Venderkrøniken

Af Helmold af Bosau, præst og historieforfatter, født ca. 1120 og død ca. 1180

 Se den latinske tekst her  

Helmold skrev sit værk henved tre hundrede år før bogtrykkerkunsten blev opfundet, så de første mange eksemplarer af hans bog blev kopieret af dygtige skrivere.  Billedet viser en mand, der gør sig rede til at skrive - men det er ikke en almindelig skriverkarl, det er selveste Evangelisten Johannes, der holder pennen. Illustrationen er fra Abbed Wedricus' evangeliebog.


Helmolds nøjagtige fødselsår er ukendt, men det antages gerne, at han er født omkring år 1120. Hans fødested er også ukendt, men han synes at kende til bjergværksdrift i Harzen, og det og andre ting han nævner har ledet historikerne til at formode, at han er vokset op i egnen omkring byen Goslar. Men i året 1134, da han er ganske ung, bliver han indsat i en kirkelig stiftelse, et Augustiner-Korherre-Konvent, i Holsten, og han er dermed bestemt til en gejstlig løbebane. Her går han i skole, og senere, da tiden er kommet til videregående studier, sendes han til Braunschweig, hvor han får en vis Gerold som lærer. Denne Gerold var på dette tidspunkt knyttet til det Welfiske kejserhof som kapellan, han bliver senere biskop i det stift, hvor Helmold får sin gerning som sognepræst.

Fra ca. 1156 var Helmold præst i den lille by Bosau i det østlige Holsten. Han nævnes i et dokument fra året 1177. Siden vides intet om ham, men han er antageligt død omkring år 1180.

Det synes at være biskop Gerold, der ansporede Helmold til at skrive sin krønike. Gerold døde i 1163, og Helmold begyndte først på værket efter biskoppens død. - Krøniken er delt i to bøger, den først bog er igen inddelt i 95 kapitler, den anden bog, der er meget kortere, er delt i 15 kapitler. Da Helmold sluttede sin første bog omkring år 1168, mente han måske, at dermed skulle hele værket være slut, men dramatiske begivenheder samme år og de følgende år fik ham til at gribe pennen på ny og føje anden bog til. Den følger udviklingen op til sommeren 1171 og omtaler som det sidste det vigtige møde mellem den danske konge og den sachsiske hertug, der fornyede forbundet mellem de to parter.

Der findes en nyere tysk oversættelse (med parallel latinsk text), nemlig
 "Helmold von Bosau:  'Slawenchronik',
Neuübertragung von Heinz Stoob - 2. verb. Aufl. - Darmstadt, 1973."

Den såvidt vides hidtil eneste danske oversættelse har været P. Kierkegaard: 'Slaverkrøniken', udgivet i 1881.

Nærværende text er, som det vil ses, ledsaget af mange billeder, allesammen udvalgt så at de, hver på sin måde, skulle kaste lys over den tid Helmold levede i. 

Bosau ligger i et landområde, som i 600 år var under kontrol af slavere (østeuropæiske stammer), indtil tyske bosættere fordrev dem.  Byens kristne historie begyndte i årene 1151/1152 med byggeriet af St. Petri kirke på et højt punkt nær Gr. Plöner søen. -   Det er dermed en af de ældste kirker i Slesvig-Holsten. I folkemunde kaldes den også "Vicelin kirche" efter missionspræst og senere biskop Vicelin.  Bosau blev kulturcentrum  og udgangspunkt for det kristne missions- arbejde i Øst-Holsten. Pastor Helmold boede i Bosau, da han i årene 1163 til 1177 skrev sin "Slawen-Chronik".    St. Petri kirke er som alle middelalderkirker stærkt ombygget, men den oprindelige bygning må antages at stå tilbage som en kerne inde i senere tiders tilbygninger.

Her Begynder Venderkrøniken,

Forfattet af den Ærværdige Præst Helmold


Til de ærede herrer og fædre, kannikerne ved den hellige kirke i Lybæk, sender Helmold, uværdig tjener ved kirken i Bosau, sin oprigtige forsikring om skyldig lydighed.


I lang eftertanke har jeg grundet over, hvad jeg skulle gøre, for at jeg kunne vise min moder, den hellige kirke i Lybæk, ære fordi jeg fik lov til at tjene hende. Men intet faldt mig ind, der var bedre end til hendes pris at skrive om omvendelsen af vendernes folk, nemlig ved hvilke kongers og forkynderes ildhu den kristne tro først blev plantet og siden genoprettet i disse egne.


Den hengivenhed, som vi finder hos de forfattere, der gik forud for os, og som vi bør efterligne, opfordrer mig dertil. Mange af dem trak sig tilbage fra deres forstyrrende forretninger i deres store iver efter at skrive, for at de i fordybelsens lønlige ro kunde finde vejen til viisdom, og foretrak det frem for Ufaz-guld og alt, hvad der er dyrebart. De strakte deres skarpsindighed helt ud til det, der ligger usynligt gemt i Gud, og idet de ønskede at nå ned til de dybeste hemmeligheder, anstrengte de sig for det meste over evne. Men andre holdt sig inden for deres evners mål, og som jævne mennesker øgede de skrifternes hemmeligheder, og fortalte om mange ting, der er sket siden verdens skabelse, meget om konger og profeter og forskellige begivenheder i krig, og med deres forherligende skrifter føjede de lovprisning til dyderne, men afsky til lasterne. Thi i denne tidsalders dybe mørke var vi alle blinde, hvis vi ikke havde skrifternes lys.


Men må derfor gå i rette med vor tids forvorpne mennesker, som har set så mange ting vælde frem fra Guds dommes dyb, ikke kun før, men også nu, men som tilstopper deres veltalenheds årer og vender sig til dette livs slibrige tant. Men jeg finder at dette værks sider skal helliges lovprisningen af dem der - mange med blods udgydelse - har oplyst vendernes lande til forskellige tider med hånd og mund. Deres ære skal ikke forbigås i tavshed, thi efter den Oldenborgske kirkes undergang hævede de ved Herrens bistand lybækkernes berømmelige stad til den herligheds højde at iblandt alle vendernes overmåde rige byer har denne hævet sit hoved, såvel ved verdslig rigdom som ved guddommelig tro.


Desuden har jeg besluttet med Guds hjælp redeligt at beskrive, hvad jeg enten har lært fra højt bedagede mænds beretninger eller erfaret ved selvsyn, idet jeg udelader andet der er sket i vor tid. Jeg vil skrive redeligt, men ikke mere vidtløftigt end de i deres mangfoldighed giver anledning til. Og det er ikke min egen dristighed, der har drevet mig hertil, men min lærer, den ærværdige biskop Gerold, har overtalt mig – han der som den første løftede kirken i Lybæk og lod den lyse over både præster og folk.

Fornemt skrin, fremstillet til opbevaring af en splint af Kristi kors. Fra Konstantinopel, antagelig omkring år 800. Nu i Metropolitan Museum of Art, New York.

 
1. Om Forskellene Mellem Venderne 

Det er nok værd, mener jeg, i begyndelsen af dette skrift at give en kort fremstilling af vendernes lande og natur og skikke igennem tiderne, og at fortælle om hvordan de, før de fik del i omvendelsens nåde, var viklede ind i et net af vildfarelser, således at man af sygdommens alvor bedre kan se hvor virksomt det guddommelige bodemiddel var.


Af venderne bor mange ved det Baltiske Havs kyster. Dette hav strækker sig i en bugt fra det Vestlige Ocean ud mod øst. Det kaldes det Baltiske fordi det som et langt bælte strækker sig ud gennem de skythiske egne ud til Grækenland; derfor kaldes det også det Barbariske Hav, eller det Skythiske Hav, efter de barbariske folkeslag hvis kyster ligger ud dets vande.


Rundt om dette hav bor der mange folkeslag. Daner og svear, som vi kalder norman- ner, omslutter den nordlige del og alle de øer der ligger der. Men de vendiske folkeslag bor ved dets sydlige kyster. - Kommer man østfra træffer man først russerne, derpå polanerne, nord for dem böhmerne og dem vi kalder mährer eller kärnther eller sorber; men hvis man vilde føje Ungarn til det vendiske område, som nogle vil, for det er ikke så forskelligt med hensyn til folkets skikke eller sprog, så strækker det vendiske sig ufattelig langt ud[1].


Alle disse folkeslag, udtagen pruserne, smykker sig med kristendommens navn. Det er nemlig længe siden at Rusland kom til troen. Men Rusland kaldes af danerne for Ostrogard, for det ligger ude østpå og er rigt på alt godt. Det kaldes også Chunigard, fordi det fra først af var hunnernes hjemsted. - Dette lands hoved stad er Chue[2]. Men hvem, der først var deres lærere, da de kom til troen, har jeg ikke kunnet få at vide, bortset fra, at i deres gudstjenester synes de at efterligne grækerne mere end latinerne. Gennem det Russiske Hav er der heller ikke langt til Grækenland[3].


Pruserne har endnu ikke set troens lys. Men det er mennesker, der af naturen har mange gode egenskaber, de er overmåde menneskelige mod dem, der lider nød, og når nogen kommer i fare på havet eller trues af sørøvere, sejler de gerne ud og hjælper dem. Guld og sølv regner de ikke for noget. Hos dem er der overflod af skind, hvis dødbringende lugt har bragt gift ind over vor hovmodige verden. Men det regner de kun for det rene møg, det som jeg tror er til fordømmelse for os som sukker efter mårskind, som om det var den højeste lykke. Og de tilbyder dyrebar mår i bytte for vævede tøjer, som vi kalder foldeklæde.


Mange rosende ting kunne siges om dette folk, hvis de kun ejede troen på Kristus, hvis forkyndere de forfølger på det grusomste. Hos dem blev Adalbert, den navnkundige biskop af Böhmen, kronet med martyriet. Og selv om de ellers deler alting med os, så forbyder de os at komme til deres lunde og kilder, for de mener, at de bliver besmittet ved de kristnes komme. De æder deres trækdyrs kød og drikker deres mælk og blod, så de siges at drikke sig en rus til. Disse mennesker er blå i huden, røde i ansigterne og har langt hår. I øvrigt kan man ikke komme frem til dem på grund af sumpe; og de vil ikke tåle nogen herre iblandt sig.


Det ungarske folk var en gang overmåde tappert, energiske krigere, frygtindgydende selv for Romerriget. Thi efter at hunnerne og danerne havde raset, brød ungarerne hærgende ind og knuste og sønderslog alle tilgrænsende riger. De samlede en umådelig stor hær og indtog ved krig hele Bayern og Schwaben. Desuden plyndrede de i de lande,  der lå ud til Rhin. De fyldte også Sachsen helt ud til det Britiske Ocean med ild og blod. Men mange ved nu, og velkendte historiske beretninger fortæller om, hvordan de blev kuede ved kejsernes anstrengelser og kristne hæres kamp, og til sidst underlagt guddommelige love.


Kärnternes naboer er bayrerne, mennesker der er gudstjenesten hengivne. Intet folk er mere hæderligt og mere fromt i Guds dyrkelse og i ærbødighed for præsterne.


Polen er et stort land blandt venderne, og man siger at det grænser op til Rusland; det er delt i otte bispedømmer. Engang havde det en konge, men nu styres det af hertuger. Det er også, ligesom Böhmen, skyldig at betale skat til kejserlig majestæt. Polanerne bruger samme slags våben som böhmerne og fører krig på samme måde. Men når de går i krig mod andre lande er de vel tapre i kampen, men de farer overmåde grusomt frem med rov og mord. De skåner hverken klostre eller kirker eller gravpladser. Men de vil ikke gå krig mod andre lande uden på den betingelse, at det, som de fremmede har ofret på at beskytte deres helligdomme, skal plyndres og tilfalde staten. Derfor sker det også, at de af begærlighed behandler deres bedste venner, som om det var deres fjender. Og derfor er det yderst sjældent, at andre indgår et krigerisk forbund med dem.

Venderne er for Helmold de vilde folkeslag ude mod øst – jo længere ude mod øst, jo mere ukendte, men så kunde fantasien spille, og dengang var der mange sære forestillinger om folkeslagene ved Østersøens østlige bredder – Østersøen der, som Helmold skriver, ”som et langt bælte strækker sig ud gennem de skythiske egne ud til Grækenland” og som derfor også kaldes ”Det Barbariske Hav, eller Det Skythiske Hav.” De skythiske folk hører altså med til Helmolds forestillingsverden, omend længst ude i udkanten af den verden, man kendte til. - Hvordan Helmold egentlig har forestillet sig disse vilde mennesker ved vi ikke, men det er så heldigt at vi har bevaret en autentisk skythisk fremstilling af en skythisk kriger til hest, som ses på billedet her.

2. Om Staden Vineta

Hvor Polen ender, kommer man ud til det store vendiske land der bebos af dem, som i gamle tider kaldtes vandaler[4], men nu viniter eller vinuler. De første blandt dem er pomeranerne[5], hvis hjemland strækker sig ud til Oder. Men Oder er den vældigste flod i det vendiske område, den udspringer i mährernes dybe skove, der ligger øst for Böhmen, der hvor også Elbe tager sin begyndelse, deres udspring er ikke så langt fra hinanden, men de løber i hver sin retning. Elbe løber nemlig mod vest på sin første strækning, gennem böhmernes og sorbernes land; i sit mellemste løb skiller den ven- derne fra sachserne. Længst ude danner den skel mellem bispedømmerne Hamborg og Bremen, og som en sejrherre strømmer den ud i det Britiske Hav.


Den anden flod, Oder, løber mod nord, gennem vinulernes folk, og danner skel mellem pomeranerne og wilzerne. Ved dens udløb i det Baltiske Hav lå engang den berømte by Jumne[6], der var et kendt samlingssted for barbarer og omrejsende grækere. Om denne by fortælles der mange fast utrolige ting, som nok er værd at mindes. Den var nemlig den største af alle de byer, der fandtes i Europa, og dér boede vender sammen med andre folkeslag, grækere og barbarer. Også de fremmede sachsere fik lov til at slå sig ned, blot de ikke åbent gav til kende, at de var kristne. Thi alle var kommet på afveje og dyrkede hedenske guder, indtil denne by gik under. Man skulle ellers ikke finde mere hæderlige eller mere venlige folk end dem, ingen mere ærlige eller gæstfri.


I denne stad manglede man aldrig noget behageligt eller sjældent, der fandtes varer fra alle folkeslag. Men en dansk konge siges at have jævnet denne overmåde rige by med jorden, engang han var kommet med en stor flåde[7]. Men endnu ser man rester af den gamle by. Dér ser man også Neptun i hans trefoldige natur: thi øen omskylles af tre sunde, af hvilke man siger, at det ene er af en dyb grøn farve, det andet helt hvidt, men det tredje raser i evige storme i vild bevægelse.


Der bor også vendiske folk mellem Oder og Elbe, hvis bopladser strækker sig langt mod syd - heruler eller heveller langs med Havel og Doxa, og leubuzer og wilibner, stodoraner og mange andre.


Efter Oders blide strøm og forskellige pommerske folk kommer man til vinulernes land, dem der også kaldes tollenser eller redarier. Deres meget folkerige by hedder Rethra, den er hjemsted for afgudsdyrkelse. Dér er der bygget et stort tempel for afguderne, og den vigtigste af dem er Radegast. Hans billede er af guld, hans leje af purpur. - Byen selv har ni porte, der overalt er lukket inde af en dyb sø. En bro af træ fører derover, men der er kun adgang for dem, der skal bringe ofre, eller som søger svar.

Radegast

Derefter kommer man til circipanerne og kessinerne, som floden Peene og byen Demmin skiller fra tollenserne og rederne. Kessinerne og circipanerne bor på denne side af Peene, tollenserne og redarierne hinsides Peene. Disse fire folk kaldes wilzer eller lutizer[8], på grund af deres tapperhed. Hinsides dem bor linguonerne og war- nowerne. De følges af obodriterne, hvis hovedstad er Meklenborg. Derfra ud mod os kommer polaberne, hvis by hedder Ratzeburg. Derfra sætter man over floden Trave og kommer til vort land Wagrien. Dette lands hovedstad var engang Oldenborg ved havet.


Der er også øer i det Baltiske hav, der bebos af vender, en af dem kaldes Femern. Over for denne bor wagrierne, så den kan ses fra Oldenborg. - En anden ø, men meget større, ligger midt imod wilzerne, den bebos af ranerne, som også kaldes rygboer. Det er et såre tappert folk blandt venderne, og de alene har en konge. Uden deres samtykke må ingenting bestemmes angående forholdene mellem landene, og således frygtes de på grund af deres nære forhold til guderne, eller snarere afguderne, som de ærer med større dyrkelse end andre.


Disse vinuler er spredt over store områder og lande og ud over havets øer. Deres fromhedsliv består i at dyrke afguderne; de er evigt omskiftelige og altid i bevægelse, drager på sørøvertogter og kæmper snart mod daner, snart mod sachser. Ofte og på mange måder har man ved krigsherrers og præsters hjælp forsøgt, om dog ikke disse oprørske og vantro folk engang kunne komme til at kende Guds navn og troens nåde.




3. Hvordan Karl Omvendte Sachserne til Troen

Blandt alle, der ivrigt har virket for at udbrede kristentroen, og som for deres tros skyld med rette har vundet en rosværdig førsteplads, vil den såre berømte Karl altid lyse op. Han er blevet hyldet af alle forfattere og er stillet frem i spidsen for dem, der har arbejdet for Gud i Nordens lande. Selv tæmmede han nemlig sachsernes overmåde vilde folk med jern og tvang det ind under kristne love. Men om sachserne og thürin- gerne og alle de andre folk ved Rhin læser vi, at de fra gammel tid var skatskyldige til frankerne. Men da de ikke mere ville leve op til deres pligter, gik Pippin, Karls fader, i krig mod dem, en krig som hans søn dog udkæmpede med større held.


I lang tid rasede nu krigen mod sachserne, på begge sider ført med stor vildskab, men med større tab for sachserne end for frankerne. Der blev kæmpet i samfulde treog- tredive år. Krigen kunne være endt hurtigere, hvis sachsernes stivnakkethed havde tilladt det, de ville nemlig helst forsvare deres frihed med våben og hærgede derfor Frankernes lande indtil Rhin. Ingen af disse år var fri for krig, og vi læser, at sachserne til sidst blev drevet af sted, så at af dem, der boede på begge sider af Elbe, blev ti tusind mænd med kvinder og børn flyttet til Frankrig. Dette år, det treogtredivte i den lang- varige sachsiske krig, har frankernes historikere udpeget som særlig mindeværdigt; det var kejser Karls syvogtredivte regeringsår. Widukind, der havde anstiftet oprøret, opgav dette år sit tyranni og gav sig ind under riget og blev døbt, sammen med andre af sachsernes stormænd[9]. Og først da blev Sachsen en provins.


Den overmåde dristige Karl havde vundet denne sejr i krig, ikke i tillid til egne kræfter, men stolende på Herren, hærskarers Gud, og gav Ham æren for sine tapre bedrifter. Meget virksom var han, og han bestemte, ledet af et syn om himmelsk belønning, at sachserne, selv om de ikke havde fortjent det, skulle være fritaget for al skattebetaling og have deres gamle frihed igen, for at de ikke, tynget af trældom eller tribut skulle drives til oprørets nødvendighed og hedenskabets fejltagelser. Desuden blev den betingelse stillet af kongen og antaget af dem selv, at de skulle afsværge deres afguds- dyrkelse og tage imod den kristne tros sakramenter, og betale skat og leve efter Gud Herrens love og give præsterne tiende af deres trækdyr og afgrøder, og hvad de ellers frembragte, og forene sig med frankerne og blive ét folk med dem.


Sachsen blev delt i otte bispedømmer og underlagt overmåde værdige hyrder, som med deres ord og forbillede skulle indpode troen i de uoplyste sjæle. Men kejseren tænkte også på dette livs belønninger og sørgede for mange gode gaver. Den nye plantnings værk blev da fuldendt i Sachsen og befæstet i sin fulde kraft. Men også de vilde frisere modtog på samme tid den kristne tros nåde. Således blev der da banet vej for Guds ords forkyndere hinsides Elbe, og ilbud hastede for at prædike fredens evangelium ud over hele Norden.


På denne tid, da venderne blev underlagt frankernes herrevælde, siges det at Karl havde tænkt sig at en vis hellig mand, Heridag, som han havde udset til biskop, skulde råde for Hamborg by, efter at der var bygget en kirke der, og han ville at denne samme Hamborgske Kirke skulle være ærkebispeby for alle slaver og daner. Men Heridags død og krigeriske forviklinger hindrede Karl i at fuldføre dette. Thi denne overmåde sejrrige fyrste, som havde underlagt sig alle Europas riger, siges at have indledt en helt ny krig mod danerne.

Otte Skandinaviske armringe af guld,  funden i For-Pommern. De dateres til 2. halvdel  af 900-tallet.  ( Kulturhistorisches Museum,  Stralsund. )

Danerne og de folk der bor hinsides Danmark kaldes af frankernes historikere for normanner. Deres konge Godfred, der tidligere havde undertvunget friserne og nord- albingerne og obotriterne og andre slaviske folk, truede nu Karl selv. Denne strid forsinkede i højeste grad kejserens planer. Omsider døde da Godfred, ved himmelsk indgriben, og Hemming, hans brodersøn, fulgte efter ham. Han sluttede snart fred med kejseren og anerkendte Ejder som rigets grænse.


Ikke længe derefter forlod Karl dette liv. Det var en mand der havde vist sig til det yderste hæderlig såvel i kirkelige som verdslige anliggender, og den første blandt frankerne som fortjente at blive kejser. Thi kejserværdigheden, som efter Konstantin, i Grækenland, i byen Konstantinopel, i lange tider havde varetaget på rosværdig vis, oplevede nu, at den kongelige slægts mænd svigtede, og det kom dertil, at den stat, som i sin tidlige tid næppe kunne styres af tre konsuler eller diktatorer eller kejsere, nu blev styret af kvinder. Alle vegne fra kom det derfor til oprør, og da næsten alle Europas lande svigtede riget, og da selv Rom, Verdens moder, blev sønderslidt af krige, og der ikke var nogen, der forsvarede den, bestemte det apostolske sæde, at der skulle kaldes sammen til et almindeligt møde. Med alles stemmer og under alles jubel blev Kong Karl ophøjet med romerrigets krone, fordi han ikke syntes at have sin lige i, hvad han havde gjort for troen og i sin magt og herlighed eller i sine sejre i krig. Og på denne måde blev kejsernavnet overført fra Grækenland til Frankrig[10].

Karl den Store krones til kejser af Pave Leo den 3. i Rom juledag år 800.

4. Om Rigets Deling

Efter at altså Karl, frankernes konge og romernes Caesar og Augustus, med mange gode gerninger var vandret til himlene, fulgte hans søn Ludvig ham på rigets trone. Han fulgte de samme mål som sin fader og viste den samme gavmildhed mod tjenesten i Guds hus og mod hele præsteskabet, og brugte overmåde store rigdomme af rigets midler til kirkens pryd og herlighed - så meget, at han gjorte biskopperne, der for sjælestyrelsens skyld er fyrster i himlen, til fyrster i riget.


Da han fik at vide, hvad hans fader havde villet angående Hamborg, rådførte han sig straks med de viise og gjorde den overmåde hellige mand Ansgar, som han også en gang havde sendt ud som forkynder til danerne og svearne, til ærkebiskop over Hamborgs kirke, idet han bestemte, at denne skulle være ærkebispesæde for alle Nordens folk, så at Guds ords sendelse kunne træde frem i fylde til alle barbariske folk[11];og dette skete også. Thi ved Hamborgkirkens biskoppers vedholdende gerning blev Guds ord udbredt til alle vendernes, danernes og nordmændenes folk, og hin Nordens kulde blev opløst af Guds ords varme.


Mange dage og år og mange lærdes anstrengelser blev ofret på denne gerning blandt hedningerne; så stor var nemlig vranglærernes uigennemtrængelighed og afguds- dyrkelsens vanskelighed, at det ikke straks let kunde overvindes. Men også de krige, der brød ud efter den overmåde fromme Ludvigs bortgang, sinkede hedningernes kaldelse ikke så lidt. Thi da han gik bort fra denne verden, kom det til borgerkrig, og fire af hans sønner kæmpede om overherredømmet[12]. Der var megen uenighed mellem brødrene, og det blev en vældig krig, i hvilken alle frankernes folk måtte lide meget, efter hvad historikerne fortæller. Men omsider mæglede pave Sergius[13], og striden blev bilagt, og riget delt i fire dele, så at Lothar, den ældste, sammen med Italien skulde have Rom og Lothringen og Burgund, medens Ludvig skulde have Rhin med Germanien, Karl Gallien, og Pippin Aquitanien[14].





5. Om Ansgars rejse til Svealand

På denne tid, da striden mellem brødrene fremkaldte vældige krigeriske bevægelser og en formindskelse af det sønderrevne rige, fandt mange lejlighed til at gøre oprør - blandt dem først og fremmest danerne, der var overmægtige i kræfter og våben, og som før havde gjort venderne og friserne skatskyldige; siden var de med en røverflåde sejlet op ad Rhin og havde belejret Köln, og ad Elbe var de nået til Hamborg, som de lagde i grus. Den berømte by, og hele den kirke, der var bygget for nylig, brændte ned, og nordalbingernes land og alt, hvad der lå ud til floden, blev offer for barbarernes plyndringer. Sachsen blev gennemrystet af rædsel. Men den hellige Ansgar, Hamborgs ærkebiskop, og de øvrige forkyndere, der var udset til at rejse til vendernes land eller til Danmark, blev ved de hidsige forfølgelser drevet bort og spredt for alle vinde. Men Ludvig, om hvem det før er fortalt, at Tyskland var tilfaldet ham, var i alle ting sin herlige fader lig, af navn og af fromhed, og han stræbte efter at udbedre Hamborg- kirkens ødelæggelser, således at Bremerkirken, som nu var ledig, fordi dens hyrde var død, blev knyttet til Hamborgkirken, så de for fremtiden ikke skulde være to, men kun ét stift. Begge byer var nemlig fulde af farer på grund af sørøvernes angreb, og derfor var det nyttigt, at den ene hjalp den anden.


Dette blev godkendt af det apostolske sæde, og alt blev ført ud i livet, som det var udtænkt i den fromme fyrstes sind. Kirken i Bremen blev forenet med kirken i Ham- borg, og den hellige Ansgar fik dem begge at råde over, og der blev én hjord og én hyrde[15].


Efter nogen tid, da danernes vildskab havde lagt sig en smule, begyndte man at genop- bygge det ødelagte Hamborg, og nordalbingerne vendte tilbage til deres hjem. Biskop Ansgar blev ofte sendt til danernes konge i kejserens ærinde, og han opnåede meget hos kongen, skønt denne var hedning, meget der tjente begge rigerne vel, og som styrkede freden, i kraft af den fortrolighed, der rådede imellem dem, og fordi man holdt hans tro i ære. Kongen gav ham også lov til at bygge kirker i Slesvig og Ribe, og bestemte, at den frihed skulle råde, at ingen måtte hindre nogen, der ville døbes og leve efter kristne love. Uden tøven sendte man præster ud for at sørge for dette.


Medens den guddommelige nåde voksede i Danernes folk, fik den nævnte biskop stor lyst til at rejse ud for at omvende svearne. Han bad om breve og bud fra danernes konge, før han begav sig af sted på den farefulde færd, og fulgt af mange kom han ad søvejen til Birka, den vigtigste by i Svealand. Dér blev han modtaget med megen velvilje og glæde af de troende, som han selv engang, som forkynder, før han blev ophøjet til biskop, havde ledet til Kristus, og han fik kongen til at love at de, der ville være kristne, skulde have frihed til at blive det[16]. Der blev indsat en biskop og nogle præster, der på hans vegne skulde sørge for gudstjenesten og folkets frelse, og han vendte selv hjem til sit eget.


Fra den tid begyndte Guds ords udkastede sæd at bære rig frugt blandt danerne og svearne. Selv om der siden opkom mange tyranner i folkene, og disse viste sig grusom- me, ikke blot mod Kristusdyrkerne i deres eget folk, men også mod fremmede folke- slag, indså man, at kristendommen, efter dens første grundlæggelses tid i Danmark og i Svealand, nu havde vundet en sådan styrke, at kunne den end rystes under forfølgel- sernes storme, så vilde den dog aldrig gå til grunde.

I domkirken i Hildesheim i Harzen (fra 11. - 15. årh) opbevares et relikvieskrin med påskriften:      "Den hellige Ansgar,                       Nordens apostel"

6. Om Rygboernes Omvendelse

Blandt alle folkeslag i de nordlige lande er vendernes lande forblevet mere hårde end de øvrige og mere sene til at tage imod troen. Men der er mange vendiske folk, som ovenfor sagt, af hvilke de, der kaldes vinuler eller viniter for en stor del hører under Hamborgkirken. Thi foruden den ære, der tilkommer ærkebispesædet, hvormed det favner alle folk eller lande i Norden, har Hamborgkirken sine særlige grænser, nemlig den yderste del af Sachsen, som ligger hinsides Elbe og kaldes Nordalbingien, og som rummer tre folkeslag, nemlig ditmarskerne og holsterne og stormarnerne. Derfra går grænserne ud til viniterne, dem der også kaldes wagrier, obodriterne, kessinerne og circipanerne, ud til floden Peene og byen Demmin. Dér går nemlig Hamborgstiftets grænser. Men man kan ikke lade være med at undre sig over, at de overmåde værdige biskopper og evangeliske forkyndere Ansgar, Rimbert, og den sjette i rækken, Unni, hvis store iver efter hedningerne omvendelse er velkendt, ikke udrettede mere blandt venderne, så at vi ikke læser om, at de eller deres tjenere har båret frugt blandt dem. Men jeg tror, at det skyldes folkets uovervindelige hårdhed, og ikke forkyndernes træghed, thi de var så ivrige efter at kalde hedningerne til Troen, at de ikke sparede hverken kræfter eller liv. En gammel beretning fortæller, at på Ludvig den Andens tid vandrede overmåde fromme munke ud fra Corvej, de tørstede efter vendernes frelse og gik med til at lide fare og død for at forkynde Guds ord. Og da de havde gennem- vandret vendernes lande kom de til dem, som kaldes raner eller rygboer, og som bor i hjertet af havet. Dér er et tilholdssted for vildfarelser og et hjemsted for afgudsdyr- kelse. De forkyndte Guds Ord frimodigt og vandt hele denne ø for sig, og dér grund- lagde de et bedehus til ære for Vor Herre og Frelser Jesus Kristus, og til minde om den hellige Vitus, som er Corvejs skytshelgen.


Men tingene ændrede sig, som Gud nu tillod det, og ranerne faldt fra troen, de drev præsterne og Kristusdyrkerne bort og vendte troen til overtro. Thi de ærede den hellige Vitus, som vi bekender som martyr og Kristi tjener, idet de satte skabningen over Skaberen. Der er ikke noget andet barbari under himmelen, som afskyr Kristusdyrkerne og præsterne i højere grad. De ærer kun den hellige Vitus og hans navn, de har indviet et tempel og en billedstøtte til ham og dyrker ham og regner ham for den højeste guddom. Fra alle vendernes lande henter man orakelsvar hos dem, og man betaler en årlig skat, der bruges til offerfesterne. Og heller ikke de købmænd, der kommer dertil,  får lov at sælge eller købe uden først at have ofret dyrebare dele af deres varer til guden - først da må de falbyde deres varer på torvet. De ærer deres ypperstepræst ikke mindre end deres konge. Siden den tid, de først afsagde sig troen, har denne overtro hersket iblandt dem, lige til dagen i dag.

Gud Fader i Himlen, omgivet af sine engle. Det fortælles at en del af englene engang gjorde oprør mod Gud, under anførsel af Lucifer ("Lysbringeren"), og derfor blev stødt ud i mørket og ned i Helvede. De oprørske engle ses ved Guds venstre side - til højre for beskueren - og de gode ved Guds højre side - til venstre for beskueren. Helmold skriver i kapitel 6, at "Ranerne  (det vil sige Rygboerne)  faldt fra troen; de drev præsterne og Kristusdyrkerne bort og vendte troen til overtro". Denne forfærdelige synd, at falde fra troen, opfattede præsterne som et oprør mod Gud, som det så dramatisk vises i dette billede.

7. Normannernes Forfølgelse

De krige og den voldsomme uro som normannernes rasen forårsagede i næsten hele Verden gav anledning til nye tanker og nye forhold blandt venderne og de øvrige der stod over for at tilegne sig troen. Normannernes hærstyrker bestod af daner og svear og nordmænd, som dengang tilfældigvis regeredes af én og samme fyrste, og de tvang først Venderne, der var nærmest for hånden, til at betale skat. Dernæst plagede de de øvrige tilgrænsende riger til lands og til vands.


Romerrigets afmattelse bidrog ikke så lidt til deres fremgang. Som før sagt lå det svækket hen i tiden efter Ludvig den Ældre[17], på grund af indre krige, og siden blev det delt i fire dele og styredes af lige så mange fyrster[18].


Det står fast, at normannerne trængte op gennem Loire og satte ild til Tours, at de sejlede op ad Seine og belejrede Paris[19], og at Karl, drevet af frygt, overlod dem et landområde hvor de kunne bo. Det blev taget i besiddelse af normannerne og fik navnet Normandiet[20]. Derpå blev Lothringen hærget og Frisland underkuet. Men vor Ludvig, Germaniens konge, holdt normannerne stangen[21], snart ved at indgå aftaler med dem, snart ved at møde dem i åben krig, således at de, selv om de ellers hærgede hele Frankrig, ikke gjorde hans rige skade, eller kun lidt.


Efter hans død slappedes tømmerne, og nu herskede det vilde barbari. Thi Böhmerne, Sorberne, Suerne og de øvrige Vender, som han havde gjort skatskyldige, rystede nu trældommens åg af sig. Så blev også Sachsen hærget af normannerne eller danerne, og hertug Bruno blev dræbt sammen med tolv grever[22], og biskopperne Dietrich og Markvard blev halshugget. Siden blev Frisland hærget, og byen Utrecht lagt øde. Sørøvere satte ild til Köln og Trier og indrettede paladset i Aachen til stald for deres heste[23]. Mainz blev befæstet af frygt for barbarerne. Den ganske unge Karl, Ludvigs søn, vendte på den tid tilbage fra Rom med en stor hær og gik til angreb på Norman- nerne ved floden Maas. Han indesluttede dem med en belejring, og efter femten dage tvang han dem til overgivelse. Men han hævnede sig ikke på de fangne danske tyranner med den strenghed, som han burde, når det gjaldt Guds fjender, men skånede de ugudelige, til langvarig fordærv og stor skade for kirken, idet han tog imod deres edelige forsikringer og indgik forbund med dem, og lod dem drage bort med rige gaver. Men de lo kun ad den unge konges dumhed, og da de havde fået friheden, samlede de sig igen og forårsagede en sådan nedslagtning, at der ikke var måde med deres grusomhed. Hvad mere? Karl blev anklaget ved hoffet af denne årsag, og han blev afsat på grund af sin tåbelighed. Hans efterfølger blev Arnulf, hans brodersøn[24]. Denne samlede en hær og nærmede sig danernes grænser og besejrede dem i mange hårde slag og drev dem næsten til tilintetgørelse. Ved himlens styrelse gik krigen således, at medens mere end hundrede tusinde hedninger blev dræbt i krigen, sås næppe én af de kristne falde. Og således udsluktes normannernes forfølgelse, idet Herren hævnede sine tjeneres blod, det blod der havde flydt i halvfjerds år. Men det skete i ærkebiskop Adalgars tid, han der var den salige Rimberts efterfølger, og den tredje efter den salige Ansgar.


Da Adalgar døde[25] fulgte Hoger ham på Bispesædet; efter ham kom Reinward. I rækken af Konger regerede Ludvig Barn efter Arnulf. Med denne Ludvig ender Karl den Stores æt. Efter at han var afsat, fik han Konrad, Frankernes hertug, til efterfølger.

Henri-Georges Charrier malede i 1910 en gruppe nordiske vikinger, normanner, der ser ud til at have været på commando-raid i Nordvest-Frankrig, det senere Normandiet, og nu bringer det plyndrede gods om bord på deres skibe.

8. Ungarerne Går til Angreb

Medens Konrad regerede[26] kom der et voldsomt angreb fra ungarerne, som ikke kun hærgede vort Sachsen og andre lande på denne side af Rhin, men også Lothringen og Frankerriget hinsides Rhin. Kirker blev brændt af, kors blev knust og skændet af barbarerne, præster blev dræbt foran altrene, klerke og lægmænd myrdet eller ført i fangenskab. Tegn på denne vilde hærgen er bevaret indtil vore dage.


Danerne, der fik hjælp af venderne, plyndrede først blandt nordalbingerne, derpå blandt sachserne hinsides Elbe, og rystede Sachsen og vakte stor rædsel. Hos danerne her- skede dengang Worm[27], en såre grusom orm vil jeg sige, og ikke så lidt fjendtlig over for de kristne. Han stræbte efter at nedbryde kristendommen i Danmark fuldstæn- dig, og fordrev præsterne fra sine lande, og dræbte adskillige under pinsler. Men kong Henrik, Konrads søn[28], der allerede som barn havde lært at frygte Gud og sætte sin lid til Hans rige nåde, sejrede over Ungarerne i store slag, og böhmerne og suraberne, som var undertvunget af andre konger, og andre vendiske folk knuste han i vældige kampe, så at de få, der blev tilbage, af sig selv lovede kongen skat og Gud kristendom. Dernæst trængte han ind i Danmark med en hær[29] og slog Worm med rædsel i sit første fremstød, så at denne lovede at gøre hvad man befalede, og ydmygt bad om fred.


Således stod Henrik som sejrherre; og han bestemte at rigets grænser skulle gå ved Slesvig, som nu kaldes Hedeby, og han indsatte en markgreve og bød, at en koloni af sachsere skulle bosætte sig der. Da den overmåde hellige ærkebiskop Unni, som havde efterfulgt Reinward på bispesædet[30], så, at danernes og vendernes halsstarrighed var brudt, af vor Guds nåde og ved kong Henriks kraft, og at "døren stod åben for troen blandt hedningerne"[31], satte han sig for at gennemrejse hele sit bispedømme. Led- saget af mange fornemme mænd kom han til Danmark, hvor dengang den overmåde grusomme Worm regerede. Og ganske vist kunne han ikke bøje ham, på grund af hans indgroede grumhed, men han omvendte hans søn Harald og gjorde ham til en troende i Kristus, og han lovede at tjene den kristendom, som hans fader altid havde hadet, og at gøre det åbenlyst, selv om han endnu ikke tog imod dåbens sakramente.


Der blev ordineret præster i Danernes Rige i de enkelte kirker, og den Guds Hellige siges at have overantvordet de Troendes skare til Harald. Med hans støtte, og med hjælp af en udsending fra ham, rejste han ud til alle Danernes øer og forkyndte Guds Ord og trøstede de troende, som han fandt i fangenskab. Derpå fulgte han i den store forkynder Ansgars spor og sejlede tilbage over det Baltiske hav, og ikke uden besvær kom han til Birka, den vigtigste by i Svealand, som ingen lærer havde turdet nærme sig i de halvfjerds år, der var gået siden den hellige Ansgars bortgang, uden alene Rimbert, som vi har læst om. Men Birka er göternes bedst kendte by. Den ligger midt i Svealand, og fra en vig i det Baltiske Hav skyller bølgerne op imod den. Den er så en god havn,  som man kan ønske sig, og dér samles skibe fra danerne og nordmændene og venderne og semberne og andre skythiske folk for at udveksle varer.

Et af de kulturhistoriske fyrtårne på Hærvejen i Sønderjylland er Hærulf-stenen et par kilometer nord for Hovslund Stationsby og et par kilometer syd for Immervad Bro.  I de århundreder, som Helmold skriver om, blev der rejst mange runesten i Danmark På denne er der med yngre runer skrevet "Hærulf", hvad der tolkes som et mandsnavn. Netop i Sønderjylland blev der kæmpet ofte og blodigt, og Hærulf kunne for så vidt godt være en kriger, der var faldet i et af de mange slag, Helmold fortæller om.  Hærulf-stenen menes at være fra ca år 900.

I denne havn gik den Herrens bekender fra borde og begyndte at kalde folket til sig med et uvant budskab. Thi svearne og göterne havde ganske glemt den kristne tro, på grund af forskellige farer i tiden og kongernes blodige grusomhed; men af Guds nåde blev de på ny kaldt til troen af den hellige fader Unni.


Efter at hans sendelsestjeneste var fuldført, og da denne Guds evangelist gjorde sig rede til at vende hjem, blev han syg, og i Birka lagde han sit trætte legemes byrde fra sig. Han døde, efter at have stridt den gode strid, i året 936 efter Herrens kødvordelse. Han efterfulgtes på bispesædet af den ærværdige Adalbert.






9. Haralds Omvendelse

Samme år skete det, at den ærerige Kejser Henrik forlod dette liv[32], og hans søn Otto, med tilnavnet den Store, blev indsat i hans sted i Riget. Da han begyndte sin regering, måtte han tåle megen uret fra sine brødre. Og Danernes Konge, som havde været hans fader skatskyldig, kastede trældommens åg af sig og gik i kamp for friheden. Og som det første lod han Markgreven halshugge - ham, der var i Slesvig, som med et andet navn kaldes Hedeby - sammen med Ottos udsendinge, og han udslettede hele den koloni af Sachsere, som var der. Thi skønt Venderne lod, som om de indstillede sig på nye forhold, syslede de dog med forberedelser til oprør og var årsag til stor frygt i Sachsernes lande. Men Kong Otto blev styrket med Guddommelig hjælp, og da han først havde gjort sig fri af sine brødres efterstræbelser, sørgede han for lov og orden i sit folk.


Dernæst, og efter at han havde kuet næsten alle de folk der var faldet fra efter Karls død, greb han til våben mod danerne. Med en hær overskred han grænsen til danerne, dem, der engang havde været i Slesvig, og med jern og ild hærgede han hele området lige ud til det yderste hav, som skiller nordmændene fra danerne, og som indtil denne dag kaldes Ottensund, efter Kongens sejr. Men da han vendte hjem, gik kong Harald i krig imod ham ved Slesvig. Begge parter kæmpede mandigt i krigen, men sachserne vandt, og danerne vendte om og søgte ned til skibene. Omsider enedes man om vilkårene for fred; Harald blev underordnet Otto og tog imod sit rige fra ham og lovede at tage imod kristendommen i Danmark. Og uden tøven blev Harald døbt med sin hustru Gunhild og sin lille søn, som vor konge løftede op af den hellige kilde og kaldte Svendotto.

Harald Blåtands dåb - Et af de berømte 'gyldne altre', dette fra Tamdrup Kirke. ( Nationalmuseet)

Fra den tid modtog Danmark Troen fuldt ud, og landet blev delt i tre Bispedømmer og underlagt Ærkesædet i Hamborg[33]. Derfor blev det den overmåde Salige Adaldag,  der ordinerede de første Biskopper i Danmark, og siden den tid har Hamborgkirken haft Suffraganbiskopper. Og efter denne den Himmelske Nådes begyndelse fulgte en sådan vækst, at kirkerne i Danmark indtil dagen i dag synes at bugne med de Nordlige folks mangfoldige frugt.

I Jelling i Øst-Jylland står de to meget kendte runestene, den ene sat af Kong Gorm over hans kone Thyra, den anden sat af Kong Harald Blåtand over hans forældre, idet Harald dog ikke glemmer at minde om at det var ham der "gjorde danerne kristne".  Denne anden sten, større end den første, fik af kunsthistorikeren Rudolf Broby-Johansen tilnavnet "Danmarks Dåbsattest", en særdeles dækkende betegnelse. Man har ment at stenen oprindelig var bemalet, og i vor tid har man forsøgt at genskabe fortids farvepragt, som det ses på billedet her.

Da det var sket i Danmark, som det skulle, lod den overmåde stærke Kong Otto sin hær gøre omkring og drog af sted for at kue vendernes oprørere. Dem, som hans fader havde tæmmet i én stor krig, dem overvandt han med det gode således, at de frivilligt tilbød at betale skat og tage imod Kristendommen, for at redde livet og Fædrelandet, og alle hedningernes folk blev døbt, og der blev for første gang bygget kirker i Vendernes lande. Men om disse ting, og hvordan det nærmere gik til, er det bedre at skrive en anden gang.

Den tyske kejser Otto den Første, der levede i det tiende århundrede, er her afbildet i et middelalderligt håndskrift, kendt som Manuscriptum Mediolanense (Milano-håndskriftet). Det er dog meget senere (antagelig fra ca. år 1200), så man tør ikke regne med portrætlighed.

10. Om Hertug Hermann

Herefter, da den overmåde sejrrige Otto blev kaldt til Italien for at befri det apostolske sæde, siges han at have talt med sine råder om, hvem han skulle lade tilbage for at sørge for ret og retfærdighed i hans sted i disse lande, som jo ligger op til barbarernes områder. Thi endnu havde Sachsen ikke siden Karls tid haft nogen anden hersker end kejseren, på grund af disse gamle oprør. Men for at hverken daner eller vender skulle prøve på noget i kongens fravær, overlod han nu, tvunget af nødvendighed, den øverste myndighed i Sachsen til Hermann.


Jeg har fundet det nødvendigt at skrive om denne mand og om hans afstamning, fordi de har fået så stor betydning i vor tid. Denne mand var kommet af fattige kår, og man siger, at han måtte nøjes med syv gårde og lige så mange beboere på gårdene som sin fædrene arvelod. Han var skarpsindig og havde et smukt udseende og viste sig trofast og ydmyg, både over for dem der var over ham og over for hans ligemænd, derfor blev han velkendt i paladset, og selv kongen blev bekendt med ham. Da han hørte om den unge mands virketrang, optog han ham blandt sine tjenere, og siden lod han ham opdrage sine sønner. Og snart, da han havde medgang og alt lykkedes for ham, gav han ham ansvar som en statholder. I dette embede siges han at have været streng, og han lod alle tyve dømme til døden. Ved denne strenghed blev han vel lidt i folket, og siden navnkundig i paladset. Men efter at han havde fået hertugdømmet Sachsen, styrede han landet med retfærdighed og skønsomhed, og han viste sig udholdende i forsvaret for de hellige kirker, lige til enden.


Den såre fromme konge overlod altså sin magt i dette område til denne mand og drog til Italien. Der holdt kongen et samråd med biskopperne og lod pave Johannes, med tilnavnet Octavianus, der stod anklaget for mange forbrydelser, afsætte, selv om han ikke var til stede - thi han havde unddraget sig retfærdigheden ved flugt - og han lod Leo indsætte i hans sted. Af denne blev han selv kronet til kejser og augustus og hyldet af det romerske folk; det skete i hans syvogtyvende regeringsår. Da var der gået ethundredeogtreoghalvtres år siden Karl blev kronet i Rom[34].


På den tid opholdt kejseren sig med sin søn i fem år i Italien og bekrigede Berengarius' sønner og gav Rom dens gamle frihed igen. De han vendte tilbage til fædrelandet brugte han alle sine kræfter på hedningernes kaldelse, især vendernes. Og det lykkedes også - som han selv mente, ved Guds hjælp, og fordi Gud styrkede den overmåde fromme konges højre i alle ting.

Denne pragtfulde krone blev fremstillet i anledning af Otto den Førstes kroning til tysk kejser i året 962.

11. Om Ærkebiskop Albert

Da Venderne var underkuet og bundet til den Kristne Tro grundlagde Otto den Store byen Magdeburg ved bredden af floden Elbe[35]. Han bestemte at den skulde være Ærkesæde for Venderne og lod Albert, en mand af den højeste Hellighed, indvie til Ærkebiskop. Han, der altså var den første der blev indviet til sædet i Magdeburg, røgtede sit hverv samvittighedsfuldt i tolv år og omvendte mange af Venderne ved sin forkyndelse. Hans ordination skete i Kejserens femogtredivte år, hundredogtredive år efter den Hellige Ansgars ordination. Hele det Vendiske område blev underlagt Ærkebiskoppen i Magdeburg, indtil floden Peene. Der kom fem suffraganbiskopper til: Merseburg og Cice ved floden Saale, Misna ved Elbe, Brandenburg og Havelberg længere inde.


Det sjette Bispedømme i Vendernes lande er Oldenborg. Kejser Otto havde bestemt at dette Bispedømme, ligesom de øvrige, skulde være underlagt Biskoppen i Magdeburg, men senere gjorde Adaldag, Biskoppen i Hamborg, krav på det, fordi det lå inden for de gamle grænser for hans kirkelige område, som var fastsat ved Kejsernes gamle privilegier.





12. Om Biskop Marko

Oldenborg - som på Vendernes sprog hedder Starigard, det vil sige den gamle by - ligger i Wagriernes land, der ligger ud til den vestlige del af det Baltiske hav, på grænsen til det Vendiske område. Men denne by eller provins beboedes en gang af såre stærke mænd, thi da de boede ud til Vendernes land og grænsede op il Danernes og Sachsernes folk, enten gik i krig mod andre eller måtte forsvare sig når andre gik i krig mod dem. Det vides også at der undertiden herskede sådanne fyrster blandt dem som havde bemægtiget sig Obodriternes eller Kessinernes område, eller områder der lå længere borte. Alt medens Vendernes land blev angrebet og landet svækket, blev Oldenborg omvendt til kristendommen, og byen talte snart mange troende.


Den højt ophøjede kejser havde valgt Marko, en ærværdig mand, til at være biskop i byen, og havde givet ham hele Obodriternes provins, ud til Peene og Demmin. Desuden havde han overdraget ham den overmåde velstående by Slesvig, som med et andet navn kaldes Hedeby. På den tid var nemlig Slesvig sammen med den nærliggende provins, som strakte sig fra Slien og ud til Ejder, underlagt Romerriget. Det var et udstrakt og frugtbart land der lå ganske øde hen, fordi der så ofte havde været plyndringer i dette område mellem Oceanet og det Baltiske hav. Men efter at der var stiftet en holdbar fred, af Guds Nåde og som et resultat af kejser Otto den Stores anstrengelser, begyndte dette land i Wagrien og omkring Slesvig at blive beboet igen, og der var nu ikke en krog tilbage der ikke var fyldt op med byer og landsbyer og adskillige klostre. Endnu er der rester af gamle bygninger, især i skoven der strækker sig fra Lutjka og helt ud til Slesvig, hvor nu den vældige ødemark sammen med plovfurer i den næsten uigennemtrængelige skov viser hvordan markerne dengang var fordelt.





13. Om Biskop Wago.

I hans otteogtredivte regeringsår, som var det ellevte år han var kejser, gik den store fyrste Otto, han der besejrede alle Nordens folkeslag, lykkelig hjem til Herren, og han blev begravet i sin by Magdeburg[36]. Hans søn, Otto den Mellemste, fulgte efter ham og styrede riget med kraft i ti år. Så snart frankernes konger Lothar og Karl var undertvunget flyttede han krigen til Calabria, og som sejrende, men siden selv besejret af saracener og grækere drog han til Rom. Dér blev Otto den Tredje, skønt han endnu kun var en dreng, hans efterfølger ved magten, og i atten år prydede han sceptret med et stærkt og retfærdigt styre.


På samme tid gik Hermann, sachsernes hertug, bort; hans arving blev hans søn Benno, der også mindes som en god og tapper mand, undtagen på det punkt at han vanslægtede på faderen og plagede folket med udplyndringer. I Oldenborg var Ecward død[37], og Wago fulgte efter. Han levede i største overflod blandt venderne, og det sagdes at han havde en smuk søster, som Obodriternes Fyrste ved navn Billug[38] fik lyst til. Og da han havde opsøgt biskoppen med hyppige anmodninger, tog nogle af biskoppens nærmeste til orde imod ham med uforsigtige krænkende ord og sagde, at det var ikke rigtigt at gifte en såre skøn jomfru bort til en bondsk og udannet mand. Han bed forhånelsen i sig og lod som ingenting, og drevet af sin kærlighed ophørte han ikke med at gentage sine bønner. Men biskoppen frygtede for, at der kunde overgå den unge kirke noget ondt og samtykkede derfor i hans begæring og gav ham sin søster til ægte. - Med hende avlede han en datter ved navn Hodica, som Biskoppen, hendes onkel, satte i et jomfrukloster; og da hun var lærd og dannet gjorde han hende til abbedisse over jomfruerne, som boede i Meklenborg, selv om hun dengang ikke var gammel nok.


Det blev hendes broder Mstislav vred over, han hadede den kristne tro, omend han skjulte sit had, og han frygtede for, at med dette forbillede kunne en fremmed vane slå rod i landet. Han skændtes ofte med faderen og sagde, at han var gal og elskede unyttige nye indfald og åbenbart så stort på fædrenes love, da han for det første havde taget sig en tysk hustru, og for det andet havde spærret sin datter inde i et kloster. Og da han med sådanne ord ofte havde udfordret faderen, begyndte denne lidt efter lidt at få andre meninger og at tænke på at skille sig fra sin hustru, og i det hele taget på at gøre forandringer. Men frygten dæmpede hans forsøg herpå; thi indførelsen af vigtige beslutninger er altid vanskelig, og sachsernes vælde var frygtelig. Hvis han forskød søsteren og krænkede biskoppen og det guddommelige, kunne det ikke undgås, at der blev krig.





14. Om Billugs List

En dag skete det, at biskoppen kom til obodriternes by Meklenborg for at besøge kirken. Billug kom ham i møde med sine stormænd for at byde ham velkommen, med hyklet hengivenhed. - Medens biskoppen var optaget af embedsforretninger, siger den ovennævnte obodriterfyrste til ham i alles påhør: "Ærværdige fader, jeg skylder din fromhed stor hyldest, men jeg indser at jeg ikke selv formår at frembære den. Jeg vil da lige nu vente med at tale om de velgerninger, du særlig har vist mig, for de er mangfol- dige og kræver mange ord. Men jeg kan ikke lade være med at minde om det, du har gjort for os alle sammen, i hele vor provins. Thi din omsorg for kirkens vedligehol- delse og sjælenes frelse er åbenbar for alle. Men det er heller ikke ukendt, hvor mange af fyrsternes overgreb du har imødegået ved din forudseende færd, så at vi nu kan leve i fred og ro og i god forståelse med fyrsterne. Vi ville da også ufortøvet kæmpe for din ære, hvis du bad os om det. Men jeg tør nok bede dig om en lille ting, og lad mig ikke blive beskæmmet! Blandt obodriterne er der et råd af præster, der har bestemt, hvordan der skal betales tiende for hver plov, det er det samme som to øksne eller en hest, nemlig med et mål korn og fyrretyve stykker foldeklæde og tolv mønter rent sølv, foruden en mønt til den, der samler ind. Jeg beder dig give mig lov til at lade tienden tilfalde din niece, min datter. Men for at det ikke skal synes at blive til skade for dig eller formindske dine indkomster, vil jeg til dine ejendomme i de enkelte byer i obodriternes land lægge nogle gårde, som du selv kan vælge, kun ikke dem som præsterne har fået ret til ved kejserens bevilling."


Biskoppen bemærkede ikke den såre snedige mands list, der var pakket ind i kønne ord, og tænkte, at dette bytte kunde vel ikke komme ham til skade. Han tog imod nogle meget værdifulde gårde, og den skat, som jeg nævnte før, lod han sin svoger indsamle til sin datter.


Han blev hos obodriterne nogen tid endnu og uddelte jord til nogle fæstebønder, og efter at have bragt alting i orden vendte han tilbage til Wagrien. Her var det bedre for ham at være, og her var han ikke i fare. Venderne er jo af naturen troløse og tilbøjelige til alt ondt, så dem skal man vogte sig for. - Han havde foruden andre gårde to særligt fornemme, hvor han som biskop ofte opholdt sig, en på et åbent sted, der hedder Bosau, en anden ved floden Trave, på et sted der hedder Nezenna, hvor der også en gang var et bedehus og et beboelseshus, bygget i mursten, hvis fundamenter jeg selv har set, da jeg var ung, for det var ikke langt fra foden af det bjerg, som de gamle kaldte Eilberg, men som vi i vor tid kalder Segeberg.


Da der var gået lang tid, og biskop Wago, der var optaget af andre ting, kun sjældent kom til obodriternes land, greb den førnævnte Billug sammen med sin søn Mstislaw lejligheden og iværksatte lidt efter lidt en listig plan, som han havde fattet, vendt imod hans herre og hyrde. De biskoppelige ejendomme, som biskoppen havde sat ham til at passe på, det var jo hans trofaste ven og svoger, dem lod han udplyndre med fordækte tyverier, og i det skjulte sendte han sine tjenere for at bortføre heste og andre ejendele fra bønderne. Han ugerninger gik så langt, at der ikke blev nogen tiende til biskoppen, der mistede sine ejendele, og da gudstjenestens overhoved var udplyndret, blev det lettere at afskaffe den.


Omsider kom da biskoppen til obodriternes provins, og han indkaldte bønderne til forhør, og det blev klart, hvem der stod bag de mange røverier på hans ejendomme. Han blev oprørt, hvad der ikke er mærkeligt, men også forbløffet og skræmt, da han fandt, at det var dem, som han regnede for sine bedste venner, der havde udplyndret ham på det groveste. Og da han mærkede, at den nye plantning var ved at visne, blev han meget tvivlrådig. Men han vendte så tilbage til den plan, der forekom ham den sikreste, idet han prøvede på, om han med overtalende ord kunde afværge den sót, der kom langsomt snigende; og med mange venlige ord forsøgte han at overtale ham til at afstå fra sit forehavende og ikke tillade at kirkelige ejendomme blev udsat for røveres udplyndringer. - hvis han ikke besindede sig, vilde han ikke kun krænke Gud, men også kejserlig majestæt. Men den anden fejede frækt bebrejdelserne til side, han havde aldrig tilladt så store overgreb mod sin herre og fader, som han altid havde haft den dybeste agtelse for. Men skulle røvere virkelig have været på spil, måtte det være ranere eller wilzer, og så skulle han ikke skåne sine egne!


Han overtalte således den enfoldige mand til at afstå fra sine indsigelser. Og efter at biskoppen var stillet tilfreds, drog han af sted, men den anden brød straks sit løfte og begyndte på ny sine skændselsgerninger og forbandt brandstiftelse på gårdene med tyverier, og han truede alle de fæstere, der arbejdede for biskoppen med, at han ville slå dem ihjel, hvis de ikke straks forsvandt fra deres gårde. Således blev egnen affolket på kort tid.


Til disse onder kom, at den samme Billug brød sine ægteskabsløfter og forskød sin hustru, biskoppens søster. Dette var den vigtigste årsag til de fjendtligheder, der nu brød frem, og kirkens stilling begyndte efterhånden at vakle. Og det hjalp ikke kirken til at genvinde sin magt, at Otto den Store havde forladt dette liv, og at den mellemste og den tredje Otto var optaget af krige i Italien. Det var det, der fik venderne til lidt efter lidt at trodse ikke kun de guddommelige love, men også de kejserlige befalinger, for de så, at tiden var gunstig. Kun den sachsiske hertug Benno syntes at bevare et skin af magt, om end kun svagt, og af agtelse for ham tøvede venderne med at drive deres trods videre og helt afsige sig deres kristne tro og gribe til våben.


Men da Wago døde, fulgte Eziko efter ham på bispesædet. Han blev ordineret af den meget hellige Adaldag, ærkebiskoppen af Hamborg. Vi har altså hørt om fire biskopper,  før Oldenborgkirken gik til grunde, nemlig Marko, Ekward, Wago og Eziko, og på deres tid holdt venderne fast ved troen. Der blev bygget kirker overalt i vendernes lande, og mange klostre, beboede af mænd og kvinder, der tjente Gud,  voksede frem. Herom vidner mester Adam, som har skrevet om Hamborgkirkens biskoppers gerninger i et såre smukt sprog. Da han skrev, at vendernes land var delt i atten herreder, hævdede han også, at de alle på nær tre var omvendt til troen på Kristus.

Året 966 regnes traditionelt for det år, da Polen gik over til kristendommen. I det år lod landets fyrste sig døbe. Den berømte polske historiemaler Jan Matejko, der levede i 1800-tallet, har levet sig ind i den feststemning, han tænker sig, har omgivet fyrstedåben

15. Om Svend, Danernes Konge

På samme tid sluttede Boleslaw, polanernes meget kristelige konge, en aftale med Otto den Tredje om at gøre hele Venden hinsides Oder skatskyldig, foruden Rusland og pruserne, hos hvem biskop Adalbert havde lidt martyrdøden. Boleslaw havde dengang overført hans jordiske rester til Polen.


De vender, som kaldes vinuler eller viniter, regeredes da af fyrsterne Mstislaw, Nakko og Sederich, under hvem der var vedvarende fred, og venderne måtte betale skat. Men det skal ikke forbigås, at den samme Mstislaw, obodriternes fyrste, nok udadtil bekendte Kristus, men i det skjulte forfulgte Ham, og han tog sin søster Hodica, en jomfru, der var viet til Gud, ud af jomfruklostret i Meklenborg og gav hende til en vis Boleslaw i et ægteskab, der var blodskam i højeste grad. De øvrige jomfruer fra dette sted gav han sine krigere til ægte, eller han sendte dem til vilzernes eller ranernes land; og således blev der øde, der hvor klostret havde været.