I det vestlige Island, i Kvennabrekka, blev der omkring år 1015 født en dreng, som islændingene kaldte Ref, men som jeg vil kalde Ræv. Hans fader hed Stein, hans moder Thorgerd. - I sin barndom og tidlige ungdom så han ud, som om han kun døsede i sløv lediggang. Men under sin 
sløvhed skjulte han en god forstand og en utrolig dygtighed til alle ting. Han var i lige grad gavmild og præget af en fast strenghed og kløgt. I medgang var han ikke hovmodig, og i modgang lod han sig ikke knække. Da han blev voksen, rejste han til sin morbroder og boede hos ham. Der byggede han et fragtskib, uden at nogen mester viste ham hvordan. Med dette skib rejste han til Grønland, til en mand der hed Bjørn, og som boede på gården Hlid (måske Brattahlid?). Han giftede sig med dennes datter Helga, og da svigerfaderen lidt senere gik bort, efterfulgte han ham i retten og besiddelsen af alle hans efterladte goder. Ræv og Helga fik sønnerne Stein, Bjørn og Thormod.


His nati filii Steno, Biorno, Thormodus. Jamque totum novennium in praedicto Grønlandiae pago quiete vixerat, cum a vicinis contumeliosissima injuria ad cruenta ausa lacesseretur. Injuria haec fuit.

Ræv boede i denne bygd i Grønland i ni år, fredeligt og roligt. Men da skete det, at hans naboer forhånede ham på det groveste, og udæskede ham til blodige bedrifter. Om deres hån skal der her fortælles.



s. 72 
Pagum vicinum Wik incoluit quidam Thorgisellus, cognomento Wikurskalle (calvaster Wicensis). Is filios quattuor habuit, homines fastu et maleficentia notos, cujusmodi ipse pater Thorgisellus. Rufius autem rebus agendis intentus eo etiam anno (quem in Grønlandia nonum egit) navim vectoriam in fabrica habebat in vicino litore, unde saepius bene sero vespere rediere domum solitus est. - Semel igitur, cum in medio esset itinere, vidit ursum tremendum obviam sibi procedere, quare cum inermis esset, ad officinam suam securim petiturus arborariam pedem retro convertit. Interea Thorgiselli filii piscatu redeuntes conspectum ursum omnes adoriuntur et
trucidant, simul Ruffi vestigia retro conversa in nive recenti animadvertentes, unde illum tamquam effeminatum et timidiculum apud omnes diffamabant, quod urso congredi non fuisset ausus.

På en gård i nærheden, Vig, boede der en mand Thorgils, som blev kaldt Vigskalle, "den skaldede på Vig". Han havde fire sønner, alle kendt for deres hovmod og ondskab, ligesom deres fader. Ræv var en virkelysten mand, han byggede et skib på et værft ved stranden, ikke langt borte. Det var det niende år, han var i Grønland. Han kom ofte sent hjem om aftenen, og en gang han var på vej hjem, så han en frygtelig bjørn komme ham i møde. Ræv var våbenløs, så han løb hurtigt ned til værftet for at hente en økse. Men Thorgilssønneme kom nu hjem fra fiskeriet, de så bjørnen og gik alle sammen løs på den og slog den ihjel. De så i sneen, at Ræv havde været der og var gået igen, ned til skibet, men sagde til hinanden, at det var nok fordi han var blevet forskrækket og bange; han havde vel ikke mod og mands hjerte til at dræbe dyret!


Istud probrum Ruffo tacite sufferente illi cum patre insultare et maledicere pergunt, dicentes Grønlandiae in aeternam ignominiam cessurum, quod eum recepisset incolam, qui ob enormia flagitia et dedecus Islandia exulasset, quod tale fuisse inhumanissime et plusquam hostiliter commenti sunt, Ruffum nempe nono quolibet die recurrente in feminam transmutari solitum ae viri congressum expetere. Hoc inauditum probrum Ruffus prudenti dissimulatione susque
deque tulit, quoad bonis immobilibus et armentis mercibus et argento divenditis de prompta fuga commodum sibi despexisset. Monitusque interea ab amico quodam, qui cunctationis consilium non intellexit, ut istam contumeliam aliqua celebri vindicta reponeret, respondit non tam sibi de vindicta cogitandum quam rebus suis in futurum prospiciendum. Cum enim Thorgisellus generum haberet quendam Gunnerum, terrae praefectum seu praetorem, satis intellexit Ruffus sibi non juridico processu expostulandum de injuria cum reis, sed armis.

Ræv hørte at de talte ondt om ham og pralede af, at de havde dræbt bjørnen, mens de bagtalte ham på alle måder. De sagde også, at det var en evig skam for Grønland, at Ræv skulle bo der, han var jo engang dømt fredløs i Island for sine forbrydelser. Men det var ikke sandt, det de sagde. De påstod også, at han hver niende nat plejede at blive forvandlet til en kvinde, og så ville han ligge med en mand. Ræv lod, som om han ikke hørte denne uhørte frækhed; men han solgte sin jord og gjorde sig rede til at rejse bort. - En ven, som ikke forstod grunden til hans tøven, mindede ham om, at han burde aftvætte denne skam med en hævn, der ville blive lagt mærke til. Men Ræv sagde, at det hastede ikke, og først måtte han tænke på, hvordan han kunne komme væk bagefter. Men da Thorgils havde en svoger, Gunnar, der var landets lagmand, eller sysselmand, forstod Ræv, at han ikke kunne kræve godtgørelse for krænkelsen fra sine skyldnere ved en rettergang, men kun med våben.




s. 74
Omnibus igitur ad properatum discessum circumspecte comparatis solus Ruffus Thorgiselli aedes accedit lancea ferro lato et acuminato praedita instructus, filiis Thorgiselli quattuor piscatu absentibus; ingreditur, hospitem lixanda ferina occupatum salutat et ut pro injuriosis maledictis
beneficium reddat, exposcit. Quod cum Thorgisellus non modo renueret, sed eadem insuper maledicta in os cumularet, a Ruffi lancea mox perfoditur. Unde Ruffus ad mare digressus et cum filiis quattuor Thorgiselli piscatu redeuntibus, injuriae similiter maximae reis, congressus
omnes solus jugulat. 

Da nu alt var omhyggelig skaffet til veje til en hurtig afrejse, gik Ræv alene hen til Thorgils hus, udstyret med en lanse med et bredt og tilspidset jern, alt medens Thorgils fire sønner er ude at fiske. Han går hen og hilser på værten, der er optaget af at lave mad, og siger, at han skal give bod for sine krænkende og onde ord. Men da Thorgils ikke bare siger nej hertil, men gentager de samme onde ord, borer Ræv sit spyd gennem ham. Så går han ned til havet og finder der alle hans sønner og dræber dem.


- Ergo jam metu praefecti, cui incolae omnes adhaerebant, cum familia bene numerosa navim conscendit, in desertos Grønlandiae sinus contendens, ubi totum quadriennium aeque commode ut antea inter ipsos Grønlandos degebat, silvis nempe praestantissimis aedificiorum materiam, feris autem et piscibus tam in mari quam aliis piscinis ad victum necessaria ubertim suppeditantibus, Gunnero interea, illo Grønlandiae praetore, frustra sese cum suis quaerendo torquentibus ac tandem periisse Ruffum pro certo habentibus.
 
- Af frygt for sysselmanden, som alle indbyggerne holdt med, gik han med sin talrige husstand om bord i sit skib og søgte ud til Grønlands ubygder,  hvor han levede i hele fire år, så behageligt som tidligere blandt  grønlænderne. Der var de herligste skove, der gav træ til byggeri, og der var allevegne overflod af vilde dyr og fisk, både i havet og i fiskedammene, alt hvad der behøvedes til at leve af. Gunnar, Grønlands sysselmand, ledte forgæves efter ham, sammen med sine bekymrede folk. Til sidst mente de, at Ræv måtte være død.


Elapso quadriennio Barderus quidam Regius ex Norvegia mercator, astuti profecto ingenii homo, in Grønlandiam appulit Gunnerumque illum terrae primarium invisit deque Ruffi facinoribus inaudiens nescio qua animi sagacitate persuasus contendit non periisse Ruffum, sed in abditis Grønlandiae sinibus latere; et ut gloriolam aliquam hoc pacto venaretur, Gunnero novae inquisitionis autor extitit, cujus et ipse Barderus cum Gunnero antesignanus. 

Da der var gået fire år kom der en kongelig købmand, en vis Bard, fra Norge til Grønland. Det var en snu mand. Han gik til Gunnar, landets høvding, og da han hørte om Rævs gerninger,  påstod han, tilskyndet af jeg ved ikke hvilken slags skarpsindighed, at Ræv var ikke død, men at han holdt sig skjult i Grønlands ubygder. Og for at vinde sig ry ved dette ansporede han Gunnar til en ny eftersøgning, som han, Bard, skulle lede samme med Gunnar.


Perveniunt investigando in sinum quendam variis terrarum flexibus intricatissimum. Ibi in deserto litore schidia quaedam seu ramentorum ligneorum crines deprehendunt, quibus materiariorum
officinae abundare solent. Quae cum Barderus accuratius inspiceret, ea continuo superstitis Ruffi indicia habuit, ex iisdem de ipsa arte fabrili, qua prae ceteris Ruffus pollebat, judicium faciens. Nec procul inde digressi vident tabernam quandam ligneam figura quadrata et tanta arte compactam seu coassatam, ut tota solidi instar ligni appareret. Haec Ruffi domus proprio Marte et arte extructa, quam hostes mox congestis ex vicina silva cremiis ac stolonibus cum arborum caudicibus jam arefactis horribili incendio adoriuntur.

Under deres udforskning kom de til en fjord, hvor en mængde fremspring og næs stak frem fra bredderne. Dér, på en øde strandbred, fandt de høvlspåner af den slags, som snedkerværksteder plejer at være fulde af. Da Bard så nærmere på dem, mente han, at det var tegn på, at Ræv var i live - det skønnede han ud fra den håndværkskunst, som Ræv udmærkede sig ved frem for andre. De gik nu videre, og ikke langt derfra ser de en firkantet skanse, bygget af træ. Den var smukt gjort, og som skåret i ét stykke. Det var Rævs eget hus, som han selv havde bygget. Hans fjender samlede nu grene og rødder og træstammer fra en nærliggende skov, og tørrede dem, og med dem tændte de et skrækindjagende bål.




s. 76 
Ceterum homo subtilissimi ingenii canales ligneos antea numquam certe visos, et nescio an auditos excogitarat, per quos in terrae viscera profunde defossos aquam copiosam e propinqua valle in suam illam machinam et molem ligneam derivarat. Unde jam ex multis veluti epistomiis affatim profusa subjectas ab hostibus flammas facile restinxit. Atque ideo, cum nec igni nec armis, quae Ruffus ec loco aeditiore facile propulsabat, quicquam proficerent, hostibus re infecta discedere visum est, Bardero ad ultimum vale minitante se secundo adventu fore Ruffi consiliis superiorem. Quod ille numquam propriis ingenii viribus assecuturum respondit, nec omnino nisi ab alio rerum magis experto instrueretur, ipsum Haraldum crudelem Norvegiae Regem innuens.

Men denne mand, der var overordentlig klog, havde gravet render i jorden, og beklædt dem med vægge af træ. Det havde man aldrig set, ja jeg ved ikke, om man havde hørt om den slags før. De lå dybt nede i jorden, og fra dem kunne man pumpe mængder af vand op, ud over hans bygning og træværket. Og med vand, der vældede ud ligesom af mange munde, slukkede han let de luer, som fjenden havde tændt. Og da de nu ikke kunne få bugt med borgen, hverken med ild eller våben, måtte fjenderne drage bort med uforrettet sag. Men da Bard gik sin vej, truede han med at komme igen en anden gang, og så skulle han nok få bugt med Rævs list. Ræv svarede, at det ville aldrig lykkes ham ved egne kræfter, og ikke uden hvis han blev belært af en, der vidste bedre besked, nemlig Harald Hårderåde, Norges Konge.


Hinc Barderus Norvegiam revisurus Gunnero persuasit, uti Regem Norvegiae aliquo officio sibi devinciret, cujus sapientia et consilio Ruffi illud propugnaculum demoliendum esset. Gunnerus igitur Norvego haec tria officii gratia mittebat: primum, ursum cicurem, colore niveo; secundum, scachiam, seu latrunculos ad ludum scachiae pertinentes, ex balenarum dentibus arte tornatos; tertium, integrum caput vituli seu canis marini (ex majorum genere, quem supra descriptum rostungerum appellavimus), sculptoria arte mirifice ornatum, cui adhuc dentes infixi erant.

Nu skulle Bard rejse hjem til Norge. Han overtalte Gunnar til at give den norske konge gaver for at vinde hans venskab, thi ved hans, kongens, visdom og gode råd skulle Rævs borg ødelægges. Og Gunnar sendte altså, for det første en tam hvid bjørn, for det andet et skakspil, eller skakbrikker, kunstfærdigt skåret ud i hvaltand, og for det tredje et helt hoved af en søko eller søhund (af den slags som vi tidligere beskrev og kaldte hvalros), forunderlig smukt bearbejdet, og hvor stød- tænderne endnu sad fast.




s. 78 

Rex dona laetus accepit; interim tamen suo Bardero autor esse voluit, ne quicquam ulterius contra istum Ruffum tentaret, cujus ingenium sollers et sapiens ex dictis satis Rex perspexerat; in eo enim si pergeret Barderus, cum summo ipsius periculo conjunctum fore ait. Nihil istud curans Barderus Regem de consilio rei felicius contra Rufium gerendae instanter sollicitabat, tum suo, rum Gunneri nomine, qui munera tam Rege digna misisset. Victus hominis importunitate tandem Haraldus de canalibus Bardero suggessit, quorum ille prorsus ignarus fuerat, Haraldus vero in exteris eorundem usum didicerat. Monet igitur fossam profundam circum illam Ruffi machinam seu tabernam ligneam faciant, ea enim ratione canales deprehendi et diripi oportere ipsamque tabernam per consequens facile dirui.

Kongen tog glad imod gaverne. Han ville imidlertid indprente sin ven Bard, at han ikke skulle forsøge sig med noget imod Ræv, for efter det, der var sagt, indså kongen tydeligt nok hans skarpe og klog begavelse. Og hvis Bard fremturede, ville det være forbundet med den største fare for ham selv. Men Bard brød sig ikke om, hvad kongen sagde, men trængte ind på ham for at få ham til at sige, hvad han, Bard, skulle gøre for at få ram på Ræv - både for sin egen skyld og for Gunnars skyld, som havde sendt gaver, der i sandhed var en konge værdige. - Besejret af mandens påtrængenhed fortalte kongen da Bard om kanalerne, som denne hidtil ikke havde kendt til, men Harald havde lært om deres brug i udlandet. Han rådede altså til, at de gravede en dyb grav rundt om Rævs indretning eller træhus; på den måde ville de finde kanalerne og kunne ødelægge dem, og siden let rive huset ned.


Ergo jam Barderus consilii plenus Grønlandiam repetit ascitoque Gunnero et lecta sociorum manu Ruffum invadere et aggredi parat. Veniens igitur, prout fuerat a Norvego edoctus, canales effregit, aquaeductus intercepit admotisque ut prius rapidissimis flammis Ruffum cum familia moli ista lignea inclusum pessumdare sategit.

Bard var nu helt opfyldt af sin plan og rejste tilbage til Grønland og hentede Gunnar og samlede en skare mænd og gjorde sig rede til at trænge ind på Ræv og angribe ham. Han kom også frem, og som han havde lært af Norskekongen, brækkede han kanalerne op og afbrød vandforsyningen; og da han først havde antændt et bål i stor hast, prøvede de på at ødelægge Ræv og hans husstand derinde i træborgen.

Ceterum ea res Ruffo haud praeter opinionem accidit; quocirca ille intra sui istius propugnaculi latera scapham mediocrem fabricatus fuerat eamque subjectis machinis arduo positu ita collocarat, ut eo molis (in extremo maris margine positae)latere, quod undas spectabat, primum consilio autoris, cum incendium interitum minaretur, ruente scapha, quam hospes cum pauco sodalitio ascenderat (reliqua familia cum majore navigio in abditiores sinus praemissa), in subjectos fluctus sponte desiliret, quattuor ex hostibus molis ruina oppressis. Et Ruffus per scapham hoc modo servatus est.

Det kom ikke uventet for Ræv. Derfor havde han inde i sin skanse bygget et mindre skib og anbragt det således, at det ville af sig selv trille ned i bølgerne, hvis en brand skulle true med ødelæggelse - og når han var steget op i båden med en lille skare (mens den øvrige husstand var sendt i forvejen med et større skib). Og derved blev fire af fjenderne dræbt, knust under dets vægt. Og Ræv blev på denne måde reddet af sin båd.





s. 80 
Nec mora: eum Barderus e vestigio remis velisque insequitur. Quod ut Ruffus animadvertit, suam nempe fugiendo operam ludi (quod hostes non paucos sese praevideret indefesso itinere assecuturos), cursum scaphae sistit, nihilominus tamen remorum motu, sed contrario, pergere se simulabat; quae res hostibus imposuit. Etenim suae navis cursum, quam summa animi corporisque intentione et vehementia impellendo agebant, sistere tam subito non poterant. Quocirca illorum opinione citius navium concursu facto Ruffus Barderum in puppi considentem hasta velitari transfodit. Filius autem Steno hostium rudentes acinace dissecuit, et malum cum velo e navi in fluctus corruit, parumque affuit, quin ipsa simul navis eversa periisset.

Uden tøven følger Bard efter ham med årer og sejl. Da Ræv forstår, at det ville være spild af kræfter at prøve på at flygte (for han ser, at ikke så få fjender vil forfølge ham utrætteligt), standser han sit skib. Men ved at bevæge årerne, men modsat, lader han, som om han sejler videre, og får fjenderne til at tro det. Men de kunne ikke standse deres skib så pludseligt, for de fløj af sted med den største åndelige og legemlige anspændelse og voldsomhed. Derfor støder bådene sammen, hurtigere end de havde tænkt det. Bard sidder i bagstavnen, og Ræv gennemborer ham med sin lanse, mens hans søn Stein hugger fjendernes årer i stykker og river masten med sejlet fra skibet ned i bølgerne, og det var nærved, at skibet kæntrede og sank. Det forsinkede fjenderne meget og gav Ræv en bekvem lejlighed til at flygte.


Injecit hic casus magnam hostibus remoram, et Ruffus fugiendi occasionem sat commodam nactus est. Quare sic elapsus suis cum majore navigio e praedictis sinuum latebris ascitis in Norvegiam appulit substititque Nidrosiae, ubi tum Haraldum Crudelem Norvegiae Regem residere cognovit. Meditabatur autem sedulo aliquam rationem Ruffus, qua Norvegico tyranno aegre faceret ob data consilia proditoria hostibus; id quod ex parte successit. Ut enim Nidrosiae commoratur, accidit ut quidam ex Regiis, Granerus nomine, Ruffi conjugem ad concubitum sollicitaret; qui ab interveniente Ruffo, cum illa casto animi et corporis robore repugnaret adultero, fugiens occisus est. - Fuit is Regi intimus, ideoque haec et hujusmodi Regia potentia fretus in multos impune audebat, homo in primis flagitiosus, fastu maximo et alienarum virtutum contemptu turgidus. 

Da han var sluppet af sted, hentede han sine folk ude fra de nævnte skjulesteder ude i fjordene og bragte dem på et større skib til Norge, til Nidaros, hvor han vidste, at Harald Hårderåde, Norges konge, opholdt sig. Ræv tænkte nu meget på, hvordan han kunne volde den norske undertrykker ærgrelse og besvær, fordi han havde givet hans fjender forræderiske råd. Og det lykkedes ham i nogen måde. Mens han opholdt sig i Nidaros skete det nemlig, at en af kongens mænd, Gråne, ville lokke Rævs hustru til at ligge med sig. Men Ræv kom til, hans hustru værgede sig med kysk sind og stærke kræfter mod horkarlen, han flygtede og blev dræbt. Han havde været kongens ven, derfor havde han ustraffet vovet den slags mod mange, i tillid til at kongen vilde beskytte ham. Han var ellers en stor forbryder, hovmodig og fuld af foragt for andres dyder.


Porro Ruffus, postquam Norvegiam attigit, faciem assumpta larva senili et habitum cum nomine mutarat, Narferum se appellans, ne videlicet ex nomine aut facie a reversis Barderi sociis agnosceretur.

Da Ræv kom til Norge forandrede han sin fremtoning - han tog en gammel mands maske for sit ansigt, og han skiftede tøj og navn og kaldte sig Narve, for at ingen af Bards hjemvendte rejsefæller skulle kende ham, hverken på navnet eller på ansigtet.




s. 82
Erat autem lex Norvegorum et hodie Islandorum, si quis homicidium committeret, ut intra duodecim horarum spatium coram testibus scelus fateretur, ita enim confessa caedes scelus erat piandum, non confessa, aut non secundum legem confessa, inexpiandum. Ne igitur Narferus (id est Ruffus) sceleris inexpiandi reus foret, eodem die Regem adit, conventum frequentem celebrantem, Regemque compellans homicidium fatetur clara voce, sed eis ambagibus, ea verborum perplexitate et involucris, ut lingua vernacula loquentem nullus omnium, qui aderant, intellegeret, nec ipse Haraldus (omnibus ut dignitate, ita ingenio et sapientia superior) tam subito, quin interea daretur Ruffo commodum abeundi spatium, dum Rex aenigmaticum ipsius alloquium penitius meditaretur; qua etiam occasione usus ad navem, quam in promptu habuerat, se conferens in altum solvebat. 

Det var dengang nordmændenes lov, som det i dag er islændingenes, at hvis en mand dræbte nogen, skulle han bekende det overfor nogen inden tolv timer var gået. Blev et drab bekendt på den måde, var det en forbrydelse, der kunne sones. Men blev det ikke bekendt, eller ikke bekendt sådan, som loven bestemte, var det orbodemål. For at Narve, altså Ræv, ikke skulle være skyldig i orbodemål, gik han samme dag til kongen, der netop talte til en stor forsamling. Han kaldte på Kongen og bekendte drabet med høj røst, men med så mange omsvøb og så forvirrede og indviklede ord, at ingen, der var til stede kunne forstå ham, selv om han talte deres eget sprog. Selv ikke Harald, der var over alle andre i visdom og kløgt, forstod ham, og mens han grublede over den gådefulde tale, fik Ræv lov til at gå. Han gik ned til skibet, som lå rede, og sejlede bort.


Ruffus igitur Norvegi manibus elapsus ad Svenonem Ulfonis filium, Daniae Regem, sese contulit eique merces Grønlandicas raras et preciosas, quibus Danus jam diu ob diuturnas cum Norvego inimicitias caruerat, attulit. Et inter alia falcones quinquaginta, quorum quindecim colore erant niveo. Ad haec ursos Grønlandicos quinque, ejusdem coloris nivei. Praeterea dentes balenarum et ferarum exuvias magni pretii, in his etiam pelles canis marini, cujus supra fit mentio, rostungeri nempe, unde eo seculo funes anchorarii et navium rudentes fiebant.

Da Ræv var sluppet ud af nordmandens hænder, begav han sig til Svend Ulfsøn, Danmarks konge, og bragte ham sjældne og dyrebare grønlandske varer, som danskeren længe havde været foruden på grund af sit langvarige fjendskab med nordmanden. Blandt andet var der halvtreds falke, femten af dem hvide, desuden fem grønlandske bjørne, af samme hvide farve. Der var hvaltænder og skind af vilde dyr, meget kostbare, også skind af hvalrosser, som blev nævnt før, dem der kaldes rostunger, og som man på den tid brugte til tovværk på skibe.


Postquam igitur Danum hoc pacto sibi conciliasset, duodecim fundorum usumfructum, quoad viveret, in Jutia sitorum, in Wendsyssell, remunerationi accepit, filiis duobus Stenone et Biornone in aulam ascriptis.

Efter at han havde vundet danskekongens venskab fik han som løn tolv gårde i forlening på livstid. Gårdene lå i Vendsyssel i Jylland. Hans to sønner Stein og Bjørn kom til kongens hird.




s. 84
Porro Haraldus, Norvegiae Rex, fraude tandem intellecta cognomen absenti indidit Krokareffur, vel Krokareff. "Krokur" enim metaphorice sophisma, dolum, fallaciam illis denotabat. Adhaec ob amissos Ruffi gladio familiares duos, Barderum nempe et Granerum, non leviter indolens Ericum quendam Graneri fratrem superstitem navi bellica et sexaginta militibus instruit eique injungit ut Ruffum, si non posset vi aperta, ex insidiis opprimat. Quae res ita successit, ut Ericus amissis quinquaginta suis in Norvegiam a Ruffo dimitteretur. 

Da Harald, Norges Konge, omsider forstod bedraget, gav han den fraværende tilnavnet Kroge-Ræv. "Krog" er nemlig i overført betydning det samme som snuhed, list, bedrag. Da han havde mistet to gode venner ved Rævs sværd, Bard og Gråne, udrustede han Erik, Granes overlevende broder, med et krigsskib og med tres krigere og gav ham besked på at gøre det af med Ræv - hvis han ikke kunne med åben magt, så med skjult efterstræbelse. Men med dette gik det således, at Erik mistede halvtreds mand og blev drevet hjem til Norge af Ræv.


Et Ruffus deinde Romipeta factus decessit in itinere, in quodam Franciae monasterio honorifice sepultus, filiis duobus in magna aestimatione apud Danum viventibus nobilibusque porro auctis conjugiis, quorum etiam postea in praecipua Daniae nobilitate locum obtinent. Filius tertius, natu minimus, Islandiam vidit ibidemque etiam haud ignobilis familiae parens extitit. Sed haec justo prolixiora, superius dicta ratione excusanda, tertium etiam actum consimilem adjunctum habent.

Og Ræv blev siden Roma-farer, men døde på rejsen. Han blev begravet med ære i et kloster i Frankrig. Hans to sønner levede hos Danskeren i stor ære, og blev dertil ophøjede med fornemme giftermål, og deres efterkommere blev regnet blandt højbårne i Danmark. Den tredje søn, den yngste, kom til Island, og han blev stamfader til en ikke ringe slægt. Men herom er nu sagt mere, end der skulle. Det før sagte må være undskyldning herfor. Og de gjorde endnu en tredie gerning, der var ligesom de første.

Udtegning af rids i træstykke, funden i Gardar

Kommentar til 7. kapitel

Arngrimur genfortæller indholdet i 'Kroka-Refs Saga', en frit fabulerende fortælling uden påviselig historisk kerne.