HARK OLUFS

Den oprindelige gamle dansk tekst, udgivet 1747, er her gengivet på moderne dansk af Richard Mott 

1.
Da det har behaget Vor Herre at lede mig på en særlig måde frem for mange tusinde andre mennesker, har man bedt mig om at de sælsomme hændelser som er overgået mig måtte, for deres mærkværdigheds skyld, blive ført i pennen og overgivet til trykken, for at de kunde tjene eftertiden til et bevis for hvor underligt Gud fører menneskenes børn - og at Han endog kan bøje en u-kristens hjerte til mildhed, efter sit behag.

Anno 1708, den 19. Juli, så jeg først denne verdens lys, på den lille ø Amrum, der ligger i
Vesterhavet og hører til Riber Stift i Jylland. Da mine landsmænd har haft deres næring af søen, så beflittede jeg mig også, allerede fra mit tolvte år, på at blive en duelig sømand. Jeg havde allerede i tre år været ude på søen da jeg sammen med tre landsmænd, nemlig Richard Flor, Jens Nickelsen og Hark Nickelsen, foruden Jørgen Olsen fra Føhr og tre mand fra Elben, blev taget til fange af en Tyrkisk kaper ved det sted i Kanalen som kaldes Sordels. Det var den 10. Marts 1724 da det skete, og derpå blev vi ført til Algier. Jeg blev solgt på Torvet for et tusind cartouches, eller fem hundrede sletdaler; men dagen derpå solgte min købmand mig til en anden med en fortjeneste på et hundrede cartouches.

Ved denne herre var jeg en fjorten dages tid. Mit arbejde var at ordne forskellige ting i haven og samle morbærblade til min herres silke-orme, og bære vand og holde huset ryddeligt Men Bey´en af Constantine, som hed Assin, havde en repræsentant i Algier for at indkøbe slaver, og han fik lyst til mig, og min herre overlod mig til ham for 450 von Achten.

Denne Bey Assin er som en lille konge; hans hovedstad er Constantine, en anselig by og fæstning, som ligger efter mit skøn tolv dages rejse eller tres mil fra Algier, mod Syd. Så vidt jeg ved stod han ikke på nogen måde under den Store Sultan, men var suveræn i sit land. Han var, da jeg kom i hans tjeneste, allerede højt til års og havde et hidsigt sind, så ellers rask og frisk ud og var tapper og havde god erfaring i krig. Før min tid, og hele tiden mens jeg var hos ham, var han i felten med sin hær, af og til viklet ind i skærmydsler med naboerne. Men han opholdt sig dog mindst en måned i Constantine. Han havde to hustruer.

2.
Jeg vil sige lidt om landets egenskaber, siden om folkets natur, og endelig noget om min egen skæbne.

Landet dér er fuldt af klipper, nogle af dem så høje at der ligger evig sne øverst oppe. Men landet neden for klipperne er så varmt at når kamelerne bærer hele læs sne ned fra toppen så er sneen næsten smeltet bort før de kommer ned til foden af klippen. - Ellers er landet meget frugtbart, og der vokser adskillige slags korn, druer, mandler, dadler, figener, granatæbler, vandmeloner og andet. Men der er forskelle på den måde at én provins er bedre i én henseende, en anden i en anden henseende, så der afgår hele tiden leverancer til lejren hvor Kongen opholder sig med sin dronninger.

Der føres megen fin uld og voks og honning ud af landet, for ikke at tale om adskillige slags apotekervarer, foruden sjældne skind af løver og tigre og den slags. - Om man graver efter andre metaller end bly, det ved jeg ikke.

For dem som er født i landet må luften være sund nok, for det er ikke sjældent at se folk der er hundrede år gamle, ja endog hundrede og tyve år gamle, og endnu ældre. - Man mærker af og til jordskælv og megen torden, især om sommeren. Foruden grådige vilde dyr som løver og tigre og den slags, som ofte angriber mennesker, er indbyggerne meget plagede af forskellige slags slanger, men mest af skorpioner, som i nogle egne findes i en sådan mængde at man næppe kan løfte en sten fra jorden uden at der ligger en eller to derunder. Dertil kommer de fortrædelige myg og fluer, som forstyrrer dem der vil sove.

3.
Landet bebos af Tyrker og Morer. Af de sidste findes der både hvide og sorte. Deres sprog er forskelligt fra Tyrkernes, og de kalder det Arabisk. Men disse to folk der begge hører under Bey’ens herredømme, kaldes under ét Schirk, det vil sige "de folk der bor mod Syd".

Hvad religionen angår er Morerne ikke meget forskellige fra Tyrkerne, bortset fra visse ceremonier. Jeg må i almindelighed give Tyrkerne den ros at de er mere oprigtige end Morerne. I almindelig omgang finder man lige så megen ærlighed blandt Tyrkerne som blandt os Kristne, desværre. De er nidkære for deres falske religion, og man finder næppe nogen som med vilje gør andet end det som de holder for en Muhamedaners pligt.

Så snart det gryr af dag råbes der fra et tårn eller et andet højt sted, af en der er dertil beskikket, efter at han har stukket en finger i hvert øre:

   Eschet velej elej lala,
   Eschet enne Mahammet arasu lala
   ella velun Zelleth -
   ala hoat warth,
   ala hoat warth!

Derpå rejser alle mand sig, og efter at have toet hænderne indtil albuerne, og fødderne indtil knoglerne, og renset munden og næsen og ansigtet, og strøget sig med baghånden bag ørene, forretter de deres sædvanlige bøn. Den beder de fem gange om dagen, første gang før Solopgang. Ordene lyder således på arabisk:

   Alham dilol Robbi lairo min
   rachmana rachim mänik jumidin,
   jäken abeddo jaken estohiim
   tokino foratin lädino ene en dalohiim
   alham dilolah robbi lairo min.

De har den tanke at ingen Tyrk går let fortabt. - Om Kristus, som de kalder Eisa, og Jomfru Maria, som de kalder Lella Maria, taler de med ærbødighed, om Djævelen som om den der volder ondt.

Hos dem finder omskærelsen først sted i det fjerde eller femte, eller endda først i det sjette år. Svinekød spiser de ikke, ej heller drikker nogen Muhamedaner vin eller anden stærk drik, men de drikker vand eller sorbet, som er vand kogt med rosiner, som kan tillaves på forskellige måder. Deres fastedage, som kaldes Ramadam, holdes en hel måned hvert år. Så nyder de intet om dagen, men der spises og drikkes om natten. I de sidste åringer kunne min herre ikke tåle at faste, men spiste lidt i smug.

4.
De døde bliver indsvøbt i en klædebon og således lagt i jorden. Morerne plejer at istemme et klageråb over deres døde, mens både mænd og kvinder river sig med neglene på kinderne og i panden.

Når de gifter sig får brudgommen ikke sin brud at se i forvejen, men når han har spist og
drukket med sine gæster, hvorved der undertiden spilles på cithar, føres han ind i kvindestuen, hvor bruden opholder sig sammen med de andre kvinder, alle med ansigtet
tildækket. Så giver man ham et tegn som han kan kende bruden på, og han går da hen til
hende, tager de penge som han vil og kan give til morgengave, i et tørklæde, giver hende et slag dermed og gå så ind i sovekammeret. Hun følger efter; han spørger hende to gange om hendes navn, men hun svarer ikke før han spørger tredje gang. Derefter kaster han tørklædet med pengene på gulvet og træder på dem og fremsiger sin bøn. Imens tager hun sit tøj af og går til sengs, og han følger efter. De fleste kvinder er meget unge når de bliver gift.

Hvad mad og drikke angår, så lever Tyrkerne beskedent, efter hvad jeg har set. Der bæres ikke mange retter frem, men der serveres mange slags frugter ved måltidet. Om morgenen spiser de først en slags bagværk, siden drikker de kaffe, the bryder de sig ikke om. Klokken ti spiser man til middag, derpå hviler man nogle timer og spiser så igen om eftermiddagen, omtrent klokken fire.

5.
Hvad nu min egen skæbne angår, så tjente jeg først som lakaj hos denne min herre. Og da jeg i denne tid lærte Lingua Franca, foruden Tyrkisk og Arabisk, og efterhånden også blev dygtig til alt forefaldende, gav Gud mig at jeg kom i yndest hos min herre, så han altid havde stor godhed for mig. Han betroede mig et embede som er af stor vigtighed, og som kaldes Gassenadahl eller Gasnadi, efter vort lands talemåde Over-Kasserer. - Jeg var i dette embede først i fire år, og da var min årlige løn 1700 von Achten, foruden det jeg havde af land og kameler og får og deslige. To skrivere, som altid var hos mig, bekostede min herre, men en snes tjenere, og undertiden flere, måtte jeg selv aflønne. Tre gange om året fik jeg en ny uniform, rigt broderet med guld og sølv.

Foruden denne bestilling fik jeg betroet kommandoen over fem hundrede heste, for jeg havde ved nogle lejligheder, selv som kasserer, vist en slags bravour, som behagede min herre - selv om min tapperhed i grunden snarere var en slags forvovenhed end virkelig mod og mandighed, for jeg var trist til mode, og derfor betød det ikke så meget for mig om jeg levede eller døde. Jeg var vel en ansélig mand i folket, og mange misundte mig min lykke, men jeg forstod dog nok hvordan det virkelig var, at på trods af alt dette var jeg kun en slave, og en lille forseelse kunne hos en barbarisk herre, der havde magt til at gøre hvad der lystede ham, let forårsage at jeg blev lige så dybt fornedret som jeg var ophøjet. Og således gik jeg hver dag med livet i hænderne. De førnævnte fem hundrede mand til hest var altid omkring mig, og var for min herres livgarde at regne.

6.
Der skete nu det at der blev krig mellem min herre og en anden ved navn Boässäse af Theses, som vel var for en lille fyrste at regne, og tillige overhoved for en fornem familie.  Denne Boässäse fik i sinde at bemægtige sig et stykke land som tilhørte min herre. Jeg forbigår her de små skærmydsler som forefaldt, dem var der mange af, for det kommer daglig til fægtninger når to parter ligger i felten over for hinanden. Hist og her sker der idelige angreb, og man bruger heller ikke den måde vi bruger i vore lande med at gå ordentlig til værks, men det meste består i fyrige angreb. Men af disse mindre kampe var følgende to de vigtigste - i den første havde vi heldet med os, i den anden fik fjenden overtaget.

Efter at man havde fra begge sider røvet nogle tusinde kameler og heste og får og deslige, blev jeg engang kommanderet ud med de fem hundrede heste for at rekognoscere. Da vi bemærkede at fjenden havde slået sig til ro besluttede vi at gå til angreb. Det lykkedes så godt, at fjenden tog flugten, måske fordi han troede at vi var der med vores fulde styrke, der som regel var på ni til ti tusind mand. Tooghalvtreds hoveder førte vi med os tilbage, mens vi selv kun havde mistet fem mand. Vi sendte en i forvejen for at underrette min herre om sejren. Da vi kom befalede kongen at enhver som havde bragt et hoved med sig skulle gå frem og kaste det for hans fødder i teltet. Han regalerede dem som regel med penge, men mig især blev adskillige æresbevisninger til del, idet de fornemste tjenere fik befaling om at opvarte mig. Og siden den dag var det mig betroet at kommandere hele Kavalleriet - denne bestilling kaldes Laga di Dejra, eller Oberst for Kavalleriet - men jeg fik af den grund manges had og misundelse på halsen

Det varede ikke længe før jeg atter kom i kamp med den samme fjende, men denne gang gik det galt for mig og dem, der var med mig. Da fjenden flygtede og vi satte efter ham, måtte vi defilere imellem nogle klipper. Dér havde fjenden lagt sine fodfolk i baghold, de skød og dræbte nogle af vore folk og afskar passet for andre, som måtte overgive sig, mens andre igen flygtede og undslap. Blandt de tilfangetagne var jeg, min hest var blevet skudt væk under mig. De tog min livrem og bandt mine hænder på ryggen med den. Fem og fyrre af vore folk som var fanget blev massakrerede, og man vilde først gøre det samme med os; men så kom fjenderne i tanker om at de nok kunde få gode løsepenge for os, og så lod de femten af os være i live, blandt dem jeg. Men en af mine tjenere, en som jeg holdt inderligt af, blev stukket ihjel for mine øjne.

Da vi nu var sat i forvaring, kom den omtalte Boässäses gemalinde, hvis navn var Elgia, ind i fængslet. Hun var tildækket efter Tyrkernes måde, så man ikke så noget bart af hende, undtagen øjnene og hendes hænder, som var malede efter deres sædvane, med dybt indbidende farver. Hun var mest kommet til fængslet af nysgerrighed efter at se mig, eftersom hun havde hørt at jeg var en Kristen. Hun spurgte hvem af os det var; og efter at hun havde gentaget spørgsmålet kastede jeg mig for hendes fødder. Jeg var forresten let nok at kende, for de andre fanger så alle sammen hen på mig, og på min farve skilte jeg mig også ud fra de andre. Hun havde adskillige spørgsmål til mig: Om man i vore lande troede på en Gud, der råder over Himmel og Jord? Da jeg besvarede dette spørgsmål med et Ja gjorde hun den indvending, at man i Europa jo tilbad træ og malede billeder. Denne hendes mistanke må vel være kommet deraf at hun enten havde set eller hørt om Katholikerne. Endvidere, om vi havde heste, kameler, mælk, olie, brød og deslige? - Endelig gik hun bort, og jeg råbte efter hende i en skælvende tone med høj røst, om hun vilde gå i forbøn for mig hos hendes herre. Dertil svarede hun kun, at jeg skulde ikke råbe sådan. De ord opfattede jeg som om hun var blevet vred. Men inden få timer var gået, kom smeden og satte mig i frihed.

Man viste mig derpå den nåde at føre mig frem for Schey, det vil sige en Prins, og man gjorde meget for at opmuntre mig. Denne Schey var en sønnesøn af den gamle Boässäse, og jeg havde det held at han kom til at synes om mig. Og ikke alene gjorde han meget godt for mig og til min opmuntring, men han bad også sin oldefar om han måtte tage mig med på jagt. Og da man en dag, et par timers tid over middag havde ladet hestene føre til side, forlystede denne Schey sig med de herrer, han havde hos sig, med at skyde til måls. Da jeg imidlertid stod i dybe tanker, optaget af min skæbne, og lod min øjne hvile på hestene, troede den unge herre, at jeg så hestene nærmere an, og han spurgte mig derfor, om disse heste ikke var nok så gode som dem, jeg havde efterladt i Constantine. Jeg vovede ikke at besvare hans spørgsmål, før jeg havde bedt om den nåde at jeg måtte sige sandheden, thi jeg havde altid hørt, sagde jeg, at det sømmede sig ikke at sige andet til store herrer end sandheden. Derpå sagde jeg at de heste jeg havde set i Constantine eller i min herres lande forekom mig nok så raske og smukke som disse. Han befalede mig nu at ride på en af dem, men da jeg ikke roste den særlig meget, lod han mig prøve sin egen ridehest. Jeg flanquerede lidt rundt omkring, og da jeg bemærkede, at hesten var meget livlig, faldt det mig straks ind at der her var givet mig en ypperlig, om end farlig lejlighed til at undslippe. Mit hjerte hamrede i brystet, Oh, tænkte jeg, om jeg bare turde! Men så brød jeg over tværs og fulgte min drift, gav hesten fulde sporer og red væk. - Jeg var allerede et stykke vej borte før man vidste bestemt hvad jeg var ude på. Så råbte de på mig, og mellem tyve og tredive mand satte straks efter mig, de løsnede også nogle skud, og en og anden kugle støvede i sandet ved siden af mig, men før der var gået tre timer var jeg kommet uden for deres synsvidde. - Om natten red jeg, om dagen fik hesten noget at æde i skovene; min spise blev i den tid nogen frugt og en slags salat der vokser der i landet. Jeg tilbragte i alt to nætter og lidt over en dag på vejen, indtil jeg igen, til min herres store glæde, indfandt mig i lejren.

7.
Efter endnu nogle skærmydsler blev der omsider sluttet fred mellem min herre og den omtalte Boässäse fra Theses. Måske blev min herre tilskyndet til denne fred da han bemærkede at Bey’en i Tunis foretog nogle troppebevægelser. Det kom da også omsider til krig imellem dem, mens der blev sluttet et tæt forbund imellem Boässäse og min herre.

Krigslykken var næsten ens på begge sider i begyndelsen, men omsider kunde vi trænge ind og opholde os med vores hær i fjendens land. Et halvt år havde vi været i krig med hinanden, så blev der mangel på proviant hos os, thi de kameler, som bragte os olie og brød, blev røvede af en af min herres uvenner ved navn Murath, som boede på grænsen til de Tunesiske lande. Denne mangel tvang os til at fatte en rask beslutning om at angribe fjenden, så måtte det gå som det kunne. Men da fjendens magt var større end vores (selv om vi aldrig i min tid havde haft så talrig en hær som den gang, den var mindst fire tusind mand stærk) så var det nødvendigt at vise passende forsigtighed og at kende de fjendtlige troppers posteringer så nogenlunde. Min herre og Boässäse besluttede, at der skulde sendes en mand ud for at udforske dette, så godt det lod sig gøre. Men da man rådslog herom og talte om hvem, der var bedst hertil, pegede Boässäse på mig. "Den Kristne der, sagde han, den Gassenadahl, er god nok til det" - han vidste hvordan jeg tidligere havde listet mig bort fra hans sønnesøn, og vilde nok helst spille mig et puds, hvis han kunde. Min herre, som holdt af mig, og derfor ikke gerne gav mig et så vanskeligt hverv, spurgte mig om jeg havde lyst til det. Jeg svarede at "her gælder ikke hvad jeg har lyst til, men hvad Afendi (det vil sige, Min Nådige Herre) vil befale". Og kort fortalt, jeg fik hans ordre, med den tilføjelse at om alt gik vel skulde jeg få min afsked med ære, og rejse hjem til mit fædreland når jeg vilde.

Jeg nærmede mig lejren til fods, om natten Den lå ret nær ved, men før jeg kom derhen
mødte jeg nogle ryttere. Jeg vidste i skyndingen ikke hvad jeg skulde gøre, men så fik jeg den idé at kaste min sabel og mine pistoler fra mig og give mig ud for en desertør, som
desuden havde noget vigtigt at tale med kongen af Tunis om, og jeg bad om man vilde vise mig den nåde at føre mig frem for ham. Folkene så af min klæder at jeg nok måtte være en af de fornemste officerer og blev glade, og mit ønske blev opfyldt.

Bey’en af Tunis genkendte mig straks og spurgte hvorfor jeg, som Gassenadahl og Laga di Dejra, der stod i en sådan anseelse hos min herre, kom til ham? Jeg kyssede hans hånd og udbad mig underdanigst hans beskyttelse - hvis ikke, var det mig lige meget om jeg mistede mit liv i hans eller min forrige herres hænder, som jeg foregav vilde dræbe mig, fordi der var mangel på forskellige ting i lejren. Denne mangel lagde man mig til last, som om den skyldtes min forsømmelighed, selv om det var klart at Murath havde bemægtiget sig vores proviant. Men mit liv var mig dog kært, så hvis han vilde spare det forsikrede jeg, at jeg vilde tjene ham tro, hvis han syntes, jeg duede til det. - Bey’en af Tunis var vel fornøjet over min ankomst og spurgte mig nærmere ud, om der virkelig var mangel på proviant og ammunition, som han havde hørt fra nogle desertører. Jeg sagde ja, selv om det ikke var rigtigt, for vi manglede ikke kugler og krudt. Desuden spurgte han mig om jeg var til sinds at kæmpe imod min forrige herre? Jeg sagde at hvis jeg fik en hest med tilbehør var jeg rede dertil, og det så meget mere som en overløber ikke kan vente pardon hos ham. - Det skete, og jeg kan ikke nægte at da jeg blev både udrustet og antaget af denne herre blev det mit faste forsæt, selv om det ikke havde været det før, at blive hos ham, især da man kunde vente at den Tunesiske hær vilde vinde kampen, og hæren fra Constantine vilde blive nødt til enten med det første at foretage et desperat angreb eller retirere hovedkulds, på grund af den omtalte mangel.

8.
Disse eventyr var de vigtigste af dem der skete mens der blev ført krig; hvad andre små træfninger angår, så vilde det være alt for vidtløftigt at fortælle om dem. Mange har jeg efter ordre massakreret, mange også uden ordre, thi i de sidste åringer betroede man mig alting, så jeg havde fuldkommen jus vitae et necis. Min herre blev gammel og så helst at jeg afgjorde tingene. Mange gange, når han om eftermiddagen lagde sig til hvile, var en henrettelse af de dømte fuldbyrdet, inden han vågnede.

Blandt dem, som jeg efter befaling har dræbt, er to murermestre dem der ligger tungest på mit hjerte. To gange fik min herre i sinde, mens jeg var hos ham, at lade en ansélig mængde dukater mure inde i et tårn. Da murermesteren havde fået sin løn, havde jeg befaling til, når han gik foran mig ned ad trappen, at brække halsen på ham. Det måtte jeg gøre hvis jeg ikke vilde risikere min egen hals. Hertil havde min herre to grunde; den ene var den at stedet hvor pengene lå måtte forblive skjult, den anden skyldtes den overtro, som var blandt Tyrkerne, at dens sjæl, som er myrdet, ligesom svæver eller våger over skatten, så at ingen anden end ejermanden kan få fat i den. - Så aldeles kan Satan bemægtige sig et menneskes hjerte, når han bliver besat af en eller anden stor last! Men jeg vil nu fortælle om andre mærkværdigheder.

            (Kolonnade)

9.
Det skete i min udlændigheds tid at jeg havde den fornøjelse at se fem Europæere, som var udsendt af Kong August af Polen for at orientere sig om de Afrikanske landes beskaffenhed. Den fornemste af dem var Doktor Johannes Hebenstreit. Med i selskabet var en urtegårdsmand som var født på Als, ham var det en særlig glæde for mig at møde, for landsmandsskabets skyld. Den sjette var, så vidt jeg ved, død på rejsen.

Min herre modtog dem meget elskværdigt og befalede mig at sørge for at der ikke manglede noget i deres forplejning. Det var mig en glæde at kunne forære Doktoren nogle sølv- og guld-mønter, Romerske mønter, så vidt jeg ved, selv om de var fundet i min herres lande. Han fik også adskillige huder af løver og tigre og deslige. Urtegårds- manden var jeg behjælpelig med at få adskillige vækster, rødder og blomster, samlede. De sidste opbevarede han i en særlig bog mellem gråt papir.

Doktoren rejste nogle mil bort for at bese en gammel forfalden bygning, som der var adskillige af i landet. Det ses endnu at de har i deres tid været kostbare nok. Ved denne bygning var der nogle sten, hvori der i gamle dage var indhugget Latinske bogstaver. Da min herre spurgte mig hvad mærkeligt Doktoren havde fundet dér, fik han det svar at Doktoren havde været lige så glad for disse indskrifter som hvis havde fundet hundrede dukater. Da lo han hjerteligt og sagde, O, de Kristne er dog nogle store narre!

Jeg ved bestemt at den gode Doktor gerne skulde have betalt mig for mine tjenester. Jeg behøvede dog ingen penge, men jeg længtes rigtig nok efter en Tysk gudelig bog; mine forældre havde haft den omhu for mig at sørge for at jeg lærte at læse og skrive før jeg kom på søen. Mit ønske blev også opfyldt; thi så snart Doktor Hebenstreit var kommet til Sachsen sendte han Speners Rejse-Postil, den kom over Livorno og Algier til Constantine, med hans navn skrevet forrest i bogen, sammen med et ønske om at at jeg snart måtte sættes fri. - Denne bog har jeg endnu hos mig, jeg tog den med til Amrum for at mindes ham. Han havde en bog med sig, hvori adskillige venner og velyndere havde skrevet deres navne, den viste han mig for at jeg i den skulde skrive mit navn og mit fødested.

10.
Otte år havde jeg været i Afrika, da besluttede min herre at udruste en karavane til Mekka i Arabien, den by som Tyrkerne holder hellig fordi deres profet Muhammed er født der. Karavanen bestod af hen ved seks tusind personer, af dem rejste de fire tusind på egen bekostning, men to tusind reste på min herres bekostning.

Det besværligste på denne rejse var at der mange steder vilde blive mangel på vand; derfor måtte vi have vand med os i store lædersække, der blev læsset på kameler. Undervejs til Mekka kom vi til det sted hvor Hagar i fordums dage sammen med sin søn kom i nød for vand. Brønden, som holdes hellig og vises frem, kaldes på deres sprog Il me Sim Sim.

Tretten måneder gik før vi havde endt denne rejse. Min herre blev for den gudfrygtighed han havde vist ved denne rejse beæret med tilnavnet Hatje, det vil sige Den Hellige.

Nogen tid derefter blev der stiftet ægteskab mellem en af min herres slægtninge og Kongen i Marokko. Jeg blev udvalgt sammen med flere andre for at føre denne prinsesse dertil, men havde lige så lidt den ære at se hendes ansigt som nogle af min herres fruers, selv om jeg var så mange år i hans tjeneste. Hun blev båret på en kamel hvorpå var anbragt et lille skjul, som på en porte-chaise, og hendes ansigt var tildækket hele tiden.

Kongen i Marokko, som jeg gjorde min opvartning, var den gang Sidim Mohamet, Mula
Debbi, de sidste to ord hører til hans titel og betyder så meget som "Herre over Guldet".

 

 

11.
Noget af det mærkeligste i det land jeg var fangen i regner jeg følgende for at være: Der findes en sten, et sted mellem Algier og Constantine, den er temmelig stor, grøn både uden på og indeni. Hvis man tager noget fra den og pulveriserer det, siger man at det kurerer feber. Den kaldes på deres sprog Hetjar Sidna se Eisa, Den Herres Kristi Sten, thi man har en tradition om at Den Herre Kristus har hvilet sig på det sted med sine disciple.

I en stor landsby kaldet Omgaus skal der ligge nogle begravet som de kalder Syvsoverne. Når noget er stjålet, føres den mistænkte hen over disse grave, og så skal han sværge og sige, at hvis han er skyldig, vil han ønske at han ikke må gå derfra uden at tage skade på hoved, arm, ben eller andet lignende. Og Tyrkerne forsikrer at det slår aldrig fejl at den der er skyldig tager skade.

Endnu forunderligere har det sig med nogle folk, som hist og her opholdt sig i landet, og som kan anses for Tyrkernes gejstlige. De kaldes maraboth Ved dem udrettes forunderlige ting, hvad jeg selv kan bevidne. Om det sker ved Djævelens kunst ved jeg ikke. Jeg har selv set at de alene med deres ånde har tændt ild, for eksempel sat ild på en pibe tobak ved at puste på den. Og jeg var også til stede da følgende skete: Den ene af min Herres fruer fik en hævelse over maven, som af vattersot. En Maraboth blev tilkaldt og spurgt til råds. Han lod en af hendes kammerpiger hente, og da han havde sat et kobberfad på gløder og kastet virak på det, tog han kammerpigens hånd og befalede at hun skulde holde den over røgen, efter at han havde dannet en ring i hendes hånd med bomuld, og hældt noget olie ud midt i ringen. Derpå begyndte Maraboth at lade munden løbe med megen heftighed. Det forekom mig at der var mange fremmede ord fra alle slags sprog blandet sammen, sikkert nok er det at jeg kunde ikke forstå noget af alt det som han med høj røst fremførte.

Han spurgte ind imellem, om hun så noget i hendes hånd. Hun svarede nej. Derpå begyndte han på ny med samme heftighed, så råbte hun omsider, Jeg ser mange folk! Han spurgte, Hvad for folk? Hun svarede, Fornemme folk, som vil holde divan. Han siger, Spørg dem ad hvad Fruen skader? Hun: De siger man skal tage de og de urter og koge dem, det skal hun drikke, og det skal hun bade sig med. - Det skete, og Fruen blev rask; men kammerpigen faldt i afmagt og blev ført bort, mens hun var som død. Og hun kom ikke til sig selv i de første 24 timer. - Nogen tid senere spurgte jeg hende om hun ikke havde hørt eller set noget. Hun svarede at hun kunde ikke sige noget, andet end at mens min herre og Maraboth og jeg var til stede havde hun holdt sin hånd i en røg som Maraboth havde anrettet.

Mange af den slags ting sker ved disse folk, som for eksempel at de kan jage armen ind i livet på en hest, og så er armen farvet som af blod når de tager den ud igen. Så siger de nogle ord, og giver straks hesten noget at æde og drikke, og man mærker intet på hesten. De "viser igen" hvad der er stjålet, og hvad mere sådanne ting kan være.

Nogle af disse folk går i smukke grønne klæder. Det gør de, siger de, til ære for Kristus, for de tror at denne farve behager ham, og de tænker her på den før omtalte grønne sten; men andre går kun med ganske fattigt tøj.

Der findes også et dyr der i landet som kaldes Dyp, det lever mest af vild honning og har megen lighed med et svin. Om dette underlige dyr har Tyrkerne den mening at det tidligere har været en Maraboth, eller at en Maraboths sjæl er faret ind i det. Årsagen til at de tror det er at dyret har den måde, at når man giver det et brev eller et blad af en bog, så tager det papiret i forpoterne og holder det frem for sig og begynder at lade munden løbe, som om det kunde læse. Og når man vil tage papiret fra det bliver det vred og river papiret i stykker.



12.
Men jeg kommer tilbage til min egen historie, og især til min løsgivelse, som fulgte ikke længe efter den sidste krig med Tunis. Min herre havde givet mig sit løfte derom, og en der tjente hos Bey’en af Algier gik i forbøn for mig. Denne var hans Gassenadahl, og dertil hans søstersøn, og siden min bortrejse skal han være bleven Bey eller Konge af Algier. Hans navn var Ali Goje. Han talte om min tro tjeneste og om adskillige ekspeditioners lykkelige udfald. Det var også på høje tid at min dimission blev tilstået mig, min herre var allerede fyldt 95, så jeg kunde hver dag vente en forandring, og så havde det sort ud for mig, især fordi de der har været mest i nåde plejer at blive plaget for penge af den følgende regent. Og når hans begærlighed er umættelig, pines og plages de ofte til døde som de søger at presse større kapitaler ud af end landet frembringer. Og gerrighed var også noget nær min herres største fejl, selv om jeg ikke kan laste ham for karrighed. Vel havde jeg i sinde at flygte til en af mine nådige fruers bror, hvis der skulde indtræffe et dødsfald, jeg havde lovet ham at komme med hans søster, hvis jeg kunde. Jeg havde også betroet ham et tusind ducater som han skulde have i forvaring, men da jeg ikke ventede så længe, så ærgrede jeg mig heller ikke over at lade dem i stikken.

Aftenen før jeg drog fra Constantine havde jeg endnu adskillige samtaler med min herre. Da der i det samme hørtes larm fra et telt ikke langt fra min herres spurgte han, hvad der var på færde. Jeg svarede at det var Morerne som holdt klage over en embedsmand af deres folk, som var død. -Ja, sagde han, han har det nu godt, men Du, hvad tænker Du på? Se, Du rejser nu herfra, Du går bort og dør i dag eller i morgen, jeg har ingen del i Din fortabelse, den falder på Dine skuldre, thi jeg har rådet Dig til dit gavn, og Dit ansvar vil blive så meget større som Du har haft lejlighed frem for Dine medkristne til at blive muselmand!

Dagen derpå, da jeg var rejseklar, gik jeg til min herre, kyssede hans hånd og sagde Afendi, jeg takker for det brød og salt jeg nu i tolv år har fået af Dine hænder. Jeg beder nu om Din velsignelse, og om tilgivelse for det forkerte jeg har gjort. Han svarede mig, Jeg takker Dig, Kaptajn, for Din tjeneste, og har jeg gjort Dig imod, vil Du da også tilgive mig. - Ved de sidste ord brast jeg i gråd og omfavnede hans knæ, men han rejste mig op, og mens tårerne løb ned ad hans kinder lagde den gamle mand sin hånd på mit hoved og sagde Far med Gud! Tag Dig i agt for stærk drik, for kvindfolk og for Jøderne i Algier, at de ikke narrer Dine penge fra Dig! Derefter gav han mig et pas på pergament, som jeg kunde vise frem i Algier.

Da jeg kom dertil spurgte den derværende Bey mig om, hvor længe jeg havde været i Constantine. Jeg svarede, i næsten tolv år. Vel, sagde han, så kan Du nu tjene mig lige så længe! - Jeg svarede at jeg vilde regne det for en ære at opvarte så fornem en herre som ham, men han sagde at Det mener Du ikke! Og han føjede en lille ed til. Men han gav mig dog så meget som syv Rigsdaler i guld, og dertil et rejsepas, som jeg ikke skulde betale for. Han sagde at For Din herres og for Din tro tjenestes skylde skal Du ikke betale.

13.
Hjemrejsen gik over Marseille, Lyon, Paris og Hamborg. I Paris genså jeg min gamle hest, den jeg red på da jeg flygtede fra Boässäse; jeg havde i sin tid solgt den til den Franske Konsul i Algier, og fra ham var den kommet til Kongens stald. - Da jeg kom til Hamborg mødte jeg min far Oluf Jensen, som endnu er i live. Han havde to år tidligere sendt otte hundrede mark til min løskøbelse, men da han efter køberens brev kom til Hamborg for at hente mig, måtte han til sin store sorg indse at man havde taget fejl, om ikke i navnet, så i personen, for det var en soldat fra Bremen som for den sum penge var blevet givet fri. Min fars penge var borte, og hans søn var lige meget i Tyrkiet. Dog, da han kort efter fik brev fra mig om min velstand og om, at jeg sikkert håbede på at blive sat fri, gav han sig nogenlunde tilfreds.

Hans håb blev opfyldt da jeg ankom det følgende forår, og han indfandt sig atter i Hamborg. Men lige så lidt som han kunde genkende den forrige, lige så lidt kunde han nu kende sin søn. Han havde jo ikke set mig siden jeg var en dreng på fjorten år, og nu var jeg velvoksen, og desuden korpulent og iført propre klæder. - Jeg kom imidlertid, rask og munter, hjem til mit Fædreland, næsten på den samme årstid som jeg tretten år tidligere var blevet taget til fange. Og jeg bragte rigdomme med mig, sjældent tøj, møbler og rede penge, som jeg med min herres vidende havde taget med mig ud af Tyrkiet. Den berømte Professor Møller fra Flensborg, som gjorde mig den ære at besøge mig på Amrum, købte mit skrivetøj af sølv, graveret og indlagt med guld, foruden to store knive, ligeledes med sølvskæfter og indlagt med guld - de brugtes som dolke og bæres begge på brystet. Han fik også en sjælden sten af mig (Sultanen havde foræret min herre et par sådanne). Denne sten havde jeg ofte brugt mod gift, især mod skorpionstik, når jeg med nogle dråber vand rev noget deraf på en vædesten og slikkede det afrevne, som da så ud som mælk. Stenen var af størrelse som et dueæg, hård, og som alun at se til.

I Tønder havde jeg den ære at blive forestillet for Salig Kong Christian den Sjette, som allernådigst lod sig behage at høre noget om de ting som var sket med mig. - Kan jeg da ikke ligne mig selv med Josef i henseende til min uskyldighed, så kan jeg dog nogenlunde i henseende til min lykke, og min gamle far har haft noget af Jakobs skæbne, såvel i henseende til hans sorg som i henseende til hans glæde over mig. Thi lige så lidt som han før kunde tro at det gik mig så vel, lige så lidt troede han siden at han nogensinde skulde se mig igen.

Abrahams, Isaaks og Jakobs Gud, som har bevaret mig under mange farer indtil denne dag, Han give mig sin Nåde, at Hans frygt må være for mine øjne, og at jeg med Josef må vogte mig for alt det onde som er Ham imod, og tilbringe resten af mine dage i ro, tro og tillid til Ham, adskilt fra denne forfængelige verdens tummel og uro!