Videre til        kap 1    kap 2   kap 3    kap 4     kap 5     kap 6    kap 7    kap 8                  kap 10    kap 11    
 

s. 88
Caput 9.

Hellulandia, Marklandia, Winlandia.

Dum Grønlandiam exploramus, in quasdam sive insulas sive paeninsulas hujus maris Grønlandici incidimus ab ipsis etiam Grønlandis inventas,in quarum commemoratione libet ipsius inventoris vestigia quam proxime sequi.



Niende kapitel

Helluland, Markland, Vinland

Medens vi har udforsket Grønland, er vi stødt på nogle øer og halvøer i det grønlandske hav, som grønlænderne selv har opdaget, og dem vil vi nu fortælle om, idet vi følger tæt i opdagernes spor.


Herjulfus itaque fuit Occidentalis Islandiae incola quidam, cujus filius Biorno quotannis in exteras naviculariam faciebat, negotiatorio vitae generi addictus. Quo semel in Norvegia absente pater solum vertens in Grønlandiam abiit, Orientalis Grønlandiae incola factus in Herjullffsnes. Quod resciscens filius de more ex Norvegia reversus noluit navem exonerari, sed patris vestigia incertis itineribus sequi magis elegit. Quod tanto magis mirere, quod is nullum asciverit Grønlandicae navigationis peritum, aut qui huic saltem interfuerit antea, sine etiam divino magnetis et quadrati nautici auxilio, ut ex hac narratione intelligere est (plagas enim tantum ex Solis motu discrevisse traditur), tantum vulgaris famae vestigia secutus. Adeo prisci illi homines fortiter audebant.   

Herjolf var en mand fra det vestlige Island, hans søn Bjarne sejlede hvert år ud til andre lande for at drive handel. Engang da Bjarne var i Norge, rejste hans fader alene til Grønland, hvor han slog sig ned på Herjolfsnæs. Det fik sønnen at vide, da han kom hjem fra Norge, som han plejede, men så ville han ikke losse sit skib, men hellere følge sin fader på usikre veje. Hvad der er mere forunderligt er, at han havde ikke nogen hos sig, der kendte til sejladsen på Grønland, og ikke nogen, der havde været der før, og han sejlede ud uden redskaber til at pejle kursen med, som man vil forstå af denne fortælling (man fortæller, at sømænd dengang kun kendte landene ved at se på Solen). Han vidste kun, hvad man fortalte blandt folk. Så dristige var mennesker dengang! 


Ergo se ventis et undis committens primum triduum Occidentem versus pergendo absolvit. Et jam venti secundi ponebant, succedente incommodum nubiloso Aquilone miseros nautas quo nolebant nec noverant abigente; versus Austrum tamen ut colligo. Tandem vero sudo caelo Solis beneficio plagas dignoscentes intra 24 horarum spatium terram eminus conspiciunt: quam propius adnavigantes cernunt haud montosam, sed multa planitie et silvis stratam esse. Ea intacta relicta cursum dirigunt versus Corum (Nordvest), priusquam Grønlandiam attingerent, duas praeterea insulas vident nihilo setius praeteritas.

Han gav sig altså vind og vove i vold, og rejste tre dage mod vest. Og de gunstige vinde lagde sig, og den skybringende nordenvind drev de stakkels sømænd af sted derhen, hvor de 
ikke ville, og ikke vidste hvor de var - jeg tænker dog det var mod syd. Men da Solen brød frem gennem skyerne, så de land langt borte, og det i endnu 24 timer, mens de sejlede videre. Da de kom nærmere, så de ingen bjerge, men kun fladt land og skove. De lod landet ligge uberørt og satte kursen mod nordøst til de nåede Grønland; men på vejen kom de forbi to andre øer.


Ex Grønlandia anno sequente in Norvegiam perveniens Biorno Erico Baroni Norvegiae praefecto de visis novis insulis rettulit; qui quod eas vidisset tantum, non attigisset, caepit vulgo minus bene audire eoque in Grønlandiam rediit.

Bjarne rejste det følgende år til Norge, og dér fortalte han Erik Jarl, der rådede for Norge, om de nye øer han havde set. Men fordi han kun havde set dem, ikke været på dem, ville man ikke høre på ham, og han vendte tilbage til Grønland.






En 'knarre' (et handelsskib) fra omkring år 1000. (Vikingeskibsmuseet i Roskilde)




s. 90
Leifus igitur Erici Grønlandicae gentis conditoris filius, paternae virtutis memor, non passus est terras novas diu inexploratas latere. Hic igitur vectoria nave et sociis triginta quinque instructus visas Bernoni insulas quaesitum abit, patre etiam Erico jam senio ingravescente ascito; qui tamen, quod ad naves equitanti caballus cespitasset, malum aliquod omen subesse ratus domum reversus est. Abiit autem Leifus filius.

Leif var søn af Erik, Grønlands opdager, han tænkte på sin faders bedrifter og syntes ikke, at de nye lande skulle ligge ukendte hen. Derfor skaffede han sig et fragtskib, og sammen med 35 mand drog han af sted for at finde de øer, som Bjarne havde set. Hans far Erik skulle også med, selvom han var svækket af høj alder. Men da han red ned til skibet, snublede hesten, og det tog han som et dårligt varsel og vendte om. Men Leif, hans søn drog af sted.


Quam igitur terram ultimam, hoc est Grønlandiae proximam, Biorno habuit, his prima fuit; quam cum jactis anchoris in terram descendentes non saxosam modo, sed saxeam deprehenderent, gramine destitutam et montibus nivosis rigentem, nomen Leifus e re nata indidit Helluland, quod dicit petrosam. 

Det land, som Bjarne havde set sidst, og som var Grønland nærmest, var nu det første, de kom til. Da de havde kastet anker og gik i land, så de, at landet var ikke kun fyldt med sten, men det var selv helt af sten. Der var ikke græs, men sneklædte fjelde, og derfor kaldte Leif landet for Helluland, det vil sige det stenede.


- Deinde aliam offendunt, quae Biornoni intermedia, cernunt, haud montosam sed silvis opertam esse, cujus litus non praeruptum albicantibus vestiebatur harenis. Huic etiam nomen imposuit Leifus Markland, quasi silvosa terra. Hinc flante Aquilone (landnyrding) versus Lybonotum vela faciunt; visaque est post biduum tertia insula (aut regio) reliquis longe praestantior, ad cujus latus septemtrionale insulam parvam primum occupant. 

Dernæst kom de til et andet land, det, der var det midterste for Bjarne. De så, at det var ikke bjergrigt, men dækket af skove. Stranden var flad og dækket af hvidt sand. Leif kaldte landet Markland, det vil sige det skovrige land. - De satte nu sejl og drev herfra med Nordenvinden (landnyrding) mod sydvest. Efter to dage så de en tredje ø, eller egn, langt herligere end de øvrige, og ved dennes nordlige bred tog de en lille ø i besiddelse.



1961 fandt man resterne af en nordbo-bebyggelse ved L'Anse aux Meadows på nordspidsen af  Newfoundland. 


Deinde inter istam insulam et lingulam terrae sive continentis navem Occidentem versus dirigentes a decrescentibus undis in vado destituuntur ad ostium fluvii seu amnis ibidem sese in mare exonerantis. Pedibus igitur terram adeunt, navigio in maris refluxu per amnem in stagnum superius unde scaturiebat deducto. Haec terra miro sui desiderio affecit advenas, ut jam nihil dubitantes ibidem hibernia facerent, fluvio praedicto et stagno praeter alius generis pisces praestantissimum et mirae magnitudinis esocem suppeditantibus. Hiems ibidem nulla aut frigus nec bruma, qualis in Grønlandia aut Islandia, Sole in ipso Solstitio hiberno horas circiter sex, plus minus (sciotericis enim destituebantur) supra horizontem commorante. Hic etiam aliquid vitium et uvarum instar repertum, Grønlandis non agnitum, sed a Germano quodam tum forte in Grønlandorum coetu praesente, qui se in solo natum affirmabat, ubi vitium plus satis cresceret.

Derpå satte de kursen mod vest, og mellem denne ø og et næs der skød sig ud fra landet eller kontinentet gik de på grund fordi tidevandet nu trak sig tilbage. Det var ved mundingen af en flod eller et vandløb der vældede ud i havet lige der. De gik i land, og da tidevandet kom igen trak de skibet op og ind til en indsø. Dette land henrykkede de nytilkomne, så de uden betænkning slog sig ned der for vinteren. Den nævnte flod og og søen gav dem herlig føde i forunderlige mængder, foruden fisk af helt anden art. Der var ingen vinter der, ingen kulde og ingen tåge, som i Grønland og Island , og ved vintersolhverv stod Solen på himlen i seks timer[2x], måske mere, måske mindre, de havde ingen solskiver med sig. Her fandt de druer og vin som de ikke kendte fra Grønland; men en tysker, der var med dem, kendte det og sagde, at den slags voksede i hans hjemland..




Rekonstruktion af nordbohus på Newfoundland - med stenmure og tag, der er dækket med græstørv. 


Quare ibi transacta feliciter hieme Leifus in patriam nempe Grønlandiam eodem itinere reversus est, terrae inventae a vitibus istis agrestibus nomen faciens Winlandia.

Da man heldigt havde tilbragt en vinter der, vendte Leif tilbage til sit fædreland Grønland, ad den samme vej, og det land, han havde fundet, kaldte han Vinland, efter de landlige vinstokke.




[2x]   Med den oplysning og et almanak-program, kan vi regne ud, at de har befundet sig på anslået 62. nordlige breddegrad  -  måske et sted på New Foundlands kyst nær Cape Chidley? Men mon man kan stole på den oplysning???   Fundet af vindruer peger bestemt på en meget sydligere position. Nordspidsen af Newfoundland ligger på 52. nordlige breddegrad og er en langt mere sandsynlig mulighed; men dagslængden ved vintersolhverv er her 7 timer og 40 minutter, hvilket er temmelig forskelligt fra førnævnte oplysning.  



Kommentar til 9. kapitel.

Bjarni Herjulfsson ser det nordamerikanske kontinents østkyst og fortæller om det i Grønland. Leif den Lykkelige har eventyrblod i årerne, han rejser afsted for at finde de nye lande; det fortæller Arngrimur alt sammen om på grundlag af 'Grønlændinge Saga'. Man vil naturligvis gerne kontrollere ægtheden af denne sagas dramatiske beretninger ved at sammenholde med andre, uafhængige kilder - og de findes virkelig, nemlig sporene af norrøn bosættelse i L 'Anse aux Meadaws, på nordspidsen af Newfoundland i det nuværende Canada. (Se kort!)  Kulstof-14 datering af fundene peger hen imod år 1000. Bosættelsen blev fundet af den norske forsker Helge Ingstad i 1961, og man kan godt sige, at det først er fra dette år, at beretningerne om nordboerne i Amerika har fået fast grund under fødderne. (Se  Billederne. )

 

 


Videre til        kap 1    kap 2   kap 3    kap 4     kap 5     kap 6    kap 7    kap 8                  kap 10    kap 11