Venderkrøniken        (del 7)

Digteren fra Kürenberg

83. Enighed Mellem Biskopperne Hartwig og Gerold

Herefter fik vor biskop[140] sin frihed af hertugen, og han trak sig tilbage til Schwa- ben, hvor han blev modtaget af sine venner med ærbødighed. Og efter nogle dage vendte han hjem til Sachsen.


Siden satte han over Elbe og kom til Wagrien for at tage det arbejde op, som han var sat til at gøre. Men da han kom til sit bispedømme, fandt han at der ikke var sørget for indkomster, der kunde holde ham i live i bare en måned. Huset i Faldera havde efter biskop Vicelins død, salig ihukommelse, givet sig ind under Hamborg-kirken, for at få bedre forhold og mere ro. Men provst Ludolf og brødrene i Högersdorf mente, at de gjorde nok, når de bare gav biskoppen husly, når han kom og gik. Kun huset i Bosau gav til biskoppens underhold, selv om det ellers stod tomt og jorden ikke blev dyrket.


Da biskoppen havde været på besøg og havde talt med kirkens sønner tog han tilbage til Elbe for at tale med ærkebiskoppen, ved byen Stade. Men ærkebiskoppen holdt sig fornemt tilbage og trak tiden for mødet ud, så det var svært at få foretræde. Så sagde vor biskop til abbeden i Riddagshausen og de andre, som var kommet: "Hvorfor sidder vi her, Brødre? Lad os gå hen og se manden i ansigtet!" - Og uden at skælve gik han til fyrsten[141] og fik et kys til hilsen, men ikke et ord, og vor biskop sagde: "Hvorfor taler I ikke til mig? Hvad ondt har jeg da gjort, siden jeg ikke fortjener en hilsen? Hvis I vil, så lad os vælge nogle dommere som kan dømme imellem os! Jeg kom, som I ved, til Merseborg og bad om en velsignelse, og I nægtede mig den. Nøden drev mig til Rom for at få af det Apostolske Sæde, hvad I ikke vilde give mig, så jeg har en mere retfærdig grund til vrede, fordi I lagde rejsens byrdefulde nødvendighed på mig." - Men ærkebiskoppen sagde til ham: "Hvad var det for en tvingende grund, der drev Jer til Rom, og til at lide besvær på vejen og koste så meget på det? Rejste I til fjernere egne for at unddrage vor kirke retten til at indsætte Jer?" - "Nej, men I har nægtet os vor ret," sagde vor biskop, "som om I ville svække vor sag! Men Guds er æren, Han som har fuldkommengjort os i sin tjeneste, i en møjsommelig men frydefuld efterfølgelse."


Så sagde ærkebiskoppen: "Det apostolske sæde har, af egen magtfuldkommenhed, som vi ikke vil stå imod, udnævnt Jer, selv om det med rette tilkom os. Men der er et bodemiddel herfor, nemlig at vi skriftlig fastsætter, at der i denne sag ikke skal gå noget fra vor myndighed over Jer."


Vor biskop svarede: "Jeg ved nok, og vil ikke benægte, at det er, som I siger, og jeg er kommen for at vise mig værdig i Jeres øjne, og for at uenigheden mellem os må blive bilagt, og for at det, der hører freden til må finde sin plads. Jeg tror også, at det er retfærdigt, at I sørger for det, der er underlagt os, og at I ser til, at vi har noget at leve af. Dem, der arbejder, skylder man jo underhold. Da han havde sagt det, sluttede de venskab og lovede hinanden gensidig hjælp, når det behøvedes.


Vor biskop Gerold drog så af sted og kom til Bremen for at møde hertugen. Denne var blevet krænket af friserne, dem, der kaldes rustrer, og var kommen til Bremen den første november[142] og lod så alle, der kom på torvet, gribe; og alt hvad de havde,  blev taget fra dem. Og da hertugen spurgte vor biskop om, hvordan han var blevet modtaget af ærkebiskoppen, talte han kun godt om ham og prøvede på at mildne hans vrede. De indgroede uvenskaber, som så længe havde været imellem dem, vandt på den tid ny styrke, fordi ærkebiskoppen ikke ville være med til hærfærden og havde brudt sit løfte og stod som majestætsforbryder. Derfor, da kejserens udsending kom til Bremen, lagde han beslag på alle de biskoppelige gårde; og alt, hvad han fandt, inddrog han til kongens kasse, og med rette. Det samme skete med Odelrik, biskoppen af Halberstad. Vor biskop mødtes med hertugen af Brunsvig, da denne vendte hjem, og fejrede festen for Herrens fødsel sammen med ham.


Da det var sket vendte biskoppen tilbage til Wagrien; han havde sin broder, abbeden af Riddagshausen, med sig, og drog til Oldenborg for at fejre Hellig Tre Kongers dag i domkirken. Men byen var ganske forladt, uden mure, og uden indbyggere, der var ikke andet end et lille kapel, som Vicelin, hellig ihukommelse, havde rejst på det sted. Der holdt vi gudstjeneste i den bitreste kulde blandt høje snedriver. Der var ingen vendiske tilhørere uden Pribislaw og nogle få andre.


Da gudstjenesten var endt, bad Pribislaw, om vi vilde komme hjem til ham; det var i en fjerntliggende by. Og han tog imod os med stor hjertelighed og gav en prægtig middag til ære for os. Tyve retter hobede sig op på bordet foran os. Der lærte jeg af erfaring, hvad jeg før kun havde hørt om, at intet folkeslag overgår venderne i gæstfrihed, alle som en er ivrige efter at indbyde gæster, og ingen behøver at bede om husly. Alt hvad de skaffer sig, ved landbrug, fiskeri eller jagt, gemmer de for at kunde være gavmilde med det, og jo mere ødsel jo mere tapper, sådan praler de selv. For at leve op til det drives mange til tyveri eller ran. Disse laster tilgives gerne iblandt dem, de undskyldes med, at det gør det lettere at vise gæstfrihed.


Efter vendernes love er det tilladt, at det, som en har stjålet om natten, det må han give sine gæster dagen efter; men hvis nogen, hvad meget sjældent sker, bliver grebet i at have unddraget sig et sådant værtskab, er det tilladt at nedbrænde hans hus og hans ejendele, og det sker med alles samtykke. De siger at den mand er uden ære, en ringe mand der bør hånes af alle, han der ikke skammede sig over at nægte nogen brød.

Fra et håndskrift, der stammer fra det berømte kloster Monte Cassino, kommer denne overdådige "illuminatio", dateret til år 1153, altså helt samtidig med Helmold.

84. Pribislaws Omvendelse

Vi blev hos Fyrsten den nat, og den næste dag og den følgende nat. Derpå drog vi til det fjernere Venden for at gæste en stormand ved navn Thessemar, der havde indbudt os. På vejen kom vi til en skov - den eneste dér i landet, der ellers ligger hen som en åben slette. Dér så vi blandt andre gamle træer nogle hellige ege, som var indviet til landets gud Prove. Rundt om var der en forgård og en indhegning, bygget fint af træ, og to porte. Thi foruden deres husguder og andre afguder, som de har mange af i byerne, havde de her en helligdom for hele landet, og en præst; og forskellige forretninger fandt sted og forskellige slags ofringer.


Hver mandag plejede folket i det land at samles med Fyrsten og præsten for at afsige domme. Ingen må komme derind uden præsten og de, der vil bringe ofre, eller som er i dødelig fare - for man nægter ingen at søge tilflugt. Venderne viser nemlig deres helligdomme så stor ærbødighed, at de ikke tillader templets jord at blive besudlet med blod, selv ikke deres fjenders blod. Og de aflægger nødig ed - thi blandt Venderne er det at aflægge ed næsten det samme som at begå mén-ed, i den grad frygter de gudernes vrede.


Hos Venderne sker tilbedelsen af afguderne på forskellige måder, de har ikke de samme overtroiske skikke. Nogle opstiller statuer af deres guder i templerne - sådan er det i Plyne, hvor guden hedder Podaga. Andre bor i skove eller lunde, som Prove, guden i Oldenborg, som der ikke er egentlige billeder af. De laver figurer med mange hoveder, to eller tre eller endnu flere. Blandt de mange guder, der råder for markerne og skovene, eller for tungsind eller glæde, nægter de ikke, at der er én, der er over alle andre - men han råder kun for det himmelske og overlader resten til de andre, der er kommet af hans blod. Og den enkelte gud agtes så meget mere, som han er nærmere denne gudernes gud.


Men da vi kom til denne lund, dette vanhelligelsens sted, opfordrede biskoppen os til at gå frejdig frem og ødelægge det hellige område. Han sprang selv ned af hesten, og med sin økse huggede han løs på portenes herlige udsmykninger, og vi gik alle ind i forgården og samlede alt træværket omkring gården og de hellige træer og lavede et bål og satte ild til, dog ikke uden frygt for at larmen kunde hidkalde de omkring- boende,  der måske vilde komme og overfalde os. Men vi blev beskyttet af Gud.


Herefter gik vi til vort herberg, og Tessemar tog overdådigt imod os. Men Vendernes skåler smagte os ikke, for vi så de lænker og forskellige pineredskaber, som de brugte til de Kristus-dyrkere, de havde hentet i Danmark. Vi så disse Herrens præster, hvor udtærede de var af det lange fangenskab, og biskoppen kunde ikke mildne deres lidelser, hverken med magt eller bønner.


Næste søndag samledes hele folket på torvet i Lybæk, og biskoppen kom og talte til dem og sagde, at de skulde lade afguderne fare og dyrke den ene Gud, som er i himlene, og tage imod dåbens nåde, og tage afstand fra deres onde gerninger og røverier og drabene på de kristne. Og da han havde endt sin tale til folket, sagde Pribislaw, med tilslutning fra de øvrige: "Ærværdige biskop, dine råd er sikkert Guds ord, og de tjener nok til vort bedste. Men hvordan skal vi komme ind på denne vej, når vi er viklet ind i så meget ondt? For at du kan forstå, hvad vi lider, må du høre tålmodig på, hvad jeg siger. For det folk du ser her er dit folk, og det er kun ret, at vi fortæller dig om vore trængsler, og du har pligt til at forstå os. Jeres fyrster farer så hårdt frem imod os at døden er os kærere end livet, på grund af de skatter, de lægger på os, og den hårde trældom de holder os i. Se, i år har vi, der bor i denne afkrog, betalt tusinde mark til hertugen, og hundrede mark til greven, og enden er ikke endda, men hver dag presser man os, og vi undertrykkes, til vi næsten er udslettet. Hvordan skal vi tage imod denne nye tro og bygge kirker og tage imod dåben, når vi hver dag bare ønsker at komme væk - hvis der ellers var et sted vi kunne flygte hen? Men på den anden side af Trave er elendigheden lige så stor, og rejser vi til Peene er det det samme. Hvad står da tilbage, andet end at forlade vort land og sejle ud på det dybe og leve dér, ude i de virvlende strømme? Og hvordan kan det være vores skyld, når vi drives bort fra fædrelandet og pløjer havet og må skaffe os føden enten fra Danerne eller fra de købmand, der sejler på søen? Mon ikke grunden er den uret, som driver os af sted?"


Hertil svarede biskoppen: "Det er ikke så sært, at vore fyrster hidtil har udnyttet Jer. De mener jo, at de gør ikke nogen uret, når de krænker afguderne og dem, der er uden Gud. Nej, gå til den kristne gudstjeneste og giv Jer ind under jeres Skaber! De der bærer verden på deres skuldre bøjer sig jo også for Ham. Lever Sachserne og de øvrige folk, der kalder sig kristne ikke i fred og ro, tilfredse med deres eget? Men I er de eneste, der må tåle alle slags udplyndringer, og det er fordi I har en anden tro end de andre." - Pribislaw sagde: "Hvis den herre hertugen og du ønsker, at vi antager denne tro, og at greven gør det sammen med os, så lad os få Sachsernes ret på vore jorder og i vore indtægter, så vil vi gerne være kristne og bygge kirker og give tiende!"


Siden drog biskop Gerold af sted for at mødes med hertugen på et tingmøde, der var indkaldt til Artlenborg; og Vendernes fyrster kom også, da tinget skulde holdes. Så talte hertugen på biskoppens opfordring til Venderne om kristendommen. Men Niklot, der var Vendernes fyrste, sagde til ham, Lad gud, som er i himmelen, være din gud, så kan du være vores gud, det er nok for os. Du kan dyrke ham, så skal vi nok dyrke dig. - Hertugen bebrejdede ham denne gudsbespottelse, men man gjorde ellers ikke noget for bispedømmets og kirkens fremgang på denne tid, for vor hertug, der for nylig var kommet hjem fra Italien, var helt optaget af at samle penge ind, for hans forråds- kammer var øde og tomt. Men biskoppen fulgte efter hertugen, da han drog fra Brunsvig og blev hos ham i mange dage. Og han sagde til hertugen: "Se, nu har jeg været ved dit hof et helt år og har ligget dig til byrde - men når jeg rejser til Wagrien,  har jeg ikke noget at spise. Hvorfor har du lagt denne byrde og denne gerning på mig? Det gik mig bedre før end det går mig nu." - Det fik hertugen til at kalde på grev Adolf, og han aftalte med ham, at der skulde gives trehundrede bol til biskoppens underhold. Og greven anviste biskoppen Uthine og Gamle og deres tilliggender. Og ud over det gods der kaldes Bosau lagde han to byer til, Gothesvelde og Voibize. Og i Oldenborg gav han ham et gods, der lå bekvemt nær ved torvet, og greven sagde: "Lad nu den herre biskoppen drage til Wagrien og hente mænd, der kan vurdere disse godser. Hvis der skulde mangle noget i, at der er trehundrede bol, så vil jeg lægge det til, der mangler. Men hvis der er for meget, skal det overskydende være mit. - Og biskoppen kom og så, hvad han ejede og udspurgte bønderne og forstod, at hans godser talte knap hundrede bol.


Af den grund lod greven jorden opmåle med et kort reb som vore folk ikke kendte til. Desuden opmålte han moser og lunde og mange marker. Da hertugen fik det at vide,  tilkendte han biskoppen et mål efter landets skik, men bestemte, at moserne og de store skove ikke skulde måles. Det kostede meget arbejde at skaffe dette til veje, og det er ikke færdigt endnu, hverken ved hertugens eller ved biskoppens foranstaltning, indtil denne dag.


Det jeg her har sagt var, hvad biskop Gerold klagede til fyrsterne over daglig, hvad enten det var belejligt eller ubelejligt, for at han dog kunde få en smule biskoppelig myndighed i Wagrien. Og han byggede byen og borgen Uthine og indrettede sit hjem der, for der var ikke et præstefælleskab i bispedømmet Oldenborg andet end det i Cuzalina, som med et andet ord hedder Högersdorp, og med hertugens godkendelse lod han sine mænd flytte til Segeberg, til det sted, hvor huset først var grundlagt, for at der kunde være flere præster til tjeneste ved højtiderne, når det krævedes at biskoppen var ude blandt folket. Selv om provst Ludolf og brødrene fandt det ubekvemt, fordi der var så uroligt ved torvet, bøjede de sig dog for de ældstes råd, som det ikke gik an at modsætte sig, og biskoppen lod bygge et hus der.


Derfra drog han til ærkebiskoppen, som skyldte ham mange tjenester, idet han håbede,  at denne vilde overlade klosteret i Faldera til ham, for man vidste jo, at hans forgængere havde grundlagt og ejet det. Men ærkebiskoppen tænkte mere på sin egen kirke og holdt ham hen med tomme løfter og vandt tid på den måde. Han befalede dog  den højærværdige mand provst Eppo, at han ikke skulde undslå sig for ophjælpe den nye kirke, men komme biskoppen til hjælp, både når det gjaldt at stille mænd til rådighed og når det gjaldt at hjælpe på anden vis.


Derfor lod vor biskop præsten Bruno hente i Faldera - han havde forladt Vendernes land efter Vicelins død - og overflyttede ham til Oldenborg for at han kunde sørge for folkets frelse. Han blev kaldet til denne gerning ved en guddommelig indskydelse, thi han så i et natligt syn den hellige olie i sine hænder, og hvordan der ud af denne ringe begyndelse kom en spire fuld af kraft, som blev stærk og voksede op til et træ. Og det gik som han havde tænkt, thi så snart han kom til Oldenborg, gik han i gang med sin gerning for Gud, med stor ildhu, og han kaldte Venderne til den nyskabende nåde, lod de hedenske offerlunde nedbryde og standsede den gudsbespottelige kult. Og fordi byen og borgen lå øde hen, skønt der engang havde været en domkirke, og biskoppen havde boet der, fik han af greven lov til at gøre den til en Sachsisk bygd, og det blev til stor nytte for præsten, at han kendte folkets sprog og skikke. Og den nye kirke fik en ikke ringe støtte i øvrigt, thi efterhånden som der blev bygget en smuk kirke i Oldenborg blev den rigt udstyret med bøger og mærker og andet, der var brug for. Og gudstjenesten fornyedes midt i dette vrange og forvildede folk, i det halvfemsinds- tyvende år efter den tidligere kirkes undergang, som indtraf da den fromme fyrst Gotskalk blev dræbt[143]. Og biskop Gerold indviede kirken til den hellige Johannes den Døber; og den ædelbårne grev Adolf og fru Mathilde, hans fromme hustru, stod hos og viste al from ærbødighed. Og greven befalede venderne at komme med deres døde, for at de kunne blive begravet i kirkens forgård, og de skulde komme til højtiderne og høre Guds Ord.


Den Guds præst tjente dem, som han skulle, og som det var ham befalet, og han fik sine prædikener skrevet ned på vendernes sprog, så han kunde læse dem op for folket,  hvis det blev nødvendigt. Og han forbød venderne for fremtiden at sværge ved træer og kilder og sten, og dem der blev beskyldt for det, bragte de til præsten, for at de kunne bliver prøvet med jern eller plovskær.


I de dage korsfæstede venderne en daner. Da præsten Bruno havde meldt det til greven,  kaldte han dem til orden og straffede dem med en bøde; og folket afskaffede også af sig selv denne straf.






85. Om Knuds Død

Danerne er nemlig altid plaget af hjemlige krige, men de har ikke kraft til at føre krige udenlands. Thi Svend, danernes konge, styrkede vel sin stilling i riget ved sine heldige sejre og kejserens myndighed, men han plagede sit folk på det grusomste, og derfor hævnede Gud sig på ham ved at give hans liv en ulykkelig ende. Thi da Knud, hans rival, mærkede hvordan folket knurrede mod Svend, sendte han bud efter og kaldt på Valdemar, som var Svends fætter og hjælper, og forbandt sig med ham, idet han gav ham sin søster i ægteskab. Og da han fik sikkerhed for at denne vilde hjælpe ham fornyede han sine onde anslag mod Svend.


Da derfor Svend opholdt sig på Sjælland kom, uventet, Knud og Valdemar med en hær for at kæmpe mod ham. Han var nu forladt af alle på grund af sin grusomhed. Derfor havde han ingen styrker at sætte ind i kampen, så han flygtede med sin kone og sin familie ud til havet og sejlede over til Oldenborg.


Da grev Adolf genkendte ham, blev han grebet af stor skræk for hvad der vilde ske, nu da den meget mægtige mand, der havde haft bidslet i kæberne på alle de nordiske folk, pludselig var kastet omkuld. Da denne derfor vilde drage igennem hans land viste greven ham stor venlighed, og han vendte om og gik mod Sachsen, til sin svoger Konrad, markgreven af Wettin, og blev der i næsten to år. På den tid rejste vor hertug Henrik til hoffet i Regensburg for at modtage hertugdømmet Bayern.Thi kejser Frederik havde taget det samme hertugdømme fra sin farbror og givet det tilbage til vor hertug, fordi han havde været tro under hærfærden i Italien og i rigets øvrige anliggender. Og man gav ham et ny navn: Henrik Løve, hertug af Bayern og Sachsen.


Da sagerne var ordnet som lovet henvendte fyrsterne sig til hertugen, der kom hjem fra hoffet, og bad ham om at komme Svend til hjælp og føre ham tilbage til sit rige. Og Svend lovede hertugen en umådelig stor sum penge. Så samlede vor hertug en vældig stor hær, og ved vintertide førte han Svend hjem til Danmark, og straks åbnede byerne Slesvig og Ribe deres porte for ham. Men han kunde ikke opnå mere ved forhandligner. Svend havde ofte nok pralet over for hertugen og sagt at danerne af sig selv vilde vil tage imod ham når han kom med sin hær. Men det gik slet ikke som han havde sagt.

Ridder(?) Wolfram (og hans væbner). Den tyske digter Wolfram von Eschenbach, der ses på billedet her, levede fra ca. 1170 til 1220. Han digtede den berømte roman "Parzival". Høviske digtere som Wolfram havde i den tidlige Middelalder stor betydning for historieskrivningen, deres helte- digte, som de foredrog ved fyrstehofferne, blev en vigtig kilde for senere historikere. I Norden betød skjaldedigtningen også meget for historieskriverne; den Islandske Knytlinga Saga, der er samtidig med Helmold, citerer ofte direkte skjaldedigte, det gør Helmold ikke, men alligevel kan det meget vel tænkes, at adskilligt af, hvad han fortæller om ældre historie, er bevaret til hans tid gennem høvisk digtning.

86. Om Bygningen af Løvenstad

I de dage blev byen Lybæk fortæret af en brand, og købmændene og de andre indbyggere i byen sendte bud til hertugen og sagde, Torvet i Lybæk har længe været lukket efter Jeres befaling. Men vi blev holdt tilbage i byen i det håb at vi igen fik lov til at handle på torvet, af Jeres velvilje, og vores bygninger, der blev bygget med store omkostninger, tillod os heller ikke at drage bort. Men nu er husene fortærede af ild, og der er ingen grund til at bygge dem op igen på et sted hvor der ikke må drives torvehandel. Giv os derfor et sted hvor vi kan bygge en by, et sted der behager dig.


Hertugen bad da grev Adolf om at overlade ham havnen og byen Lybæk, men det vilde han ikke. Så byggede hertugen en ny by ved floden Wakenitz, ikke langt fra Lybæk, i landet Ratzeburg, og han begyndte at bygge og befæste den. Og han kaldte byen efter sit eget navn Løvenstad, det vil løvens by. Men da dette sted med dets havn og befæstning var mindre egnet og man kun kunde komme dertil med små både, gik hertugen igen til grev Adolf og begyndte at forhandle med ham om øen Lybæk og havnen, og han lovede mange ting hvis den anden vilde gøre som han vilde.


Omsider gav greven sig og gjorde hvad nødvendigheden krævede og overlod ham borgen og øen. Straks, på hertugens bud, vendte købmændene tilbage, og det med glæde, og de opgav de ubekemme forhold i den nye by og begyndte at genopbygge kirkerne og byens mure. Og hertugen sendte bud til stæder og riger i Norden, Danmark, Sverige, Norge, Rusland, og tilbød dem fred, så de kunde komme frit til hans stad Lybæk. Og han indrettede et møntværksted og et toldkammer og gav såre hæderlige love. Fra den tid trivedes byens gerning, og antallet af dens indbyggere steg.

Det Amerikanske firma "Revival Clothing" har specialiseret sig i fremstilling af kopier af midddelalderligt tøj. Dette foto af en veludrustet kriger har vi lånt fra firmaets katalog. - Hvem ved, om mon ikke Henrik Løve gerne så sig selv klædt sådan  -  som en elegant men hårdtslående ridder uden frygt og dadel.

87.

Det var omtrent i disse dage at den overmåde tapre kejser Frederik lod alle Sachsens fyrster hente for at være med til belejringen af Milano. Det var derfor nødvendigt at vor hertug sørgede for at der var ro i landet. Derfor begyndte han at bilægge de stridigheder der var i hans hertugdømme, og klogt sørgede han for at ingen opstande kunde bryde ud medens fyrsterne og de øvrige ædelbårne var borte. Og han sendte bud til danernes konge Valdemar og kaldte ham til samtale og sluttede venskab med ham. Og kongen bad hertugen om at stifte fred mellem ham og venderne, der uden ophør hærgede hans rige, og han lovede ham mere end tusind mark sølv herfor.


Af den grund bød hertugen at venderne skulde komme til ham, både Niklot og de andre, og han forpligtede dem ved en formaning og et højtideligt løfte til at holde fred, såvel med danerne som med sachserne, til han kom tilbage. Og for at aftalerne skulde stå fast forlangte han at alle vendernes sørøverskibe skulde sejles til Lybæk og overleveres til hans stedfortræder. Men de var som sædvanlig ikke til at stole på, og da hærfærden til Italien var nær kom de kun med nogle få skibe, og de var meget gamle; de andre, dem der duede til noget i krig, var de snu nok til at holde tilbage.


Derfor kaldte greven gennem de ældste i Wagrien, Markrad og Horne, på Niklot og bad ham i al venskabelighed om at vise hans land usvækket troskab.Det lovede han også.


På denne måde blev sagerne bragt i orden, og hertugen rejste til Lombardiet med et tusind soldater af dem man kalder harniskklædte; og han havde i sit følge grev Adolf, foruden mange ædelbårne fra Bayern og Sachsen. Og de kom til kongens hær, som lå omkring fæstningen Crema, der tilhørte folkene fra Milano, og som var stærk befæstet. Og de brugte et helt år på at belejre denne og byggede mange krigsmaskiner og ildkastere. Til sidst blev borgen erobret og kejseren vendte hæren mod Milano; hertugen var nu fri, og han vendte hjem til Sachsen.


Men grev Adolf blev spurgt om han vilde komme til England, og han tog imod indbydelsen og rejste med sin slægtning, den herre Reinald, udvalgt ærkebiskop af Köln, som var betroet et offentligt hverv hos Englændernes konge. Og både præster og lægfolk i vort land var kede af deres gode beskytters lange fravær. Venderne fra Oldenborg og Meklenborg var nu deres egne herrer, for fyrsterne ikke var der mere, og de havde krænket freden i danernes land. Og vort land måtte skælve af frygt for danernes konge. Men vor biskop Gerold søgte at mildne kongens vrede, han forhandlede selv og igennem udsendinge, og skaffede sig udsættelse og våbenstilstand indtil hertugen og fyrsterne kunne komme hjem.


Da hertugen og greven kom tilbage, blev der indkaldt til landdag for alle markomanner [144], såvel tyske som vendiske, på et sted der hedder Barvörde. Og danernes konge Valdemar kom til Artlenburg og klagede over for hertugen, over alt det onde, som venderne havde gjort imod ham, idet de svigtede deres løfter. Og venderne frygtede for at komme hertugen nær, for de var sig deres brøde bevidst. Og hertugen dømte dem fredløse og gav så alle sine folk besked om at være rede til at drage på hærfærd, når det blev høst.


Niklot forstod nu, at hertugen var ham fjendtlig sindet og satte sig for at bryde ind i Lybæk og sendte sine sønner for at belejre byen. Men på den tid boede der i Lybæk en ærværdig præst ved navn Athelo. Hans hus lå lige ved broen, der førte over floden Wakenitz mod syd. Han havde sørget for, at der var gravet en meget lang grav for at lede vand dertil fra en flod langt borte. Og da de vendiske belejrere havde travlt med at rive broen ned, blev de holdt tilbage af graven og kunne ikke komme over floden.


De, der var i præstens hus, så det og råbte op med høj røst; præsten blev opskræmt, men løb dog tappert ud imod dem. Hæren stod midt ude på broen og var næsten nået hen til byporten - da sendte Gud i hast denne præst, der hævede porten med kæden, og på den måde blev den truende fare holdt ude. Da hertugen hørte om dette, satte han en flok soldater ud på vagt.

Et håndværk der nåede et højt stade i Middelalderen var våbensmedenes håndværk. Imponerende stærke slagsværd og den efterhånden uhyggelig effektive armbrøst blev skabt i smedjerne, hvor man også med tiden blev fortrolig med at blande metaller i det rigtige forhold for at få det bedste resultat. Helt uden teoretisk indsigt skaffede disse smede sig en, omend ganske elementær, forståelse af metallurgiens grundbegreber, der blev af den største betydning, da man i 1300-tallet begyndte at støbe kanoner og smede andre ildvåben. Kanoner anvendtes første gang i slaget ved Crécy-en-Ponthieu i året 1346. Det må dog tilføjes, at det varede meget længe, inden kanonerne blev rigtig effektive. I den første tid kunne de ikke meget andet end at skabe vild panik omkrig sig, og de var måske farligere for dem, der fyrede løs, end for dem, det egentlig skulle gå ud over. Først langt ind i 1400-tallet blev ildvåbnene, musketterne, så gode at de gjorde det muligt for europæerne at rejse ud og undertvinge alverdens folkeslag.

88. Drabet på Niklot

Efter dette gik hertug Henrik ind i vendernes land med en magtfuld skare og hærgede med ild og sværd. Og da Niklot så hertugens styrke stak han alle sine borge i brand, Ilow, Meklenborg, Schwerin og Dubin, for han ville undgå at blive belejret. Han beholdt kun en borg, Werle, den ligger ved floden Warnow nær ved landet Kessin. Derfra gik de ud hver dag og udspejdede hertugens hær, og fra baghold løb de frem og gennemborede de uforsigtige. En dag, da hæren opholdt sig nær ved Meklenborg, gik Niklots sønner Pribislaw og Wartislaw ud for gøre skade, og de dræbte nogle fra lejren,  som var gået ud for at hente forsyninger. De forfulgte de tapreste i hæren og greb mange af dem, og hertugen lod dem hænge.


Men Niklots sønner, der havde mistet deres heste og deres bedste mænd, gik til deres fader. Han sagde til dem, Jeg troede ellers, at det var mænd, jeg havde opfostret, men de dér er mere tilbøjelige til at flygte end kvinder! Jeg vil selv gå ud og se, om jeg kan udrette noget mere.


Og han gik ud med et antal udvalgte (mænd) og lagde sig i baghold i et skjul nær ved hæren. Så kom der nogle svende ud fra lejren for at samle forråd, og de kom nær hen til dem, der lå i baghold. Der var kommet soldater blandet med slaver i et antal af næsten tres, og de bar brynjer inde under tøjet. Niklot tog sig ikke i agt, men på sin meget hurtige hest red han ind mellem dem og forsøgte at drive en mand på flugt. Men da han stødte med lansen ind i brynjen, gled den af, og stødet var forgæves. Så ville han vende tilbage til sine folk, men blev pludselig omringet og dræbt; ingen af hans egne beskyttede ham.


Man genkendte hans hoved, og det blev bragt ind i lejren, ikke uden at mange undrede sig over, at en så stor mand efter Guds vilje var faldet som den eneste blandt alle sine mænd. - Da hans sønner hørte om deres faders død, stak de Werle i brand og skjulte sig ude i lundene, men førte deres familier ned til skibene.


Hertugen nedbrød hele landet, men begyndte at opbygge Schwerin og befæste borgen. Og han satte en ædelbåren til at råde dér, Guncelin, en krigerisk mand, med nogle soldater.


Efter det kom Niklots sønner igen i hertugens nåde, og hertugen gav dem Werle og hele landet. Desuden delte han obodriternes land ud til sine soldater og gav dem det i eje. Og han satte en vis Ludolf ind som høvedsmand på borgen Kussin, han blev tilkaldt fra Brunsvig. Ved Milchow indsatte han Ludolf fra Pain, og Schwerin og Ilenburg gav han til Guncelin. Desuden gav han Meklenborg til Henrik, en ædelbåren mand fra Skade, som også havde bragt mange folk med sig fra Flandern og bosat dem i Meklenborg og i alle hans lande. Og hertugen indsatte den herre Berno som biskop i obodriternes land -  efter Emmehards død blev han nu sat over kirken i Magdeburg. Og han gav trehundrede bol til kirken i Magdeburg, sådan som i tidligere tid de fra Ratzeburg og Oldenborg havde gjort.


Efter at have fremsat krav derom fik han af kejseren myndighed til at kalde biskopper og at give og bekræfte i alle vendernes lande som han selv eller hans forfædre havde undertvunget med eget skjold og krigens ret. Derfor kaldte han den herre Gerold af Oldenborg, den herre Evermod af Ratzeburg og den herre Berno af Magdeburg til sig, for at de kunde modtage deres værdighedstegn af hans hånd og aflægge mands-éd, sådan som det er skik over for kejseren. Selv om de fandt dette krav vanskeligt at opfylde, gav de dog efter, på grund af ham som ydmygede sig selv for os, og for at ikke den nye kirke skulde lide skade. Og hertugen gav dem privilegier vedrørende deres ejendomme og indkomster og retlige forhold. Og hertugen bød venderne, at de skulle blive i wagriernes , polabernes, obodriternes og kessinernes land for at betale afgifter til biskopperne, som de betales hos polanernes og pomeranerne, nemlig tre mål rug og tolv mønter offentlige penge for hver plov. Et vendisk mål kaldes på deres eget sprog kuritze. Venderne spænder to okser og lige så mange heste for deres plov.


Tiendebetalingerne voksede i vendernes land, fordi tyskerne strømmede til fra deres lande for at slå sig ned i det rummelige land, så frugtbart på korn, med rigelig græsning og så rigt på fisk og kød og alt godt.







89. Om Albrecht Bjørn

På den tid var markgrev Albrecht, med tilnavnet Bjørn, herre i det østlige Venden; og som han vandrede i skæbnens ledebånd, var Gud ham god. Thi han undertvang brisanernes og stodoranerens og mange andre folkeslag ude langs med Havel og Elbe, og tøjlede oprørerne der i landet. Til sidst slap vendernes kræfter op; så drog han til Utrecht og ud til steder ved Rhin og ud til de folk, der boede ved havet og ofte nok mærkede havets vælde, nemlig folkene fra Holland og Zeeland og Flandern; og fra disse folkeslag hentede han mange, som han lod bo i vendernes større og mindre byer. Og bispedømmerne Brandenborg og Havelberg blev meget styrket ved disse fremmedes indtog, kirkerne voksede, og der blev betalt meget i tiender. Men fremmede hollændere begyndte også på denne tid at bosætte sig på Elbes sydlige bred. Hollænderne ejede snart alt land fra byen Saltwede og ud i de sumpede og åbne områder der kaldes Balsdemerland og Marskinerland, og mange stæder og byer ud til de Böhmiske skove. Det siges at sachserne tidlige boede i disse lande, på Ottonernes tid, som det kan ses på de gamle høje, der blev opkastet ved Elbes bredder, i Balsamernes moseland. Men da venderne siden fik overhånd, blev sachserne dræbt, og landet blev overtaget af venderne, som beholdt det lige til vor tid. Men da Gud nu har givet vor hertug og de øvrige fyrster frelse og sejr i rigt mål, er venderne overalt slået ned og drevet bort, og fra oceanets bredder er der kommet kraftige og utallige folk, der fik vendernes lande og byer og kirker, og disses rigdomme voksede over al beregning.







90. Bispedømmet Oldenborg Bliver Flyttet

Omkring ved denne tid bad den herre biskop Gerold hertugen om at flytte bispesædet, som fra gammel tid lå i Oldenborg, til Lybæk, fordi denne by var mere folkerig og bedre befæstet og mere bekvem på alle måder. Da dette behagede hertugen, fastsatte de en dag, da de skulle komme til Lybæk for at træffe nærmere bestemmelser om kirkens og bispedømmets stilling. Og hertugen fandt et sted, hvor det skulle bygges et bedehus der skulle tjene som domkirke, og dertil klosterområder, og de oprettede tolv præbender[144x] til klerke, der skulle leve dér på kanonisk vis. Et trettende skulle være provstens. Og biskoppen gav nogle tiender til brødrenes underhold, og så meget af indkomsterne fra Venden, som var nok til at betale præbenderne. Og grev Adolf gav afkald på nogle landsbyer, han havde nær ved Lybæk, dem overlod hertugen straks til brødrenes brug, med to mark lybske penge for enhver af brødrene, foruden andet, som er nævnt i privilegierne og findes i Lybæks kirke. Og dér anbragte de provsten, den herre Ethelo, der er nævnt tidligere med den største ros.






91. Skisma mellem Alexander og Victor

I de dage, da pave Hadrian netop var død, kom det til et skisma i Guds kirke mellem Alexander, også kaldet Roland, og Victor, også kaldet Octavian. Thi da kejseren havde erobret Milano, kom Victor til ham i lejren, der lå uden for Pavia, og tog imod ham. Og et kirkemøde blev samlet, og de udvalgte biskopper Reinald fra Köln og Konrad fra Mainz anerkendte ham, sammen med alle dem, der blev drevet enten af frygt for kejseren eller af velvilje mod ham. Men kirken i Jerusalem anerkendte Alexander, og det gjorte også kirken i Antiochia, foruden hele Frankrig, England, Spanien, Danmark og alle de riger, der ligger spredt i Verden. Desuden gik hele Cistercienser-ordenen ind for ham. Den tæller mange ærkebiskopper og biskopper, og mere end syvhundrede abbeder og utallige munke. Disse samles hvert år til et møde i Citeaux og bestemmer, hvad der er nyttigt. Deres uovervindelige mening gav Alexander mange kræfter. Det blev kejseren vred over, og han kundgjorte, at alle de munke af Cistercienser-ordenen, der var i riget skulle enten slutte sig til Victor eller drives ud af riget. Og det er svært at sige, hvor mange fædre og hvor mange munkeskarer, der nu forlod deres hjemsted i Lombardiet og søgte til Frankrig. Mange biskopper, der udmærkede sig ved hellighed, i Lombardiet og i hele riget blev ved fyrstens vold drevet ud, og andre sat i deres sted.


Efter at belejringen havde stået på i mere end fem år, erobrede kejseren endelig Milano, og han drev indbyggerne ud af byen og nedbrød alle dens høje tårne, og byens mure jævnede han med jorden, og han lagde den øde. Hans stolthed voksede vældigt, og i alle riger på jorden skælvede man, blot man hørte hans navn. Og han sendte bud til Ludvig, Frankrigs konge, og bad ham komme til et møde ved Laon, som ligger i burgundernes land, ved floden Saone, for at genoprette kirkens enhed. Og kongen af Frankrig sagde ja dertil. Desuden sendte han bud til kongen af Danmark og til kongen af Ungarn og til kongen af Böhmen om at komme en fastsat dag, og han befalede strengt alle ærkebiskopper og biskopper og de mægtigste i riget og de mest fremstående kirkemænd at give møde.


Stor var derfor alles forventning til en så talrig forsamling, hvor det sagdes, at begge paver og alverdens store konger skulde mødes. Og Valdemar kom sammen med Danmarks biskopper, og ærkebiskop Hartwig, biskop Gerold og grev Adolf og mange ædelbårne fra Sachsen; de kom alle til det aftalte sted for samtalerne. Men hertugen var i Bayern og kom ad en anden vej.


Ludvig, Frankrigs konge, hvis komme ventedes på en særlig måde, vidste ikke, om han skulle gå kejserne i møde, da han forstod at han ville møde med sin hær og med mange våben. Men på grund af sine givne løfter kom han til forsamlingsstedet den aftalte dag, det var mindedagen for Johannes den Døbers halshugning, og han lod sig se midt ude på broen, fra den tredje time indtil den niende time. Men da var kejseren endnu ikke kommet. Det tog kongen af Frankrig som et varsel, og han vaskede sine hænder i floden som et vidnesbyrd, som om han tog sit troskabsløfte tilbage, og gik bort derfra samme aften og kom ud til Diviona.


Kejseren kom i løbet af natten og forstod, at kongen af Frankrig var gået, og han sendte fornemme mænd ud for at hente han tilbage. Det havde han slet ikke tid til, han glædede sig kun over, at han havde holdt sit løfte og dog havde undgået kejseren mistænkelige hånd. Det blev nemlig sagt af mange, at kejseren ville omringe ham, og at det var derfor, han var kommet bevæbnet, skønt det var mod aftalen. Men list blev imødegået med list. Thi franskmændene, der er højt begavede, undgik med kløgt, hvad der syntes umuligt med våben og styrke


Kejseren blev meget vred og forlod mødet og erklærede Frankrig krig. Pave Alexander blev styrket af dette og stod fra denne tid stadig stærkere. Hertug Henrik satte kursen mod Bayern, og da alting var bragt i orden dér, vendte han hjem til Sachsen.





92. Om Holsternes Tiender

Der var i de dage fred i hele Sachsen, og de fæstninger, som hertugen med krigens ret havde ejet i obodriternes land, begyndte at blive beboet af fremmede folk, som var kommet ind i landet for at tage det i besiddelse. Og statholderen i det land var Guncelin, en stærk mand, hertugens ven.


Henrik, greven af Ratzeborg i polabernes land, kom med store folkemængder fra Westfalen, de skulle bo i polabernes land, og han opmålte landet med delingstovværk. Og han byggede kirker og overførte tienderne af sine indkomster til tjenesten i Guds Hus. Og Guds værk blev plantet på Henriks tid i polabernes land, men på hans søn Bernhards tid blev det fuldbyrdet i rigt mål.


Men holsterne, som boede i wagriernes land efter at venderne var drevet bort, var nok villige til at bygge kirker og vise gæstfrihed, men de gjorde oprør imod de guddommelige bestemmelser om tiende, som loven fastsatte nærmere. De ville kun betale seks mål af hver plov, det sagde de, at de havde fået lov til som en lettelse, da de endnu boede i deres fødeland, på grund af barbarernes nærhed og krigens tid. Men det land som holsterne var draget ud fra, hørte under Hamborgkirken og ligger op til Wagriernes land. Da biskop Gerold så, at polaberne og obodriterne, som stod midt ude i brændingen, skulle betale deres lovlige tiende, foreslog han sine egne at opkræve noget lignende. Han tog derfor grev Adolf med på råd og søgte at bevæge holsternes ubøjelige sind med opfordrende ord i et brev. Han skrev derfor til kirken i Bornhøved, som med et andet navn kaldes Schwentinefeld, der hvor Markrad, landets ældste og den anden efter greven, og de seje gamle holstere bor, og i brevet skrev han:


Gerold, af Guds nåde biskop ved kirken i Lybæk, til alle borgere, der tilhører kirken i Bornhøved, hilsen og skyldig kærlighed. Efter som kirkelig myndighed er overdraget mig ved Guds vilje, og jeg tjener Jer ved guddommelig sendelse, er det nødvendigt at jeg stræber efter at lede jer fra det gode til det bedre, og at drage jer bort fra det, der står jeres sjæles frelse imod. Derfor takker jeg Gud, fordi mange dyders kendemærker lyser op iblandt jer, fordi I viser jer gæstfrie og har barmhjertighed med andre for Guds skyld, og fordi I er lydhøre for Guds ord og ivrige efter at bygge kirker, og at I lever et kysk liv efter Guds lov. Men alt dette gavner dog ikke, hvis I forsømmer de øvrige bud, thi der står skrevet: "Den der synder i én ting, er skyldig i alle ting". Guds bud er nemlig: Giv mig tiende af alle ting, og det vil gå dig godt, og du skal leve længe. Patriarkerne viste Ham lydighed, Abraham, Isak og Jakob, og alle, der efter troen er blevet Abrahams sønner, hvorfor de har fortjent ros og evige belønninger. – Også apostlene og de apostolske mænd gav dette bud videre fra Guds mund, og pålagde efterkommerne at holde det, under trussel om forbandelsens lænke. Når altså dette uden tvivl er Gud den almægtiges bud, når det er bekræftet ved de hellige fædres myndighed, så er det vor pligt at vise jer Guds nåde ved vor gerning, der hvor der fattes noget i jeres frelse. Vi påminder derfor og besværger jer alle i Herren om, at I til mig, hvem den fædrene omsorg for jer er betroet, med villigt sind, som lydige sønner, gør som der befales jer og giver tiende, sådan som Gud har indstiftet det, og det er bekræftet med apostolsk myndighed, for at øge tjenesten for Gud og for at drage omsorg for de fattige i kirken, for at I ikke, hvis I tager det fra Gud, der hører Ham til, skal sende jeres hjerter og jeres sjæl til den evige fortabelse. Vær hilsede!


Da folket hørte dette blev der en stor opstandelse, og der blev råbt højt at de ville aldrig lægge halsen under dette trældoms-åg, som næsten alle kristne var underlagt i kraft af pavernes tryk. De tilføjede desuden, og det var ikke langt fra sandheden, at næsten alle tienderne gik til, at de verdslige kunne leve i overflod. Dette meldte biskoppen så til hertugen. Men han befalede at alle holsterne i Wagrien, under trussel om fortabelse af hans nåde, skulle betale tiende til biskoppen uden afkortning, sådan som de gør i polabernes og obodriternes land, som for nylig lå udyrkede hen og har større grund til at frygte krig.


Til dette påbud sagde holsterne, stivsindede som de var, at de aldrig ville give tiende, lige som deres fædre heller ikke havde givet tiende, og de ville hellere brænde deres huse ned til grunden og forlade landet end gå ind under et sådant trælle-åg. Desuden pønsede de på at dræbe biskoppen og greven og alle fremmede, der indkrævede tiende efter loven, og sætte landet i brand og søge tilflugt i Danmark. Men disse tilløb til onde anslag blev nedslået af vor hertug og danernes konge. Det blev imidlertid aftalt at ingen skulle tage imod overløbere fra den anden side. Derfor gik holsterne, nødtvungne og i hertugens nærværelse, ind på en aftale med biskoppen om, at de skulle øge tiendebetalingerne og udrede seks mål hvede og otte mål havre af hvert bol – det mål som i folkesproget kaldes hemmete. Og for at kommende biskopper ikke skulle komme med nye påfund, bad de om, at det måtte blive bestyrket med hertugens og biskoppens segl. Og da notarerne, som sædvane var, krævede en mark guld, sagde det uvidende folk nej hertil, og forhandlingerne blev ikke ført til ende. Det betød en stor forhindring for denne aftale, der ville have været til stor gavn for kirken, som kom i vanskeligheder, da biskoppen snart efter døde, og det trak op til krig.

93. Wartislaw Tages til Fange

Niklots sønner Pribislaw og Wartislaw ville ikke nøjes med kessinernes og circipanernes land, men ville også tilegne sig obodriternes land, som hertugen havde taget fra dem med krigens ret. Men Guncelin af Zwerin, statholderen i obodriternes land, fik nys om deres efterstræbelser og fortalte hertugen derom. Og denne blev fortørnet og rasende over, hvad de havde gjort og kom med en stærk hær til vendernes land ved vintertide. Da havde de slået sig ned i byen Werle og befæstet borgen, så den kunne modstå angreb. Og hertugen sendte Guncelin og alle de stærkeste krigere af sted for at tage sig af belejringen, for at venderne ikke skulle slippe bort. Selv fulgte han efter så hurtig han kunne med den øvrige hær. Og den befæstede borg blev indesluttet; derinde var Wartislaw, Niklots søn, og mange ædelbårne, foruden en meget broget skare. Men Pribislaw den ældre havde søgt tilflugt i de uvejsomme skove sammen med nogle ryttere for at falde over dem, der ikke vogtede sig for baghold.


Hertugen glædede sig over, at venderne holdt modet oppe og ventede ham inde i fæstningen, og han fik lejlighed til at tale med dem. Og han sagde til det unge mandskab i hæren, at det var tåbelig kamplyst, der drev dem til at udæske fjenden og bære våben frem: Hvorfor går I ud til byens porte, når det ikke er nødvendigt, og udsætter jer selv for fare? Den slags sammenstød er ganske forgæves og fører kun til fordærv. Bliv hellere inde i jeres hytter, hvor I ikke kan nås af fjendernes pile, og våg over belejringen, så at ingen slipper bort. Vi vil anstrenge os for at bemægtige os byen uden stor tumult og uden stor blodsudgydelse, om Gud vil.


Og straks bød han, at der skulde bringes træ ind fra den frodige skov, og deraf gøres våben, af den slags han selv havde set i Crema og i Milano.






94. Indvielsen af Ny Kloster

Samme år begyndte den herre Gerold, Lybæk-kirkens biskop, at blive syg, det kom straks efter at han havde fejret påskefesten; og han lå i sin sygeseng indtil den første juli. Men han bad Gud, om han måtte leve indtil bedehuset i Lybæk blev indviet, og indtil præsteskabet, der for nylig var samlet dér, var styrket i sin stilling. Og straks blev det af guddommelig nåde givet ham at leve lidt længere.


Så opsøgte han hertugen, som dengang var kommet til Stade for at mødes med ærkebiskoppen, og talte med ham om Lybæk-kirkens ejendomme. Den anden glædede sig over, hvad han sagde og pålagde ham at komme tilbage til Lybæk så snart som muligt for at bringe alt det i orden, der skulle bruges til indvielsen. Og hertugen bad ærkebiskoppen om at mødes med ham, så de kunne fuldende værket. Det sagde han ja til, og han drog af sted til Wagrien, og på vejen indviede han kirken i Faldera, som Vicelin, Oldenborgs biskop, hellig ihukommelse, vides at have grundlagt og ejet. Og ærkebiskoppen gav provsten og de brødre, der boede dér, mange goder, og han bestemte, at stedet for fremtiden skulle kaldes Ny Kloster. Tidligere kaldtes det nemlig Faldera eller Wippenthorp.


Provst på dette sted var Hermann, der engang, i Lybæk, i barbarernes tid, havde udholdt mange lidelser, dengang han prædikede evangeliet sammen med den herre Ludolf, der var provst i Segeberg, og Bruno, der var præst i Oldenborg. Her, i ansvaret for Ny Kloster, var Hermann fulgt efter den ærværdige mand Eppo, hvis fremtrædende hellighed, der altid skal mindes med ærbødighed af alle, havde nået sin fuldendelse den første maj.


Da Ny Kloster var indviet, som sagt, drog den herre ærkebiskoppen til Segeberg og tog der ind i grev Adolfs gæstehus. Men efter at han kom til Lybæk tog hertugen og biskoppen imod ham med store æresbevisninger, og de begyndte på indvielsens værk. Og de fik alle hvad hjertet begærede, hertug Henrik, biskop Gerold og grev Adolf, og de gav godser og indkomster og tiender til præsternes understøttelse. Men da man sagde til ærkebiskoppen at han burde give Ny Kloster til biskoppen i Lybæk ville han ikke gå med til det.


Da alting var gjort på ret vis vendte ærkebiskoppen tilbage til sit eget. Hertugen bragte alt i orden i Sachsen og tog til Bayern for at nedslå et oprør der og skaffe dem, der led uret, deres ret.

Den Syvende Engel (fra Johannes' Åbenbaring) forkynder, at Guds Rige er kommet nær.  Billedet findes i Metropolitan Museum af Art i New York.

95. Biskop Gerolds Død.

Imidlertid mærkede den ærværdige Biskop Gerold at hans smerter, som i nogen tid havde været borte, nu vendte tilbage. Så besluttede han at visitere alle kirkerne i sit stift, og ikke at bede om en skærv fra nogen, for ikke at være nogen til byrde. Og idet han bekymrede sig som en fader for sine børn, formanede han dem meget at arbejde på deres frelse og rette deres fejtrin og bilægge deres stridigheder, og han lovede dem at bekræfte nåden som det nu blev nødvendigt. Torvet i Plön, som på alle søndage blev søgt af Venderne og Sachserne, lukkede han med et ord fra Herren, fordi kristenfolket svigtede gudstjenesten og de højtidelige handlinger og kun gav sig af med at handle. Denne omfattende afgudsdyrkelse nedslog han altså, selv om mange stod ham hårdt imod, og under trussel om forbandelse forbød han alle at rejse noget på resterne af det gamle. Og folkene kom for fremtiden til kirkerne for at høre Guds ord og for at overvære de hellige handlinger.


Da han nu havde været i alle kirkerne i sit stift kom han til sidst til Lütjenburg for at trøste dem der var sig der. Og da gudstjenesten var til ende, som en forretning der var fuldført, begyndte hans legemlige kræfter pludselig at svigte, og han blev bragt til Bosau og lå i sengen i mange dage, men han kom altid til den højtidelige messe, helt til sin dødsdag. Jeg må sige at jeg aldrig har set en mand mere optaget af gudstjenesten, ingen som så ofte sang med på psalmerne og kom til morgenvigilerne, ingen der var mere velvillig indstillet over for præsterne, som han ikke tillod at blive krænket med ord eller lide overlast af nogen. Da en lægmand engang bagvaskede en præst, lod han ham piske meget hårdt, og med dette eksempel afskrækkede han andre fra at spotte Gud.


Da man hørte om denne gode hyrdes sygdom, kom de ærværdige mænd Odo fra Lybæk-kirken og Ludolf, Provst i Segeberg, med brødre fra begge forsamlinger, til ham. Medens han lå i sin seng, ønskede de ham et længere liv, men han svarede: "Hvorfor beder I, mine brødre, om det, der ikke er nogen nytte til? Hvor længe jeg end lever, vil døden dog vente mig. Lad det ske nu, som dog engang skal ske. Det er bedre at gå frem og møde det, som dog ingen kan undgå!"


O, hvilken åndens frihed, så uforsagt over for dødens frygt! Og medens vi talte sammen, læste han op for os af psalmen  "Jeg frydede mig over det, der blev sagt: Lad os gå til Herrens hus!"[145] - Og da vi spurgte ham, om hvilke smerter han led, erklærede han, at han slet ikke havde smerter, men at det kun pinte ham, at hans kræfter tog af. Men da brødrene så, at enden var nær, gav de ham den hellige salvings sakramente, og således aflagde han kødets forgængelige hylster sammen med nattens skygger, da dagen brød frem. Præsterne og borgerne førte hans legeme til Lybæk, hvor det blev ærerigt begravet midt i kirken, som han selv havde grundlagt. Og sædet i Lybæk stod ledigt indtil den første februar, fordi hertugen var borte, og de ventede på, hvad han ville bestemme.









Venderkrønikens Anden Bog


96. Forord til det følgende Værk


Blandt dem, der skriver historie, er der kun få, der formår at vække fuld tillid til deres beskrivelse af det forgangne. Menneskers forskellige tanker, der ofte kommer af en fordærvet kilde, kan mærkes med det samme på fortællingens overflade, når alt for megen velvilje eller alt for megen modvilje driver historien på afveje, så man viger bort fra sandheden, til højre eller til venstre. Thi mange, der anglede efter menneskers gunst, smykkede sig med overfladisk sminke, og da de tragtede efter ære eller rigdom, sagde de ting, der behagede mennesker, idet de tilskrev uværdige mennesker værdige gerninger, og roste dem, der ikke fortjener ros, og velsignede dem, der ikke var nogen velsignelse ved. - Andre, der var opfyldt af had, sparede ikke på dadel, men søgte at finde plads til bagvaskelser, og dem som de ikke kunde forulempe i virkeligheden, prøvede de på at skade i ord. Sådan er det til visse med dem, der kalder lys for mørke, og nat for dag.


Men undertiden har der blandt de skrivende ikke manglet folk der, af frygt for tab af ejendom eller af angst for legemlige pinsler, ikke vovede at tale åbent om fyrsternes ugudelige handlinger. Men det er dog mere tilgiveligt at have fortiet sandheden end af frygtsomhed og angst for uvejret at have skabt en løgn.


Når det gælder at berette om menneskers gerninger er det, som når man skaber smukke billeder. Man bør altid gå ærligt frem, så man ikke kommer bort fra sandheds vej, på grund af velvilje eller af had eller frygt. Derfor kræver det megen kyndighed og stor omhu at holde roret fast, fortællingens ror, så at skibet ikke rystes blandt alle brændinger og skær. Jeg må derfor bede om særlig hjælp fra Gud, når jeg i beskrivelsen af skibet er kommet ud på det dybe, er det end mere af tankeløshed end af ubesindighed.


Således håber jeg på guddommelige hjælp, der med gunstige vinde vil føre mig til den fortjente fuldkommenheds kyst. Hvis ikke, så vil jeg, på grund af tyngende vanskeligheder og fyrsternes onde sæder, let blive forstyrret af menneskefrygt, thi det er en stor trøst for alle, der søger sandheden, at denne sandhed, selv om den også undertiden fremkalder had, ikke i sig selv kan krænke nogen, ligesom lyset heller ikke er en fjende af de syge øjne, kun føles det sådan på grund af øjnenes sygdom. Men enhver, der ser sig selv i spejlet, skal ikke kaste skylden på spejlet, men på sig selv, hvis han ser noget grimt eller forvrænget.


Således tilegner jeg det følgende værk, lige som det foregående, Jer, ærværdige herrer og brødre[146], og jeg ønsker at det må blive til ære for de nærværende og til oplysning for de kommende. Men jeg håber også for mit eget vedkommende, at jeg ikke skal mangle hjælp i form af store mænds bønner, som måske vil læse denne lille bog, og som ikke vil sige nej til min anmodning om deres forbønners hjælp.

Videre til         del 1   del 2   del 3   del 4   del 5   del 6               del 8
           

Fodnoter
[140] Med "vor biskop" menes biskop Gerold.

[141] Med "fyrsten" må her menes ærkebiskoppen.

[142] År 1155.

[143] Gotskalk blev myrdet in året 1066.

[144] Ordet markomanner betegner dem, der bor nær ved en landegrænse. Et riges yderområde, der grænser op til et andet rige, kaldes også en mark, og her var der ofte udnævnt en markgreve, der skulle forsvare grænsen.

[144x]  Med 'præbender' menes lejeindtægter for landbrug, og som tjente til underhold for nævnte præster og munke.

[145] Ps. 122, v. 1: Jeg frydede mig, da de sagde til mig; "Vi drager til Herrens hus!"

[146] De ærværdige herrer og brødre er medlemmerne af domkapitlet ved Hamborg-Bremens ærkebispedømme (se indledningen til Første Bog).