Venderkrøniken        (del 6)

72. Om Kong Konrad

Medens dette altså skete i vendernes provins, opholdt vor hertug sig i Schwaben hvor han agtede at føre krig mod sin stedfader, men ikke havde styrke nok dertil. Denne fik nemlig hjælp af sin broder kongen, der påstod at det var uretfærdigt at nogen af fyrsterne havde to hertugdømmer. Da markgrev Albrecht og mange andre af fyrsterne hørte at vor hertug var i vanskeligheder, og at han var på det nærmeste omringet af fjender, sendte de bud til kongen og bad ham om at komme til Sachsen med en hær så hurtig som mulig for at besætte Brunsvig og undertrykke hans venner. Kongen sendte sine tropper ud over alt i Schwaben, for at hertugen ikke skulle slippe bort, men selv tog han til Goslar for at indtage Brunsvig og alle hertugens borge.


Men højtiden for Herrens fødsel stod for døren. Da hertugen forstod, at kongens planer var rettet imod ham, og at han ikke fik lov til at rejse ud af Schwaben, sendte han bud til alle sine venner, både fribårne og undergivne, at de skulle samles i en bestemt by for med ham at fejre højtiden Og dette bud lod han udbrede og lyde i folkets øren. Og han lod tre såre tro mænd komme til sig en aften og byttede tøj med dem og slap ud af borgen og begav sig på en natlig rejse, ud igennem fjendens belejring, og på den femte dag kom han til Brunsvig, og hans venner, der havde været nedbøjet af sorg, fattede nyt mod.


De nærmede sig nu kongens borg Brunsvig, der lå på et sted der hedder Heninge. Da kom der nyt bud med besked til kongen om, at hertugen havde vist sig i Brunsvig. Da det var fastslået med fuld sikkerhed, lod han sine omgivelser tro, at han ikke vilde gå videre og vendte tilbage til Goslar, og alt hvad kongen før havde sat i værk blev omstødt og trukket tilbage.


Og hertugen befriede sig for fyrsternes indkredsning, dem som stræbte ham efter livet, og han fik hertugdømmet Sachsen og voksede dag for dag i magt og styrke. Men han kunde ikke få hertugdømmet Bayern tilbage i al den tid kong Konrad levede. Men denne døde ikke længe efter, og Frederik, hans brodersøn, fulgte efter ham på tronen[133]. Kong Konrad havde nemlig adskillige brødre, af hvilke de fremmeste var Henrik, hertug af Bayern, og Frederik, hertug af Schwaben, hvis søn af samme navn blev sat på tronen.


I året 1151 efter, at Ordet blev kød, herskede Frederik, den første konge af dette navn, og hans trone hævede sig over de kongers trone som havde været før ham i mange dage. Han udmærkede sig i klogskab og tapperhed frem for alle der boede i landet. Hans moder var vor hertugs faster.

Friedrich Barbarossa med sønner (welfenchronik) jvf [133]

73. Provst Thetmars Død

Omtrent på denne tid blev grev Hermann dræbt i fæstningen Winzeburg. Han var en mægtig mand og havde mange penge, og der blev strid mellem vor hertug og markgrev Albrecht om hans borge og ejendele. For at bilægge disse stridigheder indkaldte kongen[134] til en rigsdag i Merseburg, en by i Sachsen, og han befalede fyrsterne strengt at give møde. Han sendte også bud til de danske konger, der var i vildt oprør, og sagde at han vilde dømme imellem dem, med retfærdigheden som vejleder. Så kom Knud, om hvem det før er fortalt at han tre gange var fordrevet fra Danmark, til vor hertug og bad om han måtte få foretræde for rigsdagen med hans hjælp og under hans beskyttelse. Men ærkebiskoppen førte kong Svend frem. I sit følge havde han også, blandt mange kirkemænd og mange hæderlige mænd, den herre biskop Vicelin. Og denne mindeværdige rigsdag blev holdt i Merseburg, hvor danernes fyrster sluttede forbund og Svend blev kronet til konge, medens de øvrige blev undergivet ham og aflagde mands-éd.


Men den uenighed der var mellem hertugen og markgreven kunde ikke bilægges fordi de høje fyrster ringeagtede kongens bud, da han kun for nylig var blevet konge. Ærkebiskoppen vilde derfor overtale biskop Vicelin til at tage imod investituren af kongens hånd, ikke for kirkens skyld men med tanke på hertugens vrede. Men han samtykkede ikke heri, for han mente at dermed vilde hertugens uforsonlige vrede blusse op. Her i landet gælder nemlig kun hertugens myndighed.


Rigsdagen gik til ende, og biskop Vicelin vendte hjem til sit stift. Der fandt han at den overmåde hellige mand Thetmar var taget bort fra dette liv. Det voldte biskoppen stor sorg, thi denne meget blide mand, der var omsluttet af alles hengivenhed, syntes ikke at have haft sin lige i sin tid. For at tale i korthed om hans liv, så fik hans hellige moder før hans undfangelse en åbenbaring, og han blev givet til alterets tjeneste og sat under en god lærers vejledning, og som en fortræffelig discipel holdt han ud til han blev voksen. Han var discipel i Bremen, student i Frankrig, og bar lærergerningens åg med tålmodighed - som Jeremias siger, det er godt for en mand at han har båret åget siden sin ungdom[135].


Efter at han var vendt hjem fra Frankrig drog den herre Vicelin bort til Venden, og han blev overladt til sig selv. Folkene i Bremen fortæller om hvordan han bestyrede skolen og hvordan han røgtede sin gerning som dekan. Det er nok at sige herom at da han gik bort råbte Bremen højt at kirkens lys var taget bort.


Han blev flyttet til Faldera for at leve et bedre liv, og hans nærvær glædede den herre Vicelin meget. Men alle der boede i denne afkrog, så fuld af rædsel og stor ensomhed, fik nyt mod da de så en så stor gæst komme til dem.


Efter nogle år, da Gud havde set til at kirkens grænser blev udvidet, blev han sendt til Cuzalina, som også kaldes Högersdorp, og blev til stor trøst for den nye bebyggelses indbyggere. Thi han kom de fangne og udplyndrede til hjælp med så stor iver at den megen hjælp næsten var mere end huset formåede, for det var endnu kun lille. Når han læste eller bad, lyttede han altid opmærksomt om der var nogen ved døren der bankede på og bad om hjælp.


Grev Adolf ærede ham fordi han gik i rette med hans ugerninger og ikke skånede den skyldige; thi den hjertets hårdhed som han havde vist biskoppen forsøgte hin ærværdige præst at opbløde med et omslag, men den strenge sygdom modstod alle lægemidler. Men da han hørte det, gjorde han mange ting, idet han forstod at det var en retfærdig og hellig mand.


Da han havde opholdt sig i ti år i dette land blev han angrebet af en sygdom, medens biskoppen var fraværende og opholdt sig i Merseburg. Men da brødrene slog kreds omkring den syges seng og udtalte håb om at han måtte blive rask, afviste han dem og sagde, Kære brødre, I må ikke ønske mig en forlængelse af dette liv, I må ikke pine min ånd som er træt af pilgrimsfærden og stræber mod mit hjemland med den slags ord! Se, det er nu ti år siden at jeg bad om at mit liv måtte blive forlænget for at jeg kunde tjene i dette kald, og jeg blev bønhørt, nu er det tid at bede om at få fred - og jeg fortrøster mig til Guds vante omsorg, at jeg ikke må blive skuffet i dette håb. 

Helmold tegner et fint og bevægende billede af den hellige mand Thetmar på dødslejet, omgivet af sørgende venner. De havde gerne beholdt deres beundrede og opofrende ven nogen tid endnu, og de har vel gjort, hvad de kunne, bedt til Gud først og fremmest, men så måske også prøvet med de mere håndgribelige midler, som Gud havde givet menneskene til at lindre deres pine. Blomsten morgenfrue (billedet) kunne "uddrive alle smerter i brystet og trykken i hjertet" - det mente i hvert fald den danske læge Henrik Harpestreng, kong Erik Plovpennings livlæge, død 1241.

Smerterne i hans krop tog til, men skønt legemet svækkedes, var han stadig stærk i ånden. I ham fuldbyrdedes det ord af Salomon: "Kærlighed er stærk som døden, floder og vinde kan ej udslette den." I den døende levede kærlighede, som holdt sjælen stærk i den udmattede krop, den trøstede brødrene i deres sorg, gav dem råd i deres rådvildhed, opbyggede dem i deres færd, og indprægede i vennernes hjerter afskedens sidste uforglemmelige ord.


Men han glemte heller ikke sin inderligt elskede fader Vicelin, men bad indtrængende om, at hans vej måtte ledes af Herren, at han måtte gå frelsens vej gennem denne og udtalte mange gange et lykkeligt håb om at komme hjem til Guds rige.


Provsten ved kirken i Faldera, Eppo, og præsten Bruno kom nu til den syge i broderlig bekymring, og de gav ham den hellige salvings sakramente. Da han havde modtaget det i fromhed og havde væbnet sig med Herrens levendegørende legemes kraft, vedblev han i taksigelse. Og natten før pinsedag, den 17. maj, medens han vågede og bad, kaldte han på englene i sin bøn, og påkaldte alle de helliges hjælp, og da hans sjæl gik bort,  bevægede hans tunge sig endnu i bøn og lovprisning. O hvilken såre værdig præst, hvilken sjæl så inderligt kær for Gud! Jeg ville sige, at han havde levet lykkeligt, men at han var endnu lykkeligere i livets fuldendelse, han, der fortjente evig herlighed hos Gud efter sin korte møjes værk, og en hellig ihukommelse blandt menneskene. 

"Sange til den Hellige Maria" (Cantigas de Santa Maria). Fra Kong Alfonso den Tiendes regeringstid - han var konge i Spanien i anden halvdel af det trettende århundrede - er der bevaret en meget stor samling sange, i alt 427, med fællestitlen "Sange til den Hellige Maria". Sproget i sangene er galicisk, altså fra det Nord-Vestlige Spanien. Sangene anses af kendere for et højdepunkt i tidens lyrik og musik.

74. Om Den Sammes Begravelse

Broder Luthbert havde ofte forudsagt denne ærværdige præsts bortgang. Før han ombyttede sin gerning i denne verden med tjenesten for Gud, havde han sammen med den Guds tjener Thetmar haft omsorg for de fattige i hospitalet. - En gang han var på besøg i Faldera, bar han et mere end almindelig sørgmodigt åsyn til skue, vædet af tårer. Da man spurgte ham, om hvorfor han var så bedrøvet, svarede han, at han sørgede, fordi han snart skulle miste sin højt elskede faders nærhed. Han sagde også, at det var åbenbaret ham på guddommelig vis, ikke i en drøm, men da han var ganske vågen.


Ikke længe efter de varslende ord fulgte præstens hastige bortgang. Men de brødre, som den inderlige sorg over manden drev til gråd, fattede siden mod og håb og trøstede sig, idet de mindedes, hvad der engang var bebudet. Thi da det blev meldt i Faldera, at han var gået, bort sendte de straks bud om, at hans legeme skulde sendes til dem, det havde han selv bedt om, da han døde. Men det kunne de ærværdige brødre Theoderik, Ludolf, Luthbert og de andre, der boede der, ikke overtales til; de sagde alle, at de ville hellere dø end blive berøvet så stort et pant, som skulle være til ære og trøst for den nye kirke i Wagrien. Og fra Segeberg og de nærliggende byer strømmede de troende til, og det hellige legeme blev overgivet til jorden under højlydt jammer fra de fattige, der klagede over, at han var taget fra dem.


Må da Gud blive højt ophøjet blandt sine hellige, Han der gjorde denne til en præst der var Ham værdig, fuldendt ved en lykkelig kaldelse! Og til Jer fædre i staden Lybæk vil velsignelsen fra Herren strømme i overflod hvis I ærer en sådan mand på værdig vis og ophøjer ham frem for dem der rejste Jeres faldne kirke til nye højder.
 

75. Om Biskop Vicelins Svaghed

Efter den fremtrædende præst Thetmars bortgang vendte biskoppen tilbage fra rigsdagen i Merseburg med uforrettet sag, på grund af fyrsternes afvisning. Thi den herre ærkebiskoppen og hertugen, som havde den højeste magt i landet, kunne ikke udrette noget, der var Gud velbehageligt, fordi de andre var imod, opfyldte af had og misundelse. Og de to stredes med hinanden, om hvem hjorden hørte til, og hvem der havde ret til at indsætte biskopper, den ene ville ikke vige for den anden, og de vogtede nøje på hinanden. Men heller ikke grev Adolf, der dog var prøvet i mange ting, forstod sig på alle de biskoppelige sager.


Til disse onde ting kom en endnu større sorg for vor biskop, nemlig den herre Thetmars bortgang. Så længe han levede syntes alt mere tåleligt, når det var ham der tog sig af det. Han blev ramt af en nedtrykthed i sindet, der blev værre dag for dag, han søgte nogen der kunne trøste ham, men fandt ingen. Men da der var gået nogle dage,  efter at han var kommet hjem fra rigsdagen, kom han til Bosau, hvor han var begyndt på at bygge et hus og en kirke; skarerne samlede sig om ham, og han gav dem frelsens ord.


De omliggende byer havde i nogen tid været beboet af Kristus-dyrkere, der var opfyldt af stor frygt på grund af røvernes efterstræbelser. Thi borgen i Plön var endnu ikke bygget op igen. Præsten fejrede de hellige handlinger, og da han gav Gud det nyeste offer, lå han udstrakt i tilbedelse på jorden for Herrens alter, medens han bad Gud den almægtige om hans dyrkelse måtte blive udbredt, såvel på dette sted som i hele det udstrakte Venden.

Helmold skriver begivenhedshistorie. Han skriver om de dramatiske forandringer, der sker omkring ham, krig og vold og mord især. Kulturhistorie interesserer ham ikke. Det, der er i dag, er, som det var i går, og som det sandynligvis også vil være i morgen - det er ikke værd at skrive om. Det er der bare. Men hver- dagen og det daglige og det varige, det interesserer naturligvis os moderne mennesker særdeles meget, og for at forstå menneskene i Middelalderen og deres tænkemåde må vi så ofte gå til andre kilder end de skriftlige. Hvad menigmand tænkte ved vi ganske vist ikke, men vi ved lidt om de påvirkninger, han var udsat for. Vi ved lidt om, hvad han så og hørte, når han kom til gudstjenste. Kom han til en af tidens store, prægtigt udsmykkede kirker, har de vidundeligt skønne glasmalerier nok været blandt hans største oplevelser og præget ham mest. Dette glasmaleri er fra klosteret Wienhausen nær ved byen Celle i Nordtyskland og skønnes at være fra det 13. århundrede.

76. Om Markedet I Lybæk

En dag sagde hertugen til greven: "Det er kommet os for øre, at vor by Bardowiek mister mange borgere på grund af markedet i Lybæk, fordi alle købmænd flytter dertil. Og folkene i Lyneborg klager også over, at vores saltværk bukker under for det saltværk, I har åbnet i Oldesloe. Derfor beder vi Jer om at give os halvdelen af jeres by Lybæk, og halvdelen af Jeres saltværk, så kan vi bedre tåle tilbagegangen for vor by. Ellers vil vi forbyde al handel i Lybæk for fremtiden, for vi kan ikke bære at se arven fra vore forfædre gå til grunde for fremmede købmænds skyld.


Det ville greven ikke gå med til, for det var ikke rimeligt. Så befalede hertugen, at der for fremtiden ikke måtte holdes marked i Lybæk, og man måtte ikke købe eller sælge noget der, andet end mad. Og han bød at alle varer skulle bringes til Bardowik for at denne by kunne få fremgang.


På samme tid lod han også saltværket i Oldesloe lukke. Det skete alt sammen for at krænke vor greve, og for at forhindre wagriernes land i at blomstre op.







77. Om Biskop Evermod

Det synes heller ikke at skulle forbigås, at da Gud udvidede kirkens grænser, blev den herre Evermod, provst i Magdeborg, ordineret til biskop i Ratzeborg, og polabernes greve Henrik gav ham en ø at bo på, nær ved borgen. Desuden overlod han hertugen trehundrede bol, der skulle gives til bispebordet. Desuden overlod han tienderne i landet til biskoppen, heraf fik han dog kun halvdelen som beneficium, og han blev biskoppens mand, på nær tre hundrede gårde, som er biskoppens, med alle tilliggender, både afgrøder og tiender.

Den herre Ludolf, der var provst i Cuzalina, var med da dette skete, og han sagde til greven, medens vor greve Adolf var til stede, at ”Efter som greven af polabernes land er begyndt med at begunstige sin biskop, så bør vor greve ikke gøre sin biskops andel mindre. Han bør have mere, for han er en lærd mand, der kender til det, der er velbehageligt for Gud.”

Så fulgte vor greve polabernes greves eksempel og gav af sin formue trehundrede bol, der ved hertugens hånd blev overdraget til Oldenborgs bispebord. 






78. Vicelins Bortgang

Efter dette drog vor hertug til Italien med kongen, der rejste efter kejserkronen. I hans fravær blev Vicelin stadig mere syg, og så kom hans sidste dag. Han døde den 12. december i det kødblevne ords år 1154. Han sad på bispestolen i fem år og ni uger. Hans legeme blev begravet i kirken i Faldera i nærværelse af denne herre biskoppen af Ratzeburg, som forestod den højtidelige handling. Mindet om den gode fader lever såvel i Faldera som i Cuzalina, og husholderne fik besked om, hvor meget der skulle gives i almisser for hans sjæl hver enkelt dag.


Der var også i Cuzalina en præst ved navn Folkvard; han tjente ved bordet[136]. Han var kommet som den første til Faldera sammen med den herre Vicelin, og han var optaget af husets forretninger udadtil. Han forsømte nu at give de almisser, der var bestemt for den gode hyrdes sjæl, for han var mere sparsommelig, end han behøvede at være. Så viste den ærværdige biskop sig for en kvinde, der boede i landsbyen Segeberg, og klædt i sit biskoppelige skrud sagde han til hende: "Gå og sig til præsten Folkvar, at han har ikke handlet fromt mod mig, da han holdt det tilbage, som brødrene i deres godhed havde sat til side til min sjæls frelse."


Kvinden udbrød: "Herre, hvem har givet dig liv og mæle? Har det rygte ikke talt sandt,  at I i mange dage eller år var berøvet talens brug, og nu til sidst er død? Hvordan er dette sket?" - Han trøstede hende med en mild mine og sagde: "Jo, det er, som du siger, men nu har jeg fået det bedre. Sig altså til den præst, jeg talte om, at han skal komme hurtigt med det, han har holdt tilbage, og føj til, at han skal læse ni messer efter mig!" Og da han havde sagt det gik han bort.


Da det blev fortalt denne præst, drog han bort til Faldera for at få en nærmere forklaring. Da man spurgte ham ud, indrømmede han sin skyld, at han havde handlet imod, hvad den Guds mands havde sagt, og lovede at forbedre sig. Hvordan det så gik med de ni messer, der skulle læses for ham af præsten, det ved vi ikke bestemt, for der siges forskellige ting herom. Men det ord, der havde været skjult, blev nu åbenbaret, thi den samme præst levede kun ni uger efter biskoppen; det blev sagt, at det var de ni uger,  der var sat hen til disse tjenester.

I Middelalderen forsøgte man sig også med kirurgiske indgreb, med at skære i mennesker. Under usigelige smerter for patienten, for man kunde jo ikke bedøve ham, kun lindre smerterne en smule ved at drikke ham tordnende fuld. Man vidste ikke, hvordan menneskekroppen var indrettet (obduktion var strengt forbudt af kirken), man vidste intet om hygiejne, man vidste simpelthen ingenting, og det kirurgiske indgreb har været et sidste desperat forsøg, der sandsynligvis kun har gjort ondt værre På billedet forsøger en mand sig med at skære i en anden mands øje. Det farverige billede er hentet i et manuskript, der opbevares i The Bodleian Library i Oxford i England.

79. Hvorledes Vicelin Gav en Blind Kvinde Lyset

Men fromhed tilsiger også at minde om følgende. Den meget fremtrædende mand Eppo, biskoppens nære fortrolige og ven, sørgede og var utrøstelig, fordi hans fader var død. Da det havde stået på i mange dage, viste den oftnævnte biskop sig i drømme for en kysk og enkel jomfru og sagde: "Sig til vor broder Eppo, at han skal holde op med at græde, for jeg har det godt, og jeg føler med ham i hans sorg. Se, jeg bærer hans tårer på mit tøj!"  -  Og da han havde sagt det, viste han hende sin dragt, der var helt hvid og gennemvædet af tårer.


Og hvad skal jeg sige om den mand, som vi alle sammen kender, men hvis navn jeg ikke må nævne? Sådan må det nemlig være, for han lever endnu og bor i Faldera og vil gerne leve ubemærket. Da der endnu ikke var gået tredive dage, efter at biskoppen var død, fik han et syn, og han hørte ham sige, at han havde fået fred sammen med hin såre berømte Bernard af Clairvaux. Da sagde han til ham: "Gid du var i hvilen!" - Og den anden svarede: "Jeg er i Guds nåde, og I troede vel, at jeg var død, men jeg lever, og har levet hele tiden."


Kærkommen og ikke byrdefuld vil for den fromme læser være den beskrivelse, som mange kan bekræfte til Guds pris og til berømmelse for vor biskop. Der var i Faldera sogn i en landsby, Horgene, en kone ved navn Adelborg, vel kendt af biskoppen for hendes enkle levevis. Efter at hun havde mistet synet, kom den ærværdige fader ofte til hende og trøstede hende og opfordrede hende til med tålmodighed at tåle den fædrene tugtelses stok og ikke give op i trængslerne, og han forsikrede hende, at hendes øjne var gemt i himlen. Til ham sagde hun: "Hvad hjælper det mig, som lever i mørket og ikke ser lyset? Jeg beder dig, min herre, sig mig, hvad er din trøst, når du siger til mig,  at mine øjne er i himlen? Jeg lider stadigvæk i denne ulykke, og min indgroede blindhed varer ved." - "Du skal ikke tvivle på vor Guds nåde", sagde han. Og straks rakte han hånden frem og gjorde korsets hellige tegn på hendes øjne og gav hende velsignelsen.


Da kvinden vågende om morgenen, mærkede hun at blindhedens mærke var svundet sammen med nattens skygger, som følge af Guds værk. Hun rejste sig fra sit leje og gik rank frem over jorden og brød ud i glædesråb og ville ikke have nogen ledsager, men rettede selv sine skridt mod kirken, hvor hun frembød et smukt billede af lysets komme for alle hun kendte og alle hendes venner. Siden gjorte hun med egne hænder et tæppe til at lægge på præstens grav, til vidnesbyrd og minde om, at hun havde fået sit syn igen.





80. Om Gerold, Biskop af Oldenborg

Efter biskop Vicelins død gjorte brødrene i Faldera sig fri af deres afhængighed af bispedømmet Oldenborg; de var kede af det arbejde, der fulgte med. De valgte sig en ny provst, den herre Eppo, en hellig mand[137].


Nu var valget af biskop forbeholdt den herre hertugen. Der var på den tid en præst ved navn Gerold, født i Schwaben af ikke ubetydelige forældre, kapellan hos hertugen, og så bevandret i theologi, at der ikke var hans lige i Sachsen. Han var lille af vækst, men stor i ånden, skolemester i Brunsvig og kannik i samme by, og fyrstens fortrolige på grund af sit afholdende liv. På grund af hans hjertes renhed, som Gud kendte, blev han bevaret såre kysk til legemet.


Han agtede at tage munkekutten på det sted der hedder Riddagshausen, hvor abbed Konrad rådede, som han var forbundet med ved broderblod og i kærlighed. Han blev dog ved hertugens hof, men mere med legemet end i ånden. Men da rygtet gik, at Vicelin var død, talte den frue hertuginden til præsten Gerold og sagde: "Hvis det er din mening at tjene Gud i fattigdom, så få dig et nyttigt og gavnligt arbejde - rejs til Venden og tag biskop Vicelins gerning op! Når du gør det, vil det gavne både dig selv og andre, for hvis en god ting bliver delt med andre bliver den endnu bedre."


Så lod fruen provst Ludolf hente i Cuzalina, og hun gav præsten i hans varetægt og sendte dem begge til wagriernes land, for at han kunne blive valgt til biskop; og præsterne og folket sluttede sig til fyrsten i et enigt valg.


Dengang var biskoppen ikke til stede, han, der skulle indvie den udvalgte. Han havde fra først af været ilde set af hertugen, der nu endnu mere satte hælen på ham, da han drog på hærfærd til Italien, og han lod de biskoppelige fæstninger Stade, Verden, Horeborg og Friborg befæste imod ham.


I de dage enedes fyrsterne fra det østlige Sachsen og nogle fra Bayern om at mødes til samtale. Man sagde, at det var for at lægge råd op om en sammensværgelse. Ærke- biskoppen blev tilkaldt, og han mødte dem i Böhmerskoven. Da han siden hastede hjem, forbød hertugens mænd ham at komme ind i hans stift. Udelukket derfra tilbragte han næsten et år i det østlige Sachsen. Vores udvalgte biskop rejste efter ham til Sachsen og søgte og fandt ham i Merseburg, hvor han var i færd med at give Oldenborg stift til en anden. Det var en provst på de kanter, som havde gjort ham nogle tjenester, og som han ville belønne med den ære. Men da han hørte om den herre Gerolds ankomst, blev han ophidset og påstod, at hans valg var ugyldigt; en umoden kirke, der endnu ikke havde besat alle stillinger, der hørte til, kunne ikke hverken vælge eller indstille nogen uden hans tilladelse. Men vore folk mente, at valget stod fast, og fyrstens udvælgelse og præsternes enige samtykke og mandens egnethed gjorte udslaget. Så sagde ærkebiskoppen: "Her er ikke tiden eller stedet til en forklaring; kapitlet i Bremen vil træffe en beslutning, når jeg kommer tilbage."


Da den udvalgte biskop så, at ærkebiskoppen stod ham imod, sendte han provst Ludolf og dem, der var kommet med ham til Wagrien, og selv drog han til Schwaben for at gøre rede for sin stilling gennem en udsending. Hertugen befalede, at han skulle vende tilbage til Lombardiet så hurtig som muligt for at rejse videre med ham til Rom. Han adlød disse ordrer og forlod Schwaben; men han blev overfaldet af røvere og mistede sin rejseudrustning og blev såret med et sværd i panden. Men han lod sig ikke standse, men fortsatte sin rejse, brændende i ånden, og kom til Tortona[138], hvor der var et kongeligt slot. Der blev han velvillig modtaget af hertugen og hans venner. Så lagde alle fyrsterne sig omkring Tortona, og byen var belejret i mange dage. Til sidst blev den indtaget, og dens mure revet ned og jævnet med jorden. Da hæren drog derfra, lod hertugen biskoppen ledsage ham til Italien, for at han kunde præsentere ham for den herre paven.


Romerne sendte så udsendinge til kongen i lejren for at fortælle ham, at byens råd og alle dens borgere var rede til at modtage ham i triumf og give ham en modtagelse som en kejser. Da han spurgte hvordan han skulde træde frem sagde de, En konge der kommer til Rom med en kejsers værdighed bør også vise sig som en kejser - det vil sig i en vogn af guld, selv klædt i purpur, og foran vognen skal man drive de tyranner de blev undertvunget i krigen, foruden alle de vundne rigdomme. Desuden bør han hædre byen, som er verdens hoved og rigets moder, og give senatet hvad der er bestemt ved edikter, nemlig femten tusind pund sølv, for at han derved kan vinde senatorerne for sig, og for at de skal vedtage at give ham en triumf, med al ære; og den som fyrsterne har valgt som konge vil senatet med sin myndighed hylde som kejser.


Da smilede kongen og sagde: "Det er et kært løfte, men dyrt købt! Det er meget I forlanger af vort ringe skatkammer, I romerske mænd. I skulle hellere tænke på at overøse os med hæder end at belæsse os med byrder. Det var bedre for Jer at vinde vort venskab end at bruge våben imod os." Men de hævdede hårdnakket, at byens forordninger måtte ikke sættes ud af kraft, men senatet skulle følge gammel skik, ellers vilde byen lukke sine porte for ham, når han kom.

Pietro Cavallini: Mariæ Bebudelse. Mosaik fra 1291. Santa Maria in Trastevere, Rom.

81. Frederik Krones til Kejser

Da Kongen havde hørte det, sendte han bud til paven gennem sine mest betroede og fremtrædende mænd, for at bede ham komme til lejren og tage del i rådslagningerne. Romerne havde nemlig krænket paven på mange måder. Og da han kom til lejren, løb kongen ham i møde, og da han steg af hesten holdt han stigbøjlen og førte ham ved hånden ind i teltet.


Men da der blev tavshed, talte den herre biskoppen af Bamberg på kongens og fyrsternes vegne og sagde: "Apostolske sjælehyrde ­ således som vi længe har længtes efter din helligheds nærvær, således byder vi dig nu velkommen med glæde, idet vi takker Gud, alle gode gavers giver, som har ført og ledet os til dette sted og kastet glans over dine egne ved dit besøg. Vi vil derfor, at du skal vide, ærværdige fader, at denne kirkeforsamling, der er kommet hertil fra jordens fjerneste egne for at mødes med Din Salighed, og for til den kejserlige værdigheds tinde at ophøje en mand, der er fremragende i kraft af sin ædle byrd, lærd og viis, sejrsæl og mægtig også i det, der hører Gud til, en iagttager af den sunde tro, en fredens og sandhedens elsker, en dyrker af den sande kirke, frem for alt den sande romerske kirke, som han favner som en moder, og som ikke forsømmer at ære Gud og apostlenes fyrste, som traditionen byder. Den ydmyghed han nu har vist, bekræfter jo dette. Thi da han så, at du kom, trådte han uforfærdet og hengiven i dine hellige spor og gjorte, hvad der var ret. Så står tilbage, herre og fader, at du også gør det for ham, som du kan, nemlig at det, som fattes ham i den kejserlige værdigheds fylde, må gives ham ved din hånd."


Hertil svarede paven: "Det er kun tomme ord du kommer med, broder. Du siger, at din fyrste har vist ærbødighed, sådan som det sømmer sig at ære Sankt Peder. Men det ser mere ud, som om han ikke har vist Sankt Peder ære. For da han skulle holde den højre stigbøjle, holdt han den venstre."  

Kong Roger II af Sicilien (regerede 1112-1154) lå i strid med pavestolen. 
Billedet er fra 'Liber ad honorem Augusti' af Petrus de Ebulo, 1196. 

Da det blev fortalt kongen gennem en oversætter, sagde han ydmygt: "Sig ham, at det var ikke af mangel på ærbødighed, med af mangel på viden. Jeg har ikke gjort meget for at lære, hvordan man holder stigbøjler. Han er den første, så vidt jeg husker, jeg har vist den ære."


Paven svarede ham, at hvis han ikke kunne klare noget, der var så let, på grund af uvidenhed, hvordan tror I da, at han skulle magte de største ting?


Så blev kongen noget krænket og sagde: "Vil du da fortælle mig, om denne skik er opstået ud af velvilje eller som en pligt? Hvis den er opstået ud af velvilje, så har paven ingen grund til at besvære sig, hvis tjenesten har været mangelfuld, for det skyldtes en tilfældighed, ikke noget der har med retten at gøre. Men hvis du siger, at dette tegn på ærbødighed helt fra begyndelsen er noget man er skyldig at vise apostlenes fyrste, hvad forskel gør det så, om det er højre eller venstre stigbøjle, når blot ydmygheden er til stede, og fyrsten bøjer sig for pavens fødder? - Der blev talt længe og skarpt om dette, og til sidst gik de fra hinanden uden at give fredskys.


De, der syntes at være rigets støtter, frygtede nu for, at deres anstrengelser skulle være forgæves, og med megen overtalelse fik de kongen til at kalde paven tilbage til lejren. Da han kom, modtog kongen ham med fulde æresbevisninger. Alle var glade og frydede sig over mødet, og den herre paven sagde.: "Endnu står en ting tilbage, som Jeres fyrste bør gøre. Lad ham bringe Apulia tilbage i Sankt Peders varetægt, det land som sicilianeren Vilhelm ejer og har taget med magt. Når det er sket, kan han komme til os og blive kronet." - Fyrsterne svarede og sagde: "Vi har nu været længe i lejren og vi har ingen midler, og så siger du, at vi skal give dig Apulia og siden komme tilbage til kroningen? Det er hårdt sagt, og det overstiger vore kræfter. Lad hellere kroningen ske først, så at vejen tilbage til vort fædreland ligger åben, og lad os hvile os nogen tid efter anstrengelserne. Siden vil vi vende tilbage og gøre det færdigt der står tilbage."


Ved Guds styrelse, Han der bøjer dem, der holder verden oppe, gav paven efter og gik ind på fyrsternes krav. Og da de var nået til enighed, satte de sig sammen for at slå råd op om, hvordan indtoget i byen skulle være, og for at tage forholdsregler mod romernes efterstræbelser.

Vikingerne og deres efterkommere, normannerne, kom langt omkring. De satte sig også fast som herskere på Sicilien, og gjorde Palermo til deres hovedstad der. Og fra Sicilien fortsatte de til fastlands-Italien. Helmold fortæller om hvordan en pave stiller den betingelse for at krone Frederik Barbarossa til kejser, at han først driver normannerne ud af de områder, de har erobret fra paven. - Nogle bygninger fra normannernes tid står endnu, blandt andet denne fra Monreale, der viser spor af arabisk indflydelse.

Videre til     del 1   del 2   del 3   del 4   del 5                     del 7    del 8

Fodnoter
[123] Hartwig var ærkebiskop af Hamborg-Bremen fra 1148 og til sin død i 1168. Han stod i et stærkt modsætningsforhold til hertug Henrik Løve, men led nederlag og kunde ikke gennemføre det kanoniske krav om at kirken alene havde ret til at indsætte biskopper, den såkaldte investitur.

[124] Ekward var biskop omkring år 970.

[125] Wago var biskop fra 973 til 983.

[126] Esiko var biskop i slutningen af 980erne

[127] Reinert (anden navneform Reginbert) var biskop fra ca. 992 til ca. 1014.

[128] Benno (anden navneform Bernhard) var biskop fra ca. 1014 til sin død den 13. august 1023. Om hans sidste tid og hans død, se kapitel .

[129] Meiner (Meinher) var biskop omkring år 1030.

[130] Adalbert var ærkebiskop af Hamborg-Bremen fra 1043 til sin død den 16. marts 1072. Han var en ærgerrig magtpolitiker der spillede en betydelig rolle i det tyske riges indre politik

[131] Ærkebiskop Hartwig viede Vicelin til biskop den 25. september 1149. På det tidspunkt havde Vicelin boet i Holsten i henved 23 år.

[132] Clementia var gift med Henrik Løve fra ca. 1148 og indtil 1162, da Henrik lod sig skille fra hende for at indgå et nyt og politisk mere fordelagtigt ægteskab - med den engelske konges datter.

[133] Den senere kejser Frederik den Første, kaldet Barbarossa.

[134] Frederik, senere kendt som Frederik Barbarossa. Han var netop valgt til tysk konge i marts 1152.

[135] Bibel-citatet er fra Klagesangene, kapitel 3, vers 27

[136] Han kaldes minister mensae, bordets tjener, hvad der måske snarere betyder at han havde ansvaret for husets økonomi.

[137] Eppo er nævnt i kapitel 39.

[138] Tortona, by i Lombardiet, nær ved Milano.

[139] Frederik blev kronet til kejser den 18. juni 1155.