En rapport fra 4. Laterankoncil i Rom november 1215.



Den romersk-katolske kirke har gennem århundrederne med uregelmæssige mellemrum holdt store møder med kirkens ledende mænd, når vigtige sager skulle afgøres. Et af disse store kirkemøder er kendt som det Fjerde Laterankoncil. Det fandt sted i Lateranet, en af Roms bydele, og til dels i selve Laterankirken, der er Roms Domkirke. Det blev afviklet på mindre end en måned, så man kan forstå, at det var så som så med biskoppernes demokratiske medbestemmelse. De havde faktisk ikke noget at skulle have sagt. Det pavelige bureaukrati havde på forhånd lagt de kirkepolitiske beslutninger til rette, så koncilet hvad angår dette punkt kun var for et gummistempel at regne.

Noget andet er, at den romersk-katolske kirke i Middelalderen ï høj grad var en politisk magtfaktor, og det kom da også til livlige politiske diskussioner på mødet. Vi ved ikke så meget om forløbet af koncilet i enkeltheder. Indtil 1961 kendtes kun een egentlig rapport om, hvad der foregik, men i 1961 opdagede en flittig forsker ved navn Antonio García, i en afkrog af Universitetsbiblioteket i Giessen i Tyskland, manuskriptet til en hidtil upåagtet rapport om netop dette koncil. Sammen med den såre kyndige kirkeretsekspert Stephan Kuttner publicerede han i 1964 teksten til rapporten, tillige med fyldige kommentarer, de fleste skrevet af Stephan Kuttner. Vi kender ikke navnet på rapportens middelalderlige forfatter, men han omtales gerne som Giessen Anonymen ("Giessen Anonymus").

Rapporten indeholder en oplysning om den danske biskop Valdemars situation på dette tidspunkt, biskop Valdemar af Slesvig, den evigt oppositionelle og i mange år fængslede kirkefyrste. Og det er værd at bemærke, at en vis Anthony Perron har skrevet en artikel "Metropolitan Might and Papal Power on the Latin-Christian Frontier: Transforming the Danish Church around the Time of the Fourth Lateran Council" - trykt i The Catholic Historical Review, volume 89, Number 2, April 2003, pp. 182 - 212, udgivet af the Catholic University of America Press. Et nærmere studium af Anthony Perrons artikel vil vise, om der er væsentligt nyt at føje til Danmarks kirkehistorie. I hvert fald bør den nok kendes og læses af danske kirkehistorikere - og det bør den rapport, der her lægges frem i dansk oversættelse, i højeste grad også.

Richard Mott 

 

1.
Sinceritati Vestre transcribere non sufficiens singula que in Urbe satis superque admiratione digna videntur notum Vobis facio, quod tot linguarum genera, tot venerabilium personarum agmina que ex omni natione que sub Celo est ad presens apud Sedem Apostolicam confluxerunt nec oculus quidem vidit nec auris audivit nec in cor hominis ascendisse crederentur. Parti namque et Medi et Elamite cum hiis habitant Iherosolimam etc. - Sperans tamen quod super hujusmodi Vobiscum conferendis tandem aliquando ventet narratibus hora tempestiva meis, imprimis ea que maxime audire deposcitis, videlicet de sollemnitate Concilii et in ipso gestis et institutis, Benignitati Vestre prout visu comprehendi secundum ordinem edisseram.

                Segnius etenim irritant animos demissa per aurem 
                Quam que sunt oculis subjecta fidelibus.


Kapitel 1.
Da jeg ikke magter at berette for Eders højhed alt det, som ses her i byen af højst beundringsværdigt, gør jeg nu Eders højhed bekendt med, at så mange hærskarer af fornemme personer af alle folk under himlen for nærværende er strømmet sammen omkring det apostoliske sæde, så mange, som intet øje har set og intet øre har hørt, og som man ikke skulle tro kunne være opkommet i noget menneskes hjerte. Thi parthere og elamiter med dem, bor nu i Jerusalem, og meget mere. Men da jeg håber, at der dog engang vil komme en tid, der vil være belejlig for mig til at aflægge en egentlig beretning, vil jeg nu oplyse om det, som I har bedt mig om allerførst, nemlig at fortælle om koncilets højtidelige afholdelse, og hvad der er sket og besluttet der, stolende på Eders velvilje og sådan, som jeg selv så det, alt efter som det skete. 

              Thi det man får at høre gennem ørerne tror man ikke så villigt
               som det, man har set med sine egne troværdige øjne. 



Frescomaleri fra begyndelsen af 1200-tallet forestillende pave Innocent III (1198-1216). Han blev født i Agnani 1161.

 



2.
In die igitur Beati Martini inchoatum est Concilium. Dominus Papa apud Lateranum, in ecclesia Salvatoris que Constantiniana dicitur, summo diluculo, intromissis solummodo Cardinalibus, Archiepiscopis et Episcopis, eodem die missam imprimis celebravit. Qua celebrata, et Episcopis cum abbatibus, ad differentiam Episcoporum non infulatis, per sedes proprias dispositis, milia milium, immo decies centena milia, tam clerici quam populi intra gremium ecclesie jam dicte admittuntur. Quamplurimis itaque intromissis et in eadem ecclesia, cum sit amplissima, nullo fere loco vacante, Dominus Papa, homo super homines discretus , et vere spiritu sapientie et intellectus adimpletus, cum suis Cardinalibus et Ministris in eminentiori loco constitutus hunc hymnum Veni Creator etc. inchoavit.

Kapitel 2.
På den Salige Martins dag begyndte da koncilet. Den herre paven fejrede først messen, den samme dag, i det tidlige gry, i Lateranet, i Frelserens Kirke som kaldes den Constantinianske, og kun kardinaler, ærkebiskopper og biskopper havde fået adgang dertil. Men da messen var fejret, og da biskopperne havde taget plads sammen med abbederne, der til forskel fra biskopperne ikke bar mitra, blev tusinder af tusinder, ja ti gange hundreder af tusinder lukket ind i den nævnte kirke, såvel gejstlige som jævne folk. Overordentlig mange blev lukket ind, så der var ikke en ledig plads i kirken, skønt den er meget stor. Og den herre paven, der var forstandigere end alle andre, og i sandhed opfyldt af visdommens og forstandens ånd, tog plads med sine kardinaler og ministre på et højere sted og istemte hymnen Kom Skaber osv. 


Quo sollemniter ac Deo digne nec sine lacrimis pre spirituali gaudio emanantibus decantato Dominus Papa hujusmodi collectam subjunxit Actiones nostras quesumus Domine etc --- de quo, proh dolor, perpauca propter tumultum populi, quem nemo compescere valuit intellegere potui, Pro quo tamen potui investigare non desii donec ipsum obtinui et scripto commendavi.

- Da den var sunget, højtideligt og Gud værdigt, og ikke uden tårer af åndelig glæde, tilføjede den herre paven denne kollekt: Vi beder Dig, Herre, at vore gerninger osv. Desværre kunne jeg kun høre ganske lidt af denne, på grund af uroen blandt folket, som ingen kunne dæmpe. Men jeg helmede ikke, før jeg havde skaffet mig en afskrift og selv havde skrevet den af.

In eodem sermone inter cetera pro redemptione Terre Sancte plurimum exhortatus est. Deinde Patriarcha Iherosolimitanus sermonem in idipsum arripuit. Asseruit etiam Dominus Papa in eodem sermone quod si principes consulent ad Terram Sanctam, personaliter sibi laborem vellet assumere. Sin autem, in preparationem navium insuper peregrinorum ab Urbe proficientium promisit expendere.

Hec in prima die Consilii, et his similia, in Lateranensi Ecclesia sunt pertractata.


I den samme prædiken blev der blandt andet opfordret indtrængende til at befri det Hellige Land. Dernæst tog patriarken af Jerusalem ordet og talte om det samme. Den herre paven bekræftede i den samme tale, at hvis fyrstene ville drage til det hellige land, ville han personligt tage sig af det. Men hvis ikke, så lovede han, at han selv ville betale udrustningen af de fremmede skibe, der skulle stævne ud fra Byen.

Dette og lignenede ting var, hvad der blev drøftet på koncilets første dag i Laterankirken. 




3.
Sequenti die in majori palatio de Patriarcha apud Constantinopolim statuendo, quod Ecclesie Romane numquam hactenus licuit, multumque diuque sermo vertebatur.


Kapitel 3.
Den følgende dag drejede samtalerne sig meget og længe om, hvad der skulle besluttes vedrørende patriarken i Konstantinopel, hvad der hidtil aldrig havde været Romerkirken tilladt.

4.
Tertia vero die litem que inter Compostellanum et Tolletanum episcopos super obtinendo primatum hucusque duravit, Dominus Papa dirimere et rationabiliter inde diffinire conabatur.


Kapitel 4.
På tredjedagen forsøgte den herre paven at bilægge og på en forstandig måde afslutte den strid,  der var mellem biskoppen af Compostela og biskoppen af Toledo angående primatet. 





5.
Postmodum vero pluribus diebus tractatum est de comite de Tolosa, qui propter hereticos aliquando in terra sua commorantes et ob hoc de heresi accusatus, per Regem Francie castella et magnam partem terre amisit, immo penitus per alios etiam signatos qui contra eum destinati fuerant est destructus. Verum quia idem comes cum uxore sua aliquando, que est soror uxoris Domini Fredericia nostri Regis, extitit presens et cruce signatus est, Dominus Papa quadraginta marcas ultra mare perpetuo mansuro de omnibus reditibus quos Deus contulerat sibi, ei assignavit in sustentationem. Comitisse vero quicquid tenuit de Rege Francie ultraJordanem assignavit. Ut dicitur, Regem Francie per excommunicationis sententiam intendebat compellere ut quite ei dimitteret.


Kapitel 5.
Men efter at der var forhandlet i flere dage om greven af Toulouse, som den franske konge havde frataget hans slotte og en stor del af hans jord, på grund af beskyldninger om, at kættere havde opholdt sig hos ham, og fordi han derved selv var beskyldt for kætteri, ja, hans ejendomme var ødelagt til bunds af andre korsfarere, der var sendt ud imod ham (men denne samme greve var, tillige med sin hustru, som er søster til den herre Frederik, vor konge, selv til stede og havde taget korset) - bestemte den herre paven, at han skulle have fyrre mark til sit underhold, og iøvrigt for stedse tage bo hinsides havet, hvor han måtte leve af de indtægter, som Gud havde givet ham. Men til grevinden overgav han alt, hvad hun havde fået af den franske konge hinsides Jordan. Det siges, at han agtede at tvinge den franske konge, ved trussel om band, til at lade ham i fred.



Comes vero de Munfort totam terram residuam de manibus Domini Pape ac Beati Petri tenebit. Filius enim — adhuc existens in Curia, per gratiam Domini Pape expectans ...

Greven af Montfort rådede over alle hans øvrige godser, som han havde fået af den herre Pavens og Sankt Peders hånd. Men sønnnen, som endnu opholdt sig ved Curien, blev ved den herre Pavens velvilje -..- 


Multa talium, que hic pertranseo, utpote non certa michi plenarie fama referente cognovi, que veris addere sepe falsa solet suaque mobilitate vigens vires acquirit eundo.

Jeg fik mange af den slags ting at vide, men rygtevis og uden sikkerhed for, at de var sande; for sådan er det med rygtet, det lægger ofte falske ting til de sande og får flere kræfter ved at det bliver udbredt.






6.
Prima dominica post Martini quis adesse non cuperet in tanta gloria? Summus Pontifex ad consecrandam Ecclesiam Beate Marie que ad Oleum Fundentem nuncupata est honorificentissime conducitur. Romanorum nobilissimi, sericis et purpureis circumamicti, in timpano et choro, in cordis et organo, necnon in tubis quodam concrepanti sonitu barrientibus, subsequente infinita cleri et populi multitudine ipsum precedebant. Pueri Romanorum, tollentes ramos olivarum, obviaverunt Domino, clamantes et dicentes, sicut sui moris est, Kyrieleyson, Christeleyson indesinenter. Statim ex altera parte pontis per quam ad predictam iter est ecclesiam lampades innumerabiles per vicos et plateas in funibus dependentes proprie claritatis ardore serenitatem illius diei sibi cedere contendebant.Vexillorum et purpurarum que in domibus et in altis turribus Romanorum expanduntur certus non estimabantur numerus. Sed quidem de hiis cum potius ad sollemnitatem dedicationis ecclesie jam dicte sermo verteretur, hanc secundum ordinem expalanare non sufficiens breviter perstringo quod fere totus ille dies ad consecrationem illius ecclesie deductus est. Nam circa vesperas primum Dominus Papa non cum minori sollemnitate rursum a Romanis ad Palatium reducitur.

Kapitel 6.
Og søndagen efter Martins dag - hvem ville da ikke gerne have været med til så stor en herlighed? Paven bliver ført ud med den allerstørste ære for at indvie Sankt Marias Kirke, som kaldes "Den strømmende Olies Kirke". De allerfornemste romere, svøbt i silke og purpur, fulgt af pauker og sangere og ombrust af strengeinstrumenter og et orgel og af basuner, der blæste kraftigt, gik forud for paven, medens en uendelig skare af klerke og lægfolk fulgte efter. Unge romerske mænd viftede med olivengrene og kom deres herre i møde, idet de råbte og sagde, som deres skik er, Kyrieleison, Christeleison, uden ophør. Og på den anden side af broen, der fører over til den nævnte kirke, var der utallige lamper, hængt op i tove ud over gader og stræder; det var, som om de forsøgte at overgå selve dagens stråleglans. Det er ikke til at sige helt sikkert hvor mange faner og purpurvimpler, der hang ud fra vinduerne i romernes huse og høje tårne. Men angående den prædiken, der blev holdt ved den højtidelige indvielse af nævnte kirke, så magter jeg ikke at gøre rede derfor fra begyndelsen til enden, thi næsten hele dagen var optaget af indvielsen af denne kirke. Og henad aften blev den herre paven af romerne, med ikke mindre højtidelighed end før, ført tilbage til sit palads.







7.
In octava Beati Martini vidi turbam quasi harenam que est in litore maris ad Ecclesiam Beati Petri ob anniversarium sue dedicationis diem ex universis mundi partibus confluentem, et Dominum Papam per multitudinern hominum, in pressura maxima et vicos et plateas ambulantium, vix accessum ad Ecclesiam Beati Petri habuisse.


kapitel 7.
Ottendedagen efter Sankt Martins dag så jeg en skare så talrig som havets sand, kommende fra alle verdens hjørner, strømme sammen og samles om Sankt Peters kirke i anledning af årsdagen for dens indvielse, og jeg så den herre paven, hvordan han næppe kunne komme ind i Sankt Peters Kirke på grund af den mængde mennesker, der stimlede sammen på gader og stræder.




8.
Proxima sexta feria post octavam Martini iterum sollemnizatum est Concilium, in quo primum Episcopus Palermitanus literas Regis Friderici recitavit, et sermonem postea pro ipso fecit. Postmodum quidam Mediolanenses viri discreti nuntii Ottonis quondam Imperatoris cum instantia postularunt ut littere ipsius Ottonis admitterentur. Ad hoc multi Archiepiscopi et Episcopi, Abbates et clerici sive prelati, quorum non erat numerus, reclamabant, et precipue marchio de Munferrato, qui asserebat ipsos legatos non esse audiendos tribus de causis:

Prima quia essent perjuri.

Secunda quod foverent hereticos.

Tercia quod ipsum Marchionem tali federe sibi peterent assistere et Domino Ottoni, quod ab ipsis nullo modo, nec etiam pro excommunicatione Domini Pape, deverteret. –

Kapitel 8.
Fredagen efter ottendedagen efter Sankt Martins dag samledes koncilet igen i højtidelighed. Denne dag læste først biskoppen af Palermo et brev fra kong Frederik, og siden holdt han en tale for ham. Bagefter rejste nogle fremtrædende mænd fra Milano sig og krævede indtrængende, som udsendinge fra den tidligere kejser Otto, at man skulle lytte til et brev fra denne samme Otto. Men mange ærkebiskopper og biskopper og abbeder og klerke eller prælater, så mange at der ikke var tal på dem, protesterede herimod, og især markgreven af Montfort, som påstod at disse udsendinge ikke skulle høres af tre grunde:

For det første fordi de var mén-edere.

For det andet fordi de begunstigede kættere.

For det tredje fordi de forsøgte at drage markgreven over på den herre Ottos side, hvad der under ingen omstændigheder kunne tillades, om der så truedes med pavens band.



Ipsum vere Dominum Ottonem non debere absolvi septem de causis:

Prima quod cum idem Otto semel perjuraverit, jam cautio juratioria non sufficeret ad ipsius absolutionen.
Secunda quod de damnis Eccelesie Romane illatis non posset satisfacere.
Tercia quod Regem Fridericum impetierit et bona ipsius occupaverit, que de Romana tenet Ecclesia, et adhuc detineat occupata.

Quarta quod Monasteriensem Episcopum captivaverit.

Quinta quod monasterium in Quidelincburg destruxerit et castrum ibidem fecerit.

Sexta quod Regem Fridericum, quem Principes Imperii in Imperatorem elegerant, subsannando Regem solummodo presbyterorum ese dixerit.

Septima quod Episcopo Bremensi excommunicato et destituto regalia prorrexerit.


Og denne herre Otto burde ikke tages til nåde af syv grunde:

For det første fordi når den selv samme Otto én gang havde svoret falsk, så var en ny edsaflæggelse ikke nok til at skaffe ham syndstilgivelse.

For det andet fordi han ikke kunne erstatte de tab, han havde påført Romerkirken.

For det tredje fordi han havde stræbt Kong Frederik efter livet og havde besat hans godser, dem han havde fået overdraget af Romerkirken, og han holdt dem endnu besat.

For det fjerde fordi han havde taget biskopppen af Münster til fange.

For det femte fordi han havde ødelagt klosteret i Quedlinburg og havde bygget en fæstning der.

For det sjette fordi han havde spottet Kong Frederik, som Rigets fyrster havde valgt til kejser, og sagt, at han ikke var andet end en "præstekonge".

For det syvende fordi han havde overdraget værdighedstegnene til biskoppen af Bremen, der var lyst i band og afsat. 




Den Tysk-Romerske Kejser Frederik II



9.
Tandem Dominus Papa ipsum marchionem et alios contra Dominum Ottonem clamantes compescuit, dicens quod ob hoc Sanctum Concilium sit institutum ut culpabilis et inculpabilis, simul in unum dives et pauper ibidem audiantur, adjiciens etiam quod si Diabolus posset penitere certe recipiendus esset. Et in Latino sermone, quo maxime pollet et effluit, predictas marchionis exceptiones interpretari cepit. (Quibus expletis factum est silentium et leguntur litere Domini Ottonis quondam Imperatoris, premissa salutatione in hunc modum: Venerabilibus Dominis Kardinalibus, Archiepiscopis, Episcopis, Prelatis et Toti Concilio Otto Dei Gratia Romanorum Imperator et Semper Augustus Salutem in Domino et Bone Voluntatis Exhibitionem. In sequentibus supplicando devote ut pro ipsius absolutione apud Dominum Papam interveniant, quoniam ipsum peccasse peniteat, et velit stare mandatis quod nuntii sui pro ipso spoponderint.


Kapitel 9.
Omsider fik den herre paven bragt markgreven og de andre, der råbte op imod den herre Otto, til tavshed, og han sagde, at dette hellige koncilium havde bestemt, at man skulle høre både den skyldige og den uskyldige, som man ville høre både den rige og den fattige. Og han føjede til, at hvis djævelen kunne angre sine synder, skulle selv han høres. Og i en latinsk tale - og han behersker latin på det fornemste - begyndte han at gøre bemærkninger til markgrevens førnævnte indvendinger.

Da det var sket, blev der tavshed, og den herre Ottos, den tidligere kejsers, brev blev læst op. Det begyndte med en hilsen som følger: Til de ærværdige herrer kardinaler, ærkebiskopper, biskopper, prælater og hele koncilet sender Otto, af Guds Nåde romernes kejser og altid Augustus, hilsen i Herren og forsikring om sin gode vilje. - I det følgende bad han fromt, om de ville gå i forbøn for ham hos den herre paven, eftersom han angrede, at han havde syndet, og forsikrede, at han ville overholde det,  som hans udsendinge på hans vegne ville love. 





10.
Perlectis literis ac diligenter auditis lector eorumdem contra singulos marchionis articulos respondit excipiendo. Contra primum, videlicet quod essent nuntii perjui, sic: quod non esset verum, et hoc vellent probare incontinenti. Quod foverent hereticos, respondit similiter quod non esset verum, quoniam ubicumque apud eos esse scirentur heretici, aut ipsos penis afficiendo extra suum consortium ejicerent aut qui eos in domibus suis locarent tota civitate et episcopo cum cruce illuc usque procedentibus exterminarent, domos eorum destruerent; et decem libras illos qui eos hospitarentur dare oporteret. Ad tertium sic respondit quod ipsum marchionem in communitatem suam quam vellet, vellent asciscere, salva omni reverentia Sedi Apostolice debita.

Kapitel 10:
Da brevene var læst op, og man med omhu havde lyttet til dem, svarede han, der havde læst op, på markgrevens enkelte klagepunkter. Imod det første, nemlig at budbringerne var mén-edere, hævdede han, at det ikke var sandt, og det ville de bevise straks. Med hensyn til det, at de begunstigede kætterne, svarede han ligeledes, at det ikke var sandt, thi overalt hvor man fik at vide, at der var kættere hos dem, blev de enten straffede og udelukkede af deres fællesskab, eller man gik med biskoppen i spidsen - han bar korset foran sig - hen til dem, der havde huset kætterne og drev dem ud af byen og ødelagde deres huse. Og de, der havde givet dem husly,  skulle dertil betale ti pund. - Til det tredje svarede han, at markgreven måtte komme sammen med hvem han ville, blot han derved ikke krænkede det apostolske sædes ære.


Contra articulos Domino Ottoni objectos sic excepit; et ad primum, videlicet quod idem Otto esset perjurus, sic: Pater Sancte, aut Tibi constat eum esse perjurum vel non. - Respondit Papa quod ei constaret. Ad quod ille: Penitet igitur, Pater Sancte, eum perjurasse. Querit veniam et offert satisfactionem. Ergo recipiendus est. – Ad secundum, quod de damnis non posset satisfacere, respondit quod Mediolanenses, Placentini et alie civitates sibi conjurate parate sint ad juramentum, fidem et obsides super omnibus damnis que Imperator Ecclesie Romane intulit satisfacere.

Han protesterede imod de bebrejdelser, man havde rettet imod den herre Otto. Om den første bebrejdelse, nemlig at denne samme Otto var en mén-eder, sagde han: Hellige Fader, enten mener du, at han er en mén-eder, eller også mener du det ikke. - Paven svarede, at det mente han. Hertil svarede den anden: Hellige Fader, han angrer nu, at han svor falsk. Han beder om tilgivelse herfor og vil give erstatning. Derfor bør man tage imod ham. - Til det andet, at han ikke kunne betale erstatning, svarede han, at folkene fra Milano og Piacenza og alle byerne, der havde sluttet forbund med dem, var rede til at sværge troskab og stille gidsler for alle de tab, som kejseren havde påført romerkirken. 



Ad quod Papa respondit quod licet omnes civitates ille sint ditissime, tamen ad restituendum damnum per ipsum Ottonem Ecclesie Romane illatum nequaquam possent sufficere. - Ad hoc quod claustrum de Quidelincburc destruxerit, respondit quod claustrum non destruxerit sed castrum in monte supra claustrum sito, quem ab hostibus suis occupari timebat, construxerit, nec propter hoc aliquid mali Ecclesia aut moniales inde perceperint.

Hertil svarede paven, at selv om alle disse byer var meget velstående, havde de dog ingenlunde midler nok til at erstatte romerkirken de tab, den havde lidt ved denne selv samme Otto. - Hvad det angik, at han havde ødelagt klosteret i Quedlinburg, svarede talsmanden, at han ikke havde ødelagt det, men at han havde indrettet en fæstning på bjerget ovenover klostret, og at han nu måtte frygte for, at denne ville blive besat af fjenderne; men han kunne ikke se, hvordan der kunne overgå kirken eller nonnerne noget ondt af den grund.


Super aliis, licet ipsum Ottonem penitus excusare nequiverit, tamen in his sicut et in premissis pro ipso veniam et absolutionis beneficium postulavit. Et hec in secunda sollemnitate concilii gesta sunt hoc modo.

Frem for alt, selv om han ikke kunne undskylde Otto fuldt ud, krævede han, at man tilgav ham og gav ham syndsforladelse vedrørende disse og de førnævnte handlinger. 



11.
Item tercio sollemnizatum est Concilium in die Beati Andree. Dominus Papa, summo mane missa celebrata et omnibus episcopis per sedes suas dispositis, in eminentiorem locum cum suis Kardinalibus et mmistris ascendens, Sancte Trinitatis fidem et singulos fidei articulos recitari fecit. Quibus recitatis quesitum est ab universis alta voce Creditis hec per omnia? - Responderunt omnes Credimus!

Så blev da koncilet, alle deltagerne, højtideligt samlet igen på Sankt Andreas Dag. Den herre paven fejrede messen tidligt om morgenen, medens alle biskopperne sad på deres plads, og siden steg han selv op på et højere sæde med sine kardinaler og hjælpere og lod bekendelsen til den Hellige Tre-Enighed og alle Troens artikler oplæse. Da de var læst blev alle tilspurgt med høj røst: Tror I på alt dette? - Og alle svarede: "Vi tror!" 

Postmodum sunt damnati heretici, et reprobate quorumdam sententie, Joachim videlicet et Emelrici Parisiensis. Quibus recitatis iterum quesitum est An reprobatis sententias Joachim et Emelrici? - At illi magis invalescebant clamando Reprobamus!

Siden blev alle kættere fordømt, og to af kætterne blev nævnt og deres meninger forkastede, nemlig Joachim og Amaury af Paris. Da det var læst op blev der igen spurgt: Forkaster I Joachims og Amaurys meninger? - Og alle råbte nu endnu højere og svarede: "Vi forkaster dem!"

 



12.
Postea tractatum est de negocio Sancte Crucis et expedicione signatorum, firmissima pace ipsius constituta et inducta. Qua occasione omnes barones Anglie et universi tam consilio quam auxilio ipsis contra Regem suum cruce signatum assistentes, districta excommunicatione percelluntur. Proposuitque Dominus Papa quam potens esset idem Rex tam in persona quam in rebus Terre Sancte prebere subsidium, et quod ipse tanquam specialis Ecclesie Romane filius terram suam singulis eidem ad mille marcas sterlingorum fecerit tributariam, et eam de manu sua jure beneficiario receperit, et quantam honoris prerogativam in hoc Sedi Apostolice contulerit. Quia vero illud Regnum Anglie ad Imperatoriam ut dicitur pertinet postestatem, ne jus suum in hoc Principes Imperii in posterum amittant, 

Kapitel 12.
Siden diskuterede man spørgsmålet om det Hellige Kors og om de korsmærkedes krig; men først blev der sluttet en helt fast fred imellem dem. Ved den lejlighed blev alle Englands baroner lyst i det strengeste band, sammen med alle, der med råd eller dåd havde hjulpet dem imod deres konge, som havde taget korset. Og den herre paven fremholdt, at denne samme konge var en mægtig mand, stærk i sin egen person og når det gjaldt at yde hjælp til Det Hellige land, og som den særlige søn af den romerske kirke havde han gjort sit eget land pligtigt at betale tusind mark sterling for hver enkelt, og han havde modtaget dem af hans egen hånd med beneficiets ret; og nu indtog han en særlig hædersplads ved dette apostoliske sæde. Og selvom Englands rige sagdes at været underlagt kejserriget, skulle imperiets fyrster ikke miste deres ret for eftertiden.

surgens pre ceteris Sifridus, Sancte Moguntine Sedis Archiepiscopus, dictum Regnum quod Romanorum Imperatori et Principibus Alimanie dejure attineret asserere et probare conabatur. Cui Dominus papa, hoc considerato elevata manu silentium indicens ut ab incepto sermone desisteret, et taliter contra ipsum locutus est Audias me modo, posthac audiam Te. Et sic dictus Archiepiscopus tamquam promptus obedientie filius, ut decuit et oportuit, contra voluntatem Patris et Domini minime processit, licet vero tribus vicibus super eodem ei respondendo surrexerit. Verum quia ex hujusmodi commendatione et defensione Regis Anglie Dominus Papa Ottonem quondam Imperatorem, ut puto, restituere credebatur, subjunxit hine Dominus Papa dicens hec verba Nulli debet esse dubium quod Principes Alimannie et Imperii circa Fridericum Sicilie Regem fecerunt ratum habemus, immo ipsum favere et promovere in omnibus volumus et complebimus

Som talsmand for de andre rejste sig Sigfred, ærkebiskop ved det hellige sæde i Mainz, og forsøgte at hævde og bevise, at det nævnte rige rettelig tilhørte kejseren og Tysklands fyrster. Men da den herre paven havde hørt det og tænkt over det, hævede han hånden, for at der skulle blive tavshed og bød ham at slutte sin tale straks og talte således til ham: Hør mig nu, så skal jeg siden høre på dig. Og således undlod da den nævnte ærkebiskop, som den beredvillige lydighedens søn han var, at trodse Faderens og Herrens vilje, som det også sømmede sig, og som han burde, selvom han tre gange rejste sig under talen for at svare. Men da man af denne anbefaling og af forsvaret af Englands Konge måske kunne tro at den herre paven ville genindsætte Otto, den tidligere kejser, tilføjede den herre paven disse ord: Ingen bør være i tvivl om, at vi har erklæret det ugyldigt, som fyrsterne i Tyskland og i Imperiet har gjort imod Frederik, Siciliens konge, og vi vil fremme hans sag i alle ting og fyldestgøre ham på enhver måde.


Billede af korsridder


13.
Deinde leguntur constitutiones Domini Pape. Quibus perlectis, cum jam plus quam nona hora diei esset, magnam partern de ligno Sancte Crucis de Constantinopoli allato omnibus demonstravit. Qua ab universis geniculatim adorata, ipse Papa Te Deum Laudamus inchoavit. Quo sollemniter ab omnibus decantato hanc collectam Papa subjunxit Omnipotens Sempiterne Deus, fac nos et devotam Tibi semper gerere voluntatem et c., et Benedictionem per lignum Sancte Crucis ad omnes faciendo consilium absolvit et terminavit. 

Kapitel 13.
Dernæst oplæses den herre pavens konstitutioner. Da de var læst op, og da klokken allerede var mere end ni på dagen, fremviste han en stor del af det Hellige Kors, der var bragt hid fra Konstantinopel. Da alle havde bøjet knæ og tilbedt det, istemte paven selv "Te Deum Laudamus". Da det var var sunget højtideligt af alle, føjede paven denne kollekt til: "Almægtige Evige Gud gør det så, at vi altid må handle efter din hellige vilje", og så videre, og idet han udtalte velsignelsen ved det Hellige Kors ud over alle, opløste han koncilet og afsluttede det.

Hec in ultima festivitatis die, cum sollemniter tantum tribus diebus predictis in ecclesia Lateranensi Concilium extiterit, coram infinita Catholicorum virorum multitudine pertractum esse dinoscitur.

Dette er, hvad der vides at være sket ved koncilet i Laterankirken, i løbet af de kun tre førnævnte dage, overfor en umådelig stor mængde katolske mænd. 

 

 


14.
Altera autem die post Concilium terminatum multi episcopi cum aliis prelatis a Domino Papa licentiati recesserunt. Quamplures tamen, et maxime de Alemannia, episcopi per totum Adventum, et quidam usque ad Quadragesimam pro specialibus negotiis in Curia remanserunt. Que medio tempore, videlicet usque ad mediam Quadragesimam ab ineunte Concilio ibidem gesta et tractata sunt, ne lectori forte fastidium occasione prolixitatis gignerent, stilo mandare recusavi. Et testimonium perhibet de his que vidit et scripsit hec, et scitur quia verum est testimonium ejus.

Kapitel 14.
Men andendagen, efter at koncilet var slut, sagde paven farvel til mange biskopper, tillige med andre prælater. Men adskillige biskopper, og især fra Tyskland, blev tilbage, nogle helt til fastetiden, for at ordne særlige forretninger. Men hvad der blev forhandlet og diskuteret i al den tid, fra koncilet begyndte og til Midfaste, det har jeg ikke villet skrive her for ikke at trætte min læser med for megen vidtløftighed. Og den, der så dette og skrev det, vidner herom, og det vides, at hans vidnesbyrd er sandt.


                  
Lateran-kirken, som den ser ud i dag.   Der er flere historiske oplysninger om kirken her.