s. 56
Caput 6.
De Thormodo quodam Islando olim Regis Norvegiae Olai Crassi aulico
Proxima narratio erit de Thormodo Kolbrunarskalld dicto; hic socium habuit confoederatum Thorgeirum Havardi filium, et hunc Islandum virum
fortem et strenuum, ut vel hinc liquebit. Is enim mercatoria navi comparata
in exteras regiones discessum ex patria meditans ventos secundos in portu
borealis Islandiae Slettu ecxpectabat; appulit porro forte in eundem
portum navis Grønlandica mercibus onusta Norvegicis, cujus navarchus
Thorgrimus Trolle qui, quamvis Grønlandiae praetor, non est tamen nauticum vitae genus aversatus. Eum Islandus rogat, pacifice veniat an
secus? Annuit Grønlandus. Nihilominus more Islandorum veteri, ubi seditiones et tumultus metuebantur, pacem et immunitatem utrinque
solenni verborum formula per delectum ad hoc praeconem pangunt.
Sjette kapitel
Om Islændingen Thormod, forhen hirdmandhos Norges Konge Olav den Digre
Den næste fortælling skal være om Thormod, kaldet Kolbrunarskjald. Han havde en edsbroder, Thorgeir Hávarsson, det var en stærk og heftig islandsk mand, som man vil se. Han skaffede sig et købmandsskib og tænkte på at forlade sit fædreland og drage udenlands. Og han ventede på
gunstig bør i Sletten havn, nordpå i Island. Da skete det, at der kom et grønlandsk skib til den samme havn, lastet med
norske varer. Skibets fører hed Thorgrim Trolle. Han var sysselmand i Grønland, men stod forresten gerne til søs. Islændingen spørger, om han kom med fred eller
andet. Grønlænderen svarede ja; men efter Islændingenes gamle sæd, når de frygtede oprør eller opstand, sluttede de fred med en højtidelig ed, ved en talsmand, der var udvalgt hertil.
Nec diu quod Thorgeiri sociorum unus Thorarinus Ofse (id est "ferocia")
caesum antea ab Islando familiarem et tribulem suum inaudivit. Nulla
mora; sacra pacis et immunitatis jura Grønlandi rumpunt, omni exuto
pudore, deque Thorgeiro per insidias opprimendo consilium ineunt; nec
ausi sunt sexaginta Grønlandi cum Thorgeiro viginti tantum sociis stipato
aperto marte congredi. Insidias igitur tales struunt.
Merces in terram sudo caelo exponunt Grønlandi,
et Thorgeirani duodecim
nautae in terram aquatum descendunt, ex quibus duo merces Grønlandicas
inspecturi et sibi nihil metuentes continuo interficiuntur; ex reliquis sex ad
fontes necantur, quatuor in vincula conjectis.
Men det varede ikke længe, førend en af Thorgrims folk, ved navn Thoraren Ofse, hørte, at en af hans landsmænd var dræbt dér i Island. Derfor ville
grønlænderne ikke holde fred, men de vilde dræbe Thorgeir, dog i det skjulte. De var tres mand i alt, og dog vovede de ikke at møde Thorgeir i åben strid. Derfor lægger de snarer ud for ham, på denne måde: Grønlænderne lægger deres varer til tørre inde på land. Siden går tolv af Thorgeirs mænd i land for at hente vand, og to af dem går hen for at se på de
grønlandske varer og frygter intet ondt; men de bliver straks slået ihjel. Af de andre blev seks dræbt henne ved kilderne, og fire blev lagt i lænker.
- Thorgeirus nec insidias nec sociorum necem persentiscens deprehendit inopionato suum navigium fune
ductario cum Grønlandica navi conjungi lateraliter. Irruunt continuo armati
Grønlandi sexaginta in Thorgeirum vix octo adjutum, quorum impetum ille
bene diu et usque ad hostium admirationem sustinuit. Ceterum tandem interemptis sociis et ipse Thorgeirus cadit, quattuor ex hostibus sua manu
prius peremptis. Securi is pugnabat Norvegica. Ast Thorgrimus Throlle tamquam duello tantum virum confecisset gestiebat sibique placebat,
indeque solvens in patriam incolumis pervenit.
- Thorgeir havde endnu ikke fået at vide, at hans folk var dræbt, ej heller vidste han at han skulle vogte sig for svig, før han så, at hans skib var bundet fast med tove til
grønlændernes skib, som også lå der i havnen. Så greb grønlænderne til våben, og de var tres mand mod Thorgeir og hans otte mand. Thorgeir og hans folk kæmpede længe og tappert; men da hans kampfæller var dræbt, faldt Thorgeir også. Men først faldt fire af fjenderne for hans hånd. Han kæmpede med en
norsk økse. Thorgrim Trolle var så henrykt, som om han selv havde fældet en så stor mand i tvekamp. Han sejlede nu af sted, og kom i god behold til sit
hjemland.
s. 58
Porro Thorgeirus amicum habuerat confoederatum in hoc certamine male
absentem. Thormodus nomen fuit, cognomine Kolbrunarskalld. Is amici caede audita (heu prisca fides) noctesque diesque paene insomnes egit,
fidissimi Achatis ulciscendi meditans occasionem. Quid ageret autem homo
unus contra praetorem Grønlandiae? Nihilominus patrii mox pertaesus soli
in Daniam navigavit ascitusque est in aulam Canuti Divitis sive Magni,
Regis Daniae. Erat enim poëta eximius, et pugil non contenmendus. Nec
ibi diu moratus Harico cuidam familiari Regis nauticae addicto militiae
militis loco adjungitur, quem veteres "staffnbua" dicebant, quod in prora
pugnaret; erantque illius partes in pugna navali 'protagonistnu' agere,
habebatque praeterea naucleri quandam autoritatem. Paret itaque Regi
Thormodus, sed invitus fere, iter in Grønlandiam tacite meditans;
Thorgeir havde en edsbroder, som ikke var med i denne kamp. Han hed Thormod, og havde tilnavnet Kolbrunarskjald. Da han hørte om drabet på vennen - ak, gammel troskab! - kunde han ikke sove hverken dag eller nat for de tanker, han havde om at hævne sin trofaste
Achates[17]. Men hvad kan én mand gøre imod en høvding i Grønland? Alligevel blev han snart træt af den fædrene jord og sejlede til Danmark, og kom til Knud den Riges gård, han der også kaldes den Store, Danmarks Konge. Thorgeir var en herlig digter, og som kriger ikke at foragte. Men han blev der ikke længe, for han blev givet til en vis Harik,
'kongens ven', for at kæmpe til søs. Thormod skulle være det, som de gamle kaldte stavnbo, han skulle kæmpe i forstavnen. Hans hverv var at være protagonisten, når man kæmpede til søs, og han havde desuden myndighed
som skibs- høvding. Thormod lyder altså kongen, men mod sin vilje, han tænker nemlig i sit
stille sind på at rejse til Grønland.
unde cum in portu quodam Norvegiae substitissent viderentque Regiam Olai
Crassi Norvegiae Regis navim eundem portum juxta se ingredi et ex ea
clamorem de cedendo loco audirent, cui piratae mox parere volebant, vetuit Thormodus (id enim juris habuit velut nauclerus alter), sui sibi ausi
conscius. Quos ut Regiorum unus cessantes animadvertit stricto Thormodum ferit gladio; cujus ictum Thormodus facile devitans fit
ejusdem homicida navimque conscendens Regiam scuto sese defendens capitur aque Rege ad necem postulatur. Piratae vero nihil Thormodum
morati sese continuo portu subduxerunt.
- Da de lagde til ved en havn i Norge så de et kongeligt skib, Norges
konges, Olav den Digres eget skib, komme ind i samme havn og lægge sig ved siden af dem, og derfra hørtes der råb
om, at han skulle vige pladsen, "sådan en sørøverhøvding"[18]. Men Thormod sagde nej; den ret havde han, som
anden skibshøvding. Men da en af de kongelige så, at de holdt tilbage, gik han løs på Thormod med draget sværd. Men Thormod undgik let hans hug og dræbte ham og
gik ombord i det
kongelige skib, hvor han værgede sig med skjoldet. Men han blev taget til
fange, og man råbte på, at
kongen skulle slå ham ihjel. Sørøverne ventede ikke på Thormod,
men sejlede bort med det samme.
Aderat autem inter Regios nobilitatis Norvegicae decus Finno Arneri filius,
cujus intercessione homicida veniam adeptus est, cum is constanter affirmaret se maluisse Regiorum armis interfici quam cum piratis vivere,
cumque a Rege aufugere juberetur "Malo, inquit, vitam mihi eripias quam
profugum agas". Quo dicto in occisi locum substitutus plurimum gratiae
apud Regem meruit. Nec diu erat cum permissu Regis in Grønlandiam trajiciens de socii nece plurimum sollitus esset, quo pacto eam in
Thorgrimo Trolle ulcisceretur.
- Blandt de Kongelige var den norske adels pryd, Finn Arneson; på hans forbøn fik drabsmanden tilgivelse. Han sagde også, at han ville hellere dø for de
kongeliges våben end leve blandt sørøvere. Og da kongen gav ham ordre til at flygte, sagde han. Jeg vil hellere, at
du berøver mig livet, end du driver mig bort! Da han havde sagt det, blev han indsat i den dræbtes sted, og gjorte sig højt fortjent af
kongen. Det varede heller ikke længe, før han med kongens tilladelse sejlede til Grønland, stærkt optaget af at hævne drabet på sin stalbroder og af, hvordan han skulle fælde Thorgrim Trolle.
[17] Achates var Aeneas' trofaste følgesvend, som det fortælles i heltedigtet Aeneiden.
[18] ordret: hvem sørøvere snart ville adlyde.
s. 60
In pago Grønlandiae Brattahlid hospitio excipitur a Thorcillo Erici Ruffi
nepote, eidem a mercatore quicum trajecerat studiose commendatus, utpote amicus et familiaris Regius. Ab eodem mercatore Thorcillus
polentam copia magna et alia ad rem familiarem necessaria comparavit,
ferias natalitias Domini hilari convivio et amicorum conventu celebraturus.
Ubi cum Thormodus injuriam sibi ab hospitis oeconomo contumeliose illatam ejusdem caede vindicaret, hospitio excedere coactus quod reliquum
hiemis apud praedictum mercatorem quicum advenerat in villa ejusdem Stockanes ad sinum Ericsfiord in citeriore ripa ex adverso Brattahlid sita
transegit. Nomen mercatoris Skufar, Grønlandiae incola, qui in convivio
praedicto etiam annis ostendit se Thormodum adversus Thorculum eidem
offensum vindicaturum esse.
I den grønlandske bygd Brattahlid blev han modtaget af Erik den Rødes sønnesøn Thorkil. Den købmand, der sejlede med ham, anbefalede ham til Thorkil og sagde, at han var
kongens ven og fortrolige. Fra den samme købmand fik Thorkil en stor mængde byggryn og andet, han
behøvede for at fejre Herrens fødsel med en glad fest sammen med sine venner. - Dér blev Thormod hånet og krænket af værtens hovmester. Han hævnede sig og dræbte ham, men så blev han også tvungen til at forlade festen. Resten af vinteren var han hos den købmand, han var kommet med,
på gården Stokkenæs i Eriksfjord, på den anden bred, overfor
Brattahlid. Købmandens navn var Skuf, han var indbygger i Grønland, og under det førnævnte gæstebud havde han også med våben vist, at han ville forsvare Thormod mod Thorkil.
Et jam Thormodus in Stockanes agens intra triennium amici caedem
egregie ultus est, primum ipsius Thorgrimi, deinde quattuor illius ex sororibus nepotum nece. Quem actum quia miram hominis sollertiam,
animositatem, infractam constantiam ostendit, tum etiam res Grønlandiae,
utpote incolas, itinera, pagos nonnihil attingit, nisi lectori molestum est,
continuabimus, primumque Thorgrimum et consanguineos ad narrationis majus lumen in tabella proponemus.
Thormod boede nu på Stokkenæs, og inden tre år var gået, havde han fået en god hævn for drabet på sin ven, først ved at slå Thorgrim selv ihjel, siden ved at dræbe fire af hans søstersønner. Eftersom denne handling viste manden forunderlige strenghed og mod og ukuelige fasthed, og også i nogen grad angår Grønlands forhold i øvrigt, dets indbyggere og veje og
bygder, så vil vi fortsætte fortællingen, hvis det ikke er for tungt for læseren. Og først vil vi
optegne Thorgrims og hans slægtninges navne i et skema, for at kaste større lys over vor beretning.
s. 62
Ex his ut dictum est ipsum Thorgrimum Trolle, deinde Thorcillum,
Theodorum, Falgeirum, Liotum, viros in primis robustissimos et Grønlandiae indigenis potentiores, solus Thormodus extraneus mirificis
artibus lusit suaque manu impune fere confecit.
Som det er sagt, Thormod, der var alene, en fremmed, dræbte, ustraffet, med forunderlige kunster og med egen hånd, disse mænd: Thorgrim Trolle og Thorkil, Thord, Falgeir og Ljót, overmåde stærke mænd og de mægtigste blandt alle
grønlændere.
Primum igitur facinus sic occepit:
famulum comparavit Egillum, qui a stupiditate dictus est Fiffleigill. Cum hoc forum anniversarium seu
solennem conventum incolarum in Gardensi villa celebratum visitat. Frequentes eo confluxerunt incolae, inter quos Thorgrimus quodam quasi
luxu eminebat, navis suae (mari enim plerique advenerant) praetoriae
nempe malum et rudentes clipeis micantibus undique circumvestiens, adhaec potentia etiam metuendus, ut contra quem ne hiscere quidem
quisquam auderet.
Hans første bedrift var denne: Han tog sig en tjener Egil, der var så dum, at han blev kaldt Tosse-Egil. Sammen med ham drog han til det årlige ting, den højtidelige samling i Gardar bygd, hvor Grønlands indbyggere mødtes. Indbyggerne kom i stort tal, og blandt dem var Thorgrim, der kom med vældig pragt. De fleste kom sejlende, og Thorgrims høvdingeskib prangede med herlige skjolde, både på masten og rundt om ved årerne. Han var så mægtig og frygtet, at ingen vovede at sige ham imod.
Hic igitur castrorum in morem positis papilionibus seu
tentoriis in campo judiciis sacro pluribus diebus conveniunt, Thorgrimusque in quodam velut solio conspicuus non solum jus dicebat,
verum etiam interfecti sua virtute Thorgeiri Havardi filii, fortissumi pugilis
Islandi, historiam jactabundus recitat, qua narratione auditores rei gestae
ignari majorem in modum capiebantur. Ast Thormodus praecordia aestuare et viscera tantum non disrumpi, famulo igitur Fiffleigillo quendam
de caelo fragorem praedicit, quo audito jubet se illico in tentoria festinus
recipiat.
- Her mødtes man, der blev slået telte op, og man var sammen på en mark, der var helliget tinget i flere dage. Og Thorgrim sad, synlig for alle, på sit højsæde, og her afsagde han domme. Men så pralede han også af, at han selv, meget modigt, havde dræbt Thorgeir Hávarsson, den
stærkeste kriger i Island. De der hørte det, og som ikke vidste, hvad der virkelig var sket, blev meget forundrede. Men vreden rasede i Thormods bryst, det kogte i ham, så han var ved at sprænges. Han sagde så til Tosse-Egil, at der ville komme et brag fra himlen, og når han hørte det skulle han straks gå ind i teltet.
Imber forte descendit subitus, et Thorgrimi auditores dissipari coeperunt.
Thorgrimum nihilominus in tribunali considentem reliquis jam faciem avertentibus Thormodus securi caput feriit, quam sub veste latentem
gesserat, et ut feriit simul expirantem gremio excipit, reliquos alta voce
inclamans, ut homicidam fugientem persequerentur. - Illi neglecto Thormodo citato quisque cursu hac illac contendebant, caedis autorem
capturi nempe, cumque his una Thormodus magno stomacho commissae caedis zelum prae se ferens. Plures autem Fiffleigillum, qui audito
Thormodo feriente securis fragore eum de caelo ratus pro sua stoliditate,
ut ipsi antea futurum herus mentitus fuerat, pernici cursu aufugerat, e
vestigio insequuntur, homicidam rati.
- Så ville tilfældet, at der pludselig faldt regn, og Thorgrims tilhørere begyndte at spredes; men Thorgrim blev siddende på sit højsæde. Da nu de andre vendte sig bort, huggede Thormod ham i hovedet med en økse, som han havde haft med, gemt under tøjet. Og da Thorgrim udåndede, tog han ham op og råbte til de andre med høj røst, at de skulle skynde sig at løbe efter morderen. Ingen tænkte på Thormod, men alle løb ilsomt frem og tilbage for at fange den, der havde dræbt Thorgrim, og Thormod løb med dem og viste stor iver for at opklare mordet. Mange løb efter Tosse-Egil og troede, at han var morderen, fordi han var flygtet i hurtigt løb, da
han hørte Thormod hugge løs, og efter øksens brag troede, at lyden kom fra himlen, sådan som hans herre havde løjet for ham og sagt.
s. 63
Tandem vero omnibus in hunc modum dissipatis, data occasione
Thormodus solitarium se subduxit et diploidem, qua erat indutus, non consciis aliis
invertit, ut qui prius nigra veste furerat, jam alba conspiciendus esset, quo
minus agnosceretur; quod consilium etiam successit, ut jam Thorgrimi occisi emissariis impune salve valeque diceret, qua ratione elapsus in vicini
litoris speluncam quandam, ab hospite Skuffone eodem victum clam subministrante, oria delatus est.
På denne måde spredtes de alle efterhånden, og Thormod fik lejlighed til at være alene, og han vendte den kappe, han havde på, uden at nogen så det, så at den dragt, der før var sort, nu var hvid, og ingen kendte ham. Han kunne sige farvel til de andre, der kun tænkte på drabet på Thorgrim, og sådan slap han af sted, og han søgte tilflugt i en hule. Der bragte hans vært Skuf siden mad til ham, i hemmelighed.
Porro incolae cognito et capto Fiffleigillo satis norunt non eo animo aut
audacia natum, ut inter suspectos quidem haberetur, deque Thormodo quod res erat suspicati eum die sequenti absentem capitis damnant.
Men da Tosse-Egil blev genkendt og fanget, kunne indbyggerne godt se, at han havde ikke tanke eller mod til at
kunne regnes blandt de mistænkte; men de fik mistanke til Thormod, og det var jo også rigtigt. Og dagen derpå dømte de ham til døden i hans fravær.
Ast Thormodus latebras fastidiens per arduas rupes, quae speluncae
imminebant, vix aegre ascendens in pagum Langanes dimisso jam incolarum conventu contendit, ubi Thorgrimi Trolle domus et familia, sorores
nempe duae et ex una nepotes tres, ex altera unus, ut patet in schemate.
Quo tamen antequam ventum est, habuit obvium mendicum quendam Lusoddam, quicum veste extrema commutata pro pallio non vili centones
mendici foedissimos recipiens, in opilionem Langanesensem incidit, a quo
de Thordisae filiis quaerit, num domi sint. Opilio ratus se Lusoddam videre
respondet piscatum isse summo diluculo.
Men Thormod blev ked af at være i sit skjul. Han klatrede med stor møje op ad de stejle klipper,
der ragede ud over hulen og gik så til Langenæs (man var nu rejst hjem fra tinget). Der boede Thorgrim Trolle og hans slægt: hans to søstre, og tre søstersønner, der var den enes børn, og endnu en, som det ses på skemaet. Men før Thormod kom dertil, mødte han en tigger ved navn Lusodde, og ham byttede han overtøj med. For sin gode kappe fik han tiggerens hæsligt sammenlappede dragt. Så mødte han en fårehyrde på Langenæs og spurgte ham om Thordis sønner, om de var hjemme. Hyrden troede, at manden var Lusodde, og svarede, at de var taget ud at fiske tidligt den morgen.
Thormodo ergo in litore delitescens eorum primum Thorcillum in litus
descendentem letaliter percussit valida illa securi qua et avunculum Thorgrimum. Hinc fugientem Theodorus cum Falgeiro cursu celeri
persequuntur, nec eum tamen prius assequuntur quam ille se de spelunca maris
in subjectas speluncae suae latebras saltu demitteret; quem secutus et
imitari volens Theodorus saltum profundiorem non sustinens aegre se ipsum in descensu erexit, quocirca et ille Thormodi securim pectore
absconsit, adeo profunde ut superveniente jam Falgeiro non potuerit sat
subito securim ex vulnere eximere, quare ab eodem in rupis descensu fortius fratre pedem figente securi etiam insigniter vulneratur.
Thormod ligger nu i skjul på stranden. Thorkil er den første, der går i land, ham sårer Thormod dødeligt med den kraftige økse, som han også havde dræbt morbroderen Thorgrim med. Så flygter han, og Thord og Falgeir følger efter ham, de løber hurtigt, men indhenter ham ikke, før han har gemt sig i hulen ved havet, inde i mørket, der skjulte ham. Thord fulgte efter ham og ville gøre som han, men kunne ikke holde sig oprejst i den dybe kløft, og Thormod huggede sin økse så dybt i hans bryst, at da Falgeir kom til, kunne han ikke få den hurtigt nok ud af såret. Han løb ned fra klipperne, men Falgeir stod fast og huggede ham med øksen et slemt sår.
s. 64
Falgeirum etiam igitur Thormodus inermis excepit jamque hoc solum
agebat, ut fortiter colluctando ferrum inimico adimeret, id quod tanto erat
difficilius quanto ab eodem corporis robore magis superabatur atque ab
accepto vulnere infirmior exhaustis cum sanguine viribus reddebatur. Ejus
tamen fato sic factum est, ut inter colluctandum securis Falgeiri manu
excideret; et jam duo illi inermes in subjectas undas rapidi feruntur sicque
nando contendunt mutuis injuriis, donec Falgeiro subligaculi astrigmentum
rumperetur, ibi enim Thormodus subligaculo genuum tenus devoluto velut
compedimento natantem inhibuit et suffocavit, ipse vicinam insulam adnatans tantum non exanimis, et jam nil nisi praesentaneam mortem
letaliter fere saucius expectans. Ceterum ab hospite suo commodum
superveniente excipitur et colono cuidam in Ericsfiardarbotn curandus traditur, qui
uxorem habebat nec chirurgiae nec aliarum artium imperitam.
Thormod stod nu våbenløs over for Falgeir og anstrengte sig nu kun for at få øksen fra sin fjende. Men det var strengt for ham, for Falgeir var den stærkeste, og såret gjorde ham mat, og han tabte blod, og med blodet også sine kræfter. Men under kampen faldt øksen ud af hånden på Falgeir, og nu var de begge uden våben. De faldt ned i elven, der løb under dem;
dér svømmede de rundt og kæmpede videre og gav hinanden sår. Men så brast bæltet i Falgeirs bukser, og bukserne faldt ned og viklede sig om hans knæ som en lænke, og Thormod tog fat i ham og kvalte ham. Så svømmede han til en lille holm der i nærheden. Han var endnu i live, men dødeligt såret, og ventede kun på sit endeligt, som han mærkede, var nær.
Da kom hans vært til al lykke og tog ham med sig. Han bragte ham til en bonde, der boede inde i Einarsfjordens bund. Denne mand havde en kone, der forstod sig på lægekunst og andre kunster.
Porro Thordisa de filiorum nece certior facta omnia rimatur, ut
Thormodum investiget, tandemque ad artes confugiens illicitas ubinam lateret ille,
cognovit. Cui tamen eodem venienti etiam triginta qunique viris stipatae a
Thormodi hospita (Grima nomen fuit) simili arte obviam itum est, et Thordisa re infecta rediit.
Da nu Thordis fik at vide, at hendes sønner var dræbt, undersøgte hun alting for at finde Thormod, og til sidst, da hun tyede til ulovlige kunster, fik hun at vide, hvor han gemte sig. Hun tog derhen, omgivet af 35 mand. Men Thormods værtinde, der hed Grima, imødegik hende ved en lignende kunst, og Thordis vendte tilbage med uforrettet sag.
Annum integrum Thormodi vulnus vix curabatur, a quo convalescens
Langanes profectus Liotum illum quartum Thorgrimi nepotem insigniter laesit, laesus ab eo vicissim. Sed Liotum prostratum in domus atrio
mulierculae super eundem mentes imminenti neci subducerunt, in quas ferrum
stringere nolens Thormodus cymbam domesticam solus ingressus sinum Ericsfiord trajicere volens habuit mox Thordisam cum viris quinque sese ex
vestigio sequentem. Ergo eversa cymba in insulam quandam descendit, nebularum beneficio inimicorum conspectum devitans. Eo tamen
nihilominus Thordisa sua arte delata, quas in litore animadvertit algarum congeries
(ubi se Thormodus occuluerat) jubet hastarum acutis mucronibus explorari. Qua exploratione Thormodus male mulctatus sese tamen clamore non
prodidit, et Thordisa ut prius re infecta domum rediit.
Thormods sår var knap lægt, da der var gået et helt år; men da han blev rask drog han til Langenæs for at gøre det af med Ljót, den fjerde af Thorgrims søstersønner. Thormod og Ljót kæmpede med hinanden og blev begge sårede. Der kom nogle kvinder til og tog sig af Ljót, da han lå halvdød ved døren.Thormod ville ikke trække sværdet mod dem, men tog en båd og roede over fjorden
alene. Men da han så, at Thordis fulgte ham med fem karle, roede han hen til et skær og ville skjule sig i tangen. Det vidste Thordis, så hun skyndte sig derhen og sagde, at karlene skulle lede efter ham allevegne. Det gjorde de, de gik over hele skæret og prikkede med deres spyd i tangen. Men selv om Thormod blev ramt, så var han ganske stille og gav ikke en lyd fra sig. Så drog Thordis hjem igen, for hun kunne ikke finde ham.
s. 68
Thormodus autem per trajicientem forte fortuna cymbam ex praesenti
periculo exemptus primum vulnus ab Lioto illatum alligat, hinc denuo aperta vi eundem aggressus orco tradidit et Grønlandiam reliquit: cumque
hoc hospes Scuffo et aliquot praeterea familiae Grønlandiae incolae solum
verterunt, bonis immobilibus, quae habebant, mercibus et argento
commutatis, quodque reliquum aevi in Norvegia transegerunt. Et Thormodus quidem cum Olao Crasso occubuit anno 1030 in pugna Stiklastadensi,
veste talari indutus pugnans; ubi cum a quodam moneretur, ut vestem succingeret, ne syrmatis tractu talos impediret, respondit Thormodus se eo
die in anteriora non retro pedem moturum, significans quo fervore
pugnaturus esst.
Tantae molis erat lslandum ulciscier unum.
Tanta etiam veteris fidei religio et observantia, ut pro amico confoederato
non pericula modo sustinere, sed etiam et vitam fundere proclive fuerit.
Qui autem fuerit his hominibus foederis ritus nullo jure rescindendus, in
nostra Islandia videbis.
Tilfældigt kom der en lille båd drivende forbi, og med den slap Thormod væk. Og først forbandt han det sår, han havde fået af Ljót, men siden gik han til angreb på Ljót med åbenlys vold og sendte ham til Hel, og forlod så Grønland. Sammen med ham søgte Skuf og nogle andre familier, der boede i Grønland, nyt land. De solgte deres løsøre og fik varer og penge for det, og levede siden resten af deres liv i Norge. Og Thormod faldt i Slaget ved Stiklestad, i året 1030, sammen med Olav den Digre. Da var han klædt i en lang fodsid dragt. Da nogen sagde til ham, at han skulle kilte dragten op for at hans hæle ikke skulde glide i slæbet, svarede Thormod, at denne dag ville han ikke gå baglæns! Dermed viste han, med hvilken ildhu han
ville kæmpe.
Så megen møje kosted det, én Islænding at hævne!
Ikke alene udsatte de gamle sig for farer for deres venners skyld, men de vovede selve livet og led hårde trængsler.
Den måde, de stiftede venskaber på, kan man læse om i vor bog "Island".
Billedet viser en udskæring i et brædt af enebærtræ, det samme som i illustrationen side 37.
Kommentar til 6. kapitel.
Kapitlet bygger på 'Fostbrødre Saga'. Sidst i kapitlet sætter Arngrimur et
hexameter, der varierer en verselinje i Vergils Æneide, første sang, vers
33: 'Tantae molis erat Romanam condere gentem'
( så tungt var det at grundlægge det romerske folk
) - Endelig henviser han til et kommende værk, der skal hedde
'Islandia'. I dette værk vil han skrive om, hvordan fostbroderskaber indstiftes. Værket blev også skrevet og endda også trykt,
i 1609, men da havde Arngrimur besluttet sig for, at titlen skulle være den
græske navneform for Island, nemlig Crymogaea.
|
