Videre til    
  del 1   del 2   del 3   del 4                 del 6   del 7    del 8

Venderkrøniken       (del 5)


56. Hertug Henriks Død

Det kom nu til forskellige krigeriske forviklinger, både i Danmark og i Sachsen, indre krige mellem de store fyrster Henrik Løve[107] og Albrecht, der kæmpede om hertugdømmet Sachsen. Men mest rasede venderne over sachsernes besættelse. De sprængte deres lænker og hærgede på grænsen til Holsten, og landsbyen Faldera blev lagt øde på grund af de næsten daglige udplyndringer af mennesker og byer.


I alle disse trængsler stod Vicelin frem for at formane folket til at tro på Gud og gå i kirke, under faste og hjertets sønderknuselse, fordi onde dage nu stod for døren. Men Henrik, som var hertug, var altid i bevægelse, rask med våben i hånd, og i det skjulte samlede han en hær af holster og stormarner ved vintertide og trænge ind i Venden og gik til angreb på dem, der var for hånden, og som var en torn i øjet på sachserne, og slog dem ned med hård hånd i alle landene omkring Plön, Lütjenburg, Oldenborg og hele det område, der begynder ved floden Saale, og som slutter ved det Baltiske hav og floden Trave. De hærgede hele landet i ét stræk, jog af sted og tog bytte og satte ild til, undtagen i de byer, som var befæstede med volde og grave og som krævede en større indsats.


Blandt holsterne talte man nu om at gå til angreb på borgen i Plön, uden deres greve; og de kom dertil, og med guddommelig hjælp indtog de uventet denne fæstning, der var stærkere end alle andre. Og de vender, der var derinde fik de udleveret.[108] De udkæmpede i det år en krig, der gav dem et stort udbytte, og hærgede ved hyppige indfald vendernes land og lagde hele landet øde, som de havde sat sig for.


Holsterne havde sachsernes transalbingiske krig for øje som et varsel, for nu havde de selv vundet friheden til at hævne sig uden at nogen stod dem i vejen. Thi fyrsterne plejer at holde hånden over venderne for at forøge skattebetalingerne.


Efter at Henrik, kong Lothars svigersøn, med hjælp af sin svigermoder kejserinde Richenza havde fået hertugdømmet og havde drevet sin fætter Albrecht ud af Sachsen, vendte grev Adolf tilbage til sit grevskab. Men da Henrik af Badewide så at han ikke kunde holde stand, satte han borgen Segeberg i brand, og ligeledes den meget faste fæstning i Hamborg som grev Adolfs moder havde forsynet med murværk for at den kunde være et fast værn mod barbarernes angreb. Dette hus, og hvad ellers den ædle Adolf den Ældre havde bygget, nedbrød Henrik medens han tænkte på flugt.


Herefter begyndte Henrik Løve at ruste sig mod kong Konrad[109], og han førte en hær imod ham og drev den til Thüringen, til et sted der hedder Kreuzburg. Krigen trak ud, fordi der kom våbenstilstand, og hertugen vendte tilbage til Sachsen, og få dage efter døde han[110]. Hans søn Henrik Løve fik hertugdømmet Sachsen; han var endnu kun en lille dreng. Så gav Gertrud, drengens moder, Wagriernes provins til Henrik af Badewide, og hun tog imod penge af ham og vilde lægge pres på grev Adolf, for ham brød hun sig ikke om. Men efter at denne samme frue havde ægtet fyrst Henrik, kong Konrads broder, og blev fremmed for hertugdømmets anliggender, kom grev Adolf til drengehertugen og hans rådgivere for at tale for sin ret til Wagrien, og han fik medhold, både fordi hans sag var retfærdig, og fordi han tilbød flere penge. Og den uenighed, der var mellem Adolf og Henrik, blev bilagt på den måde, at Adolf tog Segeberg og hele wagriernes land, medens Henrik til gengæld fik Ratzeburg og polabernes land.

          I et håndskrift, skrevet på pergament og antagelig fra ca. år 1150 finder vi dette billede af Evangelisten Markus, kendelig på sit særlige Evangelist-symbol, løven, der ses øverst i billedet. Håndskriftet har tilhørt domkapitlet i Lund





57. Staden Lybæk Bygges

Efter at dette var ordnet på denne måde, begyndte Adolf at genopbygge borgen Segeberg, og han omgav den med en mur. Men fordi jorden lå øde hen, sendte han bud ud til alle lande, til Flandern og Holland og Utrecht og Westfalen og Frisland, og indbød alle, der kun ejede lidt jord, til at komme med deres familier og få den allerbedste jord, vidtstrakte marker, rige på afgrøder, med overflod af fisk og kød og velegnede til græsning. Og han sagde til holsterne og stormarnerne: "Har I ikke underkastet Jer vendernes land, har I ikke købt det med jeres brødres og fædres død? Hvorfor kommer I så som de sidste for at tage det i besiddelse? Nej, kom som de første, og flyt hen til denne jord, som alle må ønske sig, og dyrk den og tag del i dens glæder, for I fortjener det allerbedste deraf, I, som har taget det ud af fjendernes hænder!"


Ved disse ord rejste sig en utallig skare af forskellige folkeslag, og de tog deres familier og ejendele med sig og kom til grev Adolf i wagriernes land for at få den jord,  han havde lovet dem. Og holsterne, der nu var de første, fik jord på de sikreste steder, vest for Segeberg, omkring floden Trave, og markerne omkring Schwentinefeld og alt hvad der ligger mellem floden Saale og Grimmelsberg, og som strækker sig ud til Plöner Sø. Westfalerne bosatte sig i landsbyen Dargun, hollænderne i Eutin, friserne i Süsel; men landet omkring Plön var stadig øde. Men Oldenborg og Lütjenburg og de øvrige lande der lå ud til havet gav han til venderne så de kunde dyrke det, men de blev tvunget til at betale ham skat.


Herefter kom grev Adolf til det sted der kaldes Buku, og han fandt dér en vold omkring en forladt by, som Kruto, den Guds fjende, havde bygget, og en meget udstrakt ø omflydt af to floder. Thi på den ene side strømmede Trave forbi, på den anden side Wakenitz, begge med sumpede, utilgængelige bredder, Men på den side,  hvor landevejen fortsætter, er der en sammentrængt forhøjning, genrejst på en borgvold. Den foretagsomme mand så hvilke muligheder der var på det sted og gik i gang med at bygge en fornem havn der, og han kaldte byen dér Lybæk, for det var ikke langt fra den gamle havn og by, som fyrst Henrik en gang havde bygget. 


Og han sendte bud til Niklot, obodriternes fyrste, for at slutte venskab med ham, og for at knytte alle ædelbårne til sig med gaver, så at alle vilde lyde ham og virke for fred i hans land. Da begyndte wagriernes øde land at blive bebygget, og antallet af beboere voksede. Og præsten Vicelin blev indbudt af greven der hjalp ham til rette, og han fik de godser, som kejser Lothar en gang havde givet til opbygningen af et kloster og til understøttelse for de Guds tjenere, der en gang boede hos ham ved borgen Segeberg.





58. Klostret Segeberg Flytter til Högersdorp

På grund af de besværligheder og den uro der var omkring klostret fandtes det bedst og mest bekvemt at flytte det ind til den nærmeste by, der på slavisk hedder Kuzelin, men på tysk Högerstorp. Og de sendte den ærværdige præst Vicelin af sted sammen med nogle driftige mænd som skulde bygge et bedehus og værksteder til klostret. Siden blev der bygget en sognekirke ved bjergets fod.


I de dage var der en mand ved navn Thetmar, der en gang havde været Vicelins discipel og siden studiefælle i Frankrig, han forlod sit præbende og sit dekanat i Bremen og viede sig til tjeneste i Faldera. Det var en mand der foragtede denne verden og lagde sig efter frivillig fattigdom og den højeste fuldkommenhed i åndelig omgængelse. Han hellighed, der fortjente at agtes højt, var forbundet med en så stor ydmyghed og hjertensgodhed at det var som at se en engel blandt menneskene, en der forstod at føle med hver enkelts svaghed, da han selv var prøvet i alle ting.


Da han herefter blev sendt til Högerstorp, som også kaldes Kuselin, sammen med andre brødre, blev han til stor trøst i de nye omgivelser. Den herre Vicelin, der var en påpasselig opsynsmand i den nye kirke der var givet i hans varetægt, bestræbte sig af al magt for at bygge huse til kirkens brug på egnede pladser, idet han udstyrede de nye kirker med såvel præster som alterudstyr fra Faldera.

I Højmiddelalderen nåede dyrkelsen af Jomfru Maria, Jesu Moder, hidtil uanede højder. Netop på Helmolds tid, i det tolvte århundrede, drev især den nye Cistercienser- bevægelse Maria-tilbedelsen frem, så man næsten kunde tro, at man her stod med en kvindelig guddom over for de tre mandlige personer i Tre-Enigheden. Det er mærkeligt at tænke på, at i vore dage har kvindelige katolske teologer presset på, for at de troende skal sætte Maria på lige fod med Jesus, som "Med-Forløserinde" ("Co-Redemptrix"). Bernard af Clairvaux, som Helmold omtaler, var blandt Marias ivrigste dyrkere. Billedet her viser Jomfru Maria som Himmelens Dronning (Regina Coeli). 





59. Om den hellige Bernard, Abbed i Clairvaux

Omtrent på denne tid skete der nye ting der slog hele verden med forundring. Thi da den såre hellige pave Eugenius regerede, og Konrad den Tredje stod ved rigets ror, lyste Bernard, abbeden i Clairvaux, op, han der ved store tegn blev så navnkundig at mange mennesker strømmede til fra hele verden for at se ham, ved hvem så mange undere skete. Og da han kom til Tyskland tog han til den berømte borg Frankfurt, hvor kong Konrad var og med glæde tog imod ham, sammen med mange fyrster. Men da den hellige mand tog plads i kirken for at helbrede syge i Herrens navn, medens kongen og de mægtigste mænd stod hos, var det ikke til at se mellem de mange mennesker hvem der var syg, eller hvad den syge led af, eller hvem der skulde hjælpes.


Vor greve Adolf var der til stede, han vilde kende mandens kraft ud fra det guddommelige værk. Midt i alt dette blev en blind og halt dreng bragt frem, hans svaghed havde der aldrig været tvivl om. Med en skarpsindig undersøgelse vilde han se efter om man kunde får et bevis på mandens hellighed gennem denne dreng. Den Guds mand mærkede ligesom på guddommelig vis hans vantro, og for at bøde på den lod han drengen bære frem for sig, hvad der var usædvanligt - de øvrige behandlede han kun med et ord, men ham tog han i sine hænder, og med en smertefuld sammen- trækning gav han ham synet i øjnene igen. Siden strakte han de sammentrukne knæ ud og befalede ham at løbe op ad trapperne, og man mærkede tydeligt, at nu kunne han igen både se og gå.


Denne hellige mand begyndte nu, ledet af jeg ved ikke hvilke himmelske indgivelser, at opfordre fyrsterne og de øvrige troende folk til at drage til Jerusalem og underlægge sig Østens barbariske folk og give dem kristne love. Han sagde at hedningernes tid nu var inde, og hele Israel skulde nu blive frelst. Ved denne mands ord er det helt utroligt at sige, hvor stor en flok, der lovede at drage ud på færden. I denne skare var de første og største kong Konrad, og Frederik, hertugen af Schwaben, som senere blev konge, og hertug Welf, sammen med biskopper og fyrster, hærskarer af ædelbårne og van- byrdige og et antal jævne folk, der oversteg al beregning. Hvad skal jeg sige om tyskernes hær, når også Ludvig, parisernes konge, og hele frankernes styrke satte sig det samme mål? Man har aldrig i disse tider, ja ikke siden tidernes begyndelse hørt om,  at så stor en hær har samlet sig, en overmåde stor hær vil jeg sige. Og på deres klæder og våben bar de korsets tegn. Men de, der styrede færden, besluttede at en del af hæren skulde drage mod Øst, en anden til Spanien, men en tredje til venderne, der er vore naboer.


En del af Helmolds krønike handler om de kristnes korstog mod de vantro i Øst. Men hvad vidste disse korsfarere egentlig om den religion, de drog ud for at bekæmpe?  Vistnok ingenting. Og hvis de nåede frem til det Hellige Land,  som de skulle erobre fra muslimerne, blev de vel heller ikke klogere. Men de så noget, de aldrig før havde set  -  muslimernes helt anderledes kunst og arkitektur, der nok kunne gøre indtryk på dem, selv uden ord. - I et gammelt sagn hedder det, at profeten Muhammed en gang kløvede Månen, delte den i to! Den dybere symbolske mening med dette kender vi ikke, men vi har bevaret et persisk billede af profeten, der rækker sin hånd ud og slår Månen i stykker. Forbuddet mod at afbilde profeten er så vidt respekteret, at hele hans hoved er skjult, hyllet ind i stof. 




60. Om Kongerne Konrad og Ludvig

Den første, som også var den største, gik over landjorden, med Tysklands konge Konrad og Frankrigs konge Ludvig og de mest fremtrædende fyrster fra begge riger, og de drog gennem ungarernes rige og nåede frem til Grækenlands grænser. Og de sendte bud til Grækenlands konge for at få lov til at gå gennem hans land, og lov til at handle. Han blev ganske vist ganske forskrækket, men gav alligevel lov, hvis de blot lovede at de kom med fred. De meldte tilbage at de ikke stræbte efter at volde uro, men at de af sig selv var draget ud til fremmede lande for at udbrede fredens grænser. Og Grækenlands konge gav dem fri gennemrejse og adgang til et torv hvor der var en overflod af ting til salg, og de måtte slå lejr hvor de vilde.


I de dage sås i hæren mange jærtegn der pegede på kommende nederlag. Det vigtigste af dem var en meget tæt tåge der en aften kom og dækkede lejren, og da den trak sig tilbage var alle teltduge og alt under åben himmel så oversprøjtet med blod at man skulde tro at skyen havde regnet med blod. Da kongen og de øvrige fyrster så det, tænkte de at de var nok kaldede til stor møje og dødelige farer. Og deri tog de ikke fejl. Thi ikke længe efter kom de til en bjergegn, og da de dér fandt en meget behagelig dal, med enge og en flod der løb der igennem, slog de lejr på den brede bjergskråning. Desuden lagde de dér trækdyrenes last, med vogne og kærrer og madvarer og soldaternes oppakning, og midt ude i dalen anbragte de et meget stort antal okser der skulde slagtes og spises, bekvemt nær ved vandet og græsgangene. Men da natten nærmede sig hørtes oppe fra bjergets top tordendrøn og en bragende storm. Og se, midt om natten, jeg ved ikke om det skyldtes et skybrud eller noget andet, svulmede denne strøm voldsomt op, og alt hvad der var i bunden af dalen, mennesker og trækdyr, skyllede den på et øjeblik bort og ud i havet. Dette var det første tab, som soldaterne på denne hærfærd led.


De der var tilbage gav sig ud på vandring og kom til Grækenland og nåede frem til den kongelige by Konstantinopel. Da hæren havde hvilet ud dér i nogle dage, kom de til en havbugt som i folkemunde kaldes Sankt Jørgens Arm. Dér havde Grækenlands konge sørget for skibe, der kunne sejle dem videre, og han havde sendt notarer, der skulle melde ham antallet af soldater i hærfærden. Da det blev læst op for ham, stønnede han og sagde: "Herre min Gud, hvorfor har du ført dette folk bort fra dets hjemegn? De behøver i sandhed din styrkes arm, for at de atter kan se det land, de ønsker, nemlig deres fødeland."


Efter at han havde sat over havet, drog Ludvig, kongen af Frankrig, mod Jerusalem, og i kampen med barbarerne mistede han hele sin hær. - Hvad skal jeg sige om Tysklands konge og dem, der var med ham? De omkom alle af tørst og sult. Et sendebud fra Grækenlands konge, som skulle føre dem til persernes land, førte dem svigefuldt ud i en ørken. Og de var så udmattede af tørst og sult, at de af sig selv rakte halsen frem mod de barbarer, der stormede imod dem.


Kongen og de stærkeste, de der overlevede blodbadet, trak sig tilbage til Grækenland. O, hvilke domme fra den Høje! Hærens nederlag var så stort, og ulykken så uforklarlig, at de, der var med dengang, endnu i dag begrædes med tårer.


Da korsfarerne fra Vesten kom til Byzans (Konstantinopel) mødte de en anden kirkelig kunst end den, de kendte hjemmefra. Denne berømte ikon, kaldet "Theotokos", er vistnok malet netop i de første korstogs tid. 




61. Erobringen af Lissabon.

En anden sø-hær, der havde samlet sig i Köln og andre byer ved Rhin, foruden ved Weser-flodens bredder, begyndte at sejle ud over havets vældige vidder og kom til Britannia. Dér blev flåden i nogle dage for at udbedre skader, og en ikke ringe skare Angler og Briter sluttede sig til dem, og de hejste sejlene og satte kursen mod Spanien.

Helmold fortæller i kapitel 61 om, hvordan korsfarerne hærger på den Pyrenæiske halvø, Spanien og Portugal, hvor kristne og muslimer havde stået over for hinanden i århundreder. Efter så lang tids kontakt kunne det ikke undgås, at de to kulturer øvede indflydelse på hinanden, og i et kristent håndskrift af Beatus af Liebana omhandlende Johannes Åbenbaring er der tydelige spor af muslimsk billedkunst i den miniature, der ledsager teksten. Miniaturen er malet omkring år 975. 


Og de lagde ind til en meget kendt by i Galicia i Portugal, for de ville tilbede Sankt Jakob[113]. Kongen af Galicia blev glad over de fremmedes komme og spurgte om de, når de nu var draget ud for at kæmpe for Gud, ville hjælpe ham imod Lissabon, som voldte uro i de kristne lande. De svarede ham velvilligt og drog til Lissabon med en stor mængde skibe. Kongen rykkede frem over land og havde en stærk hær med på vejen, og byen blev belejret til lands og til vands. Der gik nu megen tid hen med byens belejring; men til sidst blev den indtaget og barbarerne drevet bort, og kongen af Galicia spurgte de fremmede, om de ville give ham byen, når de først havde delt byttet som venner. Og der kom dér en bosættelse af Kristus-dyrkere, som har været der indtil den dag i dag.

Dette var det eneste, der lykkedes, af alt det, som den fremmede hær havde gjort.


En ukendt spansk mester har omkring år 1100 malet dette billede af Kristus og de tolv apostle. 
Billedet findes nu i det Catalanske Nationalmuseum i Barcelona.




62. Om Niklot

Korsfarernes tredje hær viede sig til kamp mod venderne, obodriterne og lutizerne, der er vore naboer, for at hævne deres døde og de ødelæggelser, som de havde forvoldt blandt de kristne, men især blandt danerne. Lederne af denne hærfærd var Albrecht af Hamborg og alle biskopperne i Sachsen, foruden den unge hertug Henrik[114], og Konrad, hertug af Zähringen, Albrecht, markgreve af Saltwedel, og Konrad af Wettin. Men da Niklot hørte, at der skulde samles en hær om kort tid for at ødelægge ham, kaldte han hele sit folk sammen og begyndte at bygge en borg i Dubin, som skulle være et tilflugtssted for folket i nødens stund. Og han sendte bud til grev Adolf og mindede ham om det forbund, som de havde sluttet, og bad samtidig om at få lov til at tale med ham og lægge råd op med ham. Men da greven sagde nej, og sagde, at det ville være uklogt af ham, for det ville krænke fyrsterne, sendte den anden bud til ham og sagde, jeg havde ganske vist besluttet at være dit øje og øre i vendernes land, som du har begyndt at opdyrke, for at du ikke skulle lide overlast fra venderne, som engang ejede wagriernes land og som knurrer over, at de uretfærdigt er berøvet deres fædrene arv. Hvorfor svigter du så din ven i farens stund? Er det ikke i nøden, man skal kende sin ven? Hidtil har jeg holdt venderne tilbage, for at de ikke skulle krænke dig, men nu må jeg trække min hånd tilbage og overlade dig til dig selv, for du har svigtet din ven, og har ikke tænkt på vor pagt, og du har nægtet mig hjælp i farens stund.


Men greverne sagde til Niklot: At vor herre ikke taler til dig denne gang skyldes den nødvendighed, som du kender. Men hold selv fast ved din troskab og dit løfte til vor herre og stå ham bi; og hvis du skulle se venderne i hemmelighed forberede krig mod ham, så advar ham! - Og det lovede Niklot. Og greven sagde til indbyggerne i sit land: Pas på jeres husdyr og jeres ejendele, at de ikke skal blive stjålet af tyve eller røvere! Jeg skal se til at afværge de farer, der truer vort land, at I ikke blive løbet over ende af en hær, der uventet kommer over Jer.  –  Den kloge mand troede nemlig, at han med sine planer havde afværget faren for pludselige tab i krig. Men det kom til at gå anderledes.





63. Skibene Brændes.

Da Niklot mærkede, at hærfærden, som var bekræftet med eder, var uigenkaldelig, gjorte han sig i hemmelighed rede til at udskibe en hær; og efter at den havde sat over Sundet, lod han skibene ankre op ved mundingen af Trave og sendte hæren ud for at hærge overalt i wagriernes land, førend sachsernes hær kunne trænge ind i hans land. Og om aftenen sendte han bud til Segeberg, for han havde lovet greven at advare ham; men sendefærden gik forgæves, for greven var der ikke, og der var ikke tid til at samle en hær.


Da dagen gryede, den dag, da man mindes martyrerne Johannes og Paulus i kirken [115], sejlede vendernes hær ind gennem Traves munding. Borgerne i Lybæk hørte en murren fra hæren og kaldte på byens mænd og sagde, Vi har hørt et højt råb som af en mængde mennesker og ved ikke hvad det er. Og de sendte folk til staden og til torvet for at advare om den truende fare. Men mændene havde drukket tæt og kunne hverken gå eller sejle, så deres skibe, der var lastet med varer, blev omringet af fjenderne og stukket i brand; og således gik de tabt. Og den dag blev der dræbt henved tre hundrede mænd eller flere.


Rudolf, der var præst og munk, ville flygte ud til borgen men blev standset af barbarerne og slået ihjel, gennemboret af tusind stik.


De der var i fæstningen udholdt den strengeste belejring i to dage. To afdelinger ryttere red igennem wagriernes land og nedbrød alt, hvad de fandt omkring Segeberg; og de grådige flammer fortærede den landsby, der kaldes Dargun, og alt hvad der lå nedenfor Trave, hvor der boede mænd fra Westfalen og Holland og andre fremmede. De anrettede et blodbad på de tapre mænd, der prøvede på holde stand med våben, og førte deres hustruer og børn bort i fangenskab.



Korsfarerne tog mange hellige relikvier med sig hjem, små stumper af lig af fromme kristne mænd og kvinder. De små stumper var gerne gemt i fine æsker, smukt bemalede som dette, der skønnes at være malt i det syvende århundrede i det Hellige Land. Det opbevares i dag i et museum i Rom.




64. Om Præsten Gerlach

Jeg vil nu fortælle om noget der er vel værd at mindes for eftertiden.


Da venderne havde hærget i wagriernes land som det lystede dem, kom de til sidst til egnene omkring Susle for at plyndre i frisernes bygd der. Af frisere var der vel firehundrede eller flere, men da venderne kom, var der næppe et hundrede i den lille fæstning; resten var vendt hjem til deres fædreland for at se til de ejendele, de havde efterladt.


Hvad der lå uden for byen blev brændt, og man så hvordan de, der var inde i fæstningen,  led vældige tab på grund af belejringen. Hele dagen gik de tre tusind vender voldsomt til angreb; de tænkte at sejren var deres, medens de andre kun kæmpede for at vinde tid og leve lidt længere. Men da venderne så, at sejren ville koste blod, lovede de friserne, at de skulle redde livet og ikke lide overlast, hvis de bare kom frem og nedlagde våbnene. Og nogle af de belejrede begyndte at tale om at overgive sig for at redde livet, men en meget modig præst talte imod det. - "Hvad tænker I på, I mænd", sagde han, "tror I at I kan redde livet, hvis I overgiver jer, eller tror I, at I kan blive venner med barbarerne? I tager fejl, mine landsmand, det er tåbeligt at tro den slags! Ved I ikke at venderne hader friserne mere end nogen andet folk? Selv lugten af os er dem en hæslig stank i næsen! Jeg beder jer, ved Herren Gud, som er verdens skaber, og som let kan redde den lille skare, om I endnu engang vil prøve jeres kræfter og gå i kamp med fjenden. Thi så længe denne vold ligger omkring os har vi magt over vore hænder og vore våben, og vort liv ligger i håbet. Men for våbenløse er der intet andet end æreløs død i vente. Jeres sværd, dem som de beder jer om at give dem frivillig, stik dem i deres marv, og tag hævn for jeres blod! Lad dem smage jeres mod, og lad dem ikke vende tilbage uden at betale dyrt for sejren! - Og da han havde sagt det,  viste ham dem sit eget tapre sindelag og styrtede ud mod porten, og ene mand drev han fjendernes fortrop tilbage og nedslog med egen hånd mange vender. Til sidst fik han et øje slået ud, og hans mave blev gennemboret, men han blev uforfærdet ved og viste den guddommelige styrke, der boede i hans sind og i hans krop. Der blev aldrig kæmpet bedre af Sarivas berømte sønner, eller af Makkabæerne, end der blev kæmpet af præsten Gerlach og nogle ganske få mænd i landsbyen Susle, da de forsvarede den lille fæstning mod de hærgende skarer.


Da greven hørte det, samlede han en hær for at kæmpe mod venderne og drive dem ud af sit land. Men da venderne hørte rygter herom, vendte de tilbage til deres skibe og drog bort med den last af fanger og forskelligt husgeråd, som de havde erobret i wagriernes land.






65. Om Belejringen af Demmin.

Imidlertid flyver det rygte ud over hele Sachsen og Westfalen, at venderne var brudt ud, og som de første var gået i krig. Og hele den korsmærkede hær hastede af sted og drog til vendernes land for at straffe deres ondskab, og hæren delte sig i to og sluttede sig til dem, der belejrede Dubin, og belejringshæren voksede[116]. De, der var spærret inde, syntes nok at de danske krigere var ret sløve[117] - for de er vel krigeriske hjemme, men i udlandet er de ikke meget værd i kamp - og de forsøgte så et pludselig udbrud og dræbte mange, og lagde så ligene fra sig, så de kunne gøde jorden,


Det var ikke muligt at komme til udsætning, for der var en sø imellem. Så kom hæren i oprør, og de drev nu hårdere på med belejringen. Men i vor hertugs følge, og i markgrev Albrechts følge, sagde man til hinanden: "Det land, som vi plyndrer, er det ikke vort eget land, og de folk som vi udplyndrer, er de ikke vore egne? Hvorfor skulle vi så være vore egne fjender og ødelægge vore egne rigdomme? Og vil disse tab ikke falde tilbage på vore herrer?" - Og fra den dag begyndte de at trække tiden ud og slække på belejringen, og der var tit våbenhvile. Thi hver gang venderne blev slået i en træfning, blev hæren holdt tilbage, for at den ikke skulle følge efter eller bemægtige sig deres lejr.


Til sidst blev vore folk trætte, og man blev enige om, at venderne skulle tage imod kristendommen og løslade de daner, de havde taget som fanger. Men mange af dem lod sig kun døbe på skrømt. Så lod de alle de gamle og unyttige gå, men beholdt resten, dem, der havde alder og styrke til at tjene dem,


Således endte denne mægtige hærfærd med et ringe udbytte. Og snart blev det endnu værre, for venderne var ligeglade med, at de var blevet døbt og holdt ikke de plyndrende skarer tilbage fra at hærge blandt danerne.


Korsfæstelses-scene. Under den Korsfæstede nogle personer, der skal symbolisere Dødsriget, som Jesus har besejret ved sin død på korset. 900-tallet, byzantisk, fremstillet i Konstantinopel. The Metropolitan Mueum of Art, New York.







66. Om Hungersnøden

Vor greve ville forny de brudte venskaber og sluttede fred med Niklot og de øvrige vender ude mod øst. Men han stolede ikke på dem, for de havde før svigtet aftaler og hærget hans land på det grusomste, så han gav sig til trøste sit folk, som fjenderne havde plaget med deres ondskab, og formanede dem til ikke at give op i trængslernes tid, men huske på at de, der boede ved grænsen, måtte være udholdende og villige til at udgyde deres blod.


Han var også ivrig efter at løskøbe fanger. Men hvad skal jeg sige om den Kristi præst Vicelin? I denne ulykke, da barbarernes rasen havde plaget så mange, og mangel på korn havde ført til hungersnød, pålagde han alle, der boede i Faldera og Kuzelin, at tænke på de fattige. - Til denne gerning var den Guds mand Thietmar enestående egnet. Han var en tro og klog præst, der delte ud og gav til de fattige; jeg kan ikke sige nok til hans ros. Denne præsts bryst rummede megen barmhjertighed og var opfyldt af en sød duft.


Foran klosterets port lå der skarer af elendige der tiggede om en almisse af den Guds mands hånd, og det så ud som om stedet vilde blive helt forarmet på grund af mandens gavmildhed. Derfor blev dørene til forrådskamrene låst af dem der havde opsyn med huset. Hvad skulde den Guds mand nu gøre? Han kunde ikke holde ud at høre de armes råb, men han havde ikke noget at give dem. Så begyndte den barmhjertige mand at fare frem med snilde og snige sig om ude ved laderne, og på en snu måde fandt han ud af at komme ind; og det han fandt i hemmelighed, som en tyv, det gav han hver dag til de fattige som lejlighed bød sig. Men det fortælles af vore trofaste folk, at i de samme dage blev de tomme kornlagre fyldt igen af Gud. Ved denne gerning viste han sin fasthed, og at der endnu var mænd der gjorde underværker som Elias og Elisa, som han lignede ikke kun ved sin godhed, men også ved sine undergerninger[118].






67. Om Edelers Død.

Der var kun gået kort tid efter at det var sket, og wagriernes land havde næppe nok fået lov til at ånde frit ud efter de overståede ulykker, så kom der nye kampe der udgik fra Norden og som lagde smerte til smerte, og sår til sår. Thi da Erik, med tilnavnet Emune, var dræbt, var der tre kongsemner tilbage, nemlig Svend, søn af den samme Erik, og Valdemar Knudsøn og Knud Magnussøn. Men da de endnu kun var børn blev det på danernes ting besluttet at en vis Erik med tilnavnet Spag skulde være deres formynder. Han skulde værne riget og de kongelige børn. Han var en fredsommelig mand og vilde have styret det land, der var ham betroet, i rolighed hvis han havde kunnet modstå venderne rasende angreb; vendernes røverbander var nemlig på denne tid mere på færde end ellers. Men da Erik mærkede at hans dødsdag nærmede sig, kaldte han på de tre kongelige ynglinge, og han sammenkaldte et råd af stormænd og udpegede Svend til konge og sagde, at Valdemar og Knud måtte være tilfredse med deres fædrene arv. Og da han havde ordnet det, døde han[119].


Hvor værdifuld Helmolds krønike end er som kilde til hans samtid, så må historikeren altid holde sig for øje, at den er énsidig - det kan måske siges om alle skriftlige kilder, men det gælder da i hvert fald i høj grad Helmold. Bortset fra lidt snak om vendernes gudsdyrkelse og lidt om dynastiske forbindelser mellem herskerhuse og en enkelt naturkatastrofe er det slåskampe og krige over hele linjen. En afbalanceret fremstilling af den tids samfund kan ikke bygges alene på en krønike som Helmolds, der ikke nævner tidens daglive levevilkår eller produktionsforhold eller kultur, og som fortier hundrede andre ting, der også kunne have vores interesse. Så har vi da lov til en gang imellem at skæve ud til alt det, som Helmold ikke skriver om - sang og musik for ekempel. I Danmark havde vi de gamle folkeviser, der nu næsten er forsvundet, men vi har bevaret en lille vise-stump, tekst og musik til den berømte "Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl". Den nedskrift, der ses her, er fra ca. år 1300.


Knud Magnussøn brød straks med sin formynders bestemmelse og forsøgte at tilrive sig magten i riget og førte store troppestyrker frem imod Svend. Men Valdemar stod Svend bi. Hele Danmark blev sat i bevægelse, og der sås mange jærtegn på himlen, der var som fakler af ild, og menneskeblod, der ligesom skinnede. Og varslerne varslede ret. Hvem så ikke, at denne kamp ville ende i et blodbad?


De to konger kæmpede hver for sig for at knytte vor greve til sig og sendte udsendinge med gaver. Greven syntes bedst om Knud og kaldte ham til en samtale og blev hans vasal. Da det var sket, blev Svend vred, og med en væbnet skare drog han ind i wagriernes land og stak Oldenborg i brand. Og han hærgede alt det land, der lå ud til havet, og trak siden bort og satte omegnen omkring Segeberg i brand, og de grådige flammer opslugte alt, hvad der lå der omkring.


Alt dette skyldtes en vis Edeler, der kom fra Ditmarsken, og som, bestukket med danernes rigdomme, havde knyttet alle forvovne mænd i Holsten til sig. Han blev udnævnt til anfører for Kongens hær og vilde drive greven ud af provinsen og lægge hans land ind under Danmark.


Da greven fik det at vide, flygtede han ned til hertugen[120] for at søge beskyttelse hos ham. Han kunne nemlig ikke være i sikkerhed i Holsten, for der blev stadig flere, der stræbte ham efter livet. Enhver der vilde tjene Edeler som hans mand kunde komme til ham og få en hjelm, et skjold eller en hest, og det fordærvede land fyldtes af oprørere, der tog mod disse gaver. Så forkyndte hertugen for holsterne og stormarnerne, at hvis nogen blev fundet skyldig i at være Edelers mand, skulle han enten afsværge sin troskab til ham eller forlade provinsen. Og således blev det. Og alle i hele folket svor, at de vilde lyde hertugens bud og adlyde greven, der stod under ham. Således blev hele Holstens mandskab knyttet til ham, og alle oprørere blev enten taget til nåde eller drevet ud af landet.


Så sendte greven bud til Knud og tilbød at komme så snart som muligt. Og han kom også selv med fire tusind soldater til et sted nær ved Slesvig. Og de slog begge lejr, men langt fra hinanden. Svend var inde i Slesvig by med en ikke ringe skare krigere. Men da Edeler, der var øverste for Svends hær, så, at han stod over for en dobbelt trussel, og at en stor hær var kommet for at indeslutte ham, søgte han svigefuldt til Knud, og bestak hærens anførere og forledte den ganske unge Knud til at vende tilbage til sit land, uden at grev Adolf fik noget at vide, og til at sende sin hær hjem, hver især til sit eget.


Først blev der aftalt våbenhvile. Siden lovede han, at han vilde give danerne fred, uden krig. Og da det var sket til hans tilfredshed, drog Edeler til Slesvig, hvor han ville kæmpe med greven om morgenen og levere ham et pludseligt slag.


Den aften var en af grevens nære venner i Slesvig, Da han hørte, hvad der blev forberedt i hemmelighed, satte han i hast over søen, og da han kom til lejren sagde han til greven: "Du er blevet bedraget, O greve, bedraget og krænket! Knud og hans hær, som du er kommet for at hjælpe, er vendt hjem til deres eget land, og du er alene her! Og nu vil Edeler komme for at kæmpe mod dig i morgen tidlig!"


Greven blev helt utrolig forbløffet over denne forvorpenhed og sagde så til sine folk: "Da vi nu står midt i en mose, og vores heste er sultne, er det bedst at vi går væk og søger os en plads hvor vi kan slå lejr."


Hærens mænd mærkede, at greven var rystet over det dystre bud, og de flyttede lejren fra det sted, der kaldes Königsho og drog mod Ejder. Men de kom så hastig af sted, at da greven kom til Ejder, var der knap firehundrede hos ham af de fire tusind soldater, der var i hele hæren. Til dem sagde greven, Selv om en grundløs frygt har drevet vore brødre og venner på flugt, så synes det mig dog nyttigt, at vi slår os ned her for at bevogte vort land, indtil vi får mere sikker besked om, hvad vore fjender vil. Og han sendte straks bud af sted, som skulle udfinde, hvad der var sandt.


Nogle af budbringerne blev pågrebet i Slesvig og lagt i lænker, og Edeler sagde til sin herre kongen: "Nu må vi skynde os og tage af sted med hæren, for det kunne ske, at den skrækslagne greve blev givet i vore hænder. Og når vi har besejret ham, kan vi drage til hans land og plyndre det, som vi vil." Og de drog af sted med en stor skare soldater.


Greven, der var ophidset, fordi budbringerne ikke var kommet tilbage som aftalt, sendte andre af sted, som i hast skulle give ham besked, når de havde set fjenderne. Selv om det gnavede i ham, fordi hans folk var så få, valgte han dog at gå i kamp og sagde til sine kampfæller: "Nu er tiden kommet til at se, mine venner, hvor der er en modig og tapper mand, som er rede til at møde undergangen. Vore folk har ofte nok bebrejdet mig mange ting, som om jeg havde en kvindes hjerte og helst vilde flygte, og sagde tit, at jeg kæmpede mere med munden end med hånden. Og jeg var da heller ikke dumdristig, når det var muligt at føre krig uden at bløde. Men nu kræver en stor fare, at vi kæmper med næverne, og så skal man se, om jeg virkelig har kvindesind. I skal snarere få at se, at jeg har mandshjerte, om Gud vil. Men jeg vil være mere try, hvis jeg mærker, at I vi,l som jeg vil, og hvis I står ved min side i forsvaret for fædrelandet. På dette sted skal både skammen ved at flygte og fædrelandets allersikreste undergang kræve, at vi kæmper! 


Da greven havde talt til ende lykønskede hans venner ham, og de forpligtede sig med en stor ed til at stå fast for deres egen og fædrelandets frelse.


Så befalede greven dem, at de skulle rive broen ned, og han satte vagter ud på steder hvor man kunde komme over floden. Men der kom nu bud om, at fjenderne var ved at gå over ved en lille by, der hed Skulleby. Så bad greven til Gud og hastede derpå af sted for at kæmpe mod dem, der havde krydset floden, førend hele hæren var kommet over. Og straks da de mødtes, blev greven kastet af hesten, men han havde to livvagter, der greb ham og satte ham op på hesten igen. Og det blev en voldsom kamp, og det var uvist, hvem der ville sejre, indtil en af grevens folk råbte, at fjendernes heste sank sammen i knæhaserne. Og da hestene segnede, faldt også deres harniskklædte ryttere. Og de blev gennemboret af vore folks sværd. Og Edeler faldt, og de øvrige ædelbårne blev enten dræbt eller taget til fange.


Da kongen så det fra den anden side af floden, tog han flugten og vendte tilbage til Slesvig. Men greven vendte tilbage, beundret for sin sejr, og han havde store fanger med sig, og med deres penge blev hans egne gældsbyrder lettet.


Han havde i øvrigt den største omhu for sit land. Når det forlød, at danerne eller venderne var på spil, samlede han straks en hær på gunstige steder, enten i Travemynde eller ved Ejder. Og folkene i Holsten, Stormarn og i grænselandet adlød villig hans bud. (Man kalder gerne markomanner dem, der er kommet alle vegne fra, og som nu bor i Marken[121]. Men der er flere Marker i vendernes land, og vor provins Wagrien er ikke den ringeste af dem.) De er tapre mænd, øvede i krig mod både daner og vender, og greven råder for alle disse fok, og han øver retfærdighed, bilægger stridigheder og befrier de undertrykte fra de mægtiges hånd.


Han var særlig venlig over for præsterne og tillod ikke, at nogen krænkede dem, hverken i ord eller i gerning. Han anstrengte sig meget for at holde de holstenske oprøre nede. Det er et frit og stolt, men også bondsk og utæmmet folk, der ikke vil tåle fredens åg. Men mandens forståelse besejrede dem, og han slog råd op med dem. Med mange besværgelser lokkede han dem til sig, indtil han fik dem tøjlet, dem, der havde været som utæmmede vilde æsler. Ja man skulle se hvordan dette folk nu var helt anderledes - de, der havde været vant til at skjule deres vilde hoved med masker og til at lægge snarer ud, når de drog af sted for at røve og plyndre, hvis de ikke kunne komme til at øve voldtægt, dem skulle man nu se følge nye skikke og vende sig til fredens vej. Skyldtes denne forandring mon ikke den højestes højre?


Efter dette blev greven forsonet med Svend, danernes konge. Denne havde heldet med sig og vandt mange sejre og kastede Knud ud af landet og drev ham i landflygtighed hos sachserne, til den såre berømmelige ærkebiskop Hartwig, som var af ædel byrd, og mægtig i kraft af sin rige arv.


En smuk kvinde i en smuk dragt fra Middelalderen, ca. 12. - 13. århundrede. ( Billedet er fra et  katalog fra
firmaet "Revival Clothing"  -  ifald nogen er interesseret i at købe middelaldertøj? )





68. Om Hertug Henrik

I de dage tog vor unge hertug fru Clementia til ægte; hun var datter af hertug Konrad af Zähringen[122]. Og han begyndte at udøve sin magt i alle vendernes lande og befæstede hele tiden sin styrke. Thi hver gang venderne mødte ham, nedslog han deres krigerskare, og de gav ham, hvad han forlangte for at skåne deres liv og fædreland. Men når han var på hærfærd - og medens han endnu var ung drog han gerne i krig mod venderne - var der ikke tale om kristendom, men kun om penge. Thi de ofrede endnu til afguderne og ikke til Gud - og drog på sørøvertogter til danernes land.
 
Videre til        del 1   del 2   del 3   del 4                del 6   del 7    del 8
 

Fodnoter
[107] Den fyrste, der her kaldes Henrik Løve, er ikke den berømte sachserhertug (der levede fra ca. 1130 til 1195) men hans fader.

[108] Dette skete i året 1139.

[109] Konrad var kronet til kejser på dette tidspunkt.

[110] Hertug Henrik døde den 20. oktober 1139 i Quedlinburg.

[111] I foråret 1134.

[112] Dette natlige overfald skal have fundet sted i 1130, i september eller oktober.

[113] Byen er Santiago de Compostela, der var - og stadig er - meget søgt af pilgrimme

[114] Henrik Løve.

[115] Navnene Johannes og Paulus sigter ikke til bibelske personer, men til to kristne der led martyrdøden i året 362. Deres mindedag i martyrkalenderen er den 26. juni.

[116] Den overleverede overskrift til kapitlet er "Om Belejringen af Demmin", men faktisk omtales kun belejringen af byen Dubin.

[117] Det fremgår heraf at en stor del af belejringstropperne var Danske.

[118] Helmold hentyder her til nogle mirakelberetninger fra det Gamle Testamente, den første fra Første Kongebog kapitel 17, versene 17 til 24: Profeten Elias møder en enke i Zarepta, hun har kun lidt mel i en krukke og kun lidt olie i en dunk men Elias forsikrer at hun vil ikke komme til at mangle noget, hvor meget hun end bruger, og "melkrukken blev ikke tom, og olien i dunken slap ikke op". - Den anden mirakelberetning findes i Anden Kongebog kapitel 4, hvor der fortælles om hvordan profeten Elisa fylder nogle tomme dunke med olie, selv om han kun har en smule til en begyndelse - også her kommer der på underfuld vis olie ud af intet.

[119] Kong Erik den Tredje, kaldet Erik Lam eller Erik Spag, døde den 27. august 1146 i Sankt Knuds Kloster i Odense og blev begravet samme sted. Han var gift med Liutgard, en søster til domprovst Hartwig, der senere blev ærkebiskop af Hamborg-Bremen.

[120] Hertug Henrik Løve.

[121] Markomanner (i den latinske originaltext "marcomanni") er et germansk ord, "mark-mænd". Ordet mark bruges her i betydningen grænseområde, en provins i rigets udkant, hvor der ofte udnævnes en markgreve med særligt ansvar for at forsvare rigets grænse.

[122] Ægteskabet mellem Henrik Løve og Clementia blev indgået i 1148 eller 1149.