Nicolai Frederik Severin Grundtvig
(1783-1872)

I Danmark har Nicolai Frederik Severin Grundtvig haft en overvældende stor indflydelse. Allerede medens han levede var han en legende, næsten en fabel, og han er blevet dyrket til vore dage. Hans betydning har været mangesidig, og da de mange tråde i hans virke altid blev vævet ind i hinanden er det ikke til at skille det ene fra det andet. Kristendom, Dansk nationalfølelse, iver for ungdommens, især landboungdommens historiske vækkelse, politiske reformer – alt sammen beskrevet i de vældige dynger af papir han fyldte med sin ”Bragesnak” (hans eget ord),og hvoraf næsten kun hans poesi, salmerne og sangene, lever i dag. Det er svært at sige præcis hvad hans tanker bestod i, han var heller ikke selv nogen mester i præcision og nøjagtighed, snarere tværtimod. ”Menneske først, og kristen så”, skrev han, meget karakteristisk, det jordbundne og det sværmeriske var altid flettet sammen, det hedenske med det kristelige, det historiske med det aktuelle, og det gør det ikke lettere at få fat i hans meninger at han ikke generede sig for at modsige sig selv. Han fik også god tid til det, han blev næsten halvfems år, og da han skrev og skrev og skrev næsten hele tiden, undtagen når han talte, så er det klart at der kom meget forskelligt ud af det.

Grundtvig har ligefrem givet navn til en –isme, nemlig Grundtvigianismen. Det var måske ikke noget han ønskede sig, og det var også en mærkelig –isme, den havde ikke noget tankeindhold, men bestod i mange forskellige holdninger og moderetninger, en forkærlighed for det folkelige, for særligt tøj, spændstig, elastisk gang, folkehøjskoler, national chauvinisme og lige det modsatte – ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, hed det, og i kølvandet herpå en vis frisindethed i kirkelige og politiske spørgsmål, han var medlem af den grundlovgivende forsamling i 1848, og netop fra dette år stammer det digt, der her skal citeres.

I 1848 var der uro i hele Europa, oprør her og der og alle vegne, og en stor del af den tysktalende befolkning i hertugdømmerne Slesvig og Holsten følte båndene til Danmark alt for snærende, ja vilde i virkeligheden frigøre sig helt fra dansk overhøjhed. Det vilde den danske regering ikke høre tale om, og det kom til krig, den første slesvigske krig. Det havde tilsyneladende ikke noget med kristendom at gøre, men det havde det nu alligevel, i hvert fald for Grundtvig. Gud havde udvalgt sig tre folk der stod ham nærmere end alle andre, det var jøderne, grækerne og danskerne, og når Danmark gik i krig skulde landets fjender vide at de, fjenderne, kæmpede mod den Almægtige selv, Gud i himmelen stod på Danskernes side, sådan var det bare, og så kunde danskerne jo ikke tabe. Sagnet melder ikke så  meget om hvad han mente efter nederlaget i 1864, men Grundtvig var selvmodsigelsernes mester, så det kom han også over.  
 
I digtet ”Til Danmark” siges det åbent chauvinistisk at ”Dine fjender (det vil sige Danmarks fjender, digtet er jo skrevet til Danmark) er og fjenderne hans”, altså Danskernes fjender er Guds fjender. Gott mit uns. Men mere sælsomme er de følgende linjer; aldrig har man vist læst lignende i dansk poesi:

Hvordan kan Månen sidde på en stol, hvordan kan Solen sidde på en stol, hvad er forskellen på at Månen sidder løst eller fast på stolen, hvordan går et lagen, og hvad er det der går som et lagen? Kunne man tænke sig en stakkels gymnasiast, der var oppe til studentereksamen i Dansk og skulle forklare dette, ville han sikkert blive ganske fortvivlet. Og en kristen,der er vant til at tænke på Gud den Almægtige med den største ærbødighed, vil blive stødt over den joviale, næsten skulderklapppende måde, som Grundtvig omtaler Gud på: Den Gamle af dage.

Det er svært at sige, hvori Grundtvigs indflydelse på Dansk kristendom har bestået. Hvad man end siger, så er det muligt at finde et Grundtvig-citat, der udtrykker lige det modsatte, fordi, som sagt, Grundtvig modsiger ustandselig sig selv. Men hvis man forsøger at finde den samlede sum, lægge til og trække fra, så får man nok det resultat, at den stærke Grundtvigske tale om at være jorden tro er et stort skridt på vejen frem til kristendommens sækularisering. Den samlede sum tegner et standpunkt, der er diametralt modsat Søren Kierkegaards pietisk fromme given-sig-hen i Gud. Og netop den sækulariserende tendens har nok været grunden til, at Salmebogsredaktørerne har været så ovenud begejstrede for Grundtvig, at hans salmer fylder kolossalt i Salmebogen, hvad enhver kan kontrolere ved at slå op i registret.

               N. F. S. Grundtvig: Til Danmark - Fæderneland ved bølgende strand (1848) 

     (Den gamle af dage: Gud; muldjord: dvs. mennesket; himmelbyg: dvs. Guds ord)

Grundtvig i Vartov kirke 1868