to områder, får man i alt hen ved tre hundrede gårde, og har der boet omtrent ti personer på hver gård, bliver det samlede befolkningstal omtrent tre tusind. Der er altså tale om ganske få mennesker, af hvilke mange har boet isoleret fra andre, og under de omstændigheder kan man knap nok tale om en grønlandsk stat, hvis man med stat mener en velorganiseret politisk enhed - hvor man betaler skat! I de følgende kapitler antyder Arngrimur da også, at lovløshed og anarki var normen, retten sad i spydstagen, der var ikke nogen central udøvende magt der kunne bøje de stridende viljer mod hinanden. Af gammel vane samledes man til ting, sådan som man gjorte i Island, men tinget var magtesløst over for slægtssammenhold og over for de stærke storbønder, og underklassen har ikke haft andet valg end at krybe i ly hos bonden på gården og følge hans vilje.

Nu gør Arngrimur et stort spring over til noget helt andet: hvalrosser! De kaldtes på Norrønt sprog rostunger. Deres skind er meget stærkt, "et stykke af deres hud kan ikke rives itu af tres stærke mænd, efter hvad jeg læser i gamle skrifter" siger Arngrimur. Han har det fra 'Konungs Skuggsjá',

'Kongespejlet', et norsk skrift fra 1200-tallet. At hvalrosskind skulle være så utrolig stærkt lyder jo helt usandsynligt, men Arngrimur skriver naivt af, det falder ham ikke ind at prøve efter. - En lignende naivitet ses i hans godtagelse af en gammel skrøne om en kvinde, der sejler, eller flyder, over havet fra Island til Grønland på en isflage, ganske alene, og gør turen på syv dage. Kvinden er Helga Bárdardottir, og om hende fortælles der i 'Bards Saga' (Bárdar saga Snöfellsáss). Den lægger nogle elegiske strofer i hendes mund, den første af dem er ikke meget andet end en opremsning af navne, men alligevel af en sær skønhed. "Jo, vi har også haft kvindelige digtere" siger Arngrimur med stolthed, og med fortællingen om Helga slutter det noget splittede og spredte 2. kapitel.


Videre til      kap 1                 kap 3     kap 4     kap 5     kap 6    kap 7    kap 8    kap 9    kap 10    kap 11